{"numero_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_sha256": "b64f27d67a21f0efb752c8abfce7f7c4ed133167ed42279ed73eaadf20f74a42", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1919/02_01/bmtnaag_1919-02_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1919/02_01/bmtnaag_1919-02_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c002", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 518, "texte": "INDHOLD\nOmslag af Svend Johansen.\nForeningen for Nutidskunst. Af S.\nKubisme. Af Jean Metzinger og Albert Gleizes.\nKubismens eller Expressionismens Selvforsvar. Af V. Wanscher.\nFarvelitografi. Af Olaf Rude.\nSvar til Docent Vilhelm Wanscher. Af Otto Gelsted.\nKunst og smitsomme Sindslidelser. Af Dr. med. Oluf Thomsen.\nFarvelitografi, Af Oluf Høst.\nFarvelitografi. Af William Scharff.\nAften paa Landet. Digt af Helge Rode.\nModerne Kunst og Arkitektur. Af Poul Henningsen.\nForaarsmorgen 1919. Træsnit. Af Rudolf Thygesen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c003", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.3", "titre_corps": "FORENINGEN FOR NUTIDSKUNST", "titre_sommaire": "FORENINGEN FOR NUTIDSKUNST", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.2", "debut_caractere": 520, "fin_caractere_exclue": 3410, "texte": "FORENINGEN FOR NUTIDSKUNST\nda den unge og omstridte Kunst for første Gang hæn-\nges frem i Statens Kunstmuseum, er det af afgørende\nBetydning, at den hævder sig stærkt og jævnbyrdigt det Bed-\nste. Den betragtes hermed som en historisk Kendsgerning,\nnogle Aartiers kunstnerisk Indsats. Dens Værdi er ikke læn-\nger relativ eller Eksperimentets. Publikum maa med Rette\nantage, at det staar overfor et kræsent Udvalg af det værdi-\nfuldeste i ung skandinavisk Kunst og tager Stilling til hele\nSpørgsmaalet om de nyere Kunstretningers Værdi udfra Be-\ntragtningen af det her fremlagte Materiale.\nSagen er noget vanskelig. Paa den ene Side er Tanken\nat skænke gode Værker af ung nordisk Kunst til Galleriet\nrosværdig, og tjener de Mænd til Ære, der har undfanget den.\nPaa den anden Side er Valget af Billeder saa tilfældigt og\nOphængningen saa daarlig, at en Kritik turde være paa sin\nPlads.\nDer er ide senere Aar talt saa meget om »Moderne\nKunst«. Som en almindelig Antagelse er tilsidst fastslaaet, at\nmoderne Malerier er noget dekorativt og spirituelt Væsen\nmed pudsige Indfald, klare Farver og en letløbende Manie-\nrisme. Denne Mening har den intelligente Lægmand gjort til\nsin; den deles af mange unge Kunstnere og Kritikere. En\nKunstner som Per Krohg giver Lapseri og kvikke Paafund i\nStedet for Monumentalitet og Patos, Kulør for Farve. Det\nvitsmæssige distraherer Tilskueren og hindrer hans rent æste-\ntiske Behag ved Kunstværket. Her blandes to Ting sammen:\nhvad der er godt i en Plakat vil altid være ødelæggende i\net Billede. Det moderne Maleri i streng Forstand er ikke de-\nkorativt eller spirituelt. Det har ikke det fjerneste med »Tek-\nnik« at gøre. Det Moderne er ensbetydende med det Gode.\nBegrebet »Moderne Kunst«, som det almindeligt bruges, er\nsvævende og løst. Hverken Poussin, Cézanne eller Matisse\nvar morsomme eller malede med klare Farver. De var mo-\nderne i sin Tid og er det endnu. De var gode og er det\nstadig. Til enhver Tid har de virkelige Mestre arbejdet un-\nder en Udfoldelse af personligt Talent. Hver enkelt har om-\nspændt sin store Forgængers Væsen og til hans Resultater\nlagt sit eget Fond af Evne og tidsbestemt Erfaring. Denne\ngentagne Tilegnelse og Bearbejdelse er Kunstens Udviklings-\nhistorie. At arbejde enten med Farven, med Rummet, Teg-\nningen eller Formen har blot en relativ Værdi. Kun Sam-\nmensmeltningen af alle disse Ting er betydningsfuld. Kubis-\nmen var en værdifuld Indsats. At male kubistisk er doktri-\nnært og overflødigt.\nAf de Billeder, som Foreningen for Nutidskunst har ladet\nophænge paa Galleriet hører Axel P. Jensens, Magnus Bengt-\nsons, Storm Petersens og Niels Hansens hjemme i en anden\nSammenhæng, Rude, Scharff, Naur og Swane kan der skaffes\nbedre Billeder af og saa fremdeles; kun det absolut bedste kan\nbruges her. Det er egentlig kun af Jerichau og Giersing, der\ner helt tilfredsstillende Prøver, men allerede dette er jo meget.\nS."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c004", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 3, "image_fin": 4, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.4", "titre_corps": "AF JEAN METZINGER OG ALBERT GLEIZES", "titre_sommaire": "AF JEAN METZINGER OG ALBERT GLEIZES", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.3", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5491, "texte": "KUBISME\nAF JEAN METZINGER OG ALBERT GLEIZES\n(SLUTTET)\njyjAASKE findes der virkelige Begavelser mellem de akademi-\nske Malere, det er umuligt at afgøre. Deres Maleri er saa\nvirkelighedstro, at det kuldsejler i Virkelighed en negativ\nVirkelighed, der er Sandhed for enhver og ikke Sandhed for\nnogen.\nIkke at et Maleri behøver at være uforstaaeligt! Vi er de\nførste til at nedlægge Indsigelse mod dem, der for at skjule de-\nres Evneløshed forsøger sig i Fabrikationen af Rebus. Den vil-\nlede Gaadefuldhed røber sig altid ved sin systematiske Gennem-\nførthed. Den er kun et Tæppe over Tomheden.\nMen der ligger en stor Charme i, at Tingen gennemgaar en\nvirkelig Forvandling, saa selv det øvede Øje har Vanskelighed\nved at genkende den. »Vi ved,« siger Leonardo da Vinci, »at\nvi i et Øjeblik kan overskue en Uendelighed af Former; ikke\ndesto mindre opfatter vi kun én Ting ad Gangen. Tænk dig,\nat du i et Øjeblik ser hele denne skrevne Side. Du opdager\nstraks, at den er fuld af forskellige Bogstaver, men du ved ikke,\nhvad det er for Bogstaver eller hvad de belyder. Du maa gaa\nfra Ord til Ord, fra Linie til Linie, hvis du vil naa til Forstaa-\nelse, som du maa tage Trin for Trin, hvis du vil naa op i et\nTaarn.«\nDer ligger ogsaa en Fare i, at man ikke straks kan se, hvad\nBilledet forestiller. Naar vi fordømmer det vanemæssige Billed-\nsprog, er det ikke, fordi vi ønsker at indføre et kabbalistisk\nTegnsprog. Vi indrømmer gerne, at det er umuligt at skrive\nhelt uden Klichéer og at male uden at benytte vedtagne Udtryk.\nEnhver maa afgøre med sig selv, om han vil strø disse kon-\nventionelle Brudstykker ud over hele sit Værk, om han vil\nsmelte dem sammen med sine personlige Tegn eller dristigt\nsætte dem ind som magiske Mislyd paa et enkelt Sted af det\nhøjere Realitetsplan, han efterstræber i sin Kunst. En virkelig\nMaler tager Hensyn til alle de Elementer, Virkeligheden stiller\ntil hans Raadighed. Et Spørgsmaal om Takt.\nDen objektive, konventionelle Virkelighed, der danner et\nBindeled mellem vor og vor Næstes Bevidsthed, forandrer sig\nstadig i Overensstemmelse med de skiftende Racer, Religioner\nog videnskabelige Teorier. Lidt efter lidt kan vi føje vore per-\nsonlige Opdagelser ind i det gængse Verdensbillede og afbryde\nReglen med overraskende Undtagelser.\nSelv de mest tungnemme vil komme til den Indsigt, at det\ner lige saa berettiget at male Legemernes Vægt og den Tid det\ntager at gøre sig klar over deres forskellige Sider, som det er\nat gengive Dagslyset ved et Par Strøg af Blaat og Orange. Ingen\nvil tilsidst tage Forargelse af, at man gaar rundt om en Ting\nog af dens sukcessive Udseende danner et helt og varigt Billede.\nMan bebrejder Kubisterne, at de i for høj Grad viser deres\nTeknik. Men alle Malere viser deres Haandværk, ogsaa de Ma-\nlere, hvis lækre og minutiøse Behandling imponerer Amerikas\nBarbarer.\nDet er med Malerkunstens Midler som med den literære Stil:\nved at gaa fra Haand til Haand slides den farveløs og flad.\nKubismen har langt igen, før den ender i Banalitet, selv om en\ngrundig Fordybelse i Michelagniolo giver os Lov til at sige, at\nogsaa vi har vort Adelsbrev.\nV.\nFor at skabe et Kunstværk er det ikke nok at kende For-\nholdene mellem Farve og Form. Kunstneren maa ikke blive en\nSlave af sit Arbejdes Love. Det er ikke nok, at et Billede er\ngodt malet det maa ogsaa beherskes af Smag. Ved Smag\nforstaar vi Evnen til at blive sig Kvaliteter bevidst. Det er me-\nningsløst at tale om god og daarlig Smag. En Evne er hver-\nken god eller daarlig, men mere eller mindre udviklet.\nDen Vilde, der falder i Begejstring over nogle Glasskaar, til-\nlægger vi en uudviklet Smag; men er der saa langt et Spring\ntil den civiliserede, der udelukkende har Sans for italiensk Ma-\nlerkunst eller Louix-XV-Stilen ?\nSmagens Værdi er afhængig af det Antal Kvaliteter, den er\ni Stand til at adskille. Bliver Antallet for stort, mister Smagen\nsin Intensitet og glider ud i Eklektisme.\nTil en vis Grad er Smag en Viljessag. Men Viljen kan kun\nudvikle Smagen i Højde med hele Bevidsthedens Niveau. Hvis\nen middelmaadigt udrustet Maler anstrenger sig for at tilegne\nsig Kvaliteter, der for ham i Grunden kun er abstrakte Resul-\ntater af en Teori, bliver hans Billeder falske og svulstige.\nUden literære og allegoriske Kunster, blot ved en bestemt\nAnvendelse af Linie og Farve, kan Maleren i samme Billede\nvise os en By i Kina, i Frankrig, Bjerge, Have, Fauna og Flora,\nFolkeslag og deres Historie. Afstand og Tid, virkelige Ting og\nrene Fantasier kan lige saa vel udtrykkes af Maleren som af\nDigteren, Musikeren eller Videnskabsmanden.\nKubismen, der beskyldes for at være et System, fordømmer\nalle Systemer.\nDen tekniske Forenkling, der har fremkaldt Beskyldningen,\nhar sin Grund i et berettiget Ønske om at fjerne alt, hvad der\nikke nøje svarer til det plastiske Stofs Krav. Vi har her en\nMetode, ikke et System. I Stedet for den delvise Frihed, der\nopnaaedes af Courbet, Manet og Cezanne, sætter Kubisterne en\nFrihed, der ikke begrænses af nogen Konvention, men kun af\nSmagen.\nMan har paastaaet, at den store Stil i Malerkunsten var\ndød med de primitive hvorfor ikke lige saa godt den store\nLiteratur med Homer? For at genopvække Kunsten fra de\ndøde, er der nogle, der üblufærdigt eftergør de gamle Italienere,\nTyskere og Franskmænd, og søger at holde deres Industri i\nGang ved Midler, som de uindviede undertiden forveksler med\nKubisme. Disse Malere taler et Slags Volapiik eller Esperanto,\nder straks er blevet proklameret som den store Kunsts for alle\ntilgængelige Sprog!"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 592, "texte": "Det er rigtigt, at Malerkunstens Maal er at virke paa Menne-\nsker, men det er ikke i Mængdens Sprog, Malerkunsten skal\ntale til Mængden. Malerkunsten skal tale sit eget Sprog,\nikke for. at »blive forstaaet«, men for at bevæge og be-\nherske.\nDen Kunstner, der afholder sig fra enhver udvendig Forkla-\nring, samler i sig en Kraft, hvis Glans lyser op i hans\nVærk.\nDet er ved at fuldkommengøre os selv, at vi virker paa\nMenneskeslægten, det er ved selv at samle Rigdomme, at vi\nberiger andre, det er den indre Glæde, hvormed vi tilegner os\nJorden, der skaber Udtryk for vor kosmiske Henrykkelse."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c006", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c006", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 4, "image_fin": 6, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.5", "titre_corps": "NOGLE FILOSOFISKE BETRAGTNINGER", "titre_sommaire": "NOGLE FILOSOFISKE BETRAGTNINGER", "signature_source": "Vilhelm Wanscher", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.4", "debut_caractere": 594, "fin_caractere_exclue": 5103, "texte": "KUBISMENS ELLER EXPRESSIONISMENS SELVFORSVAR\nNOGLE FILOSOFISKE BETRAGTNINGER\n\nI en Afhandling »Kubisme« af Jean Metzinger og Albert Gleizes\ni Klingen (11. Aarg., 4) findes en Definition af Tegningens\nKunst:\n»I kort Begreb bestaar Kunsten at tegne i at frembringe For-\nhold mellem rette og kiumme Linjer. Der bør i et Billede fin-\ndes en übegrænset Forskelligartethed i Linjernes Forhold. Først\nda faar vi det fulde Indtryk af Sammenspillet mellem Kunstne-\nrens Indstilling og lagttagelse. Først da griber Maleriet os.\nHvad Kurven er i Forhold til den retle Linie, er i Farvens\nRige den kolde Farve i Forhold til den varme.«\nMaleriets Kunst defineres paa lignende Maade:\n»Hvem vil nægte, at det at male bestaar i at dele et Lær-\nreds Overflade og give hver Del af den sin ejendommelige Ka-\nrakter, der ikke maa stride mod Helhedens Natur.«\n»Her er der straks en Regel, Smagen kræver overholdt: lad\nikke to Partier af samme Størrelse forekomme i samme Billede.\nGentager det ene Parti det andet, kommer det hele til at virke\nmekanisk og tilfredsstiller ikke længere som Udtryk for vor Per-\nsonlighed, der ikke kan maales og aldrig gentager sig.«\nKunstens Maal defineres saaledes:\n»Hvad vi søger er det væsentlige, men vi søger det ikke i\nGeometrien eller i en eller anden Metafysik men i os selv.«\nHvis vi giver disse Ord Anvendelse paa den historiske Kunst,\n112. Eks. Rafaels eller andre af de store Italieneres, vil de Punkt\nfor Punkt finde Bekræftelse, thi ogsaa hos Rafael finder vi, at\nTegnekunsten arbejder med Modsætninger af rette og krumme\nLinjer, 112. Eks. af runde Legemer indenfor en firsidet Ramme,\nog med Modsætninger af varme og kolde Farver, navnlig af gult\nog blaat, rødt og blaat eller grønt; og vi finder, at Billedfladen\ni »den sixtinske Madonna« deles saaledes, at ikke to Partier af\nsamme Størrelse forekommer deri, undtagen i Gardinerne. Endelig\nvil det være übestridelig, at Rafael i et saadant Billede har søgt\nat give det væsentlige. Forskellen ligger da i det sidste Ord,\n»i os selv«, nemlig at de moderne Kunstnere mener at finde\ndet væsentlige i dem selv, som et Udtryk for deres Personlighed.\nI denne Henseende vilde hverken Rafael, Michelangelo eller no-\ngen anden af de gamle vove at forveksle det objektive med det\nsubjektive, selv om de troede, at Sjælen kan rumme Ideer, der\nleder Kunstnerens Haand. Saa mægtig en Indsigt i Kunstens\nVæsen disse Mestere besad, var de i Følge hele deres Opdra-\ngelse i den græsk-middelalderlige Filosofi, langt mere beskedne\nend de moderne, der gentager Romantikkens subjektivistiske\nTeorier. Det Taskenspillerfif, hvormed den moderne Kunstfilo-\nsofi giver sig Udseende af Egentlighed, ligger paa det Punkt,\nhvor man gaar over fra det objektivt beskrivende af Kunstens\nTeknik til Paastanden om, at denne Teknik tilfredsstiller os,\nfordi den paa én Gang udtrykker vore Fornemmelser og ud-\ntrykker det væsentlige, idet man lader dette Ord det væsentlige\ndække selve den subjektive Bevidsthed, der dog rummer saa\nmange andre Ting end netop Kubismens Linje- og Farvekon-\ntraster.\nVed det væsentlige, det essentielle, forstod de gamle noget\nhelt andet, og det er dette, der foresvæver de moderne, men\nsom de borteskamorterer. Det var i Virkeligheden noget meget\nsimpelt, nemlig at Tingen har en almindelig Existens, ogsaa\nnaar vi ikke betragter eller paa anden Maade sanser den. »At\ngive det væsentlige« af Tingen er altsaa netop at give den en\nobjektiv Eksistensy derfor taler man ogsaa nu med Rette om »at\nsøge bag om Fænomenerne«. Men naar man saa tillige vil søge\ndenne Eksistens »i os selv«, fornægter man det objektive.\nLad os tage som Eksempel: Horizontlinjen! Den er efter al\nprimitiv Filosofi en Grænselinje for Jorden eller Havet, et fjernt\nOmrids. Efterhaanden forstod man tillige, at den varierer med\nvort Betragtningspunkt, at den hæver og sænker sig med os;\nog idet man begyndte at regne med den i Billedperspektiverne,\nfik den en bestemt Kvalitet som høj eller lav Horizont, derved\nat den bestemmer Figurernes, Bygningernes eller Landskabernes\nPlads' i et Rum, der paa engang begrænses flademæssigt af\nRammen og dybdemæssigt af det vandrette Grundplan, der,\nfortsat i det uendelige, faar sin Grænselinje i Horizonten. Det\nvæsentlige i Horizonten er altsaa i første Stadium dens Sammen-\nhørighed med Naturen selv, i andet Stadium dens Evne til at\nbestemme Naturen rumligt i Forhold til vort Betragtningspunkt,\nog dermed i den billedlige Fremstilling at styre Perspektiverne.\nI begge Stadier kan Horizonten optages som Idé i vor Bevidst-"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2893, "texte": "hed uden at være knyttet til særlige Fænomener, og det er en\nintellektuel Glæde for os at erkende denne Virkning af Horizonten\n112. Eks. i et gammelt hollandsk Billede, der altid giver de frem-\nstillede Ting deres rumlige Forhold efter et saadant enkelt Prin-\ncip for Rummets Dybde og Ligevægt. Foreløbig er der ikke\nfundet en rigtigere og aandfuldere Løsning af Problemet.\nHvad gør nu de moderne Kubister, naar de søger det væ-\nsentlige i dem selv? De forkaster Horizontens og alle Perspek-\ntivloves Eksistens og søger paa überegnelige og med Vilje uklare\nMaader thi de frygter de »banale Efterlignere« at realisere\nderes egne Rumfornemmelser uden Perspektiv eller med gale\nPerspektiver. Naar de ikke desto mindre taler om, at de søger\ndet væsentlige, nærmer de sig i betænkelig Grad til Svindel,\nfordi de vil paatvinge os urigtige og uharmoniske Fremstillings-\nmaader, som om de var højere Sandhed. For at forsvare sig\nthi de moderne Kunstfilosoffer mærker selv den Klemme, de\ner i, fordi man ikke umiddelbart vil anerkende deres Følelses-\nteorier paastaar de, at de ikke regner med det Euklidiske\nRum, d.v. s.de rationelle Størrelsers Rum, men regner med\ndet imagiære men vilde det saa ikke være bedst at finde\nnogle mere subtile Udtryksmidler end Oljefarve paa Lærred?\nEller, for at nævne el andet Eksempel: Bevægelse. Ogsaa\ndette Begreb har gennemgaaet en Udvikling.\nI al primitiv Kunst er Bevægelsen knyttet som en Egenskab\ntil Tingen, der bevæger sig; den defineres endnu af Leonardo\nda Vinci snarest som en Tilstand af Uligevægt, en Flytning af\nTyngdepunktet. Det relative i Bevægelsen havde man ingen\nSans for, hverken i den objektive Forstand som Forhold mel-\nlem Legemerne i Rummet, eller i subjektiv Forstand som For-\nhold mellem Tingen og os; det sidste dæmrer hos Leonardo,\nidet han fører Bevægelsesspørgsmaalet ind under perspektivisk\nBetragtningsmaade, men hans Bemærkninger er urigtige. Senere\ntaler man især om Bevægelse som en kollektiv Bevægelse af\nMasserne (Lys eller Skyggemasser) i Billederne.\nHvad Forudsætninger har nu den moderne Kubist for »aus\nden innersten Tiefen seines sittlichen Bewustseins« at forklare os\nBevægelsens Væsen? Han kan maaske hente nogle filosofiske\nForklaringer fra en populær Erkendelsesteori eller Fysikkens\nHistorie og give dem ud for sin egen instinktive Tanke; men,\nærlig talt, ingen vil tro, at han har fundet paa det selv. Vilde\nhan vende tilbage til det primitive, maatte han vælge den første\nForklaring, at Bevægelse er en Egenskab af Tingen, der bevæ-\nger sig. Da vilde det blive Opgaven at udtrykke denne Tingens\nEgenbevægelse altsaa ikke udtrykke »sig selv«, men Tingen.\nOg da vilde Benævnelsen Expressionisme have Berettigelse.\nLigger der en Opgave for den moderne efter egen Mening\nforudsætningsløse Kunst, da bliver det denne, som Per Krohg\nog Storm Petersen forstaar, og som ikke har noget med Kubisme\nat gøre.\n\nVilhelm Wanscher."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c008", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c008", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 6, "image_fin": 6, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.7", "titre_corps": "SVAR TIL DOCENT VILHELM WANSCHER", "titre_sommaire": "SVAR TIL DOCENT VILHELM WANSCHER", "signature_source": "Otto Gelsted", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.6", "debut_caractere": 2895, "fin_caractere_exclue": 5904, "texte": "SVAR TIL DOCENT VILHELM WANSCHER\nOtto Gelsted.\nO OM Oversætter af Metzinger-Artiklen vil jeg gerne føje et Par\nBemærkninger til Docent Wanschers Indlæg. Jeg er paa\nForhaand ikke videre stolt over at tage til Genmæle mod en\nMand af Wanschers udmærkede Kapacitet. Desværre har han\nlettet mig Arbejdet mere end jeg kunde ønske.\nDoc. Wanscher har let Spil, naar han harcellerer over Met-\nzingers erkendelsesteoretiske Pueriliteter. Wanscher burde hel-\nlere have benyttet Lejligheden til at vise sin psykologiske\nSkarpsindighed ved at trænge gennem de mystagogiske Taager\nind til den værdifulde Kærne i Gleizes og Metzingers Over-\nvejelser.\nSit Hovedangreb koncentrerer Wanscher om den Sætning\nhos Metzinger, at »Kubisterne søger det væsentlige i sig selv«\n(»nous recherchons l'essentiel, mais nous le recherchons dans\nnotre personalité et non dans une espéce d'éternité que mathé-\nmaticiens et philosophes aménagent laborieusement«).\nDe moderne Kubister, siger Wanscher, forkaster Horisontens\nog alle Perspektivloves Eksistens og søger paa überegnelige\nMaader at realisere deres Rumfornemmelser uden Perspektiv\neller med gale Perspektiver. »Naar de ikke desto mindre taler\nom, at de søger det væsentlige, nærmer de sig i betænkelig\nGrad til Svindel.«\nI Klingens 1. Aarg., Hefte 3, udtaler Wanscher i fuld Over-\nensstemmelse med Metzinger: »Vil man for Alvor nye Veje for\nMaleriet, maa man fordybe sig i sig selv: man maa male in-\ntuitivt og løse de ydre (formelle) Problemer sammen med de\nindre.« Han roser den gratiøse Helhed i Karl Larsens »Trappe-\ngang«, hvor Perspektivet i Trappen er udpræget »ekspressioni-\nstisk« behandlet. Han henviser til Inderne og Kineserne, der\nmaler paa én Gang en Mand, der sover, og Gudinder, der viser\nsig for ham i Drømme, ja endog Manden som han viser sig set\nfra Gudindernes Synspunkt. Vi er her overmaade langt fra\nden Fordring, Wanscher nu opstiller, om de rationelle Størrel-\nsers Rum som ensbetydende med det maleriske Rum.\nIndser Wanscher ikke, at det maleriske Rum og det perspek-\ntiviske Rum er to helt forskellige Ting? Perspektiven kan bru-\nges til at forklare, men kan aldrig bygge det maleriske Rum op.\nDet er muligt, at Æblerne paa et Billede af Cezanne efter det\nrationelle Rums Love vilde trille ned ad Bordet. I Billedet ligger\nde, fordi Billedet har sit eget indre Tyngdepunkt.\nEn lignende Betragtning maa gøres gældende, naar Wanscher\ni sit andet Eksempel sammenblander Bevægelsen i Rummet med\nBevægelsen i Billedet.\nDocent Wanscher, der er saa kritisk overfor Metzingers barn-\nlige Terminologi, strør selv ganske vilkaarligt om sig med »sub-\njektivt« og »objektivt«. Han skriver, at »det relative i Bevægel-\nsen havde man ingen Sans for, hverken i den objektive For-\nstand som Forhold mellem Legemerne i Rummet, eller i subjek-\ntiv Forstand som Forhold mellem Tingen og os.« Er Docent\nWanscher virkelig sikker paa, at det er mere subjektivt at sam-\nmenligne sit eget Legeme med et andet Legeme i Rummet, end\ndet er at sammenligne to fremmede Legemer i Rummet?"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c009", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c009", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 7, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.8", "titre_corps": "(FOREDRAG HOLDT I FORENINGEN FOR MODERNE KUNST D. 18. FEBRUAR 1919.)", "titre_sommaire": "(FOREDRAG HOLDT I FORENINGEN FOR MODERNE KUNST D. 18. FEBRUAR 1919.)", "signature_source": "MED. OLUF THOMSEN", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.7", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 8382, "texte": "KUNST OG SMITSOM SINDSLIDELSE\n(FOREDRAG HOLDT I FORENINGEN FOR MODERNE KUNST D. 18. FEBRUAR 1919.)\nAF DR. MED. OLUF THOMSEN\nI.\nM. I). & H.!\nDe Betragtninger, som jeg i Aften skal fremsætte om Kunst\nog smitsom Sindslidelse, holder sig udelukkende til Nutidskun-\nsten og indenfor denne specielt den Retning i Kunsten, som be-\nnævnes Expression ismen.\nSelve Ordet Expressionisme synes mig ikke at være nogen\nsærlig lykkelig Betegnelse, det er valgt som Modstykke til Im-\npressionisme, og der er paa disse to Navne bygget en hel lille\nKunstfilosofi. Impressionisten skulde gengive det Indtryk af Tin-\ngene omkring ham, som han faar udefra, Expressionisten skulde\ngive Udtryk for de Billeder af Genstandene, som han selv bæ-\nrer i sit Sind og som i første Række er afhængig af hans vex-\nlende Stemninger. Jeg tvivler nu noget paa, at man overhovedet\nhavde valgt Betegnelsen Expressionisme, dersom man ikke just\nønskede at pointere, at det var noget nyt, man vilde, og derfor\nmeget gerne saa en Betegnelse, deri det ydre kunde være en\nModsætning til den først saa forliaanede, senere sejrrigt frem-\ntrængende Impressionisme. Men Navnet Impressionisme maa\nnærmest siges at skyldes en Tilfældighed, nemlig at Claude Monet\nhavde kaldet et af sine i 1876 udstillede Billeder, et Solopgangs-\nbillede: »Impression; lever du soleil«. Denne Titel benyttede en\nKunstanmelder til at haane hele denne Gruppe af Malere, hvor-\ntil Claude Monet hørte, og sarkastisk kaldte han dem »les im-\npressionists«. Betegnelsen var ingenlunde de paagældende Ma-\nlere behagelig, den benyttedes i adskillige Aar kun spottende,\nog først senere, da Anerkendelsen kom, optog Malerne selv Or-\ndet Impressionisme som Fællesbetegnelse for deres Kunst. Til\nForholdet mellem Impressionister og Expressionister skal jeg\niøvrigt komme tilbage i Slutningen af mit Foredrag.\nDen umiddelbare Foranledning til dette er naturligvis det\nForedrag, som Prof. Salomonsen holdt engang i forrige Maaned\ni Medicinsk-historisk Selskab, hvor ogsaa en Del Kunstnere og\nKunstkyndige var indbudte og kommen til Stede. Prof. S. stil-\nlede Spørgsmaalet klart op: den nye Kunst, Expressionismen,\nmaatte enten være Svindel (»Kejserens nye Klæder«) eller Halløj\nmed Borgerskabet, eller Udtryk for en smitsom per sijmpatiam\nforplantet Sindslidelse eller endelig noget virkeligt værdifuldt, der\nvar Foredragsholderen uforstaaeligt. Flere Muligheder gives vist-\nnok heller ikke. De to første Muligheder afviste Prof. S. kate-\ngorisk ud fra den utvivlsomt rigtige Betragtning, at et saadant\nMassebedrageri vilde være fuldkommen uset paa andre Omraa-\nder og derfor urimeligt, da Menneskeaanden som Helhed nu en-\ngang ikke kan gaa udenfor bestemte Baner. At betragte Bevæ-\ngelsen som kæmpemæssige internationale Fastelavnsløjer lod sig\naf samme Grund heller ikke gøre, og da Prof. S.i Følge Sagens\nNatur var utilbøjelig til at acceptere den fjerde Mulighed, saa\nblev der ingen at vælge imellem. Den tredje maatte antages:\nden moderne Kunst maatte betragtes som Udslag af en fra Land\ntil Land gennem Sympati (d.v. s.i Ordets bogstavelige Forstand:\nMedliden) forplantet Sindslidelse, og Professoren lukkede med\nsin altid vaagne Sans for klare Inddelinger Fænomenet ind i en\nRubrik, hvor Selskabet dog syntes noget broget. Thi der fand-\ntes i Forvejen: Varulvesygdom, Børnekorstog, Selvpiskertog (Fla-\ngellantisme), St. Veits Dans og Tarantisme (dansende Bevægelses-\ntrang hos Hysterikere, der ansaa sig for bidt af den giftige Kæmpe-\nedderkop Tarantellen).\nJeg maa straks sige, at jeg i alt afgørende er uenig med\nProf. S., men jeg nærer saa stor Beundring og Hengivenhed\nfor Prof. S., at jeg meget nødigt vilde se, at noget i mine Ud-\ntalelser skulde saare ham personligt. Derfor er der nu vel heller\ningen Fare. Prof. S.'s Kappe er saa folderig, at den let vil\nskærme hans Person selv for kraftigere Udfald end mit.\nSer vi nu først paa de fem ligestillede, Prof. S. har tildelt\nden moderne Kunst som Selskab, saa er disse at ret forskellig\nArt. Varulvelidelsen, hvor utvivlsomt sindssyge indbildte sig at\nvære Varulve og med vilde Fagter og Skrig kastede sig over\nlevende eller døde Mennesker og mishandlede eller endog for-\ntærede dem, har aldrig haft nogen større Udbredelse. At denne\nuhyggelige Form for Sindssyge kan være optraadt med flere Til-\nfælde paa bestemte Steder, er jo blot et Udtryk for, at ogsaa\nSindssyges Forestillinger er præget af den Tid, hvori de lever,\nog at Forestillingsindholdet derfor til en vis Grad maa blive ens\nfor en bestemt Gruppe af Sindssyge. St. Veitsdansen, der ikke\nmaa forveksles med det, vi nu kalder med dette Navn, og Ta-\nrantismen er formodentlig nær beslægtede. De er Udslag af den\nstore Hysteri og aandeligt smitsomme overfor ganske bestemte\nIndivider, nemlig de ægte Hysterikere, hvis Mængde gennem\nTiderne mulig kan have varieret noget, men vel næppe saa\nsærdeles meget. Overfor aandeligt sunde Personer er Hysterien\nufarlig, den angriber dem ikke, saa lidt som Skedevand angri-\nber Guld. De fleste virkelige Kunstnere har utvivlsomt et im-\npressionibelt Sind, stærkt modtageligt for Paavirkning udefra.\nUden dette bliver de simpelt hen ikke Kunstnere, men virkelige\nHysterikere findes sikkert kun i ringe Tal blandt Kunstnerne\nsom blandt andre Professioner.\nNoget anderledes synes det mig, at de to resterende\nFænomener, Flagellautismen og Børnekorstogene, staar. Her\nkan man godt, hvis man har Lyst, finde et Berøringspunkt\nmed moderne Kunst, for saa vidt som det drejer sig om\nBevægelser, der saavidt jeg kan se, er ganske uden nødvendig\nForbindelse med Sindslidelse, men har den med Kunstbevægel-\nsen fælles Egenskab, at Idéen, Tanken, der ligger til Grund for\nselve Fænomenet har forplantet sig over større Dele af Jorden.\nDe saakaldte Flagellanter, Selvpiskerne, deri store Skarer drog\nfra By til By under Afsyngen af Bodssalmer, hvorimellem de\npiskede sig selv, synes mig ikke med Rette at kunne betragtes\nsom sindslidende. Flagellanterne er stærkt grebne Kristne, for\nhvem Forsagelsen og Lidelsen i Christi Fodspor er Livets vig-\ntigste Indhold. Blandt dem findes fremragende theologiske Lærde,\nog naar de nu forekommer os saa fremmedartede, at vi synes,\ndet ligger nærmest at gribe til Sindssygdom som Forklaring,\nsaa er det dog vistnok, fordi man glemmer Tiden og Milieuet,\nhvor Bevægelsen opstod. Det er Tiden i det 13' og 14' Aar-\nhundrede, hvor Verdens Undergang betragtedes som nær fore-\nstaaende, og hvor Pest og andre Farsoter drog gennem Landene\nmed Døden som tro Følgesvend, det er denne Tid, der farver\nhele Bevidstheden. Kun ved at vende Tanken mod den væl-\ndige Guds Trone var der Frelse, derfor dødede man alle Kødets\nBegæringer, og hver Dag søgte mani sit eget Liv at føle noget\naf Christi Lidelse. Det er en til det yderste spændt religiøs\nFølelse, der er Tale om, en fuldkommen Hengivelse, der kun i\nGrad er forskellig fra enhver anden Selvfornægtelse paa religiøs\nBasis.\nHeller ikke Børnekorstogene synes mig at have med Sinds-\nlidelse at gøre. I en Tid (det er det 12' og 13' Aarh.), hvor\nKrig og anden Nød stadig hærgede Landene, hvor Mændene\nofte i Aarevis var borte fra Hjemmene, der var overladt til\nKvinder og Børn, samlede Børnene sig i Skarer og drog syn-\ngende fra Land til Land for at søge Christi Grav. Ogsaa her\nmaa hele Tidens aandelige Fysionomi ikke glemmes, naar man\nvil forstaa Fænomenet rigtigt. Børnene var utvivlsomt ligesaa\nsunde i enhver Henseende som vore egne raske Spejderdrenge\nog Spejderpiger, som man sikkert uden Vanskelighed den Dag\ni Dag kunde faa til i Flok at drage til hvilket som helst Sted,\nman kunde bringe til at lyse i deres unge Sjæle. Dette har\nintet med Sindslidelse at skaffe, men skyldes, at i al Fald vore\nBørn endnu, Gud være lovet, har Fantasien i Behold.\nHvis jeg saaledes har Ret i, at hverken Flagellanterne eller\nBørnene med deres af hellig Fantasi glødende Sind var sinds-\nlidende, er der naturligvis intet betænkeligt i at anbringe dem\nved Siden af de moderne Kunstnere, »Expressionisterne«. Men\ndet der er fælles, er da ikke selve det aandelige Indhold af Be-\nvægelsen, men blot det, at det drejer sig om en Bevægelse af\nikke materiel Natur, som forplanter sig fra Sted til Sted, fra\nSjæl til Sjæl. Men Rubrikken maa da gøres langt rummeligere.\nEnhver »Retning«, »Skole«, »Bevægelse«, det være sig nu al\nreligiøs, politisk, social, kunstnerisk og videnskabelig Karakter,\nbreder sig ganske paa samme Maade gennem sympatisk For-"}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 9623, "texte": "staaelse, eller som Prof. S. udtrykker det »ved aandelig Smitte«.\nI dette Udtryk ligger imidlertid en lille Tilsnigelse, idet Tanken\nderved lempeligt føres over paa det pathologiskes Omraade.\nMen Ordet Smitte betyder i denne Forbindelse Forstaaelse. Prof.\nS. vil saa maaske hertil svare, at det kan nu være meget godt,\nog at der maaske ikke er nogen Forskel paa den Maade, livor-\npaa en sund og en syg Bevægelse breder sig, og at der altsaa\nikke kan lægges nogen Vægt paa den sympatiske Smitte som\nKriterie, men at det er paa Frugten, man skal kende Træet.\nOg Frugten her er det, som Prof. S. kalder Dijsmorphisme af det\ngræske Ord dysmorphos, der betyder vanskabt, hæslig. Prof. S.\nmener nemlig for Alvor, at moderne Kunstnere har en sygelig\nTrang til at deformere og vanskabe de Objekter, det være sig\nnu det menneskelige Legeme eller andre Genstande, som de i\nderes Kunst beskæftiger sig med. Tanken er saa urimelig, at\nman ikke rigtig forstaar, at en saa udmærket Hjærne som Prof.\nS.'s har kunnet fostre den. Og hvad er det saa for Ting, der\nanføres som Bevis for denne »Deformeringstrang« ? Jo, det er\nden Omstændighed, at en Billedhugger har fremstillet nogle af\nsine menneskelige Figurer med Arm eller Ben afskaaret paa\nOverarme eller paa Laaret (det Prof. S. kalder »1 orsodannelse«),\neller at en Fod eller Haand synes Prof. S. at ligne en formløs\nKlump eller endog, at »hvert eneste Lem er grundigt forvrænget\nog forvansket« under Kunstnerens Gengivelse. Og for nogle\nMaleres Vedkommende, at Hænder og Fødder er fremstillet\nunaturligt smaa eller Øjet unaturligt stort, ja næsten fra Næse-\nryg indtil Øret, og for en enkelt Malers Vedkommende (Jais\nNielsen) er det nu rent galt, fordi han har givet en Dame paa\net af sine Billeder kun eet Øje og en halv Mund. Jeg skal\nsenere komme tilbage til nogle af disse Enkeltheder. Dette\nskal være Trang til Vanskabelse, Dysmorphisme. Den samme\nIndvending høres jo iøvrigt hver Dag i Former, der vel varie-\nrer noget, men altid munder ud i, at Tingene ikke er som\nnoget virkelig existerende Objekt. Og intet synes at have en\nsaa ophidsende Virkning paa de fleste Mennesker, som at Bil-\nledet, Statuen eller hvad det nu er, ikke gengiver Tingene »som\nde ser ud«. Mange Mennesker har aabenbart slet ikke gjort sig klart,\nat Gengivelsen, selve den tro naturalistiske Gengivelse af Natu-\nren i alle Detailler ikke er Kunst, men Kopiering af Virkelig-\nhedeny tom, gold Afstøbning. Fra en Udstilling paa Charlotten-\nborg for nogle Aar siden erindrer jeg en legemstor Statue af en\nIdrætsmand (vistnok I. P. Muller). De enkelte Dele af Lege-\nmet var utvivlsomt gengivet med fotografisk Nøjagtighed. Man-\nden stod dér, ganske som Vorherre havde skabt ham, i raa, ja\nnæsten fræk Virkelighed. Men hvilken Mening er deri et saa-\ndant Arbejde? Hvorledes skal man være indrettet for at føle\nnogen som helst Glæde ved Synet? Vedkommer det mig, at\nManden i sin Nøgenhed ser netop saadan ud? Den eneste Be-\ntydning, der kan være ved at efterlade slige »Kunstværker« til\nEftertiden, ligger i den ganske vist lidet sandsynlige Mulighed,\nat Menneskeslægten skulde uddø og vor Klode blive taget i Be-\nsiddelse af andre Væsner. Da vilde det selvfølgelig kunne inter-\nessere disse at se, hvorledes Mennesket »virkelig« saa ud, som\nvi nu gerne vilde have en tro Kopi af Mammuten, flyvende\nKæmpeøgler og andre af Fortidens uddøde Dyr men jeg kan\nikke tænke mig, at Statuen af J. P. Muller blev til i en saa frem-\nsynet Hensigt. Nej! den kunstneriske Værdi af det menneske-\nlige Legemes Benyttelse som Objekt ligger i ganske andre Ting,\ni bestemte Liniers rytmiske Gengivelse med bestemte Interval-\nler, i Fremstillingen af et Bevægelsesmotiv, der har grebet Kunst-\nneren og nu gengives forstærket maaske langt ud over det »na-\nturlige«. Der kan være mangfoldige andre Ting, som jeg som\nLægmand ikke skal søge at skildre. Det eneste afgørende er,\nat Kunstneren formaar at gøre sin Hensigt levende og skøn,\nom det saa blot er i et eneste Menneskes Sind ja, endda\nom dette eneste Menneske er hans eget ærligste Selv. Derfor\nvogte man sig til det yderste for straks at fordømme et »ufor-\nstaaeligt« Kunstværk. Overordentlig meget i Kunst lader sig slet\nikke forklare, det maa simpelt hen føles og opleves. Selve Syns-\nindtrykket er naturligvis ens hos alle normalt seende, men Op-\nfattelsen af det sete er vidt forskellig. Den der tror, at kun bog-\nstavelig Gengivelse er Kunst, er som en Mand, der hører et\nfremmed ham übekendt Sprog og tror, den fremmede kun ud-\ntrykker sig i uartikulerede Lyde.\nDerfor er det ogsaa ganske ligegyldigt, om en Kunstner gør\nen Haand for lille eller et Øje for stort, sammenlignet med nor-\nmal anatomiske Forhold, hvis der iøvrigt kan opnaas noget for\nhans specielle Formaal derved men selvfølgelig skal man\nikke være saa naiv deraf at slutte, at blot en Kunstner maler\nen lille Haand eller et stort Øje og anbringer det i en Menneske-\nskikkelse, saa har han med det samme et Kunstværk.\nOg nu »Lemlæstelsen«, Torsodannelsen, som Prof. S. omtalte.\nJa, naturligvis er dette ikke gjort for at lemlæste, saaledes som\nSadister eller andre abnorme bærer sig ad, men jeg beder om,\nat mani sin Erindring genkalder sig nogle af de fra Oldtiden\nefterladte Torsoer, der ganske vist har erhvervet Lemlæstelsen\ngennem den Vold og Overlast, deri Tidens Løb er bleven øvet\nimod dem. Jeg minder om Nike, Sejrens Gudinde, den prægtige\nTorso fra det 4. Aarh. 112. Chr., der nu befinder sig i Louvre. Og\nførst og sidst de bedaarende, ja næsten over al Forstand dejlige\nlemlæstede Kvindestatuer fra Parthenons Gavl. Maaske havde\ndet været en endnu mere fuldkommen Nydelse at se de intakte\nStatuer. Og dog, er det sikkert? Vilde man ikke ligesom over-\nvældes og hurtigere trættes af al den Rigdom end ved Besku-\nelsen af disse Brudstykker, hvis Rytme til Trods for alt er saa\nhel og fuld som det overhovedet er muligt? Giver ikke nogle\nenkelte eller et eneste Mesterværk en langt mere intens Nydelse\nend Gennemgang af et helt Galleri? Den moderne Kunstner, der\nmed intens Vedholdenhed har følt sig betaget af et ganske be-\nstemt Bevægelsesmotiv, der udtrykkes i bestemte Linier og be-\nstemte Afsnit af Legemet, fjærner bevidst (og selvfølgelig alt an-\ndet end tilfældigt) alt det overflødige, fordi det er hans Indtryk,\nat den saaledes »lemlæstede« Statue just virker mere helt, end\nom deri haandgribelig Betydning intet manglede. Lad være, at\nman vil finde dette pretentiøst, inen »Dysmophisme«—aldrig!\nGanske det samme gælder om Paastanden »Vanskabelse«, fordi\nen Fod, en Haand, et Ansigt ikke er udført, men blot løst an-\ntydet. Naturligvis giver Matisse's Billede (S*) Pag. 20) just den\ntilstræbte Følelse af kontemplativ Ro ikke blot ved Udeladelsen\naf Personernes Ansigtstræk, men ogsaa derved. En ganske til-\nsvarende Bestræbelse kan ses i det store Strandbillede paa Karl\nSchou's Udstilling (D. K.). Paa den unge Kvinde længst til ven-\nstre i Billedet, den eneste, der vender Ansigtet lige til Beskueren,\nhar Kunstneren ligeledes undladt at udføre Ansigtstrækkene.\nDer er en velgørende Ro over dette indtagende Billede, som\nvirkelig har optaget i sig al Strandens og Klitternes solfyldte\nPoesi. Hertil kommer nu, at mangen Nutidskunstner har fordybet\nsig i saakaldet primitiv Skulptur, specielt Negerskulptur, der jo\nutvivlsomt ogsaa er præget af en mærkelig fast og klar enkel\nIdé, kanoniseret i bestemte, i det væsentlige ufravigelige Former,\nder langt fra den haandgribelige Natur præges af Sindets reli-\ngiøse Betagethed med dertil hørende Fryd eller Forfærdelse. Man\nkan vel leve sig saa intimt ind i disse Sjælens plastiske Udtryk\nfor Stemninger, at de bliver Ens aandelige Ejendom, en Art Sym-\nboler, der kun forstaas af den lille Kreds, der kender Forud-\nsætningerne. Denne Kunst er sandelig ikke populær, men dens\nUdøvere er ikke mere sindslidende end Kemikerne, der ogsaa bruger\net Tegnsprog til at udtrykke deres Tanker. Kemien er heller ikke\npopulær Læsning. Yderligere knytter sig hertil en Fordybelse i\nPlastikens og den kubiske Rumopfattelses Teori og dennes An-\nvendelse. Bestandig fremhæves det, at Billedhuggeren under sit\nArbejde ikke maa tænke sig Overfladen som noget forud givet,\nhan skal forestille sig den raa Masse, hvoraf Statuen skabes\nsom en uendelig Mængde Stofdele, som indefra med forskellig\nKraft, alt efter Bevægelsens Styrke, stræber udad. Som Resul-\ntant af disse i alle tre Dimensioner virkende Kræfter opstaar da\nOverfladen som selvfølgeligt Produkt. Kun herved faar Værket\nsin rette Fylde, sin plastiske Massivitet. Tænker han sig der-\nimod Overfladen ikke som det sidste, men som det forud givne,\nda bliver den som en tynd og karakterløs Skal omkring en\nkaotisk Masse. Her er det for den ikke specielt kyndige umu-\nligt at vurdere Ret og. Fejl, men en mulig Fejltagelse fra Kunst-\nnerens Side berettiger selvfølgelig her saa lidt som noget andet\nSted til .at opfatte Fejltagelsen som Udslag af Sindslidelse. Det\nArbejde, der fuldt ud lykkes, frembringer maaske mere en in-\ntellektuel end en egentlig kunstnerisk Nydelse, i Slægt med Til-\nfredsstillelsen ved at løse et stereometrisk Problem. Vi befinder\nos her paa et Grænseomraade mellem intellektuel og kunstnerisk\nVirken, og der er maaske Fare for, at Kunstens læskende Kil-\nder herunder skal kunne udtørres, men at Kunstneren eller\nhans Tilhængere skal tage Skade paa Forstanden, er der næppe\nGrund til at frygte.\nNogle af Prof. S.'s Eksempler skal jeg omtale nærmere.\nArchipengo's Statuer (S. Pag. 14) indeholder, hvad maniøv-\nrigt vil mene om dem, saa megen rytmisk Skønhed i Bevægel-\n\n*) S. betyder Prof. Salomonsens Piece: De nyere Kunstretninger og\nsmitsomme Sindslidelser. Kbhvn. 1919."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.10", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 9613, "texte": "sen, at det er mig ganske uforstaaeligt, at Prof. S. helt kan\nmangle Blik herfor. Paa »Torsoen« er fjærnet de Dele (de pe-\nrifere Dele af Lemmerne), hvor Bevægelsen er klinget af, og\nog som derfor ikke blot er uvæsentlige for Kunstneren, men\nuden Sammenhæng med hans Idé. I Dobbeltstatuen er Forhol-\ndet et lignende, Bevægelsesmotivet er her forstærket langt mere\nend i den forrige Figur. Selve den plastiske Opbygning af Mas-\nsen præger sig skarpt og pointeret i Overfladen. Mulig har\nKunstneren ogsaa haft anden Hensigt; at hans Stræben er Skøn-\nhed og ikke Vanskabelse synes umiddelbart indlysende.\nEt særligt graverende Exempel finder Prof. S.i et af Jais\nNielsens Malerier paa den sidste Efteraarsudstilling. Det er det\nArbejde, som De maaske erindrer, der benævnes Silhuetklipperen\n(iøvrigt lige erhvervet af den nystiftede Forening for Nutidskunst).\nProf. S. anker over, at Damen paa Billedet kun har eet Øje og\nen halv Mund, og tilmed findes det Øje og den skaanede Mund-\nhalvdel, hun har tilbage, ikke paa samme Side, men hver Del\npaa sin Side. Med Hensyn til det sidste maa Prof. S. nu huske\nfejl, det er venstre Øje og venstre Halvdel af Munden samt alt\nandet paa venstre Ansigtshalvdel, der ikke er udført, og denne\nHalvdel kontrasterer med sit stærke Lys kraftigt imod h. Ansigts-\nhalvdel. Der er intet at misforstaa, thi Billedet er som alle Jais\nNielsens meget klart og fast. Man ser en ung Mand, der staa-\nende til venstre for en Dame er i Færd med at klippe hendes\nProfil i det sorte Papir. Modsætningen mellem Silhuetklipperens\nspændte Bevægelse og Damens stivnede Ro er præcist opfattet.\nForklaringen paa den paastaaede »Dysmorphisme« i Billedet er\nlige til; for Silhuetklipperen er Damens venstre Ansigtsdel stærkt\nbelyst, Enkeltheder opfatter han ikke, fordi han har Opmærk-\nsomheden henvendt paa Profilens Linie, Højre Ansigtsdel kan\nhan overhovedet ikke se, medens Betragteren af Billedet ser denne\nDel tydeligt, idet Damen vender Ansigtet en lille Smule til ven-\nstre. Maleren opnaar ved sin Fremgangsmaade et vist intimt\nSamspil mellem de tre Personer, der danner Situationen: Sil-\nhuetklipperen, Damen og Beskueren. Ganske lignende Forsøg\npaa at bibringe Beskueren et Indtryk ud over Genstandenes\nobjektive Realitet træffer vi 112. Eks. i Karl Larsens Billede fra 1917\naf Manden, der gaar op ad Trappen, og hvor Trappegelænderet\nfor Beskueren følger heleden glidende Bevægelse, som det viser\nfor Manden, der ikke springer op ad Trappen, men henført stiger\nuden at have sit Øje rettet mod noget bestemt Punkt, hvad der\ner pointeret ved, at Manden under sin Gang spiller paa en Vio-\nlin. Her er hans Opmærksomhed koncentreret, og den herunder\nfrembragte halv bevidste, halv übevidste Fornemmelse af Trappe-\ngelænderets Bevægelse forplanter sig gennem Billedet til Beskue-\nren, der synes selv lidt svimmel at fornemme Bevægelsens\nGliden, der harmonerer saa fortrinligt med Violinens Toner. Der\nfindes maleriske Værdier i Billedet af helt anden Art, men her-\npaa skal jeg ikke komme ind. Ogsaa det af Prof. S. omtalte\nFlodlandskab af en fremmed Kunstner (S. Pag. 12), hvor der\nankedes over, at Husene hældede 450 snart tilden ene, snart til\nden anden Side, gengiver antagelig (Billedet var lidt vanskeligt\nhelt at faa fat paa i det fremviste Lysbillede ligesom i Repro-\nduktionen) den paa Floden sejlendes forskellige Indstilling til de\nGenstande, Huse o. s. v., han møder under Skibets vuggende\nGang.\nOm Kunstnerne har naaet alt, hvad de har tilstræbt, er jo\nen Sag for sig, men det er mig i denne Forbindelse ogsaa min-\ndre væsentligt. Det der her er det afgørende er, at Bestræbelsen,\nlangt fra at søge noget urimeligt, vanskabt, meningsløst etc. just\ngaar ud paa at give et langt fyldigere Indtryk af Genstandene\nog et levende Menneskes Indstilling til disse, end den fotografiske\nPlade er i Stand til. Der kan vel komme noget søgt over disse\nBestræbelser, noget alt for udspekuleret og ført ud ide yder-\nste Konsekvenser, vil der maaske nok være Udsigt til at havne\ni det komiske. Men det er jo ikke herom vi i Øjeblikket dis-\nkutte rer.\nDet er jo ikke Prof. S. alene, der særlig har følt sig stødt\nover det, som han sammenfatter under Betegnelsen Dysmorphisme.\nAdskillige andre Kritikere har gjort meget Væsen ud af de sam-\nme Ting, og ofte slet ikke forstaaet Kunstnerens Hensigt. Som\nEksempel anfører jeg Hr. Th. Oppermanns Anmeldelse*' af Jais\nNielsens nylig afholdte Keramikudstilling i Kunstindustrimuseet.\nI denne ganske uforstaaende Anmeldelse omtaler O. ogsaa en Kar-\nton med Komposition til et Fad, fremstillende Jacobs Kamp med\nEnglen. Det skal dog indrømmes, at denne Komposition er en\naf de meget faa, som i Hovedsagen finder Naade for Hr. ()., men\nom Englens Vinger siger han, at det er beklageligt at Kunstne-\nren (som O. mener af Pladshensyn) har set sig foranlediget til\nat knække Englens Vinger. Det er altsaa ogsaa en Slags, om\nend af et andet Motiv end Tilbøjelighed for det vanskabte dikte-\nret, Dysmorphisme, selvom ingen af os med Sikkerhed kan sige,\nhvorledes den naturalistiske Fremstilling af en Engels Vinger\nbør være. Det morsomme er nu, at en Del af' Virkningen af\ndenne i det hele sjældent smukke Komposition just opnaaes ved\ndet omtalte Knæk paa Vingerne. Dels harmonerer det fortrin-\nligt med Fadets i sig selv tilbageløbende Cirkellinie, men tillige\nkarakteriserer det paa en ganske egen Maade Englens Styrke og\nOvermagt i Kampen. Jeg havde kort Tid senere Lejlighed til\nat se Kompositionen udført paa et Fad. Kunstneren havde her\nladet Vingerne være übrudte, hvad der svækkede Virkningen me-\nget føleligt, noget Kunstneren da ogsaa selv var den første til at\nerkende. Hvor betydelig en Kunster Jais Nielsen er som Kera-\nmikersynes efterhaanden at gaa op for Publikum, Prof. S. omtaler\nslet ikke denne hans Virksomhed, maaske fordi Prof. S. dér ikke\nhar truffet Dysmorphisme, men det' vilde dog være noget søgt at\nanse Manden for sindslidende, naar han maler paa Lærred, men\nendog mærkværdig sindsstærk, naar han maler paa Ler. Under-\ntiden kan han vel være mindre lykkelig, ja en og anden af de\nkeramiske Genstande kunde han maaske endda med Fordel have\ntabt paa et Stengulv, men til Tider har han intuitivt naaet næs-\nten det sublime. Foran mig paa mit Arbejdsbord staar en lille\nKrukke af gult Ler, et af J. N.'s sidste Arbejder. Paa Forsiden er\nfremstillet Christus paa Korset, paa Bagsiden lister Judas sig bort.\nMen hvilken ejendommelig, lidet traditionel Korsfæstet! Med en\nmærkelig Kraft er det pinte Legeme naglet til det sorte Kors,\nog Karnationen, der ganske let toner over i blygraat og violet,\ngiver en egen, til det yderste potenseret Følelse af Dødens Nær-\nhed. Benenes Stilling er ikke den i en nyere Tid sædvanlig\nbenyttede, hvis lige, übrudte Linier giver Indtryk af det over-\nstaaedes »det er fuldbragt«. Her er det højre Ben bøjet stærkt\ni Knæet som i pludselig Smerte, og denne stærke Bevægelse ud-\nad til Siden holdes i Ligevægt af det gule Lændeklæde, der flag-\nrer ud over det venstre halvstrakte Ben som et Skrig over Gol-\ngathas grønne Kuppel og over de to Røvere, hvis dødslappede\nLegemer er givet i nogle ganske faa Streger. Der er i dette\nlille Arbejde med ganske primitive Midler naaet en egen forfær-\ndende, ram Styrke, der er i nær Slægt med den tidlige Renais-\nsances Kunst, og dog er det helt moderne i Tekniken. Mange\nandre af Arbejderne har en lignende Kraft og Skønhed, jeg nævner\nblot en Række Fade med Maria og Barnet. Snart er det selve\nGuds Moder i unærmelig Højhed med Himmelbarnet, snart den\nyndige lille svage og dog saa stærke Moder med alle Pigedrøm-\nmene i Behold, snart en jordisk, af Muld duftende Bondekvinde\nmed sin Unge i Favnen, og endelig i enkelte Fremstillinger mere\nen Magdalene end Sancta Maria. Men lad mig ikke fortabe mig\nalt for dybt i Jais Nielsens keramiske Arbejder, stærkest synes\nhan mig at være, hvor han taler ligesom tøvende og uden den\naltfor rivende Tungefærdighed, der kan give navnlig hans Ma-\nlerier et vist overfladisk Præg, der lader Beskueren kold: Nej,\ndet er næppe Sindets Formørkelse, der truer denne Kunstner,\nsnarere det, at han som en Aladdin kommer saa let til alt.\nJeg har ved forskellige Exempler søgt at belyse det af Prof.\nS. opstillede Begreb, Dysmorphisme. Det andet Hovedmoment,\nder efter Prof. S. skulde karakterisere den moderne Kunst, er\n»Farvesymfonien«. Dette er nu naturligvis ikke at forstaa bog-\nstaveligt, som om den malende Kunst tidligere havde undladt\nat lægge Vægt paa Farvernes symfoniske Velklang. Men karak-\nteristisk for den nye Kunst skulde det være, at den i ganske\nsærlig Grad lægger Vægt paa Farven og navnlig stiller denne i\net ganske andet fremtrædende Plan end Billedets øvrige Kompo-\nnenter, specielt i mange Tilfælde lader ganske haant om »Ind-\nhold« i gammeldags Betydning, det man er vant til at kalde\n»hvad Billedet forestiller«. Prof. S. synes dog her at være langt\nmere forstaaende end overfor »Dysmorphismen«, selv om han har\nondt ved at forsone sig med, et der kan males noget, som ikke\ntydeligt forestiller noget bestemt eller endog prætenderer at være\nnoget helt andet, end det »virkelig« er, »kubistiske Fixerbilleder«\nbenævnes saadanne Arbejder. Prof. S. har jo nu utvivlsomt\nRet i, at moderne Knnst giver Farven en dominerende Stilling.\nMen Farvesymfoni kan ikke bestaa uden Udvalg og Komposition.\nUden denne bliver det Farvevirvar, der vel i og for sig ikke be-\nhøver at virke übehageligt som en Malers længe benyttede\nPalet 112. Eks. men ikke har noget med Kunst at gøre.\nDen moderne Kunst har, for paany at orientere sig, fra Grun-\nden splittet de enkelte Komponenter, hvoraf Fortidens store Kunst-\n\n*) Berl. Tid. Aften."}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 9335, "texte": "værker er bygget og har med indtrængende Iver dyrket hver\nenkelt. Man har, træffende synes det mig, betegnet dette som\nen Analyse i Modsætning til Arbejdet med at forene de enkelte\nKomponenter, Synthesen. Og det er mig noget uforstaaeligt,\nat Prof. S., der er en Bakteriolog af Rang, ikke forstaar Beret-\ntigelsen og Betydningen af en saadan Rendyrkning, ikke blot\nsom Forarbejde for et efterfølgende synthetisk Arbejde men med\nVærdi og Skønhed i sig selv. Prof. S. nævner selv Lundstrøms's\nmeget omtalte »Pakkassebilleder« fra Efteraarsudstillingen, og jeg\nskal derfor holde mig til dette Exempel. Disse Arbejder synes\nmig saa klart som noget at illustrere, hvor lidt tilfældig den vir-\nkeligt alvorligt arbejdende moderne Kunst er i sit Valg af Mid-\nler. Thi til Trods for den Sum af Uforstaaenhed, Haan, Forarg-\nelse, Vrede, og Foragt, som man særlig har ladet flyde i rig Strøm\nover denne Maler, saa tror jeg dog sikkert, at Tiden skal vise,\nhvilken egenartet Begavelse han er, og at Arbejderne fra den frie\nUdstilling allerede er saare bemærkelsesværdige. Ganske vist\nhavde han ved at begrænse sig stærkt lettet sig Opgaven, men\ni sjælden Grad synes det mig ogsaa, at han naaede sit Maal,\nthi der var over disse Kompositioner en mærkværdig for-\nnem Ro og Harmoni i Farver 6g Linier. Naar meget andet for-\nlængst er falmet i Erindringen, vil disse Arbejder staa lige friske\nfor dem, der overhovedet kunde se Skønheden i dem.\nAt Lundstrøm havde benyttet noget usædvanlige Materialer\nhar mange haft ondt ved at forsone sig med, som om Lærred\nalene var værdigt til at modtage Farve. Ved at benytte Stykker\naf Træ, Pap o. 1. opnaaede Lundstrøm dels at kunne give en\nkraftigere Stofvirkning, dels at kunne faa den samme Farve\ntil' at virke i forskellige Planer og dermed ogsaa i forskellig\nBelysning. Man har indvendt, at den Art »Malerier« ikke egnede\nsig til Ophængning paa en Dagligstues Væg. Det gør de maaske\nheller ikke, skønt herom tør jeg ikke udtale mig uden at have\ngjort Forsøget, men selv om saa var, hvad i al Verden skulde\ndet saa have med deres Værdi som Kunst at gøre! Mange har\nspurgt forfærdet, om Fremtidens Malerkunst da nu skulde være\nlutter bemalede Pakkassestykker, men man kunde med samme\nRet spørge den, der glædede sig over et Raadyr i Dyrehaven,\nom han ønskede, at alle levende Væsner skulde være Raadyr.\nMen Lundstrøms Arbejder falder vistnok ind under Prof. S.'s\nsaakaldte »kubistiske Fixerbilleder« paa Grund af den Betegnelse,\nsom Kunstneren havde givet dem i Kataloget, hvor i al Fald\nnogle af dem var betegnet, »det første Bud,« »det andet Bud«\no. s. v., medens andre kun havde Betegnelsen: Komposition.\nHeri har nogle set det oplagte Bevis for Svindel eller Galskab,\nda ingen fornuftigt Menneske kunde mene for Alvor, at nogle\nbemalede Træstykker kunde forestille et af Moses Bud, og nogle\nsærlig vittige har ment, det maatte dreje sig om Auktionsbud.\nBetegnelserne maa dog vel opfattes saaledes: Maleren har stræbt\nat give sin Komposition ved Farvernes og Fladernes Samvirken\net Præg af enkel Højhed og Fasthed. Da dette er fuldført, og\nFolk slet ikke kunde se andet end nogle farvede Pakkassestum-\nper, er det faldet ham ind, at Tonen i disse Billeder kunde for-\nstærkes eller tydeliggøres, naar mani sin Forestillingskreds as-\nsocierede den med et aandeligt Indhold af samme korte, klare\nPrægnans, der karakteriserer »Billederne«. Hvis det var Tanken,\nkunde der næppe være valgt noget bedre end Moses fyndige,\ni al deres Knaphed dog saa meget sigende ti Bud. Komposition\nNr. . . forestiller ikke det tredje Bud, thi det forestiller intet, det\ner noget i sig selv, men Tonen i Mosebudet og Kompositionen\ner den samme, et kort Digt i Prosa og i Farver. Den, der har\nfaaet Øje for Skønheden i Lundstrøms Kompositioner, behøver\nblot at forene den af Prof. S. (om et andet Billede) foreslaaede\n»Titel« »Frokost i Dyrehaven« med Lundstrøms Arbejder, og\nhan vil føle det som Übehag. Man kunde med Rette indvende\nmod det anførte, at der er noget urimeligt i at associere et be-\nstemt af de ti Bud med en bestemt Komposition. Her kan dog\nmaaske særlige individuelle Farveassociationer have gjort sig\ngældende hos Maleren, og for Resten husker de allerfleste dog\nikke Indholdet af Budene eller højest af det sjette, saa det vil\nnæppe kunne genere nogen.\nJeg er klar over, at mange vil smile ad mig og maaske sige,\nat jeg som Vilh. Andersen finder Dybsindigheder i »Hønsefødder\nog Gulerødder«,*) hvor der ingen Dybde er. Men for det første\ntager jeg mig ikke Smilet nær, og for det andet vilde jeg sam-\nmen med Vilh. Andersen føle mig i det allerbedste Selskab.\nJeg tror altsaa, at Lundstrøms strax noget desorienterende\n»Titler« er meget vel motiverede, selv om de virker fremmed-\nartet i et Udstillingskatalog. Men egentlig er de for saa vidt\nlangt rimeligere end Betegnelser paa Billeder som »ung Dame, der\nvander sine Blomster« eller »Fiskere, der drager Vod ved Aften-\ntid« o. s. v., disse er nemlig ganske overflødige, fordi de frem-\ngaar umiddelbart af Billedet og nærmest synes at høre hjemme\ni et Katalog til Identificering af tabte Sager.\nIkke uden Interesse er det nu at bemærke, at vore Digtere\nallerede længe har brugt lignende metaforiske Betegnelser for\nderes Digtsamlinger. De findes vistnok ikke før i forrige Aar-\nhundrede, saaledes hos Chr. Winther: »Træsnit«, »Haandtegnin-\nger«, »Brogede Blade«, Chr. Richardt: »Texter og Toner«, »Vaar\nog Høst« o. s.v. Navnlig hos Drachmann bryder det igennem :\n»Dæmpede Melodier«, »Dybe Strenge«, »Ranker og Roser« etc. etc.\nAf særlig Interesse i denne Forbindelse er en lige udkommen\nlille Digtsamling af Jeppe Aakær: »Ravperler«. Hertil knytter\nnemlig Digteren selv følgende Ord: »disse Smaating kunde godt\nhave heddet »Spildkorn«, men nu har jeg kaldt dem »Ravperler«,\nfordi det Navn ligesom lyser mere.« Forfatteren knytter alt-\nsaa til sine Digte en Betegnelse, der er forbundet med et\nSynsindtryk (Lys og Farve), der ikke er at betragte som\nen Angivelse af Digtenes nærmere Indhold, ej heller er et\negentlig Symbol, men skyldes en Bestræbelse for at give\nLæserens Sind en vis Rytme, en Stemthed, der harmonerer med\nDigtene. Ell Medborger, der nu hverken forstaar Spøg eller\nPoesi vil sige: »hvad skal det betyde at komme og kalde nogen\nVers for Ravperler. Versene er jo blot Ord, der er sat forskruet\nsammen og trykt i Holstebro, de handler om alt muligt andet\nend Rav eller Perler, og saa siger Manden, at de lige saa godt\nkunde have heddet Spildkorn, som jeg dog ved er noget helt\nandet, enten maa han jo være gal eller han vil gøre Nar ad\nmig.« Og hvorfor smiler vi ad den Mand, der taler saaledes,\nmedens vi ganske slutter os til den, der siger tilsvarende Ord\nom Malerens Værk. Jo, fordi vi gennem et halvt Aarhundrede\ndaglig er vænnet til metaforiske Betegnelser for Digte i Ord.\nMan behøver da næppe at frygte, at Lundstrøms Anvendelse af\nde ti Bud er Udtryk for en Sindets Formørkelse.\nJeg har hermed gennemgaaet de væsentligste af de Exempler\nfra vor hjemlige Kunstverden, som Prof. S. omtalte. Ganske\ntilsvarende Betragtninger kunde gøres gældende med Hensyn til\nde fremmede Kunstneres Arbejder, men jeg finder det rigtigst at\nlade det ligge, dels fordi det vilde blive Gentagelser og dels, fordi\nder er noget betænkeligt i nærmere at drøfte Arbejder, som baade\nProf. S. og jeg kun kender gennem Reproduktion. Saaledes\nsynes det af Prof. S. omtalte Billede af Picabia »berømt Dan-\nserinde ombord paa en transatlantisk Damper« (S. Pag. 32) at\nhave spillet Professoren et ret alvorligt Puds, eftersom han gør\nsaa meget ud af det. Der synes mig nemlig ikke nogen Tvivl\nom, at Danserinden findes fremstillet længst til venstre i Billedet,\npromenerende paa Dækket i en udmærket Atmosfære af Damp-\nskib, Sol og Hav. Naar Gengivelsen ganske vist faar noget\n»fixérbilledligt« over sig, saa skyldes det sikkert i første Linie,\nat det er berøvet sin Farve og formindsket til maaske Ijao—740\naf sin virkelige Størrelse. Ganske lignende Indvendinger kan\nrettes mod adskillige andre af Prof.'s S.'s Textbilleder.\nAt Reproduktion, endda udføres af Kunstnerne selv,\nkan give lidet tilfredsstillende Resultater, det viser de af vore\nudmærkede yngre Kunstnere fremstillede Farvelithografier. Jeg\nkan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Lithografier\nkun er i Stand til at skade Kunstnerne, hvad enten saa det\nutilfredsstillende Resultat, der almindeligvis naaes, skyldes,\nat Tekniken overhovedet endnu ikke formaar blot taaleligt at\ngengive saadanne Arbejder, hvor Farven er om end ikke alt saa\ndog en meget væsentlig Bestanddel, eller det skyldes Kunstnernes\nMangel paa rent haandværksmæssig Dygtighed paa dette Felt.\nUnder alle Omstændigheder kan Kunstnerne ikke give deres Mod-\nstandere kraftigere Vaaben i Hænde end disse uheldige\nFarvesammensurier, for hvilke Kunstneren selv dog i Hovedsagen\nhar Ansvaret.\nII.\n*)\nEndnu blot nogle mere almindelige Betragtninger. Mange\nhar i vore unge Kunstneres Bestræbelser kun villet se Plagiat\naf fremmede, særlige franske Maleres og Billedhuggeres Arbejder.\nFor Malernes Vedkommende er det bestandig Matisse og Picasso,\nder bliver revet dem i Næsen. Navnlig har man haft travlt med\nPicasso's Violin. Fordi Picasso engang har følt det nødvendigt\n\n*) V. Wanscher i Politikens Kronik for 3. Febr. 1918.\n*) For at Foredrag med Diskussion ikke skulde blive for langvarig, blev\ndenne Del ikke holdt som Foredrag."}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.13", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 9546, "texte": "at male en halv Violinkasse i et af sine Billeder, siger man,\ner det ikke nødvendigt for danske Malere ogsaa at male mer\neller mindre liele Violinkasser. Denne Betragtning saavel som\nBeskyldningen i Almindelighed for Plagiat er mærkværdig over-\nfladisk. Hvor godt kender jeg ikke fra mit eget Felt, at en\nKaldsfælle i Paris, Berlin, New York eller et andet Sted frem-\nsætter en Tanke, et Problem og giver dette Problem en ganske\nbestemt Belysning, og at andre hele Verden over saa tager samme\nProblem op, uden at noget fornuftigt Menneske falder paa at\nbetegne dette som Plagiat.\nDet afgørende er ikke, om en dansk Kunstner laaner Picasso's\nViolin, det afgørende er, om og hvorledes han kan spille paa\nden. At der naturligvis kan findes og ogsaa findes virkelige\nPlagiatorer imellem er indlysende, men ogsaa særdeles ligegyldigt,\nBlandt danske »Expressionister« findes allerede nn en Række\nKunstnere, hvis Fysionomi er saa tydeligt særpræget, at man\nvilde kunne kende dem, hvor i Verden man saa mødte deres\nArbejder.\nDen moderne Kunst synes mig at eje Betingelser for at faa\nBetydning i langt videre Udstrækning end for det, mani gam-\nmeldags Forstand plejer at forstaa ved Kunst, det egentlige Ma-\nleri og Skulpturen. Med sin udprægede Sans for Farven og sin\nGlæde over Liniers og Fladers rytmiske Sammenføjen uden di-\nrekte Afhængighed af det naturalistiske synes den at kunne\nkomme til at præge talrige af de Ting, der omgiver os i det\ndaglige Liv. Maaske deraf den virkelig vil kunne fremgaa den\nnye Stil, vi har savnet nu i Hundrede Aar. Jais Nielsens kera-\nmiske Arbejder er ovenfor omtalt. Axel Salto's Tegninger bl. a.\ntil Ovids Metamorforer og Brorsons Salmer synes mig i høj Grad\nat fortjene Paaagtelse. Flere af Scharff's Kompositioner maatte\nkunne bevare deres exotiske Skønhed ogsaa som Tæpper. Og i\nden egentlige Kunstindustri, Broderier, Perlearbejder, Tæpper,\nBogbind etc. ja selv i Blomsterhandlerens Vinduer har Ex-\npressionismen bragt Liv og Fornyelse.\nEndnu til Slutning blot nogle Ord om den moderne Kunsts\nForhold til den ældre. Det er en udbredt Misforstaaelse at tro,\nat moderne Kunstnere nærer Foragt for Fortidens store Kunst\neller endog helst saa, at der foranstaltedes Autodafé paa saa\nmeget som muligt af den. Om der findes enkelte Fanatikere\nmed Ønsker i den nævnte Retning, skal jeg lade være usagt,\nmen det er i al Fald uden Betydning. Det er ogsaa vanskeligt\nforstaaeligt, hvorfor en Kunstner ikke skulde nære Beundring\nfor en svunden Tids bedste Kunst, fordi han selv, som Barn\naf sin egen Tid, maa udtrykke sig i det Sprog, der er den nu-\nværende Tids og ingen andens. Men forøvrigt er det jo umuligt\nat trække nogen skarp Grænse mellem moderne Kunst og For-\ntidskunst, og den yndede Inddeling i mange forskellige »...ismer«\ner vist af mere formel end reel Betydning. Kunst er Kunst og\nforringes ikke. fordi Udlryksmaaden skifter.\nJeg vilde tro, at blandt vore hjemlige Malere fra de sidste\n50 Aar staar Hans Smith og Th. Philipsen moderne Kunstneres\nHjærte nær, til Trods for at den sidste i al Fald, hvis han\nskulde presses ind i en Rubrik, vel nærmest maatte betegnes\nsom Impressionist. Det er Malere, som hver for sig har fundet\ndet for ham naturlige Udtryk og givet det med Inderlighedens\nStyrke. Eller Alb. Gottschalk og de »fynske Malere« og den mær-\nkeligt alene staaende Karl Schou, hvis Billeder er af en egen\nhemmelighedsfuld Charme, og Rostrup Bøyesen, alle egenartede,\nstærke Kunstnere, fra hvem der vel kunde paavises Forbindelses-\nlinier ti 1 den nyeste Kunst. Endnu mere direkte er Linien Ira\nWillumsen, hvis hidtil af Offentligheden foragtede Billeder nu\npludselig vurderes højt, efter at de kunstneriske Værdier over\nMalere som Sigurd Swane er ført endnu mere ud i Rendyrknin-\ngen. Eller hvor skal vi anbringe Weie, Har. Giersing, Nauer eller\nAxel P. Jensen for blot at nævne nogle af de unge? Er de Im-\npressionister eller Expressionister? Ingen af Delene, de er ud-\nmærkede Kunstnere, og dermed er alt sagt. Den virkelige Kunst\nbliver bestaaende uforandret af alle Strømninger gennem veks-\nlende Tider, men den Tid, hvoii jeg lever, er den, hvori jeg\nskal gøre min Indsats, og den gøres ikke ved simpel Efterlig-\nning af en svunden Tids Kunst, om saa ogsaa denne er nok\nsaa megen Beundring værd.\nMan har sagt, at Impressionisten gengiver Genstandene ikke\nsom de er, naar man undersøger dem enkeltvis paa nært Hold,\nmen som de ser ud i det Milieu, hvor de findes, medens Ex-\npressionisten uden at bekymre sig om Tingenes Billede, saaledes\nsom vi ser det med vort Øje, gengiver det Erindringsbillede, vi\nbærer i vor Sjæl. »Impressionistens Billeddannelse standser ved\nØjets Nethinde,« Kunstneren gengiver et Indtryk udefra. Expres-\nsionisten behøver i og for sig ikke at kunne se Omverdenen i\ndet Øjeblik, han skaber sit Værk, der lever i hans Sind, ikke\nsom i et Museum af Genstande, men som hans, just hans in-\ntimeste Eje, hans Drøm om Verden, hvor Genstandene præges\naf utallige Stemninger, af Sorg og Glæde og Tiden, der rinder.\nDerfor former Expressionisten Tingene, naar han gengiver dem,\nefter sit individuelle Behov og interesserer sig ikke for, om de\ni højere eller ringere Grad afviger fra det Billede, som Hoved-\nparten af Menneskene har af Tingene, det overfladiske, fotogra-\nfiske Billede, som vi alle modtager som det første, og som for\nmange Mennesker ogsaa bliver det sidste, det endelige, fordi\ndet slet ikke naar deres Sjæl eller i al Fald bliver liggende dér\nuforandret som henkogte Frugter i et Sylteglas.\nDette er jo for en Del billedlig Tale og giver kun til Dels\nForskellen paa Impressionisten og Expressionisten. Ser man paa\nde gamle Kunstnere med den nøjagtige Udpensling af Detaillen,\nde som efter almindelig Opfattelse gengiver Tingene just som de\nser ud betragtet paa nært Hold i klart og roligt Lys baade om-\nkring Genstandene og i Malerens Sjæl, skulde disse da være de\negentlige Naturalister og kun i deres Udkast, Skitserne er de\nImpressionister, og formodentlig derfor griber just Skitserne of-\ntest vort Sind langt stærkere end det færdige Billede. Hele Sa\ngen synes mig imidlertid at være bleven forenklet og skemati-\nseret til Urigtighed. For det første er det naturligvis kun et\nBilledudtryk, at Opfattelsen hos nogen Kunstner eller overhove-\ndet hos noget Menneske standser ved Nethinden. Standser den\nvirkelig her, saa ses Genstandene ikke (112. Eks. under Bedøvelse),\nda er de som Træerne, der hælder over den stille og fuldstæn-\ndig ensomme Skovsø. Til evig Tid kan man bryde sit Hoved\nmed, om de spejler sig i Skovsøen, naar ingen ser paa det.\nKun de billeddannende Lysstraaler, der naar videre end til Net-\nhinden, opfattes, først i Hjærnen sker heleden syntetiske Pro-\nces, hvoraf Billedet fremgaar. Men lad nu delte med Nethinden\nvære, hvad det er, en Pointe, der ikke skal opfattes bogstave-\nligt. Forskellen paa de gamle, paa Impressionisterne og paa Ex-\npressionisterne er næppe den anførte. De er overhovedet ikke\nhinandens Modsætninger, allermindst er Impressionismen Ex-\npressionismens Modsætning eller Antipode, som Prof. S. benæv-\nnede den, og som det ofte siges; langt snarere er Expressionis-\nmen en videre Udvikling af Impressionismen. Det er jo nemlig\nen ren Misforstaaelse, at Impressionisterne har gengivet Tingene\nsom de haandgribelig ser ud for en nøgtern Betragtning, lige-\nsaavel som det er misforsiaaet, at de gamle har det, d.v.s. den\ngamle stoie Kunst. Tro ikke, at Grækernes Skulptur eller Re-\nnaissancens Kunst eller Thorvaldsen har gengivet noget som\nhelst i egentlig Forstand naturalistisk! Der ligger en lang Proces\nimellem den rent umiddelbare Synsopfattelse af Mennesket, som\ndet er, og Skabelsen 112. Eks. af de attiske Gravmæler eller Rem-\nbrandts 'Malerier, hvor mange Mennesker tror at se Tingene\n»som de er i Virkeligheden.« Nej, den virkelige Naturefterlig-\nning, det er Statuen af LP. Muller, og det er talløse af de Ma-\nlerier, der aarligt udstilles paa Charlottenborg og andre Steder,\nalt det der ikke har noget som helst andet Maal end at ligne\nObjektet saa nært som muligt. De gamle har ligesom lagt Sor-\ndin paa Fremstillingen af deres Sjæls Billeder af Tingene, men\nSjælens Arbejde er dog umiskendelig nok, og undertiden som i\nden tidlige Renaissance bryder Følelsen, »Overdrivelsen«, trods\nalt igennem med uimodstaaelig Styrke. Der er over de gamles\nVærker ofte en betagende Finhed i denne stille Kamp mellem\nØjets og Sjælens Billede. Den moderne Kunstner lægger ingen\nDæmper paa sin Sjæls Billeder, ja forstærker ofte bevidst, men\nfor mange Kunstnere synes det ikke helt at være gaaet op, at\nder ligesom i Scenens Kunst er en Grænse, ved hvilken pointe-\nret Kunst slaar over i Pose. Der trædes paa Mosegrund, jo læn-\ngere man kommer ud, desto større Fare er der for, at Grunden\nskal give efter, men længst ude gror de skønneste Blomster. I\nal Kunstfremstilling er der to Yderpunkter, det ene er Nul-\npunktet, det hvis Maal er den nøjagtigst mulige Gengivelse af\nVirkeligheden, og som kun kræver haandværksmæssig Dygtig-\nhed, det andet er det Punkt, hvor Spændtheden er ført til det\nyderste, saa det hele brister og slaar over i Affektation eller i\ndet tragisk-komiske. Den Bredde, der er imellem de to Punkter,\ner forskellig for de forskellige Kunstnere, Geniernes Vingefang\nføles som Uendelighed, men den Kunstner, hos hvem Punkterne\nberøre hinanden, bør vælge en anden Profession; muligvis kan\nhan blive en udmærket Illustrator af zoologiske, botaniske og\nlægevidenskabelige Skrifter.\nDet er Følelsens Ægthed, hvoraf det hele afhænger. For-\nnemmes denne gennem Arbejdet, tjener det kun til at forstærke"}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.14", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3920, "texte": "Virkningen, at Formen, hvori Udtrykket gives, afviger fra det\nsædvanemæssige. Derfor er det for Expressionisten ikke noget\nvæsentligt, om en Ting er »fortegnet« i Ordels almindelig be-\nnyttede Betydning. Dette er Grunden til, at Expressionismen\nføler sig beslægtet med primitive Folkeslags Kunst, med Neger-\nskulptur og med Bondekunst, der jo ofte, udført som den er af Au-\ntodidakter uden stor teknisk Færdighed, men med en hellig og en-\nfoldig Følelse for det væsentlige, kan rumme Værdier af en egen\ngribende Skønhed. Ganske de samme »dysmorphistiske« Fænome-\nner, som Prof. S. anser for Tegn paa Sindslidelse, træffer vi hos\ndisse Folkets Kunstnere, hos hvem det virkelig undertiden er, som\nNaturen har aabenbaret selve sit inderste Væsen.\nOgsaa i den egentlige Kunstindustri, i Træskæringer paa Skabe\nog Kister eller i Udsmykningen af de gamle Fajancefade er der\nofte en bedaarende Kraft og Ynde, overfor hvilken mangen virtuos\nog udstuderet Kunstner godt med det samme kan pakke hele Ma-\nlerkassen sammen. Ganske det samme kan gælde sindssyge\nKunstneres Billeder, som Prof. S. talte om; intet er mere ligegyl-\ndigt, end 0111 Forbenet paa en Hest er fortegnet (som i den\nTegning af Ernst Josephson, som Prof. S. fremviste i Lysbilleder),\nnaar hele Kompositionen skælver af en Følelse, der formaar at\ngribe Beskueren tusindfold stærkere end Alverdens udadleligt\ntegnede Raceheste.\nDen største Fare, der truer Expressionisten, synes mig at\nvære den, at han skal lade sig forlede til at tro, at han ved\nudefra at efterligne et ejendommeligt Kunstværks Form ogsaa\nskal kunne give dets Indhold. At han er greben af en anden\nog stærkere Kunstnerindividualitets Værk er intet at bebrejde\nham, men han maa helt og i Oprigtighed have gjort sig til eet\nmed dets Idé, før han selv vil udtrykke denne Idé. Om han\nsaa derved ogsaa i det ydre kommer til at ligne Forbilledet, er\ndet urigtigt at foreholde ham som Plagiat. Føler vi ikke med\nKunstneren, da er al Verdens raffinerede Teknik kun Hunde-\nkunster, og de nyeste udspekulerede Paafund er os fuldstændig\nligegyldige. At definere hvad Følelse er, lader sig ikke gøre,\ndet er en Grundbetingelse for al Kunst ligesom Liv for bevidst\nTilværelse overhovedet. Det mest dagligdags Motiv kan være\nmættet med Følelse, og saakaldte stemningsfulde Billeder virker\nsom Regel kun forstemmende, thi Kunstneren har som oftest\nher taget Fejl af Maal og Midler. Stemningen skal opstaa i os\nselv, den skal ikke overleveres os som et færdigt Produkt.\nExpressionismen repræsenterer da ikke noget principielt nyt, den\nhar kun fremhævet og ved sit Udtryk forstærket en fundamental\nLivsbetingelse for al Kunst. Hvad det rent tekniske angaar, har\nden forladt Impressionismens slørede Konturer og Lysets stærke\nBrudthed og særlig valgt de faste, præcise Farveflader og de\ndistinkte Konturer. For den rent ydre, saakaldte naturtro Gen-\ngivelse af Tingene har den ligefrem faaet Lede, efterhaanden som\nden rent mekaniske Reproduktion, særlig Fotografien, har naaet\nsin stærke Udvikling. Kunstneren indser, at med Zeiss' Linser\nog den fotografiske Plades Lysfølsomhed kan han ikke kon-\nkurrere, men samtidig føler han, stærkere end nogensinde før,\nmaaske med lidt af den Sammensvornes hemmelige Glæde, at\nder er en indre Verden af Skønhed, som Fotografen aldrig kan\nnaa. Dette er Kunstens hellige Enemærker, hvortil hverken\nPenge eller Fornuft, ja end ikke fremragende Intelligens giver\nAdgang.\nOm Fremtiden er det klogest ikke at tale. Saa meget kan\ndog siges med Sikkerhed, at Expressionismen saa lidt som nogen\nanden »Retning« i Kunsten vil blive staaende som Kunstens\nblivende Udtryksform. Denne maa bestandig vexle, og naar\nen Idé er ført til det yderste, maa den afløses enten af en ny\nRetning eller af en Reaktion. Da vil det sikkert være klart for\nenhver, at Expressionismen har frembragt Værker af blivende\nVærdi, og at dens Udøvere var ligesaa sjælssunde som nogen\nanden Periodes Kunstnere."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c013", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c013", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 14, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.11", "titre_corps": "AFTEN PAA LANDET", "titre_sommaire": "AFTEN PAA LANDET", "signature_source": "Helge Rode", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.14", "debut_caractere": 3922, "fin_caractere_exclue": 4463, "texte": "AFTEN PAA LANDET\nHelge Rode.\nTilegnet Hammershøys: »Poul Møller«\nTMELLEM nøgne Vægge\net Bord, en Stol derved,\net Vindu ud mod Vandet.\nHer er jeg i min Fred.\nNu hvisker Luften sagte\ntil Flammen, som har kaldt.\nOg Murens Stene mumler\nom Altets Liv i alt.\nDerude Nattens Aander,\nbag Skyens Maanebræm\nog Havets dumpe Brusen.\nHer er jeg i mit Hjem.\nI Rummets vilde Dybder,\nhvorfra mit Hjerte kom\nstaar Sjælens stille Flamme.\nHer er min Helligdom.\nEt stille Lys paa Bordet\nog fjernt en Stjernes Gys\nfaar Mørket til at skælve.\nHer er jeg i mit Lys."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c014", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c014", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.12", "titre_corps": "MODERNE KUNST OG ARKITEKTUR", "titre_sommaire": "MODERNE KUNST OG ARKITEKTUR", "signature_source": "Poul Henningsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.15", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6336, "texte": "MODERNE KUNST OG ARKITEKTUR\nPoul Henningsen.\n\"PROCENT Vilhelm Wanscher har nylig i Skrift og Tale fremsat\nstærkt kritiserende Udtalelser om moderne Maleri, og for\nTanken og Skarpheden i disse Udtalelser skylder unge Kunstnere\nham sikkert Tak, saavist som de i Almindelighed ellers kun\nmodtager uforbeholden Ros eller møder uforstaaende Foragt.\nVilhelm Wanscher har een Gang før i dansk Aandsliv understreget\nen Strømkæntring, som man paa det Tidspunkt lige kunde ane,\nog som nu er absolut og konsekvent gennemført. Den Gang\ngjaldt det Arkitekturens Forhold til Barokken og Klassicismen,\nog nu, som dengang, staar Docenten paa fast Grund, idet man\nnetop indenfor ultramoderne Malerkunst aner en Tendens imod\nden Realisme, som Vilhelm Wanscher anbefaler som Kunstens\nRedning.\nDer paatrænger sig imidlertid i denne Forbindelse adskillige\nSpørgsmaal, som Docenten kun flygtigt har berørt eller helt har\noversprunget. Først og fremmest tvivler man stærkt om, hvor-\nvidt Nytten af saadanne Strømkæntringer virkelig er saa stor,\nat Kritikerne bør tage sig af dem som andet og mere end et\nFaktum. Uden derfor i ringeste Grad at betvivle Kunstnerens\nRet til disse Manøvrer, tør man dog paastaa, at det ikke er\nMaalet, der staar paa Spil, men Midlerne, der her kæmper mod\nhinanden.\nFor at vende tilbage til Arkitekturen, da den skiftede i sin\nBeundring fra Barokken til Klassicismen: Den ganske jævne\nUdvikling mod noget muligvis bedre, som paastaas at være\nforegaaet, kan ikke begrundes i Omslaget, som sikkert var af\noverfladisk Karakter, hvor epokegørende det end dengang syntes.\nArkitekterne havde ganske afgjort ikke lært, hvad der kunde\nlæres af Barokken, da de slap den, og navnlig havde de intet\nlært af deres eget Forhold til Barokken. Deres blinde Beun-\ndring, deres Mangel paa Kritik og Overlegenhed overfor Histo-\nrien, deres usvigelige Tro paa, at dette er det bedste og\nsidste denne Tro som netop karakteriserer de forløbne 50\nAar alt dette er gentaget overfor Empiren i den moderne\nArkitektur som Helhed og ikke bleven mindre dumt derved.\nOrdet Moderetning ligger lige for, ikke i daarlig eller haanlig\nBetydning, men heller ikke i afgørende god. Kunstneren ram-\nmes lige saa lidt med Foragt for Moder og -ismer, som han\nstøttes med Forslag om nye Moder.\nKærnen er netop dette: Hvad er Realisme, og hvilket ideelt\nFremskridt ligger deri at vende tilbage til Realismen, og her\ner det, at Docent Wanscher skylder en Definition og en Moti-\nvering, thi alt, hvad han til Dato har understreget for sine op-\nmærksomme Tilhørere, om de enkelte Værker, han fremviste,\naf den ene eller anden Art, fra den ene eller anden Tid, var\nnetop exakte, tildels næsten videnskabelige, i alt Fald elemen-\ntære og fundamentale Virkninger, netop saadanne, som den\nmoderne Malerkunst søger at lægge til Grund for sit hele Arbejde.\nFor de bedste og klareste blandt Malerne er Billedet og Billedets\nElementer Realiteterne, og »Realismen« bliver, sammenlignet\nmed disse Realiteter, blot en Afglans eller et Værktøj i Rang\nmed Picassos Violin.\nPaa et andet Punkt, nemlig angaaende Forholdet mellem\nmoderne Arkitektur og Maleri, som var stærkt fremhævet i Kro-\nniken i Politiken, synes Konklusionen kun svagt dokumenteret.\nDet hedder her, at Malerne skal passe paa at være i Kontakt\nmed Tiden, og at de, sammenlignede med moderne Arkitekter,\ner gammeldags Romantikere.\nSpørgmaalet er i høj Grad indviklet. De moderne klassici-\nstisk henrevne Arkitekter er store Romantikere, især maaske i\nderes Forhold til Stoffet, og ligesom Malerne tør de ikke træde det\nafgørende Skridt fra den svimle Forelskelse til den kolde nøgterne\nBeherskelse af Stofvirkningen, som ganske sikkert er af anden,\ntredje eller syvende Rang i Forhold til det for Arkitektur og\nMaleri afgørende.\nDen klassicistiske Tendens har Arkitekterne forud for Ma-\nlerne, men det vil blive svært at paavise, at denne Tendens i\nsig selv er en Værdi. Værdien ligger i det, hvormed den følges,\ni en Trang til Videnskabelighed, en Søgen efter Elementerne og\nen deraf følgende Purisme i Udtryksformen, som er fælles for\nmoderne Maleri og Arkitektur, og det er dette, der bestemmer\nTidens Ansigt og ikke den stærke, men ret kritikløse Beundring\nfor C. F. Hansen, som har faaet Navnet Dyrkelsen af Klassi-\ncismen.\nPaa et enkelt Punkt er Arkitekturen foran Malerkunsten: i\nEvnen til at underkaste sig den kunstneriske Disciplin, men\ndette skyldes meget ydre Forhold, som skiller de to Fag, og\nMalerne er ikke saa langt nede i übegrænset Tillid til Origina-\nlitetens, Personlighedens og Frihedens Suverænitet, som Hr.\nWanscher stiller dem. Deres Skoler er, om end flere, saa dog\nstærkt beslægtede og styrer samme Vej.\nEt enkelt Punkt fortjener megen Opmærksomhed. Hr. Do-\ncent Wanscher berører det omtrent saaledes: De unge Malere\nbeundrer Giotto, men de glemmer at fordybe sig i den store\nreligiøse Følelse, hvormed han skabte sine Billeder.\nMed nogen Ret kan man paastaa, at den moderne Arkitektur\nsaaledes søger at trænge ind i en anden Tids Følelsesliv, men Spørgs-\nmaalet er, om dette er Maalet, om det er rigtigt og godt. Paa\ndette Punkt staar Vilhelm Wanscher afgjort paa Arkitekternes\nSide, saavel som Kritiker eller Historiker, som i Egenskab af\naktiv Kunstner, og netop dette synes ofte at lede ham til fejle\nResultater og übegrundet Beundring for Fænomener af en pa-\nsticheagtig Karakter.\nPaa dette Punkt, med Hensyn til den følelsesmæssige Kon-\ntakt med Tiden, hævder den moderne Malerkunst at være vidt\nforud.\nArkitekturens nyere Historie viser fortvivlede Forsøg paa at\nskabe en moderne Stil og skæbnesvangre Perioder, hvor det\nblev glemt, at Historien er en Arkitekturlære. Dette er ændret\nganske vist, men tildels ved et voldeligt Forsøg paa at tilbage-\nrykke Følelseslivet til andre Tider og ved en ret kritikløs Ær-\nbødighed for disse Tiders Kulturhistorie. Det moderne i den\nmoderne Arkitektur er ikke meget andet og mere end et svagt\nSkær over Pasticherne. Den moderne Malerkunst er, uden for-\nskruede Forsøg paa Modernitet og uden at glemme, hvad den\nskylder alle Tiders Kunst, et gyldigere og stærkere Udtryk for\nden Tid, hvori den blev til.\nDet saarbare Punkt ligger ganske anderledes nær ved Hjær-\ntet af moderne Kunst og Arkitektur, thi det staar endnu hen,\nhvorvidt de har holdt eller vil holde en Tøddel af, hvad de har\nlovet i Retning af Objektivitet, Videnskabelighed og Klarhed."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-02-01-c016", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-02_01#c016", "volume": "bmtnaag_1919-02_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 4", "page_fin": "couv. 4", "image_debut": 16, "image_fin": 16, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.2.13", "titre_corps": "RUDOLF THYGESEN", "titre_sommaire": "RUDOLF THYGESEN", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 16, "page_imprimee": "couv. 4", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.16", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 34, "texte": "FORAARSMORGEN 1919\nRUDOLF THYGESEN"}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslag af Svend Johansen.\nForeningen for Nutidskunst. Af S.\nKubisme. Af Jean Metzinger og Albert Gleizes.\nKubismens eller Expressionismens Selvforsvar. Af V. Wanscher.\nFarvelitografi. Af Olaf Rude.\nSvar til Docent Vilhelm Wanscher. Af Otto Gelsted.\nKunst og smitsomme Sindslidelser. Af Dr. med. Oluf Thomsen.\nFarvelitografi, Af Oluf Høst.\nFarvelitografi. Af William Scharff.\nAften paa Landet. Digt af Helge Rode.\nModerne Kunst og Arkitektur. Af Poul Henningsen.\nForaarsmorgen 1919. Træsnit. Af Rudolf Thygesen.\n\nFORENINGEN FOR NUTIDSKUNST\nda den unge og omstridte Kunst for første Gang hæn-\nges frem i Statens Kunstmuseum, er det af afgørende\nBetydning, at den hævder sig stærkt og jævnbyrdigt det Bed-\nste. Den betragtes hermed som en historisk Kendsgerning,\nnogle Aartiers kunstnerisk Indsats. Dens Værdi er ikke læn-\nger relativ eller Eksperimentets. Publikum maa med Rette\nantage, at det staar overfor et kræsent Udvalg af det værdi-\nfuldeste i ung skandinavisk Kunst og tager Stilling til hele\nSpørgsmaalet om de nyere Kunstretningers Værdi udfra Be-\ntragtningen af det her fremlagte Materiale.\nSagen er noget vanskelig. Paa den ene Side er Tanken\nat skænke gode Værker af ung nordisk Kunst til Galleriet\nrosværdig, og tjener de Mænd til Ære, der har undfanget den.\nPaa den anden Side er Valget af Billeder saa tilfældigt og\nOphængningen saa daarlig, at en Kritik turde være paa sin\nPlads.\nDer er ide senere Aar talt saa meget om »Moderne\nKunst«. Som en almindelig Antagelse er tilsidst fastslaaet, at\nmoderne Malerier er noget dekorativt og spirituelt Væsen\nmed pudsige Indfald, klare Farver og en letløbende Manie-\nrisme. Denne Mening har den intelligente Lægmand gjort til\nsin; den deles af mange unge Kunstnere og Kritikere. En\nKunstner som Per Krohg giver Lapseri og kvikke Paafund i\nStedet for Monumentalitet og Patos, Kulør for Farve. Det\nvitsmæssige distraherer Tilskueren og hindrer hans rent æste-\ntiske Behag ved Kunstværket. Her blandes to Ting sammen:\nhvad der er godt i en Plakat vil altid være ødelæggende i\net Billede. Det moderne Maleri i streng Forstand er ikke de-\nkorativt eller spirituelt. Det har ikke det fjerneste med »Tek-\nnik« at gøre. Det Moderne er ensbetydende med det Gode.\nBegrebet »Moderne Kunst«, som det almindeligt bruges, er\nsvævende og løst. Hverken Poussin, Cézanne eller Matisse\nvar morsomme eller malede med klare Farver. De var mo-\nderne i sin Tid og er det endnu. De var gode og er det\nstadig. Til enhver Tid har de virkelige Mestre arbejdet un-\nder en Udfoldelse af personligt Talent. Hver enkelt har om-\nspændt sin store Forgængers Væsen og til hans Resultater\nlagt sit eget Fond af Evne og tidsbestemt Erfaring. Denne\ngentagne Tilegnelse og Bearbejdelse er Kunstens Udviklings-\nhistorie. At arbejde enten med Farven, med Rummet, Teg-\nningen eller Formen har blot en relativ Værdi. Kun Sam-\nmensmeltningen af alle disse Ting er betydningsfuld. Kubis-\nmen var en værdifuld Indsats. At male kubistisk er doktri-\nnært og overflødigt.\nAf de Billeder, som Foreningen for Nutidskunst har ladet\nophænge paa Galleriet hører Axel P. Jensens, Magnus Bengt-\nsons, Storm Petersens og Niels Hansens hjemme i en anden\nSammenhæng, Rude, Scharff, Naur og Swane kan der skaffes\nbedre Billeder af og saa fremdeles; kun det absolut bedste kan\nbruges her. Det er egentlig kun af Jerichau og Giersing, der\ner helt tilfredsstillende Prøver, men allerede dette er jo meget.\nS.\n\nKlingen udkommer den 3die Torsdag i hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret, 5 Kr. enkelt Hefte. Redaktion: Axel\nSalto, Poul Uttenreitter og Otto Gelsted. Redaktionens Adresse: Edv. Glæselsvej 1, Kjøbenhavn F. Telf. Godthaab 1870 x.\nEkspedition: Steen Hasselbalchs Forlag, Købmagergade 26, Kjøbenhavn, Telf. 12,240, hvortil Henvendelser angaaende Forsen-\ndelsen af Bladet, Abonnement o. s.v. bedes rettet. Trykning og Litografi udføres i Cato's lit. Etabl. Raderingerne trykkes i\nMax Kleinsorgs Etabl."}, {"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.3", "texte": "KUBISME\nAF JEAN METZINGER OG ALBERT GLEIZES\n(SLUTTET)\njyjAASKE findes der virkelige Begavelser mellem de akademi-\nske Malere, det er umuligt at afgøre. Deres Maleri er saa\nvirkelighedstro, at det kuldsejler i Virkelighed en negativ\nVirkelighed, der er Sandhed for enhver og ikke Sandhed for\nnogen.\nIkke at et Maleri behøver at være uforstaaeligt! Vi er de\nførste til at nedlægge Indsigelse mod dem, der for at skjule de-\nres Evneløshed forsøger sig i Fabrikationen af Rebus. Den vil-\nlede Gaadefuldhed røber sig altid ved sin systematiske Gennem-\nførthed. Den er kun et Tæppe over Tomheden.\nMen der ligger en stor Charme i, at Tingen gennemgaar en\nvirkelig Forvandling, saa selv det øvede Øje har Vanskelighed\nved at genkende den. »Vi ved,« siger Leonardo da Vinci, »at\nvi i et Øjeblik kan overskue en Uendelighed af Former; ikke\ndesto mindre opfatter vi kun én Ting ad Gangen. Tænk dig,\nat du i et Øjeblik ser hele denne skrevne Side. Du opdager\nstraks, at den er fuld af forskellige Bogstaver, men du ved ikke,\nhvad det er for Bogstaver eller hvad de belyder. Du maa gaa\nfra Ord til Ord, fra Linie til Linie, hvis du vil naa til Forstaa-\nelse, som du maa tage Trin for Trin, hvis du vil naa op i et\nTaarn.«\nDer ligger ogsaa en Fare i, at man ikke straks kan se, hvad\nBilledet forestiller. Naar vi fordømmer det vanemæssige Billed-\nsprog, er det ikke, fordi vi ønsker at indføre et kabbalistisk\nTegnsprog. Vi indrømmer gerne, at det er umuligt at skrive\nhelt uden Klichéer og at male uden at benytte vedtagne Udtryk.\nEnhver maa afgøre med sig selv, om han vil strø disse kon-\nventionelle Brudstykker ud over hele sit Værk, om han vil\nsmelte dem sammen med sine personlige Tegn eller dristigt\nsætte dem ind som magiske Mislyd paa et enkelt Sted af det\nhøjere Realitetsplan, han efterstræber i sin Kunst. En virkelig\nMaler tager Hensyn til alle de Elementer, Virkeligheden stiller\ntil hans Raadighed. Et Spørgsmaal om Takt.\nDen objektive, konventionelle Virkelighed, der danner et\nBindeled mellem vor og vor Næstes Bevidsthed, forandrer sig\nstadig i Overensstemmelse med de skiftende Racer, Religioner\nog videnskabelige Teorier. Lidt efter lidt kan vi føje vore per-\nsonlige Opdagelser ind i det gængse Verdensbillede og afbryde\nReglen med overraskende Undtagelser.\nSelv de mest tungnemme vil komme til den Indsigt, at det\ner lige saa berettiget at male Legemernes Vægt og den Tid det\ntager at gøre sig klar over deres forskellige Sider, som det er\nat gengive Dagslyset ved et Par Strøg af Blaat og Orange. Ingen\nvil tilsidst tage Forargelse af, at man gaar rundt om en Ting\nog af dens sukcessive Udseende danner et helt og varigt Billede.\nMan bebrejder Kubisterne, at de i for høj Grad viser deres\nTeknik. Men alle Malere viser deres Haandværk, ogsaa de Ma-\nlere, hvis lækre og minutiøse Behandling imponerer Amerikas\nBarbarer.\nDet er med Malerkunstens Midler som med den literære Stil:\nved at gaa fra Haand til Haand slides den farveløs og flad.\nKubismen har langt igen, før den ender i Banalitet, selv om en\ngrundig Fordybelse i Michelagniolo giver os Lov til at sige, at\nogsaa vi har vort Adelsbrev.\nV.\nFor at skabe et Kunstværk er det ikke nok at kende For-\nholdene mellem Farve og Form. Kunstneren maa ikke blive en\nSlave af sit Arbejdes Love. Det er ikke nok, at et Billede er\ngodt malet det maa ogsaa beherskes af Smag. Ved Smag\nforstaar vi Evnen til at blive sig Kvaliteter bevidst. Det er me-\nningsløst at tale om god og daarlig Smag. En Evne er hver-\nken god eller daarlig, men mere eller mindre udviklet.\nDen Vilde, der falder i Begejstring over nogle Glasskaar, til-\nlægger vi en uudviklet Smag; men er der saa langt et Spring\ntil den civiliserede, der udelukkende har Sans for italiensk Ma-\nlerkunst eller Louix-XV-Stilen ?\nSmagens Værdi er afhængig af det Antal Kvaliteter, den er\ni Stand til at adskille. Bliver Antallet for stort, mister Smagen\nsin Intensitet og glider ud i Eklektisme.\nTil en vis Grad er Smag en Viljessag. Men Viljen kan kun\nudvikle Smagen i Højde med hele Bevidsthedens Niveau. Hvis\nen middelmaadigt udrustet Maler anstrenger sig for at tilegne\nsig Kvaliteter, der for ham i Grunden kun er abstrakte Resul-\ntater af en Teori, bliver hans Billeder falske og svulstige.\nUden literære og allegoriske Kunster, blot ved en bestemt\nAnvendelse af Linie og Farve, kan Maleren i samme Billede\nvise os en By i Kina, i Frankrig, Bjerge, Have, Fauna og Flora,\nFolkeslag og deres Historie. Afstand og Tid, virkelige Ting og\nrene Fantasier kan lige saa vel udtrykkes af Maleren som af\nDigteren, Musikeren eller Videnskabsmanden.\nKubismen, der beskyldes for at være et System, fordømmer\nalle Systemer.\nDen tekniske Forenkling, der har fremkaldt Beskyldningen,\nhar sin Grund i et berettiget Ønske om at fjerne alt, hvad der\nikke nøje svarer til det plastiske Stofs Krav. Vi har her en\nMetode, ikke et System. I Stedet for den delvise Frihed, der\nopnaaedes af Courbet, Manet og Cezanne, sætter Kubisterne en\nFrihed, der ikke begrænses af nogen Konvention, men kun af\nSmagen.\nMan har paastaaet, at den store Stil i Malerkunsten var\ndød med de primitive hvorfor ikke lige saa godt den store\nLiteratur med Homer? For at genopvække Kunsten fra de\ndøde, er der nogle, der üblufærdigt eftergør de gamle Italienere,\nTyskere og Franskmænd, og søger at holde deres Industri i\nGang ved Midler, som de uindviede undertiden forveksler med\nKubisme. Disse Malere taler et Slags Volapiik eller Esperanto,\nder straks er blevet proklameret som den store Kunsts for alle\ntilgængelige Sprog!"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.4", "texte": "Det er rigtigt, at Malerkunstens Maal er at virke paa Menne-\nsker, men det er ikke i Mængdens Sprog, Malerkunsten skal\ntale til Mængden. Malerkunsten skal tale sit eget Sprog,\nikke for. at »blive forstaaet«, men for at bevæge og be-\nherske.\nDen Kunstner, der afholder sig fra enhver udvendig Forkla-\nring, samler i sig en Kraft, hvis Glans lyser op i hans\nVærk.\nDet er ved at fuldkommengøre os selv, at vi virker paa\nMenneskeslægten, det er ved selv at samle Rigdomme, at vi\nberiger andre, det er den indre Glæde, hvormed vi tilegner os\nJorden, der skaber Udtryk for vor kosmiske Henrykkelse.\n\nKUBISMENS ELLER EXPRESSIONISMENS SELVFORSVAR\nNOGLE FILOSOFISKE BETRAGTNINGER\n\nI en Afhandling »Kubisme« af Jean Metzinger og Albert Gleizes\ni Klingen (11. Aarg., 4) findes en Definition af Tegningens\nKunst:\n»I kort Begreb bestaar Kunsten at tegne i at frembringe For-\nhold mellem rette og kiumme Linjer. Der bør i et Billede fin-\ndes en übegrænset Forskelligartethed i Linjernes Forhold. Først\nda faar vi det fulde Indtryk af Sammenspillet mellem Kunstne-\nrens Indstilling og lagttagelse. Først da griber Maleriet os.\nHvad Kurven er i Forhold til den retle Linie, er i Farvens\nRige den kolde Farve i Forhold til den varme.«\nMaleriets Kunst defineres paa lignende Maade:\n»Hvem vil nægte, at det at male bestaar i at dele et Lær-\nreds Overflade og give hver Del af den sin ejendommelige Ka-\nrakter, der ikke maa stride mod Helhedens Natur.«\n»Her er der straks en Regel, Smagen kræver overholdt: lad\nikke to Partier af samme Størrelse forekomme i samme Billede.\nGentager det ene Parti det andet, kommer det hele til at virke\nmekanisk og tilfredsstiller ikke længere som Udtryk for vor Per-\nsonlighed, der ikke kan maales og aldrig gentager sig.«\nKunstens Maal defineres saaledes:\n»Hvad vi søger er det væsentlige, men vi søger det ikke i\nGeometrien eller i en eller anden Metafysik men i os selv.«\nHvis vi giver disse Ord Anvendelse paa den historiske Kunst,\n112. Eks. Rafaels eller andre af de store Italieneres, vil de Punkt\nfor Punkt finde Bekræftelse, thi ogsaa hos Rafael finder vi, at\nTegnekunsten arbejder med Modsætninger af rette og krumme\nLinjer, 112. Eks. af runde Legemer indenfor en firsidet Ramme,\nog med Modsætninger af varme og kolde Farver, navnlig af gult\nog blaat, rødt og blaat eller grønt; og vi finder, at Billedfladen\ni »den sixtinske Madonna« deles saaledes, at ikke to Partier af\nsamme Størrelse forekommer deri, undtagen i Gardinerne. Endelig\nvil det være übestridelig, at Rafael i et saadant Billede har søgt\nat give det væsentlige. Forskellen ligger da i det sidste Ord,\n»i os selv«, nemlig at de moderne Kunstnere mener at finde\ndet væsentlige i dem selv, som et Udtryk for deres Personlighed.\nI denne Henseende vilde hverken Rafael, Michelangelo eller no-\ngen anden af de gamle vove at forveksle det objektive med det\nsubjektive, selv om de troede, at Sjælen kan rumme Ideer, der\nleder Kunstnerens Haand. Saa mægtig en Indsigt i Kunstens\nVæsen disse Mestere besad, var de i Følge hele deres Opdra-\ngelse i den græsk-middelalderlige Filosofi, langt mere beskedne\nend de moderne, der gentager Romantikkens subjektivistiske\nTeorier. Det Taskenspillerfif, hvormed den moderne Kunstfilo-\nsofi giver sig Udseende af Egentlighed, ligger paa det Punkt,\nhvor man gaar over fra det objektivt beskrivende af Kunstens\nTeknik til Paastanden om, at denne Teknik tilfredsstiller os,\nfordi den paa én Gang udtrykker vore Fornemmelser og ud-\ntrykker det væsentlige, idet man lader dette Ord det væsentlige\ndække selve den subjektive Bevidsthed, der dog rummer saa\nmange andre Ting end netop Kubismens Linje- og Farvekon-\ntraster.\nVed det væsentlige, det essentielle, forstod de gamle noget\nhelt andet, og det er dette, der foresvæver de moderne, men\nsom de borteskamorterer. Det var i Virkeligheden noget meget\nsimpelt, nemlig at Tingen har en almindelig Existens, ogsaa\nnaar vi ikke betragter eller paa anden Maade sanser den. »At\ngive det væsentlige« af Tingen er altsaa netop at give den en\nobjektiv Eksistensy derfor taler man ogsaa nu med Rette om »at\nsøge bag om Fænomenerne«. Men naar man saa tillige vil søge\ndenne Eksistens »i os selv«, fornægter man det objektive.\nLad os tage som Eksempel: Horizontlinjen! Den er efter al\nprimitiv Filosofi en Grænselinje for Jorden eller Havet, et fjernt\nOmrids. Efterhaanden forstod man tillige, at den varierer med\nvort Betragtningspunkt, at den hæver og sænker sig med os;\nog idet man begyndte at regne med den i Billedperspektiverne,\nfik den en bestemt Kvalitet som høj eller lav Horizont, derved\nat den bestemmer Figurernes, Bygningernes eller Landskabernes\nPlads' i et Rum, der paa engang begrænses flademæssigt af\nRammen og dybdemæssigt af det vandrette Grundplan, der,\nfortsat i det uendelige, faar sin Grænselinje i Horizonten. Det\nvæsentlige i Horizonten er altsaa i første Stadium dens Sammen-\nhørighed med Naturen selv, i andet Stadium dens Evne til at\nbestemme Naturen rumligt i Forhold til vort Betragtningspunkt,\nog dermed i den billedlige Fremstilling at styre Perspektiverne.\nI begge Stadier kan Horizonten optages som Idé i vor Bevidst-"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.6", "texte": "hed uden at være knyttet til særlige Fænomener, og det er en\nintellektuel Glæde for os at erkende denne Virkning af Horizonten\n112. Eks. i et gammelt hollandsk Billede, der altid giver de frem-\nstillede Ting deres rumlige Forhold efter et saadant enkelt Prin-\ncip for Rummets Dybde og Ligevægt. Foreløbig er der ikke\nfundet en rigtigere og aandfuldere Løsning af Problemet.\nHvad gør nu de moderne Kubister, naar de søger det væ-\nsentlige i dem selv? De forkaster Horizontens og alle Perspek-\ntivloves Eksistens og søger paa überegnelige og med Vilje uklare\nMaader thi de frygter de »banale Efterlignere« at realisere\nderes egne Rumfornemmelser uden Perspektiv eller med gale\nPerspektiver. Naar de ikke desto mindre taler om, at de søger\ndet væsentlige, nærmer de sig i betænkelig Grad til Svindel,\nfordi de vil paatvinge os urigtige og uharmoniske Fremstillings-\nmaader, som om de var højere Sandhed. For at forsvare sig\nthi de moderne Kunstfilosoffer mærker selv den Klemme, de\ner i, fordi man ikke umiddelbart vil anerkende deres Følelses-\nteorier paastaar de, at de ikke regner med det Euklidiske\nRum, d.v. s.de rationelle Størrelsers Rum, men regner med\ndet imagiære men vilde det saa ikke være bedst at finde\nnogle mere subtile Udtryksmidler end Oljefarve paa Lærred?\nEller, for at nævne el andet Eksempel: Bevægelse. Ogsaa\ndette Begreb har gennemgaaet en Udvikling.\nI al primitiv Kunst er Bevægelsen knyttet som en Egenskab\ntil Tingen, der bevæger sig; den defineres endnu af Leonardo\nda Vinci snarest som en Tilstand af Uligevægt, en Flytning af\nTyngdepunktet. Det relative i Bevægelsen havde man ingen\nSans for, hverken i den objektive Forstand som Forhold mel-\nlem Legemerne i Rummet, eller i subjektiv Forstand som For-\nhold mellem Tingen og os; det sidste dæmrer hos Leonardo,\nidet han fører Bevægelsesspørgsmaalet ind under perspektivisk\nBetragtningsmaade, men hans Bemærkninger er urigtige. Senere\ntaler man især om Bevægelse som en kollektiv Bevægelse af\nMasserne (Lys eller Skyggemasser) i Billederne.\nHvad Forudsætninger har nu den moderne Kubist for »aus\nden innersten Tiefen seines sittlichen Bewustseins« at forklare os\nBevægelsens Væsen? Han kan maaske hente nogle filosofiske\nForklaringer fra en populær Erkendelsesteori eller Fysikkens\nHistorie og give dem ud for sin egen instinktive Tanke; men,\nærlig talt, ingen vil tro, at han har fundet paa det selv. Vilde\nhan vende tilbage til det primitive, maatte han vælge den første\nForklaring, at Bevægelse er en Egenskab af Tingen, der bevæ-\nger sig. Da vilde det blive Opgaven at udtrykke denne Tingens\nEgenbevægelse altsaa ikke udtrykke »sig selv«, men Tingen.\nOg da vilde Benævnelsen Expressionisme have Berettigelse.\nLigger der en Opgave for den moderne efter egen Mening\nforudsætningsløse Kunst, da bliver det denne, som Per Krohg\nog Storm Petersen forstaar, og som ikke har noget med Kubisme\nat gøre.\n\nVilhelm Wanscher.\n\nSVAR TIL DOCENT VILHELM WANSCHER\nOtto Gelsted.\nO OM Oversætter af Metzinger-Artiklen vil jeg gerne føje et Par\nBemærkninger til Docent Wanschers Indlæg. Jeg er paa\nForhaand ikke videre stolt over at tage til Genmæle mod en\nMand af Wanschers udmærkede Kapacitet. Desværre har han\nlettet mig Arbejdet mere end jeg kunde ønske.\nDoc. Wanscher har let Spil, naar han harcellerer over Met-\nzingers erkendelsesteoretiske Pueriliteter. Wanscher burde hel-\nlere have benyttet Lejligheden til at vise sin psykologiske\nSkarpsindighed ved at trænge gennem de mystagogiske Taager\nind til den værdifulde Kærne i Gleizes og Metzingers Over-\nvejelser.\nSit Hovedangreb koncentrerer Wanscher om den Sætning\nhos Metzinger, at »Kubisterne søger det væsentlige i sig selv«\n(»nous recherchons l'essentiel, mais nous le recherchons dans\nnotre personalité et non dans une espéce d'éternité que mathé-\nmaticiens et philosophes aménagent laborieusement«).\nDe moderne Kubister, siger Wanscher, forkaster Horisontens\nog alle Perspektivloves Eksistens og søger paa überegnelige\nMaader at realisere deres Rumfornemmelser uden Perspektiv\neller med gale Perspektiver. »Naar de ikke desto mindre taler\nom, at de søger det væsentlige, nærmer de sig i betænkelig\nGrad til Svindel.«\nI Klingens 1. Aarg., Hefte 3, udtaler Wanscher i fuld Over-\nensstemmelse med Metzinger: »Vil man for Alvor nye Veje for\nMaleriet, maa man fordybe sig i sig selv: man maa male in-\ntuitivt og løse de ydre (formelle) Problemer sammen med de\nindre.« Han roser den gratiøse Helhed i Karl Larsens »Trappe-\ngang«, hvor Perspektivet i Trappen er udpræget »ekspressioni-\nstisk« behandlet. Han henviser til Inderne og Kineserne, der\nmaler paa én Gang en Mand, der sover, og Gudinder, der viser\nsig for ham i Drømme, ja endog Manden som han viser sig set\nfra Gudindernes Synspunkt. Vi er her overmaade langt fra\nden Fordring, Wanscher nu opstiller, om de rationelle Størrel-\nsers Rum som ensbetydende med det maleriske Rum.\nIndser Wanscher ikke, at det maleriske Rum og det perspek-\ntiviske Rum er to helt forskellige Ting? Perspektiven kan bru-\nges til at forklare, men kan aldrig bygge det maleriske Rum op.\nDet er muligt, at Æblerne paa et Billede af Cezanne efter det\nrationelle Rums Love vilde trille ned ad Bordet. I Billedet ligger\nde, fordi Billedet har sit eget indre Tyngdepunkt.\nEn lignende Betragtning maa gøres gældende, naar Wanscher\ni sit andet Eksempel sammenblander Bevægelsen i Rummet med\nBevægelsen i Billedet.\nDocent Wanscher, der er saa kritisk overfor Metzingers barn-\nlige Terminologi, strør selv ganske vilkaarligt om sig med »sub-\njektivt« og »objektivt«. Han skriver, at »det relative i Bevægel-\nsen havde man ingen Sans for, hverken i den objektive For-\nstand som Forhold mellem Legemerne i Rummet, eller i subjek-\ntiv Forstand som Forhold mellem Tingen og os.« Er Docent\nWanscher virkelig sikker paa, at det er mere subjektivt at sam-\nmenligne sit eget Legeme med et andet Legeme i Rummet, end\ndet er at sammenligne to fremmede Legemer i Rummet?"}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.7", "texte": "KUNST OG SMITSOM SINDSLIDELSE\n(FOREDRAG HOLDT I FORENINGEN FOR MODERNE KUNST D. 18. FEBRUAR 1919.)\nAF DR. MED. OLUF THOMSEN\nI.\nM. I). & H.!\nDe Betragtninger, som jeg i Aften skal fremsætte om Kunst\nog smitsom Sindslidelse, holder sig udelukkende til Nutidskun-\nsten og indenfor denne specielt den Retning i Kunsten, som be-\nnævnes Expression ismen.\nSelve Ordet Expressionisme synes mig ikke at være nogen\nsærlig lykkelig Betegnelse, det er valgt som Modstykke til Im-\npressionisme, og der er paa disse to Navne bygget en hel lille\nKunstfilosofi. Impressionisten skulde gengive det Indtryk af Tin-\ngene omkring ham, som han faar udefra, Expressionisten skulde\ngive Udtryk for de Billeder af Genstandene, som han selv bæ-\nrer i sit Sind og som i første Række er afhængig af hans vex-\nlende Stemninger. Jeg tvivler nu noget paa, at man overhovedet\nhavde valgt Betegnelsen Expressionisme, dersom man ikke just\nønskede at pointere, at det var noget nyt, man vilde, og derfor\nmeget gerne saa en Betegnelse, deri det ydre kunde være en\nModsætning til den først saa forliaanede, senere sejrrigt frem-\ntrængende Impressionisme. Men Navnet Impressionisme maa\nnærmest siges at skyldes en Tilfældighed, nemlig at Claude Monet\nhavde kaldet et af sine i 1876 udstillede Billeder, et Solopgangs-\nbillede: »Impression; lever du soleil«. Denne Titel benyttede en\nKunstanmelder til at haane hele denne Gruppe af Malere, hvor-\ntil Claude Monet hørte, og sarkastisk kaldte han dem »les im-\npressionists«. Betegnelsen var ingenlunde de paagældende Ma-\nlere behagelig, den benyttedes i adskillige Aar kun spottende,\nog først senere, da Anerkendelsen kom, optog Malerne selv Or-\ndet Impressionisme som Fællesbetegnelse for deres Kunst. Til\nForholdet mellem Impressionister og Expressionister skal jeg\niøvrigt komme tilbage i Slutningen af mit Foredrag.\nDen umiddelbare Foranledning til dette er naturligvis det\nForedrag, som Prof. Salomonsen holdt engang i forrige Maaned\ni Medicinsk-historisk Selskab, hvor ogsaa en Del Kunstnere og\nKunstkyndige var indbudte og kommen til Stede. Prof. S. stil-\nlede Spørgsmaalet klart op: den nye Kunst, Expressionismen,\nmaatte enten være Svindel (»Kejserens nye Klæder«) eller Halløj\nmed Borgerskabet, eller Udtryk for en smitsom per sijmpatiam\nforplantet Sindslidelse eller endelig noget virkeligt værdifuldt, der\nvar Foredragsholderen uforstaaeligt. Flere Muligheder gives vist-\nnok heller ikke. De to første Muligheder afviste Prof. S. kate-\ngorisk ud fra den utvivlsomt rigtige Betragtning, at et saadant\nMassebedrageri vilde være fuldkommen uset paa andre Omraa-\nder og derfor urimeligt, da Menneskeaanden som Helhed nu en-\ngang ikke kan gaa udenfor bestemte Baner. At betragte Bevæ-\ngelsen som kæmpemæssige internationale Fastelavnsløjer lod sig\naf samme Grund heller ikke gøre, og da Prof. S.i Følge Sagens\nNatur var utilbøjelig til at acceptere den fjerde Mulighed, saa\nblev der ingen at vælge imellem. Den tredje maatte antages:\nden moderne Kunst maatte betragtes som Udslag af en fra Land\ntil Land gennem Sympati (d.v. s.i Ordets bogstavelige Forstand:\nMedliden) forplantet Sindslidelse, og Professoren lukkede med\nsin altid vaagne Sans for klare Inddelinger Fænomenet ind i en\nRubrik, hvor Selskabet dog syntes noget broget. Thi der fand-\ntes i Forvejen: Varulvesygdom, Børnekorstog, Selvpiskertog (Fla-\ngellantisme), St. Veits Dans og Tarantisme (dansende Bevægelses-\ntrang hos Hysterikere, der ansaa sig for bidt af den giftige Kæmpe-\nedderkop Tarantellen).\nJeg maa straks sige, at jeg i alt afgørende er uenig med\nProf. S., men jeg nærer saa stor Beundring og Hengivenhed\nfor Prof. S., at jeg meget nødigt vilde se, at noget i mine Ud-\ntalelser skulde saare ham personligt. Derfor er der nu vel heller\ningen Fare. Prof. S.'s Kappe er saa folderig, at den let vil\nskærme hans Person selv for kraftigere Udfald end mit.\nSer vi nu først paa de fem ligestillede, Prof. S. har tildelt\nden moderne Kunst som Selskab, saa er disse at ret forskellig\nArt. Varulvelidelsen, hvor utvivlsomt sindssyge indbildte sig at\nvære Varulve og med vilde Fagter og Skrig kastede sig over\nlevende eller døde Mennesker og mishandlede eller endog for-\ntærede dem, har aldrig haft nogen større Udbredelse. At denne\nuhyggelige Form for Sindssyge kan være optraadt med flere Til-\nfælde paa bestemte Steder, er jo blot et Udtryk for, at ogsaa\nSindssyges Forestillinger er præget af den Tid, hvori de lever,\nog at Forestillingsindholdet derfor til en vis Grad maa blive ens\nfor en bestemt Gruppe af Sindssyge. St. Veitsdansen, der ikke\nmaa forveksles med det, vi nu kalder med dette Navn, og Ta-\nrantismen er formodentlig nær beslægtede. De er Udslag af den\nstore Hysteri og aandeligt smitsomme overfor ganske bestemte\nIndivider, nemlig de ægte Hysterikere, hvis Mængde gennem\nTiderne mulig kan have varieret noget, men vel næppe saa\nsærdeles meget. Overfor aandeligt sunde Personer er Hysterien\nufarlig, den angriber dem ikke, saa lidt som Skedevand angri-\nber Guld. De fleste virkelige Kunstnere har utvivlsomt et im-\npressionibelt Sind, stærkt modtageligt for Paavirkning udefra.\nUden dette bliver de simpelt hen ikke Kunstnere, men virkelige\nHysterikere findes sikkert kun i ringe Tal blandt Kunstnerne\nsom blandt andre Professioner.\nNoget anderledes synes det mig, at de to resterende\nFænomener, Flagellautismen og Børnekorstogene, staar. Her\nkan man godt, hvis man har Lyst, finde et Berøringspunkt\nmed moderne Kunst, for saa vidt som det drejer sig om\nBevægelser, der saavidt jeg kan se, er ganske uden nødvendig\nForbindelse med Sindslidelse, men har den med Kunstbevægel-\nsen fælles Egenskab, at Idéen, Tanken, der ligger til Grund for\nselve Fænomenet har forplantet sig over større Dele af Jorden.\nDe saakaldte Flagellanter, Selvpiskerne, deri store Skarer drog\nfra By til By under Afsyngen af Bodssalmer, hvorimellem de\npiskede sig selv, synes mig ikke med Rette at kunne betragtes\nsom sindslidende. Flagellanterne er stærkt grebne Kristne, for\nhvem Forsagelsen og Lidelsen i Christi Fodspor er Livets vig-\ntigste Indhold. Blandt dem findes fremragende theologiske Lærde,\nog naar de nu forekommer os saa fremmedartede, at vi synes,\ndet ligger nærmest at gribe til Sindssygdom som Forklaring,\nsaa er det dog vistnok, fordi man glemmer Tiden og Milieuet,\nhvor Bevægelsen opstod. Det er Tiden i det 13' og 14' Aar-\nhundrede, hvor Verdens Undergang betragtedes som nær fore-\nstaaende, og hvor Pest og andre Farsoter drog gennem Landene\nmed Døden som tro Følgesvend, det er denne Tid, der farver\nhele Bevidstheden. Kun ved at vende Tanken mod den væl-\ndige Guds Trone var der Frelse, derfor dødede man alle Kødets\nBegæringer, og hver Dag søgte mani sit eget Liv at føle noget\naf Christi Lidelse. Det er en til det yderste spændt religiøs\nFølelse, der er Tale om, en fuldkommen Hengivelse, der kun i\nGrad er forskellig fra enhver anden Selvfornægtelse paa religiøs\nBasis.\nHeller ikke Børnekorstogene synes mig at have med Sinds-\nlidelse at gøre. I en Tid (det er det 12' og 13' Aarh.), hvor\nKrig og anden Nød stadig hærgede Landene, hvor Mændene\nofte i Aarevis var borte fra Hjemmene, der var overladt til\nKvinder og Børn, samlede Børnene sig i Skarer og drog syn-\ngende fra Land til Land for at søge Christi Grav. Ogsaa her\nmaa hele Tidens aandelige Fysionomi ikke glemmes, naar man\nvil forstaa Fænomenet rigtigt. Børnene var utvivlsomt ligesaa\nsunde i enhver Henseende som vore egne raske Spejderdrenge\nog Spejderpiger, som man sikkert uden Vanskelighed den Dag\ni Dag kunde faa til i Flok at drage til hvilket som helst Sted,\nman kunde bringe til at lyse i deres unge Sjæle. Dette har\nintet med Sindslidelse at skaffe, men skyldes, at i al Fald vore\nBørn endnu, Gud være lovet, har Fantasien i Behold.\nHvis jeg saaledes har Ret i, at hverken Flagellanterne eller\nBørnene med deres af hellig Fantasi glødende Sind var sinds-\nlidende, er der naturligvis intet betænkeligt i at anbringe dem\nved Siden af de moderne Kunstnere, »Expressionisterne«. Men\ndet der er fælles, er da ikke selve det aandelige Indhold af Be-\nvægelsen, men blot det, at det drejer sig om en Bevægelse af\nikke materiel Natur, som forplanter sig fra Sted til Sted, fra\nSjæl til Sjæl. Men Rubrikken maa da gøres langt rummeligere.\nEnhver »Retning«, »Skole«, »Bevægelse«, det være sig nu al\nreligiøs, politisk, social, kunstnerisk og videnskabelig Karakter,\nbreder sig ganske paa samme Maade gennem sympatisk For-"}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.8", "texte": "staaelse, eller som Prof. S. udtrykker det »ved aandelig Smitte«.\nI dette Udtryk ligger imidlertid en lille Tilsnigelse, idet Tanken\nderved lempeligt føres over paa det pathologiskes Omraade.\nMen Ordet Smitte betyder i denne Forbindelse Forstaaelse. Prof.\nS. vil saa maaske hertil svare, at det kan nu være meget godt,\nog at der maaske ikke er nogen Forskel paa den Maade, livor-\npaa en sund og en syg Bevægelse breder sig, og at der altsaa\nikke kan lægges nogen Vægt paa den sympatiske Smitte som\nKriterie, men at det er paa Frugten, man skal kende Træet.\nOg Frugten her er det, som Prof. S. kalder Dijsmorphisme af det\ngræske Ord dysmorphos, der betyder vanskabt, hæslig. Prof. S.\nmener nemlig for Alvor, at moderne Kunstnere har en sygelig\nTrang til at deformere og vanskabe de Objekter, det være sig\nnu det menneskelige Legeme eller andre Genstande, som de i\nderes Kunst beskæftiger sig med. Tanken er saa urimelig, at\nman ikke rigtig forstaar, at en saa udmærket Hjærne som Prof.\nS.'s har kunnet fostre den. Og hvad er det saa for Ting, der\nanføres som Bevis for denne »Deformeringstrang« ? Jo, det er\nden Omstændighed, at en Billedhugger har fremstillet nogle af\nsine menneskelige Figurer med Arm eller Ben afskaaret paa\nOverarme eller paa Laaret (det Prof. S. kalder »1 orsodannelse«),\neller at en Fod eller Haand synes Prof. S. at ligne en formløs\nKlump eller endog, at »hvert eneste Lem er grundigt forvrænget\nog forvansket« under Kunstnerens Gengivelse. Og for nogle\nMaleres Vedkommende, at Hænder og Fødder er fremstillet\nunaturligt smaa eller Øjet unaturligt stort, ja næsten fra Næse-\nryg indtil Øret, og for en enkelt Malers Vedkommende (Jais\nNielsen) er det nu rent galt, fordi han har givet en Dame paa\net af sine Billeder kun eet Øje og en halv Mund. Jeg skal\nsenere komme tilbage til nogle af disse Enkeltheder. Dette\nskal være Trang til Vanskabelse, Dysmorphisme. Den samme\nIndvending høres jo iøvrigt hver Dag i Former, der vel varie-\nrer noget, men altid munder ud i, at Tingene ikke er som\nnoget virkelig existerende Objekt. Og intet synes at have en\nsaa ophidsende Virkning paa de fleste Mennesker, som at Bil-\nledet, Statuen eller hvad det nu er, ikke gengiver Tingene »som\nde ser ud«. Mange Mennesker har aabenbart slet ikke gjort sig klart,\nat Gengivelsen, selve den tro naturalistiske Gengivelse af Natu-\nren i alle Detailler ikke er Kunst, men Kopiering af Virkelig-\nhedeny tom, gold Afstøbning. Fra en Udstilling paa Charlotten-\nborg for nogle Aar siden erindrer jeg en legemstor Statue af en\nIdrætsmand (vistnok I. P. Muller). De enkelte Dele af Lege-\nmet var utvivlsomt gengivet med fotografisk Nøjagtighed. Man-\nden stod dér, ganske som Vorherre havde skabt ham, i raa, ja\nnæsten fræk Virkelighed. Men hvilken Mening er deri et saa-\ndant Arbejde? Hvorledes skal man være indrettet for at føle\nnogen som helst Glæde ved Synet? Vedkommer det mig, at\nManden i sin Nøgenhed ser netop saadan ud? Den eneste Be-\ntydning, der kan være ved at efterlade slige »Kunstværker« til\nEftertiden, ligger i den ganske vist lidet sandsynlige Mulighed,\nat Menneskeslægten skulde uddø og vor Klode blive taget i Be-\nsiddelse af andre Væsner. Da vilde det selvfølgelig kunne inter-\nessere disse at se, hvorledes Mennesket »virkelig« saa ud, som\nvi nu gerne vilde have en tro Kopi af Mammuten, flyvende\nKæmpeøgler og andre af Fortidens uddøde Dyr men jeg kan\nikke tænke mig, at Statuen af J. P. Muller blev til i en saa frem-\nsynet Hensigt. Nej! den kunstneriske Værdi af det menneske-\nlige Legemes Benyttelse som Objekt ligger i ganske andre Ting,\ni bestemte Liniers rytmiske Gengivelse med bestemte Interval-\nler, i Fremstillingen af et Bevægelsesmotiv, der har grebet Kunst-\nneren og nu gengives forstærket maaske langt ud over det »na-\nturlige«. Der kan være mangfoldige andre Ting, som jeg som\nLægmand ikke skal søge at skildre. Det eneste afgørende er,\nat Kunstneren formaar at gøre sin Hensigt levende og skøn,\nom det saa blot er i et eneste Menneskes Sind ja, endda\nom dette eneste Menneske er hans eget ærligste Selv. Derfor\nvogte man sig til det yderste for straks at fordømme et »ufor-\nstaaeligt« Kunstværk. Overordentlig meget i Kunst lader sig slet\nikke forklare, det maa simpelt hen føles og opleves. Selve Syns-\nindtrykket er naturligvis ens hos alle normalt seende, men Op-\nfattelsen af det sete er vidt forskellig. Den der tror, at kun bog-\nstavelig Gengivelse er Kunst, er som en Mand, der hører et\nfremmed ham übekendt Sprog og tror, den fremmede kun ud-\ntrykker sig i uartikulerede Lyde.\nDerfor er det ogsaa ganske ligegyldigt, om en Kunstner gør\nen Haand for lille eller et Øje for stort, sammenlignet med nor-\nmal anatomiske Forhold, hvis der iøvrigt kan opnaas noget for\nhans specielle Formaal derved men selvfølgelig skal man\nikke være saa naiv deraf at slutte, at blot en Kunstner maler\nen lille Haand eller et stort Øje og anbringer det i en Menneske-\nskikkelse, saa har han med det samme et Kunstværk.\nOg nu »Lemlæstelsen«, Torsodannelsen, som Prof. S. omtalte.\nJa, naturligvis er dette ikke gjort for at lemlæste, saaledes som\nSadister eller andre abnorme bærer sig ad, men jeg beder om,\nat mani sin Erindring genkalder sig nogle af de fra Oldtiden\nefterladte Torsoer, der ganske vist har erhvervet Lemlæstelsen\ngennem den Vold og Overlast, deri Tidens Løb er bleven øvet\nimod dem. Jeg minder om Nike, Sejrens Gudinde, den prægtige\nTorso fra det 4. Aarh. 112. Chr., der nu befinder sig i Louvre. Og\nførst og sidst de bedaarende, ja næsten over al Forstand dejlige\nlemlæstede Kvindestatuer fra Parthenons Gavl. Maaske havde\ndet været en endnu mere fuldkommen Nydelse at se de intakte\nStatuer. Og dog, er det sikkert? Vilde man ikke ligesom over-\nvældes og hurtigere trættes af al den Rigdom end ved Besku-\nelsen af disse Brudstykker, hvis Rytme til Trods for alt er saa\nhel og fuld som det overhovedet er muligt? Giver ikke nogle\nenkelte eller et eneste Mesterværk en langt mere intens Nydelse\nend Gennemgang af et helt Galleri? Den moderne Kunstner, der\nmed intens Vedholdenhed har følt sig betaget af et ganske be-\nstemt Bevægelsesmotiv, der udtrykkes i bestemte Linier og be-\nstemte Afsnit af Legemet, fjærner bevidst (og selvfølgelig alt an-\ndet end tilfældigt) alt det overflødige, fordi det er hans Indtryk,\nat den saaledes »lemlæstede« Statue just virker mere helt, end\nom deri haandgribelig Betydning intet manglede. Lad være, at\nman vil finde dette pretentiøst, inen »Dysmophisme«—aldrig!\nGanske det samme gælder om Paastanden »Vanskabelse«, fordi\nen Fod, en Haand, et Ansigt ikke er udført, men blot løst an-\ntydet. Naturligvis giver Matisse's Billede (S*) Pag. 20) just den\ntilstræbte Følelse af kontemplativ Ro ikke blot ved Udeladelsen\naf Personernes Ansigtstræk, men ogsaa derved. En ganske til-\nsvarende Bestræbelse kan ses i det store Strandbillede paa Karl\nSchou's Udstilling (D. K.). Paa den unge Kvinde længst til ven-\nstre i Billedet, den eneste, der vender Ansigtet lige til Beskueren,\nhar Kunstneren ligeledes undladt at udføre Ansigtstrækkene.\nDer er en velgørende Ro over dette indtagende Billede, som\nvirkelig har optaget i sig al Strandens og Klitternes solfyldte\nPoesi. Hertil kommer nu, at mangen Nutidskunstner har fordybet\nsig i saakaldet primitiv Skulptur, specielt Negerskulptur, der jo\nutvivlsomt ogsaa er præget af en mærkelig fast og klar enkel\nIdé, kanoniseret i bestemte, i det væsentlige ufravigelige Former,\nder langt fra den haandgribelige Natur præges af Sindets reli-\ngiøse Betagethed med dertil hørende Fryd eller Forfærdelse. Man\nkan vel leve sig saa intimt ind i disse Sjælens plastiske Udtryk\nfor Stemninger, at de bliver Ens aandelige Ejendom, en Art Sym-\nboler, der kun forstaas af den lille Kreds, der kender Forud-\nsætningerne. Denne Kunst er sandelig ikke populær, men dens\nUdøvere er ikke mere sindslidende end Kemikerne, der ogsaa bruger\net Tegnsprog til at udtrykke deres Tanker. Kemien er heller ikke\npopulær Læsning. Yderligere knytter sig hertil en Fordybelse i\nPlastikens og den kubiske Rumopfattelses Teori og dennes An-\nvendelse. Bestandig fremhæves det, at Billedhuggeren under sit\nArbejde ikke maa tænke sig Overfladen som noget forud givet,\nhan skal forestille sig den raa Masse, hvoraf Statuen skabes\nsom en uendelig Mængde Stofdele, som indefra med forskellig\nKraft, alt efter Bevægelsens Styrke, stræber udad. Som Resul-\ntant af disse i alle tre Dimensioner virkende Kræfter opstaar da\nOverfladen som selvfølgeligt Produkt. Kun herved faar Værket\nsin rette Fylde, sin plastiske Massivitet. Tænker han sig der-\nimod Overfladen ikke som det sidste, men som det forud givne,\nda bliver den som en tynd og karakterløs Skal omkring en\nkaotisk Masse. Her er det for den ikke specielt kyndige umu-\nligt at vurdere Ret og. Fejl, men en mulig Fejltagelse fra Kunst-\nnerens Side berettiger selvfølgelig her saa lidt som noget andet\nSted til .at opfatte Fejltagelsen som Udslag af Sindslidelse. Det\nArbejde, der fuldt ud lykkes, frembringer maaske mere en in-\ntellektuel end en egentlig kunstnerisk Nydelse, i Slægt med Til-\nfredsstillelsen ved at løse et stereometrisk Problem. Vi befinder\nos her paa et Grænseomraade mellem intellektuel og kunstnerisk\nVirken, og der er maaske Fare for, at Kunstens læskende Kil-\nder herunder skal kunne udtørres, men at Kunstneren eller\nhans Tilhængere skal tage Skade paa Forstanden, er der næppe\nGrund til at frygte.\nNogle af Prof. S.'s Eksempler skal jeg omtale nærmere.\nArchipengo's Statuer (S. Pag. 14) indeholder, hvad maniøv-\nrigt vil mene om dem, saa megen rytmisk Skønhed i Bevægel-\n\n*) S. betyder Prof. Salomonsens Piece: De nyere Kunstretninger og\nsmitsomme Sindslidelser. Kbhvn. 1919."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.10", "texte": "sen, at det er mig ganske uforstaaeligt, at Prof. S. helt kan\nmangle Blik herfor. Paa »Torsoen« er fjærnet de Dele (de pe-\nrifere Dele af Lemmerne), hvor Bevægelsen er klinget af, og\nog som derfor ikke blot er uvæsentlige for Kunstneren, men\nuden Sammenhæng med hans Idé. I Dobbeltstatuen er Forhol-\ndet et lignende, Bevægelsesmotivet er her forstærket langt mere\nend i den forrige Figur. Selve den plastiske Opbygning af Mas-\nsen præger sig skarpt og pointeret i Overfladen. Mulig har\nKunstneren ogsaa haft anden Hensigt; at hans Stræben er Skøn-\nhed og ikke Vanskabelse synes umiddelbart indlysende.\nEt særligt graverende Exempel finder Prof. S.i et af Jais\nNielsens Malerier paa den sidste Efteraarsudstilling. Det er det\nArbejde, som De maaske erindrer, der benævnes Silhuetklipperen\n(iøvrigt lige erhvervet af den nystiftede Forening for Nutidskunst).\nProf. S. anker over, at Damen paa Billedet kun har eet Øje og\nen halv Mund, og tilmed findes det Øje og den skaanede Mund-\nhalvdel, hun har tilbage, ikke paa samme Side, men hver Del\npaa sin Side. Med Hensyn til det sidste maa Prof. S. nu huske\nfejl, det er venstre Øje og venstre Halvdel af Munden samt alt\nandet paa venstre Ansigtshalvdel, der ikke er udført, og denne\nHalvdel kontrasterer med sit stærke Lys kraftigt imod h. Ansigts-\nhalvdel. Der er intet at misforstaa, thi Billedet er som alle Jais\nNielsens meget klart og fast. Man ser en ung Mand, der staa-\nende til venstre for en Dame er i Færd med at klippe hendes\nProfil i det sorte Papir. Modsætningen mellem Silhuetklipperens\nspændte Bevægelse og Damens stivnede Ro er præcist opfattet.\nForklaringen paa den paastaaede »Dysmorphisme« i Billedet er\nlige til; for Silhuetklipperen er Damens venstre Ansigtsdel stærkt\nbelyst, Enkeltheder opfatter han ikke, fordi han har Opmærk-\nsomheden henvendt paa Profilens Linie, Højre Ansigtsdel kan\nhan overhovedet ikke se, medens Betragteren af Billedet ser denne\nDel tydeligt, idet Damen vender Ansigtet en lille Smule til ven-\nstre. Maleren opnaar ved sin Fremgangsmaade et vist intimt\nSamspil mellem de tre Personer, der danner Situationen: Sil-\nhuetklipperen, Damen og Beskueren. Ganske lignende Forsøg\npaa at bibringe Beskueren et Indtryk ud over Genstandenes\nobjektive Realitet træffer vi 112. Eks. i Karl Larsens Billede fra 1917\naf Manden, der gaar op ad Trappen, og hvor Trappegelænderet\nfor Beskueren følger heleden glidende Bevægelse, som det viser\nfor Manden, der ikke springer op ad Trappen, men henført stiger\nuden at have sit Øje rettet mod noget bestemt Punkt, hvad der\ner pointeret ved, at Manden under sin Gang spiller paa en Vio-\nlin. Her er hans Opmærksomhed koncentreret, og den herunder\nfrembragte halv bevidste, halv übevidste Fornemmelse af Trappe-\ngelænderets Bevægelse forplanter sig gennem Billedet til Beskue-\nren, der synes selv lidt svimmel at fornemme Bevægelsens\nGliden, der harmonerer saa fortrinligt med Violinens Toner. Der\nfindes maleriske Værdier i Billedet af helt anden Art, men her-\npaa skal jeg ikke komme ind. Ogsaa det af Prof. S. omtalte\nFlodlandskab af en fremmed Kunstner (S. Pag. 12), hvor der\nankedes over, at Husene hældede 450 snart tilden ene, snart til\nden anden Side, gengiver antagelig (Billedet var lidt vanskeligt\nhelt at faa fat paa i det fremviste Lysbillede ligesom i Repro-\nduktionen) den paa Floden sejlendes forskellige Indstilling til de\nGenstande, Huse o. s. v., han møder under Skibets vuggende\nGang.\nOm Kunstnerne har naaet alt, hvad de har tilstræbt, er jo\nen Sag for sig, men det er mig i denne Forbindelse ogsaa min-\ndre væsentligt. Det der her er det afgørende er, at Bestræbelsen,\nlangt fra at søge noget urimeligt, vanskabt, meningsløst etc. just\ngaar ud paa at give et langt fyldigere Indtryk af Genstandene\nog et levende Menneskes Indstilling til disse, end den fotografiske\nPlade er i Stand til. Der kan vel komme noget søgt over disse\nBestræbelser, noget alt for udspekuleret og ført ud ide yder-\nste Konsekvenser, vil der maaske nok være Udsigt til at havne\ni det komiske. Men det er jo ikke herom vi i Øjeblikket dis-\nkutte rer.\nDet er jo ikke Prof. S. alene, der særlig har følt sig stødt\nover det, som han sammenfatter under Betegnelsen Dysmorphisme.\nAdskillige andre Kritikere har gjort meget Væsen ud af de sam-\nme Ting, og ofte slet ikke forstaaet Kunstnerens Hensigt. Som\nEksempel anfører jeg Hr. Th. Oppermanns Anmeldelse*' af Jais\nNielsens nylig afholdte Keramikudstilling i Kunstindustrimuseet.\nI denne ganske uforstaaende Anmeldelse omtaler O. ogsaa en Kar-\nton med Komposition til et Fad, fremstillende Jacobs Kamp med\nEnglen. Det skal dog indrømmes, at denne Komposition er en\naf de meget faa, som i Hovedsagen finder Naade for Hr. ()., men\nom Englens Vinger siger han, at det er beklageligt at Kunstne-\nren (som O. mener af Pladshensyn) har set sig foranlediget til\nat knække Englens Vinger. Det er altsaa ogsaa en Slags, om\nend af et andet Motiv end Tilbøjelighed for det vanskabte dikte-\nret, Dysmorphisme, selvom ingen af os med Sikkerhed kan sige,\nhvorledes den naturalistiske Fremstilling af en Engels Vinger\nbør være. Det morsomme er nu, at en Del af' Virkningen af\ndenne i det hele sjældent smukke Komposition just opnaaes ved\ndet omtalte Knæk paa Vingerne. Dels harmonerer det fortrin-\nligt med Fadets i sig selv tilbageløbende Cirkellinie, men tillige\nkarakteriserer det paa en ganske egen Maade Englens Styrke og\nOvermagt i Kampen. Jeg havde kort Tid senere Lejlighed til\nat se Kompositionen udført paa et Fad. Kunstneren havde her\nladet Vingerne være übrudte, hvad der svækkede Virkningen me-\nget føleligt, noget Kunstneren da ogsaa selv var den første til at\nerkende. Hvor betydelig en Kunster Jais Nielsen er som Kera-\nmikersynes efterhaanden at gaa op for Publikum, Prof. S. omtaler\nslet ikke denne hans Virksomhed, maaske fordi Prof. S. dér ikke\nhar truffet Dysmorphisme, men det' vilde dog være noget søgt at\nanse Manden for sindslidende, naar han maler paa Lærred, men\nendog mærkværdig sindsstærk, naar han maler paa Ler. Under-\ntiden kan han vel være mindre lykkelig, ja en og anden af de\nkeramiske Genstande kunde han maaske endda med Fordel have\ntabt paa et Stengulv, men til Tider har han intuitivt naaet næs-\nten det sublime. Foran mig paa mit Arbejdsbord staar en lille\nKrukke af gult Ler, et af J. N.'s sidste Arbejder. Paa Forsiden er\nfremstillet Christus paa Korset, paa Bagsiden lister Judas sig bort.\nMen hvilken ejendommelig, lidet traditionel Korsfæstet! Med en\nmærkelig Kraft er det pinte Legeme naglet til det sorte Kors,\nog Karnationen, der ganske let toner over i blygraat og violet,\ngiver en egen, til det yderste potenseret Følelse af Dødens Nær-\nhed. Benenes Stilling er ikke den i en nyere Tid sædvanlig\nbenyttede, hvis lige, übrudte Linier giver Indtryk af det over-\nstaaedes »det er fuldbragt«. Her er det højre Ben bøjet stærkt\ni Knæet som i pludselig Smerte, og denne stærke Bevægelse ud-\nad til Siden holdes i Ligevægt af det gule Lændeklæde, der flag-\nrer ud over det venstre halvstrakte Ben som et Skrig over Gol-\ngathas grønne Kuppel og over de to Røvere, hvis dødslappede\nLegemer er givet i nogle ganske faa Streger. Der er i dette\nlille Arbejde med ganske primitive Midler naaet en egen forfær-\ndende, ram Styrke, der er i nær Slægt med den tidlige Renais-\nsances Kunst, og dog er det helt moderne i Tekniken. Mange\nandre af Arbejderne har en lignende Kraft og Skønhed, jeg nævner\nblot en Række Fade med Maria og Barnet. Snart er det selve\nGuds Moder i unærmelig Højhed med Himmelbarnet, snart den\nyndige lille svage og dog saa stærke Moder med alle Pigedrøm-\nmene i Behold, snart en jordisk, af Muld duftende Bondekvinde\nmed sin Unge i Favnen, og endelig i enkelte Fremstillinger mere\nen Magdalene end Sancta Maria. Men lad mig ikke fortabe mig\nalt for dybt i Jais Nielsens keramiske Arbejder, stærkest synes\nhan mig at være, hvor han taler ligesom tøvende og uden den\naltfor rivende Tungefærdighed, der kan give navnlig hans Ma-\nlerier et vist overfladisk Præg, der lader Beskueren kold: Nej,\ndet er næppe Sindets Formørkelse, der truer denne Kunstner,\nsnarere det, at han som en Aladdin kommer saa let til alt.\nJeg har ved forskellige Exempler søgt at belyse det af Prof.\nS. opstillede Begreb, Dysmorphisme. Det andet Hovedmoment,\nder efter Prof. S. skulde karakterisere den moderne Kunst, er\n»Farvesymfonien«. Dette er nu naturligvis ikke at forstaa bog-\nstaveligt, som om den malende Kunst tidligere havde undladt\nat lægge Vægt paa Farvernes symfoniske Velklang. Men karak-\nteristisk for den nye Kunst skulde det være, at den i ganske\nsærlig Grad lægger Vægt paa Farven og navnlig stiller denne i\net ganske andet fremtrædende Plan end Billedets øvrige Kompo-\nnenter, specielt i mange Tilfælde lader ganske haant om »Ind-\nhold« i gammeldags Betydning, det man er vant til at kalde\n»hvad Billedet forestiller«. Prof. S. synes dog her at være langt\nmere forstaaende end overfor »Dysmorphismen«, selv om han har\nondt ved at forsone sig med, et der kan males noget, som ikke\ntydeligt forestiller noget bestemt eller endog prætenderer at være\nnoget helt andet, end det »virkelig« er, »kubistiske Fixerbilleder«\nbenævnes saadanne Arbejder. Prof. S. har jo nu utvivlsomt\nRet i, at moderne Knnst giver Farven en dominerende Stilling.\nMen Farvesymfoni kan ikke bestaa uden Udvalg og Komposition.\nUden denne bliver det Farvevirvar, der vel i og for sig ikke be-\nhøver at virke übehageligt som en Malers længe benyttede\nPalet 112. Eks. men ikke har noget med Kunst at gøre.\nDen moderne Kunst har, for paany at orientere sig, fra Grun-\nden splittet de enkelte Komponenter, hvoraf Fortidens store Kunst-\n\n*) Berl. Tid. Aften."}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.11", "texte": "værker er bygget og har med indtrængende Iver dyrket hver\nenkelt. Man har, træffende synes det mig, betegnet dette som\nen Analyse i Modsætning til Arbejdet med at forene de enkelte\nKomponenter, Synthesen. Og det er mig noget uforstaaeligt,\nat Prof. S., der er en Bakteriolog af Rang, ikke forstaar Beret-\ntigelsen og Betydningen af en saadan Rendyrkning, ikke blot\nsom Forarbejde for et efterfølgende synthetisk Arbejde men med\nVærdi og Skønhed i sig selv. Prof. S. nævner selv Lundstrøms's\nmeget omtalte »Pakkassebilleder« fra Efteraarsudstillingen, og jeg\nskal derfor holde mig til dette Exempel. Disse Arbejder synes\nmig saa klart som noget at illustrere, hvor lidt tilfældig den vir-\nkeligt alvorligt arbejdende moderne Kunst er i sit Valg af Mid-\nler. Thi til Trods for den Sum af Uforstaaenhed, Haan, Forarg-\nelse, Vrede, og Foragt, som man særlig har ladet flyde i rig Strøm\nover denne Maler, saa tror jeg dog sikkert, at Tiden skal vise,\nhvilken egenartet Begavelse han er, og at Arbejderne fra den frie\nUdstilling allerede er saare bemærkelsesværdige. Ganske vist\nhavde han ved at begrænse sig stærkt lettet sig Opgaven, men\ni sjælden Grad synes det mig ogsaa, at han naaede sit Maal,\nthi der var over disse Kompositioner en mærkværdig for-\nnem Ro og Harmoni i Farver 6g Linier. Naar meget andet for-\nlængst er falmet i Erindringen, vil disse Arbejder staa lige friske\nfor dem, der overhovedet kunde se Skønheden i dem.\nAt Lundstrøm havde benyttet noget usædvanlige Materialer\nhar mange haft ondt ved at forsone sig med, som om Lærred\nalene var værdigt til at modtage Farve. Ved at benytte Stykker\naf Træ, Pap o. 1. opnaaede Lundstrøm dels at kunne give en\nkraftigere Stofvirkning, dels at kunne faa den samme Farve\ntil' at virke i forskellige Planer og dermed ogsaa i forskellig\nBelysning. Man har indvendt, at den Art »Malerier« ikke egnede\nsig til Ophængning paa en Dagligstues Væg. Det gør de maaske\nheller ikke, skønt herom tør jeg ikke udtale mig uden at have\ngjort Forsøget, men selv om saa var, hvad i al Verden skulde\ndet saa have med deres Værdi som Kunst at gøre! Mange har\nspurgt forfærdet, om Fremtidens Malerkunst da nu skulde være\nlutter bemalede Pakkassestykker, men man kunde med samme\nRet spørge den, der glædede sig over et Raadyr i Dyrehaven,\nom han ønskede, at alle levende Væsner skulde være Raadyr.\nMen Lundstrøms Arbejder falder vistnok ind under Prof. S.'s\nsaakaldte »kubistiske Fixerbilleder« paa Grund af den Betegnelse,\nsom Kunstneren havde givet dem i Kataloget, hvor i al Fald\nnogle af dem var betegnet, »det første Bud,« »det andet Bud«\no. s. v., medens andre kun havde Betegnelsen: Komposition.\nHeri har nogle set det oplagte Bevis for Svindel eller Galskab,\nda ingen fornuftigt Menneske kunde mene for Alvor, at nogle\nbemalede Træstykker kunde forestille et af Moses Bud, og nogle\nsærlig vittige har ment, det maatte dreje sig om Auktionsbud.\nBetegnelserne maa dog vel opfattes saaledes: Maleren har stræbt\nat give sin Komposition ved Farvernes og Fladernes Samvirken\net Præg af enkel Højhed og Fasthed. Da dette er fuldført, og\nFolk slet ikke kunde se andet end nogle farvede Pakkassestum-\nper, er det faldet ham ind, at Tonen i disse Billeder kunde for-\nstærkes eller tydeliggøres, naar mani sin Forestillingskreds as-\nsocierede den med et aandeligt Indhold af samme korte, klare\nPrægnans, der karakteriserer »Billederne«. Hvis det var Tanken,\nkunde der næppe være valgt noget bedre end Moses fyndige,\ni al deres Knaphed dog saa meget sigende ti Bud. Komposition\nNr. . . forestiller ikke det tredje Bud, thi det forestiller intet, det\ner noget i sig selv, men Tonen i Mosebudet og Kompositionen\ner den samme, et kort Digt i Prosa og i Farver. Den, der har\nfaaet Øje for Skønheden i Lundstrøms Kompositioner, behøver\nblot at forene den af Prof. S. (om et andet Billede) foreslaaede\n»Titel« »Frokost i Dyrehaven« med Lundstrøms Arbejder, og\nhan vil føle det som Übehag. Man kunde med Rette indvende\nmod det anførte, at der er noget urimeligt i at associere et be-\nstemt af de ti Bud med en bestemt Komposition. Her kan dog\nmaaske særlige individuelle Farveassociationer have gjort sig\ngældende hos Maleren, og for Resten husker de allerfleste dog\nikke Indholdet af Budene eller højest af det sjette, saa det vil\nnæppe kunne genere nogen.\nJeg er klar over, at mange vil smile ad mig og maaske sige,\nat jeg som Vilh. Andersen finder Dybsindigheder i »Hønsefødder\nog Gulerødder«,*) hvor der ingen Dybde er. Men for det første\ntager jeg mig ikke Smilet nær, og for det andet vilde jeg sam-\nmen med Vilh. Andersen føle mig i det allerbedste Selskab.\nJeg tror altsaa, at Lundstrøms strax noget desorienterende\n»Titler« er meget vel motiverede, selv om de virker fremmed-\nartet i et Udstillingskatalog. Men egentlig er de for saa vidt\nlangt rimeligere end Betegnelser paa Billeder som »ung Dame, der\nvander sine Blomster« eller »Fiskere, der drager Vod ved Aften-\ntid« o. s. v., disse er nemlig ganske overflødige, fordi de frem-\ngaar umiddelbart af Billedet og nærmest synes at høre hjemme\ni et Katalog til Identificering af tabte Sager.\nIkke uden Interesse er det nu at bemærke, at vore Digtere\nallerede længe har brugt lignende metaforiske Betegnelser for\nderes Digtsamlinger. De findes vistnok ikke før i forrige Aar-\nhundrede, saaledes hos Chr. Winther: »Træsnit«, »Haandtegnin-\nger«, »Brogede Blade«, Chr. Richardt: »Texter og Toner«, »Vaar\nog Høst« o. s.v. Navnlig hos Drachmann bryder det igennem :\n»Dæmpede Melodier«, »Dybe Strenge«, »Ranker og Roser« etc. etc.\nAf særlig Interesse i denne Forbindelse er en lige udkommen\nlille Digtsamling af Jeppe Aakær: »Ravperler«. Hertil knytter\nnemlig Digteren selv følgende Ord: »disse Smaating kunde godt\nhave heddet »Spildkorn«, men nu har jeg kaldt dem »Ravperler«,\nfordi det Navn ligesom lyser mere.« Forfatteren knytter alt-\nsaa til sine Digte en Betegnelse, der er forbundet med et\nSynsindtryk (Lys og Farve), der ikke er at betragte som\nen Angivelse af Digtenes nærmere Indhold, ej heller er et\negentlig Symbol, men skyldes en Bestræbelse for at give\nLæserens Sind en vis Rytme, en Stemthed, der harmonerer med\nDigtene. Ell Medborger, der nu hverken forstaar Spøg eller\nPoesi vil sige: »hvad skal det betyde at komme og kalde nogen\nVers for Ravperler. Versene er jo blot Ord, der er sat forskruet\nsammen og trykt i Holstebro, de handler om alt muligt andet\nend Rav eller Perler, og saa siger Manden, at de lige saa godt\nkunde have heddet Spildkorn, som jeg dog ved er noget helt\nandet, enten maa han jo være gal eller han vil gøre Nar ad\nmig.« Og hvorfor smiler vi ad den Mand, der taler saaledes,\nmedens vi ganske slutter os til den, der siger tilsvarende Ord\nom Malerens Værk. Jo, fordi vi gennem et halvt Aarhundrede\ndaglig er vænnet til metaforiske Betegnelser for Digte i Ord.\nMan behøver da næppe at frygte, at Lundstrøms Anvendelse af\nde ti Bud er Udtryk for en Sindets Formørkelse.\nJeg har hermed gennemgaaet de væsentligste af de Exempler\nfra vor hjemlige Kunstverden, som Prof. S. omtalte. Ganske\ntilsvarende Betragtninger kunde gøres gældende med Hensyn til\nde fremmede Kunstneres Arbejder, men jeg finder det rigtigst at\nlade det ligge, dels fordi det vilde blive Gentagelser og dels, fordi\nder er noget betænkeligt i nærmere at drøfte Arbejder, som baade\nProf. S. og jeg kun kender gennem Reproduktion. Saaledes\nsynes det af Prof. S. omtalte Billede af Picabia »berømt Dan-\nserinde ombord paa en transatlantisk Damper« (S. Pag. 32) at\nhave spillet Professoren et ret alvorligt Puds, eftersom han gør\nsaa meget ud af det. Der synes mig nemlig ikke nogen Tvivl\nom, at Danserinden findes fremstillet længst til venstre i Billedet,\npromenerende paa Dækket i en udmærket Atmosfære af Damp-\nskib, Sol og Hav. Naar Gengivelsen ganske vist faar noget\n»fixérbilledligt« over sig, saa skyldes det sikkert i første Linie,\nat det er berøvet sin Farve og formindsket til maaske Ijao—740\naf sin virkelige Størrelse. Ganske lignende Indvendinger kan\nrettes mod adskillige andre af Prof.'s S.'s Textbilleder.\nAt Reproduktion, endda udføres af Kunstnerne selv,\nkan give lidet tilfredsstillende Resultater, det viser de af vore\nudmærkede yngre Kunstnere fremstillede Farvelithografier. Jeg\nkan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Lithografier\nkun er i Stand til at skade Kunstnerne, hvad enten saa det\nutilfredsstillende Resultat, der almindeligvis naaes, skyldes,\nat Tekniken overhovedet endnu ikke formaar blot taaleligt at\ngengive saadanne Arbejder, hvor Farven er om end ikke alt saa\ndog en meget væsentlig Bestanddel, eller det skyldes Kunstnernes\nMangel paa rent haandværksmæssig Dygtighed paa dette Felt.\nUnder alle Omstændigheder kan Kunstnerne ikke give deres Mod-\nstandere kraftigere Vaaben i Hænde end disse uheldige\nFarvesammensurier, for hvilke Kunstneren selv dog i Hovedsagen\nhar Ansvaret.\nII.\n*)\nEndnu blot nogle mere almindelige Betragtninger. Mange\nhar i vore unge Kunstneres Bestræbelser kun villet se Plagiat\naf fremmede, særlige franske Maleres og Billedhuggeres Arbejder.\nFor Malernes Vedkommende er det bestandig Matisse og Picasso,\nder bliver revet dem i Næsen. Navnlig har man haft travlt med\nPicasso's Violin. Fordi Picasso engang har følt det nødvendigt\n\n*) V. Wanscher i Politikens Kronik for 3. Febr. 1918.\n*) For at Foredrag med Diskussion ikke skulde blive for langvarig, blev\ndenne Del ikke holdt som Foredrag."}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.13", "texte": "at male en halv Violinkasse i et af sine Billeder, siger man,\ner det ikke nødvendigt for danske Malere ogsaa at male mer\neller mindre liele Violinkasser. Denne Betragtning saavel som\nBeskyldningen i Almindelighed for Plagiat er mærkværdig over-\nfladisk. Hvor godt kender jeg ikke fra mit eget Felt, at en\nKaldsfælle i Paris, Berlin, New York eller et andet Sted frem-\nsætter en Tanke, et Problem og giver dette Problem en ganske\nbestemt Belysning, og at andre hele Verden over saa tager samme\nProblem op, uden at noget fornuftigt Menneske falder paa at\nbetegne dette som Plagiat.\nDet afgørende er ikke, om en dansk Kunstner laaner Picasso's\nViolin, det afgørende er, om og hvorledes han kan spille paa\nden. At der naturligvis kan findes og ogsaa findes virkelige\nPlagiatorer imellem er indlysende, men ogsaa særdeles ligegyldigt,\nBlandt danske »Expressionister« findes allerede nn en Række\nKunstnere, hvis Fysionomi er saa tydeligt særpræget, at man\nvilde kunne kende dem, hvor i Verden man saa mødte deres\nArbejder.\nDen moderne Kunst synes mig at eje Betingelser for at faa\nBetydning i langt videre Udstrækning end for det, mani gam-\nmeldags Forstand plejer at forstaa ved Kunst, det egentlige Ma-\nleri og Skulpturen. Med sin udprægede Sans for Farven og sin\nGlæde over Liniers og Fladers rytmiske Sammenføjen uden di-\nrekte Afhængighed af det naturalistiske synes den at kunne\nkomme til at præge talrige af de Ting, der omgiver os i det\ndaglige Liv. Maaske deraf den virkelig vil kunne fremgaa den\nnye Stil, vi har savnet nu i Hundrede Aar. Jais Nielsens kera-\nmiske Arbejder er ovenfor omtalt. Axel Salto's Tegninger bl. a.\ntil Ovids Metamorforer og Brorsons Salmer synes mig i høj Grad\nat fortjene Paaagtelse. Flere af Scharff's Kompositioner maatte\nkunne bevare deres exotiske Skønhed ogsaa som Tæpper. Og i\nden egentlige Kunstindustri, Broderier, Perlearbejder, Tæpper,\nBogbind etc. ja selv i Blomsterhandlerens Vinduer har Ex-\npressionismen bragt Liv og Fornyelse.\nEndnu til Slutning blot nogle Ord om den moderne Kunsts\nForhold til den ældre. Det er en udbredt Misforstaaelse at tro,\nat moderne Kunstnere nærer Foragt for Fortidens store Kunst\neller endog helst saa, at der foranstaltedes Autodafé paa saa\nmeget som muligt af den. Om der findes enkelte Fanatikere\nmed Ønsker i den nævnte Retning, skal jeg lade være usagt,\nmen det er i al Fald uden Betydning. Det er ogsaa vanskeligt\nforstaaeligt, hvorfor en Kunstner ikke skulde nære Beundring\nfor en svunden Tids bedste Kunst, fordi han selv, som Barn\naf sin egen Tid, maa udtrykke sig i det Sprog, der er den nu-\nværende Tids og ingen andens. Men forøvrigt er det jo umuligt\nat trække nogen skarp Grænse mellem moderne Kunst og For-\ntidskunst, og den yndede Inddeling i mange forskellige »...ismer«\ner vist af mere formel end reel Betydning. Kunst er Kunst og\nforringes ikke. fordi Udlryksmaaden skifter.\nJeg vilde tro, at blandt vore hjemlige Malere fra de sidste\n50 Aar staar Hans Smith og Th. Philipsen moderne Kunstneres\nHjærte nær, til Trods for at den sidste i al Fald, hvis han\nskulde presses ind i en Rubrik, vel nærmest maatte betegnes\nsom Impressionist. Det er Malere, som hver for sig har fundet\ndet for ham naturlige Udtryk og givet det med Inderlighedens\nStyrke. Eller Alb. Gottschalk og de »fynske Malere« og den mær-\nkeligt alene staaende Karl Schou, hvis Billeder er af en egen\nhemmelighedsfuld Charme, og Rostrup Bøyesen, alle egenartede,\nstærke Kunstnere, fra hvem der vel kunde paavises Forbindelses-\nlinier ti 1 den nyeste Kunst. Endnu mere direkte er Linien Ira\nWillumsen, hvis hidtil af Offentligheden foragtede Billeder nu\npludselig vurderes højt, efter at de kunstneriske Værdier over\nMalere som Sigurd Swane er ført endnu mere ud i Rendyrknin-\ngen. Eller hvor skal vi anbringe Weie, Har. Giersing, Nauer eller\nAxel P. Jensen for blot at nævne nogle af de unge? Er de Im-\npressionister eller Expressionister? Ingen af Delene, de er ud-\nmærkede Kunstnere, og dermed er alt sagt. Den virkelige Kunst\nbliver bestaaende uforandret af alle Strømninger gennem veks-\nlende Tider, men den Tid, hvoii jeg lever, er den, hvori jeg\nskal gøre min Indsats, og den gøres ikke ved simpel Efterlig-\nning af en svunden Tids Kunst, om saa ogsaa denne er nok\nsaa megen Beundring værd.\nMan har sagt, at Impressionisten gengiver Genstandene ikke\nsom de er, naar man undersøger dem enkeltvis paa nært Hold,\nmen som de ser ud i det Milieu, hvor de findes, medens Ex-\npressionisten uden at bekymre sig om Tingenes Billede, saaledes\nsom vi ser det med vort Øje, gengiver det Erindringsbillede, vi\nbærer i vor Sjæl. »Impressionistens Billeddannelse standser ved\nØjets Nethinde,« Kunstneren gengiver et Indtryk udefra. Expres-\nsionisten behøver i og for sig ikke at kunne se Omverdenen i\ndet Øjeblik, han skaber sit Værk, der lever i hans Sind, ikke\nsom i et Museum af Genstande, men som hans, just hans in-\ntimeste Eje, hans Drøm om Verden, hvor Genstandene præges\naf utallige Stemninger, af Sorg og Glæde og Tiden, der rinder.\nDerfor former Expressionisten Tingene, naar han gengiver dem,\nefter sit individuelle Behov og interesserer sig ikke for, om de\ni højere eller ringere Grad afviger fra det Billede, som Hoved-\nparten af Menneskene har af Tingene, det overfladiske, fotogra-\nfiske Billede, som vi alle modtager som det første, og som for\nmange Mennesker ogsaa bliver det sidste, det endelige, fordi\ndet slet ikke naar deres Sjæl eller i al Fald bliver liggende dér\nuforandret som henkogte Frugter i et Sylteglas.\nDette er jo for en Del billedlig Tale og giver kun til Dels\nForskellen paa Impressionisten og Expressionisten. Ser man paa\nde gamle Kunstnere med den nøjagtige Udpensling af Detaillen,\nde som efter almindelig Opfattelse gengiver Tingene just som de\nser ud betragtet paa nært Hold i klart og roligt Lys baade om-\nkring Genstandene og i Malerens Sjæl, skulde disse da være de\negentlige Naturalister og kun i deres Udkast, Skitserne er de\nImpressionister, og formodentlig derfor griber just Skitserne of-\ntest vort Sind langt stærkere end det færdige Billede. Hele Sa\ngen synes mig imidlertid at være bleven forenklet og skemati-\nseret til Urigtighed. For det første er det naturligvis kun et\nBilledudtryk, at Opfattelsen hos nogen Kunstner eller overhove-\ndet hos noget Menneske standser ved Nethinden. Standser den\nvirkelig her, saa ses Genstandene ikke (112. Eks. under Bedøvelse),\nda er de som Træerne, der hælder over den stille og fuldstæn-\ndig ensomme Skovsø. Til evig Tid kan man bryde sit Hoved\nmed, om de spejler sig i Skovsøen, naar ingen ser paa det.\nKun de billeddannende Lysstraaler, der naar videre end til Net-\nhinden, opfattes, først i Hjærnen sker heleden syntetiske Pro-\nces, hvoraf Billedet fremgaar. Men lad nu delte med Nethinden\nvære, hvad det er, en Pointe, der ikke skal opfattes bogstave-\nligt. Forskellen paa de gamle, paa Impressionisterne og paa Ex-\npressionisterne er næppe den anførte. De er overhovedet ikke\nhinandens Modsætninger, allermindst er Impressionismen Ex-\npressionismens Modsætning eller Antipode, som Prof. S. benæv-\nnede den, og som det ofte siges; langt snarere er Expressionis-\nmen en videre Udvikling af Impressionismen. Det er jo nemlig\nen ren Misforstaaelse, at Impressionisterne har gengivet Tingene\nsom de haandgribelig ser ud for en nøgtern Betragtning, lige-\nsaavel som det er misforsiaaet, at de gamle har det, d.v.s. den\ngamle stoie Kunst. Tro ikke, at Grækernes Skulptur eller Re-\nnaissancens Kunst eller Thorvaldsen har gengivet noget som\nhelst i egentlig Forstand naturalistisk! Der ligger en lang Proces\nimellem den rent umiddelbare Synsopfattelse af Mennesket, som\ndet er, og Skabelsen 112. Eks. af de attiske Gravmæler eller Rem-\nbrandts 'Malerier, hvor mange Mennesker tror at se Tingene\n»som de er i Virkeligheden.« Nej, den virkelige Naturefterlig-\nning, det er Statuen af LP. Muller, og det er talløse af de Ma-\nlerier, der aarligt udstilles paa Charlottenborg og andre Steder,\nalt det der ikke har noget som helst andet Maal end at ligne\nObjektet saa nært som muligt. De gamle har ligesom lagt Sor-\ndin paa Fremstillingen af deres Sjæls Billeder af Tingene, men\nSjælens Arbejde er dog umiskendelig nok, og undertiden som i\nden tidlige Renaissance bryder Følelsen, »Overdrivelsen«, trods\nalt igennem med uimodstaaelig Styrke. Der er over de gamles\nVærker ofte en betagende Finhed i denne stille Kamp mellem\nØjets og Sjælens Billede. Den moderne Kunstner lægger ingen\nDæmper paa sin Sjæls Billeder, ja forstærker ofte bevidst, men\nfor mange Kunstnere synes det ikke helt at være gaaet op, at\nder ligesom i Scenens Kunst er en Grænse, ved hvilken pointe-\nret Kunst slaar over i Pose. Der trædes paa Mosegrund, jo læn-\ngere man kommer ud, desto større Fare er der for, at Grunden\nskal give efter, men længst ude gror de skønneste Blomster. I\nal Kunstfremstilling er der to Yderpunkter, det ene er Nul-\npunktet, det hvis Maal er den nøjagtigst mulige Gengivelse af\nVirkeligheden, og som kun kræver haandværksmæssig Dygtig-\nhed, det andet er det Punkt, hvor Spændtheden er ført til det\nyderste, saa det hele brister og slaar over i Affektation eller i\ndet tragisk-komiske. Den Bredde, der er imellem de to Punkter,\ner forskellig for de forskellige Kunstnere, Geniernes Vingefang\nføles som Uendelighed, men den Kunstner, hos hvem Punkterne\nberøre hinanden, bør vælge en anden Profession; muligvis kan\nhan blive en udmærket Illustrator af zoologiske, botaniske og\nlægevidenskabelige Skrifter.\nDet er Følelsens Ægthed, hvoraf det hele afhænger. For-\nnemmes denne gennem Arbejdet, tjener det kun til at forstærke"}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.14", "texte": "Virkningen, at Formen, hvori Udtrykket gives, afviger fra det\nsædvanemæssige. Derfor er det for Expressionisten ikke noget\nvæsentligt, om en Ting er »fortegnet« i Ordels almindelig be-\nnyttede Betydning. Dette er Grunden til, at Expressionismen\nføler sig beslægtet med primitive Folkeslags Kunst, med Neger-\nskulptur og med Bondekunst, der jo ofte, udført som den er af Au-\ntodidakter uden stor teknisk Færdighed, men med en hellig og en-\nfoldig Følelse for det væsentlige, kan rumme Værdier af en egen\ngribende Skønhed. Ganske de samme »dysmorphistiske« Fænome-\nner, som Prof. S. anser for Tegn paa Sindslidelse, træffer vi hos\ndisse Folkets Kunstnere, hos hvem det virkelig undertiden er, som\nNaturen har aabenbaret selve sit inderste Væsen.\nOgsaa i den egentlige Kunstindustri, i Træskæringer paa Skabe\nog Kister eller i Udsmykningen af de gamle Fajancefade er der\nofte en bedaarende Kraft og Ynde, overfor hvilken mangen virtuos\nog udstuderet Kunstner godt med det samme kan pakke hele Ma-\nlerkassen sammen. Ganske det samme kan gælde sindssyge\nKunstneres Billeder, som Prof. S. talte om; intet er mere ligegyl-\ndigt, end 0111 Forbenet paa en Hest er fortegnet (som i den\nTegning af Ernst Josephson, som Prof. S. fremviste i Lysbilleder),\nnaar hele Kompositionen skælver af en Følelse, der formaar at\ngribe Beskueren tusindfold stærkere end Alverdens udadleligt\ntegnede Raceheste.\nDen største Fare, der truer Expressionisten, synes mig at\nvære den, at han skal lade sig forlede til at tro, at han ved\nudefra at efterligne et ejendommeligt Kunstværks Form ogsaa\nskal kunne give dets Indhold. At han er greben af en anden\nog stærkere Kunstnerindividualitets Værk er intet at bebrejde\nham, men han maa helt og i Oprigtighed have gjort sig til eet\nmed dets Idé, før han selv vil udtrykke denne Idé. Om han\nsaa derved ogsaa i det ydre kommer til at ligne Forbilledet, er\ndet urigtigt at foreholde ham som Plagiat. Føler vi ikke med\nKunstneren, da er al Verdens raffinerede Teknik kun Hunde-\nkunster, og de nyeste udspekulerede Paafund er os fuldstændig\nligegyldige. At definere hvad Følelse er, lader sig ikke gøre,\ndet er en Grundbetingelse for al Kunst ligesom Liv for bevidst\nTilværelse overhovedet. Det mest dagligdags Motiv kan være\nmættet med Følelse, og saakaldte stemningsfulde Billeder virker\nsom Regel kun forstemmende, thi Kunstneren har som oftest\nher taget Fejl af Maal og Midler. Stemningen skal opstaa i os\nselv, den skal ikke overleveres os som et færdigt Produkt.\nExpressionismen repræsenterer da ikke noget principielt nyt, den\nhar kun fremhævet og ved sit Udtryk forstærket en fundamental\nLivsbetingelse for al Kunst. Hvad det rent tekniske angaar, har\nden forladt Impressionismens slørede Konturer og Lysets stærke\nBrudthed og særlig valgt de faste, præcise Farveflader og de\ndistinkte Konturer. For den rent ydre, saakaldte naturtro Gen-\ngivelse af Tingene har den ligefrem faaet Lede, efterhaanden som\nden rent mekaniske Reproduktion, særlig Fotografien, har naaet\nsin stærke Udvikling. Kunstneren indser, at med Zeiss' Linser\nog den fotografiske Plades Lysfølsomhed kan han ikke kon-\nkurrere, men samtidig føler han, stærkere end nogensinde før,\nmaaske med lidt af den Sammensvornes hemmelige Glæde, at\nder er en indre Verden af Skønhed, som Fotografen aldrig kan\nnaa. Dette er Kunstens hellige Enemærker, hvortil hverken\nPenge eller Fornuft, ja end ikke fremragende Intelligens giver\nAdgang.\nOm Fremtiden er det klogest ikke at tale. Saa meget kan\ndog siges med Sikkerhed, at Expressionismen saa lidt som nogen\nanden »Retning« i Kunsten vil blive staaende som Kunstens\nblivende Udtryksform. Denne maa bestandig vexle, og naar\nen Idé er ført til det yderste, maa den afløses enten af en ny\nRetning eller af en Reaktion. Da vil det sikkert være klart for\nenhver, at Expressionismen har frembragt Værker af blivende\nVærdi, og at dens Udøvere var ligesaa sjælssunde som nogen\nanden Periodes Kunstnere.\n\nAFTEN PAA LANDET\nHelge Rode.\nTilegnet Hammershøys: »Poul Møller«\nTMELLEM nøgne Vægge\net Bord, en Stol derved,\net Vindu ud mod Vandet.\nHer er jeg i min Fred.\nNu hvisker Luften sagte\ntil Flammen, som har kaldt.\nOg Murens Stene mumler\nom Altets Liv i alt.\nDerude Nattens Aander,\nbag Skyens Maanebræm\nog Havets dumpe Brusen.\nHer er jeg i mit Hjem.\nI Rummets vilde Dybder,\nhvorfra mit Hjerte kom\nstaar Sjælens stille Flamme.\nHer er min Helligdom.\nEt stille Lys paa Bordet\nog fjernt en Stjernes Gys\nfaar Mørket til at skælve.\nHer er jeg i mit Lys."}, {"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.15", "texte": "MODERNE KUNST OG ARKITEKTUR\nPoul Henningsen.\n\"PROCENT Vilhelm Wanscher har nylig i Skrift og Tale fremsat\nstærkt kritiserende Udtalelser om moderne Maleri, og for\nTanken og Skarpheden i disse Udtalelser skylder unge Kunstnere\nham sikkert Tak, saavist som de i Almindelighed ellers kun\nmodtager uforbeholden Ros eller møder uforstaaende Foragt.\nVilhelm Wanscher har een Gang før i dansk Aandsliv understreget\nen Strømkæntring, som man paa det Tidspunkt lige kunde ane,\nog som nu er absolut og konsekvent gennemført. Den Gang\ngjaldt det Arkitekturens Forhold til Barokken og Klassicismen,\nog nu, som dengang, staar Docenten paa fast Grund, idet man\nnetop indenfor ultramoderne Malerkunst aner en Tendens imod\nden Realisme, som Vilhelm Wanscher anbefaler som Kunstens\nRedning.\nDer paatrænger sig imidlertid i denne Forbindelse adskillige\nSpørgsmaal, som Docenten kun flygtigt har berørt eller helt har\noversprunget. Først og fremmest tvivler man stærkt om, hvor-\nvidt Nytten af saadanne Strømkæntringer virkelig er saa stor,\nat Kritikerne bør tage sig af dem som andet og mere end et\nFaktum. Uden derfor i ringeste Grad at betvivle Kunstnerens\nRet til disse Manøvrer, tør man dog paastaa, at det ikke er\nMaalet, der staar paa Spil, men Midlerne, der her kæmper mod\nhinanden.\nFor at vende tilbage til Arkitekturen, da den skiftede i sin\nBeundring fra Barokken til Klassicismen: Den ganske jævne\nUdvikling mod noget muligvis bedre, som paastaas at være\nforegaaet, kan ikke begrundes i Omslaget, som sikkert var af\noverfladisk Karakter, hvor epokegørende det end dengang syntes.\nArkitekterne havde ganske afgjort ikke lært, hvad der kunde\nlæres af Barokken, da de slap den, og navnlig havde de intet\nlært af deres eget Forhold til Barokken. Deres blinde Beun-\ndring, deres Mangel paa Kritik og Overlegenhed overfor Histo-\nrien, deres usvigelige Tro paa, at dette er det bedste og\nsidste denne Tro som netop karakteriserer de forløbne 50\nAar alt dette er gentaget overfor Empiren i den moderne\nArkitektur som Helhed og ikke bleven mindre dumt derved.\nOrdet Moderetning ligger lige for, ikke i daarlig eller haanlig\nBetydning, men heller ikke i afgørende god. Kunstneren ram-\nmes lige saa lidt med Foragt for Moder og -ismer, som han\nstøttes med Forslag om nye Moder.\nKærnen er netop dette: Hvad er Realisme, og hvilket ideelt\nFremskridt ligger deri at vende tilbage til Realismen, og her\ner det, at Docent Wanscher skylder en Definition og en Moti-\nvering, thi alt, hvad han til Dato har understreget for sine op-\nmærksomme Tilhørere, om de enkelte Værker, han fremviste,\naf den ene eller anden Art, fra den ene eller anden Tid, var\nnetop exakte, tildels næsten videnskabelige, i alt Fald elemen-\ntære og fundamentale Virkninger, netop saadanne, som den\nmoderne Malerkunst søger at lægge til Grund for sit hele Arbejde.\nFor de bedste og klareste blandt Malerne er Billedet og Billedets\nElementer Realiteterne, og »Realismen« bliver, sammenlignet\nmed disse Realiteter, blot en Afglans eller et Værktøj i Rang\nmed Picassos Violin.\nPaa et andet Punkt, nemlig angaaende Forholdet mellem\nmoderne Arkitektur og Maleri, som var stærkt fremhævet i Kro-\nniken i Politiken, synes Konklusionen kun svagt dokumenteret.\nDet hedder her, at Malerne skal passe paa at være i Kontakt\nmed Tiden, og at de, sammenlignede med moderne Arkitekter,\ner gammeldags Romantikere.\nSpørgmaalet er i høj Grad indviklet. De moderne klassici-\nstisk henrevne Arkitekter er store Romantikere, især maaske i\nderes Forhold til Stoffet, og ligesom Malerne tør de ikke træde det\nafgørende Skridt fra den svimle Forelskelse til den kolde nøgterne\nBeherskelse af Stofvirkningen, som ganske sikkert er af anden,\ntredje eller syvende Rang i Forhold til det for Arkitektur og\nMaleri afgørende.\nDen klassicistiske Tendens har Arkitekterne forud for Ma-\nlerne, men det vil blive svært at paavise, at denne Tendens i\nsig selv er en Værdi. Værdien ligger i det, hvormed den følges,\ni en Trang til Videnskabelighed, en Søgen efter Elementerne og\nen deraf følgende Purisme i Udtryksformen, som er fælles for\nmoderne Maleri og Arkitektur, og det er dette, der bestemmer\nTidens Ansigt og ikke den stærke, men ret kritikløse Beundring\nfor C. F. Hansen, som har faaet Navnet Dyrkelsen af Klassi-\ncismen.\nPaa et enkelt Punkt er Arkitekturen foran Malerkunsten: i\nEvnen til at underkaste sig den kunstneriske Disciplin, men\ndette skyldes meget ydre Forhold, som skiller de to Fag, og\nMalerne er ikke saa langt nede i übegrænset Tillid til Origina-\nlitetens, Personlighedens og Frihedens Suverænitet, som Hr.\nWanscher stiller dem. Deres Skoler er, om end flere, saa dog\nstærkt beslægtede og styrer samme Vej.\nEt enkelt Punkt fortjener megen Opmærksomhed. Hr. Do-\ncent Wanscher berører det omtrent saaledes: De unge Malere\nbeundrer Giotto, men de glemmer at fordybe sig i den store\nreligiøse Følelse, hvormed han skabte sine Billeder.\nMed nogen Ret kan man paastaa, at den moderne Arkitektur\nsaaledes søger at trænge ind i en anden Tids Følelsesliv, men Spørgs-\nmaalet er, om dette er Maalet, om det er rigtigt og godt. Paa\ndette Punkt staar Vilhelm Wanscher afgjort paa Arkitekternes\nSide, saavel som Kritiker eller Historiker, som i Egenskab af\naktiv Kunstner, og netop dette synes ofte at lede ham til fejle\nResultater og übegrundet Beundring for Fænomener af en pa-\nsticheagtig Karakter.\nPaa dette Punkt, med Hensyn til den følelsesmæssige Kon-\ntakt med Tiden, hævder den moderne Malerkunst at være vidt\nforud.\nArkitekturens nyere Historie viser fortvivlede Forsøg paa at\nskabe en moderne Stil og skæbnesvangre Perioder, hvor det\nblev glemt, at Historien er en Arkitekturlære. Dette er ændret\nganske vist, men tildels ved et voldeligt Forsøg paa at tilbage-\nrykke Følelseslivet til andre Tider og ved en ret kritikløs Ær-\nbødighed for disse Tiders Kulturhistorie. Det moderne i den\nmoderne Arkitektur er ikke meget andet og mere end et svagt\nSkær over Pasticherne. Den moderne Malerkunst er, uden for-\nskruede Forsøg paa Modernitet og uden at glemme, hvad den\nskylder alle Tiders Kunst, et gyldigere og stærkere Udtryk for\nden Tid, hvori den blev til.\nDet saarbare Punkt ligger ganske anderledes nær ved Hjær-\ntet af moderne Kunst og Arkitektur, thi det staar endnu hen,\nhvorvidt de har holdt eller vil holde en Tøddel af, hvad de har\nlovet i Retning af Objektivitet, Videnskabelighed og Klarhed."}, {"page_pdf": 16, "page_imprimee": "couv. 4", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191902-01.1.16", "texte": "FORAARSMORGEN 1919\nRUDOLF THYGESEN"}]}