{"numero_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_sha256": "bfe6674526b15e32529dc5e0adf1e70e5ea5b3303d32a30d060a5508346c8b84", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1918/11_01/bmtnaag_1918-11_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1918/11_01/bmtnaag_1918-11_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c002", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 671, "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Einar Jolin\nKunstnernes Efteraarsudstilling af S. Danneskjold-\nSamsøe og H. Giersing\nRelief fra Boroboudor (Java)\nHvad er moderne Kunst? Af W. Huntington Wright\nFarvelitografi af Isaac Grunewald\nGeorge Sand. Fot. efter Eugéne Delacroix\nDelacroix' portræt af George Sand. Af Leo Swane\nEt Hexameterbrev. Af Sophus Claussen\nKarl den Femte. Originalradering af Jens Adolf\nJerichau\nFotografi efter Negerskulptur (Etng. Mus.)\nLidt om Grænsen mellem Poesi og Malekunst. At\nChristen Fribert\nOriginallitografi af Olaf Rude\nFotografier efter Negerskulptur (Etng. Mus.)\nKritik og Journalistik. Af Poul Henningsen\nLitografi bag paa Omslaget af Alf Rolfsen"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c003", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.3", "titre_corps": "KUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING", "titre_sommaire": "KUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING", "signature_source": "Harald Giersing", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.2", "debut_caractere": 673, "fin_caractere_exclue": 5199, "texte": "KUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING\nHarald Giersing.\nNaar man fra den nuværende efteraarsudstilling tænker\ntilbage paa dens forgængere i sin tid paa Charlottenborg,\ner et stort og glædeligt gennembrud det, man først bemærker.\nTidligere arbejdedes i forlængelsen af en enkelt svagt forgre-\nne! tradition, og ved Siden af de faa, der med styrke og\nselvfølgelighed arbejdede i den retning, kom de mange, hvis\ngærning blev en stadig grundigere udvanding og fortynding\naf traditionen, al denne »matte omtrentlighed«, der stadig\nfylder en del af vore udstillinger. Fra hvem kom egentlig\nimpulsen til ikke mere at føle sig forpligtet til at følge skole-\ntraditionen? Det maa historikerne paavise, faktum er blot,\nat bruddet er sket: enhver søger nu impuls og støtte hvor-\nsomhelst han i den samlede historiske saavelsom samtidige\nverdenskunst finder noget smukt, noget udtryksfuldt, noget\nmed ham selv beslægtet. Man skælner nu kun mellem god og\ndaarlig kunst, ikke tillige mellem højere og lavere. Rangfor-\nordningen i kunstens rige er afskaffet. Det første resultat af\nspændetrøjens aflæggelse er en opblomstren af en mængde\nævner, som nu har faaet frihed til at følge deres natur. En\nudstilling nu, naar den da er rigtig ledet, fremviser mange\nslags kunst, tilknytning til folkekunst, til primitive tiders kunst,\nfarveinspirationer fra fajancer, fra vævninger fra orienten og\nde exotiske lande, tilknytninger til børnetegninger o. s.v.\naltsammen udslag af en søgen ny fast bund under fødderne.\nVed siden af de gamle linjer, der selvfølgelig ingen beretti-\ngelse har mistet for dem, der følger dem af fri tilslutning,\nløber nu mange andre sideordnede. Den nye kunst er ikke\noriginalere og selvstændigere end den gamle, den har i lige-\nsaa høj grad brug for at støtte sig til en tradition, dog væl-\nger den selv sine forældre, om man saa maa sige. Paa alle\nomraader er vi endnu ved begyndelsen.\nMed de nye hjælpekilder har kunsten selvfølgelig bedre\nkunnet søge ud over den blotte gengivelse af yderverdenen,\nder kan jo røre sig andet i mennesket end trangen til at af-\nbilde. Er man fuldtud ærlig og gør sig strængt rede for, af\nhvad art ens indtryk af en synsoplevelse, en begivenhed eller\nlæsningen af et digt 112. eks., er, viser det sig, at den ingen-\nlunde altid er iklædt den tilfældigt givne traditions form,\nmaaske viser den sig at være et farve- og lysindtryk, et be-\nvægelsesmotiv, et rumligt motiv el. lign. og kan da kun sand=\nfærdigt gives med de tilsvarende kunstneriske midler, al vane-\nmæssig og skolemæssig »tagen med« og »gøren rede for«\nmaa übarmhjertigt undlades.\nFor det publikum, der er indlevet i ældre synsmaader, er\nden senere kunst vanskelig tilgængelig, skønt den jo ikke er\nmindre naturlig end den tidligere; som formidling kræves en\nkyndig og saglig vejledning i dagspresse og tidskrifter. At\nen saadan er vanskelig at give, følger af sig selv. Spørgs-\nmaalet er dels om modtagelighed, indfølingsævne, overfor de\nforskellige arter kunst, dels om modtagelighedsgraden, sensi-\nbiliteten overfor hver enkelt art. Opgaven kræver en person-\nlighed, et stort arbejde og en stor selvkontrol, en stadig gøren\nprøve paa regnskabets rigtighed, at ikke uvedkommende stem-\nninger og varierende modtagelighed skal spille kritikeren et\npuds.\nDet gadedrengesprog, der til dato, 10. november, paa en\nenkelt undtagelse nær, er ført mod efterårsudstillingen, vil\nnæppe nogen forveksle med kunstvurdei ing.\nS. Danneskjold-Samsøe.\nKLINGEN\" har bedt mig om en Udtalelse om Efterårs-\nudstillingen, og det er mig en Fornøjelse at følge dens\nOprordring. Jeg finder, at der er Grund til at være baade\nglad og stolt over den Udvikling, denne Udstilling har tilbage-\nlagt i Løbet af de sidste Aar. Den har faaet en Idé og der-\nmed halvvejs en Sejr, som den med Energi og Ungdomsmod\nforfølger.\nDet lyser ud af den, at ved den har en Række talentfulde\nKunstnere faaet Mod til at kaste sig rask og fordomsfrit ud i\nderes Inspirationers Realisation, sikre paa, at det som er rig-\ntigt, det vil sige artistisk følt, ogsaa nok skal blive forstaaet\nog gennem Antagelse paa Udstillingen blive sat i Stand til at\nfinde sin Vej til Publikum.\nOg Publikum skal nok, før eller senere, naa fra Latteren\ntil Respekten, staa som besejrede, saaledes som det er et-\nhvert Publikums Lod, naar det er Kunstnere af det rigtige\nIld og Blod, der taler til det.\nAt Udstillingen maaske ogsaa en Gang imellem slæber lidt\ndød Ballast med sig, faar være. Den har sin Berettigelse som\nBaggrund, som ærbødig Eskorte for de fine Fugle, der altid\nhar været sjældne."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c004", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 3, "image_fin": 4, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.4", "titre_corps": "HVAD ER MODERNE KUNST", "titre_sommaire": "HVAD ER MODERNE KUNST", "signature_source": "WILLARD HUNTINGTON WRIGHT", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.3", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3665, "texte": "HVAD ER MODERNE KUNST\nAF WILLARD HUNTINGTON WRIGHT\nINTETSTEDS ide skønne Kunsters Historie har nogen Peri-\node af æstetisk Nyorientering og æstetisk Bestræbelse lidt under\nsaa megen offentlig Uvilje, Spot og Uvidenhed som Malerkun-\nsten i det sidste Aarhundrede. Aarsagerne hertil er mange,\nog for den alvorlige Betragter af Kunsthistorien selvindlysende.\nForandringen fra den gamle og til den nye Retning skete hur-\ntigt og brat, ligesom en Oversvømmelse en stille Sommernat.\nDe klassiske Malere i første Halvdel af det nittende Aarhun-\ndrede, som David, Ingres, Gros og Gérard var beskæftiget\nmed at rehabilitere de gamle Traditioner, da et nyt og strengt\nRegime indførtes uden noget som helst Varsel, naar Con-\nstables blege Kætterier undtages. Det var Turner, Delacroix,\nCourbet og Daumier, som trængte ind i det hellige Tempel,\nomstyrtede Søjlerne, som havde baaret det igennem Aarhun-\ndreder og kastede den hele Bygning af fastslaaede Værdier\ni Støvet. De overlevede dette débdcle, og da de omsider\nlagde deres Pensler til Side for stedse, var det med den\nurokkelige Bevidsthed om, at de havde fuldbyrdet den stør-\nste og mest betydningsfulde Forvandling i nogen Kunsts Hi-\nstorie.\nMen selv disse den nye Retnings dristige Anarkister drømte\nlidet om de Yderligheder, som deres Kætterier vilde føre til-\nSaa pludselig og sammensat har Udviklingen af den moderne\nKunst været, at det kun er lykkedes faa af de mest revo-\nlutionære, moderne Malere at holde aandeligt Trit med dens\nvidere Udviklinger og dens Digressioner. I Løbet af de sidste\nfaa Aar er nye Moder og Metoder i Kunsten sprunget ud med\nsvampeagtig Hurtighed. »Bevægelser« og »Skoler« har afløst\nhinanden med forbavsende Haardnakkethed, og hver af dem\nhar proklameret det endelige Udtryk for Sandhed, som er alle\nSøgeres Maal. Og med kun faa Undtagelser er de Mænd, som\nhar tilskyndet til disse Nyorienteringer, ægget af den alvorlige\nHensigt: at beherske den æstetiske Kompositions Problem og\nbestemme den afgørende Maade, hvorpaa de endelige og ufor-\ngængelige Resultater opnaas. Men Kunstens Problemer, lige-\nsom selve Livets, er i Grunden uløselige, og Kunst maa altid\nvedblive at være en uendelig Søgen efter det uovervindelige.\nKræfterne i al Kunst er, ligesom Livets evige Reguleringer og\nLigevægt, kun en Nærmen sig til Bestandigheden. Kræfterne\ni al Kunst er Livets Kræfter, sideordnede og komponerede.\nIngen plastisk Form kan eksistere uden Rytme: Ikke Rytmen\ni en overfladisk, harmonisk Forstand, men den Rytme, som\ngaar gennem Materiens store, fluktuerende og balancerende\nKræfter. En saadan Rytme er Symmetrien i Bevægelse. Paa\nden er al Form baade i Kunsten og i Livet baseret.\nForm i kunstnerisk Forstand kan fortolkes paa fire Maader.\nFor det første ytrer den sig som en fad Imitation af Naturens\noverfladiske Udseende som i Værker af Sargent, Sorolla og\nSimon. For det andet indeholder den Egenskaber som Fast-\nhed og fuldendt Konstruktion, saaledes som man kan finde\nden i Velagquez', Hogarth's og Degas' Billeder. For det tredie\ner den en fuldstændig Afbildning af Ting, hvis vilkaarlige Op-\nstilling blev indført for at betone det rumlige. Rafael, Pous-\nsin og Goya er tydelige Udtryk herfor. Tilsidst aabenbarer\nForm sig ikke som noget objektivt, men som et abstrakt Fæno-\nmen, der er egnet til at udtrykke Følelsen af noget haand-\ngribeligt. Al stor Kunst falder ind under denne sidste Fortolk-\nning. Men Formen maa, for at udtrykke sig selv æstetisk,\nkomponeres; og her berører vi al Kunsts tvingende Grundlag\nKomposition. Kompositionen er en Regel for Formen,\nhvorunder man skaber Rytmen. Det første Skridt i denne\nProces er Liniens Konstruktion; Linien angiver Retningen for"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6241, "texte": "en eller flere Former. I den rent dekorative Rytme flyder\nLinierne harmonisk fra den ene Side til den anden og fra det\nøverste til det nederste af en given Flade. I den største Kunst\ner Linierne bøjet fremover og bøjet tilbage saa vel som til\nSiden, saaledes at de i deres Søgen indefter føjer et Indtryk\naf Dybde til det samme Indtryk af Højde og Bredde. Saaledes\ner det enkle Billede af det dekorative opløst og en Verden i\ndet smaa skabt i dets Sted. Rytmen bliver da en uundgaaelig\nRegulering af Linier, som nærmer sig eller fjerner sig, saa-\nledes at de vil komme til at fremstille Forholdene og Forskyd-\nningerne i det menneskelige Legeme, naar det bevæger sig.\nFor at forstaa og fuldt skatte et Maleri maa vi være\ni Stand til at paapege de Egenskaber, det besidder, ved\nen aandelig Fornuftproces. Men denne er ikke indbefattet\nnogen mekanisk eller videnskabelig Betragtning. Var dette\nnødvendigt, vilde Kunsten opløse sig selv i en bevislig Teori\nog vilde kun yde en saadan aandelig Glæde, som vi føler\nforan et ulasteligt Stykke indviklet Maskineri. Men naar vi\nengang forstaar disse organiske Egenskaber, som gennem-\nstrømmer alle store Kunstværker, plastiske og grafiske, vil\nden sanselige Rørelse følge saa hurtigt efter, at den virker\nspontant. Denne Proces af bevidst lagttagelse vil efterhaanden\nblive automatisk og sættes i Revægelse overfor ethvert Kunst-\nværk, vi betragter. Naar vi engang er indstillet paa at optage\nEl Grecos og Rubens' rytmiske Kompositioner i os, er vi\nblevet modtagelige for Følelsen af Form i al Malerkunst.\nOg denne subjektive Følelse er skarpere end den overfladiske\nBevægethed, som fremkaldes af Motivets Nydelighed, det for-\ntællende Emne eller de afbildede Quasi-Realiteter. Jo mere vi\nnærmer os en sand Forstaaelse af Kunstens Principper, desto\nmere vil vi reagere overfor de dybere og større Egenskaber\ni Billedet, de, der ikke kan ses fra deres dokumentariske\nog tekniske Side. Ogsaa vor Deltagelse med flygtige Følelser,\nfremkaldt af Billedets udvortes Udseende vil blive mindre\nog mindre betydningsfuld. Teknik, dramatisk Sans, Emne,\nja selv Tegningens Akkuratesse vil blive henvist til den for-\nholdsvis ligegyldige Hjælpestilling, alt dette indtager i Forhol-\ndet til et Maleris æstetiske Hensigt.\nDen Mangel paa Forstaaelse og som Følge deraf Spot\nder har mødt de moderne Maleres Anstrengelser, kan ikke\nalene tilskrives en Misforstaaelse af deres tilsyneladende ekstra-\nvagante og ekcentriske Manierisme, men ogsaa Uvidenhed om\nal stor, baade gammel og moderne Kunsts bærende Forud-\nsætninger. Et Bevis herfor yder de bestandige Fremstillinger\naf de mindst fuldkomne af ældre Maleres Fortrin fremfor\nde største af de moderne. Denne Forkærlighed viser, hvis den\ner andet end et Symptom paa aandelig Vane, der blot bun-\nder i Tradition, en Umodenhed i den kunstneriske Dømme-\nkraft, der sætter Nydeligheden over Skønheden, Sentimentali-\nteten og dokumentariske Elementer i Billedet over Følelsens\nSubjektivitet. En saadan Dømmekrafts falske Slutninger ses\nbedst ved en Parallelisering af Malere, som er vidt forskellige,\nhvad deres Fortjenester angaar, men hos hvem disse forskel-\nlige Egenskaber findes. For Eksempel er Nydeligheden hos\nReynolds, Greuze og Murillo ligesaa fremtrædende som hos\nTitian, Giorgione og Renoir. De sidste er langt de største Kunst-\nnere. Dog, havde vi ingen anden kritisk Maalestok end vor\nHenrykkelse, vilde Forskellen mellem dem og de andre være\nupaaviselig. Zuloaga, Whistler, Rotticelli og Bøcklin er lige\nsaa følelsesinspirerede som Tintoretto, Gorot, Rafael og Pous-\nsin; men ikke ved noget gyldigt Kriterium er de saa store\nMalere. Fremdeles vilde, hvis dramatisk Effekt og enkel For-\ntællemaade var af æstetisk Betydning, Regnault, Brangwyn og\nAntonio Molineri kunde sidestilles med Valerio Castello, Rubens\nog Ribera.\nI Manglen paa Evne til at skelne mellem Kunstens tilsyne-\nladende og organiske Hensigter, ligger den største Hindring\nfor en Vurdering af det, vi kalder moderne Kunst. Sandhederne\ni den moderne Kunst adskiller sig ikke fra Sandhederne i den\ngamle Kunst. Et Landskab af Gézanne er i dets Hensigt ikke\nulig et Landskab af El Greco. Den første har blot mere ud-\nviklede Fremgangsmaader end den anden. Heller ikke stræber\nde mest ultramoderne Maleres Lærreder henimod en æstetisk\nManifestation, som inderst inde er uligt det, der er tilstræbt\ni Michelangelos Slaverne. Alvorlig moderne Kunst er, til Trods\nfor dens ofte frygtelige og bizarre Fremtræden, kun en Stræben\nhenimod Rehabilitationen af de naturlige og uforanderlige\nGrundsætninger for den rytmiske Form hos de gamle Mestre,\nog en Stræben henimod at give dem relative og fyndige Udtryk.\nVi finder det samme besjælede Ideal hos Giotto og Matisse,\nRembrandt og Renoir, Rotticelli og Gauguin, Watteau og Pi-\ncasso, Poussin og Friesz, Rafael og Severini. De nye Mænd\nadskiller sig fra deres Forgængere ved at de anvender nye\nog mere vitale Principper for deres Arbejde. Moderne Kunst\ner den logiske og naturlige Udvikling af den gamle Kunst.\nDet er Kunsten fra i Gaar, men højere og intensere, Resul-\ntatet af systematisk og omhyggeligt Forsøg paa at mestre\nUdirykket.\nSøgen efter Komposition d.v. s.den fuldkomne, lige-\nvægtige Form i tre Dimensioner har været det tilskyndende\nBud i al stor Kunst. Giotto, El Greco, Masaccio, Tintoretto\nog Rubens, de største af alle de gamle Malere, stræbte bestan-\ndigt efter at skabe Formen som en abstrakt, levende Styrke.\nMed dem blev Kompositionen af Rumlighederne til. Rilledet\nblev komponeret i Forhold til Linien. Ud af denne voksede\nIndholdet som en Demonstration a posteriori. Den menne-\nskelige Figur og de kendte, naturlige Ting var kun Hjælpe-\ntropper, aldrig det tilstræbte Resultat. I alt dette var de af\nVæsen moderne, i Ordets rette Forstand. Den nye Kunst-\nopfattelse stræber mere henimod at skabe Følelsesvirkningen,\nend efter at skildre Virkeligheden. Tingene, baade de vil-\nkaarlige og de fotografiske, en Kunstner bruger i sine Billeder,\ner kun Materialet, gennem hvilket den plastiske Form finder\nUdtryk. De er Midler, ikke Maal. Hvis deri sande, betydnings-\nfulde Kunstværker findes et dramatisk, fortællende eller illu-\nstrerende Element, kan dette siges at være Billedets tilfældige\nog ikke vigtige Ledsager.\n(Sluttes)."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c008", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c008", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 7, "image_fin": 7, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.7", "titre_corps": "Delacroix' portræt af George Sand", "titre_sommaire": "Delacroix' portræt af George Sand", "signature_source": "Leo Swane", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.7", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 4005, "texte": "Delacroix' portræt af George Sand\nLeo Swane.\nDET er kun et brudstykke og ufuldendt, men hvilken\nsluttethed og hvilken fuldendelse alligevel. »Klingen«\nhar bragt så mange lette blade, jeg tror, at adskillige ligesom\njeg har længtes efter at se noget, der havde blot lidt af denne\nvidunderlige kraft og fylde. Der er megen moderne kunst,\naf de yngste herhjemme, der er graciøs og yndefuld og sat\nsammen med blik for det spillende, dekorative, men vi træn-\nger til også at se det brede og stærke, ikke blot det talent-\nfuldt beregnede, men det temperamentsfulde.\nDet er vel den højeste mening med indførelsen af alle de\nfranske billeder, der er kommet herop i den sidste tid, at\nde skal afsløre dilettantismen i vor egen kunst. Hvilken dansk\nkunstner Philipsen ene undtagen er ikke ihvert fald i\nsin teknik et barn, når han stilles side om side med disse\nfranskmænd. Det har vi rigtignok længe vidst, men man ser\ndet med særlig tydelighed, når billederne kommer hverandre\nså nær som nu. Det, man har holdt af, bliver man ved med\nat holde af, for der er bestandigt noget smukt i det, men\nraffinementet, dette ædle, fuldkomne i farve, strøg og linje,\nak det forsvinder, når man bringer en Degas eller Manet i\nnærheden. Gid vi snart kunde få en stor udstilling at se af\nhelt moderne fransk kunst, alle de franske billeder fra sidste\nårhundrede, blandt hvilke der er saa skønne værker, er dog\nfor langt borte fra nutidens stil til at kunne få den direkte\nbetydning for den levende kunst, som Matisse, Derain og de\nandre nulevende franske kunstnere kan få. De kan give os\nden formodning, at som de ældre billeder bliver dilettantiske\ni forhold til de franske, således vil det også gå med de unges,\nmen det vilde være nyttigt at få dette bevist eller modbevist.\nEr og bliver Delacroix ikke den største af alle det nittende\nårhundredes store franske malere? Så vidunderligt udsøgte i\nfarve og komposition mange af de andre billeder i Wilhelm\nHansens samling er, så ser man dog i Delacroix slagskitse\nikke alene det æstetisk fuldendt behagelige, men en glød og\nfantasi, en forunderlig dybde og udtømmelse af motivet.\nHvilken forening af figurerne og landskabet, der ligger bart\nhen i en stemning af uhygge og koldt vinterøde, halvt et\nvirkeligt landskab og halvt en blot farvestemning, der giver\ndet håbløse. Det kan kun han, der har malt landskabet i\n»massacren på Chios« føle og male.\nDelacroix' portræt af George Sand, der gengives her, er\nresten af et billede, der viste hende selv slående, synlig til\nknæene, lyttende til Chopin, der sidder nede til højre og\nspiller. Det tilhørte Delacroix til hans død, senere blev det\nskåret i to dele, Chopins hoved er kommet til Louvre. Hvor\nstor synd det end er, at dette billede er blevet parteret og\nbeskåret, så er det, der er tilbage, endnu storslået. Det er\nikke den Delacroix, hvis farve stråler klar og ædelstensgen-\nnemsigtig som i det store kampbillede på Charlottenborg eller\ndet smukke Ugolinobillede hos Wilhelm Hansen, dette er tid-\nligere, fra 1838, og mørkt og blødt i farve nogle vilde vel\nbringe Rembrandts navn i erindring. Det hvide tøj, hun har\ni hånden, lyser svagt og baggrunden har en blød, rødlig tone,\nder forener sig såre smukt med det mørke hår og den end-\nnu mørkere kjole. Alt dette mørke svøber sig om det nøgne,\nder træder frem i kraftigt rundede former, fremhævede og\nslørede af lys og skygge.\nDet er kun en af de store, der kan bruge penselen på\ndenne måde, hastigt og antydende og dog uddybe for-\nmen og karakteren helt til bunden; men hvor glimrende er\nogsaa selve grundlaget i kompositionen, denne ophøjelse\naf det momentane i bevægelsen til selve den lyttendes og\nbetagnes uforanderlige ro. Det ligger ikke alene i den skønne\nmodsætning mellem den frontale stilling og hovedets drejning\ntil hel profil, men i hver del af billedet, i ansigtets udtryk, i\nde dejligt malte hænder. Det er et maleri, deri mine øjne\ngiver et skønnere billede både af maleren og mennesket\nDelacroix, end mange mere strålende og gennemarbejdede\nværker af ham."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c010", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c010", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 8, "image_fin": 8, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.8", "titre_corps": "ET HEXAMETERBREV", "titre_sommaire": "ET HEXAMETERBREV", "signature_source": "Sophus Claussen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3035, "texte": "ET HEXAMETERBREV\nSophus Claussen.\nsom saa Solen en Høst-Eftermiddag 1892 paa Fyns Land med Udsigt til\nNyborg, til venstre, og til Fjorden og Storebælt forude.\nBrevet blev skrevet til Johannes Jørgensen i København, mens Albert\nGrottschalk, den kære Sjæl, sad hos og forstyrrede mig efter venlig Vane.\nAf Frygt for en Koleraepidemi, der dog aldrig naaede til Danmark, var\n„den malende Grottschalk\" tyet til mit landlige Opholdssted, hvor jeg skrev\npaa „det herlige Kunstværk\" (Unge Bander), til hvilket jeg først fandt For-\nlægger nogle Aar senere.\nDeraf disse muntre Kvaler.\nKæreste Ven, ihvor du gaar hen og hvor vidt du end færdes,\nTænk da paa de bekymrede Mænd, som har Ophold ved Nyborg.\nIkke alene jeg er, men hos mig den malende Gottschalk\nSpørger mig aarle og silde om Cognac, som dræber Baciller.\nThi han har Hold i sin Ryg og frygter den hærgende Farsot,\nKolera kaldet af Købstadens Folk, men af Bønder Koléra.\nAldrig en Time der undes mig Fred af den malende Gottschalk.\nTung og besværlig han er, og hans Sjæl er et Tilhold for Plager.\nSisyfos kalder jeg ham, dog mest han ligner en Puddel,\nHvilken har fundet en Sten og bestandig nu traver med Stenen.\nHvad skal jeg gøre? han har ingen Ro. Hver Fejl, som han finder\nSkjult hos sig selv, tillægger han mig og slaar begge i Hartkorn,\nSøger at røve med Dadel min Kraft til det herlige Kunstværk.\nFør var han flittig og flink, en Stræber den malende Gottschalk\nMen til Orlogs han for paa det rullende »Sjælland«, og hjemsendt\nMaler han slet ikke mer, men taler bestandig om Piger.\nOg der findes i Nyborg en Glut med en mørkladen Haarpisk,\nFødt i Holland, opdragen paa flamsk, men af danske Forældre,\nTalende tysk Dialekt fra Berlin med udadlelig Tunge,\nKvidrende dertil det mødrende Maal som den huldeste Indfødt.\nDage og Nætter han fabler kun om at faa afmalet hende.\nPaa en Taverne hun spiller Klaver og er atten Aar gammel\nHun har nu røvet den sidste Fornuft fra den malende Gottschalk.\nAndre betyngende Tanker jeg har. Den Forret at skrive\nDunkle og sælsomme Ord, som de jordiske Slægter ej fatter,\nTænkte jeg, delte en Guddom kun ud til beaandede Skjalde.\nMen jeg har faaet et Brev, som er stoppet med æggende Gaader;\nUdsendt fra P. G. Philipsens Bogbod modig er Manden.\nThi han skriver vidtløftigt mig til, omtumlet af Tvivlsmaal,\nAt han har læst mit halvendte Værk og intet kan sige,\nHverken hvor vidt det vil blive en Stordaad udødelig dejlig\nEller en ringe og tarvelig Bog, som han ej vil forlægge.\n. . . Men jeg har fuldbragt to gode Kapitler og to har jeg rede,\nOg han skal opnaa at finde min Bog i det ellevte Oplag,\nHvis han da lever saa længe og undgaar den hærgende Farsot,\nKolera kaldet af Købstadens Folk, men af Bønder Koléra.\nEllers jeg lever og mangler ej Mod, som vel du kan tænke.\nKornet paa Markerne mejes i bredt guldstraalende Sollys.\nBlæsten derude fra Fjorden slaar an mod Altanens Markise.\n1 ræerne knirker og knitrer, som spændte Guasmoder sit Snørliv,\nOg mit Hjærte udstrømmer i Digt som et lynende Skymulm.\nDyrehaugegaard ved Nyborg i Somren 1892."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c012", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c012", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 10, "image_fin": 13, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.10", "titre_corps": "Lidt om Grænsen mellem Poesi og Malekunst", "titre_sommaire": "Lidt om Grænsen mellem Poesi og Malekunst", "signature_source": "Christen Fribert", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.10", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2741, "texte": "Lidt om Grænsen mellem Poesi og Malekunst\n\nFJIRIST er det for os smaa, at de evige Sandheder er sagt\nsaa mange Gange før. Vort Liv og vore Tanker fra\nVugge til Grav er Imitation. Vi imiterer naar vi fødes og\nnaar vi digter, vi imiterer naar vi planter Kaal og naar vi\nlægger os til at dø.\nAlfred de Musset har herom skrevet disse tre Linjer:\nIl faut étre ignorant comme un maitre d'école\npour se flatter de dire une seute parole\nque personne ici bas n'ait pu dire avant vous.\nDerfor er det som jeg vil sige i denne Artikel: ut pictura\npoesis, selvfølgelig sagt før. De gamle sagde det ide klassi-\nske Tider og vi maa tilbage til dem, thi selvfølgelig havde de\nRet: Malekunsten er stum Poesi.\nMen saa er Spørgsmaalet: hvad er Poesi? Maaske véd\njeg, hvad det er, ihvertfald aner jeg det men det hører til\nden Slags Ting jeg ikke er saa tosset at ville definere. Jeg\nvil hellere komme til det ad Omveje. Vi véd alle eller\ntror at vide hvad et Maleri er! Maaske kan vi da finde\nPoesiens Væsen ved at tegne Grænsen mellem den og Male-\nkunsten. Det er der mange der har forsøgt før og med\nforskellige Resultater; lad mig da slaa til Lyd for min Me-\nning, den er ikke galere end de andres.\nBlandt dem der har arbejdet i Male- og Digtekunstens\nGrænseland var ide allerældste Tider almindelig agtede Folk\nsom Simonides, der opfandt Sætningen u. p. p., desuden Ho-\nrats, Aristoteles, Philostraterne og Plutark. Datidens Kunst-\nnere søgte saa godt som udelukkende deres Forbilleder i\nReligionen og hos Digterne; hos Romerne med en mere ob-\njektiv, almen menneskelig Understrøm, end hos de stærkt\npsykologisk interesserede Hellenere. De ovennævnte Kunst-\nhistorikere kom derfor alle til det Resultat, at de to Kunst-\narter stod uadskilleligt sammen, som Børn af samme Ophav;\nPlutack stillede dem endogsaa saa nær, at han paastod, at de\nefter Hensigt og Emner var én og den samme, kun adskilte\nved Fremstillelsens Midler og Maade.\nAristoteles hævder, at Efterligningen er Kunstens Livs-\nnerve og han har en betinget Ret heri, navnlig da hans\nSamtids Kunstnere havde en ganske aparte Efterlignelses-\nmetode. Gengivelsen af Digternes og Mytologiens Episoder\nvar stærkt allegorisk. De livløse Ting i Naturen afbildede\nman som Regel i Menneskeskikkelse; i et Billede af Herkules'\nBedrifter var hele Landskabet, hvori Begivenheden fandt Sted\nafbildet i en løvkranset Kvindes Skikkelse. Anden Frem-\ngangsmaade kendte man ikke før Augusti Tid, da opfandt,\nskriver Plinius, den romerske Interiørmaler Ludius Land-\nskabsmaleriet.\nEngang vel begyndt, holdt man sig til »Allegoristeriet« op\nigennem Sekterne. I Middelalderen, da Allegorierne spillede\nsaa mægtig en Rolle baade i Prosa og Poesi, blev ogsaa\nMalerne smittet deraf. Men da de i Modsætning til Digternes"}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6454, "texte": "vilkaarlige eller kunstige Fremstillingsmidler kun kunde an-\nvende Malekunstens naturlige, var deres Held afgjort mindre\nend Digternes. For at skille det allegoriske fra det faktiske,\nmaatte de tage deres Tilflugt til Skilte. Da Dante skildrede\nden hellige Fransiscus Formæling med Armoden, kunde Giotto\nikke omsætte dette i Maleri, uden at skrive Navne ved sine\nallegoriske Personer. Ogsaa i Renæssancetiden spillede Alle-\ngorierne en Hovedrolle. Raphael, Michelangelo, Tizian, Duver\nosv. har ydet den deres Tribut.\nI den Tid der gik nærmest forud for 1756, da Lessing\nskrev: Laokoon, arbejdede en temmelig anselig Skare af\nmiddelstæjke Aander ide fleste europæiske Lande med det\nsamme Grænsereguleringsarbejde.\nEnglænderen Joseph Spence er af den Formening, at et-\nhvert Kunstværk kan forklares ud fra Steder hos Digtere og\nethvert Digt ud fra et Kunstværk. Han viger ikke afvejen\nfor at erklære, at intet kan kaldes godt i en digterisk Be-\nskrivelse, hvis det fremstillet i en Statue eller et Maleri vilde\nvære af uheldig Virkning.\nGrev Caylus holdt den Digter for den bedste, som bød\nMaleren mest Stof. Han satte derfor Homer over alle andre\nfør eller siden da jo bogstavelig talt hele Oldtidens\nKunst var Genfremstilling af homeriske Emner.\nMange andre som Shaftesbury Richardson og Webb\ner enig med Spence og Caylus; de anser Maleri og Poesi\nfor samme Love underkastet.\nInteressantere end dem er dog John Harris (1709-50) i sin\nBog: »Discourse on Music, Painting and Poetry« (1744). Ma-\nleri og Tonekunst, siger han, maa betragtes for sig, idet de\nvii ker ved kunstige eller vilkaarlige Midler. Derfor er Digte-\nkunsten fordelagtigere stillet end de andre, idet den ved sine\nHjælpemidler er istand til at vælge sig Handlinger af for-\nønsket Varighed til Genstand, medens Maleriet er henvist til\nHandlingens Enhed, til et bestemt Øjeblik. Lessing fører i\nLaokoon denne Tanke videre, og naar gennem de Præmisser,\nat Poesien har Handlinger, Maleriet Legemer til Genstande,\ntil den Lov at: Digteren maa ikke beskrive Legemer og Male-\nren ikke fremstille Bevægelse. Saavel Præmisser som Kon-\nklusion er uden synderlig Værdi for vor Tid. Vi har forladt\nden aristoteliske Formel: Efterligningen er Kunstens egentlige\nVæsen. Før vi skal acceptere et Kunstværk, maa en Person-\nlighed have præget det, alene dette, at »det ligner« eller blot\nat det giver os et Indtryk kendt fra Virkeligheden der om-\ngiver os, er uden kunstnerisk Betydning. Der ligger i vor\nTid en dyb Trang til at udvide Evnernes Felt, til ikke at\nanerkende de gamle Grænser. Maleren vil ikke lade sig nøje\nmed Efterligning af Tingen. Han giver sig ilag med det ab-\nstrakte og søger, hvad der er ganske naturligt, at give sine\nStemninger, Følelser og sjælelige Tilstande malerisk Form.\nHvad skulde der være ivejen for, at han paa Lærredet kan\nfremstille Bevægelse?\nAbbé Dubos er før Harris af samme Mening som\ndenne. Men han naar til det Resultat, at Maleriets Magt over\nMenneskene er større end Digtekunstens, idet det sete gør et\nmægtigere Indtryk, end det der opfattes gennem de andre\nSanser.\nEn Mand der har været inde paa 4 det rigtige er Moses\nMendelssohn i sin allerede 1757 udgivne Bog: »Betrachtungen\nliber die Quellen der schonen Weisenschaften und Kiinste.«\nOgsaa han gaar ud fra Aristoteles' Sætning, men han under-\nsøger derefter i første Linje det normale Forhold mellem de\nskønne Kunster og Naturen og hvilke Egenskaber en af Kun-\nsten skabt Afbildning sidder inde med. Derigennem naar han\ndet for sin Tid ret overraskende Resultat, at en Kunstner maa\nforlade Naturen hvis han ønsker at komme de ideelle Skøn-\nheder nærmere, end Naturen paa visse Punkter er kommet.\nPrædikeren har sagt det længe før os: der er intet Nyt\nunder Solen. Og Mendelssohns Opdagelse var selvfølgelig og-\nsaa kun relativt ny. Lessing har en sprænglærd Fortolker,\nen vis Professor Bliimner, deri Forordet til Laokoon\nmed fuld Ret gør opmærksom paa, at end ikke i det\ngamle Hellas fulgle man slavisk Aristoteles' Pegefinger. Hvad\nBliimner skriver burde mangen nulevende Kunstner og saa-\nkaldt kunstforstandig (cfr. Thoppermann, Faaborg o. a.) lægge\nsig paa Sinde: »Simpel Lighed, Efterligning af Naturen var\nikke den hellenske Kunstners Maal; og naar en og anden af\nde gamle Kunstnere lagde an herpaa, viser de Efterretninger\nvi sidder inde med, at man agtede saadanne Frembringelser\nringe; ligesom ogsaa visse Øvrighedsforordninger, 112. Ex. For-\nbud mod Karikatur og Indskrænkning af Portrætkunsten, synes\nat skyldes lignende Grunde.«\nSaa kom Gotthold Ephraim Lessing med sin skarpe og\nvægtige Tanke. Han vilde trække Grænsen nøjagtigt op, og\nhans Aand havde ikke for Vane at lade sig standse af For-\nhindringer. I »Laokoon« udvikler han de to Kunstarters\nvæsentlige Forskel, der efter hans Mening er ligesaa stor\nsom Forskellen ide Fremstillingsmidler, hvoraf de betjener\nsig. Den ene har faaet Ordet overladt, den anden Form og\nFarve. Han benægter Rigtigheden af Simonides' »blændende\nAntikese«: ut pictura poesis og paastaar, at den almindelige\nTro, at Male- og Digtekunsten er Søstre baade i Opgaver\nog Metoder, har ført til at D:gteien henfalder til Skildrings-\nmani og Maleren fortaber sig i Allegoristeri. Og Allegoriste-\nriet hadede Lessing med Rette; Unatur i Kunsten betegnede\nhan det.\nLessing siger intet om Billedets Forhold til det abstrakte\nog konkrete. At det abstrakte skulde kunne indeholde Højde-\npunktet af Formens Skønhed, er næppe faldet ham ind. Han\nmener, at denne Skønhed kun har eet Ideal, nemlig Menne-\nsket. Derfor sætter han den Kunst højest, der beskæftiger\nsig med Gengivelse af Mennesket. Men han forstaar dog i\nhvert Fald, at det der skal udtrykkes maa være undergivet\nFormens Skønhed. I Gengivelsen af Tingen og navnlig af\nTingens Skønhed ligger en af Hovedforskellighederne mellem\nde to Kunstarter. Lessing skriver i Laokoons 20de Kapitel,\nat »legemlig (eller stoflig) Skønhed er Resultatet af en sam-\nstemmende Virkning af mangfoldige Dele som med ét Blik\nlader sig overse. Den fordrer altsaa, at disse Dele maa ligge\nved Siden af hinanden; og da Dele der ligger ved Siden af\nhinanden er Malekunstens egentlige Genstand, saa kan kun\nden og den alene efterligne legemlig Skønhed.« For Digteren,\nsiger Lessing videre, er dette umuligt, thi de samme Elemen-\nter taget enkeltvis og uden samlet Overblik kan umuligt op-\nnaa samme Virkning som de andre.\nLigesom Lessing utvivlsomt har Ret i sin Definition af\nselve den stoflige Skønhed, saa utvivlsomt drager han en en-"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.13", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6205, "texte": "sidig og efter vor Opfattelse misforstaaet Konklusion deraf.\nDet moderne Menneskes intuitive Evne kan dog ikke ganske\nlades ude af Betragtning. For vor Opfattelse af den stoflige\nSkønhed er de mangfoldige Deles samstemmende Virkning\nog samtidige Oversigt ikke af afgørende Betydning. Opgaven\nfor den kunstneriske Stræben er snarere: ud af de mangfol-\ndige Dele igen at uddrage de enkelte betydende Hoveddele,\nsom ved en villet og kunnet Beregning paany skal bringes i\nForbindelse med hinanden — ikke i Overensstemmelse med\nNaturens blinde Tilfældighed, men med den forudbestemte\nHarmoni mellem det aandelige og materielle, som i latent\nTilstand er tilstede overalt.\nDet lyder maaske noget filosofisk, men er i Virkeligheden\nganske ligetil. Maaske bliver det mere indlysende, naar vi\ntager Digteren som Eksempel: Ordene er — i hvert Fald for\nDigteren — levende, vingede Væsener, der glimter af Farver\nog bruser af Drift. Den intense Glæde, Digteren føler ved sit\nArbejde, viser ham, at der bestaar en Slags forudstemt Har-\nmoni mellem Ordene og Tingene, hvorved Udtryk og Tanke\nbringes til at svare nøjagtigt til hinanden. Det er dette, man\ni Frankrig har kaldt Doktrinen om »le mot propre«. Det\nsamme Forhold gør sig gældende for Maleien: der bestaar\nen forudbestemt Harmoni mellem Formerne, Farverne og\nTingene, hvorved Billedet og den Følelse, der ligger bag det,\nbringes til at svare nøjagtigt til hinanden.\nNaturligvis har Lessing Ret i, at der eksisterer en væsent-\nlig ydre Forskel imellem Digtekunst og Malekunst, men der\ner ogsaa Forskel paa Sommer og Vinter, selvom de dog er\nGrene paa det samme Livets Træ. Det er den indre Lighed,\nvi skal dvæle ved: de yderst bundende Bevæggrunde, som\ner de samme for dem begge to, den fælles Søgen, de samme\nhøje Maal. De er Søstre af samme Moder, Mælken, de har\nsuget, har de samme Kim til dem begge, Haand i Haand skal\nde gaa fremad, ikke efterabende hinanden, ikke kæmpende\nmed de samme Vaaben, men for den samme store Sagl\nDer rettes fra alle Sider bitre Bebrejdelser mod den\nmoderne Kunsts Udøvere, fordi de eksperimenterer. — Daare-\nsnak — hvad andet end Eksperimentet har blivende Værdi!\nLykkes det eller mislykkes det — i begge Tilfælde opfylder\ndet sin Mission. Det fortæller os, om vi er inde paa en rig-\ntig eller en ravgal Vej og det optrækker Grænselinjerne for\nvor Kunnen og Viden.\nArbejdet er ikke saa let og ligetil, som de ikke-arbejdende\ntror; det har jo f. Eks. en dobbelt Side — og det baade\nindenfor Digte- og Malekunst. Det gælder ikke alene at finde\nUdtryk for en Tanke, men ogsaa ofte at finde Tanke for et\nUdtryk. »Meaning for a word, word for a meaning«, som\nWalter Raleig siger. Først naar de to er blevet ét, bliver de\ntilgængelige for to. Det fortælles om en berømt, latinsk Histo-\nriker, at han erklærede, at han vilde have ladet Pompejus\nvinde Slaget ved Pharsalus, hvis Sætningens virkningsfulde\nForm vilde have vundet derved. Det anses — selv af vor\nTids Thoppermænd og Faaborgere — for et kongeligt Lune,\net prisværdigt Indfald, men naar det overføres paa Malekun-\nsten, naar denne »le not propre«-Doktrin forsøges omsat til\nen Doktrin om »la forme propre« eller »la couleur propre«,\nsaa er disse tank-lignende Herrer ude af Stand til at følge\nmed længere.\nVi lever i en søgende Tid og til den maa høre en søgende\nKunst. Selv Tidens kaotiske Rystelser kræver sin Lundstrøm.\nI Perioder, hvor gammelt falder sønder og nyt er ved at op-\nstaa, maa denne Proces ogsaa gentage sig indenfor Kunsten.\nThi den Kunst, der i Brydningstider vandrer videre ad ud-\ntraadte Stier, den er ikke værdig at kaldes Kunst. — Saa\nsnart vi staar overfor det fuldkomne, det selvtilfredsheds-\nmættede og udviklingsfærdige Resultat, sløves vor Interesse\nenten øjeblikkeligt eller lidt efter lidt, thi vi er saaledes ind-\nrettet — takket være vor Skaber — at vi i Længden ingen-\nting kan udholde, end ikke Kvintessentsen af al jordisk Fuld-\nkommenhed. — Med denne Antithese, paa hvilken jeg er\nvillig til at aflægge Ed, følger bl. a. den evige Sandhed, at\nden Kunstner, der i sin egen eller andres Tro har været det\nfuldkomne, eller saa noget nær det fuldkomne, han duer ikke.\nHan er uden Interesse — paa Begræsningen kendes Mesteren.\nBegrænsningen, jovel — men vi skal selv gennem Eksperi-\nmentet fastsætte Begrænsningen, og før vi standser ved vor\nUformuenheds rødmalede Port, maa vi i Alvor og Styrke\nhave villet del umulige. Vi maa, som Lundstrøm — omend\nhelst lidt mere vittigt — have forsøgt at give et af Vorherres\n10 Bud Form og Farve. Før véd vi ikke, hvor lidt eller\nhvor meget vi kan.\nHelt og holdent kan Digtekunst og Male- og Billedhugger-\nkunst vel ikke gaa i Trit sammen. Den første er altfor gun-\nstig stillet i Forhold til de andre. Digteren vil f. Eks. være\nistand til at lade Laokoon skrige, men Billedhuggeren maa\nnøjes med at antyde et Suk, der baner sig Vej over de halv-\nvoksne Læber, med mindre man naar dertil, at Billedhugge-\nren lader anbringe en Grammofon i sin Laokoon. Saa har\nvi naaet det sublime. Saa kan vi avertere i vore Aviser:\nDe offentlige Statuer skriger i Dag fra 2 til 3. Næ — hver\naf de to Kunstarter maa blive paa sit Gebet paa Vandringen\nmod det fælles Maal. Maleriet kan efterligne Handlinger, men\nkun antydningsvis gennem Genstande; Poesien kan efterligne\nGenstande, men kun antydningsvis gennem Handlinger.\nDog til enhver trist og klynkende Thoppermand eller Faa-\nborger vil jeg trøsterigt sige med den vise Nestors Søn:\nNs[i£(j6waC ys fiév ovdsv HluCsiv — jeg tager ingen fortrydelig\nop, at han græder.\nDet er blot saa trist for dem, synes jeg, og for de afeks-\nperimenterede og fuldkommenhedsbevidste Krese, de tilhører,\nat de ligesom Heines Nannerl fra Bierstuben i Munchen synes\nat tro, at Ironi er en Slags 01. Ironi føler vi ikke, siger Hr.\nTh.; Ironi har vi ikke, ekkoer Hr. Fbg. Men heller ikke det\nskal jeg tage dem fortrydeligt op, thi jeg er helt igennem\nenig med dem i deres Syn paa Kunsten: det er idag et dej-\nligt Vejr!\nSalte Taarer og Hovedrysten udrydder ikke Lundstrøm.\nFør han viger, skal Tiden vige. Men prøv paa at ramme\nham med en bitte, bitte lille Prometeurgnist, hvis d'Hrr.\nfører den Vare, og De skal se, hvor han futter og fænger og\nbrænder sig selv til Aske.\n\nChristen Fribert."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1918-11-01-c017", "article_bluemountain": "bmtnaag_1918-11_01#c017", "volume": "bmtnaag_1918-11_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.2.14", "titre_corps": "KRITIK OG JOURNALISTIK", "titre_sommaire": "KRITIK OG JOURNALISTIK", "signature_source": "Poul Henningsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.15", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7473, "texte": "KRITIK OG JOURNALISTIK\nPoul Henningsen.\nT3RESSENS Omtale af Efteraarsudstillingen i Aar har ført til\nen naturlig og rimelig Protest fra ansete Navne, som tager\nsig af Kunstnerens Ret til selv at vælge sine Midler, en Ret,\nsom til Stadighed maa dokumenteres overfor det uforstaaende\nPublikum. At det netop var Journalistikens Opgave, ved denne\nUdstilling hvor tilsyneladende saa mærkelige Midler er bleven\nanvendt atter at fastslaa denne Kunstnerens Ret, har ingen\naf de Herrer Journalister opfattet.\nImod Protesten har Maleren Kai Grunth optraadt i Politiken\nmed et rent ud taabeligt Indlæg, hvis eneste rigtige Sentens al-\ndeles ikke vedrører Protesten, men alligevel i høj Grad fortjener\nat understreges. Hr. Grunth vil ikke under nogen Omstændig-\nheder fratages Retten til »at pille disse »Malerier« fra hinanden\nigen,« og intet vil være de søgende og arbejdende Kunstnere og\nkunstinteresserede mere kærkomment, end om han med Pen og\nPensel viser os noget bedre.\nMen derom drejede Protesten sig som sagt aldeles ikke, den\ndrejede sig om usagligt Angreb, og Indsenderen burde selv have\nsluttet sig til Protesten. Stiller Hr. Grunth sig maaske tilfreds,\nnaar det offentlig fastslaas, at hans Billeder er sjusket smurt\nSmørrebrød og intet andet, og mener han, at det er udtømmende\nom de Herrer Charlottenborg-Udstillere, at de allerede i mange\nAar tilsyneladende har malet med Leverpostej, uden at faa et\nfriskere Syn paa Behandlingen og det stoflige? Og dog inde-\nholder disse Paastande et Moment af Kritik, som Hr. Grunths\nPakkasse- og Haandsvings-Ophidselse er blottet for.\nEller for at vende tilbage til Journalistiken, er Socialdemo-\nkratens Kunstanmelder, Forfatteren Jens Pedersen beriget ved,\nat hans Indsats i den realistiske Literatur bedømmes saaledes:\n»Hr. Pedersens Position beror udelukkende derpaa, at han har\nskildret et Samleje i Detaljer. Vi skal senere benytte denne\nSkribents overflødige Udgivelser som Paaskud for en Række\nBetragtninger over Literaturen i Almindelighed«. Og dog herol-\nden hele Forskel paa denne Kritik og Hr. Pedersens Opsats\ni Socialdemokraten udelukkende derpaa, at hans Produktion vilde\nsælges bedre efter en saadan Omtale, medens hans Omtale af\nEfteraarsudstillingen rammer økonomisk.\nNej, Andreas Winding har Ret, naar han skriver følgende i\nen overordentlig læseværdig Artikel, om hvorledes den talentløse\nJournalist arbejder (Klingen, 1. Aargang, Hefte 6): »I Siedet\nfor at faa noget virkeligt at vide om, hvad unge Kunstnere\ntænker og føler, serverer man os en til det kvalmende gentaget\nSelvforherligelse«, og dette rammer i Virkeligheden Hr. Pedersens\nArbejde, som hverken oplyser Publikum eller Kunstneren, men\nudelukkende giver den naive Læser Indtrykket af Anmelderens\nUfejlbarlighed, og naar han slutter med den bitre Oplysning, at\nUngdommen »savner stor alvorlig Følelse, Sjæl*, saa er alt,\nhvad man ved Læsningen har modtaget: det kummerlige Syn\naf en Literat i kunstforstandig Positur.\nHr. Winding har kun Uret en Gang i sin fol træffelige Ar-\ntikel i Klingen. Han skriver, at »den overlegne Journalist skal\nhave Mod til at erklære, enten at dette er godt, eller at dette\ner noget Møj«, men her har han ogsaa grundig Uret. Thi\nJournalisten mangler og maa mangle enhver Forudsætning for\nat fælde denne lakoniske Dom, som Kritikeren, io klogere han\ner, sjældnere og sjældnere tør udtale.\nHvorledes løser Andreas Winding nu den journalistiske Op-\ngave, at skrive om Efteraarsudstillingen Dagen efter Aabningen?\nFor atter at citere Winding fra Klingen: »Den halve Spalte\nPetit er kun stablet op for at vise Læserne hvilken ung, begavet,\nvittig og overlegen Medarbejder, Bladet har« og man maa\nspecielt her tilføje, lige hjemkommen fra Kunstens Paris.\nHr. Winding begynder saaledes:\n»Naar man ser Hr. Vilhelm Lundstrøms Malerier paa Den\nFrie, der aabnede sin Efteraarssalon i Gaar, skulde man ikke\ntro, vi havde Brændselsnød. Malerierne bestaar af flere Lag\nBræddestumper, som er sømmet sammen og besmurt med for-\nskellige Farver. Særlig Farveglæde er derover hans Billede\nDet syvende Bud: »Du skal ikke stjæle«. Det er mørkerødt paa\nResterne af en sprængt Dørfyldning, og for rigtigt at friste Til-\nskuerne til at overtræde Budet, er der midt i Billedet anbragt et\nMessinghaandtag. Til Trods for denne tydelige Opfordring følte\ndog ingen i Gaar sig fristet til at bortføre Maleriet, der staar\nopført til en Katalogpris af 2000 Kr.« (sigter vistnok til Lund-\nstrøms »Det tredje Bud«).\nHer møder man altsaa det kendte, lavkomiske Billede af en\nMand, som griber til alle Midler for at faa sagt den Vittighed\nfor Balkonen, som han inderst inde godt føler, er en stor Dumhed.\nEfter denne Entré meddeler Anmelderen, at intet fornuftigt\nMenneske benægter Ekspressionismens Betydning, men at en\nmere tyndbenet Udstilling er aldrig set. Ikke sandt, dobbelt\nFront: »Jeg kender Ekspressionismen, de Herrer Malere har kom-\nplet misforstaaet det hele«. Publikum vil sikkert give Hr. Win-\nding Ret. Men hvorledes dokumenterer han Udstillingens Slet-\nhed over for den spørgende, den søgende, den, som vil forstaa,\nsaavel hvorfor Billedet er godt, som navnlig hvorfor det er slet?\nVed en Række Dekreter og Postulater om dens og dens Talent-\nløshed og dens og dens forhenværende Talent. Ved en ned-\nladende og betinget Klappen paa Skulderen af en enkelt efter-\nfulgt af en elegant Gestus imod Paris og et usynligt Haandtryk\nmed Picasso og endelig ved en smagfuld Slutningseffekt med\nOmtalen af et Billede, som slet ikke var daarligt, om det kostede\n30 Kr.\nHr. Winding! Til hvem er Deres Artikel rettet? Der er\nHundreder af Tilskuere, som ikke har Lejlighed til at studere\nKunst i Paris, og som vilde være adskilligt klogere, om de for-\nstod blot en Hundrededel af de Problemer, som, maaske med\nmere eller mindre Held, er sat under Debat paa denne Udstil-\nling. Disse Hundreder har De den Ære, Hr. Winding, at støtte\ni den Opfattelse, at det hele er Humbug og ikke Umagen værd\nat studere.\nDer er Tusinder af Københavnere, som baade er uforstandige\nog taktløse nok til at gøre Opholdet paa Udstillingen utaaleligt\nfor interesserede. Disse Tusinder har De det Held at opildne\ntil endnu mere støjende Adfærd.\nOg endelig gives der 124 Udstillere, som alle tørster efter\nden saglige Kritik, som viser Vejen videre frem og stiller nye\nOpgaver. For disse 124 Mennesker gør De Dem til Grin, Hr.\nWinding.\nAf Opsatsen, der hvor De slaar Hr. Stenersen paa Skulderen,\nsynes det at fremgaa, at De er paa Hat med Picasso aandelig\nset og kan se Forskel paa ham og de andre.\nDa er De maaske den rette Mand! Bort med Petiten. Skriv\nmed stort i et Fagblad den længe ventede saglige Sønderlem-\nmelse af dansk, moderne Kunst. Og læg ikke Fingrene imellem.\nDen eksperimenterende Kunst bør og skal ikke have blide Kaar,\nmen skal stadig rammes af den saglige Kritik og Misfornøjelse.\nMen indtil da maa man afvente Reaktionen andetsteds fra.\nFra Malerne selv, saa vidt som det er sikkert, at man ikke\nskaber en Reaktion uden i Hjertet at have forstaaet og elsket\nden Bevægelse, man reagerer imod.\nOg indtil da maa man sætte Hr. Winding paa Plads midt\ni den . hovne Flok af Analfabeter, som sammenstiller de køben-\nhavnske Blades Kunstspalte.\nOg til dette sørgelige Gruppebillede tilføjer vi: Mine Herrer!\nDe vil altid have Publikum paa Deres Side, naar blot De ikke\ner bange for at blamere Dem blandt dem, for hvem det saglige\ner det afgørende.\nMen det graverende er, at De, mine Herrer Journalister, ikke\nalene er overflødige, De er tillige i høj Grad skadelige."}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 1, "page_imprimee": "couv. 1", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.1", "texte": "A* 3. p 9 9 S"}, {"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Einar Jolin\nKunstnernes Efteraarsudstilling af S. Danneskjold-\nSamsøe og H. Giersing\nRelief fra Boroboudor (Java)\nHvad er moderne Kunst? Af W. Huntington Wright\nFarvelitografi af Isaac Grunewald\nGeorge Sand. Fot. efter Eugéne Delacroix\nDelacroix' portræt af George Sand. Af Leo Swane\nEt Hexameterbrev. Af Sophus Claussen\nKarl den Femte. Originalradering af Jens Adolf\nJerichau\nFotografi efter Negerskulptur (Etng. Mus.)\nLidt om Grænsen mellem Poesi og Malekunst. At\nChristen Fribert\nOriginallitografi af Olaf Rude\nFotografier efter Negerskulptur (Etng. Mus.)\nKritik og Journalistik. Af Poul Henningsen\nLitografi bag paa Omslaget af Alf Rolfsen\n\nKUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING\nHarald Giersing.\nNaar man fra den nuværende efteraarsudstilling tænker\ntilbage paa dens forgængere i sin tid paa Charlottenborg,\ner et stort og glædeligt gennembrud det, man først bemærker.\nTidligere arbejdedes i forlængelsen af en enkelt svagt forgre-\nne! tradition, og ved Siden af de faa, der med styrke og\nselvfølgelighed arbejdede i den retning, kom de mange, hvis\ngærning blev en stadig grundigere udvanding og fortynding\naf traditionen, al denne »matte omtrentlighed«, der stadig\nfylder en del af vore udstillinger. Fra hvem kom egentlig\nimpulsen til ikke mere at føle sig forpligtet til at følge skole-\ntraditionen? Det maa historikerne paavise, faktum er blot,\nat bruddet er sket: enhver søger nu impuls og støtte hvor-\nsomhelst han i den samlede historiske saavelsom samtidige\nverdenskunst finder noget smukt, noget udtryksfuldt, noget\nmed ham selv beslægtet. Man skælner nu kun mellem god og\ndaarlig kunst, ikke tillige mellem højere og lavere. Rangfor-\nordningen i kunstens rige er afskaffet. Det første resultat af\nspændetrøjens aflæggelse er en opblomstren af en mængde\nævner, som nu har faaet frihed til at følge deres natur. En\nudstilling nu, naar den da er rigtig ledet, fremviser mange\nslags kunst, tilknytning til folkekunst, til primitive tiders kunst,\nfarveinspirationer fra fajancer, fra vævninger fra orienten og\nde exotiske lande, tilknytninger til børnetegninger o. s.v.\naltsammen udslag af en søgen ny fast bund under fødderne.\nVed siden af de gamle linjer, der selvfølgelig ingen beretti-\ngelse har mistet for dem, der følger dem af fri tilslutning,\nløber nu mange andre sideordnede. Den nye kunst er ikke\noriginalere og selvstændigere end den gamle, den har i lige-\nsaa høj grad brug for at støtte sig til en tradition, dog væl-\nger den selv sine forældre, om man saa maa sige. Paa alle\nomraader er vi endnu ved begyndelsen.\nMed de nye hjælpekilder har kunsten selvfølgelig bedre\nkunnet søge ud over den blotte gengivelse af yderverdenen,\nder kan jo røre sig andet i mennesket end trangen til at af-\nbilde. Er man fuldtud ærlig og gør sig strængt rede for, af\nhvad art ens indtryk af en synsoplevelse, en begivenhed eller\nlæsningen af et digt 112. eks., er, viser det sig, at den ingen-\nlunde altid er iklædt den tilfældigt givne traditions form,\nmaaske viser den sig at være et farve- og lysindtryk, et be-\nvægelsesmotiv, et rumligt motiv el. lign. og kan da kun sand=\nfærdigt gives med de tilsvarende kunstneriske midler, al vane-\nmæssig og skolemæssig »tagen med« og »gøren rede for«\nmaa übarmhjertigt undlades.\nFor det publikum, der er indlevet i ældre synsmaader, er\nden senere kunst vanskelig tilgængelig, skønt den jo ikke er\nmindre naturlig end den tidligere; som formidling kræves en\nkyndig og saglig vejledning i dagspresse og tidskrifter. At\nen saadan er vanskelig at give, følger af sig selv. Spørgs-\nmaalet er dels om modtagelighed, indfølingsævne, overfor de\nforskellige arter kunst, dels om modtagelighedsgraden, sensi-\nbiliteten overfor hver enkelt art. Opgaven kræver en person-\nlighed, et stort arbejde og en stor selvkontrol, en stadig gøren\nprøve paa regnskabets rigtighed, at ikke uvedkommende stem-\nninger og varierende modtagelighed skal spille kritikeren et\npuds.\nDet gadedrengesprog, der til dato, 10. november, paa en\nenkelt undtagelse nær, er ført mod efterårsudstillingen, vil\nnæppe nogen forveksle med kunstvurdei ing.\nS. Danneskjold-Samsøe.\nKLINGEN\" har bedt mig om en Udtalelse om Efterårs-\nudstillingen, og det er mig en Fornøjelse at følge dens\nOprordring. Jeg finder, at der er Grund til at være baade\nglad og stolt over den Udvikling, denne Udstilling har tilbage-\nlagt i Løbet af de sidste Aar. Den har faaet en Idé og der-\nmed halvvejs en Sejr, som den med Energi og Ungdomsmod\nforfølger.\nDet lyser ud af den, at ved den har en Række talentfulde\nKunstnere faaet Mod til at kaste sig rask og fordomsfrit ud i\nderes Inspirationers Realisation, sikre paa, at det som er rig-\ntigt, det vil sige artistisk følt, ogsaa nok skal blive forstaaet\nog gennem Antagelse paa Udstillingen blive sat i Stand til at\nfinde sin Vej til Publikum.\nOg Publikum skal nok, før eller senere, naa fra Latteren\ntil Respekten, staa som besejrede, saaledes som det er et-\nhvert Publikums Lod, naar det er Kunstnere af det rigtige\nIld og Blod, der taler til det.\nAt Udstillingen maaske ogsaa en Gang imellem slæber lidt\ndød Ballast med sig, faar være. Den har sin Berettigelse som\nBaggrund, som ærbødig Eskorte for de fine Fugle, der altid\nhar været sjældne.\n\n« nn ilgr®!l udK°mmer den 3die Torsdag i hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret, 5 Kr. enkelt Hefte. Redaktion: Axel\n,r.oul Uttenreitter og Otio Gelsted Redaktionens Adresse: Edv. Glæselsvej 1, Kjøbenhavn F. Telf. Godthaab 1870 x.\nEkspedition: Steen Hasselbalchs Forlag, Købmagergade 26, Kjøbenhavn. Telf. 12,240, hvortil Henvendelser angaaende Forsen-\nMaxKl BladetkAb°nnement °- sv- bedes rettet- Trykning og Litografi udføres i Cato's lit. Etabl. Raderingerne trykkes i"}, {"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.3", "texte": "HVAD ER MODERNE KUNST\nAF WILLARD HUNTINGTON WRIGHT\nINTETSTEDS ide skønne Kunsters Historie har nogen Peri-\node af æstetisk Nyorientering og æstetisk Bestræbelse lidt under\nsaa megen offentlig Uvilje, Spot og Uvidenhed som Malerkun-\nsten i det sidste Aarhundrede. Aarsagerne hertil er mange,\nog for den alvorlige Betragter af Kunsthistorien selvindlysende.\nForandringen fra den gamle og til den nye Retning skete hur-\ntigt og brat, ligesom en Oversvømmelse en stille Sommernat.\nDe klassiske Malere i første Halvdel af det nittende Aarhun-\ndrede, som David, Ingres, Gros og Gérard var beskæftiget\nmed at rehabilitere de gamle Traditioner, da et nyt og strengt\nRegime indførtes uden noget som helst Varsel, naar Con-\nstables blege Kætterier undtages. Det var Turner, Delacroix,\nCourbet og Daumier, som trængte ind i det hellige Tempel,\nomstyrtede Søjlerne, som havde baaret det igennem Aarhun-\ndreder og kastede den hele Bygning af fastslaaede Værdier\ni Støvet. De overlevede dette débdcle, og da de omsider\nlagde deres Pensler til Side for stedse, var det med den\nurokkelige Bevidsthed om, at de havde fuldbyrdet den stør-\nste og mest betydningsfulde Forvandling i nogen Kunsts Hi-\nstorie.\nMen selv disse den nye Retnings dristige Anarkister drømte\nlidet om de Yderligheder, som deres Kætterier vilde føre til-\nSaa pludselig og sammensat har Udviklingen af den moderne\nKunst været, at det kun er lykkedes faa af de mest revo-\nlutionære, moderne Malere at holde aandeligt Trit med dens\nvidere Udviklinger og dens Digressioner. I Løbet af de sidste\nfaa Aar er nye Moder og Metoder i Kunsten sprunget ud med\nsvampeagtig Hurtighed. »Bevægelser« og »Skoler« har afløst\nhinanden med forbavsende Haardnakkethed, og hver af dem\nhar proklameret det endelige Udtryk for Sandhed, som er alle\nSøgeres Maal. Og med kun faa Undtagelser er de Mænd, som\nhar tilskyndet til disse Nyorienteringer, ægget af den alvorlige\nHensigt: at beherske den æstetiske Kompositions Problem og\nbestemme den afgørende Maade, hvorpaa de endelige og ufor-\ngængelige Resultater opnaas. Men Kunstens Problemer, lige-\nsom selve Livets, er i Grunden uløselige, og Kunst maa altid\nvedblive at være en uendelig Søgen efter det uovervindelige.\nKræfterne i al Kunst er, ligesom Livets evige Reguleringer og\nLigevægt, kun en Nærmen sig til Bestandigheden. Kræfterne\ni al Kunst er Livets Kræfter, sideordnede og komponerede.\nIngen plastisk Form kan eksistere uden Rytme: Ikke Rytmen\ni en overfladisk, harmonisk Forstand, men den Rytme, som\ngaar gennem Materiens store, fluktuerende og balancerende\nKræfter. En saadan Rytme er Symmetrien i Bevægelse. Paa\nden er al Form baade i Kunsten og i Livet baseret.\nForm i kunstnerisk Forstand kan fortolkes paa fire Maader.\nFor det første ytrer den sig som en fad Imitation af Naturens\noverfladiske Udseende som i Værker af Sargent, Sorolla og\nSimon. For det andet indeholder den Egenskaber som Fast-\nhed og fuldendt Konstruktion, saaledes som man kan finde\nden i Velagquez', Hogarth's og Degas' Billeder. For det tredie\ner den en fuldstændig Afbildning af Ting, hvis vilkaarlige Op-\nstilling blev indført for at betone det rumlige. Rafael, Pous-\nsin og Goya er tydelige Udtryk herfor. Tilsidst aabenbarer\nForm sig ikke som noget objektivt, men som et abstrakt Fæno-\nmen, der er egnet til at udtrykke Følelsen af noget haand-\ngribeligt. Al stor Kunst falder ind under denne sidste Fortolk-\nning. Men Formen maa, for at udtrykke sig selv æstetisk,\nkomponeres; og her berører vi al Kunsts tvingende Grundlag\nKomposition. Kompositionen er en Regel for Formen,\nhvorunder man skaber Rytmen. Det første Skridt i denne\nProces er Liniens Konstruktion; Linien angiver Retningen for"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.4", "texte": "en eller flere Former. I den rent dekorative Rytme flyder\nLinierne harmonisk fra den ene Side til den anden og fra det\nøverste til det nederste af en given Flade. I den største Kunst\ner Linierne bøjet fremover og bøjet tilbage saa vel som til\nSiden, saaledes at de i deres Søgen indefter føjer et Indtryk\naf Dybde til det samme Indtryk af Højde og Bredde. Saaledes\ner det enkle Billede af det dekorative opløst og en Verden i\ndet smaa skabt i dets Sted. Rytmen bliver da en uundgaaelig\nRegulering af Linier, som nærmer sig eller fjerner sig, saa-\nledes at de vil komme til at fremstille Forholdene og Forskyd-\nningerne i det menneskelige Legeme, naar det bevæger sig.\nFor at forstaa og fuldt skatte et Maleri maa vi være\ni Stand til at paapege de Egenskaber, det besidder, ved\nen aandelig Fornuftproces. Men denne er ikke indbefattet\nnogen mekanisk eller videnskabelig Betragtning. Var dette\nnødvendigt, vilde Kunsten opløse sig selv i en bevislig Teori\nog vilde kun yde en saadan aandelig Glæde, som vi føler\nforan et ulasteligt Stykke indviklet Maskineri. Men naar vi\nengang forstaar disse organiske Egenskaber, som gennem-\nstrømmer alle store Kunstværker, plastiske og grafiske, vil\nden sanselige Rørelse følge saa hurtigt efter, at den virker\nspontant. Denne Proces af bevidst lagttagelse vil efterhaanden\nblive automatisk og sættes i Revægelse overfor ethvert Kunst-\nværk, vi betragter. Naar vi engang er indstillet paa at optage\nEl Grecos og Rubens' rytmiske Kompositioner i os, er vi\nblevet modtagelige for Følelsen af Form i al Malerkunst.\nOg denne subjektive Følelse er skarpere end den overfladiske\nBevægethed, som fremkaldes af Motivets Nydelighed, det for-\ntællende Emne eller de afbildede Quasi-Realiteter. Jo mere vi\nnærmer os en sand Forstaaelse af Kunstens Principper, desto\nmere vil vi reagere overfor de dybere og større Egenskaber\ni Billedet, de, der ikke kan ses fra deres dokumentariske\nog tekniske Side. Ogsaa vor Deltagelse med flygtige Følelser,\nfremkaldt af Billedets udvortes Udseende vil blive mindre\nog mindre betydningsfuld. Teknik, dramatisk Sans, Emne,\nja selv Tegningens Akkuratesse vil blive henvist til den for-\nholdsvis ligegyldige Hjælpestilling, alt dette indtager i Forhol-\ndet til et Maleris æstetiske Hensigt.\nDen Mangel paa Forstaaelse og som Følge deraf Spot\nder har mødt de moderne Maleres Anstrengelser, kan ikke\nalene tilskrives en Misforstaaelse af deres tilsyneladende ekstra-\nvagante og ekcentriske Manierisme, men ogsaa Uvidenhed om\nal stor, baade gammel og moderne Kunsts bærende Forud-\nsætninger. Et Bevis herfor yder de bestandige Fremstillinger\naf de mindst fuldkomne af ældre Maleres Fortrin fremfor\nde største af de moderne. Denne Forkærlighed viser, hvis den\ner andet end et Symptom paa aandelig Vane, der blot bun-\nder i Tradition, en Umodenhed i den kunstneriske Dømme-\nkraft, der sætter Nydeligheden over Skønheden, Sentimentali-\nteten og dokumentariske Elementer i Billedet over Følelsens\nSubjektivitet. En saadan Dømmekrafts falske Slutninger ses\nbedst ved en Parallelisering af Malere, som er vidt forskellige,\nhvad deres Fortjenester angaar, men hos hvem disse forskel-\nlige Egenskaber findes. For Eksempel er Nydeligheden hos\nReynolds, Greuze og Murillo ligesaa fremtrædende som hos\nTitian, Giorgione og Renoir. De sidste er langt de største Kunst-\nnere. Dog, havde vi ingen anden kritisk Maalestok end vor\nHenrykkelse, vilde Forskellen mellem dem og de andre være\nupaaviselig. Zuloaga, Whistler, Rotticelli og Bøcklin er lige\nsaa følelsesinspirerede som Tintoretto, Gorot, Rafael og Pous-\nsin; men ikke ved noget gyldigt Kriterium er de saa store\nMalere. Fremdeles vilde, hvis dramatisk Effekt og enkel For-\ntællemaade var af æstetisk Betydning, Regnault, Brangwyn og\nAntonio Molineri kunde sidestilles med Valerio Castello, Rubens\nog Ribera.\nI Manglen paa Evne til at skelne mellem Kunstens tilsyne-\nladende og organiske Hensigter, ligger den største Hindring\nfor en Vurdering af det, vi kalder moderne Kunst. Sandhederne\ni den moderne Kunst adskiller sig ikke fra Sandhederne i den\ngamle Kunst. Et Landskab af Gézanne er i dets Hensigt ikke\nulig et Landskab af El Greco. Den første har blot mere ud-\nviklede Fremgangsmaader end den anden. Heller ikke stræber\nde mest ultramoderne Maleres Lærreder henimod en æstetisk\nManifestation, som inderst inde er uligt det, der er tilstræbt\ni Michelangelos Slaverne. Alvorlig moderne Kunst er, til Trods\nfor dens ofte frygtelige og bizarre Fremtræden, kun en Stræben\nhenimod Rehabilitationen af de naturlige og uforanderlige\nGrundsætninger for den rytmiske Form hos de gamle Mestre,\nog en Stræben henimod at give dem relative og fyndige Udtryk.\nVi finder det samme besjælede Ideal hos Giotto og Matisse,\nRembrandt og Renoir, Rotticelli og Gauguin, Watteau og Pi-\ncasso, Poussin og Friesz, Rafael og Severini. De nye Mænd\nadskiller sig fra deres Forgængere ved at de anvender nye\nog mere vitale Principper for deres Arbejde. Moderne Kunst\ner den logiske og naturlige Udvikling af den gamle Kunst.\nDet er Kunsten fra i Gaar, men højere og intensere, Resul-\ntatet af systematisk og omhyggeligt Forsøg paa at mestre\nUdirykket.\nSøgen efter Komposition d.v. s.den fuldkomne, lige-\nvægtige Form i tre Dimensioner har været det tilskyndende\nBud i al stor Kunst. Giotto, El Greco, Masaccio, Tintoretto\nog Rubens, de største af alle de gamle Malere, stræbte bestan-\ndigt efter at skabe Formen som en abstrakt, levende Styrke.\nMed dem blev Kompositionen af Rumlighederne til. Rilledet\nblev komponeret i Forhold til Linien. Ud af denne voksede\nIndholdet som en Demonstration a posteriori. Den menne-\nskelige Figur og de kendte, naturlige Ting var kun Hjælpe-\ntropper, aldrig det tilstræbte Resultat. I alt dette var de af\nVæsen moderne, i Ordets rette Forstand. Den nye Kunst-\nopfattelse stræber mere henimod at skabe Følelsesvirkningen,\nend efter at skildre Virkeligheden. Tingene, baade de vil-\nkaarlige og de fotografiske, en Kunstner bruger i sine Billeder,\ner kun Materialet, gennem hvilket den plastiske Form finder\nUdtryk. De er Midler, ikke Maal. Hvis deri sande, betydnings-\nfulde Kunstværker findes et dramatisk, fortællende eller illu-\nstrerende Element, kan dette siges at være Billedets tilfældige\nog ikke vigtige Ledsager.\n(Sluttes)."}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.7", "texte": "Delacroix' portræt af George Sand\nLeo Swane.\nDET er kun et brudstykke og ufuldendt, men hvilken\nsluttethed og hvilken fuldendelse alligevel. »Klingen«\nhar bragt så mange lette blade, jeg tror, at adskillige ligesom\njeg har længtes efter at se noget, der havde blot lidt af denne\nvidunderlige kraft og fylde. Der er megen moderne kunst,\naf de yngste herhjemme, der er graciøs og yndefuld og sat\nsammen med blik for det spillende, dekorative, men vi træn-\nger til også at se det brede og stærke, ikke blot det talent-\nfuldt beregnede, men det temperamentsfulde.\nDet er vel den højeste mening med indførelsen af alle de\nfranske billeder, der er kommet herop i den sidste tid, at\nde skal afsløre dilettantismen i vor egen kunst. Hvilken dansk\nkunstner Philipsen ene undtagen er ikke ihvert fald i\nsin teknik et barn, når han stilles side om side med disse\nfranskmænd. Det har vi rigtignok længe vidst, men man ser\ndet med særlig tydelighed, når billederne kommer hverandre\nså nær som nu. Det, man har holdt af, bliver man ved med\nat holde af, for der er bestandigt noget smukt i det, men\nraffinementet, dette ædle, fuldkomne i farve, strøg og linje,\nak det forsvinder, når man bringer en Degas eller Manet i\nnærheden. Gid vi snart kunde få en stor udstilling at se af\nhelt moderne fransk kunst, alle de franske billeder fra sidste\nårhundrede, blandt hvilke der er saa skønne værker, er dog\nfor langt borte fra nutidens stil til at kunne få den direkte\nbetydning for den levende kunst, som Matisse, Derain og de\nandre nulevende franske kunstnere kan få. De kan give os\nden formodning, at som de ældre billeder bliver dilettantiske\ni forhold til de franske, således vil det også gå med de unges,\nmen det vilde være nyttigt at få dette bevist eller modbevist.\nEr og bliver Delacroix ikke den største af alle det nittende\nårhundredes store franske malere? Så vidunderligt udsøgte i\nfarve og komposition mange af de andre billeder i Wilhelm\nHansens samling er, så ser man dog i Delacroix slagskitse\nikke alene det æstetisk fuldendt behagelige, men en glød og\nfantasi, en forunderlig dybde og udtømmelse af motivet.\nHvilken forening af figurerne og landskabet, der ligger bart\nhen i en stemning af uhygge og koldt vinterøde, halvt et\nvirkeligt landskab og halvt en blot farvestemning, der giver\ndet håbløse. Det kan kun han, der har malt landskabet i\n»massacren på Chios« føle og male.\nDelacroix' portræt af George Sand, der gengives her, er\nresten af et billede, der viste hende selv slående, synlig til\nknæene, lyttende til Chopin, der sidder nede til højre og\nspiller. Det tilhørte Delacroix til hans død, senere blev det\nskåret i to dele, Chopins hoved er kommet til Louvre. Hvor\nstor synd det end er, at dette billede er blevet parteret og\nbeskåret, så er det, der er tilbage, endnu storslået. Det er\nikke den Delacroix, hvis farve stråler klar og ædelstensgen-\nnemsigtig som i det store kampbillede på Charlottenborg eller\ndet smukke Ugolinobillede hos Wilhelm Hansen, dette er tid-\nligere, fra 1838, og mørkt og blødt i farve nogle vilde vel\nbringe Rembrandts navn i erindring. Det hvide tøj, hun har\ni hånden, lyser svagt og baggrunden har en blød, rødlig tone,\nder forener sig såre smukt med det mørke hår og den end-\nnu mørkere kjole. Alt dette mørke svøber sig om det nøgne,\nder træder frem i kraftigt rundede former, fremhævede og\nslørede af lys og skygge.\nDet er kun en af de store, der kan bruge penselen på\ndenne måde, hastigt og antydende og dog uddybe for-\nmen og karakteren helt til bunden; men hvor glimrende er\nogsaa selve grundlaget i kompositionen, denne ophøjelse\naf det momentane i bevægelsen til selve den lyttendes og\nbetagnes uforanderlige ro. Det ligger ikke alene i den skønne\nmodsætning mellem den frontale stilling og hovedets drejning\ntil hel profil, men i hver del af billedet, i ansigtets udtryk, i\nde dejligt malte hænder. Det er et maleri, deri mine øjne\ngiver et skønnere billede både af maleren og mennesket\nDelacroix, end mange mere strålende og gennemarbejdede\nværker af ham."}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.8", "texte": "ET HEXAMETERBREV\nSophus Claussen.\nsom saa Solen en Høst-Eftermiddag 1892 paa Fyns Land med Udsigt til\nNyborg, til venstre, og til Fjorden og Storebælt forude.\nBrevet blev skrevet til Johannes Jørgensen i København, mens Albert\nGrottschalk, den kære Sjæl, sad hos og forstyrrede mig efter venlig Vane.\nAf Frygt for en Koleraepidemi, der dog aldrig naaede til Danmark, var\n„den malende Grottschalk\" tyet til mit landlige Opholdssted, hvor jeg skrev\npaa „det herlige Kunstværk\" (Unge Bander), til hvilket jeg først fandt For-\nlægger nogle Aar senere.\nDeraf disse muntre Kvaler.\nKæreste Ven, ihvor du gaar hen og hvor vidt du end færdes,\nTænk da paa de bekymrede Mænd, som har Ophold ved Nyborg.\nIkke alene jeg er, men hos mig den malende Gottschalk\nSpørger mig aarle og silde om Cognac, som dræber Baciller.\nThi han har Hold i sin Ryg og frygter den hærgende Farsot,\nKolera kaldet af Købstadens Folk, men af Bønder Koléra.\nAldrig en Time der undes mig Fred af den malende Gottschalk.\nTung og besværlig han er, og hans Sjæl er et Tilhold for Plager.\nSisyfos kalder jeg ham, dog mest han ligner en Puddel,\nHvilken har fundet en Sten og bestandig nu traver med Stenen.\nHvad skal jeg gøre? han har ingen Ro. Hver Fejl, som han finder\nSkjult hos sig selv, tillægger han mig og slaar begge i Hartkorn,\nSøger at røve med Dadel min Kraft til det herlige Kunstværk.\nFør var han flittig og flink, en Stræber den malende Gottschalk\nMen til Orlogs han for paa det rullende »Sjælland«, og hjemsendt\nMaler han slet ikke mer, men taler bestandig om Piger.\nOg der findes i Nyborg en Glut med en mørkladen Haarpisk,\nFødt i Holland, opdragen paa flamsk, men af danske Forældre,\nTalende tysk Dialekt fra Berlin med udadlelig Tunge,\nKvidrende dertil det mødrende Maal som den huldeste Indfødt.\nDage og Nætter han fabler kun om at faa afmalet hende.\nPaa en Taverne hun spiller Klaver og er atten Aar gammel\nHun har nu røvet den sidste Fornuft fra den malende Gottschalk.\nAndre betyngende Tanker jeg har. Den Forret at skrive\nDunkle og sælsomme Ord, som de jordiske Slægter ej fatter,\nTænkte jeg, delte en Guddom kun ud til beaandede Skjalde.\nMen jeg har faaet et Brev, som er stoppet med æggende Gaader;\nUdsendt fra P. G. Philipsens Bogbod modig er Manden.\nThi han skriver vidtløftigt mig til, omtumlet af Tvivlsmaal,\nAt han har læst mit halvendte Værk og intet kan sige,\nHverken hvor vidt det vil blive en Stordaad udødelig dejlig\nEller en ringe og tarvelig Bog, som han ej vil forlægge.\n. . . Men jeg har fuldbragt to gode Kapitler og to har jeg rede,\nOg han skal opnaa at finde min Bog i det ellevte Oplag,\nHvis han da lever saa længe og undgaar den hærgende Farsot,\nKolera kaldet af Købstadens Folk, men af Bønder Koléra.\nEllers jeg lever og mangler ej Mod, som vel du kan tænke.\nKornet paa Markerne mejes i bredt guldstraalende Sollys.\nBlæsten derude fra Fjorden slaar an mod Altanens Markise.\n1 ræerne knirker og knitrer, som spændte Guasmoder sit Snørliv,\nOg mit Hjærte udstrømmer i Digt som et lynende Skymulm.\nDyrehaugegaard ved Nyborg i Somren 1892."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.10", "texte": "Lidt om Grænsen mellem Poesi og Malekunst\n\nFJIRIST er det for os smaa, at de evige Sandheder er sagt\nsaa mange Gange før. Vort Liv og vore Tanker fra\nVugge til Grav er Imitation. Vi imiterer naar vi fødes og\nnaar vi digter, vi imiterer naar vi planter Kaal og naar vi\nlægger os til at dø.\nAlfred de Musset har herom skrevet disse tre Linjer:\nIl faut étre ignorant comme un maitre d'école\npour se flatter de dire une seute parole\nque personne ici bas n'ait pu dire avant vous.\nDerfor er det som jeg vil sige i denne Artikel: ut pictura\npoesis, selvfølgelig sagt før. De gamle sagde det ide klassi-\nske Tider og vi maa tilbage til dem, thi selvfølgelig havde de\nRet: Malekunsten er stum Poesi.\nMen saa er Spørgsmaalet: hvad er Poesi? Maaske véd\njeg, hvad det er, ihvertfald aner jeg det men det hører til\nden Slags Ting jeg ikke er saa tosset at ville definere. Jeg\nvil hellere komme til det ad Omveje. Vi véd alle eller\ntror at vide hvad et Maleri er! Maaske kan vi da finde\nPoesiens Væsen ved at tegne Grænsen mellem den og Male-\nkunsten. Det er der mange der har forsøgt før og med\nforskellige Resultater; lad mig da slaa til Lyd for min Me-\nning, den er ikke galere end de andres.\nBlandt dem der har arbejdet i Male- og Digtekunstens\nGrænseland var ide allerældste Tider almindelig agtede Folk\nsom Simonides, der opfandt Sætningen u. p. p., desuden Ho-\nrats, Aristoteles, Philostraterne og Plutark. Datidens Kunst-\nnere søgte saa godt som udelukkende deres Forbilleder i\nReligionen og hos Digterne; hos Romerne med en mere ob-\njektiv, almen menneskelig Understrøm, end hos de stærkt\npsykologisk interesserede Hellenere. De ovennævnte Kunst-\nhistorikere kom derfor alle til det Resultat, at de to Kunst-\narter stod uadskilleligt sammen, som Børn af samme Ophav;\nPlutack stillede dem endogsaa saa nær, at han paastod, at de\nefter Hensigt og Emner var én og den samme, kun adskilte\nved Fremstillelsens Midler og Maade.\nAristoteles hævder, at Efterligningen er Kunstens Livs-\nnerve og han har en betinget Ret heri, navnlig da hans\nSamtids Kunstnere havde en ganske aparte Efterlignelses-\nmetode. Gengivelsen af Digternes og Mytologiens Episoder\nvar stærkt allegorisk. De livløse Ting i Naturen afbildede\nman som Regel i Menneskeskikkelse; i et Billede af Herkules'\nBedrifter var hele Landskabet, hvori Begivenheden fandt Sted\nafbildet i en løvkranset Kvindes Skikkelse. Anden Frem-\ngangsmaade kendte man ikke før Augusti Tid, da opfandt,\nskriver Plinius, den romerske Interiørmaler Ludius Land-\nskabsmaleriet.\nEngang vel begyndt, holdt man sig til »Allegoristeriet« op\nigennem Sekterne. I Middelalderen, da Allegorierne spillede\nsaa mægtig en Rolle baade i Prosa og Poesi, blev ogsaa\nMalerne smittet deraf. Men da de i Modsætning til Digternes"}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.11", "texte": "vilkaarlige eller kunstige Fremstillingsmidler kun kunde an-\nvende Malekunstens naturlige, var deres Held afgjort mindre\nend Digternes. For at skille det allegoriske fra det faktiske,\nmaatte de tage deres Tilflugt til Skilte. Da Dante skildrede\nden hellige Fransiscus Formæling med Armoden, kunde Giotto\nikke omsætte dette i Maleri, uden at skrive Navne ved sine\nallegoriske Personer. Ogsaa i Renæssancetiden spillede Alle-\ngorierne en Hovedrolle. Raphael, Michelangelo, Tizian, Duver\nosv. har ydet den deres Tribut.\nI den Tid der gik nærmest forud for 1756, da Lessing\nskrev: Laokoon, arbejdede en temmelig anselig Skare af\nmiddelstæjke Aander ide fleste europæiske Lande med det\nsamme Grænsereguleringsarbejde.\nEnglænderen Joseph Spence er af den Formening, at et-\nhvert Kunstværk kan forklares ud fra Steder hos Digtere og\nethvert Digt ud fra et Kunstværk. Han viger ikke afvejen\nfor at erklære, at intet kan kaldes godt i en digterisk Be-\nskrivelse, hvis det fremstillet i en Statue eller et Maleri vilde\nvære af uheldig Virkning.\nGrev Caylus holdt den Digter for den bedste, som bød\nMaleren mest Stof. Han satte derfor Homer over alle andre\nfør eller siden da jo bogstavelig talt hele Oldtidens\nKunst var Genfremstilling af homeriske Emner.\nMange andre som Shaftesbury Richardson og Webb\ner enig med Spence og Caylus; de anser Maleri og Poesi\nfor samme Love underkastet.\nInteressantere end dem er dog John Harris (1709-50) i sin\nBog: »Discourse on Music, Painting and Poetry« (1744). Ma-\nleri og Tonekunst, siger han, maa betragtes for sig, idet de\nvii ker ved kunstige eller vilkaarlige Midler. Derfor er Digte-\nkunsten fordelagtigere stillet end de andre, idet den ved sine\nHjælpemidler er istand til at vælge sig Handlinger af for-\nønsket Varighed til Genstand, medens Maleriet er henvist til\nHandlingens Enhed, til et bestemt Øjeblik. Lessing fører i\nLaokoon denne Tanke videre, og naar gennem de Præmisser,\nat Poesien har Handlinger, Maleriet Legemer til Genstande,\ntil den Lov at: Digteren maa ikke beskrive Legemer og Male-\nren ikke fremstille Bevægelse. Saavel Præmisser som Kon-\nklusion er uden synderlig Værdi for vor Tid. Vi har forladt\nden aristoteliske Formel: Efterligningen er Kunstens egentlige\nVæsen. Før vi skal acceptere et Kunstværk, maa en Person-\nlighed have præget det, alene dette, at »det ligner« eller blot\nat det giver os et Indtryk kendt fra Virkeligheden der om-\ngiver os, er uden kunstnerisk Betydning. Der ligger i vor\nTid en dyb Trang til at udvide Evnernes Felt, til ikke at\nanerkende de gamle Grænser. Maleren vil ikke lade sig nøje\nmed Efterligning af Tingen. Han giver sig ilag med det ab-\nstrakte og søger, hvad der er ganske naturligt, at give sine\nStemninger, Følelser og sjælelige Tilstande malerisk Form.\nHvad skulde der være ivejen for, at han paa Lærredet kan\nfremstille Bevægelse?\nAbbé Dubos er før Harris af samme Mening som\ndenne. Men han naar til det Resultat, at Maleriets Magt over\nMenneskene er større end Digtekunstens, idet det sete gør et\nmægtigere Indtryk, end det der opfattes gennem de andre\nSanser.\nEn Mand der har været inde paa 4 det rigtige er Moses\nMendelssohn i sin allerede 1757 udgivne Bog: »Betrachtungen\nliber die Quellen der schonen Weisenschaften und Kiinste.«\nOgsaa han gaar ud fra Aristoteles' Sætning, men han under-\nsøger derefter i første Linje det normale Forhold mellem de\nskønne Kunster og Naturen og hvilke Egenskaber en af Kun-\nsten skabt Afbildning sidder inde med. Derigennem naar han\ndet for sin Tid ret overraskende Resultat, at en Kunstner maa\nforlade Naturen hvis han ønsker at komme de ideelle Skøn-\nheder nærmere, end Naturen paa visse Punkter er kommet.\nPrædikeren har sagt det længe før os: der er intet Nyt\nunder Solen. Og Mendelssohns Opdagelse var selvfølgelig og-\nsaa kun relativt ny. Lessing har en sprænglærd Fortolker,\nen vis Professor Bliimner, deri Forordet til Laokoon\nmed fuld Ret gør opmærksom paa, at end ikke i det\ngamle Hellas fulgle man slavisk Aristoteles' Pegefinger. Hvad\nBliimner skriver burde mangen nulevende Kunstner og saa-\nkaldt kunstforstandig (cfr. Thoppermann, Faaborg o. a.) lægge\nsig paa Sinde: »Simpel Lighed, Efterligning af Naturen var\nikke den hellenske Kunstners Maal; og naar en og anden af\nde gamle Kunstnere lagde an herpaa, viser de Efterretninger\nvi sidder inde med, at man agtede saadanne Frembringelser\nringe; ligesom ogsaa visse Øvrighedsforordninger, 112. Ex. For-\nbud mod Karikatur og Indskrænkning af Portrætkunsten, synes\nat skyldes lignende Grunde.«\nSaa kom Gotthold Ephraim Lessing med sin skarpe og\nvægtige Tanke. Han vilde trække Grænsen nøjagtigt op, og\nhans Aand havde ikke for Vane at lade sig standse af For-\nhindringer. I »Laokoon« udvikler han de to Kunstarters\nvæsentlige Forskel, der efter hans Mening er ligesaa stor\nsom Forskellen ide Fremstillingsmidler, hvoraf de betjener\nsig. Den ene har faaet Ordet overladt, den anden Form og\nFarve. Han benægter Rigtigheden af Simonides' »blændende\nAntikese«: ut pictura poesis og paastaar, at den almindelige\nTro, at Male- og Digtekunsten er Søstre baade i Opgaver\nog Metoder, har ført til at D:gteien henfalder til Skildrings-\nmani og Maleren fortaber sig i Allegoristeri. Og Allegoriste-\nriet hadede Lessing med Rette; Unatur i Kunsten betegnede\nhan det.\nLessing siger intet om Billedets Forhold til det abstrakte\nog konkrete. At det abstrakte skulde kunne indeholde Højde-\npunktet af Formens Skønhed, er næppe faldet ham ind. Han\nmener, at denne Skønhed kun har eet Ideal, nemlig Menne-\nsket. Derfor sætter han den Kunst højest, der beskæftiger\nsig med Gengivelse af Mennesket. Men han forstaar dog i\nhvert Fald, at det der skal udtrykkes maa være undergivet\nFormens Skønhed. I Gengivelsen af Tingen og navnlig af\nTingens Skønhed ligger en af Hovedforskellighederne mellem\nde to Kunstarter. Lessing skriver i Laokoons 20de Kapitel,\nat »legemlig (eller stoflig) Skønhed er Resultatet af en sam-\nstemmende Virkning af mangfoldige Dele som med ét Blik\nlader sig overse. Den fordrer altsaa, at disse Dele maa ligge\nved Siden af hinanden; og da Dele der ligger ved Siden af\nhinanden er Malekunstens egentlige Genstand, saa kan kun\nden og den alene efterligne legemlig Skønhed.« For Digteren,\nsiger Lessing videre, er dette umuligt, thi de samme Elemen-\nter taget enkeltvis og uden samlet Overblik kan umuligt op-\nnaa samme Virkning som de andre.\nLigesom Lessing utvivlsomt har Ret i sin Definition af\nselve den stoflige Skønhed, saa utvivlsomt drager han en en-"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.13", "texte": "sidig og efter vor Opfattelse misforstaaet Konklusion deraf.\nDet moderne Menneskes intuitive Evne kan dog ikke ganske\nlades ude af Betragtning. For vor Opfattelse af den stoflige\nSkønhed er de mangfoldige Deles samstemmende Virkning\nog samtidige Oversigt ikke af afgørende Betydning. Opgaven\nfor den kunstneriske Stræben er snarere: ud af de mangfol-\ndige Dele igen at uddrage de enkelte betydende Hoveddele,\nsom ved en villet og kunnet Beregning paany skal bringes i\nForbindelse med hinanden — ikke i Overensstemmelse med\nNaturens blinde Tilfældighed, men med den forudbestemte\nHarmoni mellem det aandelige og materielle, som i latent\nTilstand er tilstede overalt.\nDet lyder maaske noget filosofisk, men er i Virkeligheden\nganske ligetil. Maaske bliver det mere indlysende, naar vi\ntager Digteren som Eksempel: Ordene er — i hvert Fald for\nDigteren — levende, vingede Væsener, der glimter af Farver\nog bruser af Drift. Den intense Glæde, Digteren føler ved sit\nArbejde, viser ham, at der bestaar en Slags forudstemt Har-\nmoni mellem Ordene og Tingene, hvorved Udtryk og Tanke\nbringes til at svare nøjagtigt til hinanden. Det er dette, man\ni Frankrig har kaldt Doktrinen om »le mot propre«. Det\nsamme Forhold gør sig gældende for Maleien: der bestaar\nen forudbestemt Harmoni mellem Formerne, Farverne og\nTingene, hvorved Billedet og den Følelse, der ligger bag det,\nbringes til at svare nøjagtigt til hinanden.\nNaturligvis har Lessing Ret i, at der eksisterer en væsent-\nlig ydre Forskel imellem Digtekunst og Malekunst, men der\ner ogsaa Forskel paa Sommer og Vinter, selvom de dog er\nGrene paa det samme Livets Træ. Det er den indre Lighed,\nvi skal dvæle ved: de yderst bundende Bevæggrunde, som\ner de samme for dem begge to, den fælles Søgen, de samme\nhøje Maal. De er Søstre af samme Moder, Mælken, de har\nsuget, har de samme Kim til dem begge, Haand i Haand skal\nde gaa fremad, ikke efterabende hinanden, ikke kæmpende\nmed de samme Vaaben, men for den samme store Sagl\nDer rettes fra alle Sider bitre Bebrejdelser mod den\nmoderne Kunsts Udøvere, fordi de eksperimenterer. — Daare-\nsnak — hvad andet end Eksperimentet har blivende Værdi!\nLykkes det eller mislykkes det — i begge Tilfælde opfylder\ndet sin Mission. Det fortæller os, om vi er inde paa en rig-\ntig eller en ravgal Vej og det optrækker Grænselinjerne for\nvor Kunnen og Viden.\nArbejdet er ikke saa let og ligetil, som de ikke-arbejdende\ntror; det har jo f. Eks. en dobbelt Side — og det baade\nindenfor Digte- og Malekunst. Det gælder ikke alene at finde\nUdtryk for en Tanke, men ogsaa ofte at finde Tanke for et\nUdtryk. »Meaning for a word, word for a meaning«, som\nWalter Raleig siger. Først naar de to er blevet ét, bliver de\ntilgængelige for to. Det fortælles om en berømt, latinsk Histo-\nriker, at han erklærede, at han vilde have ladet Pompejus\nvinde Slaget ved Pharsalus, hvis Sætningens virkningsfulde\nForm vilde have vundet derved. Det anses — selv af vor\nTids Thoppermænd og Faaborgere — for et kongeligt Lune,\net prisværdigt Indfald, men naar det overføres paa Malekun-\nsten, naar denne »le not propre«-Doktrin forsøges omsat til\nen Doktrin om »la forme propre« eller »la couleur propre«,\nsaa er disse tank-lignende Herrer ude af Stand til at følge\nmed længere.\nVi lever i en søgende Tid og til den maa høre en søgende\nKunst. Selv Tidens kaotiske Rystelser kræver sin Lundstrøm.\nI Perioder, hvor gammelt falder sønder og nyt er ved at op-\nstaa, maa denne Proces ogsaa gentage sig indenfor Kunsten.\nThi den Kunst, der i Brydningstider vandrer videre ad ud-\ntraadte Stier, den er ikke værdig at kaldes Kunst. — Saa\nsnart vi staar overfor det fuldkomne, det selvtilfredsheds-\nmættede og udviklingsfærdige Resultat, sløves vor Interesse\nenten øjeblikkeligt eller lidt efter lidt, thi vi er saaledes ind-\nrettet — takket være vor Skaber — at vi i Længden ingen-\nting kan udholde, end ikke Kvintessentsen af al jordisk Fuld-\nkommenhed. — Med denne Antithese, paa hvilken jeg er\nvillig til at aflægge Ed, følger bl. a. den evige Sandhed, at\nden Kunstner, der i sin egen eller andres Tro har været det\nfuldkomne, eller saa noget nær det fuldkomne, han duer ikke.\nHan er uden Interesse — paa Begræsningen kendes Mesteren.\nBegrænsningen, jovel — men vi skal selv gennem Eksperi-\nmentet fastsætte Begrænsningen, og før vi standser ved vor\nUformuenheds rødmalede Port, maa vi i Alvor og Styrke\nhave villet del umulige. Vi maa, som Lundstrøm — omend\nhelst lidt mere vittigt — have forsøgt at give et af Vorherres\n10 Bud Form og Farve. Før véd vi ikke, hvor lidt eller\nhvor meget vi kan.\nHelt og holdent kan Digtekunst og Male- og Billedhugger-\nkunst vel ikke gaa i Trit sammen. Den første er altfor gun-\nstig stillet i Forhold til de andre. Digteren vil f. Eks. være\nistand til at lade Laokoon skrige, men Billedhuggeren maa\nnøjes med at antyde et Suk, der baner sig Vej over de halv-\nvoksne Læber, med mindre man naar dertil, at Billedhugge-\nren lader anbringe en Grammofon i sin Laokoon. Saa har\nvi naaet det sublime. Saa kan vi avertere i vore Aviser:\nDe offentlige Statuer skriger i Dag fra 2 til 3. Næ — hver\naf de to Kunstarter maa blive paa sit Gebet paa Vandringen\nmod det fælles Maal. Maleriet kan efterligne Handlinger, men\nkun antydningsvis gennem Genstande; Poesien kan efterligne\nGenstande, men kun antydningsvis gennem Handlinger.\nDog til enhver trist og klynkende Thoppermand eller Faa-\nborger vil jeg trøsterigt sige med den vise Nestors Søn:\nNs[i£(j6waC ys fiév ovdsv HluCsiv — jeg tager ingen fortrydelig\nop, at han græder.\nDet er blot saa trist for dem, synes jeg, og for de afeks-\nperimenterede og fuldkommenhedsbevidste Krese, de tilhører,\nat de ligesom Heines Nannerl fra Bierstuben i Munchen synes\nat tro, at Ironi er en Slags 01. Ironi føler vi ikke, siger Hr.\nTh.; Ironi har vi ikke, ekkoer Hr. Fbg. Men heller ikke det\nskal jeg tage dem fortrydeligt op, thi jeg er helt igennem\nenig med dem i deres Syn paa Kunsten: det er idag et dej-\nligt Vejr!\nSalte Taarer og Hovedrysten udrydder ikke Lundstrøm.\nFør han viger, skal Tiden vige. Men prøv paa at ramme\nham med en bitte, bitte lille Prometeurgnist, hvis d'Hrr.\nfører den Vare, og De skal se, hvor han futter og fænger og\nbrænder sig selv til Aske.\n\nChristen Fribert."}, {"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191811-01.1.15", "texte": "KRITIK OG JOURNALISTIK\nPoul Henningsen.\nT3RESSENS Omtale af Efteraarsudstillingen i Aar har ført til\nen naturlig og rimelig Protest fra ansete Navne, som tager\nsig af Kunstnerens Ret til selv at vælge sine Midler, en Ret,\nsom til Stadighed maa dokumenteres overfor det uforstaaende\nPublikum. At det netop var Journalistikens Opgave, ved denne\nUdstilling hvor tilsyneladende saa mærkelige Midler er bleven\nanvendt atter at fastslaa denne Kunstnerens Ret, har ingen\naf de Herrer Journalister opfattet.\nImod Protesten har Maleren Kai Grunth optraadt i Politiken\nmed et rent ud taabeligt Indlæg, hvis eneste rigtige Sentens al-\ndeles ikke vedrører Protesten, men alligevel i høj Grad fortjener\nat understreges. Hr. Grunth vil ikke under nogen Omstændig-\nheder fratages Retten til »at pille disse »Malerier« fra hinanden\nigen,« og intet vil være de søgende og arbejdende Kunstnere og\nkunstinteresserede mere kærkomment, end om han med Pen og\nPensel viser os noget bedre.\nMen derom drejede Protesten sig som sagt aldeles ikke, den\ndrejede sig om usagligt Angreb, og Indsenderen burde selv have\nsluttet sig til Protesten. Stiller Hr. Grunth sig maaske tilfreds,\nnaar det offentlig fastslaas, at hans Billeder er sjusket smurt\nSmørrebrød og intet andet, og mener han, at det er udtømmende\nom de Herrer Charlottenborg-Udstillere, at de allerede i mange\nAar tilsyneladende har malet med Leverpostej, uden at faa et\nfriskere Syn paa Behandlingen og det stoflige? Og dog inde-\nholder disse Paastande et Moment af Kritik, som Hr. Grunths\nPakkasse- og Haandsvings-Ophidselse er blottet for.\nEller for at vende tilbage til Journalistiken, er Socialdemo-\nkratens Kunstanmelder, Forfatteren Jens Pedersen beriget ved,\nat hans Indsats i den realistiske Literatur bedømmes saaledes:\n»Hr. Pedersens Position beror udelukkende derpaa, at han har\nskildret et Samleje i Detaljer. Vi skal senere benytte denne\nSkribents overflødige Udgivelser som Paaskud for en Række\nBetragtninger over Literaturen i Almindelighed«. Og dog herol-\nden hele Forskel paa denne Kritik og Hr. Pedersens Opsats\ni Socialdemokraten udelukkende derpaa, at hans Produktion vilde\nsælges bedre efter en saadan Omtale, medens hans Omtale af\nEfteraarsudstillingen rammer økonomisk.\nNej, Andreas Winding har Ret, naar han skriver følgende i\nen overordentlig læseværdig Artikel, om hvorledes den talentløse\nJournalist arbejder (Klingen, 1. Aargang, Hefte 6): »I Siedet\nfor at faa noget virkeligt at vide om, hvad unge Kunstnere\ntænker og føler, serverer man os en til det kvalmende gentaget\nSelvforherligelse«, og dette rammer i Virkeligheden Hr. Pedersens\nArbejde, som hverken oplyser Publikum eller Kunstneren, men\nudelukkende giver den naive Læser Indtrykket af Anmelderens\nUfejlbarlighed, og naar han slutter med den bitre Oplysning, at\nUngdommen »savner stor alvorlig Følelse, Sjæl*, saa er alt,\nhvad man ved Læsningen har modtaget: det kummerlige Syn\naf en Literat i kunstforstandig Positur.\nHr. Winding har kun Uret en Gang i sin fol træffelige Ar-\ntikel i Klingen. Han skriver, at »den overlegne Journalist skal\nhave Mod til at erklære, enten at dette er godt, eller at dette\ner noget Møj«, men her har han ogsaa grundig Uret. Thi\nJournalisten mangler og maa mangle enhver Forudsætning for\nat fælde denne lakoniske Dom, som Kritikeren, io klogere han\ner, sjældnere og sjældnere tør udtale.\nHvorledes løser Andreas Winding nu den journalistiske Op-\ngave, at skrive om Efteraarsudstillingen Dagen efter Aabningen?\nFor atter at citere Winding fra Klingen: »Den halve Spalte\nPetit er kun stablet op for at vise Læserne hvilken ung, begavet,\nvittig og overlegen Medarbejder, Bladet har« og man maa\nspecielt her tilføje, lige hjemkommen fra Kunstens Paris.\nHr. Winding begynder saaledes:\n»Naar man ser Hr. Vilhelm Lundstrøms Malerier paa Den\nFrie, der aabnede sin Efteraarssalon i Gaar, skulde man ikke\ntro, vi havde Brændselsnød. Malerierne bestaar af flere Lag\nBræddestumper, som er sømmet sammen og besmurt med for-\nskellige Farver. Særlig Farveglæde er derover hans Billede\nDet syvende Bud: »Du skal ikke stjæle«. Det er mørkerødt paa\nResterne af en sprængt Dørfyldning, og for rigtigt at friste Til-\nskuerne til at overtræde Budet, er der midt i Billedet anbragt et\nMessinghaandtag. Til Trods for denne tydelige Opfordring følte\ndog ingen i Gaar sig fristet til at bortføre Maleriet, der staar\nopført til en Katalogpris af 2000 Kr.« (sigter vistnok til Lund-\nstrøms »Det tredje Bud«).\nHer møder man altsaa det kendte, lavkomiske Billede af en\nMand, som griber til alle Midler for at faa sagt den Vittighed\nfor Balkonen, som han inderst inde godt føler, er en stor Dumhed.\nEfter denne Entré meddeler Anmelderen, at intet fornuftigt\nMenneske benægter Ekspressionismens Betydning, men at en\nmere tyndbenet Udstilling er aldrig set. Ikke sandt, dobbelt\nFront: »Jeg kender Ekspressionismen, de Herrer Malere har kom-\nplet misforstaaet det hele«. Publikum vil sikkert give Hr. Win-\nding Ret. Men hvorledes dokumenterer han Udstillingens Slet-\nhed over for den spørgende, den søgende, den, som vil forstaa,\nsaavel hvorfor Billedet er godt, som navnlig hvorfor det er slet?\nVed en Række Dekreter og Postulater om dens og dens Talent-\nløshed og dens og dens forhenværende Talent. Ved en ned-\nladende og betinget Klappen paa Skulderen af en enkelt efter-\nfulgt af en elegant Gestus imod Paris og et usynligt Haandtryk\nmed Picasso og endelig ved en smagfuld Slutningseffekt med\nOmtalen af et Billede, som slet ikke var daarligt, om det kostede\n30 Kr.\nHr. Winding! Til hvem er Deres Artikel rettet? Der er\nHundreder af Tilskuere, som ikke har Lejlighed til at studere\nKunst i Paris, og som vilde være adskilligt klogere, om de for-\nstod blot en Hundrededel af de Problemer, som, maaske med\nmere eller mindre Held, er sat under Debat paa denne Udstil-\nling. Disse Hundreder har De den Ære, Hr. Winding, at støtte\ni den Opfattelse, at det hele er Humbug og ikke Umagen værd\nat studere.\nDer er Tusinder af Københavnere, som baade er uforstandige\nog taktløse nok til at gøre Opholdet paa Udstillingen utaaleligt\nfor interesserede. Disse Tusinder har De det Held at opildne\ntil endnu mere støjende Adfærd.\nOg endelig gives der 124 Udstillere, som alle tørster efter\nden saglige Kritik, som viser Vejen videre frem og stiller nye\nOpgaver. For disse 124 Mennesker gør De Dem til Grin, Hr.\nWinding.\nAf Opsatsen, der hvor De slaar Hr. Stenersen paa Skulderen,\nsynes det at fremgaa, at De er paa Hat med Picasso aandelig\nset og kan se Forskel paa ham og de andre.\nDa er De maaske den rette Mand! Bort med Petiten. Skriv\nmed stort i et Fagblad den længe ventede saglige Sønderlem-\nmelse af dansk, moderne Kunst. Og læg ikke Fingrene imellem.\nDen eksperimenterende Kunst bør og skal ikke have blide Kaar,\nmen skal stadig rammes af den saglige Kritik og Misfornøjelse.\nMen indtil da maa man afvente Reaktionen andetsteds fra.\nFra Malerne selv, saa vidt som det er sikkert, at man ikke\nskaber en Reaktion uden i Hjertet at have forstaaet og elsket\nden Bevægelse, man reagerer imod.\nOg indtil da maa man sætte Hr. Winding paa Plads midt\ni den . hovne Flok af Analfabeter, som sammenstiller de køben-\nhavnske Blades Kunstspalte.\nOg til dette sørgelige Gruppebillede tilføjer vi: Mine Herrer!\nDe vil altid have Publikum paa Deres Side, naar blot De ikke\ner bange for at blamere Dem blandt dem, for hvem det saglige\ner det afgørende.\nMen det graverende er, at De, mine Herrer Journalister, ikke\nalene er overflødige, De er tillige i høj Grad skadelige."}]}