{"numero_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_sha256": "d9668f3c337b82449757bc2b3d5cbbe36f2a45370bb8ec602b7fd744efdfcb9a", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1919/10_01/bmtnaag_1919-10_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1919/10_01/bmtnaag_1919-10_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c002", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 691, "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Svend Johansen.\nEmil Bønnelycke. Af G.\nKunstnernes Efteraarsudstilling. Af S.\nFot. efter André Derain. Orig. tilh. Paul Guillaume,\nParis.\nOm Studieplanen for den moderne Kunstner. Af\nPoul Henningsen. Foredrag holdt i Selskabet for\nmoderne Kunst d. 13. Nov. 1919.\nKobberstik efter Rafael af Marc Anton. Efter V.\nWanscher: »Raffaello da Urbino«.\nOriginal Radering af Johannes Larsen.\nFærøske Digte. Af William Heinesen.\nDen æstetiske Maalestok. Af Arnold Christensen.\nAfsluttende Bemærkninger. Af Otto Gelsted.\nGammelt peruviansk Lertøj. Orig. i the American\nMuseum of Natural History.\nWanschers Bog om Rafael. Af G.\nGabestokken.\nNoter.\nLitografi af Svend Johansen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c003", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.3", "titre_corps": "EMIL BØNNELYCKE", "titre_sommaire": "EMIL BØNNELYCKE", "signature_source": "G", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.2", "debut_caractere": 693, "fin_caractere_exclue": 3662, "texte": "EMIL BØNNELYCKE\nG.\nEmil Bønnelycke: Spartanerne. (Lybecker). Bønnelycke er et Barn af Stenbroen, Raadhuspladsen hans natur-\nlige Centrum, hans intime Kontakt med Storbyens Stemning og Liv har gjort ham til Journalist, han er Dagens Mand,\nMidtpunktet for en Larm, selve hans Produktivitet har et moderne Tilsnit, han udspyr Digte, Taler, Kroniker, Prosa-\nbøger, Kunstanmeldelser, Skuespil med en Rotationspresses Rastløshed. Der ulmer i ham ikke en Gnist af romantisk\nLængsel efter det forgangne, København er hans Akadien, og selv naar han hyller sit Emne i klassiske Klædebon,\nskimter Storbyen igennem det antike Landskab, Børnehjælpsdagen gennem Børnenes Fest, Zoologisk Have gennem\nDyrenes Park.\nI sin indre Rigdom et Bevis paa Omfanget af Bønnelyckes ekspansive Evner, i sin Opbygning, der minder om\nvisse amerikanske Udstyrsfilms, et Vidnesbyrd om hans dristige, men fødte Modernitet, staar »Spartanerne« som et\nVærk, der ikke er Mesterværket, men som er Ungdommen, dansk Ungdom 1919, i en fri, ødsel og hvirvlende Ud-\nfoldelse.\nDer kan rettes vægtige Indvendinger mod en Bog som »Spartanerne«, De tre parallelt løbende Skildringer, hvor-\naf Bogen stykkevis er sammensat, kunde være afbalanceret mod hinanden med større Finhed og en klarere Forskel i\nStilen. Man kunde tænke sig de tre Dele løbe sammen under en stejlere Stigning og i en skarpere og mere bræn-\ndende Klimaks. Og man kan under den bedøvende orkestrale Ordpragt, der gør Bønnelycke til en i dansk Literatur\nenestaaende Rhetor, undertiden længes efter en større Tæthed, Prægnans, Økonomi. Ogsaa Korthedens Gave er\nen Gave.\nIngen realistisk Krigsskildring af en, der ikke har været med, kan have den gribende Selvoplevelsens Styrke som\nen Mac Gills, en Henri Barbusses. Værdifuldere end Billederne fra Verdenskrigen, hvis monotone Voldsomhed ender med\nat trætte, forekommer de Breve, den unge Spartaner skriver hjem til sin Elskede under Felttoget mod Athen. Lad\nvære at en Spartaner rimeligvis vilde have udtrykt sig mere lakonisk. Brevskriveren er jo i Grunden ingen Spartaner,\nsnarere en Athenæer, men i Virkeligheden den moderne Dansker. Hans Breve finder deres nærmeste Sidestykke i\nDitleff von Zeppelins lille, uforglemmelige Bog »Elskov«, den skønneste Kærlighedsbog i den sidste Generations Lite-\nratur. Der er i Bønnelyckes Spartanerbreve Passager af en lykkelig Ynde og lyrisk Flugt, Ømhed og Mandighed for-\nenet til et Billede af Ungdom, der godt kan siges at være af en Art græsk Danskhed.\nVærdifuldest er dog Kapitlerne om Rekruttiden i Viborg, ikke den ligegyldige Tendens, men selve Optrinene, der\ner set og husket med en glimrende Nøjagtighed og sat hen, saa de funkler af Realitet. Der er et Hus, hvor nogle\ngamle Mennesker bor, et stille, ensomt liggende Hus, hvor en hæsblæsende, geværskramlende Patrouille braser ind\ndet er Solskin, Høns kagler bag Gavlen, en Due flagrer over Gaarden Billedet staar i skarpe og faste Omrids med\nen egen indre Virkelighed som paa et Maleri af Ring."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c004", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.4", "titre_corps": "KUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING", "titre_sommaire": "KUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING", "signature_source": "S", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.2", "debut_caractere": 3664, "fin_caractere_exclue": 4904, "texte": "KUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING\nS.\n/GENNEM nogle Aar har Kunstnernes Efterårsudstilling været Tumleplads for levende og expansiv Kunstnerungdom.\nAf de Malere, som har Æren af at Udstillingen fra at være Blindtarm paa Charlottenborgs Foraarsudstilling er\nbleven den førende Opvisning af ung Kunst, mangler iaar bl. a. Rude, Scharff, Lundstrøm, Svend Johan-\nsen og Høst; disse bør føle Forpligtelsen til, ligesom deres Kammerater, hvert Aar at holde Udstillingen paa et kunst-\nnerisk Niveau, som vi alle bør kæmpe for at faa saa højt som muligt. Efter at der nu i flere Aar er sat saa stor\nkunstnerisk Styrke ind paa at gøre Udstillingen kvalitativ vægtig, er det ærgerligt at se Resultaterne forspildes, hvis\nMalernes Iver køles, før en Stab af helt unge er kunstnerisk moden til at erstatte dem.\nSom Udstillingen i Aar viser sig maa den snarere betragtes som en Elevudstilling end som en fuldgyldig Repræ-\nsentation for moderne Malerkunst (der er dog Grund til at nævne Debutanten Jon Stefånsson, hvis planmæssige Alvor\nog redelige Styrke rager op blandt mange uvederhæftige Forsøg).\nDet er uforstaaeligt, at Udstillingens Censurkomité ikke har kasseret de 100 Billeder, der ophængerteknisk er for\nmange og som kunstnerisk blot er et Minus."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c006", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c006", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 4, "image_fin": 8, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.6", "titre_corps": "OM STUDIEPLANEN FOR DEN MODERNE KUNSTNER", "titre_sommaire": "OM STUDIEPLANEN FOR DEN MODERNE KUNSTNER", "signature_source": "Poul Henningsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6125, "texte": "OM STUDIEPLANEN FOR DEN MODERNE\nKUNSTNER\n\nMine Damer og Herrer!\nTEG har kaldt dette Foredrag: Om Studieplanen for den\nmoderne Kunstner, og det første Ord, nemlig om,\nskulde paa en behændig Maade gardere mig imod, at der\ni den Diskussion, som muligvis følger efter, rettes Krav til\nmig om en fiks og færdig Studieplan for de forskellige\nKunster. En saadan har jeg desværre ikke ved Haanden.\nEmnet er i det hele taget farligt og kan let blotte Brist\nog Uvidenhed hos den, der giver sig i Lag med det, men\ndet afskrækker mig ikke. Jeg har valgt at gøre mit Fore-\ndrag kort, og jeg har sat mig det forholdsvis ringe Maal at\ntænde en Brand og venter, at andre og mere kompetente\nvil træde til, dersom det skal lykkes mig at faa det til at\nblusse. Desværre kan jeg heller ikke gardere mig mod,\nat hele Slukningsmateriellet bliver kørt frem, og jeg tror\nafgjort, at det vil have let Spil, det er saa let at berolige\nGemytterne og saa svært at ruske op i Folk.\nJeg skal først forsøge at belyse et Spørgsmaal, nemlig:\nStilles der overhovedet fra Kunstneren Krav 0111 en Stu-\ndieplan, d.v. s. er Spørgsmaalet aktuelt.\nFørst derefter kommer det næste Spørgsmaal om selve\nStudieplanen, men saa langt er jeg ikke naaet i mine Be-\ntragtninger. Jeg har kun faaet det Indtryk, at Spørgsmaa-\nlet er omfattende og vanskeligt, og det er derfor min Tro,\nat selv om alle de bedste Hoveder i Forsamlingen i Dis-\nkussionen giver Bidrag til dette Spørgsmaals Løsning, vil\nvi ikke naa saa vidt i Aften, at vi kan oversende Akade-\nmiet en færdig Studieplan for de forskellige Kunster til\nuforandret Vedtagelse, men derfor skal vi ikke opgive Em-\nnet, det kan frembyde Interesse nok.\nFør jeg gaar til Besvarelsen af Spørgsmaalet 0111 Studie-\nplanens Aktualitet, vil jeg slaa til Lyd for en udvidet Be-\ntydning af Ordet Kunstner udover dets sædvanlige sensua-\nlistiske Betydning, idet jeg foreslaar, at Kunstneren er den,\nder arbejder med æstetiske Spørgsmaal. Jeg indser tyde-\nligt, at vi derved faar Kritikeren med ind under Begrebet,\nmen jeg løber Faren. Jeg slaar til Lyd for det udvidede\nBegreb, fordi vi er nødt til at optage en Mand i Lavet,\nsom vi tiere og tiere træffer og som med Rette maa be-\ntragtes som et moderne Fænomen, nemlig Objektivisten1\nden bevidste Arbejder med æstetiske Spørgsmaal. Han er\net Tidens Tegn, 0111 han er et Dekadencens eller Frem-\nskridtets, skal jeg ikke her komme ind paa. Det er ikke\nmin Hensigt at hverve Proselyter for denne eller hin Op-\nfattelse, men kun at gøre den øjeblikkelige Situation op\nmed et bestemt Spørgsmaal for Øje.\nMen at Spørgsmaalet om Objektivistens Optagelse i Kunst-\nnerlavet ikke er en Selvfølgelighed, men derimod noget, vi\nmaa se at komme til Enighed om, det viser Dr. Thomsens\nArtikler i Klingen og nu sidst i Politikens Kronik.\nJeg har gjort nogle Betragtninger i Klingen, som maaske\nvar saa dristige, at de nok kunde falde en Objektivist for\nBrystet, men at de skulde kunne gouteres af Subjektivisten,\ner ikke et Øjeblik faldet mig ind.\nJeg forstaar og anerkender Rigtigheden af Dr. Thomsens\nSyn paa Kunst. Det er ganske rigtigt, at det kun er Arki-\ntekturen, der er bundet til noget alment, nemlig sin prak-\ntiske Anvendelse, og at de andre Kunster er frie paa en-\nhver Led og Kant.\nMen det er kun rigtigt, set fra Subjektivistens Standpunkt.\nMan kan ikke rive mig det i Næsen, for jeg er Objektivist.\nStriden mellem Subjektivisten og Objektivisten kan vi godt\ntage op. Men det er en ren filosofisk Strid. Et erkendel-\nsesteoretisk Spørgsmaal.\nLad os først og fremmest ikke forplumre Sagerne, ved at\nskændes 0111 Detailerne, saalænge vi ikke er enige om\nGrundlaget. Lad os klare Situation ved at erkende, at\nder gives to diametralt modsatte Grundopfattelser.\nDette er det altsaa, jeg vil fastslaa:\nVi maa, hvis vi vil anlægge et almindeligt Syn paa\nSituationen, tage begge Opfattelser med i Betragtning. Det\ner ørkesløst at forsøge at udslette Objektivisten ved Hjælp\naf subjektivistiske Argumenter.\nObjektivisten i Reaktion mod Subjektivisten, mod Ro-\nmantikeren, mod Selvbeskueren træffer vi overalt maa-\nske begge Opfattelser i samme Person i alle Afskyg-\nninger, fra den glade Lyriker til den bevidste Arbejder, og\nindenfor alle Kunstarter, fra Poesien til Arkitekturen.\nIndenfor Poesien er den romantiske Fordybelse i sig\nselv og sin egen Forelskelse ikke længere det eneste Værk-\ntøj. Indenfor Malerkunsten møder vi Malerens Krav om\nalmen Forstaaelse, om Billedet, betragtet som Ting uden\nForbindelse med Maleren, som Objekt og ikke som et\nStykke Sjæleliv, revet ham ud af Brystet og indenfor Kri-\ntiken møder vi den mest vaagne Interesse for det bevidste\ni Kunsten. Jeg minder om Docent Wanschers Arbejde paa\ndette Felt. Indenfor Arkitekturen træffer vi naturligvis de\nreneste Objektivister, paa yderste Fløj møder vi herhjemme\nArkitekten Charles Schou, som baserer hele sit Studium\nover Kunsthistorien og hele sit Arbejde med at skabe en\nalmengyldig Æstetik paa et rent videnskabeligt Grundlag.\nFra dette Standpunkt og til den absolute Hævden af den\nsubjektive Følelses Suverænitet, som Dr. Thomsen har gjort\nsig til Talsmand for i Klingen, træffer vi alle Grader, alle\nAfskygninger, og det er til denne Række af Opfattelser\nmed Kunstnere bagved, at vi maa rette Spørgsmaalet om\nStudieplanens Aktualitet.\nJeg retter dette Spørgsmaal i den bestemte Form : hvad\nkræver alle disse Kunstnere af Akademiet.\nSpørgsmaalet faar derved en ny Aktualitet. Det er sik-\nkert bekendt, at der indenfor Akademiet foregaar en Ny-\norientering, idet man ved at knytte yngre kunstneriske\nKræfter til Akademiet som Professorer og Assistenter søger\nat holde sig ajour med Tidens Rørelser. Og det er da\nnetop nu paa sin Plads, at samle al spredt Kritik og Vur-\ndering til en Konklusion, hvorom alle kan enes. Jeg tror\nogsaa, at De, mine Damer og Herrer, har lagt Mærke til,\nat dette Forsøg paa Nyorientering fra Akademiets Side har\nvakt ikke ringe Usikkerhed i Kunstnerkrese. Docent Wan-\nscher spurgte ved sidste Møde, hvem der om to Aar skulde\nvære Malerprofessorer, i den sikre Tro, at man vilde blive\nham Svar skyldig. Her ulmer det altsaa, og det er her,,\njeg vil søge at faa det til at brænde."}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.5", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6339, "texte": "Jeg tager mit Udgangspunkt i Sætningen: Akademiet er\nen Læreanstalt, og dets Berettigelse bestaar deri, at det\nkan docere. Jeg hævder, at dette var Grunden til Akade-\nmiets Oprettelse, og jeg hævder, at Størstedelen af Kunst-\nnerne stadig stiller dette Krav.\nDette sidste har jeg sat mig til Maal at paavise, og jeg\ndeler derfor Kunstnerskalaen i tre Hovedgrupper, hvis For-\nhold til Akademiet jeg skal søge at belyse, nemlig\nFor det første Subjektivisten.\nFor det andet en Mellemgruppe, som jeg med en lidt\nmaliciøs Betegnelse vil kalde Opportunisten.\nOg for det tredje Objektivisten.\nDermed skulde Spørgsmaalet om Studieplanens Aktuali-\ntet være belyst. Det er klart, at jeg ikke taler med lige\nmeget Mandat for alle disse tre Grupper, og jeg haaber\nderfor, at mine Udtalelser under Diskussionen vil blive\nsuplerede fra forskellig Side.\nSubjektivistens Stilling overfor Akademiet har hidtil været\nvaklende. Individualismens Regeringstid er Romantiken,\nden som vi tildels endnu lever i. De forrige Slægtled lod\ni Virkeligheden haant om Akademiet og fornægtede Sæt-\nningen, at dets Forpligtelse er at docere. De nægtede ifølge\nderes hele Opfattelse, at der kunde læres noget alment i\nKunsten og skabte deres Værker udenom Akademiet.\nDen moderne Individualist rejser derimod et Krav til\nAkademiet, nemlig om en teknisk Undervisning og i dette\nKrav er han i Virkeligheden traadt i nærmere Kontakt med\nden Tid, han vil staa nær, nemlig Middelalderen. Den-\ngang var Kunstneren hellere Haandværker end Kunstner,\nog han tilegnede sig Prædikatet Haandværker gennem en\naarelang Læretid.\nNaur skrev i Klingens første Aargang om den kunstne-\nriske Ungdom: En Mængde følger Forholdenes Anvisning\nog gaar paa Akademiet. Naar de er færdige derfra, har de\ningenting lært. Kunst kan de ikke have lært, og hvad de\nkunde have faaet, har de ikke været undervist i. Materialerne\nkunde de have lært at kende, hvordan Lærredet skal være\nog hvordan det tilberedes. Akademiet kunde som Poly-\nteknisk Læreanstalt rumme Laboratorier, hvor alle Kun-\nstens materielle Sider blev undersøgt og prøvet. Saadan\nvilde de første Ungdomsaar gaa i Beskedenhed overfor den\nene vigtige Side af Kunsten: den stoflige og Akademiet\nvilde udklække Folk, der ikke blot med mere eller mindre\nRet var saakaldte Kunstnere, men som var hjemme i de-\nres Fag.\nJeg indser tydeligt, at det Grundlag, som skulde arves,\nmangler, men engang maa vi begynde. Jeg indser klart,\nat Eleverne let kommer til at lære Finesser i Stedet for\nHaandværk og tilegne sig stoflige Smagsforestillinger i Ste-\ndet for Kundskaber. Jeg tror heller ikke, der vil blive\nbestilt meget i en kemisk Klasse paa Akademiet. De fle-\nste Malerskoleelever er maaske nok velbegavede Folk, men\nde gad ikke bestille noget, da de gik i Skole. De er, naar\nde møder paa Akademiet, allerede saa klodsede i Hove-\nderne af ikke at bruge dem, at den elementæreste Perspek-\ntiv volder dem store Smerter. Hvor skal der ogsaa skaffes\nLærere fra til Tekniken. Malermestrene er sikkert de sid-\nste overlevende, der endnu kender lidt til Malegrund osv.,\nmen det er kun lidt og ikke metodisk.\nDog alle disse Indvendinger er af praktisk Art og tager\nikke Kraften af Kravet.\nJeg fastslaar altsaa: Subjektivisten stiller sit Krav til\nAkademiet, Kravet om en Lære i Teknik.\nJeg vender mig nu mod Mellemklassen, Opportunisten,\nden tilfredse.\nSkulde det virkelig lykkes mig at tænde en Gnist, saa\nbliver det Opportunisten, der kører op med Slukningsma-\nteriellet. Jeg opgiver derfor min refererende Form, som\njeg har anvendt overfor Subjektivisten og vil anvende over-\nfor Objektivisten og stiller mig ligesom disse to i skarp\nOpposition til den tilfredse.\nMed Følelseskunstneren og med den bevidste Arbejder\nkan jeg tale, dem kan jeg forstaa og være uenig og enig\nmed, de er søgende, men den tilfredse vil jeg helst afskære\nOrdet, han keder mig, og jeg kender lians Argumenter.\nDet synes mig übestrideligt, at der er ikke noget at være\ntilfreds over.\nDen tilfredse kræver næsten intet af Akademiet, lians\nStilling er bestemt af, om han er repræsenteret der eller\nej, hans eneste Krav til Akademiet er Kravet om at være\nrepræsenteret.\nDet er kort sagt Th. Oppermann, som fremhæver Arki-\ntekturskolen paa Malerskolens Bekostning, for nu arbejder\nde netop i saadan en køn Stil. Og han er ikke mindre\nOppotunist i sin Vrede imod Malerskolen. Det betyder\nnemlig bare, at han er tilfreds med sig selv, at Sigurd\nSwane og Harald Hansen ikke repræsenterer ham.\nOg det er alle dem, som har tilbragt syv Aar af deres\nLiv paa Akademiet og som var glade ved Skolen. Der traf\nde de Kammerater, som de altid kan støtte sig til, naar de\nbegynder at tvivle paa, 0111 de er paa rette Vej, og der\nlærte de alle de Unoder, som altid er ved Haanden og\nhjælper dem over de vanskelige Punkter. Deres Synspunkt\ner kort sagt dette: Det er ikke saa vigtigt, om Akademiet\ndocerer, dets Berettigelse er Kammeratskabet. Deraf ud-\nvikles Eleverne og maaske ogsaa en lille Smule ved per-\nsonlig Paavirkning fra Læreren, dersom de ved Afstemning\nhar vedtaget en Professor, som passer dem.\nAltsaa vi opretholder en Statsanstalt med Administration,\nBetjente og Professorer til Udøvelse af en gensidig Paavirk-\nning mellem Eleverne indbyrdes. Ell Paavirkning, som\nPoesien og Literaturen saa glimrende har udøvet paa Vin-\nstuer og Atelierer. Og der hører den hjemme.\nMen lad os tillige kaste et Blik paa Nytten af denne\nPaavirkning Eleverne imellem, vi vil da se, at den for\nMalerskolens Vedkommende er resulteret i en udtyndet Mo-\ndernisme af den allerværste Art, idet alt det, som var svært\nog skulde læres, er kastet over Bord og intet andet sat i\nStedet. For Arkitekturens Vedkommende er Resultatet ble-\nvet en Mode, som kun er den slappeste Lyrik og som slip-\npes af ældste Klasse omtrent samtidig med, at yngste Klasse\nbegejstret og uden Vanskelighed tilegner sig den.\nDen kammeratlige Paavirkning har bestaaet i Smitte, i\nØjenforblændelse og i Hjernebetændelse, som hindrede Ele-\nverne i rationel Tilegnelse af Kundskaber, og Maalet er\nfuldt, naar Professorerne smittes af Eleverne.\nMan vil sikkert ogsaa fremføre, at Akademiet lærer sine\nElever at arbejde, jeg skal ikke udtale mig herom, men\ndet kan i alle Tilfælde kun gælde Malerskolen, for i Arki-\ntekturskolen har de bare lært, at Tiden* er lang, og det gør\nikke noget, at man spilder den. Men i alt Fald heller ikke"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6221, "texte": "dette berettiger Statsanstalten, det viser Forholdet indenfor\nPoesien og Literaturen.\nMan vil ogsaa pege paa Rostrup-Boyesen. Han lærte sine\nElever baade at se og arbejde og at tegne, og jeg ser sta-\ndig Beviser paa, at det er rigtigt. Men man kan ikke rejse\net Akademi alene over Rostrup-Boyesen, dertil var vel en\nvirkelig Tegneskole ikke alene tilstrækkelig, men ogsaa bedre.\nEndelig møder vi alle dem, som ikke har Tid til at lære\nnoget, og jeg forstaar det saa godt. Arkitekterne er jo gerne\nFolk, som gik ud af Realklassen, fordi de ikke kunde holde\nud at læse til Studenter, saadan gik det mig. Malerne stak\nud af Skolen allerede i Mellemskolen og haardt anstrengt\naf Bygningsteknisk Skole eller af Perspektivklassen skal man\nikke nyde mere Lærdom og nedsætter sig som færdig\nKunstner. Nu kan man med Rette tiiraabe den, der øver\nKritik: Vi er de positive og skabende, du er den nedbry-\ndende og negative. Og rigtignok, det er et haardt Arbejde\nat brække Luftkasteller ned. Men man skal altsaa ikke\nmøde mig med Argumentet, at Kunstneren ikke har Tid\ntil at tilegne sig Kundskaber. For jeg tror ikke derpaa.\nTilsidst vender jeg mig imod dem, som er tilfredse i\nBevidstheden om, at de udfører deres Arbejde samvittig-\nhedsfuldt. Deri ser de Kriteriet paa deres Kunsts Godhed\nog paa, at det gaar fremad. Jeg skal dertil hævde, at\ningen Epoke i Historien har været samvittighedsløs i Kun-\nsten. Heller ikke den forrige Tid, som man nu med Flid\nforagter. Der er altsaa ikke i Samvittigheden nogen som\nhelst Oplysninger at finde om den øjeblikkelige Situation.\nMed megen Lettelse vender jeg mig nu til Objektivisten.\nDen utilfredse. Jeg personlig tror, at det at være Kunst-\nner i Øjeblikket falder sammen med at være utilfreds.\nJeg tror, at kun den søgende Kunstner er Kunstner og\ndette er netop Objektivistens Karakteristik. Jeg er altsaa\nikke saa naiv kun at regne den for Objektivist, som hæv-\nder, at Maleren skal lære Matematik og Filosofi. I saa\nFald kan det godt være, at Adressen til Akademiet fik for\nfaa Navne. Nej, jeg retter mit Angreb netop saaledes, at\njeg splitter Kunstnerne i to Grupper:\nDe, der ikke tror paa noget som helst alment i Kunsten\nimod dem, som stiller Kravet om en Lære.\nPaa denne Maade bliver Objektivisterne maaske de\nmange. Deres Ord faar Vægt og deres Krav til Akademiet\nbliver af afgørende Betydning. For dem er Akademiet en\nLæreanstalt, som staar og falder med det almene Stof,\nden kan docere.\nDanneskjold-Samsøe har skrevet i Klingens 2. Aargang:\nEn Institution bør ikke drive Individualitetsundervisning,\nmen maa samle sig 0111 et vist alment Grundlag, en Med-\ndelen, en Viden mere end en Kunnen.\nVender vi os nu imod Akademiet, saa faar det hele\nSpørgsmaal et ganske anderledes odiøst Skær.\nVar Akademiet for Romantikerne en Ligegyldighed, op-\nretholdt af Sløvhed og Slendrian, saa bliver det for den\nmoderne søgende Kunstner en Haan. Et Slag i Ansigtet\npaa hans Videbegærlighed. En Grube, der skaanselsløst\nsluger en Strøm af studerende og giver dem Stene for Brød.\nSmitte for Lærdom.\nVi har gennem det sidste Aarhundrede været Vidne til,\nat Akademiet forsumpede og langsomt lod sig sit Stof\nglide ud af Hænderne, saaledes at det nu intet docerer.\nMalerne lærer maaske, hvis det gaar højt, at tegne.\nSaavel Malere som Arkitekter lærer et lille Pensum prak-\ntisk Perspektiv. Men der ud over intet.\nJeg garanterer Dem, mine Damer og Herrer: En Arki-\ntekt paa Akademiet lærer aldeles ingenting.\nDe kan gennemgaa Studieplanen og Elevarbejderne, der\nfindes ikke en eneste Positivitet deri. Arkitektens Uddan-\nnelse i tekniske Fag staar ikke paa nogen Maade højere\nend Haandværkerens. Hans teoretiske Uddannelse staar\naldeles ikke paa Højde med den almindelige Students.\nJeg vil derfor karakterisere den moderne Arkitekt, som\nden slettest uddannede Mand. Tager man ogsaa hans An-\nsvar i Betragtning, regner jeg Situationen for absolut util-\nbørlig. Jeg fastslaar, at Akademiet intet lærer sine Elever\ni Teknik. Netop ide Fag, hvor Stoffet ligger klart og\ner tilgængeligt.\nMen spørger vi om den kunstneriske Uddannelse, som\nObjektivisten tror paa og kræver af Akademiet, saa stiller\nSagen sig ligesaa slet:\nOm Kompositionslære og Arkitekturteori er der aldeles\nikke Tale.'\nOm en Opmaaling forbundet med en Paavisning af For-\nudsætningerne for netop denne Bygningsform overhovedet\nikke. Overhovedet ingen Opmaaling.\nDer stilles ikke engang det Krav til Kunstneren om For-\nhaandsviden, at han skal kunne studere Værkerne paa egen\nHaand. Historisk Viden ejer han ikke. End ikke Forud-\nsætningerne for den.\nVi kender ikke Leon Battista Albertis Betragtninger om\nArkitektur, og det er ved et rent Tilfælde, at vi overhove-\ndet faar opsnuset, at der findes en Herre af det Navn, der\nhar causeret i den Genre. Akademiet fortæller det ikke,\ndocerer ham ikke.\nVi kan vende og dreje denne Sag paa hvad Kant vi vil,\nResultatet bliver dog det samme: En Størstepart af Ung-\ndommen kommer til Akademiet og faar intet eller noget\nværre for deres spildte Tid.\nAkademiet er dødsdømt i sin nuværende Form.\nJeg kan ganske vist ikke levere nogen færdig Studieplan\nfor Kunstarterne, men jeg kan for Arkitekturens Vedkom-\nmende antyde, hvilke foreløbige Krav, vi maa rette til et\nAkademi.\nVi forlanger en Anstalt, som docerer alle de tekniske,\nøkonomiske og sociale Videnskaber, som giver os Græn-\nserne, hvorimellem Arkitekturproblemet maa løses. Dette\ner det uafviselige Fundament, hvorpaa Arkitekturen som\nanvendt hviler.\nMen det næste uafviselige Krav er Kravet, som løfter\nArkitekturen op mod Begrebet Kunst. Kravet om en Ar-\nkitekturlære, Kravet om Tilegnelse af den Arkitekturteori\nog Forudsætningerne for denne hvorpaa Arkitekturen\nhidtil har hvilet.\nDette er et afgørende Punkt. For Romantikeren var de\ngamle Kunstneres Teori et Gammelmandsværk eller et mis-\nlykket Forsøg, men for den moderne Kunstner staar det\nskrevne, de faglige Betragtninger af Historiens store Navne\nsom Hovedsagen og Kunstværket som Resultatet.\nDen hidtil skabte Arkitekturteori er for den moderne\nArkitekt al Forudsætning for en taalelig Arkitektur, som\nikke er ringere end det hidtil skabte. Al Forudsætning\nfor at rejse det nye. Og al Forudsætning for en Under-\nvisning.\nDerfor maa Kravet om kulørte Skitser for Optagelse"}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5946, "texte": "paa Akademiet erstattes med Kravet om nødvendige\nForkundskaber. Nu er det nemlig saadan, at de stude-\nrende, som anvender Akademiets Bibliotek til at blade i\nBillederne og smittes deraf, ejer ikke Forudsætningerne for\nat kunne læse i Bøgerne. Docenturen i italiensk Kunst\nmaa erstattes med Docenturen i almindelig Viden. Profes-\nsoraterne i Tempelklassen og Danske Klasse med Docen-\nturer i Økonomi, Hygiejne og Samfundslære. Heleden\ntekniske Undervisning maa revideres, saa at den bestem-\nmer Grænser og ikke hviler paa dogmatiske og forældede\nHaandværkerregler. Og den eneste kunstneriske Lærdom,\nEleverne kan modtage, er Indvielsen i den historisk fore-\nliggende Arkitekturteori.\nFra denne Anstalt kan Arkitekten gaa ud, belært med\nhvad der kan læres i hans Fag, saaledes som Lægen gaar\ntil sin Praksis efter sit Studium. Fra det nuværende\nAkademi gaar Arkitekten ud som klog Kone, henvist til\nen Eksperimentering, som i bedste Fald slaar Patienten\nihjel og i værste Fald rejser sit forkrøblede Værk omkring\nos. Henvist til at gøre alle Menneskenes Dumheder om\nigen.\nEfter dette maa Akademiet fældes og et nyt rejses paa\nRuinerne.\nTro ikke, mine Damer og Herrer, at det nytter at lappe.\nCarl Petersens Professorat viser med al mulig Tydelighed,\nat Lapperi er værre end intet. Akademiet sejrede og han\ntrak det korteste Straa. Den, der rækker Akademiet sin\nHaand, er paa gyngende Grund, som synker under ham\nog lukker sig over ham, og kort Tid efter er det, som om\nder slet ingenting var sket.\nJeg vender mig atter mod Opportunisterne, og nu sigter\njeg til den fri Arkitektforening. Jeg tror den faar vanske-\nligt ved at finde en til, som vi regner med, til at sende\npaa Akademiet Skafot, men hvorfor siger Foreningen ikke\nNej Tak til Professoraterne en bloc. Lad os fastslaa, at\ndenne Holdning er den eneste værdige, den eneste forene-\nlige med den øjeblikkelige Situation.\nDen frie Arkitektforening har nemlig ingen Ret til at\nlade sig repræsentere paa Akademiet, for den har aldrig\ngjort Akademispørgsmaalet til sit, aldrig bragt Bidrag til\ndets Løsning og aldrig rettet noget Fremstød mod Akade-\nmiets System, som er det eneste vi skal fælde.\nHvorledes skal vi da gribe den øjeblikkelige Situation\nan. Jo vi kan gøre to Ting: Vi kan løbe en saadan\nStorm mod Akademiet som Institution, at Ministeriet ned-\nsætter en Kommission til Ændring af Systemet. Men naar\nman kender Resultatet af Kommissioner og gætter paa de\nNavne som vil blive tilkaldte*, og naar man føler, at det\nikke bliver muligt at skaffe den nye Institution saa vel\nLærere som Elever, saa er Vejen sikkert ikke farbar. Nej,\nlad os slaa dette Slag, naar vi har mere paa Hjerte.\nLad Akademiet sejle sin egen Sø og lad dem, som gider,\novertage Taburetterne. Lad os saa ruste os til selv at til-\negne os de Kundskaber, som Akademiet ikke ejer og ikke\nkan give os. Vi kan ogsaa til Lettelse slutte os sammen i\nKursus og Manuduktioner til Erhvervelse af de fornødne\nForkundskaber. Her har Klingen en Mission med at bringe\nLiteraturfortegnelser og Literaturanmeldelser, Oplysninger\nog Betragtninger. »Architekten«, som ogsaa kunde være\nStedet, duer ikke. Erfaringen viser, at bare der lugtes\nTeori i det Blad, farer der straks nogle gamle Fagforenings-\nmedlemmer ud og bider Teoretikeren i Benene,\nVi maa ogsaa øve Indflydelse paa de tekniske Skoler,\nsom i Virkeligheden har den foreløbige Opgave, at uddanne\nKunstneren, til det lykkes at skabe en Studieplan og at\nfinde Lærere til Akademiet. Paa teknisk Skole hører Ro-\nstrup-Boyesen hjemme. Her kan maaske fremskaffes de\nArbejdsvilkaar som han behøver og forljener. Vi har ikke\nnogen bedre Plads til ham. Der skal Undervisningen i\nMaleteknik som Haandværk rettelig foregaa. Der skal de\nnødvendigste tekniske Videnskaber doceres. Og af kunst-\nnerisk Uddannelse kan teknisk Skole ogsaa paatage sig at\npaavise de historiske Forudsætninger for det under Op-\nmaaling tilegnede. Anden Form for Opmaaling er jo det\nrene Vrøvl og lærer kun Eleverne Humbug i forskellige\nStilarter.\nHer ligger den foreløbige Opgave med Studieplanen for\nden moderne Kunstner.\nMen kunde vi ogsaa føre vores Paavirkning og vores\nSyn helt ned til det Øjeblik, da den ganske unge vælger\nat være Kunstner, saaledes at han ikke benytter Kunstner-\nvejen til at slippe for en Række Übehageligheder, men paa\nForhaand ved, at denne Vej netop stiller de største Krav\ntil ham. Ja, saa vil der maaske blive færre Kunstnere,\nmen de vil have bedre Betingelser for at blive Kunstnere\nog ikke som nu behændige Artister.\nJeg vil nu slutte med en Anmodning om Udtalelse fra\nde forskellige Lejre. Men lad os holde os til Akademi-\nspørgsmaalet Sagen er brændende og Tiden er knap.\nLad mig aabne Diskussionen med Forslaget om en Re-\nsolution.\nLad os vedtage, at vi ser paa Akademiets Nyorientering,\nsom en pinlig Spøg, som det gælder om at slaa ned. At\nvi, der tørster efter Viden, opfatter det som en Haan, at\nAkademiet søger at vinde Terræn ved at knytte ansete\nKunstnere til sig, Kunstnere, som vi agter, fordi de er\nsøgende, ikke fordi de er vidende Kunstnere, som er\ndøde for os den Dag, de giver sig Stempel af Viden.\nLad os effektuere vores Krav overfor Akademiet ved en\nAdvarsel til Ungdommen om at søge det og ved en Boy-\ncotning af Lærerpladserne.\nSaa bliver Akademiet, hvad det bør være i Øjeblikket,\net Krøblinge- og Alderdomshjem.\nLad os sætte os det Maal at fælde Akademiet, men lad\nos ikke derover glemme det vigtigere Maal at genrejse\nAkademiet som Idé.\nPaa Akademiet som Idé hviler den store Kunst, som\naltid er historisk bundet. Fra denne Jordbund rejser den\nstore Kunstner sig. Tænk, hvad Willumsen maaske var\nblevet, hvis han som Renæssancens Mænd havde staaet\npaa Skuldrene af en Fortid og en Samtid,\nDette har man med en svævende og daarlig Betegnelse\nkaldt Tradition. Men det er Viden.\nLad os, selv om vi skaber et Par slette Huse og et Par\nskidte Skilderier færre, anvende vores Kræfter paa at gen-\nrejse Akademiet.\n* Professor Mathiesen?\n\nPoul Henningsen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c009", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c009", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 10, "image_fin": 11, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.9", "titre_corps": "Færøske Digte", "titre_sommaire": "Færøske Digte", "signature_source": "William Heinesen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.10", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1173, "texte": "Færøske Digte\n\nMARTSAFTEN\nMartsaftenen er\nsaa gennemtrængende grønbleg.\nI aften gik den rige sol\ni en fattig seng.\n•\nFra nøgne, sorte sletter\nstirrer hvidgrønne søer\nindtrængende\npaa den dødtrætte vandrer.\nHimmelen bliver særere\njo længer det lider mod nat.\nDen sygner hen i\ndet blegeste blege.\nPaa en høj staar et træ,\nhvis nøgne, sorte grenfilter\nsøger at ætse sig ind\ni den vigende baggrund.\nEn fugl sætter sig lydløst\ni dets lurvede krone\nog søger at lune sig\ni sine laser.\nVinden hviner\ngennem et forfaldent hus,\nunder hvis tag en stakkels\nvandrer søger ly.\nSkal han ende\nsit liv i denne aften?\nKarrigt suger vinteren med sig,\nhvad den endnu kan redde!\nTRÆKFUGLENE\nJeg saa dem lette i en stormfuld aften,\ni himlens røde hvælv de sejled ind\nog steg og steg i solens sidste skin.\nDa hørtes hyle over somrens brandtomt\nden kaade vind.\nEt rustrødt Polynesien var himlen,\ni havets digre guld laa sorte skær\nog høstens golde armod bo'de dér.\nMen alle sorte hytters ruder spejled\ndet røde vejr.\nDet sidste solskin var i deres vinger,\nden sidste lovsang lød fra deres bryst,\nsaa fuld af vaarens liv og somrens lyst.\nOg da de svandt bag fjerne, kolde bjerge,\nblev alt saa tyst."}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1705, "texte": "MIDDAGSSOL\nDa middagsheden kom med brand og larm,\nda knyttedes hver næve, da bøjedes hver arm,\nda runged tusind hammerslag og gnistred tusind lyn,\nog nye veje brødes til videre syn. . .\nDer undtes ingjen skygge. Under dirrende sol\ngik arbejdet sin svedte gang fra pol og til pol.\nOg verdens atmosfære var et ekko af et brag!\n.... Der blindedes saa mange i den glohvide dag...\nOg mens éns svimle tanker for dagen søgte skjul,\nda snærred alle kværne og svinged alle hjul:\net perspektiv af ringe i glødende sving!\nSelv jorden svinged rundt, rundt i ring, rundt i ring.. .\nOg universets ringe .... og evighedens ring ...\ndet svimler og det svinder ud i altets ingenting!\nOg den, der farer videst frem paa tankens svedne vinge,\nhvad ser han andet end ind i et nyt system af ringe?\nIND UNDER VINTERENS TAG\nNu vugger tavse mulmets vintervande\nog breder sig udover alle lande.\nOg vi som ved det vil mod enden lakke\ngaar ind i mulmets hus med bøjet nakke.\nDerinde ved vi vore gamle lejer,\nde gamle hi som alle udelt ejer.\nDér aser uret med de tunge lodder,\nmens vejret støjer mod de gungre skodder.\nJa trindt omkring i graa, forblæste hytter,\ntil stormens sejrsang ligger vi og lytter. ..\nMen stundom er den dyssende at høre\nsom et barneøre. . .\nDen mørke stues stilhed er som vævet\naf alle stille timer der er levet,\nmen stormens store vise den er vundet\naf alle store timer der har rundet. ..\nImellem stunder naar orkanen tier,\nda aabnes skodden ud mod himlens riger,\nda lyser stjerners issmil os imøde\nsom fjerne bud og hilsner fra de døde.\nNaar vejret atter brøler gennem mulmet\nog arnens sidste offerglød har ulmet,\nda drømmer vi os ind i himlens under\nog taler med de døde naar vi blunder.\n\nWilliam Heinesen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c010", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c010", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 12, "image_fin": 12, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.10", "titre_corps": "DEN ÆSTETISKE MAALESTOK", "titre_sommaire": "DEN ÆSTETISKE MAALESTOK", "signature_source": "Arnold Christensen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.12", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7319, "texte": "DEN ÆSTETISKE MAALESTOK\nArnold Christensen.\nI sidste Numer af »Klingen« (der kom mig i Hænder,\nfordi et lille Skrift jeg har udgivet, var omtalt deri)\nser jeg ikke mindre end tre Artikler som Indlæg i en Dis-\nkussion om Kunstens Teori. Jeg hilser denne Diskussion\nmed Glæde som el af mange Tegn paa, at en ny Tid er\nved at indledes, en Tid, der lover at løfte lidt af det\nSlør, der alt for længe har hvilet over Kunstens Funda-\nmenter, over Stemningers og Følelsers Love over Livs-\nværdiers Opstaaen i det Hele —.\nDet sidste hundrede Aar af den vestlige Civilisations\nHistorie før Verdenskrigen har været karakteriseret ved et\nstadig stigende Tempo i den videnskabelige Tekniks Ud-\nvikling. I et stadigt, aandeløst Jag er Opfindelse fulgt\npaa Opfindelse for tilsidst, umiddelbart før den store Kata-\nstrofe, at kulminere i Virkeliggørelsen af Menneskehedens\naartusindlange Drøm: Herredømmet over Lufthavet.\nDrømme, der maatte synes fantastiske, er paa faa Aar\nbleven til nøgtern Virkelighed. Forlængst har man gen-\nnem Traade paa Havets Bund sendt Ordrer, Spørgsmaal\nog Efterretninger fra Verdensdel til Verdensdel i tre, fire\nforskellige rivende Ordstrømme samtidig gennem hver\nTraad i begge Retninger paa een Gang.\nOg nu sitrer over Havene menneskelige Tankeudveks-\nlinger udtrykte i Sprog, omsat i elektromagnetiske Rystel-\nser i et ufatteligt Virvar, ud af hvilket Instrumenterne\npiller hvad der er bestemt for hvert især, benyttende sig\naf Rytmernes Sympati, af Resonansen.\nDet er saare skønt. Men midt i denne larmende Ud-\nvikling kan det hænde man standser forpustet et Øjeblik\nog spørger, hvor alt dette fører hen. Har Udviklingsdriften\nfaaet Feber? Er den bleven greben af Forfølgelsesvanvid\nmod et Maal, der er en Hallucination?\nDet hænder, at man midt i Travlheden træffer paa en\nlille Ting, en Melodi eller andet, hvorved Minder kan\nhænge, at man ved en pludselig, associativ Hjærneproces\nbliver kastet tilbage til den unge Alder, hvor Stjernerne\nvar nok at undres over. Og da sker det, at man spørger\nom ogsaa Menneskene og Du fik Livsværdier for alt\ndet rastløse Jag.\nEr Du lykkeligere fordi Du kan flyve? Er det ikke\nsaaledes, at kun Overgangen fra ikke at kunne flyve og\ntil at kunne flyve giver et Plus til Livets Værdi for Dig?\nEr Udviklingsdriften hul i Ryggen?\nEet er imidlertid givet: I Løbet af det sidste hundrede\nAar, siden man begyndte at faa Herredømme over de\nulegemlige Naturkræfter (Varme, Elektricitet o. s. v.) er\nden tekniske Udvikling i Forhold til det historiske\nTidsrum sket med næsten eksplosiv Hastighed.\nHvornaar standser den? Bliver den ved i den geome-\ntriske Progression, den i Øjeblikket er inde paa, maa den\ni relativ kort Tid naa noget fabelagtigt.\nMan kunde ane . . .\nMen jeg vil ikke være Profet.\nLangt naturligere vilde det være at mene, dette Storm-\nløb mod Herredømmet over hele Naturen var en historisk\nPeriode der nu er i Kulmination. Og da kunde det tæn-\nkes, at i hvert Fald noget af det umaadelige Hjærnearbejde,\nder for Tiden er henvendt paa videnskabelig-tekniske Frem-\nskridt i Forbedring af Livsvilkaar og i Ødelæggelse af\nLivsvilkaar, at noget af dette Arbejde kunde sættes ind\npaa Løsningen af de psykologiske Problemer, der til sy-\nvende og sidst langt mere direkte berører den menneske-\nlige Livsværdi.\nEt af disse Problemer er Kunstens Teori og Love. Thi\nKunsten rører direkte ved Livsværdierne. Og, lad mig\nsige det straks: Det nytter ikke at vilde abstrahere Kun-\nsten fra Følelser og Stemninger, for Kunst er netop Opera-\ntion med Følelser og Stemninger, bevidst eller übevidst.\nDen kunstneriske Dom bliver ganske vist altid subjektiv.\nDet kan ikke hjælpe at nægte det. Og det kan endnu\nmindre hjælpe Hr. Henningsen at paakalde Kants Assistance\ntil en saadan Benægtelse, thi det er netop en af Kants\nFortjenester, at have paavist Kunstens Subjektivitet. Lotze\nsiger meget rigtig:\n»Die Subjektivitåt des åstetischen Urteils mit unerbittlicher\nDeutlichkeit hervorgehoben zu haben, halte ich fiir eines der\nwesentlichsten Verdienste, welche Kants eindringliche Kritik\nsich erworben hat.«\nDer er ingen Vej uden om. Lad os se objektivt paa det\nsubjektive .... Nej, Otto Gested, det er jo en Paradoks!\nSaa siger vi: Lad os gøre det subjektive til Objekt\nfor vor Forskning!\nMaa jeg her indskyde en Bemærkning om min Definition\naf det objektive.\nSaafremt der paa Væggen hænger en Ramme, hvori er\nudspændt et Stykke hvidt Lærred, saa kan jeg betragte\ndette som en objektiv Kendsgerning, ifald alle andre (eller\nrettere de alier fleste andre) er enige med mig. Er der\nderimod paa Lærredet malet et Billede af 112. Eks. Matisse\nog jeg finder, at dette Billede er en ren Skønhedsaaben-\nbaring, er dette en subjektiv Kendsgerning, hvis blot en vis\nDel af andre, der ser Billedet, er uenige med mig (hvad\nman jo kan være ganske sikker paa). Hvis endelig alle\nandre siger, at der slet intet Billede er malet paa Lærre-\ndet, og jeg alligevel ser et Billede, er denne Kendsgerning\nden højeste Potens af subjektiv: En Hallucination.\nVi ser altsaa at Objektiviteten er baseret paa Stemme-\nflerhed ligesom et Rigsdagsvalg. Men vi ser tillige, at\nen i Principel subjektiv Dom kan faa en vis Grad af\nobjektiv Gyldighed gennem almindelig Anerkendelse.\nDerfor kan Paul Stem, der forfægter den æstetiske Doms\nafgjort subjektive Karakter, uden at gøre sig skyldig i In-\nkonsekvens slutte sit (overordentlig klart gennemtænkte)\nVærk: Einfuhlung und Association in der neueren Åsthetik,\nmed denne Sætning:\n»Wir zeigten, dass geråde aus der associations-psycholo-\ngischen Betragtungsweise ein Massstab fiir die objektive\nGiiltigkeit åsthetischen Urteile zu gewinnen sei.«\nJeg har i mit af Otto Gelsted omtalte lille Skrift paa en\nskitsemæssig og kortfattet Maade søgt at vise »hvorledes\nman gennem Associationsteorien muligvis kan finde sig\nfrem til en Basis for Bedømmelse af Kunst i nogenlunde\nalmengyldig Betydning«, og jeg har prøvet at pege paa\nnogle af de Skær, der truer mest paa en saadan Under-\nsøgelses Vej.\nOtto Gelsted kalder Associationsprincippet for en Ab-\nstraktion. Jeg maa hævde, at Association, betragtet som\nübevidst Sammenknytning mellem en Følelse og et Sanse-\nindtryk er en psykofysisk, ja maaske endog en fysiologisk\nKendsgerning, der beror paa molekylåre Forandringer i\nvisse Dele af Hjærnens Nakkevindinger, og tilmed er af\nen saadan Art, at den følger bestemte, for Formler direkte\ntilgængelige Love.\nDet »formale« Princip er intet Princip. Man kunde\ntænke sig principielt at undersøge Formernes Æstetik paa\nBasis af Associationer. At Harmoni, Symmetri, geometrisk\nRegelmæssighed o. s.v. gør et Indtryk af Lyst i Modsæt-\nning til Ulyst, er temmelig let forklarligt, thi det »regel-\nmæssige«, »hele« er naturligvis altid associativt knyttet til\nFølelsen »Lyst« i Modsætning til det »ituslaaede«, »van-\nskabte«, der saa godt som overalt i Livet mødes med et\naf foreliggende praktiske Grunde dikteret Indtryk af Ulyst.\nMen Indholdet begrænses af Formen. Og Formen\ner i dette Tilfælde en Side i »Klingen«. Jeg maa slutte.\nJeg vil gøre det med et Ønske om, at det snart vil lyse\ngodt op i Kunstteoriens Problemer og om, at man ikke\nvil se alt for sort paa Sagen. Det er saa trist at tænke,\nHr. Henningsen, at vi befinder os helt i Mørke. Og det\nvilde tilmed lyde fælt skurrende, om vi skulde lave Digte-\nrens Ord om til:\n»Heiter ist das Leben ernst die Kunst!«"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c011", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c011", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 13, "image_fin": 13, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.11", "titre_corps": "AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER", "titre_sommaire": "AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER", "signature_source": "Otto Gelsted", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.13", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5804, "texte": "AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER\nOtto Gelsted.\nT[\\R. THOMSEN fortsætter i sine Kroniker i »Politiken«\nom Efterårsudstillingen sit Angreb paa Henningsens\n»Objektivisme«. Han skriver: »En Dug, der bredes over\net Bord, et Tæppe, der hænger i Folder, et Flag, der fly-\nver i Vinden opfattes ikke Enkelthederne i alt dette\nforskelligt af hvert eneste Menneske? Prøv at lade ti Per-\nsoner nøje iagttage samme lidt mere komplicerede Genstand\nog lad dem nedskrive deres Indtryk af Form, af Farve,\naf alt, hvad de sanser ved Tingene og Beskrivelserne\nvil blive højst forskellige, hvis Personerne overhovedet har\nkunstnerisk Temperament«. Jeg tilføjer, at de ogsaa vil\nblive højst forskellige, selv om Personerne er fuldkommen\nblottede for kunstnerisk Temperament. Ogsaa Arnold Chri-\nstensen fastholder i nærværende Nr. af Klingen »den\nkunstneriske Doms Subjektivitet«, der skal være bevist at\nKant. Jeg kan imidlertid i Thomsens og Christensens\nYtringer kun se et Tegn paa, at de ikke har forstaaet\nSindrigheden i Kants Problemstilling.\nNaar Christensen paaberaaber sig Lotze, overser han,\nat den æstetiske Doms Subjektivitet ikke udelukker dens\naprioriske Almengyldighed. Æstetiken kan geine tage et\npsykologisk-empirisk Udgangspunkt, men selv er den en\nkritisk Videnskab, der spørger efter det aprioriske Princip\nfor de æstetiske Dommes Gyldighed. I den æstetiske Doms-\nkraft ligger et apriorisk Princip altsaa et Princip, der\nikke er hentet fra Erfaringen, men har sin Oprindelse i\nBevidsthedens funktionelle Form. Det er et Princip, som\ngaar paa den subjektive og formale Lovmæssighed og\nkræver subjektiv Almengyldighed. At den æstetiske Dom er\nsubjektiv, vil sige, at den gaar paa den sjælelige Tilstand,\nhvori det æstetiske Objekt hensætter Individet og ikke\ninteresserer sig for Objektet, uden tor saa vidt det ei\negnet til at fremkalde den æstetiske Tilstand. Det skønne\ner ikke afhængigt af Subjektets individuelle Forkærlighed,\nmen maa »indeholde en Grund til Behag for enhver« (om\ndet faktisk vækker almindeligt Behag er ligegyldigt). Karak-\nteristik for den æstetiske Tilstand er dens »Formaalsmæssig-\nhed uden Formaal«, o: dens fuldkomne indre Sammen-\nhæng. Hvad det kommer an paa er, at den æstetiske\nGenstand formaar at frembringe »et ensartet Spil af Sindets\nKræfter«. »Schdn ist was ohne Begrift als Gegenstand\neines notwendigen Wohlgefallens erkannt ist«. (Kritik der\nUrtheilskraft.)\nVi er her saare langt fra Thomsens Betragtninger over\nden af psykologiske Forskelle betingede faktiske For-\nskellighed i den æstetiske Opfattelse, som ingen benægtei,\nog saare langt fra Christensens Krav om en »Objektivitet«\nbaseret paa Stemmeflertal« Almengyldigheden er efter Kant\napriorisk, o: det Krav om Enhed i Mangfoldigheden, vi stil-\nler til et Kunstværk, og som Kant betegner som Hovedkravet,\nhar sin Grund i selve Bevidsthedens syntetiske Enhed. Det\ner i dette aprioriske, eller som jeg har kaldt det, formelle\nPrincip, Kant ser Grundnormen for den æstetiske Dom.\nAt basere Gyldigheden af en æstetisk eller enhver anden\nDom paa gængse Associationer eller Stemmeflertal anser\njeg for aldeles desperat. Man kan ikke bevise en Mening\nved at paaberaabe sig andres Vidnesbyrd, men kun ved at\nanføre Grunde for den, og kun hvis de andre sidder inde\nmed særlig Sagkundskab, kan de paakaldes til Støtte. Til\nsyvende og sidst maa baade de videnskabelige, etiske og æste-\ntiske Domme begrundes i Bevidsthedens syntetiske Enhed.\nAt fastholde Enheden i Mangfoldigheden, det identiske\ni det ikke-identiske, er Roden til al Erkendelse. Aarsags-\nsætningen er kun en Udformning af Idcntitetssætningen.\nNaar A imod Identitetssætningen pludselig viser sig at\nvære B, maa vi for at bevare Identiteten regne B\nfor A + C, hvor C er Aarsagen til at A forandres til B.\nHvad der gør, at Aarsagssammenhæng tilfredsstiller vor\nErkendelsestrang, er at vi ser Identiteten mellem Aarsag\nog Virkning. Vi føres her over til Loven om Energiens\nKonstans, der kræver samme Energisum bevaret gennem\ndens forskellige Forandringer. Ogsaa i Biologien træller vi\nEnliedsprincippet, naar vi karakteriserer Udviklingen som\nførende paa én Gang mod slørre funktionel Mangfoldighed\nog større Enhed. Vi kan altsaa følge det Princip om En-\nhed i Mangfoldigheden, som vi lægger til Grund for vor\nKunstopfattelse, tilbage fra Æstetiken gennem Biologi, Fysik\nog Logik til Bevidsthedens og Erkendelsens Grundfaktum.\nDet fælles i Fænomenerne ligger ikke i deres konkrete,\nsanselige Egenskaber derfor finder Dr. Thomsen med alle\nsine Borde, Tæpper og Flag, der flyver i Vinden, ikke ind\ntil det almengyldige i Kunsten. Nej, det fælles ligger ide\nfundamentale Love, Fænomenerne følger. Det eneste Kri-\nterium paa en Opfattelses Værdi er dens indre Sammen-\nhæng. Derfor er det efter Individernes Kvalitet, ikke\nsom Christensen ønsker det efter deres Kvantitet, at den\nVægt, der tillægges deres Meninger bør afvejes.\nNaar jeg har kaldt disse Bemærkninger for afsluttende,\ner det fordi jeg ikke tror, det er nogen Nytte til at fortsætte\nden rent erkendelsesteoretiske Diskussion. Hvad vi træn-\nger til er en Kunstteori, der kan danne Grundlaget for den\nrationelle Studieplan, som Henningsen efterlyser. Henning-\nsen tager særlig Sigte paa Arkitekturundervisningen, men\nKravet gælder i lige Grad Maleriet. Jeg har andet Steds\npaapeget de tre Grundelementer i al Malerkunst: Natur-\nindtrykket, Billedets Lovmæssighed, Malerens Personlighed.\nVender vi os særlig til Billedets Lovmæssighed, der er af-\ngørende for den rent kunstneriske Værdi, bliver Kravet et\nbevidst og alvorligt Arbejde med de formelle billedlige\nVærdier: Farve, Form og Komposition. Jeg kan i Mod-\nsætning til Arnold Christensen, ikke se noget sørgeligt i,\nom vi kunde gøre Livet lidt festligere, end det for Tiden\narter sig, og til Gengæld kunde bekvemme os til at tage\nmere alvorligt paa Kunsten."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c016", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c016", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.15", "titre_corps": "WANCHERS BOG OM RAFAEL", "titre_sommaire": "WANCHERS BOG OM RAFAEL", "signature_source": "G", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.15", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3192, "texte": "WANCHERS BOG OM RAFAEL\nG.\nVilhelm Wanscher: Raffaello Santi da Urhino. Hans Liv og Værker. (Aage Marcus.)\nAllerede i det Ydre fremtræder Wanschers med Spænding imødesete Rafaelbog paa en Maade, der er egnet til\nat antyde det usædvanlige. Det er den første Bog, der er kommet fra det nye Kunstforlag Aage Marcus, Formatet er\nstort Protokolfolio, hvad deri Forbindelse med det typografiske Udstyr, giver-Bogen en pasticheagtig Karakter. Vær-\nket er rigt illustreret med Tegninger af Wanscher efter Malerier af Rafael og Gengivelser af rafaeliske Haandtegninger\nog Stik af Marcanton (se Gengivelsen af Marcantons Stik af »Barnemordet« inde i Bladet).\nHovedindholdet i Wanschers Bog er et Forsøg paa stilkritisk at sondre mellem de ægte og uægte Bestanddele i\ndet Værk, der er os overleveret under Rafaels Navn. En Del af de allermest kendte og yndede Billeder, som »Madon-\nnas Trolovelse« og »Transfigurationen« er efter Wanschers Mening Elevarbejder, der kun delvis eller slet ikke tør til-\nskrives Rafael. Som Ophavsmand til de fleste af disse »uægte« Billeder udpeger Wanscher Værkføreren i Rafaels\nAtelier Penni, hvis Stil kan karakteriseres som en tør og udvendig Efterligning af Rafaels.\nTilbage som Rafaels autentiske Arbejde bliver ca. 40 Malerier og Tegninger samt fire Arkitekturarbejder (Plan og\nModel til Peterskirken, Leo X.s Loggier i Vatikanet, Villa Madama og Palazzo Pandolfini i Florens).\nEt Begreb om den Voldsomhed, hvormed Docent Wanscher vender sig mod den ukritiske Sammenblanding af\nRafaels og hans Elevers Arbejder, giver hans Kritik af den berømte Freske »Sibyllerne«, som Wanscher formoder skyl-\ndes et Samarbejde af Penni og Giulio Romano. »Übegribeligt«, skriver han, »at man nogensinde med kritisk Bevidst-\nhed har kunnet tilskrive Rafael denne Sammenknytning af uharmoniske Figurer, sete mod en ensartet mørk Baggrund,\nder dræber deres rumlige Form . . . Figurerne er i alle Henseender dilettantiske, og det er kun en Selvfølge, at de\nskæres vilkaarligt af Rundbuen, til hvilken fire af dem støtter sig, ligesom om de sad paa en Slibesten.«\nForvanskningen af Rafaels Kunstnerpersonlighed stammer fra hans egen Tid, idet en Række Skolearbejder\nallerede af Rafael selv er betegnende som ægte. Den stærkt udviklede Følelse for kunstnerisk Ejendomsret er et\nmoderne Fænomen. Rafaels Samtid forstod ikke at gøre Forskel mellem de ægte og de elevagtige Billeder, og ogsaa\nVasari delte den folkelige Forkærlighed for de Billeder, deri Virkeligheden skyldes Penni.\nI kunsthistorisk Henseende begyndte Forvanskningen af Rafaels Person i Michelangelos Kres. Mens Rafael med\nRidderlighed anerkendte, hvad han skyldte sine Lærere og Samtidige, fornægtede Michelangelo sine Lærere og forsøgte\nat nedsætte sine Konkurrenter. Derved blev Rafael i Historien til en Mand, hvis Væsen var Lærvillighed, medens\nMichelangelo gjorde sig selv til det oprindelige Geni.\nOgsaa den, der ikke føler sig kompetent til at sætte sig til Doms over de enkelte Afgørelser i Wanschers Rafael-\nbog, maa anerkende det lidenskabelige Temperament og den kritiske Skarpsindighed, der her har sat Frugt iet\nHovedværk, som utvivlsomt vil skaffe Wanscher Navn mellem de førende europæiske Kunsthistorikere."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1919-10-01-c017", "article_bluemountain": "bmtnaag_1919-10_01#c017", "volume": "bmtnaag_1919-10_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.2.16", "titre_corps": "GABESTOKKEN", "titre_sommaire": "GABESTOKKEN", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.15", "debut_caractere": 3194, "fin_caractere_exclue": 6038, "texte": "GABESTOKKEN\nGULDMEDAILLEKONKURRENCEN. Skønt det ved tidligere Lejligheder har vist sig frugtesløst at angribe Akade-\nmiets Guldmedailleuddelinger, der betegner en übrudt Række af Misgreb, er der Grund til et Øjeblik at standse ved dette\nAars Afgørelse. Naar man sammenligner Præmietagernes umodne Elevarbejder med William Scharffs overlegent dyg-\ntige og monumentale Billede, er Uretfærdigheden saa iøjnefaldende, at vi betvivler, at nogen Kunstner med Respekt\nfor sig selv og sit Arbejde mere vil deltage i en saadan Parodi.\nKEJSERENS NYE KLÆDER. H. C. Andersen kunde sikkert have skrevet en Pendant om alle dem, som i deres\nuendelige Velklædthed raillerer over andres Nøgenhed, uden at opdage, at de selv har Skjorten ude af Bukserne.\nKejserens nye Klæder, det er ikke den nye Kunst, det er nemlig ikke Flertallet, men meget faa, der kan se, at\nden har noget paa sig, og endnu færre ved, at den moderne Kunst opstod, fordi Nød maa bringe nøgen Kone til at\nspinde. Tegner og Konsorter er jo i deres egne Øjne klædt som Kunstens Gentlemen komplet fra English House og\nhar kun Foragt til den Ungdom, der leder efter et Klædebon til Kunsten.\nNej, det aktuelle i Kejserens nye Klæder er Professorernes Indtog paa Akademiet i bar Skjorte. De ved det ikke\nselv er bare lidt usikre i Ryggen og der er næsten ingen der ved det.\nProfessor Mathiesen har opdaget det i Kraft af sin egen storartede, kunstneriske Fundering, og derfor kan der\nvære Anledning til at mindes, at Viden først begynder der, hvor man erkender sin Uvidenhed.\nAltsaa Hr. Professor Mathiesen læg den kloge og belærende Maske. Eller gaa hjem og hent lidt at tage paa\nbare til foran. Vil De slutte Dem til de unge og selv lære noget af alt det, De mangler, saa er De Ungdommens\nMand. Ellers kan vi ikke bruge Dem.\nBlandt Ansøgerne til Professorembedet i Arkitektur, er Arkitekt Jesper Tvede blevet den foretrukne. Efter For-\nlydende skal Docent Wanscher ved et Foredrag paa Akademiet have taget skarpt Afstand fra det Valg. Vil Docenten\ngøre Rede for, hvilke Fortrin Arkitekterne Strøm-Tejsen, Thomsen og P. V. J. Klint skulde have fremfor den valgte?\nDet væsentlige og fældende for dem alle er deres Ansøgning til en Professorplads.\nAbonnenter, der ønsker 2. Aargang af Bladet indbundet, vil ved Henvendelse til Petersen & Petersen, Holbergs-\ngade 15, kunne faa det komponerede Bind.\nPaa Ekspeditionen, Udbygade 1, Kbh, N., Telf. Nora 3232, kan Abonnenterne faa ombyttet makulerede Hefter\naf 1. og 2. Aarg. for en Pris af 1 Kr. Stykket, undtagen Hefterne 2 og 3 af begge Aargange, der er udsolgt fra Eks-\npeditionen.\nNæste Nummer af Klingen bliver et Dobbelthefte, der vil udkomme inden Jul.\nSom Klingens Kunstnermappe Nr. 2 vil ligeledes inden Jul udkomme en Mappe med otte Originallitografier af Vilhelm\nLundstrøm. Pris 100 Kr. Mappen faas ved Henvendelse til Klingens Ekspedition."}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Svend Johansen.\nEmil Bønnelycke. Af G.\nKunstnernes Efteraarsudstilling. Af S.\nFot. efter André Derain. Orig. tilh. Paul Guillaume,\nParis.\nOm Studieplanen for den moderne Kunstner. Af\nPoul Henningsen. Foredrag holdt i Selskabet for\nmoderne Kunst d. 13. Nov. 1919.\nKobberstik efter Rafael af Marc Anton. Efter V.\nWanscher: »Raffaello da Urbino«.\nOriginal Radering af Johannes Larsen.\nFærøske Digte. Af William Heinesen.\nDen æstetiske Maalestok. Af Arnold Christensen.\nAfsluttende Bemærkninger. Af Otto Gelsted.\nGammelt peruviansk Lertøj. Orig. i the American\nMuseum of Natural History.\nWanschers Bog om Rafael. Af G.\nGabestokken.\nNoter.\nLitografi af Svend Johansen.\n\nEMIL BØNNELYCKE\nG.\nEmil Bønnelycke: Spartanerne. (Lybecker). Bønnelycke er et Barn af Stenbroen, Raadhuspladsen hans natur-\nlige Centrum, hans intime Kontakt med Storbyens Stemning og Liv har gjort ham til Journalist, han er Dagens Mand,\nMidtpunktet for en Larm, selve hans Produktivitet har et moderne Tilsnit, han udspyr Digte, Taler, Kroniker, Prosa-\nbøger, Kunstanmeldelser, Skuespil med en Rotationspresses Rastløshed. Der ulmer i ham ikke en Gnist af romantisk\nLængsel efter det forgangne, København er hans Akadien, og selv naar han hyller sit Emne i klassiske Klædebon,\nskimter Storbyen igennem det antike Landskab, Børnehjælpsdagen gennem Børnenes Fest, Zoologisk Have gennem\nDyrenes Park.\nI sin indre Rigdom et Bevis paa Omfanget af Bønnelyckes ekspansive Evner, i sin Opbygning, der minder om\nvisse amerikanske Udstyrsfilms, et Vidnesbyrd om hans dristige, men fødte Modernitet, staar »Spartanerne« som et\nVærk, der ikke er Mesterværket, men som er Ungdommen, dansk Ungdom 1919, i en fri, ødsel og hvirvlende Ud-\nfoldelse.\nDer kan rettes vægtige Indvendinger mod en Bog som »Spartanerne«, De tre parallelt løbende Skildringer, hvor-\naf Bogen stykkevis er sammensat, kunde være afbalanceret mod hinanden med større Finhed og en klarere Forskel i\nStilen. Man kunde tænke sig de tre Dele løbe sammen under en stejlere Stigning og i en skarpere og mere bræn-\ndende Klimaks. Og man kan under den bedøvende orkestrale Ordpragt, der gør Bønnelycke til en i dansk Literatur\nenestaaende Rhetor, undertiden længes efter en større Tæthed, Prægnans, Økonomi. Ogsaa Korthedens Gave er\nen Gave.\nIngen realistisk Krigsskildring af en, der ikke har været med, kan have den gribende Selvoplevelsens Styrke som\nen Mac Gills, en Henri Barbusses. Værdifuldere end Billederne fra Verdenskrigen, hvis monotone Voldsomhed ender med\nat trætte, forekommer de Breve, den unge Spartaner skriver hjem til sin Elskede under Felttoget mod Athen. Lad\nvære at en Spartaner rimeligvis vilde have udtrykt sig mere lakonisk. Brevskriveren er jo i Grunden ingen Spartaner,\nsnarere en Athenæer, men i Virkeligheden den moderne Dansker. Hans Breve finder deres nærmeste Sidestykke i\nDitleff von Zeppelins lille, uforglemmelige Bog »Elskov«, den skønneste Kærlighedsbog i den sidste Generations Lite-\nratur. Der er i Bønnelyckes Spartanerbreve Passager af en lykkelig Ynde og lyrisk Flugt, Ømhed og Mandighed for-\nenet til et Billede af Ungdom, der godt kan siges at være af en Art græsk Danskhed.\nVærdifuldest er dog Kapitlerne om Rekruttiden i Viborg, ikke den ligegyldige Tendens, men selve Optrinene, der\ner set og husket med en glimrende Nøjagtighed og sat hen, saa de funkler af Realitet. Der er et Hus, hvor nogle\ngamle Mennesker bor, et stille, ensomt liggende Hus, hvor en hæsblæsende, geværskramlende Patrouille braser ind\ndet er Solskin, Høns kagler bag Gavlen, en Due flagrer over Gaarden Billedet staar i skarpe og faste Omrids med\nen egen indre Virkelighed som paa et Maleri af Ring.\n\nKUNSTNERNES EFTERAARSUDSTILLING\nS.\n/GENNEM nogle Aar har Kunstnernes Efterårsudstilling været Tumleplads for levende og expansiv Kunstnerungdom.\nAf de Malere, som har Æren af at Udstillingen fra at være Blindtarm paa Charlottenborgs Foraarsudstilling er\nbleven den førende Opvisning af ung Kunst, mangler iaar bl. a. Rude, Scharff, Lundstrøm, Svend Johan-\nsen og Høst; disse bør føle Forpligtelsen til, ligesom deres Kammerater, hvert Aar at holde Udstillingen paa et kunst-\nnerisk Niveau, som vi alle bør kæmpe for at faa saa højt som muligt. Efter at der nu i flere Aar er sat saa stor\nkunstnerisk Styrke ind paa at gøre Udstillingen kvalitativ vægtig, er det ærgerligt at se Resultaterne forspildes, hvis\nMalernes Iver køles, før en Stab af helt unge er kunstnerisk moden til at erstatte dem.\nSom Udstillingen i Aar viser sig maa den snarere betragtes som en Elevudstilling end som en fuldgyldig Repræ-\nsentation for moderne Malerkunst (der er dog Grund til at nævne Debutanten Jon Stefånsson, hvis planmæssige Alvor\nog redelige Styrke rager op blandt mange uvederhæftige Forsøg).\nDet er uforstaaeligt, at Udstillingens Censurkomité ikke har kasseret de 100 Billeder, der ophængerteknisk er for\nmange og som kunstnerisk blot er et Minus.\n\nKlingen udkommer med et Hefte hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret. Enkelte Hefter 5 Kr. Udgiver: Axel\nSalto. Redaktion: Emil Bønnelycke, S. Danneskjold-Samsøe, Otto Gelsted, Poul Henningsen, Axel Salto og Poul\nUttenreitter. Redaktionens Adresse: Edv. Glæselsvej 1, Kbhn. F. Tlf. Godthaab 1870. Expedition: Poul Henningsen,\nUdbygade 1. Tlf. Nora 3232, hvortil alle Henvendelser angaaende Forsendelser af Bladet, Abonnement o. s.v. bedes\nrettet. Trykning og Litografi udføres i Gato's lit. Etabl. Raderingerne hos Max Kleinsorg."}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.4", "texte": "OM STUDIEPLANEN FOR DEN MODERNE\nKUNSTNER\n\nMine Damer og Herrer!\nTEG har kaldt dette Foredrag: Om Studieplanen for den\nmoderne Kunstner, og det første Ord, nemlig om,\nskulde paa en behændig Maade gardere mig imod, at der\ni den Diskussion, som muligvis følger efter, rettes Krav til\nmig om en fiks og færdig Studieplan for de forskellige\nKunster. En saadan har jeg desværre ikke ved Haanden.\nEmnet er i det hele taget farligt og kan let blotte Brist\nog Uvidenhed hos den, der giver sig i Lag med det, men\ndet afskrækker mig ikke. Jeg har valgt at gøre mit Fore-\ndrag kort, og jeg har sat mig det forholdsvis ringe Maal at\ntænde en Brand og venter, at andre og mere kompetente\nvil træde til, dersom det skal lykkes mig at faa det til at\nblusse. Desværre kan jeg heller ikke gardere mig mod,\nat hele Slukningsmateriellet bliver kørt frem, og jeg tror\nafgjort, at det vil have let Spil, det er saa let at berolige\nGemytterne og saa svært at ruske op i Folk.\nJeg skal først forsøge at belyse et Spørgsmaal, nemlig:\nStilles der overhovedet fra Kunstneren Krav 0111 en Stu-\ndieplan, d.v. s. er Spørgsmaalet aktuelt.\nFørst derefter kommer det næste Spørgsmaal om selve\nStudieplanen, men saa langt er jeg ikke naaet i mine Be-\ntragtninger. Jeg har kun faaet det Indtryk, at Spørgsmaa-\nlet er omfattende og vanskeligt, og det er derfor min Tro,\nat selv om alle de bedste Hoveder i Forsamlingen i Dis-\nkussionen giver Bidrag til dette Spørgsmaals Løsning, vil\nvi ikke naa saa vidt i Aften, at vi kan oversende Akade-\nmiet en færdig Studieplan for de forskellige Kunster til\nuforandret Vedtagelse, men derfor skal vi ikke opgive Em-\nnet, det kan frembyde Interesse nok.\nFør jeg gaar til Besvarelsen af Spørgsmaalet 0111 Studie-\nplanens Aktualitet, vil jeg slaa til Lyd for en udvidet Be-\ntydning af Ordet Kunstner udover dets sædvanlige sensua-\nlistiske Betydning, idet jeg foreslaar, at Kunstneren er den,\nder arbejder med æstetiske Spørgsmaal. Jeg indser tyde-\nligt, at vi derved faar Kritikeren med ind under Begrebet,\nmen jeg løber Faren. Jeg slaar til Lyd for det udvidede\nBegreb, fordi vi er nødt til at optage en Mand i Lavet,\nsom vi tiere og tiere træffer og som med Rette maa be-\ntragtes som et moderne Fænomen, nemlig Objektivisten1\nden bevidste Arbejder med æstetiske Spørgsmaal. Han er\net Tidens Tegn, 0111 han er et Dekadencens eller Frem-\nskridtets, skal jeg ikke her komme ind paa. Det er ikke\nmin Hensigt at hverve Proselyter for denne eller hin Op-\nfattelse, men kun at gøre den øjeblikkelige Situation op\nmed et bestemt Spørgsmaal for Øje.\nMen at Spørgsmaalet om Objektivistens Optagelse i Kunst-\nnerlavet ikke er en Selvfølgelighed, men derimod noget, vi\nmaa se at komme til Enighed om, det viser Dr. Thomsens\nArtikler i Klingen og nu sidst i Politikens Kronik.\nJeg har gjort nogle Betragtninger i Klingen, som maaske\nvar saa dristige, at de nok kunde falde en Objektivist for\nBrystet, men at de skulde kunne gouteres af Subjektivisten,\ner ikke et Øjeblik faldet mig ind.\nJeg forstaar og anerkender Rigtigheden af Dr. Thomsens\nSyn paa Kunst. Det er ganske rigtigt, at det kun er Arki-\ntekturen, der er bundet til noget alment, nemlig sin prak-\ntiske Anvendelse, og at de andre Kunster er frie paa en-\nhver Led og Kant.\nMen det er kun rigtigt, set fra Subjektivistens Standpunkt.\nMan kan ikke rive mig det i Næsen, for jeg er Objektivist.\nStriden mellem Subjektivisten og Objektivisten kan vi godt\ntage op. Men det er en ren filosofisk Strid. Et erkendel-\nsesteoretisk Spørgsmaal.\nLad os først og fremmest ikke forplumre Sagerne, ved at\nskændes 0111 Detailerne, saalænge vi ikke er enige om\nGrundlaget. Lad os klare Situation ved at erkende, at\nder gives to diametralt modsatte Grundopfattelser.\nDette er det altsaa, jeg vil fastslaa:\nVi maa, hvis vi vil anlægge et almindeligt Syn paa\nSituationen, tage begge Opfattelser med i Betragtning. Det\ner ørkesløst at forsøge at udslette Objektivisten ved Hjælp\naf subjektivistiske Argumenter.\nObjektivisten i Reaktion mod Subjektivisten, mod Ro-\nmantikeren, mod Selvbeskueren træffer vi overalt maa-\nske begge Opfattelser i samme Person i alle Afskyg-\nninger, fra den glade Lyriker til den bevidste Arbejder, og\nindenfor alle Kunstarter, fra Poesien til Arkitekturen.\nIndenfor Poesien er den romantiske Fordybelse i sig\nselv og sin egen Forelskelse ikke længere det eneste Værk-\ntøj. Indenfor Malerkunsten møder vi Malerens Krav om\nalmen Forstaaelse, om Billedet, betragtet som Ting uden\nForbindelse med Maleren, som Objekt og ikke som et\nStykke Sjæleliv, revet ham ud af Brystet og indenfor Kri-\ntiken møder vi den mest vaagne Interesse for det bevidste\ni Kunsten. Jeg minder om Docent Wanschers Arbejde paa\ndette Felt. Indenfor Arkitekturen træffer vi naturligvis de\nreneste Objektivister, paa yderste Fløj møder vi herhjemme\nArkitekten Charles Schou, som baserer hele sit Studium\nover Kunsthistorien og hele sit Arbejde med at skabe en\nalmengyldig Æstetik paa et rent videnskabeligt Grundlag.\nFra dette Standpunkt og til den absolute Hævden af den\nsubjektive Følelses Suverænitet, som Dr. Thomsen har gjort\nsig til Talsmand for i Klingen, træffer vi alle Grader, alle\nAfskygninger, og det er til denne Række af Opfattelser\nmed Kunstnere bagved, at vi maa rette Spørgsmaalet om\nStudieplanens Aktualitet.\nJeg retter dette Spørgsmaal i den bestemte Form : hvad\nkræver alle disse Kunstnere af Akademiet.\nSpørgsmaalet faar derved en ny Aktualitet. Det er sik-\nkert bekendt, at der indenfor Akademiet foregaar en Ny-\norientering, idet man ved at knytte yngre kunstneriske\nKræfter til Akademiet som Professorer og Assistenter søger\nat holde sig ajour med Tidens Rørelser. Og det er da\nnetop nu paa sin Plads, at samle al spredt Kritik og Vur-\ndering til en Konklusion, hvorom alle kan enes. Jeg tror\nogsaa, at De, mine Damer og Herrer, har lagt Mærke til,\nat dette Forsøg paa Nyorientering fra Akademiets Side har\nvakt ikke ringe Usikkerhed i Kunstnerkrese. Docent Wan-\nscher spurgte ved sidste Møde, hvem der om to Aar skulde\nvære Malerprofessorer, i den sikre Tro, at man vilde blive\nham Svar skyldig. Her ulmer det altsaa, og det er her,,\njeg vil søge at faa det til at brænde."}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.5", "texte": "Jeg tager mit Udgangspunkt i Sætningen: Akademiet er\nen Læreanstalt, og dets Berettigelse bestaar deri, at det\nkan docere. Jeg hævder, at dette var Grunden til Akade-\nmiets Oprettelse, og jeg hævder, at Størstedelen af Kunst-\nnerne stadig stiller dette Krav.\nDette sidste har jeg sat mig til Maal at paavise, og jeg\ndeler derfor Kunstnerskalaen i tre Hovedgrupper, hvis For-\nhold til Akademiet jeg skal søge at belyse, nemlig\nFor det første Subjektivisten.\nFor det andet en Mellemgruppe, som jeg med en lidt\nmaliciøs Betegnelse vil kalde Opportunisten.\nOg for det tredje Objektivisten.\nDermed skulde Spørgsmaalet om Studieplanens Aktuali-\ntet være belyst. Det er klart, at jeg ikke taler med lige\nmeget Mandat for alle disse tre Grupper, og jeg haaber\nderfor, at mine Udtalelser under Diskussionen vil blive\nsuplerede fra forskellig Side.\nSubjektivistens Stilling overfor Akademiet har hidtil været\nvaklende. Individualismens Regeringstid er Romantiken,\nden som vi tildels endnu lever i. De forrige Slægtled lod\ni Virkeligheden haant om Akademiet og fornægtede Sæt-\nningen, at dets Forpligtelse er at docere. De nægtede ifølge\nderes hele Opfattelse, at der kunde læres noget alment i\nKunsten og skabte deres Værker udenom Akademiet.\nDen moderne Individualist rejser derimod et Krav til\nAkademiet, nemlig om en teknisk Undervisning og i dette\nKrav er han i Virkeligheden traadt i nærmere Kontakt med\nden Tid, han vil staa nær, nemlig Middelalderen. Den-\ngang var Kunstneren hellere Haandværker end Kunstner,\nog han tilegnede sig Prædikatet Haandværker gennem en\naarelang Læretid.\nNaur skrev i Klingens første Aargang om den kunstne-\nriske Ungdom: En Mængde følger Forholdenes Anvisning\nog gaar paa Akademiet. Naar de er færdige derfra, har de\ningenting lært. Kunst kan de ikke have lært, og hvad de\nkunde have faaet, har de ikke været undervist i. Materialerne\nkunde de have lært at kende, hvordan Lærredet skal være\nog hvordan det tilberedes. Akademiet kunde som Poly-\nteknisk Læreanstalt rumme Laboratorier, hvor alle Kun-\nstens materielle Sider blev undersøgt og prøvet. Saadan\nvilde de første Ungdomsaar gaa i Beskedenhed overfor den\nene vigtige Side af Kunsten: den stoflige og Akademiet\nvilde udklække Folk, der ikke blot med mere eller mindre\nRet var saakaldte Kunstnere, men som var hjemme i de-\nres Fag.\nJeg indser tydeligt, at det Grundlag, som skulde arves,\nmangler, men engang maa vi begynde. Jeg indser klart,\nat Eleverne let kommer til at lære Finesser i Stedet for\nHaandværk og tilegne sig stoflige Smagsforestillinger i Ste-\ndet for Kundskaber. Jeg tror heller ikke, der vil blive\nbestilt meget i en kemisk Klasse paa Akademiet. De fle-\nste Malerskoleelever er maaske nok velbegavede Folk, men\nde gad ikke bestille noget, da de gik i Skole. De er, naar\nde møder paa Akademiet, allerede saa klodsede i Hove-\nderne af ikke at bruge dem, at den elementæreste Perspek-\ntiv volder dem store Smerter. Hvor skal der ogsaa skaffes\nLærere fra til Tekniken. Malermestrene er sikkert de sid-\nste overlevende, der endnu kender lidt til Malegrund osv.,\nmen det er kun lidt og ikke metodisk.\nDog alle disse Indvendinger er af praktisk Art og tager\nikke Kraften af Kravet.\nJeg fastslaar altsaa: Subjektivisten stiller sit Krav til\nAkademiet, Kravet om en Lære i Teknik.\nJeg vender mig nu mod Mellemklassen, Opportunisten,\nden tilfredse.\nSkulde det virkelig lykkes mig at tænde en Gnist, saa\nbliver det Opportunisten, der kører op med Slukningsma-\nteriellet. Jeg opgiver derfor min refererende Form, som\njeg har anvendt overfor Subjektivisten og vil anvende over-\nfor Objektivisten og stiller mig ligesom disse to i skarp\nOpposition til den tilfredse.\nMed Følelseskunstneren og med den bevidste Arbejder\nkan jeg tale, dem kan jeg forstaa og være uenig og enig\nmed, de er søgende, men den tilfredse vil jeg helst afskære\nOrdet, han keder mig, og jeg kender lians Argumenter.\nDet synes mig übestrideligt, at der er ikke noget at være\ntilfreds over.\nDen tilfredse kræver næsten intet af Akademiet, lians\nStilling er bestemt af, om han er repræsenteret der eller\nej, hans eneste Krav til Akademiet er Kravet om at være\nrepræsenteret.\nDet er kort sagt Th. Oppermann, som fremhæver Arki-\ntekturskolen paa Malerskolens Bekostning, for nu arbejder\nde netop i saadan en køn Stil. Og han er ikke mindre\nOppotunist i sin Vrede imod Malerskolen. Det betyder\nnemlig bare, at han er tilfreds med sig selv, at Sigurd\nSwane og Harald Hansen ikke repræsenterer ham.\nOg det er alle dem, som har tilbragt syv Aar af deres\nLiv paa Akademiet og som var glade ved Skolen. Der traf\nde de Kammerater, som de altid kan støtte sig til, naar de\nbegynder at tvivle paa, 0111 de er paa rette Vej, og der\nlærte de alle de Unoder, som altid er ved Haanden og\nhjælper dem over de vanskelige Punkter. Deres Synspunkt\ner kort sagt dette: Det er ikke saa vigtigt, om Akademiet\ndocerer, dets Berettigelse er Kammeratskabet. Deraf ud-\nvikles Eleverne og maaske ogsaa en lille Smule ved per-\nsonlig Paavirkning fra Læreren, dersom de ved Afstemning\nhar vedtaget en Professor, som passer dem.\nAltsaa vi opretholder en Statsanstalt med Administration,\nBetjente og Professorer til Udøvelse af en gensidig Paavirk-\nning mellem Eleverne indbyrdes. Ell Paavirkning, som\nPoesien og Literaturen saa glimrende har udøvet paa Vin-\nstuer og Atelierer. Og der hører den hjemme.\nMen lad os tillige kaste et Blik paa Nytten af denne\nPaavirkning Eleverne imellem, vi vil da se, at den for\nMalerskolens Vedkommende er resulteret i en udtyndet Mo-\ndernisme af den allerværste Art, idet alt det, som var svært\nog skulde læres, er kastet over Bord og intet andet sat i\nStedet. For Arkitekturens Vedkommende er Resultatet ble-\nvet en Mode, som kun er den slappeste Lyrik og som slip-\npes af ældste Klasse omtrent samtidig med, at yngste Klasse\nbegejstret og uden Vanskelighed tilegner sig den.\nDen kammeratlige Paavirkning har bestaaet i Smitte, i\nØjenforblændelse og i Hjernebetændelse, som hindrede Ele-\nverne i rationel Tilegnelse af Kundskaber, og Maalet er\nfuldt, naar Professorerne smittes af Eleverne.\nMan vil sikkert ogsaa fremføre, at Akademiet lærer sine\nElever at arbejde, jeg skal ikke udtale mig herom, men\ndet kan i alle Tilfælde kun gælde Malerskolen, for i Arki-\ntekturskolen har de bare lært, at Tiden* er lang, og det gør\nikke noget, at man spilder den. Men i alt Fald heller ikke"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.6", "texte": "dette berettiger Statsanstalten, det viser Forholdet indenfor\nPoesien og Literaturen.\nMan vil ogsaa pege paa Rostrup-Boyesen. Han lærte sine\nElever baade at se og arbejde og at tegne, og jeg ser sta-\ndig Beviser paa, at det er rigtigt. Men man kan ikke rejse\net Akademi alene over Rostrup-Boyesen, dertil var vel en\nvirkelig Tegneskole ikke alene tilstrækkelig, men ogsaa bedre.\nEndelig møder vi alle dem, som ikke har Tid til at lære\nnoget, og jeg forstaar det saa godt. Arkitekterne er jo gerne\nFolk, som gik ud af Realklassen, fordi de ikke kunde holde\nud at læse til Studenter, saadan gik det mig. Malerne stak\nud af Skolen allerede i Mellemskolen og haardt anstrengt\naf Bygningsteknisk Skole eller af Perspektivklassen skal man\nikke nyde mere Lærdom og nedsætter sig som færdig\nKunstner. Nu kan man med Rette tiiraabe den, der øver\nKritik: Vi er de positive og skabende, du er den nedbry-\ndende og negative. Og rigtignok, det er et haardt Arbejde\nat brække Luftkasteller ned. Men man skal altsaa ikke\nmøde mig med Argumentet, at Kunstneren ikke har Tid\ntil at tilegne sig Kundskaber. For jeg tror ikke derpaa.\nTilsidst vender jeg mig imod dem, som er tilfredse i\nBevidstheden om, at de udfører deres Arbejde samvittig-\nhedsfuldt. Deri ser de Kriteriet paa deres Kunsts Godhed\nog paa, at det gaar fremad. Jeg skal dertil hævde, at\ningen Epoke i Historien har været samvittighedsløs i Kun-\nsten. Heller ikke den forrige Tid, som man nu med Flid\nforagter. Der er altsaa ikke i Samvittigheden nogen som\nhelst Oplysninger at finde om den øjeblikkelige Situation.\nMed megen Lettelse vender jeg mig nu til Objektivisten.\nDen utilfredse. Jeg personlig tror, at det at være Kunst-\nner i Øjeblikket falder sammen med at være utilfreds.\nJeg tror, at kun den søgende Kunstner er Kunstner og\ndette er netop Objektivistens Karakteristik. Jeg er altsaa\nikke saa naiv kun at regne den for Objektivist, som hæv-\nder, at Maleren skal lære Matematik og Filosofi. I saa\nFald kan det godt være, at Adressen til Akademiet fik for\nfaa Navne. Nej, jeg retter mit Angreb netop saaledes, at\njeg splitter Kunstnerne i to Grupper:\nDe, der ikke tror paa noget som helst alment i Kunsten\nimod dem, som stiller Kravet om en Lære.\nPaa denne Maade bliver Objektivisterne maaske de\nmange. Deres Ord faar Vægt og deres Krav til Akademiet\nbliver af afgørende Betydning. For dem er Akademiet en\nLæreanstalt, som staar og falder med det almene Stof,\nden kan docere.\nDanneskjold-Samsøe har skrevet i Klingens 2. Aargang:\nEn Institution bør ikke drive Individualitetsundervisning,\nmen maa samle sig 0111 et vist alment Grundlag, en Med-\ndelen, en Viden mere end en Kunnen.\nVender vi os nu imod Akademiet, saa faar det hele\nSpørgsmaal et ganske anderledes odiøst Skær.\nVar Akademiet for Romantikerne en Ligegyldighed, op-\nretholdt af Sløvhed og Slendrian, saa bliver det for den\nmoderne søgende Kunstner en Haan. Et Slag i Ansigtet\npaa hans Videbegærlighed. En Grube, der skaanselsløst\nsluger en Strøm af studerende og giver dem Stene for Brød.\nSmitte for Lærdom.\nVi har gennem det sidste Aarhundrede været Vidne til,\nat Akademiet forsumpede og langsomt lod sig sit Stof\nglide ud af Hænderne, saaledes at det nu intet docerer.\nMalerne lærer maaske, hvis det gaar højt, at tegne.\nSaavel Malere som Arkitekter lærer et lille Pensum prak-\ntisk Perspektiv. Men der ud over intet.\nJeg garanterer Dem, mine Damer og Herrer: En Arki-\ntekt paa Akademiet lærer aldeles ingenting.\nDe kan gennemgaa Studieplanen og Elevarbejderne, der\nfindes ikke en eneste Positivitet deri. Arkitektens Uddan-\nnelse i tekniske Fag staar ikke paa nogen Maade højere\nend Haandværkerens. Hans teoretiske Uddannelse staar\naldeles ikke paa Højde med den almindelige Students.\nJeg vil derfor karakterisere den moderne Arkitekt, som\nden slettest uddannede Mand. Tager man ogsaa hans An-\nsvar i Betragtning, regner jeg Situationen for absolut util-\nbørlig. Jeg fastslaar, at Akademiet intet lærer sine Elever\ni Teknik. Netop ide Fag, hvor Stoffet ligger klart og\ner tilgængeligt.\nMen spørger vi om den kunstneriske Uddannelse, som\nObjektivisten tror paa og kræver af Akademiet, saa stiller\nSagen sig ligesaa slet:\nOm Kompositionslære og Arkitekturteori er der aldeles\nikke Tale.'\nOm en Opmaaling forbundet med en Paavisning af For-\nudsætningerne for netop denne Bygningsform overhovedet\nikke. Overhovedet ingen Opmaaling.\nDer stilles ikke engang det Krav til Kunstneren om For-\nhaandsviden, at han skal kunne studere Værkerne paa egen\nHaand. Historisk Viden ejer han ikke. End ikke Forud-\nsætningerne for den.\nVi kender ikke Leon Battista Albertis Betragtninger om\nArkitektur, og det er ved et rent Tilfælde, at vi overhove-\ndet faar opsnuset, at der findes en Herre af det Navn, der\nhar causeret i den Genre. Akademiet fortæller det ikke,\ndocerer ham ikke.\nVi kan vende og dreje denne Sag paa hvad Kant vi vil,\nResultatet bliver dog det samme: En Størstepart af Ung-\ndommen kommer til Akademiet og faar intet eller noget\nværre for deres spildte Tid.\nAkademiet er dødsdømt i sin nuværende Form.\nJeg kan ganske vist ikke levere nogen færdig Studieplan\nfor Kunstarterne, men jeg kan for Arkitekturens Vedkom-\nmende antyde, hvilke foreløbige Krav, vi maa rette til et\nAkademi.\nVi forlanger en Anstalt, som docerer alle de tekniske,\nøkonomiske og sociale Videnskaber, som giver os Græn-\nserne, hvorimellem Arkitekturproblemet maa løses. Dette\ner det uafviselige Fundament, hvorpaa Arkitekturen som\nanvendt hviler.\nMen det næste uafviselige Krav er Kravet, som løfter\nArkitekturen op mod Begrebet Kunst. Kravet om en Ar-\nkitekturlære, Kravet om Tilegnelse af den Arkitekturteori\nog Forudsætningerne for denne hvorpaa Arkitekturen\nhidtil har hvilet.\nDette er et afgørende Punkt. For Romantikeren var de\ngamle Kunstneres Teori et Gammelmandsværk eller et mis-\nlykket Forsøg, men for den moderne Kunstner staar det\nskrevne, de faglige Betragtninger af Historiens store Navne\nsom Hovedsagen og Kunstværket som Resultatet.\nDen hidtil skabte Arkitekturteori er for den moderne\nArkitekt al Forudsætning for en taalelig Arkitektur, som\nikke er ringere end det hidtil skabte. Al Forudsætning\nfor at rejse det nye. Og al Forudsætning for en Under-\nvisning.\nDerfor maa Kravet om kulørte Skitser for Optagelse"}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.8", "texte": "paa Akademiet erstattes med Kravet om nødvendige\nForkundskaber. Nu er det nemlig saadan, at de stude-\nrende, som anvender Akademiets Bibliotek til at blade i\nBillederne og smittes deraf, ejer ikke Forudsætningerne for\nat kunne læse i Bøgerne. Docenturen i italiensk Kunst\nmaa erstattes med Docenturen i almindelig Viden. Profes-\nsoraterne i Tempelklassen og Danske Klasse med Docen-\nturer i Økonomi, Hygiejne og Samfundslære. Heleden\ntekniske Undervisning maa revideres, saa at den bestem-\nmer Grænser og ikke hviler paa dogmatiske og forældede\nHaandværkerregler. Og den eneste kunstneriske Lærdom,\nEleverne kan modtage, er Indvielsen i den historisk fore-\nliggende Arkitekturteori.\nFra denne Anstalt kan Arkitekten gaa ud, belært med\nhvad der kan læres i hans Fag, saaledes som Lægen gaar\ntil sin Praksis efter sit Studium. Fra det nuværende\nAkademi gaar Arkitekten ud som klog Kone, henvist til\nen Eksperimentering, som i bedste Fald slaar Patienten\nihjel og i værste Fald rejser sit forkrøblede Værk omkring\nos. Henvist til at gøre alle Menneskenes Dumheder om\nigen.\nEfter dette maa Akademiet fældes og et nyt rejses paa\nRuinerne.\nTro ikke, mine Damer og Herrer, at det nytter at lappe.\nCarl Petersens Professorat viser med al mulig Tydelighed,\nat Lapperi er værre end intet. Akademiet sejrede og han\ntrak det korteste Straa. Den, der rækker Akademiet sin\nHaand, er paa gyngende Grund, som synker under ham\nog lukker sig over ham, og kort Tid efter er det, som om\nder slet ingenting var sket.\nJeg vender mig atter mod Opportunisterne, og nu sigter\njeg til den fri Arkitektforening. Jeg tror den faar vanske-\nligt ved at finde en til, som vi regner med, til at sende\npaa Akademiet Skafot, men hvorfor siger Foreningen ikke\nNej Tak til Professoraterne en bloc. Lad os fastslaa, at\ndenne Holdning er den eneste værdige, den eneste forene-\nlige med den øjeblikkelige Situation.\nDen frie Arkitektforening har nemlig ingen Ret til at\nlade sig repræsentere paa Akademiet, for den har aldrig\ngjort Akademispørgsmaalet til sit, aldrig bragt Bidrag til\ndets Løsning og aldrig rettet noget Fremstød mod Akade-\nmiets System, som er det eneste vi skal fælde.\nHvorledes skal vi da gribe den øjeblikkelige Situation\nan. Jo vi kan gøre to Ting: Vi kan løbe en saadan\nStorm mod Akademiet som Institution, at Ministeriet ned-\nsætter en Kommission til Ændring af Systemet. Men naar\nman kender Resultatet af Kommissioner og gætter paa de\nNavne som vil blive tilkaldte*, og naar man føler, at det\nikke bliver muligt at skaffe den nye Institution saa vel\nLærere som Elever, saa er Vejen sikkert ikke farbar. Nej,\nlad os slaa dette Slag, naar vi har mere paa Hjerte.\nLad Akademiet sejle sin egen Sø og lad dem, som gider,\novertage Taburetterne. Lad os saa ruste os til selv at til-\negne os de Kundskaber, som Akademiet ikke ejer og ikke\nkan give os. Vi kan ogsaa til Lettelse slutte os sammen i\nKursus og Manuduktioner til Erhvervelse af de fornødne\nForkundskaber. Her har Klingen en Mission med at bringe\nLiteraturfortegnelser og Literaturanmeldelser, Oplysninger\nog Betragtninger. »Architekten«, som ogsaa kunde være\nStedet, duer ikke. Erfaringen viser, at bare der lugtes\nTeori i det Blad, farer der straks nogle gamle Fagforenings-\nmedlemmer ud og bider Teoretikeren i Benene,\nVi maa ogsaa øve Indflydelse paa de tekniske Skoler,\nsom i Virkeligheden har den foreløbige Opgave, at uddanne\nKunstneren, til det lykkes at skabe en Studieplan og at\nfinde Lærere til Akademiet. Paa teknisk Skole hører Ro-\nstrup-Boyesen hjemme. Her kan maaske fremskaffes de\nArbejdsvilkaar som han behøver og forljener. Vi har ikke\nnogen bedre Plads til ham. Der skal Undervisningen i\nMaleteknik som Haandværk rettelig foregaa. Der skal de\nnødvendigste tekniske Videnskaber doceres. Og af kunst-\nnerisk Uddannelse kan teknisk Skole ogsaa paatage sig at\npaavise de historiske Forudsætninger for det under Op-\nmaaling tilegnede. Anden Form for Opmaaling er jo det\nrene Vrøvl og lærer kun Eleverne Humbug i forskellige\nStilarter.\nHer ligger den foreløbige Opgave med Studieplanen for\nden moderne Kunstner.\nMen kunde vi ogsaa føre vores Paavirkning og vores\nSyn helt ned til det Øjeblik, da den ganske unge vælger\nat være Kunstner, saaledes at han ikke benytter Kunstner-\nvejen til at slippe for en Række Übehageligheder, men paa\nForhaand ved, at denne Vej netop stiller de største Krav\ntil ham. Ja, saa vil der maaske blive færre Kunstnere,\nmen de vil have bedre Betingelser for at blive Kunstnere\nog ikke som nu behændige Artister.\nJeg vil nu slutte med en Anmodning om Udtalelse fra\nde forskellige Lejre. Men lad os holde os til Akademi-\nspørgsmaalet Sagen er brændende og Tiden er knap.\nLad mig aabne Diskussionen med Forslaget om en Re-\nsolution.\nLad os vedtage, at vi ser paa Akademiets Nyorientering,\nsom en pinlig Spøg, som det gælder om at slaa ned. At\nvi, der tørster efter Viden, opfatter det som en Haan, at\nAkademiet søger at vinde Terræn ved at knytte ansete\nKunstnere til sig, Kunstnere, som vi agter, fordi de er\nsøgende, ikke fordi de er vidende Kunstnere, som er\ndøde for os den Dag, de giver sig Stempel af Viden.\nLad os effektuere vores Krav overfor Akademiet ved en\nAdvarsel til Ungdommen om at søge det og ved en Boy-\ncotning af Lærerpladserne.\nSaa bliver Akademiet, hvad det bør være i Øjeblikket,\net Krøblinge- og Alderdomshjem.\nLad os sætte os det Maal at fælde Akademiet, men lad\nos ikke derover glemme det vigtigere Maal at genrejse\nAkademiet som Idé.\nPaa Akademiet som Idé hviler den store Kunst, som\naltid er historisk bundet. Fra denne Jordbund rejser den\nstore Kunstner sig. Tænk, hvad Willumsen maaske var\nblevet, hvis han som Renæssancens Mænd havde staaet\npaa Skuldrene af en Fortid og en Samtid,\nDette har man med en svævende og daarlig Betegnelse\nkaldt Tradition. Men det er Viden.\nLad os, selv om vi skaber et Par slette Huse og et Par\nskidte Skilderier færre, anvende vores Kræfter paa at gen-\nrejse Akademiet.\n* Professor Mathiesen?\n\nPoul Henningsen."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.10", "texte": "Færøske Digte\n\nMARTSAFTEN\nMartsaftenen er\nsaa gennemtrængende grønbleg.\nI aften gik den rige sol\ni en fattig seng.\n•\nFra nøgne, sorte sletter\nstirrer hvidgrønne søer\nindtrængende\npaa den dødtrætte vandrer.\nHimmelen bliver særere\njo længer det lider mod nat.\nDen sygner hen i\ndet blegeste blege.\nPaa en høj staar et træ,\nhvis nøgne, sorte grenfilter\nsøger at ætse sig ind\ni den vigende baggrund.\nEn fugl sætter sig lydløst\ni dets lurvede krone\nog søger at lune sig\ni sine laser.\nVinden hviner\ngennem et forfaldent hus,\nunder hvis tag en stakkels\nvandrer søger ly.\nSkal han ende\nsit liv i denne aften?\nKarrigt suger vinteren med sig,\nhvad den endnu kan redde!\nTRÆKFUGLENE\nJeg saa dem lette i en stormfuld aften,\ni himlens røde hvælv de sejled ind\nog steg og steg i solens sidste skin.\nDa hørtes hyle over somrens brandtomt\nden kaade vind.\nEt rustrødt Polynesien var himlen,\ni havets digre guld laa sorte skær\nog høstens golde armod bo'de dér.\nMen alle sorte hytters ruder spejled\ndet røde vejr.\nDet sidste solskin var i deres vinger,\nden sidste lovsang lød fra deres bryst,\nsaa fuld af vaarens liv og somrens lyst.\nOg da de svandt bag fjerne, kolde bjerge,\nblev alt saa tyst."}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.11", "texte": "MIDDAGSSOL\nDa middagsheden kom med brand og larm,\nda knyttedes hver næve, da bøjedes hver arm,\nda runged tusind hammerslag og gnistred tusind lyn,\nog nye veje brødes til videre syn. . .\nDer undtes ingjen skygge. Under dirrende sol\ngik arbejdet sin svedte gang fra pol og til pol.\nOg verdens atmosfære var et ekko af et brag!\n.... Der blindedes saa mange i den glohvide dag...\nOg mens éns svimle tanker for dagen søgte skjul,\nda snærred alle kværne og svinged alle hjul:\net perspektiv af ringe i glødende sving!\nSelv jorden svinged rundt, rundt i ring, rundt i ring.. .\nOg universets ringe .... og evighedens ring ...\ndet svimler og det svinder ud i altets ingenting!\nOg den, der farer videst frem paa tankens svedne vinge,\nhvad ser han andet end ind i et nyt system af ringe?\nIND UNDER VINTERENS TAG\nNu vugger tavse mulmets vintervande\nog breder sig udover alle lande.\nOg vi som ved det vil mod enden lakke\ngaar ind i mulmets hus med bøjet nakke.\nDerinde ved vi vore gamle lejer,\nde gamle hi som alle udelt ejer.\nDér aser uret med de tunge lodder,\nmens vejret støjer mod de gungre skodder.\nJa trindt omkring i graa, forblæste hytter,\ntil stormens sejrsang ligger vi og lytter. ..\nMen stundom er den dyssende at høre\nsom et barneøre. . .\nDen mørke stues stilhed er som vævet\naf alle stille timer der er levet,\nmen stormens store vise den er vundet\naf alle store timer der har rundet. ..\nImellem stunder naar orkanen tier,\nda aabnes skodden ud mod himlens riger,\nda lyser stjerners issmil os imøde\nsom fjerne bud og hilsner fra de døde.\nNaar vejret atter brøler gennem mulmet\nog arnens sidste offerglød har ulmet,\nda drømmer vi os ind i himlens under\nog taler med de døde naar vi blunder.\n\nWilliam Heinesen."}, {"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.12", "texte": "DEN ÆSTETISKE MAALESTOK\nArnold Christensen.\nI sidste Numer af »Klingen« (der kom mig i Hænder,\nfordi et lille Skrift jeg har udgivet, var omtalt deri)\nser jeg ikke mindre end tre Artikler som Indlæg i en Dis-\nkussion om Kunstens Teori. Jeg hilser denne Diskussion\nmed Glæde som el af mange Tegn paa, at en ny Tid er\nved at indledes, en Tid, der lover at løfte lidt af det\nSlør, der alt for længe har hvilet over Kunstens Funda-\nmenter, over Stemningers og Følelsers Love over Livs-\nværdiers Opstaaen i det Hele —.\nDet sidste hundrede Aar af den vestlige Civilisations\nHistorie før Verdenskrigen har været karakteriseret ved et\nstadig stigende Tempo i den videnskabelige Tekniks Ud-\nvikling. I et stadigt, aandeløst Jag er Opfindelse fulgt\npaa Opfindelse for tilsidst, umiddelbart før den store Kata-\nstrofe, at kulminere i Virkeliggørelsen af Menneskehedens\naartusindlange Drøm: Herredømmet over Lufthavet.\nDrømme, der maatte synes fantastiske, er paa faa Aar\nbleven til nøgtern Virkelighed. Forlængst har man gen-\nnem Traade paa Havets Bund sendt Ordrer, Spørgsmaal\nog Efterretninger fra Verdensdel til Verdensdel i tre, fire\nforskellige rivende Ordstrømme samtidig gennem hver\nTraad i begge Retninger paa een Gang.\nOg nu sitrer over Havene menneskelige Tankeudveks-\nlinger udtrykte i Sprog, omsat i elektromagnetiske Rystel-\nser i et ufatteligt Virvar, ud af hvilket Instrumenterne\npiller hvad der er bestemt for hvert især, benyttende sig\naf Rytmernes Sympati, af Resonansen.\nDet er saare skønt. Men midt i denne larmende Ud-\nvikling kan det hænde man standser forpustet et Øjeblik\nog spørger, hvor alt dette fører hen. Har Udviklingsdriften\nfaaet Feber? Er den bleven greben af Forfølgelsesvanvid\nmod et Maal, der er en Hallucination?\nDet hænder, at man midt i Travlheden træffer paa en\nlille Ting, en Melodi eller andet, hvorved Minder kan\nhænge, at man ved en pludselig, associativ Hjærneproces\nbliver kastet tilbage til den unge Alder, hvor Stjernerne\nvar nok at undres over. Og da sker det, at man spørger\nom ogsaa Menneskene og Du fik Livsværdier for alt\ndet rastløse Jag.\nEr Du lykkeligere fordi Du kan flyve? Er det ikke\nsaaledes, at kun Overgangen fra ikke at kunne flyve og\ntil at kunne flyve giver et Plus til Livets Værdi for Dig?\nEr Udviklingsdriften hul i Ryggen?\nEet er imidlertid givet: I Løbet af det sidste hundrede\nAar, siden man begyndte at faa Herredømme over de\nulegemlige Naturkræfter (Varme, Elektricitet o. s. v.) er\nden tekniske Udvikling i Forhold til det historiske\nTidsrum sket med næsten eksplosiv Hastighed.\nHvornaar standser den? Bliver den ved i den geome-\ntriske Progression, den i Øjeblikket er inde paa, maa den\ni relativ kort Tid naa noget fabelagtigt.\nMan kunde ane . . .\nMen jeg vil ikke være Profet.\nLangt naturligere vilde det være at mene, dette Storm-\nløb mod Herredømmet over hele Naturen var en historisk\nPeriode der nu er i Kulmination. Og da kunde det tæn-\nkes, at i hvert Fald noget af det umaadelige Hjærnearbejde,\nder for Tiden er henvendt paa videnskabelig-tekniske Frem-\nskridt i Forbedring af Livsvilkaar og i Ødelæggelse af\nLivsvilkaar, at noget af dette Arbejde kunde sættes ind\npaa Løsningen af de psykologiske Problemer, der til sy-\nvende og sidst langt mere direkte berører den menneske-\nlige Livsværdi.\nEt af disse Problemer er Kunstens Teori og Love. Thi\nKunsten rører direkte ved Livsværdierne. Og, lad mig\nsige det straks: Det nytter ikke at vilde abstrahere Kun-\nsten fra Følelser og Stemninger, for Kunst er netop Opera-\ntion med Følelser og Stemninger, bevidst eller übevidst.\nDen kunstneriske Dom bliver ganske vist altid subjektiv.\nDet kan ikke hjælpe at nægte det. Og det kan endnu\nmindre hjælpe Hr. Henningsen at paakalde Kants Assistance\ntil en saadan Benægtelse, thi det er netop en af Kants\nFortjenester, at have paavist Kunstens Subjektivitet. Lotze\nsiger meget rigtig:\n»Die Subjektivitåt des åstetischen Urteils mit unerbittlicher\nDeutlichkeit hervorgehoben zu haben, halte ich fiir eines der\nwesentlichsten Verdienste, welche Kants eindringliche Kritik\nsich erworben hat.«\nDer er ingen Vej uden om. Lad os se objektivt paa det\nsubjektive .... Nej, Otto Gested, det er jo en Paradoks!\nSaa siger vi: Lad os gøre det subjektive til Objekt\nfor vor Forskning!\nMaa jeg her indskyde en Bemærkning om min Definition\naf det objektive.\nSaafremt der paa Væggen hænger en Ramme, hvori er\nudspændt et Stykke hvidt Lærred, saa kan jeg betragte\ndette som en objektiv Kendsgerning, ifald alle andre (eller\nrettere de alier fleste andre) er enige med mig. Er der\nderimod paa Lærredet malet et Billede af 112. Eks. Matisse\nog jeg finder, at dette Billede er en ren Skønhedsaaben-\nbaring, er dette en subjektiv Kendsgerning, hvis blot en vis\nDel af andre, der ser Billedet, er uenige med mig (hvad\nman jo kan være ganske sikker paa). Hvis endelig alle\nandre siger, at der slet intet Billede er malet paa Lærre-\ndet, og jeg alligevel ser et Billede, er denne Kendsgerning\nden højeste Potens af subjektiv: En Hallucination.\nVi ser altsaa at Objektiviteten er baseret paa Stemme-\nflerhed ligesom et Rigsdagsvalg. Men vi ser tillige, at\nen i Principel subjektiv Dom kan faa en vis Grad af\nobjektiv Gyldighed gennem almindelig Anerkendelse.\nDerfor kan Paul Stem, der forfægter den æstetiske Doms\nafgjort subjektive Karakter, uden at gøre sig skyldig i In-\nkonsekvens slutte sit (overordentlig klart gennemtænkte)\nVærk: Einfuhlung und Association in der neueren Åsthetik,\nmed denne Sætning:\n»Wir zeigten, dass geråde aus der associations-psycholo-\ngischen Betragtungsweise ein Massstab fiir die objektive\nGiiltigkeit åsthetischen Urteile zu gewinnen sei.«\nJeg har i mit af Otto Gelsted omtalte lille Skrift paa en\nskitsemæssig og kortfattet Maade søgt at vise »hvorledes\nman gennem Associationsteorien muligvis kan finde sig\nfrem til en Basis for Bedømmelse af Kunst i nogenlunde\nalmengyldig Betydning«, og jeg har prøvet at pege paa\nnogle af de Skær, der truer mest paa en saadan Under-\nsøgelses Vej.\nOtto Gelsted kalder Associationsprincippet for en Ab-\nstraktion. Jeg maa hævde, at Association, betragtet som\nübevidst Sammenknytning mellem en Følelse og et Sanse-\nindtryk er en psykofysisk, ja maaske endog en fysiologisk\nKendsgerning, der beror paa molekylåre Forandringer i\nvisse Dele af Hjærnens Nakkevindinger, og tilmed er af\nen saadan Art, at den følger bestemte, for Formler direkte\ntilgængelige Love.\nDet »formale« Princip er intet Princip. Man kunde\ntænke sig principielt at undersøge Formernes Æstetik paa\nBasis af Associationer. At Harmoni, Symmetri, geometrisk\nRegelmæssighed o. s.v. gør et Indtryk af Lyst i Modsæt-\nning til Ulyst, er temmelig let forklarligt, thi det »regel-\nmæssige«, »hele« er naturligvis altid associativt knyttet til\nFølelsen »Lyst« i Modsætning til det »ituslaaede«, »van-\nskabte«, der saa godt som overalt i Livet mødes med et\naf foreliggende praktiske Grunde dikteret Indtryk af Ulyst.\nMen Indholdet begrænses af Formen. Og Formen\ner i dette Tilfælde en Side i »Klingen«. Jeg maa slutte.\nJeg vil gøre det med et Ønske om, at det snart vil lyse\ngodt op i Kunstteoriens Problemer og om, at man ikke\nvil se alt for sort paa Sagen. Det er saa trist at tænke,\nHr. Henningsen, at vi befinder os helt i Mørke. Og det\nvilde tilmed lyde fælt skurrende, om vi skulde lave Digte-\nrens Ord om til:\n»Heiter ist das Leben ernst die Kunst!«"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.13", "texte": "AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER\nOtto Gelsted.\nT[\\R. THOMSEN fortsætter i sine Kroniker i »Politiken«\nom Efterårsudstillingen sit Angreb paa Henningsens\n»Objektivisme«. Han skriver: »En Dug, der bredes over\net Bord, et Tæppe, der hænger i Folder, et Flag, der fly-\nver i Vinden opfattes ikke Enkelthederne i alt dette\nforskelligt af hvert eneste Menneske? Prøv at lade ti Per-\nsoner nøje iagttage samme lidt mere komplicerede Genstand\nog lad dem nedskrive deres Indtryk af Form, af Farve,\naf alt, hvad de sanser ved Tingene og Beskrivelserne\nvil blive højst forskellige, hvis Personerne overhovedet har\nkunstnerisk Temperament«. Jeg tilføjer, at de ogsaa vil\nblive højst forskellige, selv om Personerne er fuldkommen\nblottede for kunstnerisk Temperament. Ogsaa Arnold Chri-\nstensen fastholder i nærværende Nr. af Klingen »den\nkunstneriske Doms Subjektivitet«, der skal være bevist at\nKant. Jeg kan imidlertid i Thomsens og Christensens\nYtringer kun se et Tegn paa, at de ikke har forstaaet\nSindrigheden i Kants Problemstilling.\nNaar Christensen paaberaaber sig Lotze, overser han,\nat den æstetiske Doms Subjektivitet ikke udelukker dens\naprioriske Almengyldighed. Æstetiken kan geine tage et\npsykologisk-empirisk Udgangspunkt, men selv er den en\nkritisk Videnskab, der spørger efter det aprioriske Princip\nfor de æstetiske Dommes Gyldighed. I den æstetiske Doms-\nkraft ligger et apriorisk Princip altsaa et Princip, der\nikke er hentet fra Erfaringen, men har sin Oprindelse i\nBevidsthedens funktionelle Form. Det er et Princip, som\ngaar paa den subjektive og formale Lovmæssighed og\nkræver subjektiv Almengyldighed. At den æstetiske Dom er\nsubjektiv, vil sige, at den gaar paa den sjælelige Tilstand,\nhvori det æstetiske Objekt hensætter Individet og ikke\ninteresserer sig for Objektet, uden tor saa vidt det ei\negnet til at fremkalde den æstetiske Tilstand. Det skønne\ner ikke afhængigt af Subjektets individuelle Forkærlighed,\nmen maa »indeholde en Grund til Behag for enhver« (om\ndet faktisk vækker almindeligt Behag er ligegyldigt). Karak-\nteristik for den æstetiske Tilstand er dens »Formaalsmæssig-\nhed uden Formaal«, o: dens fuldkomne indre Sammen-\nhæng. Hvad det kommer an paa er, at den æstetiske\nGenstand formaar at frembringe »et ensartet Spil af Sindets\nKræfter«. »Schdn ist was ohne Begrift als Gegenstand\neines notwendigen Wohlgefallens erkannt ist«. (Kritik der\nUrtheilskraft.)\nVi er her saare langt fra Thomsens Betragtninger over\nden af psykologiske Forskelle betingede faktiske For-\nskellighed i den æstetiske Opfattelse, som ingen benægtei,\nog saare langt fra Christensens Krav om en »Objektivitet«\nbaseret paa Stemmeflertal« Almengyldigheden er efter Kant\napriorisk, o: det Krav om Enhed i Mangfoldigheden, vi stil-\nler til et Kunstværk, og som Kant betegner som Hovedkravet,\nhar sin Grund i selve Bevidsthedens syntetiske Enhed. Det\ner i dette aprioriske, eller som jeg har kaldt det, formelle\nPrincip, Kant ser Grundnormen for den æstetiske Dom.\nAt basere Gyldigheden af en æstetisk eller enhver anden\nDom paa gængse Associationer eller Stemmeflertal anser\njeg for aldeles desperat. Man kan ikke bevise en Mening\nved at paaberaabe sig andres Vidnesbyrd, men kun ved at\nanføre Grunde for den, og kun hvis de andre sidder inde\nmed særlig Sagkundskab, kan de paakaldes til Støtte. Til\nsyvende og sidst maa baade de videnskabelige, etiske og æste-\ntiske Domme begrundes i Bevidsthedens syntetiske Enhed.\nAt fastholde Enheden i Mangfoldigheden, det identiske\ni det ikke-identiske, er Roden til al Erkendelse. Aarsags-\nsætningen er kun en Udformning af Idcntitetssætningen.\nNaar A imod Identitetssætningen pludselig viser sig at\nvære B, maa vi for at bevare Identiteten regne B\nfor A + C, hvor C er Aarsagen til at A forandres til B.\nHvad der gør, at Aarsagssammenhæng tilfredsstiller vor\nErkendelsestrang, er at vi ser Identiteten mellem Aarsag\nog Virkning. Vi føres her over til Loven om Energiens\nKonstans, der kræver samme Energisum bevaret gennem\ndens forskellige Forandringer. Ogsaa i Biologien træller vi\nEnliedsprincippet, naar vi karakteriserer Udviklingen som\nførende paa én Gang mod slørre funktionel Mangfoldighed\nog større Enhed. Vi kan altsaa følge det Princip om En-\nhed i Mangfoldigheden, som vi lægger til Grund for vor\nKunstopfattelse, tilbage fra Æstetiken gennem Biologi, Fysik\nog Logik til Bevidsthedens og Erkendelsens Grundfaktum.\nDet fælles i Fænomenerne ligger ikke i deres konkrete,\nsanselige Egenskaber derfor finder Dr. Thomsen med alle\nsine Borde, Tæpper og Flag, der flyver i Vinden, ikke ind\ntil det almengyldige i Kunsten. Nej, det fælles ligger ide\nfundamentale Love, Fænomenerne følger. Det eneste Kri-\nterium paa en Opfattelses Værdi er dens indre Sammen-\nhæng. Derfor er det efter Individernes Kvalitet, ikke\nsom Christensen ønsker det efter deres Kvantitet, at den\nVægt, der tillægges deres Meninger bør afvejes.\nNaar jeg har kaldt disse Bemærkninger for afsluttende,\ner det fordi jeg ikke tror, det er nogen Nytte til at fortsætte\nden rent erkendelsesteoretiske Diskussion. Hvad vi træn-\nger til er en Kunstteori, der kan danne Grundlaget for den\nrationelle Studieplan, som Henningsen efterlyser. Henning-\nsen tager særlig Sigte paa Arkitekturundervisningen, men\nKravet gælder i lige Grad Maleriet. Jeg har andet Steds\npaapeget de tre Grundelementer i al Malerkunst: Natur-\nindtrykket, Billedets Lovmæssighed, Malerens Personlighed.\nVender vi os særlig til Billedets Lovmæssighed, der er af-\ngørende for den rent kunstneriske Værdi, bliver Kravet et\nbevidst og alvorligt Arbejde med de formelle billedlige\nVærdier: Farve, Form og Komposition. Jeg kan i Mod-\nsætning til Arnold Christensen, ikke se noget sørgeligt i,\nom vi kunde gøre Livet lidt festligere, end det for Tiden\narter sig, og til Gengæld kunde bekvemme os til at tage\nmere alvorligt paa Kunsten."}, {"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag191910-01.1.15", "texte": "WANCHERS BOG OM RAFAEL\nG.\nVilhelm Wanscher: Raffaello Santi da Urhino. Hans Liv og Værker. (Aage Marcus.)\nAllerede i det Ydre fremtræder Wanschers med Spænding imødesete Rafaelbog paa en Maade, der er egnet til\nat antyde det usædvanlige. Det er den første Bog, der er kommet fra det nye Kunstforlag Aage Marcus, Formatet er\nstort Protokolfolio, hvad deri Forbindelse med det typografiske Udstyr, giver-Bogen en pasticheagtig Karakter. Vær-\nket er rigt illustreret med Tegninger af Wanscher efter Malerier af Rafael og Gengivelser af rafaeliske Haandtegninger\nog Stik af Marcanton (se Gengivelsen af Marcantons Stik af »Barnemordet« inde i Bladet).\nHovedindholdet i Wanschers Bog er et Forsøg paa stilkritisk at sondre mellem de ægte og uægte Bestanddele i\ndet Værk, der er os overleveret under Rafaels Navn. En Del af de allermest kendte og yndede Billeder, som »Madon-\nnas Trolovelse« og »Transfigurationen« er efter Wanschers Mening Elevarbejder, der kun delvis eller slet ikke tør til-\nskrives Rafael. Som Ophavsmand til de fleste af disse »uægte« Billeder udpeger Wanscher Værkføreren i Rafaels\nAtelier Penni, hvis Stil kan karakteriseres som en tør og udvendig Efterligning af Rafaels.\nTilbage som Rafaels autentiske Arbejde bliver ca. 40 Malerier og Tegninger samt fire Arkitekturarbejder (Plan og\nModel til Peterskirken, Leo X.s Loggier i Vatikanet, Villa Madama og Palazzo Pandolfini i Florens).\nEt Begreb om den Voldsomhed, hvormed Docent Wanscher vender sig mod den ukritiske Sammenblanding af\nRafaels og hans Elevers Arbejder, giver hans Kritik af den berømte Freske »Sibyllerne«, som Wanscher formoder skyl-\ndes et Samarbejde af Penni og Giulio Romano. »Übegribeligt«, skriver han, »at man nogensinde med kritisk Bevidst-\nhed har kunnet tilskrive Rafael denne Sammenknytning af uharmoniske Figurer, sete mod en ensartet mørk Baggrund,\nder dræber deres rumlige Form . . . Figurerne er i alle Henseender dilettantiske, og det er kun en Selvfølge, at de\nskæres vilkaarligt af Rundbuen, til hvilken fire af dem støtter sig, ligesom om de sad paa en Slibesten.«\nForvanskningen af Rafaels Kunstnerpersonlighed stammer fra hans egen Tid, idet en Række Skolearbejder\nallerede af Rafael selv er betegnende som ægte. Den stærkt udviklede Følelse for kunstnerisk Ejendomsret er et\nmoderne Fænomen. Rafaels Samtid forstod ikke at gøre Forskel mellem de ægte og de elevagtige Billeder, og ogsaa\nVasari delte den folkelige Forkærlighed for de Billeder, deri Virkeligheden skyldes Penni.\nI kunsthistorisk Henseende begyndte Forvanskningen af Rafaels Person i Michelangelos Kres. Mens Rafael med\nRidderlighed anerkendte, hvad han skyldte sine Lærere og Samtidige, fornægtede Michelangelo sine Lærere og forsøgte\nat nedsætte sine Konkurrenter. Derved blev Rafael i Historien til en Mand, hvis Væsen var Lærvillighed, medens\nMichelangelo gjorde sig selv til det oprindelige Geni.\nOgsaa den, der ikke føler sig kompetent til at sætte sig til Doms over de enkelte Afgørelser i Wanschers Rafael-\nbog, maa anerkende det lidenskabelige Temperament og den kritiske Skarpsindighed, der her har sat Frugt iet\nHovedværk, som utvivlsomt vil skaffe Wanscher Navn mellem de førende europæiske Kunsthistorikere.\n\nGABESTOKKEN\nGULDMEDAILLEKONKURRENCEN. Skønt det ved tidligere Lejligheder har vist sig frugtesløst at angribe Akade-\nmiets Guldmedailleuddelinger, der betegner en übrudt Række af Misgreb, er der Grund til et Øjeblik at standse ved dette\nAars Afgørelse. Naar man sammenligner Præmietagernes umodne Elevarbejder med William Scharffs overlegent dyg-\ntige og monumentale Billede, er Uretfærdigheden saa iøjnefaldende, at vi betvivler, at nogen Kunstner med Respekt\nfor sig selv og sit Arbejde mere vil deltage i en saadan Parodi.\nKEJSERENS NYE KLÆDER. H. C. Andersen kunde sikkert have skrevet en Pendant om alle dem, som i deres\nuendelige Velklædthed raillerer over andres Nøgenhed, uden at opdage, at de selv har Skjorten ude af Bukserne.\nKejserens nye Klæder, det er ikke den nye Kunst, det er nemlig ikke Flertallet, men meget faa, der kan se, at\nden har noget paa sig, og endnu færre ved, at den moderne Kunst opstod, fordi Nød maa bringe nøgen Kone til at\nspinde. Tegner og Konsorter er jo i deres egne Øjne klædt som Kunstens Gentlemen komplet fra English House og\nhar kun Foragt til den Ungdom, der leder efter et Klædebon til Kunsten.\nNej, det aktuelle i Kejserens nye Klæder er Professorernes Indtog paa Akademiet i bar Skjorte. De ved det ikke\nselv er bare lidt usikre i Ryggen og der er næsten ingen der ved det.\nProfessor Mathiesen har opdaget det i Kraft af sin egen storartede, kunstneriske Fundering, og derfor kan der\nvære Anledning til at mindes, at Viden først begynder der, hvor man erkender sin Uvidenhed.\nAltsaa Hr. Professor Mathiesen læg den kloge og belærende Maske. Eller gaa hjem og hent lidt at tage paa\nbare til foran. Vil De slutte Dem til de unge og selv lære noget af alt det, De mangler, saa er De Ungdommens\nMand. Ellers kan vi ikke bruge Dem.\nBlandt Ansøgerne til Professorembedet i Arkitektur, er Arkitekt Jesper Tvede blevet den foretrukne. Efter For-\nlydende skal Docent Wanscher ved et Foredrag paa Akademiet have taget skarpt Afstand fra det Valg. Vil Docenten\ngøre Rede for, hvilke Fortrin Arkitekterne Strøm-Tejsen, Thomsen og P. V. J. Klint skulde have fremfor den valgte?\nDet væsentlige og fældende for dem alle er deres Ansøgning til en Professorplads.\nAbonnenter, der ønsker 2. Aargang af Bladet indbundet, vil ved Henvendelse til Petersen & Petersen, Holbergs-\ngade 15, kunne faa det komponerede Bind.\nPaa Ekspeditionen, Udbygade 1, Kbh, N., Telf. Nora 3232, kan Abonnenterne faa ombyttet makulerede Hefter\naf 1. og 2. Aarg. for en Pris af 1 Kr. Stykket, undtagen Hefterne 2 og 3 af begge Aargange, der er udsolgt fra Eks-\npeditionen.\nNæste Nummer af Klingen bliver et Dobbelthefte, der vil udkomme inden Jul.\nSom Klingens Kunstnermappe Nr. 2 vil ligeledes inden Jul udkomme en Mappe med otte Originallitografier af Vilhelm\nLundstrøm. Pris 100 Kr. Mappen faas ved Henvendelse til Klingens Ekspedition."}]}