{"numero_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_sha256": "9dc66f0af34d87fa2c1a3f144fea1126e3af6ff19703df67a72af75697917d40", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1919/07_01/bmtnaag_1919-07_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1919/07_01/bmtnaag_1919-07_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c002", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD:", "titre_sommaire": "INDHOLD:", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1787, "texte": "INDHOLD:\nOmslagslitografi af V. Lundstrøm.\nNyt Kunstforlag. Af S.\nFotografi efter Paul Cézanne, Cliché Bernheim jeune, Paris.\nKlingen. Digt af Emil Bønnelycke. Skrevet ved Rygtet\nom Klingens Ophør.\nLitografi af V. Lundstrøm.\nKunst og Videnskab. Af Oluf Thomsen.\nForøget Viden. Af Poul Henningsen.\nKubismens Demonstration. Litografi af V. Lundstrøm.\nDen smukke Pige. Litografi af Svend Johansen.\nForm og Indhold. Af Otto Gelsted.\nAssistens Kirkegaard, 50. Aug, 1919. Litografi af Axel Salto.\nDen græske Ild. Digt af Emil Bønnelycke.\nFerskner. Originalradering af Axel Salto. Japanpapir. (Til\n»Alf Larsens Digte«).\nAlf Larsen. Af Otto Gelsted.\nFarvelitografi af Karl Larsen.\nLitografi af Vilhelm Poulsen.\nMordet. Fot. efter Paul Cézanne. Orig. tilh. Dr. Julius\nElias, Berlin.\nCézanne og Kunstkritiken.\nFarvelitografi af Kamma Salto.\nLitografi af V. Lundstrøm.\nFotografi efter Jon Stefansson.\nLondon. Digt af Fredrik Nygaard.\nFotografi efter André Derain. Orig. tilh. Paul Guillaume,\nParis.\nTre Digte af Steen Christensen.\nOriginal Træsnit af Sigurd Swane. Trykt fra Klodsen.\nSfinxen. Digt af Henrik Rytter.\nOriginal Træsnit af Frits Syberg. Japanpapir.\nFot. efter Uccello. Orig. findes i Ufficierne.\nForsøg paa en Ordbog over de skønne Kunster. Af Eugéne\nDelacroix.\nLitografi af Karl Larsen.\nBadende Pige. Litografi af V. Lundstrøm.\nFarvelitografi af Karl Larsen.\nLitografi af Axel Salto.\nFlyverne. Digt af Emil Bønnelycke.\n4 Udkast til Broncefigurer til Hesselbyholm Park, Søder-\nmannland. Fot. efter E. Utzon Frank.\nLitografi af Knud Kyhn.\nSirius-Drøm. Digt af Birger Lystad.\nFot. efter Henri Rousseau. Orig. tilh. Hr. Tetzen-Lund.\nModerne Skuespil. Af Emil Bønnelycke.\nLitografi af Axel Salto.\nIndhold af 2den Aargang.\nKlingens Publikationer.\nLitografi bag paa Omslaget af Knud Merrild."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c003", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.3", "titre_corps": "NYT KUNSTFORLAG", "titre_sommaire": "NYT KUNSTFORLAG", "signature_source": "S", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.2", "debut_caractere": 1789, "fin_caractere_exclue": 4036, "texte": "NYT KUNSTFORLAG\nS.\nFRA Hr. Aage Marcus har vi modtaget et Cirkulære, hvori\nhan bebuder Oprettelsen af et nyt Forlag, der særlig vil\nbeskæftige sig med Kunst-Publikationer. Forlaget aabner sin\nVirksomhed med en Bog af Wanscher om Rafael, der paa\nGrundlag af et autentisk Kildemateriale og ved en konsekvent\ngennemført Kritik af Værkerne søger at give Rafael, hvad Ra-\nfaels er. Af andre Publikationer, der kan ventes i Løbet af\ndet kommende Aar, kan bl. a. nævnes at Karl Madsen vil ud-\ngive og kommentere en Række Gengivelser af Kobberstiksam-\nlingens Haandtegninger. Det er Hensigten efterhaanden at ud-\nsende en Række Mapper, hver med 10 å 12 Blade; den første\nvil indeholde 10 Tegninger af Eckersberg; senere følger Map-\nper med Tegninger af Rembrandt og andre hollandske Mestre,\naf P. C. Skovgaard og Jens Juel. Endvidere vil Johannes\nV. Jensen skrive en Bog om de fynske Malere, Johannes\nLarsen vil udgive en Række af sine Tegninger og Raderin-\nger, Docent Wanscher et Værk med Titlen »Italien og den\nstore Stil« og Aage Marcus en ny Udgave af sin smukke Bog\nom /. Th. Lundbyes danske Landskabstegninger. Under For-\nberedelse er et stort bibelsk Billedværk af Joakim Skovgaard\nmed Tekst af Holger Begtrup, en rigt illustreret Artikel om\nSkulptur af Kai Nielsen og en Frølich-Billedbog med Tekst\naf Johannes V. Jensen.\nVed Gennemlæsning af denne Fortegnelse der »angiver de\nRetningslinier, som vil være bestemmende for det nye Forlags\nVirksomhed«, undrer man sig over, at en ung Mand ser en\nOpgave i at starte et Forlag paa lutter Selvfølgelighed. Hr.\nMarcus omgiver sig med fine Navne, ak, alt for uangribelige\nNavne, en Buket af Professorer. Det vilde dog være urime-\nligt at laste denne usigelig gode Smag og Sans for dekorativ\nNavnesammenføjning, hvis det unge og sikkert solidt baserede\nForlag, ved Siden af sit Kuriositetskabinet, ogsaa lagde Vægt\npaa de Værker og Navne, der uden Autoritetens Glans over\nsig, har Krav paa Interesse og har den behov. Vist er Eckers-\nberg og Lundbye gode Kunstnere, men Herregud Hr. Marcus,\ndet ved vi alle, lad nu dem hvile. Det er ikke nok passivt at\nhave god Smag, man maa gøre den utrætteligt ynglende, ellers\ntriumferer man aldrig. Man gør saa heller ingen Dumheder,\nmen er det egentlig saa morsomt?"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c004", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.4", "titre_corps": "ORDFORKLARING TIL RYTTERS DIGT", "titre_sommaire": "ORDFORKLARING TIL RYTTERS DIGT", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.2", "debut_caractere": 4038, "fin_caractere_exclue": 4825, "texte": "ORDFORKLARING TIL RYTTERS DIGT\nHenrik Rytter, af hvis Digte der til Efteraaret kommer en Samling hos Gyldendal, er den tredie i Rækken af de store Lyrikere som det nor-\nske Landsmaal har fostret i den sidste Generation, og som »Klingen« har sat en Ære i for første Gang at præsentere for danske Læsere,\ntrå : lige skuggelikan : Figurer som ligner Skygger ræse : fare voldsomt frem\ndimd : Dunkelhed sulka : tilsmudset ræke : drive formaalsløst afsted\nhjell : Afsats, Plateau brikne : Glans, Ydre Pragt lekkje : lænke\ndæld : Sænkning rengd : vrængt hernadsrop : Stridsraab\nsaad : sydet dumbe : støv just : lidenskabeligt\nskraave : rasle hæding : Spot andlets ham : Ansigtstræk\nskraana : indtørret Skreid : Skare, Folk audna : Ødet\nKvervle : hvirvle røyve sig : røre sig fline : haanle tyst"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c006", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c006", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 4, "image_fin": 4, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.6", "titre_corps": "KLINGEN", "titre_sommaire": "KLINGEN", "signature_source": "Emil Bønnelycke", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1116, "texte": "KLINGEN\nEmil Bønnelycke.\nI den kongelige Morgen, hvor vi ser os selv som Ahner\ni det Spejl og Farvespecter, som kun splintres af vort Mod.\nskal, udfoldet som et Foraar over Spejlet vore Faner\nstaa med Farverne, üblandet, som vor eget Hjerteblod.\nI den dødelige Time, da vi knuser Kapitælen\npaa den dristigt slanke Søjle, som har baaret paa vor Drøm,\nskal, udødelig og frigjort, over Værket leve Sjælen,\nder skal lede sene Tiders ædelt søgende Strøm.\nI Fanfarer, der er mættet med det Raab, vort Hjerte rummer,\nskal vi smykke Spejlets Splinter, Søjlens blødende Ruin\nmed det Purpur, der skal springe af vor krigeriske Kummer,\nmens beruset vi skal segne i en Sang af Ild og Vin.\nUnge Brødre af en Heros, der har kendt kun Hjertets Farve,\nHavets, Himlens! Vi skal mødes i den samme Offerdaad.\nOg de Faner, vi erobred, skal Apollons Sønner arve —,\nnaar de kommer for at bede om vort kongelige Raad.\nDerfor styrter i vort Hjerte denne Jubel ved at sprænge\ndette Specter, der har spejlet vore Buers Brødre-Bro.\nDerfor flyver denne Hymne fra en splintret Lyres Strenge,\nmedens Rummet om os dirrer af vort knuste Hjertes Ro."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c009", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c009", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 6, "image_fin": 6, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.8", "titre_corps": "KUNST OG VIDENSKAB", "titre_sommaire": "KUNST OG VIDENSKAB", "signature_source": "Oluf Thomsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7443, "texte": "KUNST OG VIDENSKAB\nOluf Thomsen.\nSag pedanten, donna Bianca,\nat det roar mig at måla så,\narabesken år en ranka\nsom en stel pedant ej kan forstå\n(Gustaf Froding).\nDET er altid saare tiltalende, naar en Skribent vil tage sig\npaa at give en Klar og skarp Definition og dermed Afgræns-\nning af de Begreber, vi arbejder og lever med. Vi venter at se\nalt ovei flødigt skaaret bort og selve Sagen ligge saa aabenbar,\nat der ikke mere kan være nogen Tvivl. Man maa formode, at\ndet har været Hr. Poul Henningsen's Mening med »Betragtninger\nom Kunst« (Klingen Nr. 7) at give os den attraaede Klarhed,\nmen jeg maa i al Beskedenhed betvivle, at han har naaet det,\nthi det positive, vi faar at vide er, at Kunstens Maal er »Sand-\nheden o: den logiske og konsekvente Udvikling mod det uende-\nlige,« og at vi i Kunsten maa »bort fra det menneskelige og\nsubjektive.« »Kun i det umenneskelige(?) og Trangen til Abstrak-\ntion kan der spores et Fremskridt.« I god Overensstemmelse\nhermed gøres da ogsaa Kunst og Videnskab (og Natur(!)) til\nvæsens-ensartede Fænomener. Kunstnerens subjektive Skaber-\nevne er ikke blot overflødig, men ligefrem skadelig, og uden at\ndet synes som om Hr. Henningsen selv ser det pudsige i Ordene\nhedder det: »Kunstteoretikeren er Slagets Feltherre og de ud-\nøvende Kunstnere Soldaterne.«\nSaavidt jeg kan se, bunder imidlertid Hr. Henningsen's hele\nBetragtning i en fundamental Misforstaaelse, nemlig Troen paa\nEnsartetheden af Kunstens og Videnskabens »Udvikling«. Lad\nmig belyse dette ved at citere Hr. Henningsen: »i Kunsten bryder\nman ikke en Lov, før man har kendt dens inderste og dybeste\nBetydning, det vil sige man berigtiger den, som mani Viden-\nskaben efter det fuldførte Studium af Lovene beriger Verden\nmed Berigtigelser og med nye Love.«\nJa, naar dette er rigtigt for Videnskabens Vedkommende,\nsaa beror det jo paa, at dens Omraade er et rent intellektuelt\nErfaringsomraade, hvor de indvundne Resultater kan gives i Arv\nfra Slægt til Slægt. Videnskabens Udvikling viser derfor i det\nstore og hele een übrudt opadstigende Linie. Man forlader først\nden givne Grund, naar en ny og rigtigere kan skaffes til Veje.\nDet samme gælder for de Omraader, der umiddelbart slutter\nsig til Videnskaben som dens praktiske Konsekvenser som 112. Ex.\nden mekaniske Teknik. Helt anderledes er det med Kunsten.\nHer er ingen übrudt Linie. Kunsten har i Perioder, der ligger\nAarliundreder, ja Aartusinder føi vor Tid naaet en »Udvikling«\nsnart et Sted paa Jorden, snart et andet Sted, hvor en lignende\nBlomstring maaske aldrig siden eller først længe efter atter er\nnaaet. Dette er imidlertid et Træk, der genfindes overalt, hvor\nvi har fjernet os fra det intellektuelle til det følelsesbetonede\nOmraade. Her mangler i Virkeligheden Udvikling gennem Ti-\nderne, og det vi ser er Svingninger i Følelsens Styrke og Ret-\nning. Krigen og dens Følger har tilstrækkeligt godtgjort, hvor\ndyb en Misforstaaelse det er at tro, at Mennesket, selv Euro-\npæeren i det 20. Aarhundrede moralsk er mere udviklet, mere\nmedfølende, mere barmhjertig end for I—2ooo Aar siden, og\npaa den anden Side vil man til alle Tider kunne træffe Menne.\nsker, hvis Sinds Renhed og Uegennytte næppe kan overgaas.\nKunsten, der først og fremmest er Udtryk for Menneskets følel-\nsesbetonede Sjæleliv, d.v. s. for dettes Styrke, uanset om det\niøvrigt er »godt« eller »ondt«, viser ganske lignende Svingninger.\nEn Epokes Kunst forlades ikke, fordi en ny Epoke har en rig-\ntigere teoretisk Opfattelse af Kunstens Væsen, men fordi dens\nUdtryk ikke mere føles samstemmende med Styrken og Retnin-\ngen af den Følelse, der behersker Tiden. Der er derfor heller\nintet til Hindring for, at et engang forladt Ideal vil dukke frem\nadskillige Gange i Kunstens Historie. Klassicismen 112. Ex. har jo\nmere end een Gang været det efterstræbte Maal. Sammenlign\nhermed Videnskaben! Tror nogen, at Videnskaben nogensinde\nvil være i Stand til paany at antage, at Jorden er flad, eller at\net Element som Guld lader sig fremstille af andre Elementer?\nSkulde dette ikke hænge sammen med, at det bærende i Vi-\ndenskab er Erkendelsen, der ikke kan gaa tilbage, det bærende\ni Kunsten Følelsen, der er foranderlig som Dagen fra Morgen\ntil Aften.\nVil man nu nærmere gøre sig klart, hvad deri Kunst for-\nstaas ved Følelsen, da er det en Selvfølge, at denne paa ingen\nMaade direkte er afhængig af Objektets Art. Der gives ikke en\nsærlig Gruppe af Objekter, der behandles med Følelse, og en\nanden Gruppe, hvor Følelsen kan undværes. Thi det der er\nTale om, det er Kunstnerens Betagethed af Opgaven. Denne for-\ntættede Følelse eller Given sig hen i Arbejdet synes at være en\nuomgængelig nødvendig Betingelse for, at Kunst overhovedet kan\nopstaa. Emnet kan saa iøvrigt være i enhver Henseende »dag-\nligdags«. Det er hverken store Gebærder eller nye »dristige«\nPaafund der bærer, men Overbevisningens Inderlighed. Her op-\nstaar just Paradoxet, der er Kendetegnet for al Kunst: paa den\nene Side Subjektiviteten potenseret til sin yderste Grænse i Per-\nsonlighedens Udfoldelse, paa den anden Side den totale Selvfor-\nglemmelse. Hr. Henningsen behøver derfor ikke at frygte for, at\nen Spejden efter »det skønne« skal ødelægge Resultatet, thi den\nder er betaget af et Arbejde, skeler ikke til Siden efter Virk-\nningen, men arbejder saaledes som han maa.\nKunstglæde er langt mere Meddelagtighed i en andens Sjæls-\ntilstand end kold Erkendelse af, at en eller anden Teori er ble-\nven realiseret efter et Skema. Man kan jo vrængende kalde en\nsaadan »Med Følelse« for Sentimentalitet, eller man kan mene,\nat den »sagkyndige« har en langt mere »videnskabelig« Maale-\nstok for Værdien af Kunst jeg tror dette er Illusion; naar\nman er et Menneske, saa nytter det ikke at ville se et Frem-\nskridt i Abstraktion bort fra det menneskelige.\nNaar jeg i sin Tid gik imod Prof. Salomonsen, deri moderne\nKunsts Egenartethed kun saa et beklagelsesværdigt Udslag af\nSindslidelse, saa skyldtes det en Følelse af, at deri det bedste\naf moderne Kunst just er lagt saa megen personlig Hengivelse,\nat man derigennem naar til den Berigelse, som er ikke »Me-\nningen« med men den dybe Virkning af al ægte Kunst. Kunst-\nteoretikere kan saa bagefter give sig til at analysere, ved hvilke\nMidler Kunstneren har udtrykt det, der laa ham paa Hjærte.\nJeg undervurderer paa ingen Maade dette Arbejde, der er af\nvidenskabelig Natur, men kan i Modsætning til Hr. Henningsen\nkun betragte det som sekundært i Forhold til Kunstnerens. Naar\nen Kunstopfattelse efterhaanden er bleven slidt saa tynd, at der\nkun er Teori og Skema tilbage, er dens eneste Mission at skabe\nLede og derved reaktivt at vække nyt Liv.\nJeg har aldrig været i Tvivl om, at der blandt den »mo-\nderne Kunst« s Frembringelser findes en Mængde Slagger, og jeg\ntror, at dette for en stor Del skyldes, at disse Arbejder om jeg\nsaa maa sige er blevet til udefra i Stedet for indefra, gennem\nTeoretiseren i Stedet for gennem Oplevelse.\nI et af Frøding's Breve (Brev 32, fra 1889) klager han saa-\nledes: »efter min Mening er Poesi varme eller dybe Følelser\nudtrykt paa et Sprog, som formaar at kalde tilsvarende Følelser\ntil Live hos Læserne. Men Analysen ødelægger Varmen, og der-\nfor findes snart ingen Digtere nu om Dage, men blot Psykologer\nog lagttagere. Digtningen har mistet Forbindelsen med Musiken\nog i Stedet nærmet sig til Videnskaben.«\nTror nogen virkelig, at der er en Væsensforskel mellem Kun-\nsten i Ord og i Billeder? Eller tror man, at Frøding ikke for-\nstod sig paa Poesi?"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c010", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c010", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 7, "image_fin": 10, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.9", "titre_corps": "FORØGET VIDEN", "titre_sommaire": "FORØGET VIDEN", "signature_source": "Poul Henningsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.7", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 8630, "texte": "FORØGET VIDEN\n\nFØR jeg forsøger at svare Dr. Thomsen, maa jeg under-\nstrege, at en Diskussion paa Grundlag af Dr. Thomsens\nArtikel om »Kunst og Videnskab« og mine »Betragtninger om\nKunst« er vanskelig at bringe til et frugtbart Resultat. Som\ni den gamle Strid om Form og Indhold er vi fra Bunden\nuenige. Det er en Uenighed, som ligger i Tiden, Spørgsmaa-\nlene om Subjektivitet og Objektivitet, om Intuition og bevidst\nArbejde, om Følelse og Forstand, om Psykologi og Logik,\nsiilles imod hinanden i Filosofien, i Arkitekturen, i Maleriet,\nendog i Poesien*, og mine Tanker var ikke blevet fremsat,\nhvis jeg ikke havde mærket, at der er en Tendens i den Ret-\nning, jeg søger at fastslaa som den rigtige. Saaledes fore-\nkommer det mig, at det maaske havde været nyttigere om en,\nder forstod min Tankegang og delte mit Syn paa, hvor\nVanskeligheden ligger, havde kritiseret min Artikel og sik-\nkert langt mere knusende for mig. Men maaske kan der for-\nmes noget selvstændigt ud af et Svar og noget uddybende\nfor hvad jeg før har skrevet, fordi Dr. Thomsen meget nøje\nrammer der, hvor en Uddybning savnes. Som blot Skinnet\naf et Forsøg paa at overbevise Dr. Thomsen skal dette altsaa\nikke opfattes, men alligevel vil jeg ind imellem disse selv-\nstændige Betragtninger søge at forstaa Dr. Thomsens Tanke-\ngang, for derigennem mulig at drage nogle Konsekvenser og\nmaaske ogsaa paavise nogle Uoverensstemmelser. Paa For-\nhaand maa jeg sige, at jeg ligesom Dr. Thomsen tror paa den\nmoderne Malerkunst, men i Modsætning til ham tror jeg, at\nden, der til enhver Tid rejser Kritik, gavner Kunsten mere end\nden, der viljeløst lader sig rive med, og Dr, Thomsens ofte\ngentagne Udtalelse om de Slagger, som findes i moderne\nMalerkunst, synes mig egentlig overflødig, thi det er ikke\nSlaggerne, vi skal kritisere men det bedste i Kunsten. Naar\njeg derfor i det følgende fremsætter skarpe Udtalelser, saa\nretfærdiggøres deres Skarphed derved, al jeg er en Tilhænger\naf moderne Kunst.\nLigeledes maa jeg, inden jeg gaar til Svaret, understrege,\nat mine Betragtninger ikke gjaldt Kunstnydelsen eller Arbejds-\nmaaden i det Øjeblik Kunsten skabes, men derimod det fak-\ntiske Indhold af den faktisk foreliggende Kunst. Denne Pro-\nblemstilling er vigtig, og den er en naturlig Følge af den mo-\nderne Erkendelseslæres Princip, som Kant grundede med Or-\ndene: »Her er ikke Tale om Erfaringens Opstaaen men om\ndet, som ligger i den.« Kunstens Opstaaen og Kunstens Virken\npaa Beskueren er et psykologisk-æstetisk Problem. Kunstens\nIndhold og Grundlag er et formelt og erkendelsesteoretisk\nProblem. Spørgsmaalet fremtraadte klart belyst i mine Betragt-\nninger om Skønhed, som Dr. Thomsen øjensynlig ikke vurde-\nrer saa højt. Problemets Skønhed er netop det psykologiske\nSpørgsmaal om Virkningen af Tingene paa os, og jeg paaviste\nher den almene Sætning, at en indre Sammenhæng af en hvil-\nken som helst Art, det være sig en naturlig organisk eller en\nteknisk ingeniørmæssig eller en geometrisk eller en arkitekto-\nnisk eller en kunstnerisk indre Sammenhæng er altid smuk\n(men denne Skønhedsvirknlng kan ganske vist understøttes\neller svækkes af den tidsbestemte og den individuelle Skønheds-\nfølelse d.v. s. Smagen). Jeg kunde altsaa med Rette filraabe\nalle dem, der arbejder med Problemerne: jeres Arbejde vil blive\nsmukt, naar blot det Problem, hvormed I arbejder, ikke er Skøn-\nheden. Men at det bliver smukt er ganske ligegyldigt, thi Virk-\nningen er ligegyldig og Aarsagen: den indre Sammenhæng\ner alt.\nJeg har i tidligere Artikler brugt en Terminologi, som maa-\nske burde understreges. Jeg har talt om en aktuel og ganske\noverfladisk Trang til en udvendig Harmoni, hvor Harmonien\nblot bestaar i, at Elementerne er forbundne ved et fælles ak-\ntuelt Modsætningsforhold, 112. Eks. ved alle at være nye eller,\nhvad der ogsaa kan være Mode, ved alle af være gamle. Og\njeg har talt om den stedse gyldige Harmoni, som er Kunsten\nselv. Den overfladiske har jeg kaldt Skønheden og den indre\nSandheden, fordi den er den rigtige Relation imellem de givne\nElementer. Begrebet Skønhed i vanlig Forstand er derved\nspaltet i to Bestanddele, som jeg mener det er afgørende at\nholde ude fra hinanden: en tidslig, indholdsmæssig, stoflig og\nstadig skiftende Bestanddel, som har beholdt sit Navn Skøn-\nhed som samlende Navn ogsaa for Stilen, Smagen og Moden\nog en formel og stedsegyldig Harmoni, som bærer Sandhedens\nNavn, fordi den har Sandhedens Definition. At denne Ter-\nminologi netop dækker den gængse Brug af Ordet Skønhed\nog den gode Kunstners Opfattelse af sit Arbejdes Maal, betrag-\nter jeg som utvivlsomt.\nDr. Thomsen søger at svække min Parallellisering af Kunst\nog Videnskab, og han konkluderer, at en saadan er uden Me-\nning. Jeg maa derlil sige, at Skolen i Renæssancen viser, at\nde kunstneriske Love kan gives i Arv saavel som de viden-\nskabelige. At Lærerens Personlighed spiller en slørre Rolle\nved Meddelelsen af kunslneriske Resultater og at Indtrængen\ni fordums Tiders Stof er særdeles vanskelig, navn-\nlig naar man staar lavere i kunstnerisk Kultur end Tiden,\nhvori man vil trænge ind ja det viser maaske en Særegen-\nhed ved Kunstens Objekt, ved Arbejdsmaaden som dette Ob-\njekt kræver og ved den øjeblikkelige Situation, men om Kun-\nstens Værdi og Uforanderlighed siger det intet, som kan faa\nos til at vakle i Troen. Ved Matematikens Opvaagnen efter\nMiddelalderen krævedes der en lignende Genialitet til fuldt at\ntrænge ind i fordums Tiders Arbejde og først med Descartes'\nAnalyse fuldentes Arbejdet med at gøre Mathematiken almen\ntilgængelig. Indtil da stod den iet halvvejs mystisk Skær,\nog utallige Fejlslutninger og et uendelig energisk og beaandet\nArbejde betegner dens Fremskridt til en Stilling, hvor vi nu\nikke mere begriber, at den kunde omgærdes med Mystik.\nHvor vi famler os frem, der møder vi straks Mystiken,\nderaf »dette jeg ikke hvad«, dette udefinerbare i Kunsten,\ndenne Svæven ovenover den erkendte Verden. Deraf den\nuvidenskabelige Arbejdsmaade, deraf denne Griben til Intuitio-\nnen, naar der skal stirres fremad. Mørke vækker Fantasien\nog gør Fantasterne til Førere. Alt dette kendetegner Kunsten\ni al Fald i Nutiden. Videnskaben viser heller ikke, som\nDr. Thomsen skriver, en übrudt Linie. Middelalderen var for\nVidenskaben et aarhundredlangt, mystisk Mørke, og vi kan\nroligt befinde os i en lignende Overtro og Uklarhed med\nHensyn til Kunsten endnu et Par hundrede Aar, som vi allerede\nhar været det, uden at Sammenligningen med Videnskaben halter.\nVi stempler altsaa Tiden som en kunstnerisk Mørkeperiode. Vi\nmærker nemlig Forskellen mellem den øvrige Kultur og Kunsten\nsom en væsentlig Forskel, og vi mærker Forskellen mellem den\ngode og den slette Kunst kun som en Gradsforskel. Kunsten\nafklædt for Aktualitetens Klædebon støder vor kulturelle Be-\nvidsthed. Dette gælder i allerhøjeste Grad Arkitekturen, hvor\nViljen til at skabe noget nyt og godt er overordentlig stærk,\nmen hvor Følelsen overfor det allerede rejste er en ganske\nudelt Utilfredshed o: for Sygdommen ved man stadig nye\nRaad, men ingen af de til Dato anvendte har hjulpet og\ndet gælder ligesaa stærkt Billedkunsten, som berøvet Aktuali-\ntetens Skær blot er Skrammel for os. Vi kan deraf slutte,\nat det er det aktuelle Moment (taget i vid Forstand)\nsom faar os til at tro paa, at Forskellen mellem den gode\nog daarlige Kunst er en Væsensforskel, men denne Forskel\nfindes aldeles ikke ide foreliggende Værker. Det, der gør os\ntil Tilhængere af den moderne Kunst, bør ikke være Resul-\ntaterne, skønt vi rives med af dem, men Viljen og Retningen.\nPaa Spørgsmaalet, hvor kan en kunstnerisk saa stærkt be-\nvæget Tid betegnes som en Nedgangsperiode, er der at svare, at\nRørelsen vel er et Tegn paa, at det maaske gaar fremad, men\nførst og tremmest er den et Sygdomslegn. Thi den stadige\nReageren dækker over, at vi intet reelt faar gjort, vi druknes\nvores daarlige Samvittighed i Skønhedens, Modsætningerner\nog de overraskende Virkningers Vin. Drankeren, som gaar\nfra Kafé til Kafé, har sin Dag optaget.\nJeg stoler derfor ikke paa Dr. Thomsens Ord om Kunst-\nneren, der betaget af sit Arbejde ikke skeler til Siden efter\nVirkningen. Disse Ord er for mig en ren Frase. Alt viser, at\nman netop kan arbejde alvorligt og betaget med ydre Virk-\nninger, og alt viser, at det er galt. Dette er netop Karak-\nteristiken af den nyere Tid: under Betagethed og i dyb Fø-\nlelse er der gjort et stort og alvorligt og spildt Arbejde med\naktuelle Virkninger.\n\n*) Læs 112. Eks. Jørgen Fr. Jørgensens filosofiske Publikationer bl. a.i\n„Vor Tid\", Arkitekten Charles J. Schous Artikler i „Architekten\" og\ni „Bygmesteren\" og bemærk ligeledes de unge Digteres første Forsøg\npaa Objektivisme."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.10", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 9161, "texte": "De aktuelle Virkninger er Moden, Stilen og Skønheden i\nden Forstand, som jeg har søgt at vise det i foregaaende Ar-\ntikler. Dr. Thomsens Ord om Følelsen, der skifter som Dagen\nfra Morgen til Aften, rammer i mine Øjne Smagen og Skøn-\nheden og Stilen, og hans Sammenligning mellem en Tilbage-\nvenden til Klassicismen og til Teorien om Jorden som flad\nrammer ikke. Thi jeg har netop af alle mine Kræfter hævdet\nat en Tilbagevenden til Klassicismen er en ganske overfladisk\nBegivenhed, og at der gives noget over Stilen, som binder\nKunstens Historie sammen, og gør de enkelte Værker til\næstetiske Objekter som Led i en æstetisk Verden. Den Skif-\nten, som Dr. Thomsen ser i Kunstens Historie, beror paa, at\nKunsten aldrig kan skilles fra det aktuelle Moment, men der-\naf kan vi intet slutte om Kunstens Væsen, saa lidt som vi kan\ndømme om Videnskaben blot paa Grundlag af det Sprog,\nhvori den udtrykker sig.\nAt de aktuelle Virkninger for et Øjeblik tilfredsstiller os\nligger i Navnet. Hver Tid kræver sin Skønhedsglæde, sin\nMode, Skønheden er et Nydelsesmiddel, Kunsten er mere end\ndet. At vi trætte af et vist gennemført Farvesyn eller Stofsyn fø-\nler en øjeblikkelig Befrielse ved den kontrære Virkning, det viser\nde skiftende Reaktioner inden for Maleriet, at vi straks begej-\nstres over et nyt Sprog, en ny Udtryksform, det viser de sid-\nste halvtreds Aars Arkitektur, men at Reaktionerne følger ef-\nter hinanden som Dagen og Natten, saaledes at Kunstneren\noverhovedet ikke faar Arbejdsro for at skulle reagere, det viser\nDekadencen i sin fulde Glans.\nJeg vil gerne her indskyde nogle Betragtninger om Kvinde-\nmoden, fordi en Sammenligning med Kunsten forekommer mig\nat være nyttig. Jeg kan da med det samme faa Lejlighed til\nat omtale en Meningsløshed, som Dr. Helweg har gjort sig til\nTalsmand for i en af sine ellers saa objektive Artikler. Dr.\nHelweg udtalte i »Politiken« i en Kronik om »Dysmorphisme«,\nat det kunde være interessant at undersøge den psykiske\nSmitte, der laa til Grund for Moden, saaledes at et halvt Aar\nefter, at tre Damer i Paris fandt paa en eller anden vanvittig\nKlædedragt, saa gik hele Kloden med den. Denne Betragtning\ner i Bund og Grund forkert. Moden skabes ikke af tre Da-\nmer, men af Skræddere, som er Kunstnere i Skønhedens Ver-\nden, som ejer en Evne til den følsomme Reaktion, der kan\nstaa Maal med Larsen & Lundstrøms. Det er dette, som for\nden følsomme gør den sidste Parisermode til en Nydelse og\nen Glæde (en Nydelse som Dr. Helweg altsaa ikke har nogen\nSans for), fordi den rammer hvad vi netop trænger til, hvad\nvi übevidst længtes efter, det er dette som gør Skrædderkun-\nsten til en udelukkende følelsesbetonet Kunst. Derfor er den\nen Døgnkunst. Derfor er alle Moder lige smukke, derfor er\nder kun eet, som ikke tør bydes os: den næstsidste Mode.\nDerfor dækker Dr. Thomsens Betragtninger om Kunst Skræd-\nderne og det aktuelle i Kunsten, og de kaster et Lys over,\nhvorfor den nye Kunst virker saa uendelig forfriskende paa\nos, men det blivende i Kunsten rammer de ikke.\nAntager man nu med mig, at vi befinder os i et kunstnerisk\nMørke, og slaar man sig ikke som Dr. Thomsen til Taals,\nnaar blot Kunsten tilfredsstiller os i det Øjeblik, hvori den bli-\nver til saa stiller det store Spørgsmaal sig, hvorledes skal\nalle de, som har Viljen til at genrejse en kunstnerisk Kultur,\nbære Sten til denne Bygning, og her maa det straks fastslaas,\nat Spørgsmaalet aldeles ikke i første Færd drejer sig om at\nskabe Værker, gyldige ud i Fremtiden og af den og den\nLødighed, for dertil ejer vi sikkert ikke Betingelserne. Spørgs-\nmaalet er, hvorledes skal vi forvalte vort Pund, og hvorledes\nskal vi efterlade os en saadan kunstnerisk Arv til at bygge\nvidere paa, at Tiden, hvis Fysiognomi vi er med til at skabe,\nmed Rette kan betegnes som en Opgangsperiode. Svaret er\nkun eet: ved forøget Viden, leg vover atter en Sammenligning\nmed Videnskaben: Kunsten maa ligesom Videnskaben efter Mid-\ndelalderen undersøge det Fundament, hvorpaa den foregaaende\nhøje Kultur hviler. At en saadan Analyse af det givne æstetiske\nStof er mulig og er Videnskab, indrømmer Dr. Thomsen, men\nhan ser ikke det positive, der kommer ud af Analysen, og han\nstiller Problemet galt op. Thi det gælder ikke om at under-\nsøge, hvorfor Kunsten virker paa os, men hvad den indehol-\nder, og hvilke Forudsætninger, den hviler paa. En saadan\nAnalyse kan vel begynde med en systematisk Afklædning af\nAktualiteten, af det tidsbestemte, og det er da ogsaa ved denne\nProces, at selve Problemet dukker op i Nutiden, men Under-\nsøgelsen af Kærnen, der bliver igen, kræver et virkeligt og et\nvidenskabeligt Studium. Under dette Studium (og det er alle-\nrede i Gang rundt omkring i Verden) kan man da med Rette\nog med Udbytte opkaste det store Spørgsmaal: Foregaar der\ni Kunsten en Udvikling, eller svømmer det hele? Før en saa-\ndan Viden er tilstede, og et saadant Arbejde er gjort, kan man\nmene hvad man vil, men Diskussionen er overflødig.\nMen som Forudsætning for denne Analyse, maa der stilles\net første og vigtigste Krav til Kunstneren: Kravet om en al-\nmindelig Dannelse. Det er alter et Nutidens Tegn, at Begrebet\nNaturgeni har kunnet opstaa, og Statistiken viser, at af 1000\nNutidskunslnere er de 999 Naturgenier, naar man ved alminde-\nlig Dannelse forstaar noget andet og mere end at kunne holde\nrigtigt paa Kniv og Gaffel. Ide kunstneriske Blomstringstider\nfandtes Begrebet Naturgeni sikkert ikke, da ejede alle ved\nSiden af en omfattende teknisk Viden indenfor deres eget Fag\nen Dannelse, der bestod iet fuldstændigt Kendskab til, hvad\nder foregik i Videnskaben og Kulturen omkring dem.\nEt Forslag til en Begyndelse, et ganske ringe Forslag om\nat studere Matematikens og Filosofiens Historie, vil vel kun\nmøde Skuldertræk, men skulde en enkelt forsøge, vil han alle-\nrede efter denne Smule Tilegnelse af et ukendt Stof opdage,\nat han før stod som et lallende Barn overfor de Begreber,\nhvorpaa han trøstigt byggede sit Arbejde, og han vil opdage,\nat han har spildt sin Tid med Dilettanterier i Stedet for at\nbenytte den til forøget Viden. Kun den ejer Muligheden for\nat blive den store Kunstner, som i sig bærer Trangen til den\nuniverselle Dannelse.\nInd imellem dette vil jeg udtale, at Dr. Thomsen undervur-\nderer min humoristiske Sans. Jeg saa meget godt det komiske\ni Sætningen om Kunstteoretikeren som Slagets Feltherre, men\nsaa Dr. Thomsen Meningen? Det er da netop saa heldigt, at\njeg i dette sidste Nummer af Klingens2. Aargang kan slutte mineße-\ntragtninger om Kunst med Kravet om forøget Viden, og jeg\nretter disse Ord til de alleryngste, hvis sikre Tro paa egne\nEvner uvægerlig vil afløses af det febrilske Jag efter at være\npaa Højde med sig selv d.v. s. med Situationen og med\nden daarlige Samvittighed dette Jag, som ganske misvi-\nsende er blevet kaldt Tempo —og jeg retter det til alle dem,\nfor hvem Tempoet er blevet en Sygdom. Ikke til dem, der\nskaber »Slaggerne«, men til de allerbedste af de moderne\nKunstnere. Som Haandværkeren, der ikke kender de Elementer,\nhvormed han arbejder, maa lade sig lede, saaledes reduceres\nogsaa Kunstneren til Haandværker og yderligere saalænge\nhan staar uden Lærer og Leder med fornøden Viden til et\nLed i en Hær, en Flok uden Anfører, uden Maal, uden Kraft.\nDette Krav om forøget Viden kunde synes ganske konven-\ntionelt, men man maa understrege, at det har faaet en ny\nKlang. Thi da mani Kunsten slog Regler og Love overbord\nog mente at kunne klare sig med Intuitionen som eneste In-\nstrument, havde saavel den romantiske Filosofi som den ratio-\nnalistiske Videnskab hævdet, at den intet kunde udrette for\nKunsten og Æstetikken havde, for hvert slet underbygget For-\nsøg paa Forstaaelse, Vurdering og Problemstilling, slaaet tre\nfire Kors for sig over Kunstens Übegribelighed. Nu staar der\nen Videnskab og en Filosofi omkring os, det hævder Erken-\ndelsen som alle Tings Grundlag, og som i Kants kritiske\nIdealisme ser den Opdagelse, hvorpaa den gamle Kultur\nstrandede, ligesom den gamle Opfattelse af Verden strandede\npaa Kopernikus' Opdagelse af Verdenssystemet. Paa dette\nGrundlag maa den ny Kultur opbygges, og skulde disse\nForhold ikke vedrøre Kunsten?\nJeg har dristigt sammenknyttet Maleriet og Skulpturen med\nArkitekturen i mine Betragtninger om Kunst, og jeg anser det\nikke for nogen Tilsnigelse. Ingen vil for Alvor paastaa, at\nTrangen til Harmoni og Enhed ikke er den samme i Planen\nog Rummet. Og benægter man, at Arkitekturen er Lovmæs-\nsigheden til yderste Led, ja saa var Vitruvius og Leonardo da\nVinci og Leon Battista Alberti ikke Arkitekter, og jeg vover\nat sætte disse Navne op mod Frødings, hvor det gælder Op-\nfattelsen af Kunst. (Paa denne Maade kan maniøvrigt bevise\nhvad som helst).\nStriden staar om, hvorvidt Kunsten skal være et Led i\nKulturbestræbelserne eller et Nydelsesmiddel. Hvorvidt den\nskal være følelsesfuld Øjeblikslyrik eller maalbevidst Arbejde\nmed ideale Begreber, Og den staar om, hvorvidt Kunstneren\nskal respekteres som i alvorlig Forstand nyttig eller betragtes\nsom overflødig. Som Arbejder eller som Gøgler. Den tarve-\nlige Gøgler, der lefler for Publikums Smag, eller den tragi-\nkomiske, der med Martyrkronen om Panden trodser den næste\nMode igennem.\n\nPoul Henningsen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c013", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c013", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 11, "image_fin": 13, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.12", "titre_corps": "FORM OG INDHOLD", "titre_sommaire": "FORM OG INDHOLD", "signature_source": "Otto Gelsted", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7179, "texte": "FORM OG INDHOLD\n\nT~)ROFESSOR Salomonsens Piece om »Dysmorfismen« har\nvakt en omfattende Diskussion, der tilsidst er mundet ud i\nen Drøftelse af selve Kunstens og Kunstkritikens Væsen.\nDiskussionen, der begyndte som et muntert og taabeligt Barn,\nhar efterhaanden vokset sig stor og frembyder allerede Tegn\npaa den Visdom, der er en Forløber for Affældigheden. Paa\nen tiltalende Maade er Gangen i Striden kommet til at minde\nom et stort Forbillede: den metafysiske Diskussion, der fandt\nen Afslutning i Kants Spørgsmaal: er en videnskabelig Er-\nkendelse overhovedet mulig? De følgende Bemærkninger\nskulde være et Bidrag til Opklaring af Spørgsmaalet: er en\nvidenskabelig Æstetik overhovedet mulig?\nPaa typisk Maade har forskellige Kunstopfattelser fundet\nUdtryk i nærværende Hæfte af Klingen. Mens Arkitekt Poul\nHenningsen stærkt fremhæver det bevidste Arbejde med for-\nmelle Værdier og søger at parallelisere Kunst og Videnskab,\nser Dr. Thomsen en Fare i en for stærk Betoning af det ana-\nlyserende og teoretiske og betragter Følelsen, ikke Erkendelsen\nsom det bærende i Kunsten. Endelig har Hr. Arnold Chri-\nstensen i et nylig udkommet Skrift »Kunstkendere« (Nyt Nor-\ndisk Forlag) søgt at slaa Fødderne bort under baade Prof.\nSalomonsen og hans Kritikere ved simpelthen at benægte\nMuligheden af en almengyldig Kunstkritik. Om man finder\nBehag i et Kunstværk eller ikke er en ren Smagssag, akkurat\nsom det er en Smagssag, om man kan lide Østers eller ikke.\nI.\nArnold Christensens Udgangspunkt er, at alle æstetiske\nFølelser dannes paa Grundlag af Association. Ved Association\nforstaar han en übevidst Sammenknytning af Sanseindtryk\nog Følelser. En Kunstner, der ikke maler udelukkende for sin\nprivate Fornøjelse, maa forudsætte, at der hos hans Publikum\nfindes en vis ensartet Associationsbasis, der kan betragtes\nsom normal. Imidlertid vil man efter Christensen aldrig\nkunne sikre sig mod Indflydelsen af tilfældige og personlige\nAssociationer. Bedsl Udsigt til at modstaa den skiftende Smag\nhar den Kunst, hvis Associationer paa en saadan Maade bun-\nder i Naturen, at de med Sikkerhed vil gentage sig ide\nkommende Slægter. »Vi begynder her at skimte Muligheden\nfor at definere Begrebet: Klassisk Kunst«. Naar Wanscher\nkræver en faglig, teknisk, objektiv Diskussion om Kunst i\nStedet for den velmente, men ukunstneriske Forklaring af,\nhvad Kunstneren har følt, og af det Indtryk hans Billede har\ngjort paa Beskueren, svarer Christensen, at Hensigten med et\nMaleri kun kan være at gøre Indtryk paa Beskueren, og at\ndet simpelthen er umuligt at diskutere Metoderne objektivt, saa\nlænge der ikke er fundet et fællesmenneskeligt æstetisk Følel-\nsesgrundlag.\nNu er det temmeligt klart, at de Herrer forstaar noget for-\nskelligt ved »objektiv«. Christensen synes tilbøjelig til at\ndefinere det objektive som det, mere end 50 pCt. af alle\nMennesker kan blive enige om. Hans Afvisning af det objek-\ntive er altsaa blot et Udtryk for hans ekstreme Individualisme.\nWanscher derimod forstaar aabenbart ved det objektive den\nKendsgerning, at et Kunstværk for overhovedet at opstaa maa\nobjektiveres ved sanselige Midler; fra sin Skabers subjektive\nBevidsthed maa det føres over i en for andre tilgængelig\nVirkelighed. Med Rette peger Wanscher paa Betydningen af at\nflytte det kunstkritiske Arbejde fra Undersøgelsen af de sub-\njektive Forhold, hvorunder Kunstværket er skabt og virker paa\nBeskueren, til en Undersøgelse af de rent tekniske Ejendomme-\nligheder ved det kunstneriske Objekt, der betinger den æste-\ntiske Virkning. For det er af saadanne tekniske Undersøgel-\nser, de frembringende Kunstnere har størst Udsigt til at lære\ndet eneste, der kan læres i Kunsten: nemlig Haandværket.\nFølelsen tror jeg ikke det nytter ret meget at snakke om.\nJeg vil til Hr. Christensen yderligere bemærke, at han i sin\nDefinition af den klassiske Kunst indrømmer, at man kan regne\nmed Associationer, der med Sikkerhed kan ventes at ville\ngentage sig ide kommende Slægter. Altsaa synes der at\nvære en Mulighed for at finde et fællesmenneskeligt æstetisk\nAssociationsgrundlag. Men rent bortset herfra gør Hr. Chri-\nstensen sig skyldig i en Ensidighed, naar han udelukkende\nsøger Æstetikkens Grundlag i Associationerne. Allerede Kant\nhar i »Kritik der Urteilskraft« skelnet mellem »fri og ren«\nSkønhed, der ikke forudsætter noget Begreb om, hvad Gen-\nstanden forestiller, og »vedhængende« Skønhed, der ikke er\numiddelbart givet med selve den sanselige lagttagelse. Fech-\nner, Grundlæggeren af den eksperimentelle Psykologi, har si-\nden gjort det formale og associative Dobbeltprincip til Grund-\nlag for sit æstetiske System. Med Henningsen og Christen-\nsen har Princippets to Faktorer faaet hver sin erklærede dan-\nske Tilhænger. Begge er de ensidige med Liv og Lyst og\nsynes at trives bedst i en vis ætsende Atmosfære af skarpe\nParadokser. Det kan ikke nægtes, at Kampen mellem Asso-\nciationsprincippet og det formale Princip undertiden kan minde\nom de sammenvoksede Tvillinger, der gik i Krig den ene paa\nNord-, den anden paa Sydstaternes Side og endte med at\ntage hinanden til Fange. Hvad man kalder »Form« og »Ind-\nhold« i Kunsten er to Variable af samme Funklion, og baade\ndet associative og det formale Princip er rene Abstraktioner\ni Virkeligheden Afspejlinger af Kants Distinktion mellem\nErkendelsens Indhold og Form, som det jo ogsaa har vist sig\numuligt at opretholde i den oprindelige Skarphed.\nArbejder man ensidigt med Associationsprincippet, glemmer\nman let, at Forestillingerne, rent bortset fra deres Indhold,\nmaa associeres efter visse formelle Love, dersom et æstetisk\nIndtryk skal opstaa. Et vist Tempo, en vis Intensitet af Ind-\ntrykkene, en vis »Enhed i Mangfoldigheden« er Betingelser for\nen heldig Funktion af Bevidstheden. I disse almindelige sjæle-\nlige Funktionslove finder jeg det æstetiske Grundlag, som\nAssociationspsykologen og Indholdsæstetikeren forgæves søger.\nAt vi her virkelig staar paa et almenmenneskeligt Grundlag er\ngodtgjort af Fechner, der lod forskellige simple geometriske\nFormer forelægge en Skare Forsøgspersoner til æstetisk Vur-\ndering. En grundig og let overskuelig Formulering af de\næstetiske Grundlove kan Læseren finde i Jodls »Åsthetik der\nbildenden Kunst«, 1917, der ogsaa giver en Oversigt over de\nnyere Retninger indenfor Æstetiken. Den egentlige formelle\nFundamentallov er Loven om Enhed i Mangfoldigheden, der\nfinder Udtryk i forskellige Principper som Eurytmi, Række,\nSymmetri, Kulmination, Proportionalitet, Kontrast og Harmoni,\nPrincipper der gælder for alle Kunstarter og vil beholde deres\nGyldighed, saa længe Sjælelivets Grundfunktioner ikke foran-\ndrer sig. Om man synes om Østers eller ikke er naturligvis\nen Privatsag, ligesom det er en Privatsag om man foretrækker\nden røde eller blaa Farve. Den Slags Forkærlighed falder\nganske uden for Æstetiken, der kun beskæftiger sig med For-\nmen, o: med Relationer mellem anskuelige Bestanddele, sam-\nlede til en Totalitet, ikke med isolerede Fornemmelser eller\nIdiosynkrasier. Man taler om Følelsen som det afgørende i\nKunsten, og det er klart, at der aldrig skabes Kunst uden\nFølelse og Fantasi. Men et Kunstværk kan være saa dyb-\nsindigt og fuldt af Følelse det være vil, det hjælper altsammen"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.13", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6042, "texte": "ikke, dersom den Struktur mangler, der alene betinger den\næstetiske Effekt.\nII.\nLige som Wanscher koncentrerer Henningsen sin Interesse,\nikke om hvordan Kunstværket skabes eller virker, men om\nKunstværket som et fra sin psykologiske Opstaaen og Virk-\nning abstraheret Objekt. Henningsens Anskuelser er tildels\nbestemt af, at hans Udgangspunkt er Arkitekturen. Det er\nnemlig ikke ligegyldigt, hvilken Kunstart man vælger til Grund-\nlag for sit æstetiske System. Arkitekturen er den af alle\nKunstarter, hvori det formelle Moment stærkest overvejer, mod-\nsat Literaturen, der helt igennem arbejder med associative\n(symbolske) Værdier, hvorfor ogsaa Dr. Thomsen som Ind-\nholdsæstetiker søger Støtte hos en Digter, Froding. Endelig\ner Henningsens Standpunkt bestemt af hans Tilslutning til\nNykantianismen (Marburgerskolen), i Modsætning til en an-\nden fremragende Tilhænger af den moderne Kunst, Herbert\nIversen, hvis »To Essays om vor Erkendelse« viser ham som\nrenlivet Psykolog. Henningsen er en varm Tilhænger af den\nlogisk-normative Bevægelse indenfor Filosofien. Han befinder\nsig aabenbart i livlig Gæring, og det er endnu ikke lykkedes\nham at skabe en fuld og klar Forbindelse mellem sit erkendel-\nsesteoretiske og æstetiske Standpunkt. Imidlertid betyder\nHenningsens Indlæg i Diskussionen allerede nu en Indsats af\nsaa stor Værdi, at man med Opmærksomhed vil følge, hvor-\ndan hans Anskuelser udvikler sig.\nDet ideale Billede er for Henningsen det smagsmæssigt\nneutrale, det klare og logisk opbyggede, det umenneskelige\nVærk, for saa vidt det er en Utopi. For Kunsten som for\nVidenskaben er det uopnaaelige Maal den rene Abstraktion.\nNu har Henningsen Ret i, at der aldrig umiddelbart er give\nos andet i et Kunstværk end Komplekser af anskuelige Ele-\nmenter, ordnet efter visse formelle Love. Men han undervur-\nderer Betydningen af de Følelser og Forestillinger, der knytter\nsig til de sanselige Elementer. Et Digt er dog ikke en Serie\naf rytmiske Ordklange, Ordene betyder noget, og det er først\nSymbolværdien, der skaber det endelige Kunstværk. Paa\nsamme Maade i Maleriet. Enhver Plet paa Lærredet har en\ndobbelt Funktion, en dekorativ og en symbolsk. Med Rette\nhar Wanscher hævdet Naturens og Fantasiens Betydning for\nMaleriet og nedlagt Indsigelse mod, at et blot dekorativt,\nkalejdoskopisk Maleri skulde have Krav paa at sidestilles med,\nhvad Rafael regnede for Malerkunst. I det hele taget er\nWanscher uden' Sammenligning den af vore Kunstkritikere, der\nstaar mest alsidig orienteret overfor Kunst, men den noget\nspringende Maade, hvorpaa han opererer med de forskellige\nSynspunkter Kunstnerens Intuition, Kunstværkets objektive\nForm, Beskuerens Forstaaelse har undertiden virket for-\nvirrende.\nSpørger man efter det associative Indhold i Arkitekturen,\nvil jeg henvise til Begrebet Proportion. Jeg ser ikke, hvordan\ndet er muligt at reducere Proportionaliteten til et rent Form-\nspørgsmaal. Ved Proportion forstaar jeg Harmoni i Størrelses-\nforholdene; Proportionerne symboliserer kvantitativt de en-\nkelte Bygningsdeles saglige Betydning og Vigtighed (Jodl).\nEn rent talmæssig Proportionalitet, et abstrakt almengyldigt\nProportionsprincip lader sig ikke gennemføre. Proportionali-\nteten er helt igennem bestemt dels af praktiske Formaal, dels\naf deh menneskelige Livsfølelse, der er Kilden til Arkitektens\nInspiration. Naar Vitruv i den doriske Stil ser legemliggjort\nden mandlige, i den joniske Stil den kvindelige Skønhed, saa\nberor Indtrykket naturligvis udelukkende paa en gennemført\nlovmæssig Ejendommelighed ide paagældende Templers For-\nhold. Men dersom den Arkitekt, der byggede Templet, som\nUdgangspunkt for sit Arbejde havde haft en matematisk Ab-\nstraktion og ikke en levende Følelse mon han saa virkelig\nvar naaet til at skabe det samme Værk?\nJeg kan altsaa ikke være enig med Poul Henningsen, naar\nhan mener, det er galt at stille den menneskelige Følelse op\nsom Betingelse for Kunst. At Følelsen ikke ejer nogen Ud-\nvikling, lader sig forsvare: vi ser, at Sophokles »Ødipus«,\nShakespeares »Hamlet« og Verhaerens »Philip d. II« er byg-\nget over det samme seksuelle Motiv, en Søn der elsker sin\nModer og dræber sin Fader. Men netop det, at Følelsen er\nsaa uforanderlig, gør den fortrinlig egnet til at være den Natu-\nrens Urkilde, hvoraf Goethe, som han siger, øste Kraft,\nDass ich mit Gottessinn\nUnd Menchenhand\nVermoge zu bilden,\nWas bei meinem Weib'\nIch animalisch kann und muss.\nHvis jeg har forstaaet Henningsen rigtigt, lever vi i en saa\ntraditionsløs og forvirret Tid, at vi foreløbig maa sætte alt\nind paa at skaffe os Klarhed over Kunstens tekniske Betingel-\nser; vi maa saa overlade til følgende Generalioner, der er min-\ndre forkvaklede end vi, at lade vor Viden bundfælde, saa den\nintuitive Sikkerhed, der nu er gaaet tabt, kan opnaas paany.\nHertil kan jeg slutte mig, dog tror jeg det kan blive farligt for\nadskillige, hvis de for stærkt suggereres i Retning af bevidst\nArbejde med det formelle. Der gives her to forskellige Typer,\nen for hvem det formelle naturligt staar i Bevidsthedens Cen-\ntrum, mens Følelsen mere gør sig gældende som en under-\njordisk Ild og en, der hovedsagelig retter sin Opmærksomhed\npaa Følelsen og Stoffet, mens Sansen for det formelle mere vir-\nker som en übevidst Balancefornemmelse. De største Kunstnere\nsom Goethe forbinder begge Muligheder i en Art Vekseldrift.\nMen jeg tror den sidste, mindre formelt bevidste Type let kan\nkomme paa Afveje, dersom den i misforstaaet Iver lader sig\ndrive ud i videnskabelig Reflektion. løvrigt forløber jo ogsaa\ndet videnskabelige Tankearbejde delvis übevidst og ikke saa\nlogisk-abstrakt, som Henningsen gerne saa det. Saaledes gør\nKemikeren William Pamsay et Sted opmærksom paa, at en\ngod Hukommelse maaske snarere er en Hindring end en For-\ndel, hvor det drejer sig om at gøre en videnskabelig Opdagelse,\nfordi der findes en »übevidst Hukommelse«, hvori Kends-\ngerningerne bedre end i Bevidstheden indgaar ide søgte For-\nbindelser. Hvad der gælder om den übevidst Hukommelse\nhos Kemikeren, gælder maaske ogsaa for Arkitekten.\n\nOtto Gelsted."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c016", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c016", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 14, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.14", "titre_corps": "DEN GRÆSKE ILD", "titre_sommaire": "DEN GRÆSKE ILD", "signature_source": "EMIL BØNNELYCKE", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.14", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2733, "texte": "DEN GRÆSKE ILD\nAF EMIL BØNNELYCKE\nFrancesca da Rimini:\nDen græske Ild! Hvem undflyr den? End\naldrig saa jeg den før. Sig, er det sandt, at\nej i Kampen gives værre Kval?\nTaarn vægteren:\nJa, grufuld er forsand den Ild, vi her be-\nreder —.\nTeg lytter, o Kallinikos, til Lyden af din Esse,\nhvor den Ild, du afgudsdyrker, af din Magersjæl opflammer I\nO, Kallinikos, det ryger saa forbandet i dit Kammer —.\nSig mig, Mester, hvem din Ild, der er som Aander, brænde skal?\nSig mig, hvem er de Fordømte, der skal knæle i din Hal?\nJeg kommer, Hellas Ældste, med et Bud fra Aphrodite.\nHun har sagt mig, du kan frelse, hvis du vil det, de Fortabte —.\nDu kan slukke denne Ild, du selv, dengang jeg fødtes, skabte —.\nOg nu beder jeg dig: Skaan mig! Dæmp min Attraaes dybe Brand!\nJeg skal mødes med min Elskte i et ungt og barnligt Land.\nHeliopolis sig højner med de hvide Marmorhuse.\nO, Kallinikos, hun venter med sin Ungdom og sin Ære,\nden, min Attraaes tusind Munde ikke taaler at fortære —.\nMester, skynd dig, dæmp de Flammer, der übændigt i mit Bryst,\ngør mig selv til blodigt Offer for min hjælpeløse Lyst.\nJeg sværger: Hellas Kvinder er en Hob af de Hetærer,\ndu har skabt med dine Flammer, dine hedenske Mirakler.\nHer er Brystet, ser du, Mester, der er fuldt af deres Fakler —.\nDe har kastet dem, af Vellyst, i mit yngling-hede Sind,\nnaar de planted deres kongelige Giftkys paa min Kind.\nJeg spørger nu, Kallinikos, og bér fra Aphrodite,\nskal jeg mødes med min Elskte med en Sjæl, der staar i Flammer?\nO, Kallinikos, Kallinikos, jeg knæler i dit Kammer!\nHun er ung, og hendes Lemmer er saa barnlige og smaa.\nHendes Æter-Øjne lyser saa forunderlige blaa.\nO, du Ild, som kun fortærer de Fortabtes Febersjæle,\nhav Barmhjertighed, og slip mig af din stumme, kolde Lue.\nLad mig mødes med min Elskte i den strenge Marmorstue —,\nhvor hun venter i Tribonen med saa korte Ærmer i,\nog hvis Mønster er en myldrende, brodéret Melodi . . .\nHvad svarer du, Kallinikos, blandt Hellas hvide Ældste?\nJeg bønfalder, jeg bønfalder, driv de Aander af mit Hjerte!\nDe har pisket mig til denne dybt for-mædelige Smerte . . .\nDræb min Attraa! Dæmp Begæret paa min offerrøde Mund.\nHende vil jeg ikke møde i en hed, hetærisk Stund.\nJeg svarer dig, du dumme Dreng, som knæler i mit Kammer.\nSaa farligt nær ved Flammerne du lærer ingen Kulde.\nAf Ilden blev nu Kamrene i Hjertet dobbelt fulde . . .\nGaa, skynd dig til din Elskede, som sidder hvid og mild,\nog giv nu har du nok, min Søn, dit Hjertes halve Ild —.\nDa gik jeg til min Elsktes Dør blandt hvide Marmorhuse,\nog traadte som' paa Flammer i en streng og solfyldt Stue —.\nMin Elskte lærte Livet af mit Hjertes hele Lue.\nO, Mester, o, Kallinikos, i denne søde Stund\nsprang dine græske Flammer af min Aphrodites Mund."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c017", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c017", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.15", "titre_corps": "ALF LARSEN", "titre_sommaire": "ALF LARSEN", "signature_source": "Otto Gelsted", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.15", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 4523, "texte": "ALF LARSEN\nOtto Gelsted.\nTO Slags Literatur breder sig over Markedet: en naturali-\nstisk Roman uden Form og uden Horisont, gerne autobio-\ngrafisk, et aandløst Trav gennem Ligegyldigheder og Selv-\nfølgeligheder og til den anden Side en mindre omfangsrig\nmen til Gengæld fordringsfuldere Literatur, den artistiske,\nwould-be-moderne, for hvem Krampe i Følelsen og et udven-\ndigt Glimmer af Billeder i Stilen synes at være de vigtigste\nKendemærker. Man ser indenfor Malerkunsten de samme Retnin-\nger gøre sig gældende, den platte Naturalisme, der ikke kan blive\ntræt af Glæden over en banal Lighed, og den vindige Moder-\nnitet, der finder sin Lykke i Særheden og det blinde Eksperi-\nment.\nSøger mani Lede ved Tidens Literatur efter en Mand, der\nendnu har »de gamles Tone«, Strenghed, Alvor, Struktur, er\ndet ens Blik standser ved Alf Larsen. Den formelle Fasthed,\nder udspringer af hensynsløs Fordybelse i Emnet, og som\nudmærker Alf Larsen, er ogsaa hvad moderne Billedkunst\nefterstræber, og derfor er det naturligt, at et Malerblad som\n»Klingen« har givet Alf Larsen en Plads i sit Hjerte.\nAlf Larsens første Bog, »Vinterlandet«, udgivet under Pseu-\ndonymet Ingebrekt, eksisterer ikke mere i Handelen, den blev\nkøbt tilbage fra Forlaget af Forfatteren, fordi Alf Larsen, da\nhan igen vendte hjem til Norge efter et aarelangt Ophold i\nFrankrig og Danmark fandt sit Sprog for danskpaavirket og\nbesluttede at underkaste hele Samlingen en gennemgribende\nBearbejdelse, der førte til, at den indlemmedes dels i den store\nSamling »Indgangen«, som blev Alf Larsens egentlige Debut,\ndels i den følgende Samling »Billeder fra den gamle Stue«,\nder foreløbig er Alf Larsens sidste Bog.\nDen, der kender Indgangen, vil huske det Afgrundsmørke,\nden Liglugt, der begraver Læseren i »Vinterlandet«. Var Alf\nLarsen blevet staaende her, vilde vi have bevaret Erindringen\nom en genial, men dødsdømt Begavelse, Erindringen om et\nSind, hærdet i Kval, Bitterhed og Trods, men uden et Glimt\naf Lys.\n»Vaarhavet«, der danner »Indgangen«s anden parallelle Del,\nbringer Befrielsen. Heleden store Digtsamling, der strækker\nsig over seks Aar og 200 Sider, er Skildringen af en sammen-\nhængende indre Udvikling, en Kamp mod Livets nedbrydende\nMagter, der finder sin Afslutning i en dyb Forvisring om Livs\nog Døds, Dags og Nats Samhørighed. Du maa ville det bed-\nske som det blide, Forliset saavel som Sejladsen — men og-\nsaa det blide, ikke blot det bedske! Alf Larsen slipper ikke\nsit Sinds vilde Afsmag, men han aabner sig for en friere,\nlykkelig Livsstolthed, Lyn, blaa Bølger, Sol, Orkan veksler\nover det Hav, der før laa hen i gusten Fortvivlelse.\n' Ingen har givet klarere, mere intenst oplevede Billeder af\nnorsk Kyst og Hav end Alf Larsen. Men Naturen er for ham\naldrig blot Natur, men altid Symbol, en Opfordring til at øve\nMod, udfolde Pragt, et Sindbillede paa Sjælens Vilkaar og\nForvandlinger. Hans Pathos er Ethos, hans Naturfølelse Aaben-\nbaringer af Tankens og Viljens Problemer.\nBUIeder fra den gamle Stue viser en særegen, mere social\nSide af Alf Larsens Talent, hans Samhørighed med Hjemøens\nBefolkning, hvis Liv han har sat hen i monumentalt typedan-\nnende Skildringer af Aarets og Livets Hændelser.\nHvad man forgæves vil lede efter hos Alf Larsen er den\nPladder af erotiske Barnagtigheder, den Sypigesmag, der be-\nhersker de 99 pCt. af al moderne Lyrik. Nærmest i nordisk\nLiteratur staar han den svenske Essayist Vilhelm Ekelund,\nukendt herhjemme, i Sverige regnet for Landets største Skri-\nbent siden Strindberg, oprindelig Lyriker ligesom Alf Larsen.\nEn vis sakral Monotoni, der præger Alf Larsens Produktion,\nhænger vistnok sammen med, at han udtrykker sig paa Vers,\nder ofte binder Inspirationen i bestemte Baner. Skulde man\nspaa om hans fremtidige Forfatterskab, vilde jeg tro, at han\nligesom Ekelund vil komme til at gøre en Drejning over i\nProsaen, men uden derfor at opgive Verset, der i den ukunst-\nlede og mægtige Form, han giver det, danner en ypperlig Ud-\ntryksform for en lidenskabelig filosofisk Tumlen med Livs-\nmulighederne.\nNaar »Klingen« har bevæget Alf Larsen til at overlade sig en ny\nSamling Digte, der vil ud komme om en Maaned, ledsaget af Axel\nSaltos Raderinger, er der heri den indre Mening, der ligger i\ndet nære Forhold mellem den unge Malerkunsts Idealer og\nAlf Larsens strenge og storladne Digtning. Mere beslægtet\nmed Ibsen end med Bjørnson er han i sit Væsens Barokhed\nUdtryk for Sider i norsk Natur, der altid vil bevare deres\næggende og befrugtende Indflydelse paa det blidere og mere\nsammensatte Danmark."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c021", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c021", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 18, "image_fin": 18, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.18", "titre_corps": "CÉZANNE OG KUNSTKRITIKEN", "titre_sommaire": "CÉZANNE OG KUNSTKRITIKEN", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 18, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.18", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2973, "texte": "CÉZANNE OG KUNSTKRITIKEN\nT et Tillæg til sin Bog om Cézanne (Paul Cézanne, Paris 1914^\nhar Vollard samlet en Række af den førende franske Kritiks\nUdtalelser om Cézannes Værker i Anledning af Efterårsudstil-\nlingerne og efter hans Død. Vi gengiver her et Udvalg af disse\nklassiske Eksempler paa journalistisk Visdom, der forekommer\nos ikke at være uden aktuel Interesse.\nLE JOURNAL 14-. Oktober 1904- (MARCEL FOUQUIER):\nHvad der ved første Øjekast kendetegner Cézannes Malerier er\nden keitede Tegning og de tunge Farver. Hans Opstillinger,\nsom man har rost saa meget er sat brutalt op og matte i Virk-\nningen. Man har spaaet at de en Dag vilde komme paa Louvre\nSide om Side med Chardins. Dette glædelige Tidspunkt er ikke\noverhængende.\nLE PETIT PARISIEN U. Oktober 1904- (VALENZOL):\nHan ynder at øse Farver ud paa et Lærred og saa smøre i det\nmed en Kam eller Tandbørste. Paa den Maade opstaar Land-\nskaber, Søbilleder, Opstillinger, Portræter .... paa bedste Be-\nskub. Fremgangsmaaden minder om de Tegninger Skoledrenge\nlaver ved at tvære Blækklatter ud mellem Papirsblade.\nNEW-YORK HERALD 14. Oktober 1904. Cézanne har\nopfundet en Nature morte: polerede Æbler i Frugtskaale, der\nstaar og falder. Man paastaar, at han genopliver Chardin; i al\nFald har han blændet Ungdommen med sin lille mystiske\numodne Pære.\nLA LANTERNE 15. Oktober 190A (A. M.): Cézanne,\nhvis Navn i Realismens heroiske Dage gav Anledning til saa\nhidsige Batailler! Ak! Jeg er bange for at denne Udstilling\nikke gør Ende paa Striden idet den afgørende viser, at Cézanne\nkun var et stakkels mislykket Geni. Han havde maaske nok\nIdéer, men var ude af Stand til at udtrykke dem. Han synes\nat have været uvidende selv om Begyndelsesgrundene i sit\nHaandværk.\nL'ÉCLAIR 15. Oktober 1904: . . . Jeg har vanskelig ved\nat forstaa, hvordan man kan give Cézanne en Sal ved Siden\naf vor beundrede Mester Puvis de Chavannes. Anbringe ved\nSiden af hinanden paa en Udstilling to saa forskellige Person-\nligheder, det er ikke Alsidighed, det er Mangel paa Takt.\nLA REVUE BLEUE 5. Nov. 1904 (BOUYER): Ak! Cé-\nzanne! Salige er de fattige i Aanden, thi dem tilhører Kun-\nstens Himmel! hvorfor tale om Opdragelse, Undervis-\nning, Uddannelse, naar Kunsten er umiddelbar, voldsom, uarti-\nkuleret og forrykt som en Vild?\nLA RÉPUBLIQUE FRANCAISE 17. Oktober 1905 (DE\nBETTEX): . . . Lad os overlade til andre at beundre Cézannes\nMisfostre, der er malet med Snavs, for ikke at sige noget\nværre.\nCÉZANNES DØD (22. OKTOBER 1906).\nLA RÉPUBLIQUE FRANCAISE 5. Oktober 1906 (DE\nBETTEX): Cézannes Portræter vilde bringe Grand Guignols\nPublikum i Henrykkelse.\nL'ÉCLAIR 25. Oktober 1906 (RENÉ-MARC FERRY): Et\nmangelfuldt Talent, der paa Grund af en Øjensvaghed aldrig\nkom ud over det ufærdige Forsøg, men som af nogle para-\ndoksale Forfattere og foretagsomme Kunsthandlere blev udskre-\nget som Fører og Geni.\nLE SOLEIL 25. Oktober 1906: Hvad man kan beundre\nhos »Fader Cézanne« er den Udholdenhed, hvormed han\nmalede sine daarlige Billeder."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c025", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c025", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 21, "image_fin": 21, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.21", "titre_corps": "LONDON", "titre_sommaire": "LONDON", "signature_source": "Fredrik Nygaard", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 21, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.21", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3736, "texte": "LONDON\nFredrik Nygaard.\nPORRIDGE, bacon and eggs.\nStik mig min Sixpence. Under-\ngrunden til Piccadilly? Second on\nyour right, third on your left.\nGodmorgen travle Tog. Hold\nKæft! Folk skal til Kontoret.\nHurry up, hurry up! Afgang.\nBrurrrrrrrrr\n— Piccadilly.\nHovedet op af Jorden. Se, hvor\nBilerne ligner Insekter. Bussen\ntil City? Spørg en Bobby. Nr. 78.\nSaa over Gaden. Forsigtig: Nu!\nGod Dag Trafalgar Square. Se\nFuglen paa Nelsons Hoved. En\ndansk Maage? Vrøvl. Nu op med\nPennyen. Hallo Johnnie A\\ alker,\nHallo I Masser af Navne paa Ting,\nSteder og Mennesker. Refreshmeut-\nrooms, Coffee-rooms. Bovril. Oxo.\nMilkmaid Cream. Scotch Whisky.\nBovril, Bovril, Bovril. Khakimænd.\nShagpiber. Friskbarberede Ansigter.\nHallo, Mr. Smith! Allerede paa\nStikkerne? Pretty weather. Yes,\nyes. Din Tilværelse er kraftig\nrubriceret, gode Ven. Din Dag\nhengaar i underjordiske Tog, i Ele-\nvatorer, i Omnibiler, i en Mang-\nfoldighed af Firkanter. Du giver\ndig ikke Tid til at trække Vejret,\nog hvis du gjorde det, vilde det\nogsaa kun bekomme dig ilde, good\nday, good day. Hallo Strand.\nPaximon. Anderson and Anderson.\nLtd. Tangye. Sports and games.\nBarwicks Baking Powder, Australias\nBudding. Pictures. Commercial\nCollege, Daily Mail. Daily News.\nTimes. Manchester Evening News.\nDundee Adversiter. Aberdeen Free\nPress. Daily Cronicle. New York\nSun. New Zealand Press. Birming-\nham Post. More than two Millions\nenjoy Punch every week (stakkels\ntaknemmelige). Glasgow Herald.\nFarvel Newspaper-land og Goddag\nSt. Pauls! Fun Palace. Chas Baker\nand Co. Haths. Shoes yudges Post-\ncard. James Spence and Co.\nSmith and Lister. Pitt and Scott.\nBovril, Bovril. Junior Array and\nNavy Stores. Post Office. Cook\nand Son. Oceanic House. Cinema.\nTea rooms. Jaki cigarettes. Mar-\nconi House. National Bank of\nAfrika. Bank of London. Stille!\nHør Strømmen af de kolde Penge\nPalladium. 2,30, 6,30, 9,30.\nLondon Hippodrome (Joy Bells!).\nBank of Canada. Gold and Son.\nBuy Yictory Loan! Lad os gaa ind\nog ta Lunch. Hør! De spiller\nallerede. Og ih! Se hvor mange,\nder drikker Champagne. Hvert an-\ndet Bord. Saa du det nydelige\nPar, der gik ud? Ja. Men han\nhavde kun en Haand. Det er Kri-\ngen. Bussen igen. Til\nGreat \"Western Railway. Hør, hvor\nLokomotiverne stønner, feaa utaal-\nmodige. Hvorfor? Det er Lokomo-\ntiver altid. Hvor skal alle de\nMennesker hen? Til Liverpool,\nManchester og Birmingham og tu-\nsinde andre Steder. Hvorfor? Spørg\nikke saa dumt. Jamen her bli'r jeg\nFilosof, eller jeg bli'r det aldrig.\nTil Metropolitanien Railway. Skyild\ndig, skynd dig. Der er Tuben.\nKom nu, kom nu. Booking Office.\nEscaltator to Trains. Hurry up,\nhurry up! Torden. Rød Lanterne\nbli'r grøn. AVhitechapel. Beware\nof Pickpockets. Javel, javel. Hove-\ndet op af Jorden. Herregud, er\ndet Whitechapel? Istedgade, siger\njeg. Lidt grellere i Farven, lidt\nstrammere i Lugten. Lad os ta'\nhjem. Skal vi ikke se Themsen?\nIkke i Dag, ikke i Dag! Se den\nsøde Pige Hun er ikke sød, duer\nsmagløs. Aa. Til Paddington.\nAfgang. Torden. Yarme Vinde\nstrømmer. Nu er det Af-\nten ovenover. Hør hvor Togene\ntordner langt borte. Man bli'r saa\nexalteret hernede. Er det Sommer?\nRegner det? Sner det? Nu standser\nvi og hyler. Hvad er der? Nu\nkører vi igen. Baker Street. Her\nbor Sherlock Holmes. Hvad siger\ndu? Ja, nu er der Aften oven over.\nI Londons silkebløde Midnat kører\nsmokingklædte Gentlemen deres\nbarhovede Kvinder til Carlton i\nkælent spindende Autos. Lad være\nat bli' lyrisk. Jeg er ikke lyrisk.\nJo. Nej! Jeger betaget, henrykket,\noprevet, rasende og knust. Vand,\nVand! Tag London af mine Skuldre\nmed samt dets myldrende Millioner,\ndet skønne, hæslige, infame og hen-\nrivende London. Lad os køre rundt\nhernede hele Natten. Jeg vil ikke\nmere derop. Aa —— Jeg er\nkun en lille Dansker.\nLondon, 18-6-1919."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c027", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c027", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 22, "image_fin": 22, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.22", "titre_corps": "TRE DIGTE", "titre_sommaire": "TRE DIGTE", "signature_source": "STEEN CHRISTENSEN", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 22, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.22", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 602, "texte": "TRE DIGTE\nAF STEEN CHRISTENSEN\nI\nStille sidder jeg paa Sletten,\nhensunken i mig selv.\nJeg er Buddha,\nder ikke spørger\nom Verdens Endelighed\neller Uendelighed.\nMin Tro er et Sennepskorns.\nJeg er selv Verden.\nII\nI vor vilde Kærligheds\nførste Dage\ndu hadede\nmin Ro.\nNaar jeg hensank\ni Meditation,\ndu langed mig haardt\nover Nakken\nmed Limen.\nSiden:\npaa Tæerne gik du\nog tyssed paa Ungen,\nnaar Fatter tænkte.\nLedeste Line,\n♦\ndu havde erfaret,\nat jeg i den hellige\nLotosstilling\nsamlede Vildskab\ntil Natten.\nIII\nJeg var en Spiller\nog gisped over Rouletten.\nStønnede naar jeg tabte,\nog stønnede naar jeg vandt"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c030", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c030", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 24, "image_fin": 24, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.24", "titre_corps": "IN MEMORIAM BYRON", "titre_sommaire": "IN MEMORIAM BYRON", "signature_source": "HENRIK RYTTER", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 24, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.24", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1622, "texte": "SFINXEN\nIN MEMORIAM BYRON\nAF HENRIK RYTTER\nI\n\"pg høyrde bruset frå ein åndeheim.\nEg trådde dit, og gjenom dimd og eim\neg såg eit land innunder skymyrk kvelv:\ndet lyste bleikt ifrå ei fossbrå elv\nor skuggen under bratte, sprengde fjell;\nog svarte skogar klædde lid og hjell,\nei syrgjekåpe over dæld og haug.\nEin storm igjenom romet saud og flaug\nog som med rovfuglvengj er slo og gauv.\nDet skråva, tusla som av skråna lauv;\ndet kvervla framum meg, av stormen drivne\nsom skuggelikan, sulka, flengde, rivne,\nsom skimt av kongekåper, prestekjolar,\nog truner, altarbord, og ærestolar.\nDei brikna hadde mist, og rengde, tome\ni dumba dreiv dei, stormførd' gjenom romet.\nEit hædingsrop uppover skreida skar,\nog stormen læande alt med seg bar.\nII\nSo sveipte alt seg inn i skybergknausar.\nEi magt seg røyvde i dei skoddehausar;\ndei rulla fram og ræste, rak og dreiv.\nSo skildest dei, og megtig fram dei sveiv:\ni endeløysa tåkekjemper ruva,\ni fylking samla seg, og fram dei duva.\nMen som av lekkjer skrangla det i ferda,\nog vilt ho sleit i banda, åndehera.\nDet steig eit harmfyllt, hastigt hernadsrop\nMot himlen storma fust den kjempehop!\nIII\nMen då eg sansa meg, eg såg ei vidd,\nei livtom øydemark, som brend og svidd.\nOg midt i audna låg, som skapt av stein,\nden store sfinx, og stirde tomt og flein,\nmed kalde andletshamen høgleg boren,\nog med ein smil som inn med knivar skoren\nDå brått eg ser, hit over sandturr mo,\ndet skimrar fram ei strime, raud som blod.\nEg stirer, ser det kjem frå sfinxens hjarta.\nOg det er blod som renn or sfinxens hjarta.\nSo dimmest alt, og berre denne raude\nblodglansen skjelv og brenn i alt det aude."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c032", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c032", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 26, "image_fin": 36, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.26", "titre_corps": "FORSØG PAA EN ORDBOG OVER DE SKØNNE KUNSTER", "titre_sommaire": "FORSØG PAA EN ORDBOG OVER DE SKØNNE KUNSTER", "signature_source": "EUGÈNE DELACROIX", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.26", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3134, "texte": "FORSØG PAA EN ORDBOG OVER\nDE SKØNNE KUNSTER\nAF EUGÈNE DELACROIX\nAUTORITETER. For de store Talenter en Pest, for de mid-\ndelmaadige en Hoveddel af deres Talent. De er det Ledebaand,\nder til at begynde med hjælper alle til at gaa, men de efterlader\nhos alle uudslettelige Mærker.\nFolk som Ingres kommer overhovedet aldrig løs af dem. De\ngør ikke et Skridt uden at paakalde dem. De er som Folk, der\nhele deres Liv spiser Grød o. s.v.\nOM BENYTTELSEN AF MODEL. Ved at bruge Modellen\nog Naturen skal man søge at opnaa Naivitet og Kraft i Enkel-\nheden. Ide fleste Billeder, hvori Modellen spiller en stor Rolle,\nmærker man ikke meget dertil. Modellen trækker alt til sig, og\naf Maleren bliver der ingenting tilovers. En meget erfaren og\nintelligent Mand vil Arbejdet med Modellen tjene til at undtr-\ntrykke de Detailler, som den Maler, der arbejder ud af Hovedet\nophober for mange af i sin Frygt for at udelade noget væsent-\nligt, og som hindrer ham i at sætte de virkelig karakteristiske\nDetailler i det rette Lys. Skyggerne 112. Eks. bliver, naar der ma-\nles uden Model, altid for detaillerede, især i Træer, Klædebon\no. s.v. Rubens er karakteristisk for denne Overflod af Detailler.\nHans Maleri, der beherskes af hans Fantasi, er fremfor alt rigt.\nBitingene betones for stærkt. Hans Billede ligner en Forsamling,\nhvor alle taler i Munden paa hinanden. Men sammenligner man\ndenne yppige Maner ikke med de modernes Tørhed og Fattig-\ndom men med meget smukke Billeder, hvorpaa Naturen er gen-\ngivet nøgternt og rigtigt, saa vil man hurtigt føle, at den sande\nMaler er den, hos hvem Fantasien fører Ordet.\nJenny med hendes sunde Følelse sagde forleden, da vi gik\nog spadserede i Skoven og jeg roste Diaz' Skov for hende, »at\nden nøjagtigste Efterligning blot virkede desto koldere,« og saa-\ndan er det virkelig. Den Maler, der pinligt indskrænker sig til\nkun at give, hvad der er i Naturen, vil altid virke koldere i\nsine Arbejder end den Natur, han tror at efterligne. løvrigt er\nNaturen, hvad Helhedsvirkningen angaar, langtfra altid inter-\nessant.\nSelv om hver Detaille er af en Fuldkommenhed, som ikke\nkan efterlignes, saa frembyder Detaillernes Forening sjælden en\nVirkning som den, deri en stor Kunstners Værk fremgaar af\nFølelsen for Helhedsvirkning og Komposition. Derfor sagde jeg\nfør, at Brugen af Model vel giver Billedet noget frappant, men\nkun hos meget intelligente Kunstnere. Med andre Ord: Kun de\nkan drage virkelig Nytte af Arbejdet efter Model, der ogsaa uden\nModel er i Stand til at skabe noget virkningsfuldt.\nHvorledes er det iøvrigt, naar Emnet medfører stor Patos?\nHer overtræffer Rubens alle andre. Friskheden i hans Bil-\nleder, der er en Følge af hans fri Naturgengivelse, forstærker\ndet Indtryk, han vil frembringe. . . Lad os tage en interessant\nBegivenhed, 112. Eks. en Scene ved en døende Kvindes Seng. Man\nkunde, hvis Omstændighederne tillader det, fastholde Scenen\nved Hjælp af et Fotografiapparat, dog vilde den saa forvrænges\npaa tusinde Maader. For Kunstneren vil nemlig Scenen, efter\nGraden af hans Fantasi, vise sig mere eller mindre skøn. Han\nvil i denne Scene, som han spiller med i, være mere eller min-"}, {"page_pdf": 27, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.27", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6924, "texte": "dre Digter. Han ser kun, hvad der er interessant, mens Appa-\nratet tager alt med.\nJeg gør denne lagttagelse ved at se paa de Blade, jeg i No-\nhaut har tegnet til St. Anna. Den første Tegning, der er lavet\nefter Naturen, er uudholdelig, nair jeg sammenligner den med\nden anden, som næsten er en Kopi af den første, men som\ntydeligere lader min Hensigt skinne igennem og er fri for Over-\nflødigheder. Her har jeg ogsaa faaet den Elegance ind i Teg-\nningen, som jeg følte var nødvendig for at faa Billedet til at\nvirke.\nDet er altsaa for Kunstneren langt vigtigere at nærme sig\ndet Ideal, han bærer i sig, og som er hans eget, end at fast-\nholde det forgængelige Ideal, som Naturen kan byde ham. Netop\nderi, at kun et bestemt Menneske, ikke Menneskehedens Gros,\nser Naturen paa en ideal Maade, ligger Beviset for, at hans\nFantasi frembringer det skønne, fordi han følger sit Geni.\nIdealiseringen sker hos mig næsten uden mit Vidende, saa-\nsnart jeg atter gennemarbejder en Komposition, der er udsprun-\nget af min Hjerne.\nDen anden Udgave er altid en Forbedring og nærmer sig\nmere et nødvendigt Ideal. Saaledes indtræder en tilsyneladende\nModsigelse, der forklarer, hvorfor en for detailleret Udførelse,\nsom 112. Eks. Rubens' ikke behøver at skade Fantasien. Den\nOverflod af Enkeltheder, der indsniger sig paa Grund af Erin-\ndringens Ufuldkommenhed, kan ikke ødelægge den ganske an-\nderledes interessante Enkelhed, der hviler paa Anlægget, og\nendelig opvejer Udførelsens Storslaaethed, som vi netop har set\ndet hos Rubens, fuldkommen den altfor store Ødslen med De-\ntailler. Den, der nu midt i en saadan Komposition indfører et\nStykke, der omhyggeligt er malet efter Model, uden at det frem-\nbringer en fuldstændig Misklang, han har fuldbragt det største\nKunststykke og forenet noget, der synes uforeneligt. Det er paa\nen Maade at indføre Virkeligheden i en Drøm. Man har sam-\nmensmeltet to Slags Kunst: det virkelige idealistiske Maleri er\nnemlig en Kunst, der er lige saa forskellig fra den kolde Af-\nkopiering som Phaedras Deklamation fra en Grisettes Breve til\nsin Elsker. De fleste Kunstnere, der er for samvittighedsfulde i\nBrugen af Model, tilbringer deres Tid med saa tro som muligt\nat kopiere Modellen ind i slet fordøjede og interesseløse Kom-\npositioner. De tror at have opnaaet alt, naar de slavisk og uden\nindbyrdes Sammenhæng har reproduceret Hoveder, Hænder og\nStaffage.\nOM EFTERLIGNING AF NATUREN. Dette store Spørgs-\nmaal, det store Udgangspunkt for alle Skoler, ved hvis For-\ntolkning de straks skilles fra hinanden, synes mig at dreje sig\nom følgende: Sker Efterligningen for at behage Fantasien eller\nsimpelthen for at tilfredsstille en besynderlig Art af Samvittig-\nhedsfuldhed, der for Kunstneren bestaar i saa nøje som muligt\nat have kopieret den Model, han har for Øje?\nFRESKOMALERI. Man roser de Mestre, der har frembragt\nypperlige Ting i Fresko, for den Dristighed, hvormed de ud-\nførte alt direkte og uden Ændringer; men næsten alle Fresker\ner retoucherede med Vandfarve.\nPENSEL. Dreven Penselføring. Reynolds sagde, at Maleren\nmaatte tegne med Penslen.\nSKYGGER. Der gives egentlig ingen Skygger, kun Reflekser.\nVigtigheden af at begrænse Skyggerne. De er altid for stærke.\nJo yngre Personen er, des lettere er Skyggerne.\nTEKNIK. Kan kun vises med Paletten i Haanden.\nHvor lidt Oplysning finder man derom i Bøgerne.\nDyrkelsen af slet Teknik ide slette Skoler. Betydningen af\nden sande Teknik for Fuldendelsen af Værkerne. Hos de stør-\nste Mestre er den mest fuldendt; Rubens, Tizian, Veronese,\nHollænderne; deres særlige Omhu; revne Farver, Grunderinger,\nat lade de forskellige Lag tørre. Denne Tradition er gaaet fuld-\nstændig tabt for de moderne.\nSlette Resultater, sjuskede Grunderinger, daarligt Lærred og\ndaarlige Pensler, modbydelig Olie. Citer de paagældende Steder\nhos Oudry.\nDavid har indfort Sjuskeriet, idet han lod som 0111 han for-\nagtede de materielle Midler.\nFERNIS. Daarlig Indflydelse. Forstandig Anvendelse paa de\ngamle Billeder.\nFernissen skulde være et Slags Kyrads for Billedet og sam-\ntidig et Middel til at fremhæve det.\nBOUCHER OG VANLOO. Deres Skole; Maner og Mangel\npaa ethvert Studium og enhver Naturlighed. Interessant teknisk\nFremgangsmaade. Rester af Traditionen.\nWATTEAU. Meget foragtet under David og senere atter\nkommet til Ære. Vidunderlig Udførelse. Hans Fantasi kan ikke\nmaale sig med Flamlændernes. Ved Siden af Ostade, vander\nVelde o. s.v. virker han kun teatralsk. Han forstaar at holde\net Billede sammen i Farven.\nILLUSION. Øjenbedrag. Dette Udtryk, deri Almindelighed\nkun anvendes om Maleri, kunde ogsaa finde Anvendelse paa en\nvis Art Literatur.\nFORKORTNINGER. De findes altid, selv hos en lige ret\nop og ned staaende Figur med nedhængende Arme. Forkort-\nningens eller Perspektivets Kunst falder nøjagtig sammen med\nselve det at tegne.\nNogle Skoler har undgaaet den og troede at kunne klare sig\nuden den, fordi de undgik enhver voldsom Forkortning. I et\nProfilhovede ser man Øjet, Panden o. s.v. i Forkortningen og\npaa samme Maade med. Resten.\nRAMME, INDFATNING. Kan have en god eller daarlig Ind-\nflydelse paa Billedvirkningen. I vore Dage ødsles der med Guld.\nDens Form i Forhold til Billedets Karakter.\nLYS, HØJESTE LYS OG GLANSLYS. Hvorfor tindes Gen-\nstandens sande Tone altid ved Siden af Glanslyset? Fordi det\nkun opstaar paa Steder, der træffes af fuldt Lys og ikke vender\nsig fra Lyset. Partier, der runder sig, forholder sig anderledes:\nder vender alting sig bort fra Lyset.\nFORBINDELSE. Luften, Reflekserne, der danner et Hele\naf de uharmonisk farvede Genstande.\nFØRSTE UDKAST. Det Spillerum, det lader staa aabent\nfor Fantasien. David er paa anden Maade helt materiel. Hans\nRespekt for Modellen og Mannequinen o. s.v.\nREFLEKSER. Enhver Refleks spiller i det grønne. Enhver\nSkyggegrænse i det violette.\nKRITIK. De fleste Kritikers Utilstrækkelighed. Deres\nringe Nytte.\nUNDERMALING. Den bedste er den, der gør Maleren tryg\npaa Resultatet af Billedet.\nAFSTAND. For at fjerne Genstandene plejer man at gøre\ndem graalige. Penselføringen gør det. Ogsaa flade Toner.\nHEST, DYR. Man maa ikke indføre Naturforskerens Maade\nat tegne paa i Kunsten, især ikke i det store Maleri og den\nstore Plastik. Géricault for lærd ; Rubens og Gros bedre; Barye\nsmaalig i sine Løver. Antiken er her som overalt Forbilledet.\nGLANSLYS (Tilføjelse). Jo glattere og mere glinsende en\nGenstand er, des mindre ser man dens egentlige Farve; den\nbliver i Virkeligheden til et Spejl, der tilbagekaster de omgi-\nvende Farver.\nUNGE LEGEMER. Jeg sagde, at deres Skygger er lettere,\nklarere. De har noget sitrende, übestemt, der ligner\nden Em, der paa smukke Sommerdage stiger op af Jorden.\nRubens, hvis Maner er meget bundet til Formen, gør sine Ko-\nner og Børn ældre.\nGRAA OG JORDEDE FARVER. Det graa er Maleriets\nFjende. Et Maleri kommer næsten altid til at se mere graat\nud. end det er, fordi det kommer til at staa skraat til Lyset.\nPENSELFØRING. Mange Mestre har undgaaet at den"}, {"page_pdf": 28, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.28", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7766, "texte": "mærkes, sikkert i den Hensigt at nærme sig Naturen, der jo\ningen Penselstrøg viser. Penselføringen er et Middel som et-\nhvert andet til at gengive Idéen i MalerieL Utvivlsomt kan\net Maleri være meget smukt, uden at man ser Penselføringen;\nmen det er barnligt at tro, at man derved nærmer sig Naturen.\nSaa kunde man jo lige saa godt anbringe kulørte Relieffer paa\nsit Billede under det Paaskud, at Legemer er runde.\nDer gives i enhver Kunst almindeligt antagne Udtryksmidler,\nog man er en ufuldkommen Kender, hvis man ikke forstaar at\nløse deres Antydninger. Et Bevis herpaa er, at Lægmanden\nforetrækker de glatteste Billeder for alle andre, blot fordi de er\nglatte. løvrigt afhænger i en virkelig Malers Værk alt af den\nAfstand, hvori det skal ses. Paa en vis Afstand smelter Pensel-\nstrøgene sammen, men de giver Maleriet et Eftertryk, som de\nudglattede Toner ikke formaar at frembringe. Ogsaa paa det\nmest udførte Billede kan man forresten, naar man ser det gan-\nske nær ved, opdage Spor af Penselstrøg og man vilde saa\nkomme til den Slutning, at en Skitse i brede Strøg ikke kunde\nvække samme Behag som et meget udført Billede eller rettere\net Billede uden Spor af Penselføringen der gives jo mange\nBilleder, hvor man ingen Penselstrøg ser, og som dog aldeles\nikke er færdige.\nPenselstrøget tjener, anvendt paa passende Maade, til tyde-\nligere at fastslaa Genstandenes forskellige Planer. Er Pensel-\nstrøget kraftigt og bredt rykker det Planerne frem; i modsat\nFald lader det dem træde tilbage. Selv i smaa Billeder forstyrrer\nPenselstrøget ikke. Man kan foretrække en Teniers for en Mieris\neller en Vander Meer.\nHvad skal man sige om de Mestre, der paa en tør Maade\nbetoner Konturen og skjuler Penselføringen? I Naturen gives\nder lige saa lidt Kontur som Penselføring. Man maa bestandig\nvende tilbage til de konventionelle Midler, der er Sproget i en-\nhver Kunst. Hvad er en Tegning i sort og hvidt andet end en\nKonvention, som Beskueren er vant til, en Fortolkning af Na-\nturen, deraf Fantasien opfattes som et fuldstændigt Ækvivalent.\nPaa samme Maade forholder det sig med Kobberstikket. Der\nhører ikke noget skarpt Øje til at se det Utal af Streger, hvis\nKrydsning frembringer den Virkning, Kobberstikkeren vil opnaa.\nDet er mere eller mindre sindrigt fordelte Penselstrøg, der\nsnart staar langt fra hinanden og lader Papiret skinne igennem,\nsaa Tonen bliver gennemsigtigere, snart er rykket tæt til hin-\nanden for at gøre Tonen fastere konventionelle Midler, op-\nfundet og kendt gyldige af Følelsen, til uden Anvendelse af\nFarve at gengive alle Naturens Rigdomme, ikke for den rent\nfysiske Synsevne men for det indre Øje. De gengiver den unge\nPiges friske Teint, Oldingens Rynker, Stoffernes Blødhed, Van-\ndets Klarhed, Himlens og Bjergenes Udstrækning. Hvis man\nberaaber sig paa, at der paa enkelte af de gamle Mestres Bille-\nder ikke er nogen Penselføring at se, saa maa man ikke glemme,\nat Tiden svækker Strøgene. Mange Malere, der omhyggelig und-\ngaar Penselstrøg, fordi de ikke findes i Naturen, overdriver Kon-\nturen, der heller ikke forekommer i Naturen. De indbilder sig\npaa denne Maade at naa en Tydelighed, der imidlertid kun\nvirker paa den halvt indviedes uøvede Sanser. De undlader\nendogsaa, takket være dette grove, illusionsfjendtlige Middel, at\ngive Relieffet tilbørlig Udtryk; den ligeligt stærke Kontur op-\nhæver nemlig Modelleringen, idet den rykker de Partier, der\nved enhver Genstand er fjernest fra Øjet, nemlig Konturerne,\nfrem i Forgrunden.\nDen overdrevne Beundring for de gamle Fresker har bidraget\nmeget til, at man overdriver Konturerne. Ved denne Teknik\ngør materielle Hensyn det nødvendigt at optrække Konturen med\nden største Bestemthed; forresten maa mani denne Teknik\nligesom i Glasmaleriet, hvis Midler er endnu mere konventio-\nnelle, male i store Træk. Maleren søger at bestikke ikke saa\nmeget ved Farvernes Virkning som ved Liniernes storslaaede\nAnordning og Harmoni med Arkitekturens Linier.\nPlastiken har sine Love ligesom Maleriet og Kobber-\nstikket. Man lader sig aldeles ikke forstyrre af den Kulde, der\ntilsyneladende maa resultere af det anvendte Materiales ensfor-\nmige Farve, hvad enten det nu er Marmor, Træ eller Sten, El-\nfenben o. s.v. Øjnenes og Haarets Mangel paa Farve er ingen\nHindring for den Art Udtryk, som denne Kunst tillader. De\nrunde Figurers Isolering uden Forhold til nogen Baggrund, Bas-\nrelieffets langt strængere Formskader lige saa lidt. Ja, tilmed\nPlastiken tillader en malerisk Virkning; Overdrivelsen af visse\nIndhulinger eller deres Fordeling bidrager til Virkningen, som\n112. Eks. de Huller mani Stedet for en løbende Linie borer i\nvisse Partier af Haaret eller i Staffagen, og som i en vis Af-\nstand mildner deres for store Haardhed og giver dem et Skær\naf Lethed, især i Haarene, hvis Bølgeform man ikke kan gen-\ngive ved en nøjagtig Efterligning.\nI den Maade, hvorpaa Ornamenterne behandles i Arkitektu-\nren, genfinder manden Grad af Lethed og Illusion, som skyl-\ndes den maleriske Virkning. De modernes Maner gaar ud paa at\ngøre Ornamenterne nøjagtig ens, saa at de set paa nært Hold er af\nen udadlelig Korrekthed. I den rigtige Afstand virker de koldt\neller slet ikke. I Antiken derimod maa man beundre Dristig-\nheden, og Følelsen for Balancen i disse Kunstydelser: For-\nmen er overdrevet af Hensyn til Virkningen, og visse Konturers\nRaahed er afsvækket, for at de forskellige Partier kan smelte\nsammen.\nFORFALD. Efter det sekstende Aarhundrede, Fuldkommen-\nhedens Tinde, synker Kunsten uafladelig dybere. Den Foran-\ndring, der er foregaaet i Aandsliv og Sæder, er mere Skyld deri\nend Manglen paa store Kunstnere; hverken i det syttende eller\nattende og heller ikke i det nittende Aarhundrede manglede store\nTalenter. Den almindelige Mangel paa Smag, Middelklassens\ntiltagende Rigdom, en ufrugtbar Kritiks stadig voksende\nAutoritet, hvis Ejendommelighed det er at opmuntre Middel-\nmaadigheden og bekæmpe de store Talenter Aandslivets Ret-\nning mod de nyttige Videnskaber, den stigende Oplysning, der\njager Fantasiens Billeder paa Flugt alle disse forenede Aar-\nsager fordømmer paa en Skæbnesvanger Maade Kunsten til\nmere og mere at være underkastet Modens Luner og berøver den\nenhver højere Flugt.\nDer gives i enhver Civilisation kun ét Øjeblik, hvori det er\ngivet den menneskelige Intelligens at vise hele sin Kraft. Det\nsynes, som om der under disse korte Øjeblikke, der kan sam-\nmenlignes med et Lyn paa en mørk Himmel, næsten ingen\nMellemrum gives mellem Morgenrøde og Solnedgang. Natten,\nder følger efter, kan være mere eller mindre dyb, men at vende\ntilbage til Lyset er umuligt. En Sædernes Renæssance var nød-\nvendig for at fremkalde en Kunstens Renæssance; dette Punkt\nligger mellem to Slags Barbari, en hvis Aarsag er Uvidenhed\nog en anden, endnu farligere, der stammer fra Overdrivelse og\nMisbrug. Talentet kæmper forgæves mod de Hindringer, den\nalmindelige Ligegyldighed lægger ham i Vejen.\nHAV, MARINER. Marinemalére fremstiller som Regel Havet\ndaarligt. Man kan gøre samme Indvending mod dem som mod\nLandskabsmalere. De vil vise for megen Viden. De portrætterer\nBølgerne ligesom Landskabsmalerne portrætterer Træer, Terræn,\nBjerge o. s.v. De beskæftiger sig ikke tilstrækkeligt med Virk-\nningen paa Fantasien, deraf Detaillernes Mængde afledes fra\nHovedindtrykket, som bestaar af Bredde og Dybde, og som den\nsande Kunst kan give os et Billede af.\nINTERESSE. Kunsten at koncentrere Interessen paa det\nrigtige Punkt. Man maa ikke vise alt. Det synes at være van-\nskeligt i Maleriet, hvor Sjælen kun kan tænke sig, hvad Øjnene\niagttager. Digteren ofrer uden Møje det uvæsentlige og forbigaar\ndet i Tavshed. Malerens Kunst bestaar i kun at henlede Op-\nmærksomheden paa det, der er nødvendigt.\nOFFER. Hvad man maa ofre. En stor Kunst, Begynderne ikke\nkender. De vil vise alt."}, {"page_pdf": 30, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.30", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7554, "texte": "KLASSISK. Hvilke Værker tør man kalde klassiske? Sik-\nkert dem, deri alle deres Dele synes bestemt til at tjene som\nMønster og Regel. Jeg vilde betegne alle regelmæssige Værker\nsom klassiske, alle, der tilfredsstiller Sjælen ikke alene ved en nøj-\nagtig eller storslaaet eller vittig Skildring af Ting og Følelser,\nmen i endnu højere Grad ved Enhed og logisk Orden, med ét\nOrd: ved alt hvad der forstærker Virkningen, idet de forenkle den.\nShakespeare vilde herefter ikke være klassisk, d.v s. egnet\ntil at at efterlignes i sin Fremgangsmaade, sit System. De vid-\nunderlige Partier hos ham kan ikke eller skjule forsone os med\nhans Vidtløftigheder, hans evige Ordspil og malplacerede Be-\nskrivelser. løvrigt er han i sin Kunst helt igennemsig selv. Racine\nvar for sine samtidige en Romantiker. Foroser han klassisk, o:\nfuldkommen. Respekten for Traditionen er kun en lagttagelse\naf Smagens Regler, der betinger al Tradition.\nDavids Skole gav sig, skønt den var grundlagt paa Antiken,\nganske med Urette ud for den rigtige klassiske Skole. Netop\nEfterligningen, der ofte er meget lidt intelligent, berøver denne\nSkole de klassiske Skolers Hovedegenskab, Varigheden. I Stedet\nfor at trænge ind i Antikens Aand og forene dens Studium med\nNaturen, var den aabenbart kun Ekkoet af en Epoke, hvori\nStudiet af Antiken var blevet en Modesag.\nSkønt Ordet »klassisk« omfatter Skønheder af første Rang,\nsaa kan man ogsaa sige, at der gives en Mængde smukke Vær-\nker, man ikke kan betegne som klassiske. Mange forbinder\nmed Begrebet klassisk Forestillingen 0111 en vis Kulde. Det er\nsandt, at en stor Del Kunstnere indbilder sig at være klassiske,\nnaar de er kolde. Af en lignende Grund tror mange at besidde\nVarme, fordi man kalder dem Romantikere. Den sande Varme\nbestaar i at gribe Beskueren.\nEMNE. Emnets Betydning. Emner fra den klassiske\nMytologi altid ny; moderne Emner vanskelige at behandle paa\nGrund af, at det nøgne savnes og paa Grund af Dragtens\nFattigdom. Malerens Originalitet giver Emnet dets Nyhed.\nMaleriet behøver ikke altid at have et Emne. Gengivelsen af\nArme og Ben hos Géricault.\nVIDEN. Om det er nødvendigt for Kunstneren at være lærd.\nHvordan man kan erhverve denne Viden uafhængig af den sæd-\nvanlige Praksis.\nMan taler meget 0111, at en Kunstner maa være universel.\nMan siger os, at han maa kende Historien, Digterne, ja end-\nogsaa Geografien; alt dette er intet mindre end unyttigt, men\ndet er ikke uundværligere for ham end for ethvert andet Men-\nneske, der vil uddanne sin Aand.\nHan har virkelig nok at gøre med at samle Erfaringer i sin\nKunst, og denne Videnskab vil han, selv om han er nok saa\nerfaren, aldrig naa helt at beherske.\nØjets Styrke, Haandens Sikkerhed, den Kunst at føre et\nBillede fra Undermalingen til den sidste Fuldendthed og mange\nandre Ting, der alle er af den største Vigtighed, forlanger, at\nman vier dem ethvert Øjeblik af sit Liv. Der gives faa Kunstnere, og\njeg taler om dem, der virkelig fortjener dette Navn, der ikke\nmidt paa deres Løbebane eller ved dens Ende erfarer, at de\nmangler Tid til at lære, hvad de ikke ved, eller berigtige hvad\nman har bibragt dem falske eller ufuldstændige Forestillinger om.\nDa Rubens i en Alder af mere end 50 Aar blev sendt som\nGesandt til Kongen af Spanien, anvendte han den Tid, han fik\ntilovers fra sine Forretninger til at kopiere de prægtige italienske\nOriginaler, man endnu ser i Madrid. I sin Ungdom har han\nkopieret uhyre meget. Kopieringen, der fuldstændig forsømmes\naf de moderne Skoler, skaffede ham hans kæmpemæssige Viden.\nKOPI, KOPIERE. Var næsten alle store Mestres Opdragelse.\nMan lærer først sin Mesters Maner, ligesom en Lærling lærer at\nlave en Kniv, uden at vise sin Originalitet. Saa kopierede man\nalt, hvad der faldt en i Hænderne af samtidige eller tidligere\nMestre. Maleriet var først og fremmest et rigtigt Haandværk.\nMan var Billedmager som man var Glarmester eller Snedker.\nMalerne malede Skilte, Sadler, Faner. De første Malere var mere\nHaandværkere end vi; de lærte først rigtigt Haandværket inden\nde tænkte paa at gøre Karriere. Nu er det omvendt.\nFORORD TIL EN ORDBOG. Den alfabetiske Rækkefølge\nForfatteren har valgt, faar ham til at give denne Række For-\nklaringer Betegnelsen Ordbog. I Virkeligheden vilde denne Titel\nkun passe paa en saa vidt muligt fuldstændig Bog, deri ud-\nførlige Artikler gav Besked om alle Kunstens Spørgsmaal. Kan\net enkelt Menneske sidde inde med alle de til en saadan Op-\ngaves Løsning nødvendige Kundskaber? Utvivlsomt ikke. Hvad\nder her bydes er Forklaringer, som Forfatteren har bragt paa\nPapiret i den Form, der syntes ham den bekvemmeste med\nHenblik paa hans knappe Tid, som han for største Delen an-\nvender paa andet Arbejde. Maaske fulgte han ogsaa en uover-\nvindelig Sky for at indlade sig paa at komponere en Bog. En\nOrdbog er ingen Bog; det er et Instrument, et Værktøj til For-\nfærdigelsen af Bøger eller andre Værker. Er Stoffet delt i Ar-\ntikler kan Forfatteren efter Behag og som han gider\nudvide eller indskrænke Materialet. Han slipper for Overgangene,\nDelenes nødvendige Sammensmeltning og den Orden, hvori de\nbør fordeles.\nSkønt Forfatteren maa bekende, at han har stor Respekt\nfor den egentlige Bog, saa har han dog som saa mange an-\ndre Læsere ofte følt en Slags Vanskelighed ved opmærksomt\nat følge alle en Bogs Beskrivelser og Slyngninger, selv naar Bo-\ngen var god.\nEt Billede ser man med ét Blik, i al Fald Helhedsvirkningen\nog Hovedpartierne. For en Maler, der er vænnet til den lette\nMaade et Billede opfattes paa, er Bogen som en Bygning, hvori\nhan maa skænke alle de forskellige Sale den ene efter den an-\nden samme Opmærksomhed uden at glemme dem, han har for-\nladt, og uden fra det han kender at kunne slutte sig til det\nendelige Indtryk.\nMan har sagt, at Floder er Veje, der gaar. Man kunde sige\nom Bøger, at de er Dele af Billeder, der er i Bevægelse, saa\ndet ene følger efter det andet, uden at det er muligt at overse\ndem alle* paa engang. For at forstaa det Baand, der holder\ndem sammen, kræves der omtrent lige saa meget Intelligens hos\nLæseren som hos Forfatteren. Naar det drejer sig om et Værk\naf Fantasien,- der udelukkende henvender sig til Indbildnings-\nkraften, saa kan denne Opmærksomhed være en Fornøjelse;\nligeledes ved en godt komponeret Historie; Begivenhedernes og\nderes Konsekvensers nødvendige Rækkefølge danner en naturlig\nKæde, som Sjælen uden Anstrengelse følger. Men med et be-\nlærende Arbejde forholder det sig anderledes. Et saadant Værks\nFortjeneste beror paa den Nytte det gør, og derfor maa Læse-\nren forstaa det i alle dets Dele og uddrage det Indhold, der\nsigter til ham. Jo lettere han kan aflede Bogens Lære, des mere\nNytte vil han have af den.\nGives der nu en simplere Fremgangsmaade end uden al\nRetorik at inddele Stoffet paa samme ligefremme Maade som\nen Ordbog.\nDenne Ordbog skal mere behandle den filosofiske end den\ntekniske Side af Sagen. Det kan synes mærkværdigt hos en\nMaler, der skriver om Kunst; mange halvlærde har behandlet\nKunstens Filosofi. Deres fuldkomne tekniske Uvidenhed fore-\nkom dem at være et Fortrin, fordi de mente, at Beskæftigelsen\nmed dette Spørgsmaal, deri Virkeligheden er Livsspørgsmaalet\ni enhver Kunst, lagde Fagkunstneren Hindringer i Vejen for\næstetiske Studier. De synes at have sat sig fast i den Indbild-\nning, at deres dybe Uvidenhed om det tekniske gør det muligt\nfor dem at hæve sig til rent metafysiske Betragtninger, med ét\nOrd, at Beskæftigelsen med Haandværket gør Fagkunstneren\nuskikket til at svinge sig op til Æstetikens Tinder og de rene\nBetragtninger, der er utilgængelige for den profane. Hvor gives"}, {"page_pdf": 31, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.31", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7506, "texte": "den Kunsl, hvori ikke Udførelsen og Inspirationen gaar Haand\ni Haand? I Maleri, i Poesi smelter Form og Idé sammen. Af\nLæserne læser nogle for at adsprede sig, andre for at belæres.\nSkønt Forfatteren hører til Lavet og ved saa meget som en\nlang Praksis, understøttet af mange personlige Betragtninger\nkan lære, saa vil han dog lægge mindre Vægt paa den tekniske\nSide af Kunsten. Han vil som Æstetiker gøre Indgreb ogsaa i\nde Kritikeres Gebet, som tror, at Praksis er unødvendig for at\nindlade sig i spekulative Betragtninger over Kunst.\nKOBBERSTIK. Kobberstikket er en Kunst, der forsvinder,\nmen dens Forfald kan ikke udelukkende føres tilbage til de\nmekaniske Fremgangsmaader, vi nu anvender, Fotografiet og\nLitografiet, der ikke paa langt nær kan erstatte Kobberstikket\nmen er bekvemmere og billigere.\nDe ældste Stik er maaske de udtryksfuldeste. Lucas van\nLeyden, Albrecht Durer, Marc-Anton er virkelige Kobberstikkere\ni den Forstand, at de først og fremmest gaar ud paa at gengive\nMalerens Aand. Mange af disse geniale Mænd har stukket deres\negne Værker og kunde helt og holdent gaa efter deres egen Fø-\nlelse, uden at skulle beskæftige sig med at fortolke fremmede\nIndtryk. De øvrige, der gengav en anden Kunstners Arbejde,\nundgik omhyggeligt at glimre med deres Maner og udfolde en\nFingerfærdighed, der blot havde haft til Hensigt at aflede Op-\nmærksomheden fra Virkningen.\nSaa begyndte Værktøjets, o: de materielle Udtryksmidler at\nforbedres.\nKobberstikket er en virkelig Oversættelse, o: den Kunst at\noversætte en Idé fra er> Kunst til en anden ligesom Oversætteren\ngør med en Bog. Kobberstikkenes Sprog og deri viser sig\nhans Geni bestaar ikke blot i med hans egen Kunsts Midler\nat gengive Maleriets Virkninger.\nHan har, hvis man kan sige saadan, sit eget Sprog, der\npaatrykker hans Værk et personligt Stempel og som i en tro\nOversættelse af det Værk, han gengiver, alligevel giver hans\negen personlige Opfattelse Udtryk.\nFRESKOMALERI. Man maa ikke tro, at denne Teknik er\nvanskeligere end Oliemaleriet, fordi den maa udføres a la prima.\nFreskomaleren stiller saa at sige ringere Krav til sig selv; han\nved, at Beskueren ikke fordrer de Finesser af ham, som man\nkun efter et kompliceret Arbejde kan opnaa i andre Arter af\nMaleriet. Han indretter sig paa at afkorte sig det endelige Ar-\nbejde ved Forarbejder. Hvordan skulde han bære sig ad med at\nbringe den mindste Enhed i sit Arbejde, som han udfører som\nen Mosaik i Partier, stillet ved Siden af hinanden, uden at han\nkan stemme det han maler i Dag sammen med det fra i Gaar,\nda Tonen forandrer sig under Tørringen hvordan skulde han\nbringe Enhed i Arbejdet, hvis han ikke paa Forhaand nøje\nhavde skaffet sig Klarhed over sine Billeders Helhedsvirkning?\nDet er det Kartonen eller Tegningen er til; her kan han i For-\nvejen studere Linierne, Virkningen, ja endog Farven.\nLige saa lidt bør man tage alt ordret, hvad man fortæller os\nom den vidunderlige Lethed, hvormed Freskomaleren overvinder\nalle Hindringer. Der gives næsten ikke et eneste Stykke Fresko-\narbejde, der tilfredsstillede sin Ophavsmand, saa han gav Af-\nkald paa enhver Retusch. Selv paa de berømteste Værker findes\nde i Mængde. Og hvilken Vægt ligger der til syvende og sidst\npaa, om et Værk er opstaaet let? Det kommer kun an paa, om\ndet udøver den fulde Virkning, man har Lov at vente sig af\ndet. Kun klæber der ved Freskomaleriet den Ulempe, at de\nRettelser, der foretages med Vandfarve og ofte endogsaa med\nOlie, efter nogen Tid stikker af mod det øvrige og svækker Hold-\nbarheden. En Fresko blegner med Tiden og bliver stedse mør-\nkere. Efter hundrede eller to hundrede Aar kan man knap nok\nbedømme en Fresko og afgøre, hvad Tiden har ændret.\nDe Forandringer, Freskoer er underkastet, er lige de mod-\nsatte af dem, Oliebilleder lider under. At Oliebilleder mørkner\nog bliver sorte, skyldes Oliens Forkulling og endnu mere, at\nFernissen er blevet smudsig. Freskoen derimod, hvis Grundlag\ner Kalken, svækkes i Farven paa Grund af Kalkens og Luftens\nFugtighed. Enhver, der har malet Fresko, har lagt Mærke til,\nat der fra den ene Dag til den anden danner sig en Slags hvid-\nlig Hud omtrent som et graat Slør paa de Farver, der staar i\nPotterne. Dette Fænomen, der træder tydeligere frem paa en\nstørre Mængde Farve, danner sig med Tiden paa selve Maleriet,\nlægger ligesom et Slør over det og gør det uharmonisk; Afsvæk-\nningen træder nemlig stærkest frem ide Farver, hvori Kalken\ndominerer, mens de Farver, der indeholder mindre Kalk, hol-\nder sig mere levende og ved deres relative Raahed frembringer\nen Virkning, der ikke laa i Malerens Hensigt. Af den omtalte\nUlempe vil man let drage den Slutning, at Freskomaleriet ikke\npasser for vort Klima, hvor Luften indeholder saa megen Fug-\ntighed. Men det varme Klima har sin maaske endnu mere skade-\nlige Indflydelse.\nEn af de største Vanskeligheder er at befæste Grunden paa\nMuren (man maa forudskikke en summarisk Beskrivelse af\nFreskotekniken). Den store Tørhed er her en Ulempe, det er\numuligt at bekæmpe. Enhver Fresko søger med Tiden at rive\nsig løs fra Muren; det er den sædvanlige og uundgaaelige Ende.\nUNDERMALING. Det er vanskeligt at sige hvori 112. Eks.\nTizians Undermaling bestod. Hos ham er Strøget saa lidt syn-\nligt, Arbejderens Haand forsvinder saa fuldstændigt, at de Veje,\nhan slog ind paa for at naa denne Fuldendthed, er forblevet\nen Hemmelighed. Man kender undermalede Billeder af ham,\nder imidlertid alle er forskellige. Nogle er malet graat i graat.\nAndre er som tømrede med store Strøg og næsten grelle Toner;\nhan kaldte det: at lave Maleriets Leje. (Det er netop det,\nDavid og hans Skole fuldstændig mangler). Men jeg tror ikke\nat disse Undermalinger kan bringe os paa Sporet af de Midler,\nhan anvendte for at give Billederne det ensartede Præg, der er\nover hans Arbejder, skønt deres Udgangspunkter er saa for-\nskellige.\nCorregios Billeder stiller os overfor omtrent det samme Pro-\nblem, skønt hans Billeders elfenbensagtige Tone og Kontraster-\nnes Sarthed faar os til at tro, at han som Regel begyndte med\nen Skitse i graat. (Tale om Prud'hon, om Davids Skole; i\ndenne Skole eksisterer Undermalingen overhovedet ikke; de\nsimple Lasurer, der ikke er andet end en bestemtere Tegning\nog senere helt dækkes af Malingen, kan man ikke kalde\nUndermaling).\nUDKAST. (FØRSTE UDKAST). De første Linier, hvormed\nen dygtig Maler antyder sin Tanke indeholder i Kim alt, hvad\nder udmærker det færdige Værk. Rafael, Rembrandt,\nPoussin jeg nævner med Villie disse tre, der især var frem-\nragende ved deres billeddannende Opfindsomhed kaster\nnogle Streger ned paa Papiret, hvoraf tilsyneladende ikke en\neneste er ligegyldig. For sagkyndige Øjne er der allerede Liv\noveralt, og intet i Udviklingen af det tilsyneladende saa vage\nTema vil fjerne sig fra Udkastet, der næppe er opstaaet og\nallerede er fuldendt.\nDer gives Talenter, der ikke besidder et saadant Liv og en\nsaadan Klarhedens og Øjeblikkelighedens Gave. Først Ud-\nførelsen indaander Billedet Liv. Hos dem er som Regel Efter-\nligningen af stor Betydning. Modellens Nærværelse er dem\nnødvendig. De naar ad en anden Vej til et af Kunstens\nMaal.\nSer man hos Tizian, Murillo, van Dyck bort fra deres\nbeundringsværdige Fuldendthed i Gengivelsen af den levende\nNatur, Udførelsen, der lader en glemme Kunst og Kunstner,\nsaa vil mani selve Sujettet eller i Anordningen ofte finde et\ntemmelig uinteressant Motiv, som Maleren ved sin Farves Poesi\nog sin Pensels Trolddom forstod at indblæse Liv. Af et Tema,\nderi en kold og nøgen Skitse intet som helst siger os, udviklede"}, {"page_pdf": 34, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.34", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7485, "texte": "han en overordentlig Plastik, en Harmoni af alle Nuancei, Lntt\nog Lys, alle Illusionens Vidundere.\nMan forestille sig, hvordan den første Idé til det vidunder-\nlige Billede af Paul Veronese »Pilgrimme fra Emaus« vel har\nværet. Man kan ikke tænke sig noget koldere end denne Kom-\nposition, der virker endnu koldere, fordi saa mange Peisoner,\nder ikke har noget at gøre med Handlingen, er til Stede:\nGivernes Familie, der efter en mærkværdig Konvention er malet\nmed paa Billedet den lille Pige i Brokade, der paa Billedets\nmest iøjnefaldende Sted leger med en Hund; og hertil kommer\nKostumerne, Arkitekturen og et Utal af forskellige Genstande,\nder strider mod al Sandsynlighed.\nSammenlign hermed Rembrandts Tegning af samme Motiv,\nsom han flere Gange og med Forkærlighed har behandlet. Han\nlader det Lyn flamme op for vore Øjne, der blændede Discip-\nlene, da den guddommelige Mester brød Brødet og forvandlede\nsig. Stedet er ensomt, ingen forstyrrende Tilskuere er Vidner\ntil det vidunderlige Syn. Dyb Undren, Respekt, Skræk afma-\nler sig i alle Linier, som Kunstnerens Følelse har indgydt Liv,\nog som for at gribe os ikke behøver at tage deres Tilflugt til\nFarven.\nI det første Penselstrøg i en Skitse af Rubens, ser jeg Mars\nog Bellona; Furierne ryster deres Slangehaar, de fredelige Gud-\ndomme iler grædende afsted for et standse dem eller flygter,\nnaar de nærmer sig; Hvælvingerne, de ødelagte Huse, Flammer,\nder slaar mod Himlen. Min Sjæl synes i disse næppe antydede\nLinier at ile foran mit Øje og gribe Tanken, næsten før den\nhar faaet Form. Rubens tegner den første Idé til sit Sujet med\nPenslen som Rafael og Poussin med deres Pen eller Kridt.\nVe den Maler, der for hurtigt fuldender enkelte Partier af sin\nSkitse ! Der kræves en meget stor Sikkerhed, hvis disse Partier\nikke senere skal laves om, naar de andre Dele er gjort lige\nsaa færdige.\nDET FRYGTELIGE. Skildringen af det frygtelige og endnu\nmere af det uhyggelige kan man ikke ret længe ad Gangen\nholde til. Jeg begyndte for nogle Dage siden paa en Historie\naf Edgar Poe, hvor nogle skibbrudne 50 Sider igennem befinder\nsig i den skrækkeligste og mest fortvivlede Situation. Man kan\nikke tænke sig noget mere kedsommeligt. Man bliver slaaet af\nden daarlige Smag hos de udenlandske Forfattere. Englænderne,\nTyskerne, alle de antilatinske Folk har overhovedet ikke nogen\nLiteratur: de har ingen Anelse om Smag og Maadehold. De\nkeder én ihjel med selv den mest interessante Beskrivelse.\nEndogsaa Clarissa, der fremkom paa et Tidspunkt, da der\ni England fandtes en Afglans af fransk Aand, kunde kun være\nskrevet paa den anden Side Kanalen. Walter Scott, Cooper paa\nen endnu mere forvirrende Maade overvælder én med Detal-\njer, saa man mister al Interessen. At skildre det frygtelige er\net Spørgsmaal om kunstnerisk Anlæg ligesom m. H.t. det\nyndefulde. En Kunstner, der forsøger at udtrykke denne Følelse\nuden medfødte Anlæg derfor, er mindst lige saa latterlig som\nden, der paa Trods af sin Natur vil gøre et behændigt Indtryk.\nVi har et andet Sted omtalt den Figur, Pigalle havde tænkt sig\nskulde symbolisere Døden paa Marchallen af Sachsens Gravmæle.\nDer havde det frygtelige været paa sin Plads. Shakespeare var\nden eneste, der kunde lade Aanderne tale.\nMichelangelo de antike Masker og Géricault.\nDet er med det frygtelige som med det ophøjede, det maa\nikke misbruges.\nGRUNDERING. Efter alt at dømme grunderede man paa\nsamme Maade i alle de gamle flamske Skoler. Rubens ændrede\nintet heri men fulgte bestandig sine Forbilleder. Grunden var\nlys, og da mani Skolerne næsten udelukkende malede paa Træ,\nglat. Brugen af den spidse Pensel har været mere udbredt end\nBrugen af Malerkosten lige indtil de moderne Skoler.\nINDVIRKNING PAA FANTASIEN. Byron siger, at Camp-\nbells Digtning smager for meget af Arbejde . . . hele Førsteud-\nkastets Charme er gaaet tabt. Det torholder sig paa akkurat\nsamme Maade med Billeder som med Digte, de maa ikke være\naltfor færdige. Det er det lykkelige Resultat, det kommer an\npaa i al stor Kunst, ligegyldigt hvordan man har opnaaet det.\nFORBINDELSEN MELLEM TINGENE. Naar man betrag-\nter Tingene omkring sig i et Landskab eller Interiør, lægger\nman Mærke til hvad skal man kalde det en Forbindelse\nimellem dem, som fremkaldes af Atmosfæren, der indhyller dem,\nog af de tusinde Reflexer, der saa at sige lader hver enkelt\nGenstand blive delagtiggjort i den fælles Harmoni en be-\nsynderlig Charme, som Malerkunsten bør være opmærksom paa.\nDog har langtfra alle, og ikke engang alle store Malere, lagt\nMærke til det. De fleste synes slet ikke at have haft Øjnene\naabne for denne yderst vigtige Harmonivirkning, der giver et\nBillede en Helhed, som Linjevirkningen alene, hvor vel beregnet\nden end er, ikke er i Stand til at frembringe.\nDet synes næsten overflødigt at tilføje, at de Malere der kun\ni ringe Grad har brudt sig om Billedvirkning og Farve, heller\nikke har skænket dette Forhold nogen Opmærksomhed; det er\nmere overraskende, at selv hos mange store Kolorister er det\nmeget ofte ladet fuldstændig upaaagtet, rimeligvis fordi de mang-\nler den fornødne Følelse paa dette Punkt.\nFANTASI. Det er den vigtigste Del af en Kunstners Bega-\nvelse. For den kunstinteresserede er Fantasien en lige saa nød-\nvendig Ting. Jeg forstaar ikke, hvordan en Mand, der er blot-\ntet for Fantasi, kan købe Malerier; han maa i hvert Tilfælde\nlade Forfængeligheden erstatte, hvad han mangler i den nævnte\nHenseende. Og, skønt det lyder mærkeligt, saa har de aller\nfleste Mennesker ingen Fantasi. Ikke alene savner de denne\nglødende og gennemtrængende Indbildningskraft, som faar Tin-\ngene til at staa saa klart og som ligefrem afslører altings\nSammenhæng, men de har ikke engang nogen klar Forstaaelse\naf de Værker, hvor en saadan Indbildningskraft er fremher-\nskende.\nTilhængerne af den sensualistiske Maxime nil in intellectu\nqvod non fuerit prins in sensn paastaar i Henhold til denne\nGrundsætning, at Fantasien ikke er andet end en Slags Erin-\ndring. De maa dog imidlertid indrømme, at alle Mennesker\nbaade har Fornemmelser og Hukommelse, men at det er meget\nfaa, der har Fantasi, som man paastaar skulde dannes ved en\nForening af disse to Bestanddele. Fantasien hos en Kunstner\nfremtryller ikke blot Billedet af de og de Ting, den kombinerer\ndem ogsaa for Kunstnerens specielle Øjemed; den skaber Bil-\nleder efter sit eget Tykke. Hvordan skulde man ad Erfaringens\nVej kunne naa at frembringe en saadan kunstnerisk Kompo-\nsition ?\nPASTOS BEHANDLING. Det sande tekniske Talent bestaar\ni at faa det mest mulige ud af de materielle Midler. Enhver\nFremgangsmaade har sine Fordele og Ulemper. For at holde\nsig til Oliemaleriet, som har den mest fuldkomne Teknik og\ner rigest paa Hjælpemidler saa vil det have sin Betydning\nat studere, hvorledes de er blevet udnyttet af de forskellige\nSkoler. Men uden at gaa i Detaljer kan man a\npriori gøre sig hver enkelt af disse klar.\nDet, der udgør Fordelene ved denne Teknik\nsom de store Malere paa forskellig Maade har opdyrket til\nFuldkommenhed er: 1. Den Styrke, de mørke Toner bevarer,\ni Modsætning til, hvad der er Tilfældet ved Limfarve, Fresko\nog Akvarel, kort sagt ved Vandfarvemaleriet, da Vandet, som\nher er det eneste Middel til at opløse Farverne, lader dem tørre\nmeget lysere op naar det fordamper. Oliemaleriet har den\nEjendommelighed at bevare Farverne friske, saa man kan af-\nstemme dem. 2. Muligheden for efter Omstændighederne\nsnart at anvende Lasurer og snart Pastosbehandling, hvad der\ni allerhøjeste Grad letter Gengivelsen baade af de matte og af"}, {"page_pdf": 35, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.35", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7507, "texte": "de gennensigtige Partier. 3. Muligheden for efter Behag at\novermale Billedet uden at ødelægge det, og at forstærke den\nmaleriske Virkning eller mildne det raa i Tonerne. 4. At\nFarven saa længe vedbliver at være vaad letter i høj Grad\nKunstneren Arbejdet ved Udførelsen o. s.v.\nFlere Ulemper: Fernissens gradvise Indflydelse; Nødvendig-\nhed af at vente med at retouchere.\nDet er nødvendigt at tage i Betragtning Kontrasten mellem\nde pastose og de blanke Partier, saaledes at denne Kontrast\nstadig kommer til sin Ret, selv naar hele Billedet ved hyppig\nFernisering er blevet blankt.\nINTERESSE. At vække Interesse for et Værk er Kunstne-\nrens vigtigste Maal. Man naar kun hertil ved en Samvirken\naf mange Midler. Under en udygtig Haand kan selv et inter-\nessant Emne synes uden Interesse, medens omvendt det tilsyne-\nladende uinteressante under en Mesters Haand i en inspireret\nFortolkning er i Stand til at vække Spænding og Interesse. En\nstor Maler føler instinktmæssigt, hvorpaa det interessante i en\nKomposition beror. Grupperingen, Fordelingen af Lyset, en\nvoldsom eller sparsom Brug af Farven, at opgive een Effekt\nfor at forstærke en anden og mange andre Virkemidler maa\ntil for at vække Interesse. Den eksakte Sanddruhed paa den\nene Side og en overdreven Karakteristik paa den anden Side,\nen Rigdom eller en Fattigdom af Enkeltheder, en sluttet eller\nspredt Komposition, kort sagt alle de kunstneriske Virkemidler\ner under en stor Kunstners Haand som Tangenterne paa Klavia-\nturet, hvoraf han fremkalder bestemte Klange, mens han lader\nandre hvile.\nInteressens fornemste Kilde kommer fra Sjælen og strømmer\nuimodstaaeligt Tilskuerens Sjæl imøde. Ikke saadan at forstaa,\nat ethvert interessant Værk i lige høj Grad skulde gribe alle\nTilskuere, for de maa jo antages allesammen at have en Sjæl.\nMan kan kun gøre Indtryk paa et Menneske, der har Fantasi\nog Følelse, Egenskaber, der er uundværlige for baade Tilskueren\nog Kunstneren omend i forskellig Grad.\nManiererte Talenter kan ikke vække nogen varig Interesse;\nde kan pirre Nysgerrigheden, smigre Nuets daarlige Smag og\nappellere til Lidenskaber, der intet har med Kunst at gøre.\nMen da det vigtigste Kendetegn paa Maner er Mangel paa Ær-\nlighed i Følelsen og i Udtrykket, kan de ikke gøre noget Ind-\ntryk paa Fantasien, der kun er som et Spejl, hvori Naturen,\nsom den virkelig er, har ladet sig optage for senere i en Slags\nvoldsom Erindring at give os el Billede af Tingene, som Sjælen\nalene kan glæde sig ved.\nDet er næppe andre end de store, der virkelig kan vække\nInteressen, men de gør det paa forskellig Maade efter den sær-\nlige Art af deres Geni. Det vilde være meningsløst at kræve\naf en Rubens, at han skulde forstaa at vække den samme\nInteresse som en Leonardo eller en Rafael ved Enkeltheder\nsom Hænder eller Hoveder, hvor det fejlfrie og det udtryks-\nfulde er nøje forbundet. Det vilde være lige saa umotiveret at\nde sidstnævnte at forlange den Helhedsvirkning, den Verve og\nBredde, der kendetegner denne den mest straalende af alle\nMaleres Arbejder. Rembrandts Tobias udmærker sig paa andre\nPunkter end et Billede af Tizian, hos hvem den minutiøse Ud-\nførelse langtfra skader Helhedsindtrykket; han sætter ikke\nFantasien i Bevægelse og Oprør som Rembrandt med hans\nnaive og stærke Karakteristik og mærkelige og dybe maleriske\nVirkninger.\nDavids Fortjeneste bestod deri, at han kopierede sine Mo-\ndeller godt, samtidig med at han for at berøve dem deres ordi-\nnære Præg pyntede sig med Stumper og Stykker fra Antiken.\nCorreggio derimod skænkede kun Naturen et Blik for ikke\nat komme ud i det bundløse. Al hans Charme, hele hans\nKraft og Genialitet udsprang af hans Fantasi for at finde\nGenklang hos dem, hvis Fantasi er skabt til at forstaa den.\nEKLEKTISMEN I KUNSTEN. Dette pedantiske Ord, der\ner indført i Sproget af dette Aarhundredes Filosoffer, passer\nhelt godt paa visse Skolers beskedne Forsøg. Man kan kalde\nElektismen det franske Bannermærke paa exellence ide bildende\nKunster og Musiken. Tyskerne og Italienerne har i deres Kunst\nskarpt adskilte Retninger, der ofte staar antipatisk til hinanden.\nFranskmændene synes til enhver Tid at have forsøgt at forlige\ndisse Modsætninger ved at mildne, hvad der forekom dem\nskurrende. Derfor er deres Arbejder heller ikke særlig udpræ-\ngede. De taler mere til Forstanden end til Følelsen. I Musiken\nog i Malerkunsten staar de tilbage for alle de andre Skoler.\nDe indfører i deres Værker i Smaapartier en hel Mængde for-\nskellige Bestanddele, som holdes nøje adskilt hos de andre,\nmen som hos disse i Kraft af deres Temperament bliver blan-\ndet mellem hinanden.\nFØLELSE, Følelsen gør Underværker. Takket være den\ngør et Stik eller et Litografi Indtryk paa Fantasien som et\nMaleri. I Charlets Grenader ser jeg Tonen gennem Stregen;\nkort sagt, jeg ønsker intet mere, end det jeg ser. Det forekom-\nmer mig, at Farve og Maleri vilde virke forstyrrende og skade\nHelhedsvirkningen.\nSKOLE, AT DANNE SKOLE. Middelmaadigheder eller i\ndet mindste Andenrangs Kunstnere har kunnet danne Skole,\nmens virkelig store Malere ikke har haft Held med sig paa dette\nPunkt hvis det da er et Held. For 80 Aar siden var det\nVanloo'erne, der uddelte Prix de Rome, og hvis Stil var den\nraadende. Saa fremstod der et Talent, der havde optaget deres\nPrincipper. David fornyer Kunsten, kan man godt sige; men\nFortjenesten herfor skyldes ikke alene hans egen Originalitet;\nflere Forsøg har været gjort før: Mengs og andre. Fremdragel-\nsen af Herculanums Malerier havde givet Stødet til en alminde-\nlig Efterligning og Beundring af Antiken. Nu kom David til,\nstærk med uden Fantasi, mere af en Sekterer end af en virke-\nlig Kunstner, gennemsyret af de moderne Idéer, der kom til\nUdbrud overalt i det offentlige Liv og førte til den ensidige\nBeundring for de gamle. Vanloos slappe og lette Stil havde\nhaft sin Tid.\n150 Aar før, da Lebruns Skole stod paa sit højeste, lykkedes\ndet end ikke for et ganske anderledes originalt Geni end Da-\nvids at naa saa vidt som han. Al Pugets Kraft, hele hans\nGeni og Begejstring, der øste sin Inspiration af Naturens Kilde,\nkunde ikke danne Skole ved Siden af Folk som Coysevox,\nCoustou og hele denne i og for sig meget betydelige Retning,\nder dog allerede var præget af Maner og Skoleaand.\nUDFØRELSEN. Dens Betydning. Ulykken ved Devids og\nhans Skoles Billeder er, at de mangler denne vigtige Egenskab\nuden hvilken hele Resten er ufuldkommen og næsten unyttig.\nMan kan hos dem beundre en stor Tegning, undertiden, som\nhos Gérard, Kompositionen; Storhed, Begejstring, Patos, som\nhos Girodet; en ægte antik Følelse hos David selv, 112. Eks. i\nSabinerinderne. Men den Charme, som Arbejderens Haand\nføjer til alle disse Fortrin, mangler j deres Arbejder, og stiller\ndem under de store gudbenaadede Mestre. Prud'hon er den\neneste Maler fra denne Periode, hos hvem Udførelsen staar\npaa Højde med Tanken, som vækker Behag ved den Side af\nTalentet, der kaldes den materielle, men som, hvad man end\nvil paastaa, dog helt igennem er fuld af Følelse og Idealitet\nligesom selve Tanken, hvis nødvendige Supplement den er.\nMODERNE STIL (i Literaturen). Den moderne Stil er\nslet. Misbrug med Hensyn til Sentimentalitet og det-pittoreske\nved enhver Lejlighed. Naar en Admiral fortæller om et Søslag,\ngør han det ien romanagtig, næsten sentimental Tone. Man\nspinder det ud i det uendelige og gør det saa poetisk. Man\nvil synes rørt og grebet, og man mener, med Urette, at denne\nevige Lovsang tilsidst vil gøre Indtryk paa Læseren og give ham\nstore Tanker om Forfatteren og hans gode Hjærte. Memoirer,"}, {"page_pdf": 36, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.36", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7128, "texte": "ja selv historiske Værker, er ikke til at holde ud. Filosofi og\nVidenskab, alt hvad deri Øjeblikket skrives om disse Dele\nbærer Spor af denne falske Tone og laante Stil.\nJeg ærgrer mig over vore Samtidige. Eftertiden vil ikke i\nde Værker, de har efterladt, ja ikke engang i deres Selvportræt-\nter, findes Spor af Oprigtighed. Selv Thiers' beundringsværdige\nHistorie bærer Præg af denne Grædestil, der altid er parat til\nat standse op paa Halvvejen for at klage over Erobrernes\nÆrgerrighed, Aarstidernes Barskhed eller Menneskehedens Li-\ndelser. Det lyder som Prækener eller Elegier. Intet af en\nmandig og velafvejet Virkning, intet paa sin rette Plads eller\nogsaa tager det for megen Plads, er pædagogisk deklamatorisk\ni Stedet for at være slet og ret fortalt.\nMODSÆTNINGER. Granet sagde, at det at male bestod i\nat sætte sort mod hvidt og hvidt mod sort.\nOM ANTIKEN OG DE HOLLANDSKE SKOLER. Man vil\nforbavses ved at se, samlede under een Titel, Ting, der tilsyne-\nladende er saa forskellige forskellige i Tid, men mindre for-\nskellige end man skulde tro m. H.t. den Stil og Aand, hvori\nde er skabt.\nANTIKEN. Hvoraf kommer denne udsøgte Smag, som vi\nfinder i Antiken kun i Antiken? Maaske deraf, at Antiken\nbliver sammenlignet med alt det, der senere er skabt idet man\nplagierede den. Men hvor kan man overhovedet sammenligne\nAntiken med selv det mest fremragende, der er skabt ide for-\nskellige Kunstarter? Jeg ved ikke, hvad man skulde tænke sig\nændret hos Virgil eller Horats, men jeg ved nok, hvad jeg\nkunde ønske mig anderledes hos de største af vore egne Skri-\nbenter. Maaske ser jeg i det hele taget bedre til Bunds i disse\nsidste, med hvem jeg, om jeg saa maa sige, staar paa samme\nkulturelle Niveau, jeg forstaar dem bedre og ser bedre Misfor-\nholdet mellem hvad de har skabt og hvad de har tilstræbt. En\nRomer vilde hos Horats eller Virgil have kunnet finde Fejl og\nMangler, som jeg ikke vil kunne faa Øje paa. Men det er\nnavnlig i alt hvad der er levnet os af Billedhuggerkunst fra\nOldtiden, at Smag og Harmoni findes ført til den højeste Fuld-\nkommenhed. Vi kan taale en Sammenligning med de gamle i\nLiteraturen; i Kunsten aldrig.\nTizian hører til dem, der kommer den antike Aand nærmest.\nHan tilhører samme Skole som Hollænderne : den antike. Han\nforstaar at arbejde efter Naturen, det er det der altid i hans\nArbejder viser en det sande Forbillede, ikke et flygtigt som det\nder stammer fra den menneskelige Indbildningskraft, og som\ngennem Efterligninger bliver en saa uudholdeligt. Man kunde\nsige, at der hos alle de andre er et Gran af Galskab; han alene\ner klar, han er Herre over sig selv, sine Evner og sin Teknik,\nmen han praler aldrig med den. Vi bilder os ind, at vi efter-\nligner Antiken, idet vi saa at sige tager den efter Bogstaven og\nlaver en Karikatur af dens Foldekast o. s.v. Tizian og Flam-\nlænderne ejer Antikens Aand og efterligner ikke dens ydre\nFormer.\nAntiken gør ingen Indrømmelser til det gratiøse som Rafael\nCorreggio og Renaissancen i Almindelighed ; den har ingen Svag-\nhed for det kraftige eller for det impulsive som hos Michelan-\ngelo. Den har intet af den Simpelhed, som ofte skæmmer Puget,\nhans altfor store Naturlighed. Blandt disse Kunstneres Værker\nfindes der Ting, der nu er forældede. Men Antiken kender intet til\nForældelse. Hos de moderne Kunstnere er der ikke noget\nMaadehold, men i Antiken er der bestandig den samme\nÆdruelighed og tilbageholdte Kraft.\nDe, deri Tizian blot ser den største Kolorist, tager i høj\nGrad fejl. Han er den største Kolorist, men han er tillige den\nstørste Tegner, hvis man ved Tegning forstaar Tegning efter\nNaturen, og ikke Tegning, hvor Kunstnerens Fantasi har mere\nat sige end den nøjagtige Gengivelse. Ikke saadan at forstaa\nat Tizians kunstneriske Fantasi skulde være af slavisk Art:\nman behøver blot at sammenligne en Tegning af ham med en\naf de Kunstneres, der havde sat sig som deres Maal nøje at\ngengive Naturen, Bologneserne eller den spanske Skole. Man\nkunde sige, at hos Italienerne beherskes det hele af Stilen; jeg\nvil ikke dermed paastaa, at alle italienske Kunstnere er i Besid-\ndelse af en stor eller blot en behagelig Stil, jeg mener kun, at\nde hver især har en Tilbøjelighed til at blive staaende ved, hvad\nman kunde kalde deres egen Stil enten den saa er god eller\ndaarlig. Jeg mener 112. Ex., at Michel Angelo misbruger sin Stil\ni lige saa høj Grad som Bernini eller Pietro di Cortono, bortset\nfra det ophøjede eller vulgære i Stilen; med andre Ord: deres\nsærlige Stil, det, de mener at føje eller übevidst føjer til Natu-\nren, fjerner enhver Illusion af Virkeligheden og gør det af med\nUdtrykkets Sandhed og Naivitet. Hos Italienerne finder man\nvel først denne værdifulde Naivitet hos Tizian, der værner om\nden, medens hans Samtidige er paa Jagt efter en Stil, deri\nstørre eller mindre Grad skal tage Sigte paa det ophøjede, men\nsom gennem Efterligninger snart virker latterligt.\nI Sammenhæng med Tizian maa jeg omtale endnu en Kunst-\nner, hos hvem det sande og det ideale har indgaaet en sublim\nForbindelse: Paul Veronese. Han er mere fri end Tizian men\nikke saa fuldendt. De har begge denne Ro, dette stille Tempe-\nrament, der er Kendetegnet paa en Aand, der hviler i sig selv.\nPaul synes mere erfaren, mindre afhængig af Modellen, mere\nfri i sin Udførelse af Kunstværket. Men der er paa den anden\nSide intet der virker koldt ved Tizians Samvittighedsfuldhed;\njeg tager her koldt først og fremmest i teknisk Betydning;\nVarme i teknisk Forstand er al den Varme et Kunstværk har\nbehov. Begge lægger de mindre Vægt paa Billedets Fortælling\nend de fleste andre store Kunstnere. Denne sjældne Egenskab,\ndenne besjælede Ro, udelukker utvivlsomt de Virkninger, der\nknytter sig til Stemningsmaleriet. Ogsaa dette er en Ejendom-\nmelighed, der peger hen imod Antiken, hvor den strenge Form\ner bestemmende for Indtrykket. Den bemærkelsesværdige Om-\nvæltning, deri Middelalderen foregaar indenfor den bildende\nKunst, den Vægt der lægges paa Udtrykket, forklares ved Kri-\nstendommens Indførelse. Den kristelige Mystik, der trængte\nigennem overalt, og den Omstændighed, at Kunstneren fra nu\naf næsten udelukkende maatte beskæftige sig med religiøse Em-\nner, der skulde tale til Sjælen, maa have begunstiget denne\nUdvikling i Retning af det udtryksfulde. Følgen heraf var\nutvivlsomt en ringere Helhedsvirkning. Hos de gamle var der\nintet outreret eller mislykket som hos Michel Angelo, Puget eller\nCorreggio. Til Gengæld fremkalder den skønne Ro hos Anti-\nkens ideale Skikkelser ingen af de særegne Følelser, hvormed\nde moderne Kunstnere taler til vor Fantasi. Denne dystre Vold-\nsomhed hos Michel Angelo, dette hemmelighedsfulde og over-\ndrevne, som overalt, selv i det mindste Arbejde fra hans Haand,\nhar fundet saa lidenskabeligt et Udtryk; denne ædle, gribende\nYnde, der hos Correggio udgør saa uimodstaaelig en Tillokkelse;\nden dybe Udtryksfuldhed og den fyrige Begejstring hos Rubens;\ndet übestemmelige, trolddomsagtige, den udtryksfulde Tegning\nhos Rembrandt alt dette er vort, og de gamle havde end\nikke nogen Anelse derom.\nRossini er et slaaende Eksempel paa Svaghed for Forsiring,,\nden overdrevne Ynde. Hans Skole er ogsaa ledl"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c039", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c039", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 38, "image_fin": 38, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.31", "titre_corps": "Flyverne.", "titre_sommaire": "Flyverne.", "signature_source": "Emil Bønnelycke", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 38, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.38", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2141, "texte": "Flyverne.\nAf Emil Bønnelycke.\nJEG kender i Luften et Bjerg, der er blaat.\nDet svinger sin Sti mod et svævende Slot.\nFor Eder et Fata-Morgana\ni evige Morgeners Pragt,\no, Brødre, der flyver paa Vinger,\nder løftes af Eders Foragt.\nJeg kender i Luften en svimlende Sti,\nsom Stormene hvidner, og Ilden er i.\nDen flyver Giganternes Skarer\nsom funklende Fugle imod,\nog farver de frysende Marker\nmed perlende Purpurblod.\nErobrere, kend Eders knejsende Maal!\nStol fuldt paa det stolte, roterende Staal.\nBestig de berusende Bjerge\nmed Solskin og søsterlig Sne,\nder drømmer i Æterens Arme,\nsaa langt I kan stige og se.\nAzuren sit blaanende Øde har strakt\nmod Morgenens Porte, mod Morgenens Pragt.\nFormummede Gladiatorer\nmed hvirvlende Jason-Sværd,\nI møder de smilende Lande,\nder straaler i Morgenens Skær.\nNu funkler der Guld i det drejende Rat\naf Solen, der kuer den knægtede Nat —.\nSe, Bjergene kalder og lyser\nmed Sider som gylden Is,\nog Gletcher-Skyerne glider\ndybt i en tordenblaa Dis.\nJeg hilser den Flugt over Flodernes Fald,\ndet vældige Ridt gennem Verdnernes Hal.\nMed Vinger, der bruser og koger\naf Klodernes Æter-Storm,\nder raser mod Rummets Erobring\nog Rejsens bedaarende Form.\nO, Brødre, I bygger den flyvende Bro\naf dristige Buer og dødelig Ro —.\nSe, Eders sejlende Hjerter\nbeskriver de blinkende Mil\nmod Rummet og vender tilbage\nvelsignet af Bjergenes Smil.\nMen da er I draget af Verdnernes Spor,\nSirenernes Kys og Serafernes Kor —.\nThi Slottet, det skinnende hvide,\nstaar hvælvet i Skyernes Hvælv,\nog spejler de skinnende Sider\ni Eders drømmende Selv ...\nErobrere, kend Eders flyvende Færd!\nLad Viljerne tugte det hvirvlende Vær.\nHøjt over os drømmer en Verden\ni Farver og bølgende Blaat,\nsom skænker, om end det er Døden,\nsom Løn det bedaarende Slot.\nBerus Jer i Braget, Propellernes Brag,\ni Duggen, der bader Bardunernes Tag —.\nNu flyver Giganternes Skarer\npaany mod en Stjernes Skin\nog drager, i bristende Hymner,\nmaaske gennem Portene ind ...\nThi Morgenes Porte uaabnede staar.\nDe aabnes af Døden i Dødens Vaar...\nUdspænd de sitrende Vinger!\nBetræd kun den flyvende Bro.\nDen styrter dog aldrig i Dybet,\nsom ejer den skinnende Tro ..."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c046", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c046", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 42, "image_fin": 42, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.38", "titre_corps": "Sirius=Drøm.", "titre_sommaire": "Sirius=Drøm.", "signature_source": "Birger Lystad", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 42, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.42", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2720, "texte": "Sirius=Drøm.\nBirger Lystad.\ner bet nat. ©g jeg brømmer mig bort,\nsejler paa æterens soltænbte vover\nfrem mot begynbelsens morgenblaa port\nber bvor vor fortib forbunklet bensover.\nsorben er stille. Ibimlen bar stemmer,\nstemmer som synker, stemmer som stiger,\nhimmelske gaater og gylbne problemer,\nlevenbe lys i be flyvenbe riger.\n©ver en nats übegrænsebe bvælv\nstimer be vanbrenbe verbener sammen,\nsværmer om lyset og om sig selv,\nstraaler og ræbbes at møte binanben . . .\nSirius, himmelens klareste stjerne\nsluttet i tibernes gry meb at vanbre,\n©rion, beroen, saa fra bet fjerne\nunberet bæve sig over be aitbre.\ntummelens kaarebe, mægtige vagt\nfølte sin kraft av en stjerne betvinget,\nbaapet om livet bensmægtet forsagt\nbit bvor i blaaet bans kjærligbet svinget.\nHttraaen ranbt som et lyn i bans bjerte,\nber ban for frem paa sin himmelske fart.\nSirius, bab ban i skjælvenbe smerte,\nberlige, bvi kan bu straale saa klart!\nS>og trots sin libenskaps giftige raab\nkjenbte ban kraftens forbitrebe røst\nmane mot bøi og gubbommelig baab:\n♦ . . HEren er manbbommens herligste bøst!\nSkulbe ba brøm bin almægtige storke\nlænke for evig i vellystens snare! . ♦ ♦\nSirtus, skjønbetens sol vil jeg byrke,\nsukkebe kjæmpen og boiet sig bare.\n©rion, ©rion! se ben er nær\ntiben og timen ba valg er big givet.\nSolregionernes flammenbe bær\nventer bit løsen, bestem over livet! . . .\n©g ba ben funklende borbe fornemmet\n©rtons pine 1 skapelsens stunt),\nsteg som en storm gjennem himmelens runb\nbonner til bam som bet bøieste hæmmet:\ntumlens bestemmelse eier bin ilb;\nlivets beskytter bu skaptes at pære,\nDeier ba globen 1 Sirius' smil\nmer enb et ltv> 1 evinbelig ære?\nHk, for bit blik 1 bet gjøglenbe fjerne\navgrunben selv sig 1 berligbet bæver,\nfunkler ben smarteste klobe som stjerne,\nti 1 big selv er bet tvilen som lever,\nIberkules, ban som sig selv babbe funbet,\nblanbet sin rost 1 bet brokebe hor:\nvarselets torben formorket seftunbet\nglem ikke evnen berusebe bror!\ndeller bør himlen btn straale begraate\ngravlagt og bob 1 ben bæmrenbe bag,\nenb bu bens betltgste brom skal forraabe,\nsoitbre bens maal og forobe bens sag! ♦ . .\n©non aapnet sit øie og saa\nverbner som svælget t svulmertbe trang\ntrang ttl bet evige ♦ . . jfjernt i bet blaa\nbrusebe stjernernes manenbe sang . ♦ .\nfl3ei, mot min styrke, 5 himmelske belte,\nsplintres forelskelsens syttbige baal.\nIbimlen befalet! Ifoan spænbte sit bælte,\nvenbte sit blik mot be boieste maal\nSiben er bønnen om elskov forsfumntet:\nJEnbnu inat bans fortærenbe flamme\nfanget be mægtigste sole i rummet\ntnb i sit nett, i sin luenbe ramme.\nHit bvab bans gløbenbe attraa begjærte\ner mot ben største forklarelse baaret.\nHlmagtens ansvar, forsagelsens smerte\nblev bam af skapelsens mening beskaaret."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c048", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c048", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 43, "image_fin": 45, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.39", "titre_corps": "MODERNE SKUESPIL", "titre_sommaire": "MODERNE SKUESPIL", "signature_source": "EMIL BØNNELYCKE", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 43, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.43", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 4123, "texte": "MODERNE SKUESPIL\nAF EMIL BØNNELYCKE\nDet vilde være at overvurdere den elendige Forfatning, den\ndanske Skueplads (Teatrene, Forfatterne, Skuespillerne, maa-\nske ikke saa meget de sidste) for Øjeblikket befinder sig i, at\nbetegne det moderne Skuespil som en Bestræbelse for en\nkunstnerisk Aktion imod det literære Skuespil, bort fra dettes\nTraditionalisme, dets talløse Faser af Tilfældighed (i dets\nIndhold, o: som Regel dets Skepsis), Slaphed (i dets Struktur,\ndets indre, bevidste Holdning) og Ligegyldighed (for mange\nTeatres Vedkommende i Instruktionen). Aarsagen til at der,\n112. Eks. i Lighed med den moderne Malerkunst, ikke fra nogen\nUngdoms Side hidtil er ytret Symptomer paa en Bevægelse\nhen imod Skuespillets organisk gennemgribende Fornyelse\nkan saaledes søges i den Omstændighed, at pur Dilettantisme\nvel ikke indbyder til kunstnerisk Reagens, men lader den Sør-\ngende ligegyldig. De moderne Malere, som i Kapløbet om\nKundgørelse af den af et ungt Indre sidst sprungne, skrigende\nnye Blomst, den nyeste Fane, den nyeste Idé hidtil mod\nstor Majoritet har ligget i Teten og foreløbigt vundet Løbet,\nfortrængte, for Danmarks Vedkommende, de Literaturens Unge,\nsom med vel smukke, men alt for umodne Kviste og grønne\nGrene i Hænderne forsøgte at tage Kampen op med deres\nBrødre i den nye Kunst imod Ligegyldighed og Lirekasse.\nMen deres uhyre Magtesløshed i direkte Henseende maa for\nen Del tilskrives, i dette Tilfælde, Teaterautoriteternes Bestræ-\nbelser hen imod den methodiske Forsumpelse af det danske\nSkuespil og saaledes den danske Skueplads, som applauderet\naf et dybt desorienteret Publikum, til fulde er lykkedes. Nogle\nfaa Navne, som med Smerte saa en successiv Vulgarisme\nholde sit Indtog paa Teatret, nedlagde mere af Træthed end\ndemonstrativ Foragt det udøvende Arbejde {Helge Rode, Sven\nLange, Michaélis) og den ansvarsfulde Kritik (Sven Lange).\nTeatrets forladte Genius gik til Havs og omkom i en mercan-\ntil Dilettantismes Bundløshed. Denne Katastrofe, som har sin\nTragik, har ogsaa sin lyse Side for saa vidt som den beteg-\nner det »literære« Skuespils Endeligt.\nHvad er da det »literære« Skuespil ? Hvorfor fik det denne\nSkæbne? Og hvorfor var denne retfærdig?\n*\n* *\nDet er en lykkelig Omstændighed, at man ved Besvarelsen\naf disse Spørgsmaal tillidsfuldt kan ty til en Parallelisering af\nUdviklingen i Malerkunsten fra den gamle (den traditionelle)\ntil den nye (den moderne) og drage den overordentligt illu-\nstrerende Sammenligning i Forskellen mellem gammelt og nyt\ni begge Kunstarter. Thi ligesom vi kender Svaghederne 112.\nEks. ved en Foraarsudstilling paa Charlottenborg, Traditional-\nismens, Slaphedens, Tilfældighedens og Ligegyldighedens\nArnested i Malerkunsten, ligesom vi kender og stoler paa vor\nAversion for det udpenslede, detaillerede og kolorerede Smags-\nmaleri, det fotografiske Naturmaleri og den »afbildende«, »gen-\ngivende« Kunst, ligesaavel vil vi kunde genkende den samme\nenstonige Bestræbelse efter Detailleringen, o: den psykologiske\nUdpensling i den traditionelle og tilfældige Dramaturgis Arne-\nsted, det literære Skuespil. Paa samme Vis som i et »gam-\nmelt» Billede Intentionen er viet Figurerne o: Fingre, Øjenhaar,\nBukseknapper étc. paa Farvernes og Virkningens Bekostning,\ner Formaalet med det literære Skuespil en pendantisk Ana-\nlyse af ligegyldige Smaating, en Teoretisering indtil Ørkesløs-\nhed over Personernes (Figurernes) Følelser og Stemninger og\ntilfældige Sindsbevægelser (Fingre, Øjenhaar, Bukseknapper),\nder intet har med Skuespil (Bevægelse), dramatisk Virkning\n(Komposition) og Friskhed, Enkelhed (Farver) at skaffe. Hvor\nofte har Kritiken ikke beklaget det literære Skuespils totale\nFald paa Scenen? Men hvor konsekvent har de liteære Dra-\nmaturger heller ikke ladet haant om Kompositionen i deres\nMaleri, Forenklingen, Personliggørelsen, Spændingen, Balan-\ncen, Korrespondancevirkningen, den monumentale Rytmik (den\nenkle, pompøse Replik) og de store Linier? Naar dertil kom-\nmer den for et enkelt levedygtigt og stærkt Arbejde fuldkom-\nmen skæbnesvangre og tilintetgørende Omstændighed, at\nSkuespillet udadtil maatte følge Trop med den af nogle bar-"}, {"page_pdf": 45, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.45", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7898, "texte": "bariske Ignoranter af »Sceneinstruktørere« etablerede Iscene-\nsættelse (Carl Lunds, Svend Gades, Thorolf Petersens Ku-\nlisser, henholdsvis Detaillerne, Kulørerne, Pragtudfoldelsen) —,\nforstaar man, at det naive Publikum, der altid fæstner sig ved\ndet første, umiddelbare d: overfladiske Indtryk, alene koncen-\ntrerede Opmærksomheden om en »overdaadig« Kulisse, den\nOrdet kvælende, umiddelbart blændende Iklædning, som 112. Eks.\nved den skandaløse Fremførelse, o: Opfattelse fra Instruk-\ntionens Side, af »Aladdin« i fjor paa det kgl. Teater. Denne\nForestilling, der karakteristisk for den herhjemme herskende\nForestilling om moderne Scenekunst angiver den Retning, vi\nnetop ikke skal gaa, viser hvor langt man fra scenisk-autori-\ntativ Side vover at fjerne sig fra det egentlige i Billedet\n(Skuespillet), Farven (Ordet) hen imod en hedensk Masse-\nvirkning af døde Ting, Kulissens übarmhjertige Materialisme\nog Massivitet, og viser Misforstaaelsen, Hymnen til Tilfældig-\nhederne, Haanen imod Forenklingen, Digtningens übodelige\nProfanation, og Kunstens Karikatur.\nMen hvilken er da Vejen? Hvad vilde frelse Digtningen af\ndette Forhold, efter at det literære Skuespil har vist sig af-\nmægtigt, enfoldigt og ensidigt? Et moderne Skuespil? Et\nSkuespil, der opfyldte de Krav i Digtningen, vi stiller til det\nmoderne Billede i Malerkunsten? Ved en saa at sige skematisk-\nparallel Fremgangsmaade, saaledes at man omsider fornem-\nmede Digtningen plastisk som den enkle, bevidste Opbygning\n(Spænding og Komposition) i et moderne Maleri? Dette vilde\nvel ikke være nødvendigt. Ligesom Maleren i vor Tid staar\nfuldstændig handlefrit og med Front baade udad- og indadtil,\nstaar Digteren væbnet med den samme Frihedsfølelse, men til\nGavns især vendt mod de foragtede, gamle Former. Jean\nMetzingzr siger et Sted i sine Studier af Kubismen (Klingen\nNr. 4, Aarg. II): »Maleriet bærer sin Berettigelse i sig selv.\nMan kan uden Skade flytte det fra en Kirke til en Stue, fra\nen Stue til et Musæum. Dets Opgave er ikke umiddelbart at\ntilfredsstille Betragteren, men at drage ham lidt efter lidt ind\nide fiktive Dybder, hvor Lyset*) vaager og hersker. Maleriet\nslutter sig ikke til nogen anden Helhed, det er selv en Hel-\nhed, en Organisme.« Og han udbryder: »Lad os ikke blande\nSagerne sammen! Bort med det dekorative Maleri. Dekorative\nHensyn hos en Maler er en Anakronisme, deri det højeste\nkan tjene til at dække Mangel paa Evne«. Selv om disse\nfyndige, saglige Ord gælder en ekstrem Retning i Malerkun-\nsten, kan de, set under en anden Synsvinkel, med Held anven-\ndes paa Skuespillet i Forholdet mellem dettes Organisme og\nden (dekorative) omstridte Kulisse. Og her befinder vi os ved\nUdgangspunktet for en Betragtning af det moderne Skuespil.\n*\n* *\nMan kender Friederich Winthers ekcentriske Tragikomedie,\nsom blev opført i Miinchen for nogle Aar tilbage, et burlesk\nDrama, hvori Heltinden dør under saadanne Former, at Til-\nskuerne vrider sig af Latter —, og som gjorde stor Skandale.\nDette Arbejde repræsenterede vel ingen »Bevægelse*, men det\nvar en samvittighedsfuld Kunstners isolerede Forsøg paa at\nskabe noget nyt og ejendommeligt. Man kender den hæslige,\ntyske, literære »Ekspressionisme« paa Scenen. Man har hørt\nom de russiske moderne-realistiske Skuespil, som opført i\nTyskland virkede med en saadan forargelig Voldsomhed, at\nSkuespillerne ikke turde have deres Navne staaende paa Pro-\ngrammet. Man har hørt om det franske, kubistiske Teater, hvor-\ntil Picasso leverede Dekorationer, om Marinettis futuristiske\nDramaer. Disse Tegn paa foregaaede Sprængninger af det\ngamle Teater er for saa vidt fordømmelige, som de betegner\nden kunstneriske Anarkisme, der tilsidesætter Skuespillets\norganiske Udvikling imod Fornyelse, eksploderer i apokryfe\nUhyrligheder, slaar Benene væk under et alvorligt indstillet\nPublikum og faktisk ikke yder nogen positiv Basis for det\nmoderne Skuespils Bestaaen under saadanne halsbrækkende\nFormer. Men som alle Eruptioner har de deres Berettigelse\nderi, at de lufter ud i det traditionelle Teaters støvede Sofitter,\nvækker sovende, hvidhaarede Autoriteter af deres materialis-\ntiske Dvale og overmaler et falmende »Ej blot til Lyst« med\nskrigende, purpurfarvet Blod. Det er ungdommeligt og flot,\nmen det er ikke hensigtsmæssigt og harmonisk, ligesaa lidt\nsom Bomben under Kejserens Vogn.\nFor vor hjemlige Skueplads' Vedkommende er en Under-\nsøgelse med Hensyn til Teatrenes Bestræbelser i ny eller mo-\nderne Retning hurtigt overstaaet, idet disse har været lig Nul.\nMan vovede sig ud i Eksperimenter med det naturalistiske\nSkuespil paa Friluftsteatrene i Dyrehaven og i Rigsarkivets\nGaard, og man høstede den bitre Lærdom, at Kampen henimod\nden naturalistiske Klædning (den naturgengivende Kulisse)\nkulminerede i en haandgribelig, pompøs Virkelighed, der\nübarmhjertigt sønderknuste de svage Ord, gjorde Fremstillin-\ngen parodisk, hvilket i sig selv var en frygtelig Anklage mod\nTeatret . . . Det er en blasfemisk Tanke at ville forsøge at\nfaa de svage Menneske-Ord til at klinge og vække Resonans\nunder Naturens bundløse, lidet akustiske Himmel. Selv om\nman brøler og gebærder sig som en Johannes Poulsen, maa\nder bestaa et Forhold mellem Ordets Styrke og Rummets Ende-\nlighed, dets Begrænsning. Det er muligt, at den antike Tra-\ngedie med Sangen og Korenes konkrete Voldsomhed i oven-\nnævnte Omgivelser vilde fremvise et heldigere Resultat.\nVi ser altsaa, at Vejen nødvendigvis fører bort fra den\nnaturalistiske Kulisse (Natur-Imitationen), men hen imod hvad?\nSimpelt hen: Bort med Kulissen! Eksperimentel Dramaturgi\nvilde paabyde en total Udryddelse af denne, saaledes at Dra-\nmaet blev frigjort fra sit hæmmende, gyldne og glimrende,\naldeles falske Klædebon og stod som den Organisme, Met-\nzinger taler om i Maleriet. Det vilde da bestaa sin Digtnings\nIldprøve, Knald eller Fald, Drøm eller Tilintetgørelse. Det\nvilde vise, hvad det rummede af baaret, suggestiv Kraft,\nSpænding, Liv og Bevægelse i nøjagtig organisk Kongruens\nmed det moderne Maleri. Det vilde staa og falde med sit\nOrd (Farve) og sin Konflikt (Komposition). Man kunde, i\nRelation til Giersings træffende Paradoks: »Rammens Kant er\nBilledets stærkeste Virkning« (Klingen Nr. 2, Aarg. I) i yderste\nFald give Skuespillet den Indrømmelse, at Scenen (Rummet)\nfik sin stoflige Begrænsning (Ramme) i et dekorativt, stærkt\nforenklet Klædebon, hvor nogle faa strengt sammenstemte\nFarver ikke lagde voldeligt Beslag paa Tilskuernes Opmærk-\nsomhed i den Grad som den gængse Dekorations ugudelige\nMaskineri. Realiseringen af Skuespil i disse Omgivelser for-\nudsætter blot det tilstrækkelige dramatiske Talents Anneksion\naf dette moderne Princip, et Fond af poetisk Evne, som maaske\nikke i Øjeblikket forefindes i den unge Literatur . . . Men vil\nman endelig bevare Kulissen, som en Publikum-Nødvendighed,\nsom et Middel til Illuderingen fremdeles af en Række Dilettant-\nkomedier, vilde en Reduction af den være hensigtsmæssig,\nen Udeladelse af mange latterlige Detailler, der bortleder den\nnaive Betragters Opmærksomhed fra det centrale i Skuespillet.\nVi har Tegnere nok, der kunde staa til Raadighed for Teatrene\ni denne Henseende.\nMen det moderne Skuespil, det endelige Skuespil, der lader\nhaant om sine Omgivelser, sparker til Kulissen og truer med\nat sprænge dets Ramme —, vil ikke bestaa af Repliker —,\naf en tilfældig, slet sammenhængende Teoretisering over Per-\nsonernes ligegyldige og pedantiske Følelsesliv. Det vil lue af\nobjektiv Koncentration. Det vil have sin Psykologi i sin Konflikt,\nsin Handling, der omsætter Ordet i en direkte Livsudfoldelse,\nden levende og fluktuerende Kraft, der springer os i Møde\nfra det gode, moderne Maleri. Det vil gnistre af en Mang-\nfoldighed af overraskende Begivenheder, eller det vil staa, en-\nkelt og præcist, præget af Forenklingens Monumentalitet og\nFasthed. Og dets Personer vil da staa som Skulpturer for\nden menneskelige Erindrings Øjne.\n*) Fremhævelserne af E. B."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c051", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c051", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 46, "image_fin": 46, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.41", "titre_corps": "INDHOLD AF 2. AARGANG", "titre_sommaire": "INDHOLD AF 2. AARGANG", "signature_source": "TALLENE BETEGNER HEFTET", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 46, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.46", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 4075, "texte": "INDHOLD AF 2. AARGANG\nTALLENE BETEGNER HEFTET\nAndersen, H. C., Fot., 1.\nAukrust, Olav, „Tri dikt\", 8.\nBorch, O. V., Træsnit, 6.\nBoroboudorrelief, Fot., 2.\nBramantino, Fotografier, 6.\nBuchholtz, Johannes, „Til Maxim Gorki\", 9.\nBonnelycke, Emil, „Appassionata\", 4r „New York\", 9, „Klingen , „Den\ngræske Ild\", „Moderne Skuespil\", „Flyverne\" 10.\nCézaiuie, Paul, Fot., 7, Fot., 10.\nChirico, G. de, Fot., 9.\nChristensen, Steen, Tre Digte, 10.\nClaussen, Sophus, „Overvejelse\", 1, „Et Hexameterbrev\", 2.\nHanneskjold-Samsøe, S., „Kunstnernes Efterårsudstilling\", 2, Vignet,\n6, Omslagsl., 9, „Akademiet\", 9.\nDelacroix, Eugéne, Fot., 2, „Forsøg paa en Ordbog over de skønne\nKunster\", 10.\nDerain, André, Fot., 1, 4, 9, 9, 10.\nDuccio, Fot., 1.\nEpidauros, Ynglingestatuen, Fot., 8.\nFischer, Adam, „Moderne klassisk Kunst i Paris\",3.\nFrank, E. Utzon, Fot. 10.\nFrederiksen, Kr., Fot., 8.\nFribert, Christen, „Lidt om Grænsen mellem Poesi og Malerkunst\", 2.\nGandrup, Richardt, „Kvinde\", 4.\nGauguin, Jean, Fot., 9.\nGehlin, Hugo, Træsnit, 3.\nGelsted, Otto, „Tre Paastande om Kunst\", 4. „Svar til Docent Vilhelm\nWanscher\", 5, „Jon Stefånsson\", 6, „Seks Digte\", 7, „Form og Ind-\nhold\", „Alf Larsen\", 10.\nGier-sing, Harald, „Kunstnernes Efteraarsudstilling\", 2, Farvelit., 3, 4\nGleizes, Albert, „Kubisme\", 4, 5.\nGrønvold, Holger, Fot., 8.\nGrtinewald, Isaac, Farvelit., 1, 2.\nHartmann, Oluf, Radering, 1.\nHenningsen, Poul, „Kritik og Journalistik\", 2, „Der Sturm\", 3, „Mo-\nderne Kunst og Arkitektur\", 5, „Om Kunst og Skønhed\", 8, „Betragt-\nninger om Kunst\", 9, „Forøget Viden\", 10.\nHøst, Oluf, Farvelit., 5.\nJensen, Johannes V., „Memerang\", 7.\nJericliau, Jens Adolf, Radering, 2.\nJohansen, Svend, Farvelit., 1, Lit., 4, Omslagslit., 5, Lit., 8. 10.\nJolin, Einar, Omslagßlit., 2.\nKrohg, Per, Tegning, 1.\nKyhn, Knud, Lit., 10.\nLarsen, Alf, Digte, 1, 3.\nLarsen, Johannes, Farvelit., 6, 7.\nLarsen, Karl, Farvelit., 4, 6, Lit., 8, 2 Lit.,lo, 2 Farvelit., 10.\nLarsen Stevns, Niels, Farvelit., 7, 9.\nLorentzen, Mogens, Farvelit., 1, „To Digte\", 8.\nLundstrøm, Villi., Farvelit., 4, Omslagslit., 6, Farvelit, 8, Omslagslit.,\n10, 4 Lit., 10.\nLystad, Birger, „Sirius-Drøm\", 10.\nMatisse, Henri, Fot., 7, Tegning, 7.\nMerrild, Knud, Lit., 10.\nSetzinger. Jean, „Kubisme\", 4, 5.\nMillech, Knud, „Malerisamlingen Ordrupgaard\", 1.\nNaur, Albert, Farvelit., 3.\nNegerskulpturer, Fot., 2.\nNygaard, Fredrik, Digte, 9, 10.\nPicasso, Pablo, Fot., 4, 7.\nPoulsen, Frederik, „Ynglingestatuen fra Epidauros\", 8.\nPoulsen, Vilhelm, Lit., 10.\nRenoir, Auguste, Fot., 7.\nRivera, Diego, Fot., 3.\nRode, Helge, „Aften paa Landet\", 5.\nRo din, Auguste, „Til de unge Kunstnere\", 1.\nRolfsen, Alf, Omslagslit., 2, Lit., 3.\nRousseau, Henri, Fot., iO.\nRude, Olaf, Farvelit., 2, 5.\nRytter, Henrik, „Sfinxen\", 10.\nSalto, Axel, Omslagslit., 1, Litografier, 1, Omslagslit., 4, „Nyorientering\",\n6, Omslagslit., 7, Lit., 7, Farvelit., 7, „Holger Grønvold\", 8, Farvelit.,\n8, Lit., 8, 10, Farvelit., 10, Radering, 10, „Thorvaldsens Musæum\", 3,\n„Foreningen for Nutidskunst\", 5, „Isaac Griinewalds Udstilling\", 6,\n„Tetzen Lunds franske Billeder\", 7, „Nyt Kunstforlag\", 10.\nSalto, Kamma, Radering, 3, Farvelit., 10.\nScharff, William, Farvelit., 5, 9.\nSeedorf, Hans Hartvig, „Pigens Møde med Pan\", 6.\nSkovgaard Morten C., Vignet, 1.\nSkold, Otte, Farvelit., 1, Omslagslit., 3.\nStefånsson, Jon, Fot., 6, 10.\nStenersen, Olaf, Lit., 8.\nStorm Petersen, R., Farvelit., 6, 9.\nSwane, Leo, „Delacroix' Portræt af George Sand\", 2.\nSwane, Sigurd, Farvelit., 4, Træsnit, 8, 10.\nSyberg, Frits, Træsnit, 10.\nThomsen, Oluf, „Kunst og smitsom Sindslidelse\", 5, „Kunst og Viden-\nskab\", 10.\nTliorsteinsson, Gudmund, Lit., 7.\nThorvaldsen, Fotografier, 3.\nThygesen, Rudolf, Træsnit, 5.\nUccello, Paolo, Fot., 10.\nUppdal, Kristoffer, „I svarta natta\", 9.\nUttenreitter, Poul, „Flamman\", 6, „Dysmorphismen\", 9.\nWanscher, Vilh., „Kubismens eller Expressionismens Selvforsvar\", 5,\n„Svar til Hr. Otto Gelsted og Hr. Poul Henningsen\", 6, „Klassisk\nRealisme\", 6.\nWibolt, Aage, Farvelit., 6.\nWright, Willard Huntington, „Hvad er moderne Kunst\", 2, 3.\nZeppelin, JDitleff von, „Sommerdag\"."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-07-01-c053", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-07_01#c053", "volume": "bmtnaag_1919-07_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 47, "image_fin": 47, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.2.42", "titre_corps": "KLINGENS PUBLIKATIONER", "titre_sommaire": "KLINGENS PUBLIKATIONER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 47, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.47", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3910, "texte": "KLINGENS PUBLIKATIONER\nKlingen, Iste Aargang. I komp. Bind tegnet af Poul Uttenreitter. Pris 25 Kr. Faaes paa\nSteen Hasselbalchs Forlag, Købmagergade 26, Tlf. 12240. Kun faa Ekspl.\nKlingen, 2den Aargang. I komp. Bind tegnet af Axel Salto. Pris 50 Kr. Faaes paa Steen\nHasselbalchs Forlag, hvortil Bestillinger bedes indsendt. Aargangen vil foreligge indbunden om kort Tid.\nJens Adolf Jerichaus Raderinger. Mappe med 10 Originalraderinger 1918. Pris 100 Kr. Faaes\nved Henvendelse til Klingens Redaktion, Edv. Glæselsvej 1, København F, Tlf. Godthaab 1870.\nAlf Larsen: Digte. 5 Originalraderinger af Axel Salto. Trykt paa hollandsk Papir hos H. H.\nThiele. Raderingerne trykt i Kleinsorgs Etabl. Indbunden i litogr. Bind. Bogen vil blive trykt i 60\nnumm. og sign. Eksp. å 200 Kr. Raderepladerne vil blive ødelagt efter Trykningen. En Fortegnelse\nover dem, der bestiller Værket inden Iste Novbr., vil blive sat foran i hver Bog. Udkommer i Beg.\naf November. Prænumeranterne vil gratis faa tilsendt Iste og 2den Aargang af Klingen. Forudbestil-\nlinger bedes sendt til Steen Hasselbalchs Forlag eller til Klingens Redaktion, Edv. Glæselsvej 1, Køben-\nhavn F, inden Iste November.\nEndvidere er udkommen:\nMappe med 6 Dyretræsnit af Axel Salto. 1916. Haandtrykt og signeret i 30 Eksp. Pris 50\nKr. Faaes ved Henvendelse til Klingens Redaktion, Edv. Glæselsvej 1, Kbhvn. F.\nElskovs kunsten af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg med Litografier og Vignetter af Axel\nSalto. Trykt i 350 numm. og sign. Eksp. 1917. Udsolgt.\nForvandlingerne af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg med Litografier og Vignetter af Axel\nSalto. Trykt i 350 numm. og sign. Eksp. i H. H. Thieles Bogtrykkeri, Litografierne trykt hos Cato\n1918. Pris 45 Kr. Faaes ved Henvendelse til Steen Hasselbalchs Forlag, Købmagergade 26, Tlf. 12240.\nHans Adolph Brorsons Psalmer. I Udvalg ved Otto Gelsted og Poul Uttenreitter. Med Lito-\ngrafier og Vignetter af Axel Salto, Hylstret tegnet af Poul Uttenreitter. Trykt i 350 Eksp. iH. H.\nThieles Bogtrykkeri, Litografierne trykt hos Cato. 1918. Pris 25 Kr. Faaes ved Henvendelse til Nyt\nNordisk Forlag, Nørregade 7, Kbhvn.\nExpressionisme. Af Otto Gelsted. Pris 8 Kr. Luxusudgave i 25 Eksp. paa Van Gelder Papir\nmed Originalraderinger af Jens Adolf Jerichau, Farvelitografi af Axel Salto og Bind af Sigurd Swane.\nPris 100 Kr. Nyt Nordisk Forlag, Nørregade 7, København.\nTIL ABONNENTERNE. Med dette Hefte afsluttes Klingens anden Aargang, der har bragt\nBidrag af ialt 63 Forfattere og Kunstnere. Vi skylder vore Venner og Medarbejdere en Tak for den\nBeredvillighed, hvormed de har støttet vore Bestræbelser, og for det store Arbejde, de har ydet i Bla-\ndets Tjeneste. Med særlig Tak maa vi nævne Hr. Fotograf Holger Damgaard, Hr. Litograf Emil\nBirch, Hr. Grosserer Tetzen-Lund, og Hr. Kunsthandler Paul Guillaume, Paris.\nBladets næste Aargang, hvis første Hefte (Dobbelthefte) udsendes i November, vil udkomme un-\nder Redaktion af Udgiveren Axel Salto og en Redaktionskomité bestaaende af Emil Bønnelycke,\nS. Danneskjold-Samsøe, Otto Gelsted, Poul Henningsen og Poul Uttenreitter.\nTrods de stadig stigende Udgifter vil Abonnementsprisen, 30 Kr., ikke blive forhøjet. Abonne-\nmentet er bindende for en Aargang og opkræves kvartalsvis forud. Bladet udkommer med et Hefte\nom Maaneden og sælges ikke i enkelte Hefter.\nSaafremt Abonnenter paa anden Aargang ikke inden 1. November afsiger Bladet, gaar\nRedaktionen ud fra, at de ønsker at fortsætte, og Bladet vil derfor fremdeles blive dem tilsendt.\nDenne Henstilling beder vi indtrængende Abonnenterne følge.\nKlingens Ekspedition er for Fremtiden hos: Poul Henningsen, Udbygade 1, Kbhvn. N, Tlf\nNora 3232, hvortil Afsigelse af Bladet bedes sendt, og hvor Subskription anmeldes. De tidligere Aar-\ngange af Klingen faas stadig gennem Steen Hasselbalch's Forlag, Købmagergade 26, Tlf. 12240. Redak-\ntionens Adresse er som tidligere Edv. Glæselsvej 1, Kbhvn. F, Tlf. Godthaab 1870."}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.2", "texte": "INDHOLD:\nOmslagslitografi af V. Lundstrøm.\nNyt Kunstforlag. Af S.\nFotografi efter Paul Cézanne, Cliché Bernheim jeune, Paris.\nKlingen. Digt af Emil Bønnelycke. Skrevet ved Rygtet\nom Klingens Ophør.\nLitografi af V. Lundstrøm.\nKunst og Videnskab. Af Oluf Thomsen.\nForøget Viden. Af Poul Henningsen.\nKubismens Demonstration. Litografi af V. Lundstrøm.\nDen smukke Pige. Litografi af Svend Johansen.\nForm og Indhold. Af Otto Gelsted.\nAssistens Kirkegaard, 50. Aug, 1919. Litografi af Axel Salto.\nDen græske Ild. Digt af Emil Bønnelycke.\nFerskner. Originalradering af Axel Salto. Japanpapir. (Til\n»Alf Larsens Digte«).\nAlf Larsen. Af Otto Gelsted.\nFarvelitografi af Karl Larsen.\nLitografi af Vilhelm Poulsen.\nMordet. Fot. efter Paul Cézanne. Orig. tilh. Dr. Julius\nElias, Berlin.\nCézanne og Kunstkritiken.\nFarvelitografi af Kamma Salto.\nLitografi af V. Lundstrøm.\nFotografi efter Jon Stefansson.\nLondon. Digt af Fredrik Nygaard.\nFotografi efter André Derain. Orig. tilh. Paul Guillaume,\nParis.\nTre Digte af Steen Christensen.\nOriginal Træsnit af Sigurd Swane. Trykt fra Klodsen.\nSfinxen. Digt af Henrik Rytter.\nOriginal Træsnit af Frits Syberg. Japanpapir.\nFot. efter Uccello. Orig. findes i Ufficierne.\nForsøg paa en Ordbog over de skønne Kunster. Af Eugéne\nDelacroix.\nLitografi af Karl Larsen.\nBadende Pige. Litografi af V. Lundstrøm.\nFarvelitografi af Karl Larsen.\nLitografi af Axel Salto.\nFlyverne. Digt af Emil Bønnelycke.\n4 Udkast til Broncefigurer til Hesselbyholm Park, Søder-\nmannland. Fot. efter E. Utzon Frank.\nLitografi af Knud Kyhn.\nSirius-Drøm. Digt af Birger Lystad.\nFot. efter Henri Rousseau. Orig. tilh. Hr. Tetzen-Lund.\nModerne Skuespil. Af Emil Bønnelycke.\nLitografi af Axel Salto.\nIndhold af 2den Aargang.\nKlingens Publikationer.\nLitografi bag paa Omslaget af Knud Merrild.\n\nNYT KUNSTFORLAG\nS.\nFRA Hr. Aage Marcus har vi modtaget et Cirkulære, hvori\nhan bebuder Oprettelsen af et nyt Forlag, der særlig vil\nbeskæftige sig med Kunst-Publikationer. Forlaget aabner sin\nVirksomhed med en Bog af Wanscher om Rafael, der paa\nGrundlag af et autentisk Kildemateriale og ved en konsekvent\ngennemført Kritik af Værkerne søger at give Rafael, hvad Ra-\nfaels er. Af andre Publikationer, der kan ventes i Løbet af\ndet kommende Aar, kan bl. a. nævnes at Karl Madsen vil ud-\ngive og kommentere en Række Gengivelser af Kobberstiksam-\nlingens Haandtegninger. Det er Hensigten efterhaanden at ud-\nsende en Række Mapper, hver med 10 å 12 Blade; den første\nvil indeholde 10 Tegninger af Eckersberg; senere følger Map-\nper med Tegninger af Rembrandt og andre hollandske Mestre,\naf P. C. Skovgaard og Jens Juel. Endvidere vil Johannes\nV. Jensen skrive en Bog om de fynske Malere, Johannes\nLarsen vil udgive en Række af sine Tegninger og Raderin-\nger, Docent Wanscher et Værk med Titlen »Italien og den\nstore Stil« og Aage Marcus en ny Udgave af sin smukke Bog\nom /. Th. Lundbyes danske Landskabstegninger. Under For-\nberedelse er et stort bibelsk Billedværk af Joakim Skovgaard\nmed Tekst af Holger Begtrup, en rigt illustreret Artikel om\nSkulptur af Kai Nielsen og en Frølich-Billedbog med Tekst\naf Johannes V. Jensen.\nVed Gennemlæsning af denne Fortegnelse der »angiver de\nRetningslinier, som vil være bestemmende for det nye Forlags\nVirksomhed«, undrer man sig over, at en ung Mand ser en\nOpgave i at starte et Forlag paa lutter Selvfølgelighed. Hr.\nMarcus omgiver sig med fine Navne, ak, alt for uangribelige\nNavne, en Buket af Professorer. Det vilde dog være urime-\nligt at laste denne usigelig gode Smag og Sans for dekorativ\nNavnesammenføjning, hvis det unge og sikkert solidt baserede\nForlag, ved Siden af sit Kuriositetskabinet, ogsaa lagde Vægt\npaa de Værker og Navne, der uden Autoritetens Glans over\nsig, har Krav paa Interesse og har den behov. Vist er Eckers-\nberg og Lundbye gode Kunstnere, men Herregud Hr. Marcus,\ndet ved vi alle, lad nu dem hvile. Det er ikke nok passivt at\nhave god Smag, man maa gøre den utrætteligt ynglende, ellers\ntriumferer man aldrig. Man gør saa heller ingen Dumheder,\nmen er det egentlig saa morsomt?\n\nORDFORKLARING TIL RYTTERS DIGT\nHenrik Rytter, af hvis Digte der til Efteraaret kommer en Samling hos Gyldendal, er den tredie i Rækken af de store Lyrikere som det nor-\nske Landsmaal har fostret i den sidste Generation, og som »Klingen« har sat en Ære i for første Gang at præsentere for danske Læsere,\ntrå : lige skuggelikan : Figurer som ligner Skygger ræse : fare voldsomt frem\ndimd : Dunkelhed sulka : tilsmudset ræke : drive formaalsløst afsted\nhjell : Afsats, Plateau brikne : Glans, Ydre Pragt lekkje : lænke\ndæld : Sænkning rengd : vrængt hernadsrop : Stridsraab\nsaad : sydet dumbe : støv just : lidenskabeligt\nskraave : rasle hæding : Spot andlets ham : Ansigtstræk\nskraana : indtørret Skreid : Skare, Folk audna : Ødet\nKvervle : hvirvle røyve sig : røre sig fline : haanle tyst\n\nTrykfejl. I Artiklen Alf Larsen, fjerdesidste Linie, staar Barokhed; læs: Barskhed.\nKlingen udkommer med et Hefte hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret. Enkelte Hefter sælges ikke. Udgiver\nAxel Salto. Redaktion: Axel Salto, Poul Uttenreitter, Otto Gelsted, Emil Bønnelycke, S. Danneskjold-Samsøe og Poul Hen-\nningsen. Redaktionens Adresse: Edv. Glæselsvej 1, Kbh. F. Tlf. Godthaab 1870. Ekspedition: Poul Henningsen, Udbygade\n1, Tlf. Nora 5252, hvortil alle Henvendelser angaaende Forsendelse af Bladet, Abonnement o. s. v. bedes rettet. Trykning og\nLitografi, udføres i Catos lit. Etabl., Raderingerne hos Max Kleinsorg"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.4", "texte": "KLINGEN\nEmil Bønnelycke.\nI den kongelige Morgen, hvor vi ser os selv som Ahner\ni det Spejl og Farvespecter, som kun splintres af vort Mod.\nskal, udfoldet som et Foraar over Spejlet vore Faner\nstaa med Farverne, üblandet, som vor eget Hjerteblod.\nI den dødelige Time, da vi knuser Kapitælen\npaa den dristigt slanke Søjle, som har baaret paa vor Drøm,\nskal, udødelig og frigjort, over Værket leve Sjælen,\nder skal lede sene Tiders ædelt søgende Strøm.\nI Fanfarer, der er mættet med det Raab, vort Hjerte rummer,\nskal vi smykke Spejlets Splinter, Søjlens blødende Ruin\nmed det Purpur, der skal springe af vor krigeriske Kummer,\nmens beruset vi skal segne i en Sang af Ild og Vin.\nUnge Brødre af en Heros, der har kendt kun Hjertets Farve,\nHavets, Himlens! Vi skal mødes i den samme Offerdaad.\nOg de Faner, vi erobred, skal Apollons Sønner arve —,\nnaar de kommer for at bede om vort kongelige Raad.\nDerfor styrter i vort Hjerte denne Jubel ved at sprænge\ndette Specter, der har spejlet vore Buers Brødre-Bro.\nDerfor flyver denne Hymne fra en splintret Lyres Strenge,\nmedens Rummet om os dirrer af vort knuste Hjertes Ro."}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.6", "texte": "KUNST OG VIDENSKAB\nOluf Thomsen.\nSag pedanten, donna Bianca,\nat det roar mig at måla så,\narabesken år en ranka\nsom en stel pedant ej kan forstå\n(Gustaf Froding).\nDET er altid saare tiltalende, naar en Skribent vil tage sig\npaa at give en Klar og skarp Definition og dermed Afgræns-\nning af de Begreber, vi arbejder og lever med. Vi venter at se\nalt ovei flødigt skaaret bort og selve Sagen ligge saa aabenbar,\nat der ikke mere kan være nogen Tvivl. Man maa formode, at\ndet har været Hr. Poul Henningsen's Mening med »Betragtninger\nom Kunst« (Klingen Nr. 7) at give os den attraaede Klarhed,\nmen jeg maa i al Beskedenhed betvivle, at han har naaet det,\nthi det positive, vi faar at vide er, at Kunstens Maal er »Sand-\nheden o: den logiske og konsekvente Udvikling mod det uende-\nlige,« og at vi i Kunsten maa »bort fra det menneskelige og\nsubjektive.« »Kun i det umenneskelige(?) og Trangen til Abstrak-\ntion kan der spores et Fremskridt.« I god Overensstemmelse\nhermed gøres da ogsaa Kunst og Videnskab (og Natur(!)) til\nvæsens-ensartede Fænomener. Kunstnerens subjektive Skaber-\nevne er ikke blot overflødig, men ligefrem skadelig, og uden at\ndet synes som om Hr. Henningsen selv ser det pudsige i Ordene\nhedder det: »Kunstteoretikeren er Slagets Feltherre og de ud-\nøvende Kunstnere Soldaterne.«\nSaavidt jeg kan se, bunder imidlertid Hr. Henningsen's hele\nBetragtning i en fundamental Misforstaaelse, nemlig Troen paa\nEnsartetheden af Kunstens og Videnskabens »Udvikling«. Lad\nmig belyse dette ved at citere Hr. Henningsen: »i Kunsten bryder\nman ikke en Lov, før man har kendt dens inderste og dybeste\nBetydning, det vil sige man berigtiger den, som mani Viden-\nskaben efter det fuldførte Studium af Lovene beriger Verden\nmed Berigtigelser og med nye Love.«\nJa, naar dette er rigtigt for Videnskabens Vedkommende,\nsaa beror det jo paa, at dens Omraade er et rent intellektuelt\nErfaringsomraade, hvor de indvundne Resultater kan gives i Arv\nfra Slægt til Slægt. Videnskabens Udvikling viser derfor i det\nstore og hele een übrudt opadstigende Linie. Man forlader først\nden givne Grund, naar en ny og rigtigere kan skaffes til Veje.\nDet samme gælder for de Omraader, der umiddelbart slutter\nsig til Videnskaben som dens praktiske Konsekvenser som 112. Ex.\nden mekaniske Teknik. Helt anderledes er det med Kunsten.\nHer er ingen übrudt Linie. Kunsten har i Perioder, der ligger\nAarliundreder, ja Aartusinder føi vor Tid naaet en »Udvikling«\nsnart et Sted paa Jorden, snart et andet Sted, hvor en lignende\nBlomstring maaske aldrig siden eller først længe efter atter er\nnaaet. Dette er imidlertid et Træk, der genfindes overalt, hvor\nvi har fjernet os fra det intellektuelle til det følelsesbetonede\nOmraade. Her mangler i Virkeligheden Udvikling gennem Ti-\nderne, og det vi ser er Svingninger i Følelsens Styrke og Ret-\nning. Krigen og dens Følger har tilstrækkeligt godtgjort, hvor\ndyb en Misforstaaelse det er at tro, at Mennesket, selv Euro-\npæeren i det 20. Aarhundrede moralsk er mere udviklet, mere\nmedfølende, mere barmhjertig end for I—2ooo Aar siden, og\npaa den anden Side vil man til alle Tider kunne træffe Menne.\nsker, hvis Sinds Renhed og Uegennytte næppe kan overgaas.\nKunsten, der først og fremmest er Udtryk for Menneskets følel-\nsesbetonede Sjæleliv, d.v. s. for dettes Styrke, uanset om det\niøvrigt er »godt« eller »ondt«, viser ganske lignende Svingninger.\nEn Epokes Kunst forlades ikke, fordi en ny Epoke har en rig-\ntigere teoretisk Opfattelse af Kunstens Væsen, men fordi dens\nUdtryk ikke mere føles samstemmende med Styrken og Retnin-\ngen af den Følelse, der behersker Tiden. Der er derfor heller\nintet til Hindring for, at et engang forladt Ideal vil dukke frem\nadskillige Gange i Kunstens Historie. Klassicismen 112. Ex. har jo\nmere end een Gang været det efterstræbte Maal. Sammenlign\nhermed Videnskaben! Tror nogen, at Videnskaben nogensinde\nvil være i Stand til paany at antage, at Jorden er flad, eller at\net Element som Guld lader sig fremstille af andre Elementer?\nSkulde dette ikke hænge sammen med, at det bærende i Vi-\ndenskab er Erkendelsen, der ikke kan gaa tilbage, det bærende\ni Kunsten Følelsen, der er foranderlig som Dagen fra Morgen\ntil Aften.\nVil man nu nærmere gøre sig klart, hvad deri Kunst for-\nstaas ved Følelsen, da er det en Selvfølge, at denne paa ingen\nMaade direkte er afhængig af Objektets Art. Der gives ikke en\nsærlig Gruppe af Objekter, der behandles med Følelse, og en\nanden Gruppe, hvor Følelsen kan undværes. Thi det der er\nTale om, det er Kunstnerens Betagethed af Opgaven. Denne for-\ntættede Følelse eller Given sig hen i Arbejdet synes at være en\nuomgængelig nødvendig Betingelse for, at Kunst overhovedet kan\nopstaa. Emnet kan saa iøvrigt være i enhver Henseende »dag-\nligdags«. Det er hverken store Gebærder eller nye »dristige«\nPaafund der bærer, men Overbevisningens Inderlighed. Her op-\nstaar just Paradoxet, der er Kendetegnet for al Kunst: paa den\nene Side Subjektiviteten potenseret til sin yderste Grænse i Per-\nsonlighedens Udfoldelse, paa den anden Side den totale Selvfor-\nglemmelse. Hr. Henningsen behøver derfor ikke at frygte for, at\nen Spejden efter »det skønne« skal ødelægge Resultatet, thi den\nder er betaget af et Arbejde, skeler ikke til Siden efter Virk-\nningen, men arbejder saaledes som han maa.\nKunstglæde er langt mere Meddelagtighed i en andens Sjæls-\ntilstand end kold Erkendelse af, at en eller anden Teori er ble-\nven realiseret efter et Skema. Man kan jo vrængende kalde en\nsaadan »Med Følelse« for Sentimentalitet, eller man kan mene,\nat den »sagkyndige« har en langt mere »videnskabelig« Maale-\nstok for Værdien af Kunst jeg tror dette er Illusion; naar\nman er et Menneske, saa nytter det ikke at ville se et Frem-\nskridt i Abstraktion bort fra det menneskelige.\nNaar jeg i sin Tid gik imod Prof. Salomonsen, deri moderne\nKunsts Egenartethed kun saa et beklagelsesværdigt Udslag af\nSindslidelse, saa skyldtes det en Følelse af, at deri det bedste\naf moderne Kunst just er lagt saa megen personlig Hengivelse,\nat man derigennem naar til den Berigelse, som er ikke »Me-\nningen« med men den dybe Virkning af al ægte Kunst. Kunst-\nteoretikere kan saa bagefter give sig til at analysere, ved hvilke\nMidler Kunstneren har udtrykt det, der laa ham paa Hjærte.\nJeg undervurderer paa ingen Maade dette Arbejde, der er af\nvidenskabelig Natur, men kan i Modsætning til Hr. Henningsen\nkun betragte det som sekundært i Forhold til Kunstnerens. Naar\nen Kunstopfattelse efterhaanden er bleven slidt saa tynd, at der\nkun er Teori og Skema tilbage, er dens eneste Mission at skabe\nLede og derved reaktivt at vække nyt Liv.\nJeg har aldrig været i Tvivl om, at der blandt den »mo-\nderne Kunst« s Frembringelser findes en Mængde Slagger, og jeg\ntror, at dette for en stor Del skyldes, at disse Arbejder om jeg\nsaa maa sige er blevet til udefra i Stedet for indefra, gennem\nTeoretiseren i Stedet for gennem Oplevelse.\nI et af Frøding's Breve (Brev 32, fra 1889) klager han saa-\nledes: »efter min Mening er Poesi varme eller dybe Følelser\nudtrykt paa et Sprog, som formaar at kalde tilsvarende Følelser\ntil Live hos Læserne. Men Analysen ødelægger Varmen, og der-\nfor findes snart ingen Digtere nu om Dage, men blot Psykologer\nog lagttagere. Digtningen har mistet Forbindelsen med Musiken\nog i Stedet nærmet sig til Videnskaben.«\nTror nogen virkelig, at der er en Væsensforskel mellem Kun-\nsten i Ord og i Billeder? Eller tror man, at Frøding ikke for-\nstod sig paa Poesi?"}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.7", "texte": "FORØGET VIDEN\n\nFØR jeg forsøger at svare Dr. Thomsen, maa jeg under-\nstrege, at en Diskussion paa Grundlag af Dr. Thomsens\nArtikel om »Kunst og Videnskab« og mine »Betragtninger om\nKunst« er vanskelig at bringe til et frugtbart Resultat. Som\ni den gamle Strid om Form og Indhold er vi fra Bunden\nuenige. Det er en Uenighed, som ligger i Tiden, Spørgsmaa-\nlene om Subjektivitet og Objektivitet, om Intuition og bevidst\nArbejde, om Følelse og Forstand, om Psykologi og Logik,\nsiilles imod hinanden i Filosofien, i Arkitekturen, i Maleriet,\nendog i Poesien*, og mine Tanker var ikke blevet fremsat,\nhvis jeg ikke havde mærket, at der er en Tendens i den Ret-\nning, jeg søger at fastslaa som den rigtige. Saaledes fore-\nkommer det mig, at det maaske havde været nyttigere om en,\nder forstod min Tankegang og delte mit Syn paa, hvor\nVanskeligheden ligger, havde kritiseret min Artikel og sik-\nkert langt mere knusende for mig. Men maaske kan der for-\nmes noget selvstændigt ud af et Svar og noget uddybende\nfor hvad jeg før har skrevet, fordi Dr. Thomsen meget nøje\nrammer der, hvor en Uddybning savnes. Som blot Skinnet\naf et Forsøg paa at overbevise Dr. Thomsen skal dette altsaa\nikke opfattes, men alligevel vil jeg ind imellem disse selv-\nstændige Betragtninger søge at forstaa Dr. Thomsens Tanke-\ngang, for derigennem mulig at drage nogle Konsekvenser og\nmaaske ogsaa paavise nogle Uoverensstemmelser. Paa For-\nhaand maa jeg sige, at jeg ligesom Dr. Thomsen tror paa den\nmoderne Malerkunst, men i Modsætning til ham tror jeg, at\nden, der til enhver Tid rejser Kritik, gavner Kunsten mere end\nden, der viljeløst lader sig rive med, og Dr, Thomsens ofte\ngentagne Udtalelse om de Slagger, som findes i moderne\nMalerkunst, synes mig egentlig overflødig, thi det er ikke\nSlaggerne, vi skal kritisere men det bedste i Kunsten. Naar\njeg derfor i det følgende fremsætter skarpe Udtalelser, saa\nretfærdiggøres deres Skarphed derved, al jeg er en Tilhænger\naf moderne Kunst.\nLigeledes maa jeg, inden jeg gaar til Svaret, understrege,\nat mine Betragtninger ikke gjaldt Kunstnydelsen eller Arbejds-\nmaaden i det Øjeblik Kunsten skabes, men derimod det fak-\ntiske Indhold af den faktisk foreliggende Kunst. Denne Pro-\nblemstilling er vigtig, og den er en naturlig Følge af den mo-\nderne Erkendelseslæres Princip, som Kant grundede med Or-\ndene: »Her er ikke Tale om Erfaringens Opstaaen men om\ndet, som ligger i den.« Kunstens Opstaaen og Kunstens Virken\npaa Beskueren er et psykologisk-æstetisk Problem. Kunstens\nIndhold og Grundlag er et formelt og erkendelsesteoretisk\nProblem. Spørgsmaalet fremtraadte klart belyst i mine Betragt-\nninger om Skønhed, som Dr. Thomsen øjensynlig ikke vurde-\nrer saa højt. Problemets Skønhed er netop det psykologiske\nSpørgsmaal om Virkningen af Tingene paa os, og jeg paaviste\nher den almene Sætning, at en indre Sammenhæng af en hvil-\nken som helst Art, det være sig en naturlig organisk eller en\nteknisk ingeniørmæssig eller en geometrisk eller en arkitekto-\nnisk eller en kunstnerisk indre Sammenhæng er altid smuk\n(men denne Skønhedsvirknlng kan ganske vist understøttes\neller svækkes af den tidsbestemte og den individuelle Skønheds-\nfølelse d.v. s. Smagen). Jeg kunde altsaa med Rette filraabe\nalle dem, der arbejder med Problemerne: jeres Arbejde vil blive\nsmukt, naar blot det Problem, hvormed I arbejder, ikke er Skøn-\nheden. Men at det bliver smukt er ganske ligegyldigt, thi Virk-\nningen er ligegyldig og Aarsagen: den indre Sammenhæng\ner alt.\nJeg har i tidligere Artikler brugt en Terminologi, som maa-\nske burde understreges. Jeg har talt om en aktuel og ganske\noverfladisk Trang til en udvendig Harmoni, hvor Harmonien\nblot bestaar i, at Elementerne er forbundne ved et fælles ak-\ntuelt Modsætningsforhold, 112. Eks. ved alle at være nye eller,\nhvad der ogsaa kan være Mode, ved alle af være gamle. Og\njeg har talt om den stedse gyldige Harmoni, som er Kunsten\nselv. Den overfladiske har jeg kaldt Skønheden og den indre\nSandheden, fordi den er den rigtige Relation imellem de givne\nElementer. Begrebet Skønhed i vanlig Forstand er derved\nspaltet i to Bestanddele, som jeg mener det er afgørende at\nholde ude fra hinanden: en tidslig, indholdsmæssig, stoflig og\nstadig skiftende Bestanddel, som har beholdt sit Navn Skøn-\nhed som samlende Navn ogsaa for Stilen, Smagen og Moden\nog en formel og stedsegyldig Harmoni, som bærer Sandhedens\nNavn, fordi den har Sandhedens Definition. At denne Ter-\nminologi netop dækker den gængse Brug af Ordet Skønhed\nog den gode Kunstners Opfattelse af sit Arbejdes Maal, betrag-\nter jeg som utvivlsomt.\nDr. Thomsen søger at svække min Parallellisering af Kunst\nog Videnskab, og han konkluderer, at en saadan er uden Me-\nning. Jeg maa derlil sige, at Skolen i Renæssancen viser, at\nde kunstneriske Love kan gives i Arv saavel som de viden-\nskabelige. At Lærerens Personlighed spiller en slørre Rolle\nved Meddelelsen af kunslneriske Resultater og at Indtrængen\ni fordums Tiders Stof er særdeles vanskelig, navn-\nlig naar man staar lavere i kunstnerisk Kultur end Tiden,\nhvori man vil trænge ind ja det viser maaske en Særegen-\nhed ved Kunstens Objekt, ved Arbejdsmaaden som dette Ob-\njekt kræver og ved den øjeblikkelige Situation, men om Kun-\nstens Værdi og Uforanderlighed siger det intet, som kan faa\nos til at vakle i Troen. Ved Matematikens Opvaagnen efter\nMiddelalderen krævedes der en lignende Genialitet til fuldt at\ntrænge ind i fordums Tiders Arbejde og først med Descartes'\nAnalyse fuldentes Arbejdet med at gøre Mathematiken almen\ntilgængelig. Indtil da stod den iet halvvejs mystisk Skær,\nog utallige Fejlslutninger og et uendelig energisk og beaandet\nArbejde betegner dens Fremskridt til en Stilling, hvor vi nu\nikke mere begriber, at den kunde omgærdes med Mystik.\nHvor vi famler os frem, der møder vi straks Mystiken,\nderaf »dette jeg ikke hvad«, dette udefinerbare i Kunsten,\ndenne Svæven ovenover den erkendte Verden. Deraf den\nuvidenskabelige Arbejdsmaade, deraf denne Griben til Intuitio-\nnen, naar der skal stirres fremad. Mørke vækker Fantasien\nog gør Fantasterne til Førere. Alt dette kendetegner Kunsten\ni al Fald i Nutiden. Videnskaben viser heller ikke, som\nDr. Thomsen skriver, en übrudt Linie. Middelalderen var for\nVidenskaben et aarhundredlangt, mystisk Mørke, og vi kan\nroligt befinde os i en lignende Overtro og Uklarhed med\nHensyn til Kunsten endnu et Par hundrede Aar, som vi allerede\nhar været det, uden at Sammenligningen med Videnskaben halter.\nVi stempler altsaa Tiden som en kunstnerisk Mørkeperiode. Vi\nmærker nemlig Forskellen mellem den øvrige Kultur og Kunsten\nsom en væsentlig Forskel, og vi mærker Forskellen mellem den\ngode og den slette Kunst kun som en Gradsforskel. Kunsten\nafklædt for Aktualitetens Klædebon støder vor kulturelle Be-\nvidsthed. Dette gælder i allerhøjeste Grad Arkitekturen, hvor\nViljen til at skabe noget nyt og godt er overordentlig stærk,\nmen hvor Følelsen overfor det allerede rejste er en ganske\nudelt Utilfredshed o: for Sygdommen ved man stadig nye\nRaad, men ingen af de til Dato anvendte har hjulpet og\ndet gælder ligesaa stærkt Billedkunsten, som berøvet Aktuali-\ntetens Skær blot er Skrammel for os. Vi kan deraf slutte,\nat det er det aktuelle Moment (taget i vid Forstand)\nsom faar os til at tro paa, at Forskellen mellem den gode\nog daarlige Kunst er en Væsensforskel, men denne Forskel\nfindes aldeles ikke ide foreliggende Værker. Det, der gør os\ntil Tilhængere af den moderne Kunst, bør ikke være Resul-\ntaterne, skønt vi rives med af dem, men Viljen og Retningen.\nPaa Spørgsmaalet, hvor kan en kunstnerisk saa stærkt be-\nvæget Tid betegnes som en Nedgangsperiode, er der at svare, at\nRørelsen vel er et Tegn paa, at det maaske gaar fremad, men\nførst og tremmest er den et Sygdomslegn. Thi den stadige\nReageren dækker over, at vi intet reelt faar gjort, vi druknes\nvores daarlige Samvittighed i Skønhedens, Modsætningerner\nog de overraskende Virkningers Vin. Drankeren, som gaar\nfra Kafé til Kafé, har sin Dag optaget.\nJeg stoler derfor ikke paa Dr. Thomsens Ord om Kunst-\nneren, der betaget af sit Arbejde ikke skeler til Siden efter\nVirkningen. Disse Ord er for mig en ren Frase. Alt viser, at\nman netop kan arbejde alvorligt og betaget med ydre Virk-\nninger, og alt viser, at det er galt. Dette er netop Karak-\nteristiken af den nyere Tid: under Betagethed og i dyb Fø-\nlelse er der gjort et stort og alvorligt og spildt Arbejde med\naktuelle Virkninger.\n\n*) Læs 112. Eks. Jørgen Fr. Jørgensens filosofiske Publikationer bl. a.i\n„Vor Tid\", Arkitekten Charles J. Schous Artikler i „Architekten\" og\ni „Bygmesteren\" og bemærk ligeledes de unge Digteres første Forsøg\npaa Objektivisme."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.10", "texte": "De aktuelle Virkninger er Moden, Stilen og Skønheden i\nden Forstand, som jeg har søgt at vise det i foregaaende Ar-\ntikler. Dr. Thomsens Ord om Følelsen, der skifter som Dagen\nfra Morgen til Aften, rammer i mine Øjne Smagen og Skøn-\nheden og Stilen, og hans Sammenligning mellem en Tilbage-\nvenden til Klassicismen og til Teorien om Jorden som flad\nrammer ikke. Thi jeg har netop af alle mine Kræfter hævdet\nat en Tilbagevenden til Klassicismen er en ganske overfladisk\nBegivenhed, og at der gives noget over Stilen, som binder\nKunstens Historie sammen, og gør de enkelte Værker til\næstetiske Objekter som Led i en æstetisk Verden. Den Skif-\nten, som Dr. Thomsen ser i Kunstens Historie, beror paa, at\nKunsten aldrig kan skilles fra det aktuelle Moment, men der-\naf kan vi intet slutte om Kunstens Væsen, saa lidt som vi kan\ndømme om Videnskaben blot paa Grundlag af det Sprog,\nhvori den udtrykker sig.\nAt de aktuelle Virkninger for et Øjeblik tilfredsstiller os\nligger i Navnet. Hver Tid kræver sin Skønhedsglæde, sin\nMode, Skønheden er et Nydelsesmiddel, Kunsten er mere end\ndet. At vi trætte af et vist gennemført Farvesyn eller Stofsyn fø-\nler en øjeblikkelig Befrielse ved den kontrære Virkning, det viser\nde skiftende Reaktioner inden for Maleriet, at vi straks begej-\nstres over et nyt Sprog, en ny Udtryksform, det viser de sid-\nste halvtreds Aars Arkitektur, men at Reaktionerne følger ef-\nter hinanden som Dagen og Natten, saaledes at Kunstneren\noverhovedet ikke faar Arbejdsro for at skulle reagere, det viser\nDekadencen i sin fulde Glans.\nJeg vil gerne her indskyde nogle Betragtninger om Kvinde-\nmoden, fordi en Sammenligning med Kunsten forekommer mig\nat være nyttig. Jeg kan da med det samme faa Lejlighed til\nat omtale en Meningsløshed, som Dr. Helweg har gjort sig til\nTalsmand for i en af sine ellers saa objektive Artikler. Dr.\nHelweg udtalte i »Politiken« i en Kronik om »Dysmorphisme«,\nat det kunde være interessant at undersøge den psykiske\nSmitte, der laa til Grund for Moden, saaledes at et halvt Aar\nefter, at tre Damer i Paris fandt paa en eller anden vanvittig\nKlædedragt, saa gik hele Kloden med den. Denne Betragtning\ner i Bund og Grund forkert. Moden skabes ikke af tre Da-\nmer, men af Skræddere, som er Kunstnere i Skønhedens Ver-\nden, som ejer en Evne til den følsomme Reaktion, der kan\nstaa Maal med Larsen & Lundstrøms. Det er dette, som for\nden følsomme gør den sidste Parisermode til en Nydelse og\nen Glæde (en Nydelse som Dr. Helweg altsaa ikke har nogen\nSans for), fordi den rammer hvad vi netop trænger til, hvad\nvi übevidst længtes efter, det er dette som gør Skrædderkun-\nsten til en udelukkende følelsesbetonet Kunst. Derfor er den\nen Døgnkunst. Derfor er alle Moder lige smukke, derfor er\nder kun eet, som ikke tør bydes os: den næstsidste Mode.\nDerfor dækker Dr. Thomsens Betragtninger om Kunst Skræd-\nderne og det aktuelle i Kunsten, og de kaster et Lys over,\nhvorfor den nye Kunst virker saa uendelig forfriskende paa\nos, men det blivende i Kunsten rammer de ikke.\nAntager man nu med mig, at vi befinder os i et kunstnerisk\nMørke, og slaar man sig ikke som Dr. Thomsen til Taals,\nnaar blot Kunsten tilfredsstiller os i det Øjeblik, hvori den bli-\nver til saa stiller det store Spørgsmaal sig, hvorledes skal\nalle de, som har Viljen til at genrejse en kunstnerisk Kultur,\nbære Sten til denne Bygning, og her maa det straks fastslaas,\nat Spørgsmaalet aldeles ikke i første Færd drejer sig om at\nskabe Værker, gyldige ud i Fremtiden og af den og den\nLødighed, for dertil ejer vi sikkert ikke Betingelserne. Spørgs-\nmaalet er, hvorledes skal vi forvalte vort Pund, og hvorledes\nskal vi efterlade os en saadan kunstnerisk Arv til at bygge\nvidere paa, at Tiden, hvis Fysiognomi vi er med til at skabe,\nmed Rette kan betegnes som en Opgangsperiode. Svaret er\nkun eet: ved forøget Viden, leg vover atter en Sammenligning\nmed Videnskaben: Kunsten maa ligesom Videnskaben efter Mid-\ndelalderen undersøge det Fundament, hvorpaa den foregaaende\nhøje Kultur hviler. At en saadan Analyse af det givne æstetiske\nStof er mulig og er Videnskab, indrømmer Dr. Thomsen, men\nhan ser ikke det positive, der kommer ud af Analysen, og han\nstiller Problemet galt op. Thi det gælder ikke om at under-\nsøge, hvorfor Kunsten virker paa os, men hvad den indehol-\nder, og hvilke Forudsætninger, den hviler paa. En saadan\nAnalyse kan vel begynde med en systematisk Afklædning af\nAktualiteten, af det tidsbestemte, og det er da ogsaa ved denne\nProces, at selve Problemet dukker op i Nutiden, men Under-\nsøgelsen af Kærnen, der bliver igen, kræver et virkeligt og et\nvidenskabeligt Studium. Under dette Studium (og det er alle-\nrede i Gang rundt omkring i Verden) kan man da med Rette\nog med Udbytte opkaste det store Spørgsmaal: Foregaar der\ni Kunsten en Udvikling, eller svømmer det hele? Før en saa-\ndan Viden er tilstede, og et saadant Arbejde er gjort, kan man\nmene hvad man vil, men Diskussionen er overflødig.\nMen som Forudsætning for denne Analyse, maa der stilles\net første og vigtigste Krav til Kunstneren: Kravet om en al-\nmindelig Dannelse. Det er alter et Nutidens Tegn, at Begrebet\nNaturgeni har kunnet opstaa, og Statistiken viser, at af 1000\nNutidskunslnere er de 999 Naturgenier, naar man ved alminde-\nlig Dannelse forstaar noget andet og mere end at kunne holde\nrigtigt paa Kniv og Gaffel. Ide kunstneriske Blomstringstider\nfandtes Begrebet Naturgeni sikkert ikke, da ejede alle ved\nSiden af en omfattende teknisk Viden indenfor deres eget Fag\nen Dannelse, der bestod iet fuldstændigt Kendskab til, hvad\nder foregik i Videnskaben og Kulturen omkring dem.\nEt Forslag til en Begyndelse, et ganske ringe Forslag om\nat studere Matematikens og Filosofiens Historie, vil vel kun\nmøde Skuldertræk, men skulde en enkelt forsøge, vil han alle-\nrede efter denne Smule Tilegnelse af et ukendt Stof opdage,\nat han før stod som et lallende Barn overfor de Begreber,\nhvorpaa han trøstigt byggede sit Arbejde, og han vil opdage,\nat han har spildt sin Tid med Dilettanterier i Stedet for at\nbenytte den til forøget Viden. Kun den ejer Muligheden for\nat blive den store Kunstner, som i sig bærer Trangen til den\nuniverselle Dannelse.\nInd imellem dette vil jeg udtale, at Dr. Thomsen undervur-\nderer min humoristiske Sans. Jeg saa meget godt det komiske\ni Sætningen om Kunstteoretikeren som Slagets Feltherre, men\nsaa Dr. Thomsen Meningen? Det er da netop saa heldigt, at\njeg i dette sidste Nummer af Klingens2. Aargang kan slutte mineße-\ntragtninger om Kunst med Kravet om forøget Viden, og jeg\nretter disse Ord til de alleryngste, hvis sikre Tro paa egne\nEvner uvægerlig vil afløses af det febrilske Jag efter at være\npaa Højde med sig selv d.v. s. med Situationen og med\nden daarlige Samvittighed dette Jag, som ganske misvi-\nsende er blevet kaldt Tempo —og jeg retter det til alle dem,\nfor hvem Tempoet er blevet en Sygdom. Ikke til dem, der\nskaber »Slaggerne«, men til de allerbedste af de moderne\nKunstnere. Som Haandværkeren, der ikke kender de Elementer,\nhvormed han arbejder, maa lade sig lede, saaledes reduceres\nogsaa Kunstneren til Haandværker og yderligere saalænge\nhan staar uden Lærer og Leder med fornøden Viden til et\nLed i en Hær, en Flok uden Anfører, uden Maal, uden Kraft.\nDette Krav om forøget Viden kunde synes ganske konven-\ntionelt, men man maa understrege, at det har faaet en ny\nKlang. Thi da mani Kunsten slog Regler og Love overbord\nog mente at kunne klare sig med Intuitionen som eneste In-\nstrument, havde saavel den romantiske Filosofi som den ratio-\nnalistiske Videnskab hævdet, at den intet kunde udrette for\nKunsten og Æstetikken havde, for hvert slet underbygget For-\nsøg paa Forstaaelse, Vurdering og Problemstilling, slaaet tre\nfire Kors for sig over Kunstens Übegribelighed. Nu staar der\nen Videnskab og en Filosofi omkring os, det hævder Erken-\ndelsen som alle Tings Grundlag, og som i Kants kritiske\nIdealisme ser den Opdagelse, hvorpaa den gamle Kultur\nstrandede, ligesom den gamle Opfattelse af Verden strandede\npaa Kopernikus' Opdagelse af Verdenssystemet. Paa dette\nGrundlag maa den ny Kultur opbygges, og skulde disse\nForhold ikke vedrøre Kunsten?\nJeg har dristigt sammenknyttet Maleriet og Skulpturen med\nArkitekturen i mine Betragtninger om Kunst, og jeg anser det\nikke for nogen Tilsnigelse. Ingen vil for Alvor paastaa, at\nTrangen til Harmoni og Enhed ikke er den samme i Planen\nog Rummet. Og benægter man, at Arkitekturen er Lovmæs-\nsigheden til yderste Led, ja saa var Vitruvius og Leonardo da\nVinci og Leon Battista Alberti ikke Arkitekter, og jeg vover\nat sætte disse Navne op mod Frødings, hvor det gælder Op-\nfattelsen af Kunst. (Paa denne Maade kan maniøvrigt bevise\nhvad som helst).\nStriden staar om, hvorvidt Kunsten skal være et Led i\nKulturbestræbelserne eller et Nydelsesmiddel. Hvorvidt den\nskal være følelsesfuld Øjeblikslyrik eller maalbevidst Arbejde\nmed ideale Begreber, Og den staar om, hvorvidt Kunstneren\nskal respekteres som i alvorlig Forstand nyttig eller betragtes\nsom overflødig. Som Arbejder eller som Gøgler. Den tarve-\nlige Gøgler, der lefler for Publikums Smag, eller den tragi-\nkomiske, der med Martyrkronen om Panden trodser den næste\nMode igennem.\n\nPoul Henningsen."}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.11", "texte": "FORM OG INDHOLD\n\nT~)ROFESSOR Salomonsens Piece om »Dysmorfismen« har\nvakt en omfattende Diskussion, der tilsidst er mundet ud i\nen Drøftelse af selve Kunstens og Kunstkritikens Væsen.\nDiskussionen, der begyndte som et muntert og taabeligt Barn,\nhar efterhaanden vokset sig stor og frembyder allerede Tegn\npaa den Visdom, der er en Forløber for Affældigheden. Paa\nen tiltalende Maade er Gangen i Striden kommet til at minde\nom et stort Forbillede: den metafysiske Diskussion, der fandt\nen Afslutning i Kants Spørgsmaal: er en videnskabelig Er-\nkendelse overhovedet mulig? De følgende Bemærkninger\nskulde være et Bidrag til Opklaring af Spørgsmaalet: er en\nvidenskabelig Æstetik overhovedet mulig?\nPaa typisk Maade har forskellige Kunstopfattelser fundet\nUdtryk i nærværende Hæfte af Klingen. Mens Arkitekt Poul\nHenningsen stærkt fremhæver det bevidste Arbejde med for-\nmelle Værdier og søger at parallelisere Kunst og Videnskab,\nser Dr. Thomsen en Fare i en for stærk Betoning af det ana-\nlyserende og teoretiske og betragter Følelsen, ikke Erkendelsen\nsom det bærende i Kunsten. Endelig har Hr. Arnold Chri-\nstensen i et nylig udkommet Skrift »Kunstkendere« (Nyt Nor-\ndisk Forlag) søgt at slaa Fødderne bort under baade Prof.\nSalomonsen og hans Kritikere ved simpelthen at benægte\nMuligheden af en almengyldig Kunstkritik. Om man finder\nBehag i et Kunstværk eller ikke er en ren Smagssag, akkurat\nsom det er en Smagssag, om man kan lide Østers eller ikke.\nI.\nArnold Christensens Udgangspunkt er, at alle æstetiske\nFølelser dannes paa Grundlag af Association. Ved Association\nforstaar han en übevidst Sammenknytning af Sanseindtryk\nog Følelser. En Kunstner, der ikke maler udelukkende for sin\nprivate Fornøjelse, maa forudsætte, at der hos hans Publikum\nfindes en vis ensartet Associationsbasis, der kan betragtes\nsom normal. Imidlertid vil man efter Christensen aldrig\nkunne sikre sig mod Indflydelsen af tilfældige og personlige\nAssociationer. Bedsl Udsigt til at modstaa den skiftende Smag\nhar den Kunst, hvis Associationer paa en saadan Maade bun-\nder i Naturen, at de med Sikkerhed vil gentage sig ide\nkommende Slægter. »Vi begynder her at skimte Muligheden\nfor at definere Begrebet: Klassisk Kunst«. Naar Wanscher\nkræver en faglig, teknisk, objektiv Diskussion om Kunst i\nStedet for den velmente, men ukunstneriske Forklaring af,\nhvad Kunstneren har følt, og af det Indtryk hans Billede har\ngjort paa Beskueren, svarer Christensen, at Hensigten med et\nMaleri kun kan være at gøre Indtryk paa Beskueren, og at\ndet simpelthen er umuligt at diskutere Metoderne objektivt, saa\nlænge der ikke er fundet et fællesmenneskeligt æstetisk Følel-\nsesgrundlag.\nNu er det temmeligt klart, at de Herrer forstaar noget for-\nskelligt ved »objektiv«. Christensen synes tilbøjelig til at\ndefinere det objektive som det, mere end 50 pCt. af alle\nMennesker kan blive enige om. Hans Afvisning af det objek-\ntive er altsaa blot et Udtryk for hans ekstreme Individualisme.\nWanscher derimod forstaar aabenbart ved det objektive den\nKendsgerning, at et Kunstværk for overhovedet at opstaa maa\nobjektiveres ved sanselige Midler; fra sin Skabers subjektive\nBevidsthed maa det føres over i en for andre tilgængelig\nVirkelighed. Med Rette peger Wanscher paa Betydningen af at\nflytte det kunstkritiske Arbejde fra Undersøgelsen af de sub-\njektive Forhold, hvorunder Kunstværket er skabt og virker paa\nBeskueren, til en Undersøgelse af de rent tekniske Ejendomme-\nligheder ved det kunstneriske Objekt, der betinger den æste-\ntiske Virkning. For det er af saadanne tekniske Undersøgel-\nser, de frembringende Kunstnere har størst Udsigt til at lære\ndet eneste, der kan læres i Kunsten: nemlig Haandværket.\nFølelsen tror jeg ikke det nytter ret meget at snakke om.\nJeg vil til Hr. Christensen yderligere bemærke, at han i sin\nDefinition af den klassiske Kunst indrømmer, at man kan regne\nmed Associationer, der med Sikkerhed kan ventes at ville\ngentage sig ide kommende Slægter. Altsaa synes der at\nvære en Mulighed for at finde et fællesmenneskeligt æstetisk\nAssociationsgrundlag. Men rent bortset herfra gør Hr. Chri-\nstensen sig skyldig i en Ensidighed, naar han udelukkende\nsøger Æstetikkens Grundlag i Associationerne. Allerede Kant\nhar i »Kritik der Urteilskraft« skelnet mellem »fri og ren«\nSkønhed, der ikke forudsætter noget Begreb om, hvad Gen-\nstanden forestiller, og »vedhængende« Skønhed, der ikke er\numiddelbart givet med selve den sanselige lagttagelse. Fech-\nner, Grundlæggeren af den eksperimentelle Psykologi, har si-\nden gjort det formale og associative Dobbeltprincip til Grund-\nlag for sit æstetiske System. Med Henningsen og Christen-\nsen har Princippets to Faktorer faaet hver sin erklærede dan-\nske Tilhænger. Begge er de ensidige med Liv og Lyst og\nsynes at trives bedst i en vis ætsende Atmosfære af skarpe\nParadokser. Det kan ikke nægtes, at Kampen mellem Asso-\nciationsprincippet og det formale Princip undertiden kan minde\nom de sammenvoksede Tvillinger, der gik i Krig den ene paa\nNord-, den anden paa Sydstaternes Side og endte med at\ntage hinanden til Fange. Hvad man kalder »Form« og »Ind-\nhold« i Kunsten er to Variable af samme Funklion, og baade\ndet associative og det formale Princip er rene Abstraktioner\ni Virkeligheden Afspejlinger af Kants Distinktion mellem\nErkendelsens Indhold og Form, som det jo ogsaa har vist sig\numuligt at opretholde i den oprindelige Skarphed.\nArbejder man ensidigt med Associationsprincippet, glemmer\nman let, at Forestillingerne, rent bortset fra deres Indhold,\nmaa associeres efter visse formelle Love, dersom et æstetisk\nIndtryk skal opstaa. Et vist Tempo, en vis Intensitet af Ind-\ntrykkene, en vis »Enhed i Mangfoldigheden« er Betingelser for\nen heldig Funktion af Bevidstheden. I disse almindelige sjæle-\nlige Funktionslove finder jeg det æstetiske Grundlag, som\nAssociationspsykologen og Indholdsæstetikeren forgæves søger.\nAt vi her virkelig staar paa et almenmenneskeligt Grundlag er\ngodtgjort af Fechner, der lod forskellige simple geometriske\nFormer forelægge en Skare Forsøgspersoner til æstetisk Vur-\ndering. En grundig og let overskuelig Formulering af de\næstetiske Grundlove kan Læseren finde i Jodls »Åsthetik der\nbildenden Kunst«, 1917, der ogsaa giver en Oversigt over de\nnyere Retninger indenfor Æstetiken. Den egentlige formelle\nFundamentallov er Loven om Enhed i Mangfoldigheden, der\nfinder Udtryk i forskellige Principper som Eurytmi, Række,\nSymmetri, Kulmination, Proportionalitet, Kontrast og Harmoni,\nPrincipper der gælder for alle Kunstarter og vil beholde deres\nGyldighed, saa længe Sjælelivets Grundfunktioner ikke foran-\ndrer sig. Om man synes om Østers eller ikke er naturligvis\nen Privatsag, ligesom det er en Privatsag om man foretrækker\nden røde eller blaa Farve. Den Slags Forkærlighed falder\nganske uden for Æstetiken, der kun beskæftiger sig med For-\nmen, o: med Relationer mellem anskuelige Bestanddele, sam-\nlede til en Totalitet, ikke med isolerede Fornemmelser eller\nIdiosynkrasier. Man taler om Følelsen som det afgørende i\nKunsten, og det er klart, at der aldrig skabes Kunst uden\nFølelse og Fantasi. Men et Kunstværk kan være saa dyb-\nsindigt og fuldt af Følelse det være vil, det hjælper altsammen"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.13", "texte": "ikke, dersom den Struktur mangler, der alene betinger den\næstetiske Effekt.\nII.\nLige som Wanscher koncentrerer Henningsen sin Interesse,\nikke om hvordan Kunstværket skabes eller virker, men om\nKunstværket som et fra sin psykologiske Opstaaen og Virk-\nning abstraheret Objekt. Henningsens Anskuelser er tildels\nbestemt af, at hans Udgangspunkt er Arkitekturen. Det er\nnemlig ikke ligegyldigt, hvilken Kunstart man vælger til Grund-\nlag for sit æstetiske System. Arkitekturen er den af alle\nKunstarter, hvori det formelle Moment stærkest overvejer, mod-\nsat Literaturen, der helt igennem arbejder med associative\n(symbolske) Værdier, hvorfor ogsaa Dr. Thomsen som Ind-\nholdsæstetiker søger Støtte hos en Digter, Froding. Endelig\ner Henningsens Standpunkt bestemt af hans Tilslutning til\nNykantianismen (Marburgerskolen), i Modsætning til en an-\nden fremragende Tilhænger af den moderne Kunst, Herbert\nIversen, hvis »To Essays om vor Erkendelse« viser ham som\nrenlivet Psykolog. Henningsen er en varm Tilhænger af den\nlogisk-normative Bevægelse indenfor Filosofien. Han befinder\nsig aabenbart i livlig Gæring, og det er endnu ikke lykkedes\nham at skabe en fuld og klar Forbindelse mellem sit erkendel-\nsesteoretiske og æstetiske Standpunkt. Imidlertid betyder\nHenningsens Indlæg i Diskussionen allerede nu en Indsats af\nsaa stor Værdi, at man med Opmærksomhed vil følge, hvor-\ndan hans Anskuelser udvikler sig.\nDet ideale Billede er for Henningsen det smagsmæssigt\nneutrale, det klare og logisk opbyggede, det umenneskelige\nVærk, for saa vidt det er en Utopi. For Kunsten som for\nVidenskaben er det uopnaaelige Maal den rene Abstraktion.\nNu har Henningsen Ret i, at der aldrig umiddelbart er give\nos andet i et Kunstværk end Komplekser af anskuelige Ele-\nmenter, ordnet efter visse formelle Love. Men han undervur-\nderer Betydningen af de Følelser og Forestillinger, der knytter\nsig til de sanselige Elementer. Et Digt er dog ikke en Serie\naf rytmiske Ordklange, Ordene betyder noget, og det er først\nSymbolværdien, der skaber det endelige Kunstværk. Paa\nsamme Maade i Maleriet. Enhver Plet paa Lærredet har en\ndobbelt Funktion, en dekorativ og en symbolsk. Med Rette\nhar Wanscher hævdet Naturens og Fantasiens Betydning for\nMaleriet og nedlagt Indsigelse mod, at et blot dekorativt,\nkalejdoskopisk Maleri skulde have Krav paa at sidestilles med,\nhvad Rafael regnede for Malerkunst. I det hele taget er\nWanscher uden' Sammenligning den af vore Kunstkritikere, der\nstaar mest alsidig orienteret overfor Kunst, men den noget\nspringende Maade, hvorpaa han opererer med de forskellige\nSynspunkter Kunstnerens Intuition, Kunstværkets objektive\nForm, Beskuerens Forstaaelse har undertiden virket for-\nvirrende.\nSpørger man efter det associative Indhold i Arkitekturen,\nvil jeg henvise til Begrebet Proportion. Jeg ser ikke, hvordan\ndet er muligt at reducere Proportionaliteten til et rent Form-\nspørgsmaal. Ved Proportion forstaar jeg Harmoni i Størrelses-\nforholdene; Proportionerne symboliserer kvantitativt de en-\nkelte Bygningsdeles saglige Betydning og Vigtighed (Jodl).\nEn rent talmæssig Proportionalitet, et abstrakt almengyldigt\nProportionsprincip lader sig ikke gennemføre. Proportionali-\nteten er helt igennem bestemt dels af praktiske Formaal, dels\naf deh menneskelige Livsfølelse, der er Kilden til Arkitektens\nInspiration. Naar Vitruv i den doriske Stil ser legemliggjort\nden mandlige, i den joniske Stil den kvindelige Skønhed, saa\nberor Indtrykket naturligvis udelukkende paa en gennemført\nlovmæssig Ejendommelighed ide paagældende Templers For-\nhold. Men dersom den Arkitekt, der byggede Templet, som\nUdgangspunkt for sit Arbejde havde haft en matematisk Ab-\nstraktion og ikke en levende Følelse mon han saa virkelig\nvar naaet til at skabe det samme Værk?\nJeg kan altsaa ikke være enig med Poul Henningsen, naar\nhan mener, det er galt at stille den menneskelige Følelse op\nsom Betingelse for Kunst. At Følelsen ikke ejer nogen Ud-\nvikling, lader sig forsvare: vi ser, at Sophokles »Ødipus«,\nShakespeares »Hamlet« og Verhaerens »Philip d. II« er byg-\nget over det samme seksuelle Motiv, en Søn der elsker sin\nModer og dræber sin Fader. Men netop det, at Følelsen er\nsaa uforanderlig, gør den fortrinlig egnet til at være den Natu-\nrens Urkilde, hvoraf Goethe, som han siger, øste Kraft,\nDass ich mit Gottessinn\nUnd Menchenhand\nVermoge zu bilden,\nWas bei meinem Weib'\nIch animalisch kann und muss.\nHvis jeg har forstaaet Henningsen rigtigt, lever vi i en saa\ntraditionsløs og forvirret Tid, at vi foreløbig maa sætte alt\nind paa at skaffe os Klarhed over Kunstens tekniske Betingel-\nser; vi maa saa overlade til følgende Generalioner, der er min-\ndre forkvaklede end vi, at lade vor Viden bundfælde, saa den\nintuitive Sikkerhed, der nu er gaaet tabt, kan opnaas paany.\nHertil kan jeg slutte mig, dog tror jeg det kan blive farligt for\nadskillige, hvis de for stærkt suggereres i Retning af bevidst\nArbejde med det formelle. Der gives her to forskellige Typer,\nen for hvem det formelle naturligt staar i Bevidsthedens Cen-\ntrum, mens Følelsen mere gør sig gældende som en under-\njordisk Ild og en, der hovedsagelig retter sin Opmærksomhed\npaa Følelsen og Stoffet, mens Sansen for det formelle mere vir-\nker som en übevidst Balancefornemmelse. De største Kunstnere\nsom Goethe forbinder begge Muligheder i en Art Vekseldrift.\nMen jeg tror den sidste, mindre formelt bevidste Type let kan\nkomme paa Afveje, dersom den i misforstaaet Iver lader sig\ndrive ud i videnskabelig Reflektion. løvrigt forløber jo ogsaa\ndet videnskabelige Tankearbejde delvis übevidst og ikke saa\nlogisk-abstrakt, som Henningsen gerne saa det. Saaledes gør\nKemikeren William Pamsay et Sted opmærksom paa, at en\ngod Hukommelse maaske snarere er en Hindring end en For-\ndel, hvor det drejer sig om at gøre en videnskabelig Opdagelse,\nfordi der findes en »übevidst Hukommelse«, hvori Kends-\ngerningerne bedre end i Bevidstheden indgaar ide søgte For-\nbindelser. Hvad der gælder om den übevidst Hukommelse\nhos Kemikeren, gælder maaske ogsaa for Arkitekten.\n\nOtto Gelsted."}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.14", "texte": "DEN GRÆSKE ILD\nAF EMIL BØNNELYCKE\nFrancesca da Rimini:\nDen græske Ild! Hvem undflyr den? End\naldrig saa jeg den før. Sig, er det sandt, at\nej i Kampen gives værre Kval?\nTaarn vægteren:\nJa, grufuld er forsand den Ild, vi her be-\nreder —.\nTeg lytter, o Kallinikos, til Lyden af din Esse,\nhvor den Ild, du afgudsdyrker, af din Magersjæl opflammer I\nO, Kallinikos, det ryger saa forbandet i dit Kammer —.\nSig mig, Mester, hvem din Ild, der er som Aander, brænde skal?\nSig mig, hvem er de Fordømte, der skal knæle i din Hal?\nJeg kommer, Hellas Ældste, med et Bud fra Aphrodite.\nHun har sagt mig, du kan frelse, hvis du vil det, de Fortabte —.\nDu kan slukke denne Ild, du selv, dengang jeg fødtes, skabte —.\nOg nu beder jeg dig: Skaan mig! Dæmp min Attraaes dybe Brand!\nJeg skal mødes med min Elskte i et ungt og barnligt Land.\nHeliopolis sig højner med de hvide Marmorhuse.\nO, Kallinikos, hun venter med sin Ungdom og sin Ære,\nden, min Attraaes tusind Munde ikke taaler at fortære —.\nMester, skynd dig, dæmp de Flammer, der übændigt i mit Bryst,\ngør mig selv til blodigt Offer for min hjælpeløse Lyst.\nJeg sværger: Hellas Kvinder er en Hob af de Hetærer,\ndu har skabt med dine Flammer, dine hedenske Mirakler.\nHer er Brystet, ser du, Mester, der er fuldt af deres Fakler —.\nDe har kastet dem, af Vellyst, i mit yngling-hede Sind,\nnaar de planted deres kongelige Giftkys paa min Kind.\nJeg spørger nu, Kallinikos, og bér fra Aphrodite,\nskal jeg mødes med min Elskte med en Sjæl, der staar i Flammer?\nO, Kallinikos, Kallinikos, jeg knæler i dit Kammer!\nHun er ung, og hendes Lemmer er saa barnlige og smaa.\nHendes Æter-Øjne lyser saa forunderlige blaa.\nO, du Ild, som kun fortærer de Fortabtes Febersjæle,\nhav Barmhjertighed, og slip mig af din stumme, kolde Lue.\nLad mig mødes med min Elskte i den strenge Marmorstue —,\nhvor hun venter i Tribonen med saa korte Ærmer i,\nog hvis Mønster er en myldrende, brodéret Melodi . . .\nHvad svarer du, Kallinikos, blandt Hellas hvide Ældste?\nJeg bønfalder, jeg bønfalder, driv de Aander af mit Hjerte!\nDe har pisket mig til denne dybt for-mædelige Smerte . . .\nDræb min Attraa! Dæmp Begæret paa min offerrøde Mund.\nHende vil jeg ikke møde i en hed, hetærisk Stund.\nJeg svarer dig, du dumme Dreng, som knæler i mit Kammer.\nSaa farligt nær ved Flammerne du lærer ingen Kulde.\nAf Ilden blev nu Kamrene i Hjertet dobbelt fulde . . .\nGaa, skynd dig til din Elskede, som sidder hvid og mild,\nog giv nu har du nok, min Søn, dit Hjertes halve Ild —.\nDa gik jeg til min Elsktes Dør blandt hvide Marmorhuse,\nog traadte som' paa Flammer i en streng og solfyldt Stue —.\nMin Elskte lærte Livet af mit Hjertes hele Lue.\nO, Mester, o, Kallinikos, i denne søde Stund\nsprang dine græske Flammer af min Aphrodites Mund."}, {"page_pdf": 15, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.15", "texte": "ALF LARSEN\nOtto Gelsted.\nTO Slags Literatur breder sig over Markedet: en naturali-\nstisk Roman uden Form og uden Horisont, gerne autobio-\ngrafisk, et aandløst Trav gennem Ligegyldigheder og Selv-\nfølgeligheder og til den anden Side en mindre omfangsrig\nmen til Gengæld fordringsfuldere Literatur, den artistiske,\nwould-be-moderne, for hvem Krampe i Følelsen og et udven-\ndigt Glimmer af Billeder i Stilen synes at være de vigtigste\nKendemærker. Man ser indenfor Malerkunsten de samme Retnin-\nger gøre sig gældende, den platte Naturalisme, der ikke kan blive\ntræt af Glæden over en banal Lighed, og den vindige Moder-\nnitet, der finder sin Lykke i Særheden og det blinde Eksperi-\nment.\nSøger mani Lede ved Tidens Literatur efter en Mand, der\nendnu har »de gamles Tone«, Strenghed, Alvor, Struktur, er\ndet ens Blik standser ved Alf Larsen. Den formelle Fasthed,\nder udspringer af hensynsløs Fordybelse i Emnet, og som\nudmærker Alf Larsen, er ogsaa hvad moderne Billedkunst\nefterstræber, og derfor er det naturligt, at et Malerblad som\n»Klingen« har givet Alf Larsen en Plads i sit Hjerte.\nAlf Larsens første Bog, »Vinterlandet«, udgivet under Pseu-\ndonymet Ingebrekt, eksisterer ikke mere i Handelen, den blev\nkøbt tilbage fra Forlaget af Forfatteren, fordi Alf Larsen, da\nhan igen vendte hjem til Norge efter et aarelangt Ophold i\nFrankrig og Danmark fandt sit Sprog for danskpaavirket og\nbesluttede at underkaste hele Samlingen en gennemgribende\nBearbejdelse, der førte til, at den indlemmedes dels i den store\nSamling »Indgangen«, som blev Alf Larsens egentlige Debut,\ndels i den følgende Samling »Billeder fra den gamle Stue«,\nder foreløbig er Alf Larsens sidste Bog.\nDen, der kender Indgangen, vil huske det Afgrundsmørke,\nden Liglugt, der begraver Læseren i »Vinterlandet«. Var Alf\nLarsen blevet staaende her, vilde vi have bevaret Erindringen\nom en genial, men dødsdømt Begavelse, Erindringen om et\nSind, hærdet i Kval, Bitterhed og Trods, men uden et Glimt\naf Lys.\n»Vaarhavet«, der danner »Indgangen«s anden parallelle Del,\nbringer Befrielsen. Heleden store Digtsamling, der strækker\nsig over seks Aar og 200 Sider, er Skildringen af en sammen-\nhængende indre Udvikling, en Kamp mod Livets nedbrydende\nMagter, der finder sin Afslutning i en dyb Forvisring om Livs\nog Døds, Dags og Nats Samhørighed. Du maa ville det bed-\nske som det blide, Forliset saavel som Sejladsen — men og-\nsaa det blide, ikke blot det bedske! Alf Larsen slipper ikke\nsit Sinds vilde Afsmag, men han aabner sig for en friere,\nlykkelig Livsstolthed, Lyn, blaa Bølger, Sol, Orkan veksler\nover det Hav, der før laa hen i gusten Fortvivlelse.\n' Ingen har givet klarere, mere intenst oplevede Billeder af\nnorsk Kyst og Hav end Alf Larsen. Men Naturen er for ham\naldrig blot Natur, men altid Symbol, en Opfordring til at øve\nMod, udfolde Pragt, et Sindbillede paa Sjælens Vilkaar og\nForvandlinger. Hans Pathos er Ethos, hans Naturfølelse Aaben-\nbaringer af Tankens og Viljens Problemer.\nBUIeder fra den gamle Stue viser en særegen, mere social\nSide af Alf Larsens Talent, hans Samhørighed med Hjemøens\nBefolkning, hvis Liv han har sat hen i monumentalt typedan-\nnende Skildringer af Aarets og Livets Hændelser.\nHvad man forgæves vil lede efter hos Alf Larsen er den\nPladder af erotiske Barnagtigheder, den Sypigesmag, der be-\nhersker de 99 pCt. af al moderne Lyrik. Nærmest i nordisk\nLiteratur staar han den svenske Essayist Vilhelm Ekelund,\nukendt herhjemme, i Sverige regnet for Landets største Skri-\nbent siden Strindberg, oprindelig Lyriker ligesom Alf Larsen.\nEn vis sakral Monotoni, der præger Alf Larsens Produktion,\nhænger vistnok sammen med, at han udtrykker sig paa Vers,\nder ofte binder Inspirationen i bestemte Baner. Skulde man\nspaa om hans fremtidige Forfatterskab, vilde jeg tro, at han\nligesom Ekelund vil komme til at gøre en Drejning over i\nProsaen, men uden derfor at opgive Verset, der i den ukunst-\nlede og mægtige Form, han giver det, danner en ypperlig Ud-\ntryksform for en lidenskabelig filosofisk Tumlen med Livs-\nmulighederne.\nNaar »Klingen« har bevæget Alf Larsen til at overlade sig en ny\nSamling Digte, der vil ud komme om en Maaned, ledsaget af Axel\nSaltos Raderinger, er der heri den indre Mening, der ligger i\ndet nære Forhold mellem den unge Malerkunsts Idealer og\nAlf Larsens strenge og storladne Digtning. Mere beslægtet\nmed Ibsen end med Bjørnson er han i sit Væsens Barokhed\nUdtryk for Sider i norsk Natur, der altid vil bevare deres\næggende og befrugtende Indflydelse paa det blidere og mere\nsammensatte Danmark."}, {"page_pdf": 18, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.18", "texte": "CÉZANNE OG KUNSTKRITIKEN\nT et Tillæg til sin Bog om Cézanne (Paul Cézanne, Paris 1914^\nhar Vollard samlet en Række af den førende franske Kritiks\nUdtalelser om Cézannes Værker i Anledning af Efterårsudstil-\nlingerne og efter hans Død. Vi gengiver her et Udvalg af disse\nklassiske Eksempler paa journalistisk Visdom, der forekommer\nos ikke at være uden aktuel Interesse.\nLE JOURNAL 14-. Oktober 1904- (MARCEL FOUQUIER):\nHvad der ved første Øjekast kendetegner Cézannes Malerier er\nden keitede Tegning og de tunge Farver. Hans Opstillinger,\nsom man har rost saa meget er sat brutalt op og matte i Virk-\nningen. Man har spaaet at de en Dag vilde komme paa Louvre\nSide om Side med Chardins. Dette glædelige Tidspunkt er ikke\noverhængende.\nLE PETIT PARISIEN U. Oktober 1904- (VALENZOL):\nHan ynder at øse Farver ud paa et Lærred og saa smøre i det\nmed en Kam eller Tandbørste. Paa den Maade opstaar Land-\nskaber, Søbilleder, Opstillinger, Portræter .... paa bedste Be-\nskub. Fremgangsmaaden minder om de Tegninger Skoledrenge\nlaver ved at tvære Blækklatter ud mellem Papirsblade.\nNEW-YORK HERALD 14. Oktober 1904. Cézanne har\nopfundet en Nature morte: polerede Æbler i Frugtskaale, der\nstaar og falder. Man paastaar, at han genopliver Chardin; i al\nFald har han blændet Ungdommen med sin lille mystiske\numodne Pære.\nLA LANTERNE 15. Oktober 190A (A. M.): Cézanne,\nhvis Navn i Realismens heroiske Dage gav Anledning til saa\nhidsige Batailler! Ak! Jeg er bange for at denne Udstilling\nikke gør Ende paa Striden idet den afgørende viser, at Cézanne\nkun var et stakkels mislykket Geni. Han havde maaske nok\nIdéer, men var ude af Stand til at udtrykke dem. Han synes\nat have været uvidende selv om Begyndelsesgrundene i sit\nHaandværk.\nL'ÉCLAIR 15. Oktober 1904: . . . Jeg har vanskelig ved\nat forstaa, hvordan man kan give Cézanne en Sal ved Siden\naf vor beundrede Mester Puvis de Chavannes. Anbringe ved\nSiden af hinanden paa en Udstilling to saa forskellige Person-\nligheder, det er ikke Alsidighed, det er Mangel paa Takt.\nLA REVUE BLEUE 5. Nov. 1904 (BOUYER): Ak! Cé-\nzanne! Salige er de fattige i Aanden, thi dem tilhører Kun-\nstens Himmel! hvorfor tale om Opdragelse, Undervis-\nning, Uddannelse, naar Kunsten er umiddelbar, voldsom, uarti-\nkuleret og forrykt som en Vild?\nLA RÉPUBLIQUE FRANCAISE 17. Oktober 1905 (DE\nBETTEX): . . . Lad os overlade til andre at beundre Cézannes\nMisfostre, der er malet med Snavs, for ikke at sige noget\nværre.\nCÉZANNES DØD (22. OKTOBER 1906).\nLA RÉPUBLIQUE FRANCAISE 5. Oktober 1906 (DE\nBETTEX): Cézannes Portræter vilde bringe Grand Guignols\nPublikum i Henrykkelse.\nL'ÉCLAIR 25. Oktober 1906 (RENÉ-MARC FERRY): Et\nmangelfuldt Talent, der paa Grund af en Øjensvaghed aldrig\nkom ud over det ufærdige Forsøg, men som af nogle para-\ndoksale Forfattere og foretagsomme Kunsthandlere blev udskre-\nget som Fører og Geni.\nLE SOLEIL 25. Oktober 1906: Hvad man kan beundre\nhos »Fader Cézanne« er den Udholdenhed, hvormed han\nmalede sine daarlige Billeder."}, {"page_pdf": 21, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.21", "texte": "LONDON\nFredrik Nygaard.\nPORRIDGE, bacon and eggs.\nStik mig min Sixpence. Under-\ngrunden til Piccadilly? Second on\nyour right, third on your left.\nGodmorgen travle Tog. Hold\nKæft! Folk skal til Kontoret.\nHurry up, hurry up! Afgang.\nBrurrrrrrrrr\n— Piccadilly.\nHovedet op af Jorden. Se, hvor\nBilerne ligner Insekter. Bussen\ntil City? Spørg en Bobby. Nr. 78.\nSaa over Gaden. Forsigtig: Nu!\nGod Dag Trafalgar Square. Se\nFuglen paa Nelsons Hoved. En\ndansk Maage? Vrøvl. Nu op med\nPennyen. Hallo Johnnie A\\ alker,\nHallo I Masser af Navne paa Ting,\nSteder og Mennesker. Refreshmeut-\nrooms, Coffee-rooms. Bovril. Oxo.\nMilkmaid Cream. Scotch Whisky.\nBovril, Bovril, Bovril. Khakimænd.\nShagpiber. Friskbarberede Ansigter.\nHallo, Mr. Smith! Allerede paa\nStikkerne? Pretty weather. Yes,\nyes. Din Tilværelse er kraftig\nrubriceret, gode Ven. Din Dag\nhengaar i underjordiske Tog, i Ele-\nvatorer, i Omnibiler, i en Mang-\nfoldighed af Firkanter. Du giver\ndig ikke Tid til at trække Vejret,\nog hvis du gjorde det, vilde det\nogsaa kun bekomme dig ilde, good\nday, good day. Hallo Strand.\nPaximon. Anderson and Anderson.\nLtd. Tangye. Sports and games.\nBarwicks Baking Powder, Australias\nBudding. Pictures. Commercial\nCollege, Daily Mail. Daily News.\nTimes. Manchester Evening News.\nDundee Adversiter. Aberdeen Free\nPress. Daily Cronicle. New York\nSun. New Zealand Press. Birming-\nham Post. More than two Millions\nenjoy Punch every week (stakkels\ntaknemmelige). Glasgow Herald.\nFarvel Newspaper-land og Goddag\nSt. Pauls! Fun Palace. Chas Baker\nand Co. Haths. Shoes yudges Post-\ncard. James Spence and Co.\nSmith and Lister. Pitt and Scott.\nBovril, Bovril. Junior Array and\nNavy Stores. Post Office. Cook\nand Son. Oceanic House. Cinema.\nTea rooms. Jaki cigarettes. Mar-\nconi House. National Bank of\nAfrika. Bank of London. Stille!\nHør Strømmen af de kolde Penge\nPalladium. 2,30, 6,30, 9,30.\nLondon Hippodrome (Joy Bells!).\nBank of Canada. Gold and Son.\nBuy Yictory Loan! Lad os gaa ind\nog ta Lunch. Hør! De spiller\nallerede. Og ih! Se hvor mange,\nder drikker Champagne. Hvert an-\ndet Bord. Saa du det nydelige\nPar, der gik ud? Ja. Men han\nhavde kun en Haand. Det er Kri-\ngen. Bussen igen. Til\nGreat \"Western Railway. Hør, hvor\nLokomotiverne stønner, feaa utaal-\nmodige. Hvorfor? Det er Lokomo-\ntiver altid. Hvor skal alle de\nMennesker hen? Til Liverpool,\nManchester og Birmingham og tu-\nsinde andre Steder. Hvorfor? Spørg\nikke saa dumt. Jamen her bli'r jeg\nFilosof, eller jeg bli'r det aldrig.\nTil Metropolitanien Railway. Skyild\ndig, skynd dig. Der er Tuben.\nKom nu, kom nu. Booking Office.\nEscaltator to Trains. Hurry up,\nhurry up! Torden. Rød Lanterne\nbli'r grøn. AVhitechapel. Beware\nof Pickpockets. Javel, javel. Hove-\ndet op af Jorden. Herregud, er\ndet Whitechapel? Istedgade, siger\njeg. Lidt grellere i Farven, lidt\nstrammere i Lugten. Lad os ta'\nhjem. Skal vi ikke se Themsen?\nIkke i Dag, ikke i Dag! Se den\nsøde Pige Hun er ikke sød, duer\nsmagløs. Aa. Til Paddington.\nAfgang. Torden. Yarme Vinde\nstrømmer. Nu er det Af-\nten ovenover. Hør hvor Togene\ntordner langt borte. Man bli'r saa\nexalteret hernede. Er det Sommer?\nRegner det? Sner det? Nu standser\nvi og hyler. Hvad er der? Nu\nkører vi igen. Baker Street. Her\nbor Sherlock Holmes. Hvad siger\ndu? Ja, nu er der Aften oven over.\nI Londons silkebløde Midnat kører\nsmokingklædte Gentlemen deres\nbarhovede Kvinder til Carlton i\nkælent spindende Autos. Lad være\nat bli' lyrisk. Jeg er ikke lyrisk.\nJo. Nej! Jeger betaget, henrykket,\noprevet, rasende og knust. Vand,\nVand! Tag London af mine Skuldre\nmed samt dets myldrende Millioner,\ndet skønne, hæslige, infame og hen-\nrivende London. Lad os køre rundt\nhernede hele Natten. Jeg vil ikke\nmere derop. Aa —— Jeg er\nkun en lille Dansker.\nLondon, 18-6-1919."}, {"page_pdf": 22, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.22", "texte": "TRE DIGTE\nAF STEEN CHRISTENSEN\nI\nStille sidder jeg paa Sletten,\nhensunken i mig selv.\nJeg er Buddha,\nder ikke spørger\nom Verdens Endelighed\neller Uendelighed.\nMin Tro er et Sennepskorns.\nJeg er selv Verden.\nII\nI vor vilde Kærligheds\nførste Dage\ndu hadede\nmin Ro.\nNaar jeg hensank\ni Meditation,\ndu langed mig haardt\nover Nakken\nmed Limen.\nSiden:\npaa Tæerne gik du\nog tyssed paa Ungen,\nnaar Fatter tænkte.\nLedeste Line,\n♦\ndu havde erfaret,\nat jeg i den hellige\nLotosstilling\nsamlede Vildskab\ntil Natten.\nIII\nJeg var en Spiller\nog gisped over Rouletten.\nStønnede naar jeg tabte,\nog stønnede naar jeg vandt"}, {"page_pdf": 24, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.24", "texte": "SFINXEN\nIN MEMORIAM BYRON\nAF HENRIK RYTTER\nI\n\"pg høyrde bruset frå ein åndeheim.\nEg trådde dit, og gjenom dimd og eim\neg såg eit land innunder skymyrk kvelv:\ndet lyste bleikt ifrå ei fossbrå elv\nor skuggen under bratte, sprengde fjell;\nog svarte skogar klædde lid og hjell,\nei syrgjekåpe over dæld og haug.\nEin storm igjenom romet saud og flaug\nog som med rovfuglvengj er slo og gauv.\nDet skråva, tusla som av skråna lauv;\ndet kvervla framum meg, av stormen drivne\nsom skuggelikan, sulka, flengde, rivne,\nsom skimt av kongekåper, prestekjolar,\nog truner, altarbord, og ærestolar.\nDei brikna hadde mist, og rengde, tome\ni dumba dreiv dei, stormførd' gjenom romet.\nEit hædingsrop uppover skreida skar,\nog stormen læande alt med seg bar.\nII\nSo sveipte alt seg inn i skybergknausar.\nEi magt seg røyvde i dei skoddehausar;\ndei rulla fram og ræste, rak og dreiv.\nSo skildest dei, og megtig fram dei sveiv:\ni endeløysa tåkekjemper ruva,\ni fylking samla seg, og fram dei duva.\nMen som av lekkjer skrangla det i ferda,\nog vilt ho sleit i banda, åndehera.\nDet steig eit harmfyllt, hastigt hernadsrop\nMot himlen storma fust den kjempehop!\nIII\nMen då eg sansa meg, eg såg ei vidd,\nei livtom øydemark, som brend og svidd.\nOg midt i audna låg, som skapt av stein,\nden store sfinx, og stirde tomt og flein,\nmed kalde andletshamen høgleg boren,\nog med ein smil som inn med knivar skoren\nDå brått eg ser, hit over sandturr mo,\ndet skimrar fram ei strime, raud som blod.\nEg stirer, ser det kjem frå sfinxens hjarta.\nOg det er blod som renn or sfinxens hjarta.\nSo dimmest alt, og berre denne raude\nblodglansen skjelv og brenn i alt det aude."}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.26", "texte": "FORSØG PAA EN ORDBOG OVER\nDE SKØNNE KUNSTER\nAF EUGÈNE DELACROIX\nAUTORITETER. For de store Talenter en Pest, for de mid-\ndelmaadige en Hoveddel af deres Talent. De er det Ledebaand,\nder til at begynde med hjælper alle til at gaa, men de efterlader\nhos alle uudslettelige Mærker.\nFolk som Ingres kommer overhovedet aldrig løs af dem. De\ngør ikke et Skridt uden at paakalde dem. De er som Folk, der\nhele deres Liv spiser Grød o. s.v.\nOM BENYTTELSEN AF MODEL. Ved at bruge Modellen\nog Naturen skal man søge at opnaa Naivitet og Kraft i Enkel-\nheden. Ide fleste Billeder, hvori Modellen spiller en stor Rolle,\nmærker man ikke meget dertil. Modellen trækker alt til sig, og\naf Maleren bliver der ingenting tilovers. En meget erfaren og\nintelligent Mand vil Arbejdet med Modellen tjene til at undtr-\ntrykke de Detailler, som den Maler, der arbejder ud af Hovedet\nophober for mange af i sin Frygt for at udelade noget væsent-\nligt, og som hindrer ham i at sætte de virkelig karakteristiske\nDetailler i det rette Lys. Skyggerne 112. Eks. bliver, naar der ma-\nles uden Model, altid for detaillerede, især i Træer, Klædebon\no. s.v. Rubens er karakteristisk for denne Overflod af Detailler.\nHans Maleri, der beherskes af hans Fantasi, er fremfor alt rigt.\nBitingene betones for stærkt. Hans Billede ligner en Forsamling,\nhvor alle taler i Munden paa hinanden. Men sammenligner man\ndenne yppige Maner ikke med de modernes Tørhed og Fattig-\ndom men med meget smukke Billeder, hvorpaa Naturen er gen-\ngivet nøgternt og rigtigt, saa vil man hurtigt føle, at den sande\nMaler er den, hos hvem Fantasien fører Ordet.\nJenny med hendes sunde Følelse sagde forleden, da vi gik\nog spadserede i Skoven og jeg roste Diaz' Skov for hende, »at\nden nøjagtigste Efterligning blot virkede desto koldere,« og saa-\ndan er det virkelig. Den Maler, der pinligt indskrænker sig til\nkun at give, hvad der er i Naturen, vil altid virke koldere i\nsine Arbejder end den Natur, han tror at efterligne. løvrigt er\nNaturen, hvad Helhedsvirkningen angaar, langtfra altid inter-\nessant.\nSelv om hver Detaille er af en Fuldkommenhed, som ikke\nkan efterlignes, saa frembyder Detaillernes Forening sjælden en\nVirkning som den, deri en stor Kunstners Værk fremgaar af\nFølelsen for Helhedsvirkning og Komposition. Derfor sagde jeg\nfør, at Brugen af Model vel giver Billedet noget frappant, men\nkun hos meget intelligente Kunstnere. Med andre Ord: Kun de\nkan drage virkelig Nytte af Arbejdet efter Model, der ogsaa uden\nModel er i Stand til at skabe noget virkningsfuldt.\nHvorledes er det iøvrigt, naar Emnet medfører stor Patos?\nHer overtræffer Rubens alle andre. Friskheden i hans Bil-\nleder, der er en Følge af hans fri Naturgengivelse, forstærker\ndet Indtryk, han vil frembringe. . . Lad os tage en interessant\nBegivenhed, 112. Eks. en Scene ved en døende Kvindes Seng. Man\nkunde, hvis Omstændighederne tillader det, fastholde Scenen\nved Hjælp af et Fotografiapparat, dog vilde den saa forvrænges\npaa tusinde Maader. For Kunstneren vil nemlig Scenen, efter\nGraden af hans Fantasi, vise sig mere eller mindre skøn. Han\nvil i denne Scene, som han spiller med i, være mere eller min-"}, {"page_pdf": 27, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.27", "texte": "dre Digter. Han ser kun, hvad der er interessant, mens Appa-\nratet tager alt med.\nJeg gør denne lagttagelse ved at se paa de Blade, jeg i No-\nhaut har tegnet til St. Anna. Den første Tegning, der er lavet\nefter Naturen, er uudholdelig, nair jeg sammenligner den med\nden anden, som næsten er en Kopi af den første, men som\ntydeligere lader min Hensigt skinne igennem og er fri for Over-\nflødigheder. Her har jeg ogsaa faaet den Elegance ind i Teg-\nningen, som jeg følte var nødvendig for at faa Billedet til at\nvirke.\nDet er altsaa for Kunstneren langt vigtigere at nærme sig\ndet Ideal, han bærer i sig, og som er hans eget, end at fast-\nholde det forgængelige Ideal, som Naturen kan byde ham. Netop\nderi, at kun et bestemt Menneske, ikke Menneskehedens Gros,\nser Naturen paa en ideal Maade, ligger Beviset for, at hans\nFantasi frembringer det skønne, fordi han følger sit Geni.\nIdealiseringen sker hos mig næsten uden mit Vidende, saa-\nsnart jeg atter gennemarbejder en Komposition, der er udsprun-\nget af min Hjerne.\nDen anden Udgave er altid en Forbedring og nærmer sig\nmere et nødvendigt Ideal. Saaledes indtræder en tilsyneladende\nModsigelse, der forklarer, hvorfor en for detailleret Udførelse,\nsom 112. Eks. Rubens' ikke behøver at skade Fantasien. Den\nOverflod af Enkeltheder, der indsniger sig paa Grund af Erin-\ndringens Ufuldkommenhed, kan ikke ødelægge den ganske an-\nderledes interessante Enkelhed, der hviler paa Anlægget, og\nendelig opvejer Udførelsens Storslaaethed, som vi netop har set\ndet hos Rubens, fuldkommen den altfor store Ødslen med De-\ntailler. Den, der nu midt i en saadan Komposition indfører et\nStykke, der omhyggeligt er malet efter Model, uden at det frem-\nbringer en fuldstændig Misklang, han har fuldbragt det største\nKunststykke og forenet noget, der synes uforeneligt. Det er paa\nen Maade at indføre Virkeligheden i en Drøm. Man har sam-\nmensmeltet to Slags Kunst: det virkelige idealistiske Maleri er\nnemlig en Kunst, der er lige saa forskellig fra den kolde Af-\nkopiering som Phaedras Deklamation fra en Grisettes Breve til\nsin Elsker. De fleste Kunstnere, der er for samvittighedsfulde i\nBrugen af Model, tilbringer deres Tid med saa tro som muligt\nat kopiere Modellen ind i slet fordøjede og interesseløse Kom-\npositioner. De tror at have opnaaet alt, naar de slavisk og uden\nindbyrdes Sammenhæng har reproduceret Hoveder, Hænder og\nStaffage.\nOM EFTERLIGNING AF NATUREN. Dette store Spørgs-\nmaal, det store Udgangspunkt for alle Skoler, ved hvis For-\ntolkning de straks skilles fra hinanden, synes mig at dreje sig\nom følgende: Sker Efterligningen for at behage Fantasien eller\nsimpelthen for at tilfredsstille en besynderlig Art af Samvittig-\nhedsfuldhed, der for Kunstneren bestaar i saa nøje som muligt\nat have kopieret den Model, han har for Øje?\nFRESKOMALERI. Man roser de Mestre, der har frembragt\nypperlige Ting i Fresko, for den Dristighed, hvormed de ud-\nførte alt direkte og uden Ændringer; men næsten alle Fresker\ner retoucherede med Vandfarve.\nPENSEL. Dreven Penselføring. Reynolds sagde, at Maleren\nmaatte tegne med Penslen.\nSKYGGER. Der gives egentlig ingen Skygger, kun Reflekser.\nVigtigheden af at begrænse Skyggerne. De er altid for stærke.\nJo yngre Personen er, des lettere er Skyggerne.\nTEKNIK. Kan kun vises med Paletten i Haanden.\nHvor lidt Oplysning finder man derom i Bøgerne.\nDyrkelsen af slet Teknik ide slette Skoler. Betydningen af\nden sande Teknik for Fuldendelsen af Værkerne. Hos de stør-\nste Mestre er den mest fuldendt; Rubens, Tizian, Veronese,\nHollænderne; deres særlige Omhu; revne Farver, Grunderinger,\nat lade de forskellige Lag tørre. Denne Tradition er gaaet fuld-\nstændig tabt for de moderne.\nSlette Resultater, sjuskede Grunderinger, daarligt Lærred og\ndaarlige Pensler, modbydelig Olie. Citer de paagældende Steder\nhos Oudry.\nDavid har indfort Sjuskeriet, idet han lod som 0111 han for-\nagtede de materielle Midler.\nFERNIS. Daarlig Indflydelse. Forstandig Anvendelse paa de\ngamle Billeder.\nFernissen skulde være et Slags Kyrads for Billedet og sam-\ntidig et Middel til at fremhæve det.\nBOUCHER OG VANLOO. Deres Skole; Maner og Mangel\npaa ethvert Studium og enhver Naturlighed. Interessant teknisk\nFremgangsmaade. Rester af Traditionen.\nWATTEAU. Meget foragtet under David og senere atter\nkommet til Ære. Vidunderlig Udførelse. Hans Fantasi kan ikke\nmaale sig med Flamlændernes. Ved Siden af Ostade, vander\nVelde o. s.v. virker han kun teatralsk. Han forstaar at holde\net Billede sammen i Farven.\nILLUSION. Øjenbedrag. Dette Udtryk, deri Almindelighed\nkun anvendes om Maleri, kunde ogsaa finde Anvendelse paa en\nvis Art Literatur.\nFORKORTNINGER. De findes altid, selv hos en lige ret\nop og ned staaende Figur med nedhængende Arme. Forkort-\nningens eller Perspektivets Kunst falder nøjagtig sammen med\nselve det at tegne.\nNogle Skoler har undgaaet den og troede at kunne klare sig\nuden den, fordi de undgik enhver voldsom Forkortning. I et\nProfilhovede ser man Øjet, Panden o. s.v. i Forkortningen og\npaa samme Maade med. Resten.\nRAMME, INDFATNING. Kan have en god eller daarlig Ind-\nflydelse paa Billedvirkningen. I vore Dage ødsles der med Guld.\nDens Form i Forhold til Billedets Karakter.\nLYS, HØJESTE LYS OG GLANSLYS. Hvorfor tindes Gen-\nstandens sande Tone altid ved Siden af Glanslyset? Fordi det\nkun opstaar paa Steder, der træffes af fuldt Lys og ikke vender\nsig fra Lyset. Partier, der runder sig, forholder sig anderledes:\nder vender alting sig bort fra Lyset.\nFORBINDELSE. Luften, Reflekserne, der danner et Hele\naf de uharmonisk farvede Genstande.\nFØRSTE UDKAST. Det Spillerum, det lader staa aabent\nfor Fantasien. David er paa anden Maade helt materiel. Hans\nRespekt for Modellen og Mannequinen o. s.v.\nREFLEKSER. Enhver Refleks spiller i det grønne. Enhver\nSkyggegrænse i det violette.\nKRITIK. De fleste Kritikers Utilstrækkelighed. Deres\nringe Nytte.\nUNDERMALING. Den bedste er den, der gør Maleren tryg\npaa Resultatet af Billedet.\nAFSTAND. For at fjerne Genstandene plejer man at gøre\ndem graalige. Penselføringen gør det. Ogsaa flade Toner.\nHEST, DYR. Man maa ikke indføre Naturforskerens Maade\nat tegne paa i Kunsten, især ikke i det store Maleri og den\nstore Plastik. Géricault for lærd ; Rubens og Gros bedre; Barye\nsmaalig i sine Løver. Antiken er her som overalt Forbilledet.\nGLANSLYS (Tilføjelse). Jo glattere og mere glinsende en\nGenstand er, des mindre ser man dens egentlige Farve; den\nbliver i Virkeligheden til et Spejl, der tilbagekaster de omgi-\nvende Farver.\nUNGE LEGEMER. Jeg sagde, at deres Skygger er lettere,\nklarere. De har noget sitrende, übestemt, der ligner\nden Em, der paa smukke Sommerdage stiger op af Jorden.\nRubens, hvis Maner er meget bundet til Formen, gør sine Ko-\nner og Børn ældre.\nGRAA OG JORDEDE FARVER. Det graa er Maleriets\nFjende. Et Maleri kommer næsten altid til at se mere graat\nud. end det er, fordi det kommer til at staa skraat til Lyset.\nPENSELFØRING. Mange Mestre har undgaaet at den"}, {"page_pdf": 28, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.28", "texte": "mærkes, sikkert i den Hensigt at nærme sig Naturen, der jo\ningen Penselstrøg viser. Penselføringen er et Middel som et-\nhvert andet til at gengive Idéen i MalerieL Utvivlsomt kan\net Maleri være meget smukt, uden at man ser Penselføringen;\nmen det er barnligt at tro, at man derved nærmer sig Naturen.\nSaa kunde man jo lige saa godt anbringe kulørte Relieffer paa\nsit Billede under det Paaskud, at Legemer er runde.\nDer gives i enhver Kunst almindeligt antagne Udtryksmidler,\nog man er en ufuldkommen Kender, hvis man ikke forstaar at\nløse deres Antydninger. Et Bevis herpaa er, at Lægmanden\nforetrækker de glatteste Billeder for alle andre, blot fordi de er\nglatte. løvrigt afhænger i en virkelig Malers Værk alt af den\nAfstand, hvori det skal ses. Paa en vis Afstand smelter Pensel-\nstrøgene sammen, men de giver Maleriet et Eftertryk, som de\nudglattede Toner ikke formaar at frembringe. Ogsaa paa det\nmest udførte Billede kan man forresten, naar man ser det gan-\nske nær ved, opdage Spor af Penselstrøg og man vilde saa\nkomme til den Slutning, at en Skitse i brede Strøg ikke kunde\nvække samme Behag som et meget udført Billede eller rettere\net Billede uden Spor af Penselføringen der gives jo mange\nBilleder, hvor man ingen Penselstrøg ser, og som dog aldeles\nikke er færdige.\nPenselstrøget tjener, anvendt paa passende Maade, til tyde-\nligere at fastslaa Genstandenes forskellige Planer. Er Pensel-\nstrøget kraftigt og bredt rykker det Planerne frem; i modsat\nFald lader det dem træde tilbage. Selv i smaa Billeder forstyrrer\nPenselstrøget ikke. Man kan foretrække en Teniers for en Mieris\neller en Vander Meer.\nHvad skal man sige om de Mestre, der paa en tør Maade\nbetoner Konturen og skjuler Penselføringen? I Naturen gives\nder lige saa lidt Kontur som Penselføring. Man maa bestandig\nvende tilbage til de konventionelle Midler, der er Sproget i en-\nhver Kunst. Hvad er en Tegning i sort og hvidt andet end en\nKonvention, som Beskueren er vant til, en Fortolkning af Na-\nturen, deraf Fantasien opfattes som et fuldstændigt Ækvivalent.\nPaa samme Maade forholder det sig med Kobberstikket. Der\nhører ikke noget skarpt Øje til at se det Utal af Streger, hvis\nKrydsning frembringer den Virkning, Kobberstikkeren vil opnaa.\nDet er mere eller mindre sindrigt fordelte Penselstrøg, der\nsnart staar langt fra hinanden og lader Papiret skinne igennem,\nsaa Tonen bliver gennemsigtigere, snart er rykket tæt til hin-\nanden for at gøre Tonen fastere konventionelle Midler, op-\nfundet og kendt gyldige af Følelsen, til uden Anvendelse af\nFarve at gengive alle Naturens Rigdomme, ikke for den rent\nfysiske Synsevne men for det indre Øje. De gengiver den unge\nPiges friske Teint, Oldingens Rynker, Stoffernes Blødhed, Van-\ndets Klarhed, Himlens og Bjergenes Udstrækning. Hvis man\nberaaber sig paa, at der paa enkelte af de gamle Mestres Bille-\nder ikke er nogen Penselføring at se, saa maa man ikke glemme,\nat Tiden svækker Strøgene. Mange Malere, der omhyggelig und-\ngaar Penselstrøg, fordi de ikke findes i Naturen, overdriver Kon-\nturen, der heller ikke forekommer i Naturen. De indbilder sig\npaa denne Maade at naa en Tydelighed, der imidlertid kun\nvirker paa den halvt indviedes uøvede Sanser. De undlader\nendogsaa, takket være dette grove, illusionsfjendtlige Middel, at\ngive Relieffet tilbørlig Udtryk; den ligeligt stærke Kontur op-\nhæver nemlig Modelleringen, idet den rykker de Partier, der\nved enhver Genstand er fjernest fra Øjet, nemlig Konturerne,\nfrem i Forgrunden.\nDen overdrevne Beundring for de gamle Fresker har bidraget\nmeget til, at man overdriver Konturerne. Ved denne Teknik\ngør materielle Hensyn det nødvendigt at optrække Konturen med\nden største Bestemthed; forresten maa mani denne Teknik\nligesom i Glasmaleriet, hvis Midler er endnu mere konventio-\nnelle, male i store Træk. Maleren søger at bestikke ikke saa\nmeget ved Farvernes Virkning som ved Liniernes storslaaede\nAnordning og Harmoni med Arkitekturens Linier.\nPlastiken har sine Love ligesom Maleriet og Kobber-\nstikket. Man lader sig aldeles ikke forstyrre af den Kulde, der\ntilsyneladende maa resultere af det anvendte Materiales ensfor-\nmige Farve, hvad enten det nu er Marmor, Træ eller Sten, El-\nfenben o. s.v. Øjnenes og Haarets Mangel paa Farve er ingen\nHindring for den Art Udtryk, som denne Kunst tillader. De\nrunde Figurers Isolering uden Forhold til nogen Baggrund, Bas-\nrelieffets langt strængere Formskader lige saa lidt. Ja, tilmed\nPlastiken tillader en malerisk Virkning; Overdrivelsen af visse\nIndhulinger eller deres Fordeling bidrager til Virkningen, som\n112. Eks. de Huller mani Stedet for en løbende Linie borer i\nvisse Partier af Haaret eller i Staffagen, og som i en vis Af-\nstand mildner deres for store Haardhed og giver dem et Skær\naf Lethed, især i Haarene, hvis Bølgeform man ikke kan gen-\ngive ved en nøjagtig Efterligning.\nI den Maade, hvorpaa Ornamenterne behandles i Arkitektu-\nren, genfinder manden Grad af Lethed og Illusion, som skyl-\ndes den maleriske Virkning. De modernes Maner gaar ud paa at\ngøre Ornamenterne nøjagtig ens, saa at de set paa nært Hold er af\nen udadlelig Korrekthed. I den rigtige Afstand virker de koldt\neller slet ikke. I Antiken derimod maa man beundre Dristig-\nheden, og Følelsen for Balancen i disse Kunstydelser: For-\nmen er overdrevet af Hensyn til Virkningen, og visse Konturers\nRaahed er afsvækket, for at de forskellige Partier kan smelte\nsammen.\nFORFALD. Efter det sekstende Aarhundrede, Fuldkommen-\nhedens Tinde, synker Kunsten uafladelig dybere. Den Foran-\ndring, der er foregaaet i Aandsliv og Sæder, er mere Skyld deri\nend Manglen paa store Kunstnere; hverken i det syttende eller\nattende og heller ikke i det nittende Aarhundrede manglede store\nTalenter. Den almindelige Mangel paa Smag, Middelklassens\ntiltagende Rigdom, en ufrugtbar Kritiks stadig voksende\nAutoritet, hvis Ejendommelighed det er at opmuntre Middel-\nmaadigheden og bekæmpe de store Talenter Aandslivets Ret-\nning mod de nyttige Videnskaber, den stigende Oplysning, der\njager Fantasiens Billeder paa Flugt alle disse forenede Aar-\nsager fordømmer paa en Skæbnesvanger Maade Kunsten til\nmere og mere at være underkastet Modens Luner og berøver den\nenhver højere Flugt.\nDer gives i enhver Civilisation kun ét Øjeblik, hvori det er\ngivet den menneskelige Intelligens at vise hele sin Kraft. Det\nsynes, som om der under disse korte Øjeblikke, der kan sam-\nmenlignes med et Lyn paa en mørk Himmel, næsten ingen\nMellemrum gives mellem Morgenrøde og Solnedgang. Natten,\nder følger efter, kan være mere eller mindre dyb, men at vende\ntilbage til Lyset er umuligt. En Sædernes Renæssance var nød-\nvendig for at fremkalde en Kunstens Renæssance; dette Punkt\nligger mellem to Slags Barbari, en hvis Aarsag er Uvidenhed\nog en anden, endnu farligere, der stammer fra Overdrivelse og\nMisbrug. Talentet kæmper forgæves mod de Hindringer, den\nalmindelige Ligegyldighed lægger ham i Vejen.\nHAV, MARINER. Marinemalére fremstiller som Regel Havet\ndaarligt. Man kan gøre samme Indvending mod dem som mod\nLandskabsmalere. De vil vise for megen Viden. De portrætterer\nBølgerne ligesom Landskabsmalerne portrætterer Træer, Terræn,\nBjerge o. s.v. De beskæftiger sig ikke tilstrækkeligt med Virk-\nningen paa Fantasien, deraf Detaillernes Mængde afledes fra\nHovedindtrykket, som bestaar af Bredde og Dybde, og som den\nsande Kunst kan give os et Billede af.\nINTERESSE. Kunsten at koncentrere Interessen paa det\nrigtige Punkt. Man maa ikke vise alt. Det synes at være van-\nskeligt i Maleriet, hvor Sjælen kun kan tænke sig, hvad Øjnene\niagttager. Digteren ofrer uden Møje det uvæsentlige og forbigaar\ndet i Tavshed. Malerens Kunst bestaar i kun at henlede Op-\nmærksomheden paa det, der er nødvendigt.\nOFFER. Hvad man maa ofre. En stor Kunst, Begynderne ikke\nkender. De vil vise alt."}, {"page_pdf": 30, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.30", "texte": "KLASSISK. Hvilke Værker tør man kalde klassiske? Sik-\nkert dem, deri alle deres Dele synes bestemt til at tjene som\nMønster og Regel. Jeg vilde betegne alle regelmæssige Værker\nsom klassiske, alle, der tilfredsstiller Sjælen ikke alene ved en nøj-\nagtig eller storslaaet eller vittig Skildring af Ting og Følelser,\nmen i endnu højere Grad ved Enhed og logisk Orden, med ét\nOrd: ved alt hvad der forstærker Virkningen, idet de forenkle den.\nShakespeare vilde herefter ikke være klassisk, d.v s. egnet\ntil at at efterlignes i sin Fremgangsmaade, sit System. De vid-\nunderlige Partier hos ham kan ikke eller skjule forsone os med\nhans Vidtløftigheder, hans evige Ordspil og malplacerede Be-\nskrivelser. løvrigt er han i sin Kunst helt igennemsig selv. Racine\nvar for sine samtidige en Romantiker. Foroser han klassisk, o:\nfuldkommen. Respekten for Traditionen er kun en lagttagelse\naf Smagens Regler, der betinger al Tradition.\nDavids Skole gav sig, skønt den var grundlagt paa Antiken,\nganske med Urette ud for den rigtige klassiske Skole. Netop\nEfterligningen, der ofte er meget lidt intelligent, berøver denne\nSkole de klassiske Skolers Hovedegenskab, Varigheden. I Stedet\nfor at trænge ind i Antikens Aand og forene dens Studium med\nNaturen, var den aabenbart kun Ekkoet af en Epoke, hvori\nStudiet af Antiken var blevet en Modesag.\nSkønt Ordet »klassisk« omfatter Skønheder af første Rang,\nsaa kan man ogsaa sige, at der gives en Mængde smukke Vær-\nker, man ikke kan betegne som klassiske. Mange forbinder\nmed Begrebet klassisk Forestillingen 0111 en vis Kulde. Det er\nsandt, at en stor Del Kunstnere indbilder sig at være klassiske,\nnaar de er kolde. Af en lignende Grund tror mange at besidde\nVarme, fordi man kalder dem Romantikere. Den sande Varme\nbestaar i at gribe Beskueren.\nEMNE. Emnets Betydning. Emner fra den klassiske\nMytologi altid ny; moderne Emner vanskelige at behandle paa\nGrund af, at det nøgne savnes og paa Grund af Dragtens\nFattigdom. Malerens Originalitet giver Emnet dets Nyhed.\nMaleriet behøver ikke altid at have et Emne. Gengivelsen af\nArme og Ben hos Géricault.\nVIDEN. Om det er nødvendigt for Kunstneren at være lærd.\nHvordan man kan erhverve denne Viden uafhængig af den sæd-\nvanlige Praksis.\nMan taler meget 0111, at en Kunstner maa være universel.\nMan siger os, at han maa kende Historien, Digterne, ja end-\nogsaa Geografien; alt dette er intet mindre end unyttigt, men\ndet er ikke uundværligere for ham end for ethvert andet Men-\nneske, der vil uddanne sin Aand.\nHan har virkelig nok at gøre med at samle Erfaringer i sin\nKunst, og denne Videnskab vil han, selv om han er nok saa\nerfaren, aldrig naa helt at beherske.\nØjets Styrke, Haandens Sikkerhed, den Kunst at føre et\nBillede fra Undermalingen til den sidste Fuldendthed og mange\nandre Ting, der alle er af den største Vigtighed, forlanger, at\nman vier dem ethvert Øjeblik af sit Liv. Der gives faa Kunstnere, og\njeg taler om dem, der virkelig fortjener dette Navn, der ikke\nmidt paa deres Løbebane eller ved dens Ende erfarer, at de\nmangler Tid til at lære, hvad de ikke ved, eller berigtige hvad\nman har bibragt dem falske eller ufuldstændige Forestillinger om.\nDa Rubens i en Alder af mere end 50 Aar blev sendt som\nGesandt til Kongen af Spanien, anvendte han den Tid, han fik\ntilovers fra sine Forretninger til at kopiere de prægtige italienske\nOriginaler, man endnu ser i Madrid. I sin Ungdom har han\nkopieret uhyre meget. Kopieringen, der fuldstændig forsømmes\naf de moderne Skoler, skaffede ham hans kæmpemæssige Viden.\nKOPI, KOPIERE. Var næsten alle store Mestres Opdragelse.\nMan lærer først sin Mesters Maner, ligesom en Lærling lærer at\nlave en Kniv, uden at vise sin Originalitet. Saa kopierede man\nalt, hvad der faldt en i Hænderne af samtidige eller tidligere\nMestre. Maleriet var først og fremmest et rigtigt Haandværk.\nMan var Billedmager som man var Glarmester eller Snedker.\nMalerne malede Skilte, Sadler, Faner. De første Malere var mere\nHaandværkere end vi; de lærte først rigtigt Haandværket inden\nde tænkte paa at gøre Karriere. Nu er det omvendt.\nFORORD TIL EN ORDBOG. Den alfabetiske Rækkefølge\nForfatteren har valgt, faar ham til at give denne Række For-\nklaringer Betegnelsen Ordbog. I Virkeligheden vilde denne Titel\nkun passe paa en saa vidt muligt fuldstændig Bog, deri ud-\nførlige Artikler gav Besked om alle Kunstens Spørgsmaal. Kan\net enkelt Menneske sidde inde med alle de til en saadan Op-\ngaves Løsning nødvendige Kundskaber? Utvivlsomt ikke. Hvad\nder her bydes er Forklaringer, som Forfatteren har bragt paa\nPapiret i den Form, der syntes ham den bekvemmeste med\nHenblik paa hans knappe Tid, som han for største Delen an-\nvender paa andet Arbejde. Maaske fulgte han ogsaa en uover-\nvindelig Sky for at indlade sig paa at komponere en Bog. En\nOrdbog er ingen Bog; det er et Instrument, et Værktøj til For-\nfærdigelsen af Bøger eller andre Værker. Er Stoffet delt i Ar-\ntikler kan Forfatteren efter Behag og som han gider\nudvide eller indskrænke Materialet. Han slipper for Overgangene,\nDelenes nødvendige Sammensmeltning og den Orden, hvori de\nbør fordeles.\nSkønt Forfatteren maa bekende, at han har stor Respekt\nfor den egentlige Bog, saa har han dog som saa mange an-\ndre Læsere ofte følt en Slags Vanskelighed ved opmærksomt\nat følge alle en Bogs Beskrivelser og Slyngninger, selv naar Bo-\ngen var god.\nEt Billede ser man med ét Blik, i al Fald Helhedsvirkningen\nog Hovedpartierne. For en Maler, der er vænnet til den lette\nMaade et Billede opfattes paa, er Bogen som en Bygning, hvori\nhan maa skænke alle de forskellige Sale den ene efter den an-\nden samme Opmærksomhed uden at glemme dem, han har for-\nladt, og uden fra det han kender at kunne slutte sig til det\nendelige Indtryk.\nMan har sagt, at Floder er Veje, der gaar. Man kunde sige\nom Bøger, at de er Dele af Billeder, der er i Bevægelse, saa\ndet ene følger efter det andet, uden at det er muligt at overse\ndem alle* paa engang. For at forstaa det Baand, der holder\ndem sammen, kræves der omtrent lige saa meget Intelligens hos\nLæseren som hos Forfatteren. Naar det drejer sig om et Værk\naf Fantasien,- der udelukkende henvender sig til Indbildnings-\nkraften, saa kan denne Opmærksomhed være en Fornøjelse;\nligeledes ved en godt komponeret Historie; Begivenhedernes og\nderes Konsekvensers nødvendige Rækkefølge danner en naturlig\nKæde, som Sjælen uden Anstrengelse følger. Men med et be-\nlærende Arbejde forholder det sig anderledes. Et saadant Værks\nFortjeneste beror paa den Nytte det gør, og derfor maa Læse-\nren forstaa det i alle dets Dele og uddrage det Indhold, der\nsigter til ham. Jo lettere han kan aflede Bogens Lære, des mere\nNytte vil han have af den.\nGives der nu en simplere Fremgangsmaade end uden al\nRetorik at inddele Stoffet paa samme ligefremme Maade som\nen Ordbog.\nDenne Ordbog skal mere behandle den filosofiske end den\ntekniske Side af Sagen. Det kan synes mærkværdigt hos en\nMaler, der skriver om Kunst; mange halvlærde har behandlet\nKunstens Filosofi. Deres fuldkomne tekniske Uvidenhed fore-\nkom dem at være et Fortrin, fordi de mente, at Beskæftigelsen\nmed dette Spørgsmaal, deri Virkeligheden er Livsspørgsmaalet\ni enhver Kunst, lagde Fagkunstneren Hindringer i Vejen for\næstetiske Studier. De synes at have sat sig fast i den Indbild-\nning, at deres dybe Uvidenhed om det tekniske gør det muligt\nfor dem at hæve sig til rent metafysiske Betragtninger, med ét\nOrd, at Beskæftigelsen med Haandværket gør Fagkunstneren\nuskikket til at svinge sig op til Æstetikens Tinder og de rene\nBetragtninger, der er utilgængelige for den profane. Hvor gives"}, {"page_pdf": 31, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.31", "texte": "den Kunsl, hvori ikke Udførelsen og Inspirationen gaar Haand\ni Haand? I Maleri, i Poesi smelter Form og Idé sammen. Af\nLæserne læser nogle for at adsprede sig, andre for at belæres.\nSkønt Forfatteren hører til Lavet og ved saa meget som en\nlang Praksis, understøttet af mange personlige Betragtninger\nkan lære, saa vil han dog lægge mindre Vægt paa den tekniske\nSide af Kunsten. Han vil som Æstetiker gøre Indgreb ogsaa i\nde Kritikeres Gebet, som tror, at Praksis er unødvendig for at\nindlade sig i spekulative Betragtninger over Kunst.\nKOBBERSTIK. Kobberstikket er en Kunst, der forsvinder,\nmen dens Forfald kan ikke udelukkende føres tilbage til de\nmekaniske Fremgangsmaader, vi nu anvender, Fotografiet og\nLitografiet, der ikke paa langt nær kan erstatte Kobberstikket\nmen er bekvemmere og billigere.\nDe ældste Stik er maaske de udtryksfuldeste. Lucas van\nLeyden, Albrecht Durer, Marc-Anton er virkelige Kobberstikkere\ni den Forstand, at de først og fremmest gaar ud paa at gengive\nMalerens Aand. Mange af disse geniale Mænd har stukket deres\negne Værker og kunde helt og holdent gaa efter deres egen Fø-\nlelse, uden at skulle beskæftige sig med at fortolke fremmede\nIndtryk. De øvrige, der gengav en anden Kunstners Arbejde,\nundgik omhyggeligt at glimre med deres Maner og udfolde en\nFingerfærdighed, der blot havde haft til Hensigt at aflede Op-\nmærksomheden fra Virkningen.\nSaa begyndte Værktøjets, o: de materielle Udtryksmidler at\nforbedres.\nKobberstikket er en virkelig Oversættelse, o: den Kunst at\noversætte en Idé fra er> Kunst til en anden ligesom Oversætteren\ngør med en Bog. Kobberstikkenes Sprog og deri viser sig\nhans Geni bestaar ikke blot i med hans egen Kunsts Midler\nat gengive Maleriets Virkninger.\nHan har, hvis man kan sige saadan, sit eget Sprog, der\npaatrykker hans Værk et personligt Stempel og som i en tro\nOversættelse af det Værk, han gengiver, alligevel giver hans\negen personlige Opfattelse Udtryk.\nFRESKOMALERI. Man maa ikke tro, at denne Teknik er\nvanskeligere end Oliemaleriet, fordi den maa udføres a la prima.\nFreskomaleren stiller saa at sige ringere Krav til sig selv; han\nved, at Beskueren ikke fordrer de Finesser af ham, som man\nkun efter et kompliceret Arbejde kan opnaa i andre Arter af\nMaleriet. Han indretter sig paa at afkorte sig det endelige Ar-\nbejde ved Forarbejder. Hvordan skulde han bære sig ad med at\nbringe den mindste Enhed i sit Arbejde, som han udfører som\nen Mosaik i Partier, stillet ved Siden af hinanden, uden at han\nkan stemme det han maler i Dag sammen med det fra i Gaar,\nda Tonen forandrer sig under Tørringen hvordan skulde han\nbringe Enhed i Arbejdet, hvis han ikke paa Forhaand nøje\nhavde skaffet sig Klarhed over sine Billeders Helhedsvirkning?\nDet er det Kartonen eller Tegningen er til; her kan han i For-\nvejen studere Linierne, Virkningen, ja endog Farven.\nLige saa lidt bør man tage alt ordret, hvad man fortæller os\nom den vidunderlige Lethed, hvormed Freskomaleren overvinder\nalle Hindringer. Der gives næsten ikke et eneste Stykke Fresko-\narbejde, der tilfredsstillede sin Ophavsmand, saa han gav Af-\nkald paa enhver Retusch. Selv paa de berømteste Værker findes\nde i Mængde. Og hvilken Vægt ligger der til syvende og sidst\npaa, om et Værk er opstaaet let? Det kommer kun an paa, om\ndet udøver den fulde Virkning, man har Lov at vente sig af\ndet. Kun klæber der ved Freskomaleriet den Ulempe, at de\nRettelser, der foretages med Vandfarve og ofte endogsaa med\nOlie, efter nogen Tid stikker af mod det øvrige og svækker Hold-\nbarheden. En Fresko blegner med Tiden og bliver stedse mør-\nkere. Efter hundrede eller to hundrede Aar kan man knap nok\nbedømme en Fresko og afgøre, hvad Tiden har ændret.\nDe Forandringer, Freskoer er underkastet, er lige de mod-\nsatte af dem, Oliebilleder lider under. At Oliebilleder mørkner\nog bliver sorte, skyldes Oliens Forkulling og endnu mere, at\nFernissen er blevet smudsig. Freskoen derimod, hvis Grundlag\ner Kalken, svækkes i Farven paa Grund af Kalkens og Luftens\nFugtighed. Enhver, der har malet Fresko, har lagt Mærke til,\nat der fra den ene Dag til den anden danner sig en Slags hvid-\nlig Hud omtrent som et graat Slør paa de Farver, der staar i\nPotterne. Dette Fænomen, der træder tydeligere frem paa en\nstørre Mængde Farve, danner sig med Tiden paa selve Maleriet,\nlægger ligesom et Slør over det og gør det uharmonisk; Afsvæk-\nningen træder nemlig stærkest frem ide Farver, hvori Kalken\ndominerer, mens de Farver, der indeholder mindre Kalk, hol-\nder sig mere levende og ved deres relative Raahed frembringer\nen Virkning, der ikke laa i Malerens Hensigt. Af den omtalte\nUlempe vil man let drage den Slutning, at Freskomaleriet ikke\npasser for vort Klima, hvor Luften indeholder saa megen Fug-\ntighed. Men det varme Klima har sin maaske endnu mere skade-\nlige Indflydelse.\nEn af de største Vanskeligheder er at befæste Grunden paa\nMuren (man maa forudskikke en summarisk Beskrivelse af\nFreskotekniken). Den store Tørhed er her en Ulempe, det er\numuligt at bekæmpe. Enhver Fresko søger med Tiden at rive\nsig løs fra Muren; det er den sædvanlige og uundgaaelige Ende.\nUNDERMALING. Det er vanskeligt at sige hvori 112. Eks.\nTizians Undermaling bestod. Hos ham er Strøget saa lidt syn-\nligt, Arbejderens Haand forsvinder saa fuldstændigt, at de Veje,\nhan slog ind paa for at naa denne Fuldendthed, er forblevet\nen Hemmelighed. Man kender undermalede Billeder af ham,\nder imidlertid alle er forskellige. Nogle er malet graat i graat.\nAndre er som tømrede med store Strøg og næsten grelle Toner;\nhan kaldte det: at lave Maleriets Leje. (Det er netop det,\nDavid og hans Skole fuldstændig mangler). Men jeg tror ikke\nat disse Undermalinger kan bringe os paa Sporet af de Midler,\nhan anvendte for at give Billederne det ensartede Præg, der er\nover hans Arbejder, skønt deres Udgangspunkter er saa for-\nskellige.\nCorregios Billeder stiller os overfor omtrent det samme Pro-\nblem, skønt hans Billeders elfenbensagtige Tone og Kontraster-\nnes Sarthed faar os til at tro, at han som Regel begyndte med\nen Skitse i graat. (Tale om Prud'hon, om Davids Skole; i\ndenne Skole eksisterer Undermalingen overhovedet ikke; de\nsimple Lasurer, der ikke er andet end en bestemtere Tegning\nog senere helt dækkes af Malingen, kan man ikke kalde\nUndermaling).\nUDKAST. (FØRSTE UDKAST). De første Linier, hvormed\nen dygtig Maler antyder sin Tanke indeholder i Kim alt, hvad\nder udmærker det færdige Værk. Rafael, Rembrandt,\nPoussin jeg nævner med Villie disse tre, der især var frem-\nragende ved deres billeddannende Opfindsomhed kaster\nnogle Streger ned paa Papiret, hvoraf tilsyneladende ikke en\neneste er ligegyldig. For sagkyndige Øjne er der allerede Liv\noveralt, og intet i Udviklingen af det tilsyneladende saa vage\nTema vil fjerne sig fra Udkastet, der næppe er opstaaet og\nallerede er fuldendt.\nDer gives Talenter, der ikke besidder et saadant Liv og en\nsaadan Klarhedens og Øjeblikkelighedens Gave. Først Ud-\nførelsen indaander Billedet Liv. Hos dem er som Regel Efter-\nligningen af stor Betydning. Modellens Nærværelse er dem\nnødvendig. De naar ad en anden Vej til et af Kunstens\nMaal.\nSer man hos Tizian, Murillo, van Dyck bort fra deres\nbeundringsværdige Fuldendthed i Gengivelsen af den levende\nNatur, Udførelsen, der lader en glemme Kunst og Kunstner,\nsaa vil mani selve Sujettet eller i Anordningen ofte finde et\ntemmelig uinteressant Motiv, som Maleren ved sin Farves Poesi\nog sin Pensels Trolddom forstod at indblæse Liv. Af et Tema,\nderi en kold og nøgen Skitse intet som helst siger os, udviklede"}, {"page_pdf": 34, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.34", "texte": "han en overordentlig Plastik, en Harmoni af alle Nuancei, Lntt\nog Lys, alle Illusionens Vidundere.\nMan forestille sig, hvordan den første Idé til det vidunder-\nlige Billede af Paul Veronese »Pilgrimme fra Emaus« vel har\nværet. Man kan ikke tænke sig noget koldere end denne Kom-\nposition, der virker endnu koldere, fordi saa mange Peisoner,\nder ikke har noget at gøre med Handlingen, er til Stede:\nGivernes Familie, der efter en mærkværdig Konvention er malet\nmed paa Billedet den lille Pige i Brokade, der paa Billedets\nmest iøjnefaldende Sted leger med en Hund; og hertil kommer\nKostumerne, Arkitekturen og et Utal af forskellige Genstande,\nder strider mod al Sandsynlighed.\nSammenlign hermed Rembrandts Tegning af samme Motiv,\nsom han flere Gange og med Forkærlighed har behandlet. Han\nlader det Lyn flamme op for vore Øjne, der blændede Discip-\nlene, da den guddommelige Mester brød Brødet og forvandlede\nsig. Stedet er ensomt, ingen forstyrrende Tilskuere er Vidner\ntil det vidunderlige Syn. Dyb Undren, Respekt, Skræk afma-\nler sig i alle Linier, som Kunstnerens Følelse har indgydt Liv,\nog som for at gribe os ikke behøver at tage deres Tilflugt til\nFarven.\nI det første Penselstrøg i en Skitse af Rubens, ser jeg Mars\nog Bellona; Furierne ryster deres Slangehaar, de fredelige Gud-\ndomme iler grædende afsted for et standse dem eller flygter,\nnaar de nærmer sig; Hvælvingerne, de ødelagte Huse, Flammer,\nder slaar mod Himlen. Min Sjæl synes i disse næppe antydede\nLinier at ile foran mit Øje og gribe Tanken, næsten før den\nhar faaet Form. Rubens tegner den første Idé til sit Sujet med\nPenslen som Rafael og Poussin med deres Pen eller Kridt.\nVe den Maler, der for hurtigt fuldender enkelte Partier af sin\nSkitse ! Der kræves en meget stor Sikkerhed, hvis disse Partier\nikke senere skal laves om, naar de andre Dele er gjort lige\nsaa færdige.\nDET FRYGTELIGE. Skildringen af det frygtelige og endnu\nmere af det uhyggelige kan man ikke ret længe ad Gangen\nholde til. Jeg begyndte for nogle Dage siden paa en Historie\naf Edgar Poe, hvor nogle skibbrudne 50 Sider igennem befinder\nsig i den skrækkeligste og mest fortvivlede Situation. Man kan\nikke tænke sig noget mere kedsommeligt. Man bliver slaaet af\nden daarlige Smag hos de udenlandske Forfattere. Englænderne,\nTyskerne, alle de antilatinske Folk har overhovedet ikke nogen\nLiteratur: de har ingen Anelse om Smag og Maadehold. De\nkeder én ihjel med selv den mest interessante Beskrivelse.\nEndogsaa Clarissa, der fremkom paa et Tidspunkt, da der\ni England fandtes en Afglans af fransk Aand, kunde kun være\nskrevet paa den anden Side Kanalen. Walter Scott, Cooper paa\nen endnu mere forvirrende Maade overvælder én med Detal-\njer, saa man mister al Interessen. At skildre det frygtelige er\net Spørgsmaal om kunstnerisk Anlæg ligesom m. H.t. det\nyndefulde. En Kunstner, der forsøger at udtrykke denne Følelse\nuden medfødte Anlæg derfor, er mindst lige saa latterlig som\nden, der paa Trods af sin Natur vil gøre et behændigt Indtryk.\nVi har et andet Sted omtalt den Figur, Pigalle havde tænkt sig\nskulde symbolisere Døden paa Marchallen af Sachsens Gravmæle.\nDer havde det frygtelige været paa sin Plads. Shakespeare var\nden eneste, der kunde lade Aanderne tale.\nMichelangelo de antike Masker og Géricault.\nDet er med det frygtelige som med det ophøjede, det maa\nikke misbruges.\nGRUNDERING. Efter alt at dømme grunderede man paa\nsamme Maade i alle de gamle flamske Skoler. Rubens ændrede\nintet heri men fulgte bestandig sine Forbilleder. Grunden var\nlys, og da mani Skolerne næsten udelukkende malede paa Træ,\nglat. Brugen af den spidse Pensel har været mere udbredt end\nBrugen af Malerkosten lige indtil de moderne Skoler.\nINDVIRKNING PAA FANTASIEN. Byron siger, at Camp-\nbells Digtning smager for meget af Arbejde . . . hele Førsteud-\nkastets Charme er gaaet tabt. Det torholder sig paa akkurat\nsamme Maade med Billeder som med Digte, de maa ikke være\naltfor færdige. Det er det lykkelige Resultat, det kommer an\npaa i al stor Kunst, ligegyldigt hvordan man har opnaaet det.\nFORBINDELSEN MELLEM TINGENE. Naar man betrag-\nter Tingene omkring sig i et Landskab eller Interiør, lægger\nman Mærke til hvad skal man kalde det en Forbindelse\nimellem dem, som fremkaldes af Atmosfæren, der indhyller dem,\nog af de tusinde Reflexer, der saa at sige lader hver enkelt\nGenstand blive delagtiggjort i den fælles Harmoni en be-\nsynderlig Charme, som Malerkunsten bør være opmærksom paa.\nDog har langtfra alle, og ikke engang alle store Malere, lagt\nMærke til det. De fleste synes slet ikke at have haft Øjnene\naabne for denne yderst vigtige Harmonivirkning, der giver et\nBillede en Helhed, som Linjevirkningen alene, hvor vel beregnet\nden end er, ikke er i Stand til at frembringe.\nDet synes næsten overflødigt at tilføje, at de Malere der kun\ni ringe Grad har brudt sig om Billedvirkning og Farve, heller\nikke har skænket dette Forhold nogen Opmærksomhed; det er\nmere overraskende, at selv hos mange store Kolorister er det\nmeget ofte ladet fuldstændig upaaagtet, rimeligvis fordi de mang-\nler den fornødne Følelse paa dette Punkt.\nFANTASI. Det er den vigtigste Del af en Kunstners Bega-\nvelse. For den kunstinteresserede er Fantasien en lige saa nød-\nvendig Ting. Jeg forstaar ikke, hvordan en Mand, der er blot-\ntet for Fantasi, kan købe Malerier; han maa i hvert Tilfælde\nlade Forfængeligheden erstatte, hvad han mangler i den nævnte\nHenseende. Og, skønt det lyder mærkeligt, saa har de aller\nfleste Mennesker ingen Fantasi. Ikke alene savner de denne\nglødende og gennemtrængende Indbildningskraft, som faar Tin-\ngene til at staa saa klart og som ligefrem afslører altings\nSammenhæng, men de har ikke engang nogen klar Forstaaelse\naf de Værker, hvor en saadan Indbildningskraft er fremher-\nskende.\nTilhængerne af den sensualistiske Maxime nil in intellectu\nqvod non fuerit prins in sensn paastaar i Henhold til denne\nGrundsætning, at Fantasien ikke er andet end en Slags Erin-\ndring. De maa dog imidlertid indrømme, at alle Mennesker\nbaade har Fornemmelser og Hukommelse, men at det er meget\nfaa, der har Fantasi, som man paastaar skulde dannes ved en\nForening af disse to Bestanddele. Fantasien hos en Kunstner\nfremtryller ikke blot Billedet af de og de Ting, den kombinerer\ndem ogsaa for Kunstnerens specielle Øjemed; den skaber Bil-\nleder efter sit eget Tykke. Hvordan skulde man ad Erfaringens\nVej kunne naa at frembringe en saadan kunstnerisk Kompo-\nsition ?\nPASTOS BEHANDLING. Det sande tekniske Talent bestaar\ni at faa det mest mulige ud af de materielle Midler. Enhver\nFremgangsmaade har sine Fordele og Ulemper. For at holde\nsig til Oliemaleriet, som har den mest fuldkomne Teknik og\ner rigest paa Hjælpemidler saa vil det have sin Betydning\nat studere, hvorledes de er blevet udnyttet af de forskellige\nSkoler. Men uden at gaa i Detaljer kan man a\npriori gøre sig hver enkelt af disse klar.\nDet, der udgør Fordelene ved denne Teknik\nsom de store Malere paa forskellig Maade har opdyrket til\nFuldkommenhed er: 1. Den Styrke, de mørke Toner bevarer,\ni Modsætning til, hvad der er Tilfældet ved Limfarve, Fresko\nog Akvarel, kort sagt ved Vandfarvemaleriet, da Vandet, som\nher er det eneste Middel til at opløse Farverne, lader dem tørre\nmeget lysere op naar det fordamper. Oliemaleriet har den\nEjendommelighed at bevare Farverne friske, saa man kan af-\nstemme dem. 2. Muligheden for efter Omstændighederne\nsnart at anvende Lasurer og snart Pastosbehandling, hvad der\ni allerhøjeste Grad letter Gengivelsen baade af de matte og af"}, {"page_pdf": 35, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.35", "texte": "de gennensigtige Partier. 3. Muligheden for efter Behag at\novermale Billedet uden at ødelægge det, og at forstærke den\nmaleriske Virkning eller mildne det raa i Tonerne. 4. At\nFarven saa længe vedbliver at være vaad letter i høj Grad\nKunstneren Arbejdet ved Udførelsen o. s.v.\nFlere Ulemper: Fernissens gradvise Indflydelse; Nødvendig-\nhed af at vente med at retouchere.\nDet er nødvendigt at tage i Betragtning Kontrasten mellem\nde pastose og de blanke Partier, saaledes at denne Kontrast\nstadig kommer til sin Ret, selv naar hele Billedet ved hyppig\nFernisering er blevet blankt.\nINTERESSE. At vække Interesse for et Værk er Kunstne-\nrens vigtigste Maal. Man naar kun hertil ved en Samvirken\naf mange Midler. Under en udygtig Haand kan selv et inter-\nessant Emne synes uden Interesse, medens omvendt det tilsyne-\nladende uinteressante under en Mesters Haand i en inspireret\nFortolkning er i Stand til at vække Spænding og Interesse. En\nstor Maler føler instinktmæssigt, hvorpaa det interessante i en\nKomposition beror. Grupperingen, Fordelingen af Lyset, en\nvoldsom eller sparsom Brug af Farven, at opgive een Effekt\nfor at forstærke en anden og mange andre Virkemidler maa\ntil for at vække Interesse. Den eksakte Sanddruhed paa den\nene Side og en overdreven Karakteristik paa den anden Side,\nen Rigdom eller en Fattigdom af Enkeltheder, en sluttet eller\nspredt Komposition, kort sagt alle de kunstneriske Virkemidler\ner under en stor Kunstners Haand som Tangenterne paa Klavia-\nturet, hvoraf han fremkalder bestemte Klange, mens han lader\nandre hvile.\nInteressens fornemste Kilde kommer fra Sjælen og strømmer\nuimodstaaeligt Tilskuerens Sjæl imøde. Ikke saadan at forstaa,\nat ethvert interessant Værk i lige høj Grad skulde gribe alle\nTilskuere, for de maa jo antages allesammen at have en Sjæl.\nMan kan kun gøre Indtryk paa et Menneske, der har Fantasi\nog Følelse, Egenskaber, der er uundværlige for baade Tilskueren\nog Kunstneren omend i forskellig Grad.\nManiererte Talenter kan ikke vække nogen varig Interesse;\nde kan pirre Nysgerrigheden, smigre Nuets daarlige Smag og\nappellere til Lidenskaber, der intet har med Kunst at gøre.\nMen da det vigtigste Kendetegn paa Maner er Mangel paa Ær-\nlighed i Følelsen og i Udtrykket, kan de ikke gøre noget Ind-\ntryk paa Fantasien, der kun er som et Spejl, hvori Naturen,\nsom den virkelig er, har ladet sig optage for senere i en Slags\nvoldsom Erindring at give os el Billede af Tingene, som Sjælen\nalene kan glæde sig ved.\nDet er næppe andre end de store, der virkelig kan vække\nInteressen, men de gør det paa forskellig Maade efter den sær-\nlige Art af deres Geni. Det vilde være meningsløst at kræve\naf en Rubens, at han skulde forstaa at vække den samme\nInteresse som en Leonardo eller en Rafael ved Enkeltheder\nsom Hænder eller Hoveder, hvor det fejlfrie og det udtryks-\nfulde er nøje forbundet. Det vilde være lige saa umotiveret at\nde sidstnævnte at forlange den Helhedsvirkning, den Verve og\nBredde, der kendetegner denne den mest straalende af alle\nMaleres Arbejder. Rembrandts Tobias udmærker sig paa andre\nPunkter end et Billede af Tizian, hos hvem den minutiøse Ud-\nførelse langtfra skader Helhedsindtrykket; han sætter ikke\nFantasien i Bevægelse og Oprør som Rembrandt med hans\nnaive og stærke Karakteristik og mærkelige og dybe maleriske\nVirkninger.\nDavids Fortjeneste bestod deri, at han kopierede sine Mo-\ndeller godt, samtidig med at han for at berøve dem deres ordi-\nnære Præg pyntede sig med Stumper og Stykker fra Antiken.\nCorreggio derimod skænkede kun Naturen et Blik for ikke\nat komme ud i det bundløse. Al hans Charme, hele hans\nKraft og Genialitet udsprang af hans Fantasi for at finde\nGenklang hos dem, hvis Fantasi er skabt til at forstaa den.\nEKLEKTISMEN I KUNSTEN. Dette pedantiske Ord, der\ner indført i Sproget af dette Aarhundredes Filosoffer, passer\nhelt godt paa visse Skolers beskedne Forsøg. Man kan kalde\nElektismen det franske Bannermærke paa exellence ide bildende\nKunster og Musiken. Tyskerne og Italienerne har i deres Kunst\nskarpt adskilte Retninger, der ofte staar antipatisk til hinanden.\nFranskmændene synes til enhver Tid at have forsøgt at forlige\ndisse Modsætninger ved at mildne, hvad der forekom dem\nskurrende. Derfor er deres Arbejder heller ikke særlig udpræ-\ngede. De taler mere til Forstanden end til Følelsen. I Musiken\nog i Malerkunsten staar de tilbage for alle de andre Skoler.\nDe indfører i deres Værker i Smaapartier en hel Mængde for-\nskellige Bestanddele, som holdes nøje adskilt hos de andre,\nmen som hos disse i Kraft af deres Temperament bliver blan-\ndet mellem hinanden.\nFØLELSE, Følelsen gør Underværker. Takket være den\ngør et Stik eller et Litografi Indtryk paa Fantasien som et\nMaleri. I Charlets Grenader ser jeg Tonen gennem Stregen;\nkort sagt, jeg ønsker intet mere, end det jeg ser. Det forekom-\nmer mig, at Farve og Maleri vilde virke forstyrrende og skade\nHelhedsvirkningen.\nSKOLE, AT DANNE SKOLE. Middelmaadigheder eller i\ndet mindste Andenrangs Kunstnere har kunnet danne Skole,\nmens virkelig store Malere ikke har haft Held med sig paa dette\nPunkt hvis det da er et Held. For 80 Aar siden var det\nVanloo'erne, der uddelte Prix de Rome, og hvis Stil var den\nraadende. Saa fremstod der et Talent, der havde optaget deres\nPrincipper. David fornyer Kunsten, kan man godt sige; men\nFortjenesten herfor skyldes ikke alene hans egen Originalitet;\nflere Forsøg har været gjort før: Mengs og andre. Fremdragel-\nsen af Herculanums Malerier havde givet Stødet til en alminde-\nlig Efterligning og Beundring af Antiken. Nu kom David til,\nstærk med uden Fantasi, mere af en Sekterer end af en virke-\nlig Kunstner, gennemsyret af de moderne Idéer, der kom til\nUdbrud overalt i det offentlige Liv og førte til den ensidige\nBeundring for de gamle. Vanloos slappe og lette Stil havde\nhaft sin Tid.\n150 Aar før, da Lebruns Skole stod paa sit højeste, lykkedes\ndet end ikke for et ganske anderledes originalt Geni end Da-\nvids at naa saa vidt som han. Al Pugets Kraft, hele hans\nGeni og Begejstring, der øste sin Inspiration af Naturens Kilde,\nkunde ikke danne Skole ved Siden af Folk som Coysevox,\nCoustou og hele denne i og for sig meget betydelige Retning,\nder dog allerede var præget af Maner og Skoleaand.\nUDFØRELSEN. Dens Betydning. Ulykken ved Devids og\nhans Skoles Billeder er, at de mangler denne vigtige Egenskab\nuden hvilken hele Resten er ufuldkommen og næsten unyttig.\nMan kan hos dem beundre en stor Tegning, undertiden, som\nhos Gérard, Kompositionen; Storhed, Begejstring, Patos, som\nhos Girodet; en ægte antik Følelse hos David selv, 112. Eks. i\nSabinerinderne. Men den Charme, som Arbejderens Haand\nføjer til alle disse Fortrin, mangler j deres Arbejder, og stiller\ndem under de store gudbenaadede Mestre. Prud'hon er den\neneste Maler fra denne Periode, hos hvem Udførelsen staar\npaa Højde med Tanken, som vækker Behag ved den Side af\nTalentet, der kaldes den materielle, men som, hvad man end\nvil paastaa, dog helt igennem er fuld af Følelse og Idealitet\nligesom selve Tanken, hvis nødvendige Supplement den er.\nMODERNE STIL (i Literaturen). Den moderne Stil er\nslet. Misbrug med Hensyn til Sentimentalitet og det-pittoreske\nved enhver Lejlighed. Naar en Admiral fortæller om et Søslag,\ngør han det ien romanagtig, næsten sentimental Tone. Man\nspinder det ud i det uendelige og gør det saa poetisk. Man\nvil synes rørt og grebet, og man mener, med Urette, at denne\nevige Lovsang tilsidst vil gøre Indtryk paa Læseren og give ham\nstore Tanker om Forfatteren og hans gode Hjærte. Memoirer,"}, {"page_pdf": 36, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.36", "texte": "ja selv historiske Værker, er ikke til at holde ud. Filosofi og\nVidenskab, alt hvad deri Øjeblikket skrives om disse Dele\nbærer Spor af denne falske Tone og laante Stil.\nJeg ærgrer mig over vore Samtidige. Eftertiden vil ikke i\nde Værker, de har efterladt, ja ikke engang i deres Selvportræt-\nter, findes Spor af Oprigtighed. Selv Thiers' beundringsværdige\nHistorie bærer Præg af denne Grædestil, der altid er parat til\nat standse op paa Halvvejen for at klage over Erobrernes\nÆrgerrighed, Aarstidernes Barskhed eller Menneskehedens Li-\ndelser. Det lyder som Prækener eller Elegier. Intet af en\nmandig og velafvejet Virkning, intet paa sin rette Plads eller\nogsaa tager det for megen Plads, er pædagogisk deklamatorisk\ni Stedet for at være slet og ret fortalt.\nMODSÆTNINGER. Granet sagde, at det at male bestod i\nat sætte sort mod hvidt og hvidt mod sort.\nOM ANTIKEN OG DE HOLLANDSKE SKOLER. Man vil\nforbavses ved at se, samlede under een Titel, Ting, der tilsyne-\nladende er saa forskellige forskellige i Tid, men mindre for-\nskellige end man skulde tro m. H.t. den Stil og Aand, hvori\nde er skabt.\nANTIKEN. Hvoraf kommer denne udsøgte Smag, som vi\nfinder i Antiken kun i Antiken? Maaske deraf, at Antiken\nbliver sammenlignet med alt det, der senere er skabt idet man\nplagierede den. Men hvor kan man overhovedet sammenligne\nAntiken med selv det mest fremragende, der er skabt ide for-\nskellige Kunstarter? Jeg ved ikke, hvad man skulde tænke sig\nændret hos Virgil eller Horats, men jeg ved nok, hvad jeg\nkunde ønske mig anderledes hos de største af vore egne Skri-\nbenter. Maaske ser jeg i det hele taget bedre til Bunds i disse\nsidste, med hvem jeg, om jeg saa maa sige, staar paa samme\nkulturelle Niveau, jeg forstaar dem bedre og ser bedre Misfor-\nholdet mellem hvad de har skabt og hvad de har tilstræbt. En\nRomer vilde hos Horats eller Virgil have kunnet finde Fejl og\nMangler, som jeg ikke vil kunne faa Øje paa. Men det er\nnavnlig i alt hvad der er levnet os af Billedhuggerkunst fra\nOldtiden, at Smag og Harmoni findes ført til den højeste Fuld-\nkommenhed. Vi kan taale en Sammenligning med de gamle i\nLiteraturen; i Kunsten aldrig.\nTizian hører til dem, der kommer den antike Aand nærmest.\nHan tilhører samme Skole som Hollænderne : den antike. Han\nforstaar at arbejde efter Naturen, det er det der altid i hans\nArbejder viser en det sande Forbillede, ikke et flygtigt som det\nder stammer fra den menneskelige Indbildningskraft, og som\ngennem Efterligninger bliver en saa uudholdeligt. Man kunde\nsige, at der hos alle de andre er et Gran af Galskab; han alene\ner klar, han er Herre over sig selv, sine Evner og sin Teknik,\nmen han praler aldrig med den. Vi bilder os ind, at vi efter-\nligner Antiken, idet vi saa at sige tager den efter Bogstaven og\nlaver en Karikatur af dens Foldekast o. s.v. Tizian og Flam-\nlænderne ejer Antikens Aand og efterligner ikke dens ydre\nFormer.\nAntiken gør ingen Indrømmelser til det gratiøse som Rafael\nCorreggio og Renaissancen i Almindelighed ; den har ingen Svag-\nhed for det kraftige eller for det impulsive som hos Michelan-\ngelo. Den har intet af den Simpelhed, som ofte skæmmer Puget,\nhans altfor store Naturlighed. Blandt disse Kunstneres Værker\nfindes der Ting, der nu er forældede. Men Antiken kender intet til\nForældelse. Hos de moderne Kunstnere er der ikke noget\nMaadehold, men i Antiken er der bestandig den samme\nÆdruelighed og tilbageholdte Kraft.\nDe, deri Tizian blot ser den største Kolorist, tager i høj\nGrad fejl. Han er den største Kolorist, men han er tillige den\nstørste Tegner, hvis man ved Tegning forstaar Tegning efter\nNaturen, og ikke Tegning, hvor Kunstnerens Fantasi har mere\nat sige end den nøjagtige Gengivelse. Ikke saadan at forstaa\nat Tizians kunstneriske Fantasi skulde være af slavisk Art:\nman behøver blot at sammenligne en Tegning af ham med en\naf de Kunstneres, der havde sat sig som deres Maal nøje at\ngengive Naturen, Bologneserne eller den spanske Skole. Man\nkunde sige, at hos Italienerne beherskes det hele af Stilen; jeg\nvil ikke dermed paastaa, at alle italienske Kunstnere er i Besid-\ndelse af en stor eller blot en behagelig Stil, jeg mener kun, at\nde hver især har en Tilbøjelighed til at blive staaende ved, hvad\nman kunde kalde deres egen Stil enten den saa er god eller\ndaarlig. Jeg mener 112. Ex., at Michel Angelo misbruger sin Stil\ni lige saa høj Grad som Bernini eller Pietro di Cortono, bortset\nfra det ophøjede eller vulgære i Stilen; med andre Ord: deres\nsærlige Stil, det, de mener at føje eller übevidst føjer til Natu-\nren, fjerner enhver Illusion af Virkeligheden og gør det af med\nUdtrykkets Sandhed og Naivitet. Hos Italienerne finder man\nvel først denne værdifulde Naivitet hos Tizian, der værner om\nden, medens hans Samtidige er paa Jagt efter en Stil, deri\nstørre eller mindre Grad skal tage Sigte paa det ophøjede, men\nsom gennem Efterligninger snart virker latterligt.\nI Sammenhæng med Tizian maa jeg omtale endnu en Kunst-\nner, hos hvem det sande og det ideale har indgaaet en sublim\nForbindelse: Paul Veronese. Han er mere fri end Tizian men\nikke saa fuldendt. De har begge denne Ro, dette stille Tempe-\nrament, der er Kendetegnet paa en Aand, der hviler i sig selv.\nPaul synes mere erfaren, mindre afhængig af Modellen, mere\nfri i sin Udførelse af Kunstværket. Men der er paa den anden\nSide intet der virker koldt ved Tizians Samvittighedsfuldhed;\njeg tager her koldt først og fremmest i teknisk Betydning;\nVarme i teknisk Forstand er al den Varme et Kunstværk har\nbehov. Begge lægger de mindre Vægt paa Billedets Fortælling\nend de fleste andre store Kunstnere. Denne sjældne Egenskab,\ndenne besjælede Ro, udelukker utvivlsomt de Virkninger, der\nknytter sig til Stemningsmaleriet. Ogsaa dette er en Ejendom-\nmelighed, der peger hen imod Antiken, hvor den strenge Form\ner bestemmende for Indtrykket. Den bemærkelsesværdige Om-\nvæltning, deri Middelalderen foregaar indenfor den bildende\nKunst, den Vægt der lægges paa Udtrykket, forklares ved Kri-\nstendommens Indførelse. Den kristelige Mystik, der trængte\nigennem overalt, og den Omstændighed, at Kunstneren fra nu\naf næsten udelukkende maatte beskæftige sig med religiøse Em-\nner, der skulde tale til Sjælen, maa have begunstiget denne\nUdvikling i Retning af det udtryksfulde. Følgen heraf var\nutvivlsomt en ringere Helhedsvirkning. Hos de gamle var der\nintet outreret eller mislykket som hos Michel Angelo, Puget eller\nCorreggio. Til Gengæld fremkalder den skønne Ro hos Anti-\nkens ideale Skikkelser ingen af de særegne Følelser, hvormed\nde moderne Kunstnere taler til vor Fantasi. Denne dystre Vold-\nsomhed hos Michel Angelo, dette hemmelighedsfulde og over-\ndrevne, som overalt, selv i det mindste Arbejde fra hans Haand,\nhar fundet saa lidenskabeligt et Udtryk; denne ædle, gribende\nYnde, der hos Correggio udgør saa uimodstaaelig en Tillokkelse;\nden dybe Udtryksfuldhed og den fyrige Begejstring hos Rubens;\ndet übestemmelige, trolddomsagtige, den udtryksfulde Tegning\nhos Rembrandt alt dette er vort, og de gamle havde end\nikke nogen Anelse derom.\nRossini er et slaaende Eksempel paa Svaghed for Forsiring,,\nden overdrevne Ynde. Hans Skole er ogsaa ledl"}, {"page_pdf": 38, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.38", "texte": "Flyverne.\nAf Emil Bønnelycke.\nJEG kender i Luften et Bjerg, der er blaat.\nDet svinger sin Sti mod et svævende Slot.\nFor Eder et Fata-Morgana\ni evige Morgeners Pragt,\no, Brødre, der flyver paa Vinger,\nder løftes af Eders Foragt.\nJeg kender i Luften en svimlende Sti,\nsom Stormene hvidner, og Ilden er i.\nDen flyver Giganternes Skarer\nsom funklende Fugle imod,\nog farver de frysende Marker\nmed perlende Purpurblod.\nErobrere, kend Eders knejsende Maal!\nStol fuldt paa det stolte, roterende Staal.\nBestig de berusende Bjerge\nmed Solskin og søsterlig Sne,\nder drømmer i Æterens Arme,\nsaa langt I kan stige og se.\nAzuren sit blaanende Øde har strakt\nmod Morgenens Porte, mod Morgenens Pragt.\nFormummede Gladiatorer\nmed hvirvlende Jason-Sværd,\nI møder de smilende Lande,\nder straaler i Morgenens Skær.\nNu funkler der Guld i det drejende Rat\naf Solen, der kuer den knægtede Nat —.\nSe, Bjergene kalder og lyser\nmed Sider som gylden Is,\nog Gletcher-Skyerne glider\ndybt i en tordenblaa Dis.\nJeg hilser den Flugt over Flodernes Fald,\ndet vældige Ridt gennem Verdnernes Hal.\nMed Vinger, der bruser og koger\naf Klodernes Æter-Storm,\nder raser mod Rummets Erobring\nog Rejsens bedaarende Form.\nO, Brødre, I bygger den flyvende Bro\naf dristige Buer og dødelig Ro —.\nSe, Eders sejlende Hjerter\nbeskriver de blinkende Mil\nmod Rummet og vender tilbage\nvelsignet af Bjergenes Smil.\nMen da er I draget af Verdnernes Spor,\nSirenernes Kys og Serafernes Kor —.\nThi Slottet, det skinnende hvide,\nstaar hvælvet i Skyernes Hvælv,\nog spejler de skinnende Sider\ni Eders drømmende Selv ...\nErobrere, kend Eders flyvende Færd!\nLad Viljerne tugte det hvirvlende Vær.\nHøjt over os drømmer en Verden\ni Farver og bølgende Blaat,\nsom skænker, om end det er Døden,\nsom Løn det bedaarende Slot.\nBerus Jer i Braget, Propellernes Brag,\ni Duggen, der bader Bardunernes Tag —.\nNu flyver Giganternes Skarer\npaany mod en Stjernes Skin\nog drager, i bristende Hymner,\nmaaske gennem Portene ind ...\nThi Morgenes Porte uaabnede staar.\nDe aabnes af Døden i Dødens Vaar...\nUdspænd de sitrende Vinger!\nBetræd kun den flyvende Bro.\nDen styrter dog aldrig i Dybet,\nsom ejer den skinnende Tro ..."}, {"page_pdf": 42, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.42", "texte": "Sirius=Drøm.\nBirger Lystad.\ner bet nat. ©g jeg brømmer mig bort,\nsejler paa æterens soltænbte vover\nfrem mot begynbelsens morgenblaa port\nber bvor vor fortib forbunklet bensover.\nsorben er stille. Ibimlen bar stemmer,\nstemmer som synker, stemmer som stiger,\nhimmelske gaater og gylbne problemer,\nlevenbe lys i be flyvenbe riger.\n©ver en nats übegrænsebe bvælv\nstimer be vanbrenbe verbener sammen,\nsværmer om lyset og om sig selv,\nstraaler og ræbbes at møte binanben . . .\nSirius, himmelens klareste stjerne\nsluttet i tibernes gry meb at vanbre,\n©rion, beroen, saa fra bet fjerne\nunberet bæve sig over be aitbre.\ntummelens kaarebe, mægtige vagt\nfølte sin kraft av en stjerne betvinget,\nbaapet om livet bensmægtet forsagt\nbit bvor i blaaet bans kjærligbet svinget.\nHttraaen ranbt som et lyn i bans bjerte,\nber ban for frem paa sin himmelske fart.\nSirius, bab ban i skjælvenbe smerte,\nberlige, bvi kan bu straale saa klart!\nS>og trots sin libenskaps giftige raab\nkjenbte ban kraftens forbitrebe røst\nmane mot bøi og gubbommelig baab:\n♦ . . HEren er manbbommens herligste bøst!\nSkulbe ba brøm bin almægtige storke\nlænke for evig i vellystens snare! . ♦ ♦\nSirtus, skjønbetens sol vil jeg byrke,\nsukkebe kjæmpen og boiet sig bare.\n©rion, ©rion! se ben er nær\ntiben og timen ba valg er big givet.\nSolregionernes flammenbe bær\nventer bit løsen, bestem over livet! . . .\n©g ba ben funklende borbe fornemmet\n©rtons pine 1 skapelsens stunt),\nsteg som en storm gjennem himmelens runb\nbonner til bam som bet bøieste hæmmet:\ntumlens bestemmelse eier bin ilb;\nlivets beskytter bu skaptes at pære,\nDeier ba globen 1 Sirius' smil\nmer enb et ltv> 1 evinbelig ære?\nHk, for bit blik 1 bet gjøglenbe fjerne\navgrunben selv sig 1 berligbet bæver,\nfunkler ben smarteste klobe som stjerne,\nti 1 big selv er bet tvilen som lever,\nIberkules, ban som sig selv babbe funbet,\nblanbet sin rost 1 bet brokebe hor:\nvarselets torben formorket seftunbet\nglem ikke evnen berusebe bror!\ndeller bør himlen btn straale begraate\ngravlagt og bob 1 ben bæmrenbe bag,\nenb bu bens betltgste brom skal forraabe,\nsoitbre bens maal og forobe bens sag! ♦ . .\n©non aapnet sit øie og saa\nverbner som svælget t svulmertbe trang\ntrang ttl bet evige ♦ . . jfjernt i bet blaa\nbrusebe stjernernes manenbe sang . ♦ .\nfl3ei, mot min styrke, 5 himmelske belte,\nsplintres forelskelsens syttbige baal.\nIbimlen befalet! Ifoan spænbte sit bælte,\nvenbte sit blik mot be boieste maal\nSiben er bønnen om elskov forsfumntet:\nJEnbnu inat bans fortærenbe flamme\nfanget be mægtigste sole i rummet\ntnb i sit nett, i sin luenbe ramme.\nHit bvab bans gløbenbe attraa begjærte\ner mot ben største forklarelse baaret.\nHlmagtens ansvar, forsagelsens smerte\nblev bam af skapelsens mening beskaaret."}, {"page_pdf": 43, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.43", "texte": "MODERNE SKUESPIL\nAF EMIL BØNNELYCKE\nDet vilde være at overvurdere den elendige Forfatning, den\ndanske Skueplads (Teatrene, Forfatterne, Skuespillerne, maa-\nske ikke saa meget de sidste) for Øjeblikket befinder sig i, at\nbetegne det moderne Skuespil som en Bestræbelse for en\nkunstnerisk Aktion imod det literære Skuespil, bort fra dettes\nTraditionalisme, dets talløse Faser af Tilfældighed (i dets\nIndhold, o: som Regel dets Skepsis), Slaphed (i dets Struktur,\ndets indre, bevidste Holdning) og Ligegyldighed (for mange\nTeatres Vedkommende i Instruktionen). Aarsagen til at der,\n112. Eks. i Lighed med den moderne Malerkunst, ikke fra nogen\nUngdoms Side hidtil er ytret Symptomer paa en Bevægelse\nhen imod Skuespillets organisk gennemgribende Fornyelse\nkan saaledes søges i den Omstændighed, at pur Dilettantisme\nvel ikke indbyder til kunstnerisk Reagens, men lader den Sør-\ngende ligegyldig. De moderne Malere, som i Kapløbet om\nKundgørelse af den af et ungt Indre sidst sprungne, skrigende\nnye Blomst, den nyeste Fane, den nyeste Idé hidtil mod\nstor Majoritet har ligget i Teten og foreløbigt vundet Løbet,\nfortrængte, for Danmarks Vedkommende, de Literaturens Unge,\nsom med vel smukke, men alt for umodne Kviste og grønne\nGrene i Hænderne forsøgte at tage Kampen op med deres\nBrødre i den nye Kunst imod Ligegyldighed og Lirekasse.\nMen deres uhyre Magtesløshed i direkte Henseende maa for\nen Del tilskrives, i dette Tilfælde, Teaterautoriteternes Bestræ-\nbelser hen imod den methodiske Forsumpelse af det danske\nSkuespil og saaledes den danske Skueplads, som applauderet\naf et dybt desorienteret Publikum, til fulde er lykkedes. Nogle\nfaa Navne, som med Smerte saa en successiv Vulgarisme\nholde sit Indtog paa Teatret, nedlagde mere af Træthed end\ndemonstrativ Foragt det udøvende Arbejde {Helge Rode, Sven\nLange, Michaélis) og den ansvarsfulde Kritik (Sven Lange).\nTeatrets forladte Genius gik til Havs og omkom i en mercan-\ntil Dilettantismes Bundløshed. Denne Katastrofe, som har sin\nTragik, har ogsaa sin lyse Side for saa vidt som den beteg-\nner det »literære« Skuespils Endeligt.\nHvad er da det »literære« Skuespil ? Hvorfor fik det denne\nSkæbne? Og hvorfor var denne retfærdig?\n*\n* *\nDet er en lykkelig Omstændighed, at man ved Besvarelsen\naf disse Spørgsmaal tillidsfuldt kan ty til en Parallelisering af\nUdviklingen i Malerkunsten fra den gamle (den traditionelle)\ntil den nye (den moderne) og drage den overordentligt illu-\nstrerende Sammenligning i Forskellen mellem gammelt og nyt\ni begge Kunstarter. Thi ligesom vi kender Svaghederne 112.\nEks. ved en Foraarsudstilling paa Charlottenborg, Traditional-\nismens, Slaphedens, Tilfældighedens og Ligegyldighedens\nArnested i Malerkunsten, ligesom vi kender og stoler paa vor\nAversion for det udpenslede, detaillerede og kolorerede Smags-\nmaleri, det fotografiske Naturmaleri og den »afbildende«, »gen-\ngivende« Kunst, ligesaavel vil vi kunde genkende den samme\nenstonige Bestræbelse efter Detailleringen, o: den psykologiske\nUdpensling i den traditionelle og tilfældige Dramaturgis Arne-\nsted, det literære Skuespil. Paa samme Vis som i et »gam-\nmelt» Billede Intentionen er viet Figurerne o: Fingre, Øjenhaar,\nBukseknapper étc. paa Farvernes og Virkningens Bekostning,\ner Formaalet med det literære Skuespil en pendantisk Ana-\nlyse af ligegyldige Smaating, en Teoretisering indtil Ørkesløs-\nhed over Personernes (Figurernes) Følelser og Stemninger og\ntilfældige Sindsbevægelser (Fingre, Øjenhaar, Bukseknapper),\nder intet har med Skuespil (Bevægelse), dramatisk Virkning\n(Komposition) og Friskhed, Enkelhed (Farver) at skaffe. Hvor\nofte har Kritiken ikke beklaget det literære Skuespils totale\nFald paa Scenen? Men hvor konsekvent har de liteære Dra-\nmaturger heller ikke ladet haant om Kompositionen i deres\nMaleri, Forenklingen, Personliggørelsen, Spændingen, Balan-\ncen, Korrespondancevirkningen, den monumentale Rytmik (den\nenkle, pompøse Replik) og de store Linier? Naar dertil kom-\nmer den for et enkelt levedygtigt og stærkt Arbejde fuldkom-\nmen skæbnesvangre og tilintetgørende Omstændighed, at\nSkuespillet udadtil maatte følge Trop med den af nogle bar-"}, {"page_pdf": 45, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.45", "texte": "bariske Ignoranter af »Sceneinstruktørere« etablerede Iscene-\nsættelse (Carl Lunds, Svend Gades, Thorolf Petersens Ku-\nlisser, henholdsvis Detaillerne, Kulørerne, Pragtudfoldelsen) —,\nforstaar man, at det naive Publikum, der altid fæstner sig ved\ndet første, umiddelbare d: overfladiske Indtryk, alene koncen-\ntrerede Opmærksomheden om en »overdaadig« Kulisse, den\nOrdet kvælende, umiddelbart blændende Iklædning, som 112. Eks.\nved den skandaløse Fremførelse, o: Opfattelse fra Instruk-\ntionens Side, af »Aladdin« i fjor paa det kgl. Teater. Denne\nForestilling, der karakteristisk for den herhjemme herskende\nForestilling om moderne Scenekunst angiver den Retning, vi\nnetop ikke skal gaa, viser hvor langt man fra scenisk-autori-\ntativ Side vover at fjerne sig fra det egentlige i Billedet\n(Skuespillet), Farven (Ordet) hen imod en hedensk Masse-\nvirkning af døde Ting, Kulissens übarmhjertige Materialisme\nog Massivitet, og viser Misforstaaelsen, Hymnen til Tilfældig-\nhederne, Haanen imod Forenklingen, Digtningens übodelige\nProfanation, og Kunstens Karikatur.\nMen hvilken er da Vejen? Hvad vilde frelse Digtningen af\ndette Forhold, efter at det literære Skuespil har vist sig af-\nmægtigt, enfoldigt og ensidigt? Et moderne Skuespil? Et\nSkuespil, der opfyldte de Krav i Digtningen, vi stiller til det\nmoderne Billede i Malerkunsten? Ved en saa at sige skematisk-\nparallel Fremgangsmaade, saaledes at man omsider fornem-\nmede Digtningen plastisk som den enkle, bevidste Opbygning\n(Spænding og Komposition) i et moderne Maleri? Dette vilde\nvel ikke være nødvendigt. Ligesom Maleren i vor Tid staar\nfuldstændig handlefrit og med Front baade udad- og indadtil,\nstaar Digteren væbnet med den samme Frihedsfølelse, men til\nGavns især vendt mod de foragtede, gamle Former. Jean\nMetzingzr siger et Sted i sine Studier af Kubismen (Klingen\nNr. 4, Aarg. II): »Maleriet bærer sin Berettigelse i sig selv.\nMan kan uden Skade flytte det fra en Kirke til en Stue, fra\nen Stue til et Musæum. Dets Opgave er ikke umiddelbart at\ntilfredsstille Betragteren, men at drage ham lidt efter lidt ind\nide fiktive Dybder, hvor Lyset*) vaager og hersker. Maleriet\nslutter sig ikke til nogen anden Helhed, det er selv en Hel-\nhed, en Organisme.« Og han udbryder: »Lad os ikke blande\nSagerne sammen! Bort med det dekorative Maleri. Dekorative\nHensyn hos en Maler er en Anakronisme, deri det højeste\nkan tjene til at dække Mangel paa Evne«. Selv om disse\nfyndige, saglige Ord gælder en ekstrem Retning i Malerkun-\nsten, kan de, set under en anden Synsvinkel, med Held anven-\ndes paa Skuespillet i Forholdet mellem dettes Organisme og\nden (dekorative) omstridte Kulisse. Og her befinder vi os ved\nUdgangspunktet for en Betragtning af det moderne Skuespil.\n*\n* *\nMan kender Friederich Winthers ekcentriske Tragikomedie,\nsom blev opført i Miinchen for nogle Aar tilbage, et burlesk\nDrama, hvori Heltinden dør under saadanne Former, at Til-\nskuerne vrider sig af Latter —, og som gjorde stor Skandale.\nDette Arbejde repræsenterede vel ingen »Bevægelse*, men det\nvar en samvittighedsfuld Kunstners isolerede Forsøg paa at\nskabe noget nyt og ejendommeligt. Man kender den hæslige,\ntyske, literære »Ekspressionisme« paa Scenen. Man har hørt\nom de russiske moderne-realistiske Skuespil, som opført i\nTyskland virkede med en saadan forargelig Voldsomhed, at\nSkuespillerne ikke turde have deres Navne staaende paa Pro-\ngrammet. Man har hørt om det franske, kubistiske Teater, hvor-\ntil Picasso leverede Dekorationer, om Marinettis futuristiske\nDramaer. Disse Tegn paa foregaaede Sprængninger af det\ngamle Teater er for saa vidt fordømmelige, som de betegner\nden kunstneriske Anarkisme, der tilsidesætter Skuespillets\norganiske Udvikling imod Fornyelse, eksploderer i apokryfe\nUhyrligheder, slaar Benene væk under et alvorligt indstillet\nPublikum og faktisk ikke yder nogen positiv Basis for det\nmoderne Skuespils Bestaaen under saadanne halsbrækkende\nFormer. Men som alle Eruptioner har de deres Berettigelse\nderi, at de lufter ud i det traditionelle Teaters støvede Sofitter,\nvækker sovende, hvidhaarede Autoriteter af deres materialis-\ntiske Dvale og overmaler et falmende »Ej blot til Lyst« med\nskrigende, purpurfarvet Blod. Det er ungdommeligt og flot,\nmen det er ikke hensigtsmæssigt og harmonisk, ligesaa lidt\nsom Bomben under Kejserens Vogn.\nFor vor hjemlige Skueplads' Vedkommende er en Under-\nsøgelse med Hensyn til Teatrenes Bestræbelser i ny eller mo-\nderne Retning hurtigt overstaaet, idet disse har været lig Nul.\nMan vovede sig ud i Eksperimenter med det naturalistiske\nSkuespil paa Friluftsteatrene i Dyrehaven og i Rigsarkivets\nGaard, og man høstede den bitre Lærdom, at Kampen henimod\nden naturalistiske Klædning (den naturgengivende Kulisse)\nkulminerede i en haandgribelig, pompøs Virkelighed, der\nübarmhjertigt sønderknuste de svage Ord, gjorde Fremstillin-\ngen parodisk, hvilket i sig selv var en frygtelig Anklage mod\nTeatret . . . Det er en blasfemisk Tanke at ville forsøge at\nfaa de svage Menneske-Ord til at klinge og vække Resonans\nunder Naturens bundløse, lidet akustiske Himmel. Selv om\nman brøler og gebærder sig som en Johannes Poulsen, maa\nder bestaa et Forhold mellem Ordets Styrke og Rummets Ende-\nlighed, dets Begrænsning. Det er muligt, at den antike Tra-\ngedie med Sangen og Korenes konkrete Voldsomhed i oven-\nnævnte Omgivelser vilde fremvise et heldigere Resultat.\nVi ser altsaa, at Vejen nødvendigvis fører bort fra den\nnaturalistiske Kulisse (Natur-Imitationen), men hen imod hvad?\nSimpelt hen: Bort med Kulissen! Eksperimentel Dramaturgi\nvilde paabyde en total Udryddelse af denne, saaledes at Dra-\nmaet blev frigjort fra sit hæmmende, gyldne og glimrende,\naldeles falske Klædebon og stod som den Organisme, Met-\nzinger taler om i Maleriet. Det vilde da bestaa sin Digtnings\nIldprøve, Knald eller Fald, Drøm eller Tilintetgørelse. Det\nvilde vise, hvad det rummede af baaret, suggestiv Kraft,\nSpænding, Liv og Bevægelse i nøjagtig organisk Kongruens\nmed det moderne Maleri. Det vilde staa og falde med sit\nOrd (Farve) og sin Konflikt (Komposition). Man kunde, i\nRelation til Giersings træffende Paradoks: »Rammens Kant er\nBilledets stærkeste Virkning« (Klingen Nr. 2, Aarg. I) i yderste\nFald give Skuespillet den Indrømmelse, at Scenen (Rummet)\nfik sin stoflige Begrænsning (Ramme) i et dekorativt, stærkt\nforenklet Klædebon, hvor nogle faa strengt sammenstemte\nFarver ikke lagde voldeligt Beslag paa Tilskuernes Opmærk-\nsomhed i den Grad som den gængse Dekorations ugudelige\nMaskineri. Realiseringen af Skuespil i disse Omgivelser for-\nudsætter blot det tilstrækkelige dramatiske Talents Anneksion\naf dette moderne Princip, et Fond af poetisk Evne, som maaske\nikke i Øjeblikket forefindes i den unge Literatur . . . Men vil\nman endelig bevare Kulissen, som en Publikum-Nødvendighed,\nsom et Middel til Illuderingen fremdeles af en Række Dilettant-\nkomedier, vilde en Reduction af den være hensigtsmæssig,\nen Udeladelse af mange latterlige Detailler, der bortleder den\nnaive Betragters Opmærksomhed fra det centrale i Skuespillet.\nVi har Tegnere nok, der kunde staa til Raadighed for Teatrene\ni denne Henseende.\nMen det moderne Skuespil, det endelige Skuespil, der lader\nhaant om sine Omgivelser, sparker til Kulissen og truer med\nat sprænge dets Ramme —, vil ikke bestaa af Repliker —,\naf en tilfældig, slet sammenhængende Teoretisering over Per-\nsonernes ligegyldige og pedantiske Følelsesliv. Det vil lue af\nobjektiv Koncentration. Det vil have sin Psykologi i sin Konflikt,\nsin Handling, der omsætter Ordet i en direkte Livsudfoldelse,\nden levende og fluktuerende Kraft, der springer os i Møde\nfra det gode, moderne Maleri. Det vil gnistre af en Mang-\nfoldighed af overraskende Begivenheder, eller det vil staa, en-\nkelt og præcist, præget af Forenklingens Monumentalitet og\nFasthed. Og dets Personer vil da staa som Skulpturer for\nden menneskelige Erindrings Øjne.\n*) Fremhævelserne af E. B."}, {"page_pdf": 46, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.46", "texte": "INDHOLD AF 2. AARGANG\nTALLENE BETEGNER HEFTET\nAndersen, H. C., Fot., 1.\nAukrust, Olav, „Tri dikt\", 8.\nBorch, O. V., Træsnit, 6.\nBoroboudorrelief, Fot., 2.\nBramantino, Fotografier, 6.\nBuchholtz, Johannes, „Til Maxim Gorki\", 9.\nBonnelycke, Emil, „Appassionata\", 4r „New York\", 9, „Klingen , „Den\ngræske Ild\", „Moderne Skuespil\", „Flyverne\" 10.\nCézaiuie, Paul, Fot., 7, Fot., 10.\nChirico, G. de, Fot., 9.\nChristensen, Steen, Tre Digte, 10.\nClaussen, Sophus, „Overvejelse\", 1, „Et Hexameterbrev\", 2.\nHanneskjold-Samsøe, S., „Kunstnernes Efterårsudstilling\", 2, Vignet,\n6, Omslagsl., 9, „Akademiet\", 9.\nDelacroix, Eugéne, Fot., 2, „Forsøg paa en Ordbog over de skønne\nKunster\", 10.\nDerain, André, Fot., 1, 4, 9, 9, 10.\nDuccio, Fot., 1.\nEpidauros, Ynglingestatuen, Fot., 8.\nFischer, Adam, „Moderne klassisk Kunst i Paris\",3.\nFrank, E. Utzon, Fot. 10.\nFrederiksen, Kr., Fot., 8.\nFribert, Christen, „Lidt om Grænsen mellem Poesi og Malerkunst\", 2.\nGandrup, Richardt, „Kvinde\", 4.\nGauguin, Jean, Fot., 9.\nGehlin, Hugo, Træsnit, 3.\nGelsted, Otto, „Tre Paastande om Kunst\", 4. „Svar til Docent Vilhelm\nWanscher\", 5, „Jon Stefånsson\", 6, „Seks Digte\", 7, „Form og Ind-\nhold\", „Alf Larsen\", 10.\nGier-sing, Harald, „Kunstnernes Efteraarsudstilling\", 2, Farvelit., 3, 4\nGleizes, Albert, „Kubisme\", 4, 5.\nGrønvold, Holger, Fot., 8.\nGrtinewald, Isaac, Farvelit., 1, 2.\nHartmann, Oluf, Radering, 1.\nHenningsen, Poul, „Kritik og Journalistik\", 2, „Der Sturm\", 3, „Mo-\nderne Kunst og Arkitektur\", 5, „Om Kunst og Skønhed\", 8, „Betragt-\nninger om Kunst\", 9, „Forøget Viden\", 10.\nHøst, Oluf, Farvelit., 5.\nJensen, Johannes V., „Memerang\", 7.\nJericliau, Jens Adolf, Radering, 2.\nJohansen, Svend, Farvelit., 1, Lit., 4, Omslagslit., 5, Lit., 8. 10.\nJolin, Einar, Omslagßlit., 2.\nKrohg, Per, Tegning, 1.\nKyhn, Knud, Lit., 10.\nLarsen, Alf, Digte, 1, 3.\nLarsen, Johannes, Farvelit., 6, 7.\nLarsen, Karl, Farvelit., 4, 6, Lit., 8, 2 Lit.,lo, 2 Farvelit., 10.\nLarsen Stevns, Niels, Farvelit., 7, 9.\nLorentzen, Mogens, Farvelit., 1, „To Digte\", 8.\nLundstrøm, Villi., Farvelit., 4, Omslagslit., 6, Farvelit, 8, Omslagslit.,\n10, 4 Lit., 10.\nLystad, Birger, „Sirius-Drøm\", 10.\nMatisse, Henri, Fot., 7, Tegning, 7.\nMerrild, Knud, Lit., 10.\nSetzinger. Jean, „Kubisme\", 4, 5.\nMillech, Knud, „Malerisamlingen Ordrupgaard\", 1.\nNaur, Albert, Farvelit., 3.\nNegerskulpturer, Fot., 2.\nNygaard, Fredrik, Digte, 9, 10.\nPicasso, Pablo, Fot., 4, 7.\nPoulsen, Frederik, „Ynglingestatuen fra Epidauros\", 8.\nPoulsen, Vilhelm, Lit., 10.\nRenoir, Auguste, Fot., 7.\nRivera, Diego, Fot., 3.\nRode, Helge, „Aften paa Landet\", 5.\nRo din, Auguste, „Til de unge Kunstnere\", 1.\nRolfsen, Alf, Omslagslit., 2, Lit., 3.\nRousseau, Henri, Fot., iO.\nRude, Olaf, Farvelit., 2, 5.\nRytter, Henrik, „Sfinxen\", 10.\nSalto, Axel, Omslagslit., 1, Litografier, 1, Omslagslit., 4, „Nyorientering\",\n6, Omslagslit., 7, Lit., 7, Farvelit., 7, „Holger Grønvold\", 8, Farvelit.,\n8, Lit., 8, 10, Farvelit., 10, Radering, 10, „Thorvaldsens Musæum\", 3,\n„Foreningen for Nutidskunst\", 5, „Isaac Griinewalds Udstilling\", 6,\n„Tetzen Lunds franske Billeder\", 7, „Nyt Kunstforlag\", 10.\nSalto, Kamma, Radering, 3, Farvelit., 10.\nScharff, William, Farvelit., 5, 9.\nSeedorf, Hans Hartvig, „Pigens Møde med Pan\", 6.\nSkovgaard Morten C., Vignet, 1.\nSkold, Otte, Farvelit., 1, Omslagslit., 3.\nStefånsson, Jon, Fot., 6, 10.\nStenersen, Olaf, Lit., 8.\nStorm Petersen, R., Farvelit., 6, 9.\nSwane, Leo, „Delacroix' Portræt af George Sand\", 2.\nSwane, Sigurd, Farvelit., 4, Træsnit, 8, 10.\nSyberg, Frits, Træsnit, 10.\nThomsen, Oluf, „Kunst og smitsom Sindslidelse\", 5, „Kunst og Viden-\nskab\", 10.\nTliorsteinsson, Gudmund, Lit., 7.\nThorvaldsen, Fotografier, 3.\nThygesen, Rudolf, Træsnit, 5.\nUccello, Paolo, Fot., 10.\nUppdal, Kristoffer, „I svarta natta\", 9.\nUttenreitter, Poul, „Flamman\", 6, „Dysmorphismen\", 9.\nWanscher, Vilh., „Kubismens eller Expressionismens Selvforsvar\", 5,\n„Svar til Hr. Otto Gelsted og Hr. Poul Henningsen\", 6, „Klassisk\nRealisme\", 6.\nWibolt, Aage, Farvelit., 6.\nWright, Willard Huntington, „Hvad er moderne Kunst\", 2, 3.\nZeppelin, JDitleff von, „Sommerdag\"."}, {"page_pdf": 47, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191907-01.1.47", "texte": "KLINGENS PUBLIKATIONER\nKlingen, Iste Aargang. I komp. Bind tegnet af Poul Uttenreitter. Pris 25 Kr. Faaes paa\nSteen Hasselbalchs Forlag, Købmagergade 26, Tlf. 12240. Kun faa Ekspl.\nKlingen, 2den Aargang. I komp. Bind tegnet af Axel Salto. Pris 50 Kr. Faaes paa Steen\nHasselbalchs Forlag, hvortil Bestillinger bedes indsendt. Aargangen vil foreligge indbunden om kort Tid.\nJens Adolf Jerichaus Raderinger. Mappe med 10 Originalraderinger 1918. Pris 100 Kr. Faaes\nved Henvendelse til Klingens Redaktion, Edv. Glæselsvej 1, København F, Tlf. Godthaab 1870.\nAlf Larsen: Digte. 5 Originalraderinger af Axel Salto. Trykt paa hollandsk Papir hos H. H.\nThiele. Raderingerne trykt i Kleinsorgs Etabl. Indbunden i litogr. Bind. Bogen vil blive trykt i 60\nnumm. og sign. Eksp. å 200 Kr. Raderepladerne vil blive ødelagt efter Trykningen. En Fortegnelse\nover dem, der bestiller Værket inden Iste Novbr., vil blive sat foran i hver Bog. Udkommer i Beg.\naf November. Prænumeranterne vil gratis faa tilsendt Iste og 2den Aargang af Klingen. Forudbestil-\nlinger bedes sendt til Steen Hasselbalchs Forlag eller til Klingens Redaktion, Edv. Glæselsvej 1, Køben-\nhavn F, inden Iste November.\nEndvidere er udkommen:\nMappe med 6 Dyretræsnit af Axel Salto. 1916. Haandtrykt og signeret i 30 Eksp. Pris 50\nKr. Faaes ved Henvendelse til Klingens Redaktion, Edv. Glæselsvej 1, Kbhvn. F.\nElskovs kunsten af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg med Litografier og Vignetter af Axel\nSalto. Trykt i 350 numm. og sign. Eksp. 1917. Udsolgt.\nForvandlingerne af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg med Litografier og Vignetter af Axel\nSalto. Trykt i 350 numm. og sign. Eksp. i H. H. Thieles Bogtrykkeri, Litografierne trykt hos Cato\n1918. Pris 45 Kr. Faaes ved Henvendelse til Steen Hasselbalchs Forlag, Købmagergade 26, Tlf. 12240.\nHans Adolph Brorsons Psalmer. I Udvalg ved Otto Gelsted og Poul Uttenreitter. Med Lito-\ngrafier og Vignetter af Axel Salto, Hylstret tegnet af Poul Uttenreitter. Trykt i 350 Eksp. iH. H.\nThieles Bogtrykkeri, Litografierne trykt hos Cato. 1918. Pris 25 Kr. Faaes ved Henvendelse til Nyt\nNordisk Forlag, Nørregade 7, Kbhvn.\nExpressionisme. Af Otto Gelsted. Pris 8 Kr. Luxusudgave i 25 Eksp. paa Van Gelder Papir\nmed Originalraderinger af Jens Adolf Jerichau, Farvelitografi af Axel Salto og Bind af Sigurd Swane.\nPris 100 Kr. Nyt Nordisk Forlag, Nørregade 7, København.\nTIL ABONNENTERNE. Med dette Hefte afsluttes Klingens anden Aargang, der har bragt\nBidrag af ialt 63 Forfattere og Kunstnere. Vi skylder vore Venner og Medarbejdere en Tak for den\nBeredvillighed, hvormed de har støttet vore Bestræbelser, og for det store Arbejde, de har ydet i Bla-\ndets Tjeneste. Med særlig Tak maa vi nævne Hr. Fotograf Holger Damgaard, Hr. Litograf Emil\nBirch, Hr. Grosserer Tetzen-Lund, og Hr. Kunsthandler Paul Guillaume, Paris.\nBladets næste Aargang, hvis første Hefte (Dobbelthefte) udsendes i November, vil udkomme un-\nder Redaktion af Udgiveren Axel Salto og en Redaktionskomité bestaaende af Emil Bønnelycke,\nS. Danneskjold-Samsøe, Otto Gelsted, Poul Henningsen og Poul Uttenreitter.\nTrods de stadig stigende Udgifter vil Abonnementsprisen, 30 Kr., ikke blive forhøjet. Abonne-\nmentet er bindende for en Aargang og opkræves kvartalsvis forud. Bladet udkommer med et Hefte\nom Maaneden og sælges ikke i enkelte Hefter.\nSaafremt Abonnenter paa anden Aargang ikke inden 1. November afsiger Bladet, gaar\nRedaktionen ud fra, at de ønsker at fortsætte, og Bladet vil derfor fremdeles blive dem tilsendt.\nDenne Henstilling beder vi indtrængende Abonnenterne følge.\nKlingens Ekspedition er for Fremtiden hos: Poul Henningsen, Udbygade 1, Kbhvn. N, Tlf\nNora 3232, hvortil Afsigelse af Bladet bedes sendt, og hvor Subskription anmeldes. De tidligere Aar-\ngange af Klingen faas stadig gennem Steen Hasselbalch's Forlag, Købmagergade 26, Tlf. 12240. Redak-\ntionens Adresse er som tidligere Edv. Glæselsvej 1, Kbhvn. F, Tlf. Godthaab 1870."}]}