{"numero_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_sha256": "cb50d25ebd4153e6a64cccb9f056120e612215390a379a8ce28f08b3f4e8d71d", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1920/02/06_01/bmtnaag_1920-02-06_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1920/02/06_01/bmtnaag_1920-02-06_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c002", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1066, "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nFotografi efter Auguste Renoir.\nPierre-Auguste Renoir. Af Carl V. Petersen.\nFotografi efter Auguste Renoir.\nIn memoriam Auguste Renoir.\nNogle Vers af Michelagniolo Buonaroti. Af Johannes Dam.\nLitografi af Oluf Høst.\nAkademiet. Af Poul Henningsen.\nLitografi af Oluf Høst.\nKristus paa Slagmarken. Freske i Johannes den Døber\nKirken i Jaroslav af Dmitri Grigorief.\nRussernes Malerkunst. Af Poul Uttenreitter.\nFotografi efter Besse Giersing.\nBesse Giersing. Af S.\nFotografi efter Harald Giersing.\nStjernernes Kamp før Verdens Ende. Slutningen af de Sibyl-\nlinske Oraklers 5. Bog. Oversat fra Græsk af Thøger Larsen.\nVignet af Poul Uttenreitter.\nFarvelitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nFotografi efter Henri Matisse.\nForord til Prolegomena. Af Immanuel Kant. Oversat af\nLouis v. Kohl.\nLitografi af Albert Naur.\nOm byplankonkurrencer.\nPennetegning af Johannes Larsen.\nLitografi af Alpert Naur.\nDen store Armada. Af Kai Hofmann.\nGustaf Wolmars Udstilling. Af D.\nNoter og Gabestok.\nLitografi bag paa Omslaget af Vilhelm Lundstrøm."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c004", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 4, "image_fin": 4, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.4", "titre_corps": "PIERRE-AUGUSTE RENOIR", "titre_sommaire": "PIERRE-AUGUSTE RENOIR", "signature_source": "Carl V. Petersen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5979, "texte": "PIERRE-AUGUSTE RENOIR\nCarl V. Petersen.\n1841-1919\nT den, selv maalt med de rigest producerende Kunstneres,\nuhyre Produktion af over lire Tusinde Billeder, som\nRenoir selv har anslaaet sine Arbejders Tal til, kan det\nførst blive en senere Eftertid muligt helt sikkert i alle\nEnkeltheder at orientere sig med Hensyn til de Udgangs-\npunkter, hvori den har taget sine Tilløb, og de Udviklings-\nlinjer, den har fulgt.\nHan har selv i en Samtale med Vollard (L'Art. et Les\nArtistes, Jan. 1919) nævnt en Række Kunstnere og Kunst-\nværker fra tidligere Aarhundreder, som i Aarenes Løb, paa\nLouvre eller i fremmede Musæer, havde gjort Indtryk paa\nham, og som han havde fundet særlig Behag i. Naturlig-\nvis først og fremmest fransk Kunst, Malerne fra det atten-\nde Aarhundrede, Watteau, Boucher, Fragonard, Claude\nLorrain, saa Rubens (han nævner bl. a. »Portrait d'Hé-\nléne Fourmant et de ses enfants«, Louvre), al Spanierne\nVelasquez, hans smaa Prinsesser, »Spinderskerne« og »Bre-\ndas Overgivelse« i Pradomusæet, af Hollænderne Vermeer\nvan Delft, især »Hos Koblersken« (Dresden), og, ret reserve\nforøvrigt, enkelte Arbejder af Rembrandt, navnlig »Jøde-\nbruden« (Amsterdam). Endelig fra Rejsen i Italien: de\nantike Fresker i Pompeji og i Musæet i Napoli, Mosaikerne\ni San Marco Kirken i Venezia (»ces magnifiques mosai.\n(pies! ce grand Christ bijzantin arne un cerné gris!«),\nVenetianerne fra Carpaccio (»C'est un des premiers qui\naient ose faire des gens se promenant dans la rue! Et puis\nencore des fonds de paijsage d'une vérité etonnante/«) til\nTitian, »Venus og Organisten« (Prado), »Frans den Iste«\n(Louvre), og Veronese, »Bryllupet i Kana« (Louvre), Ra-\nfael, »Madonna delta Sedia« i Pitti (»la peinture la plus\nlibre, la plus solide, la plus merveilleusement simple et vi-\nvante, quil soit possible d'imaginer«), »Heliodors Udjagelse\naf Templet« (Fresko i Vatikanet).\nUdvalget synes besynderligt, vidtsvævende, i Grunden\npaa mange Maader indbyrdes uforeneligt.\nOg ikke mindre besynderlige synes hans Antipathier.\nDe »smaa Hollændere«, som den foregaaende Generation\n»Malerne fra Trediverne« havde sværmet for, omtaler han\nmed største Foragt, citerende Ludvig XlV's Ord: »Enlevez-\nmoi tous ces magots!«; Englænderne, som Aarhundredet igen-\nnem havde været beundrede og studerede i Paris, Constable\n(som Delacroix havde modtaget afgørende Impulser fra),\nTurner (som Monet og Pissarro var blevet paavirket af\nunder et Ophold i London i 1871), Lawrence (som endnu\nDegas havde kopieret): »Hvilken Skuffelse for mig!« ud-\nbryder han; af Goya (som Monet havde følt sig saa til-\ntrukken af) er det i Grunden kun smaa Finesser, der har\n(præget sig i hans Erindring: Personne na rendu les dia-\nmants comme Goya! Et les petits souliers de satin quil vons\nfaisait . . .«; om Tintoretto ikke et Ord og om Greco: »un\ntres grand peintre . . . mais, j'ai bien le droit, aprés tout,\nde lui préférer Velasquez/«\nOg nu hans Samtidige? Hans Ungdoms Vejledere og\nForbilleder, Courbet, Delacroix, Corot, Diaz, til hvis Kunst\nhan notorisk har staaet i Forhold, hvorledes fordeler disse\nPaavirkninger sig i Tid og Betydning, hvad skylder han\ndem hver især og dem alle i Forening? Eller hans Mand-\ndoms Kammerater, Manet, Monet, Pissarro, Impressioni-\nsterne og Impressionismen, som fra Halvfjerdserne og om-\ntrent Aarhundredet ud saa tydelig, omend med mange\nfremmede, ofte fjærne Indskud, præger hans Produktion.\nVar det til Gavn eller til Skade for den, hæmmedes\nden eller fremmedes den ved dette nære personlige og\nkunstneriske Samarbejde? Og endelig: hvilke skjulte eller\naabenbare Kræfter fæstnede mod hans Livsaften omsider\nhans Gærning i dens sidste farverøde og formstærke ende-\nlige Udtryk?\nHvad ved vi?\nOg i hvilken Periode var han ypperst? Da han malede\n»Lise« (1867, Musæet i Hagen) og »Theaterlogen« (1874,\nDurand-Ruel Paris), eller »Moulin de la Galette« (1876,\nTetzen-Lund og Luxembourg), »Confidences« (1878, Or-\ndrupgaard) og »Roerne« (1881, Durand-Ruel) eller »Baig-\nneuse« og »Baigneuses« (1885, Durand-Ruel og Jacq.-E.\nBlanche) eller først da han, i dette Aarhundrede, allerede\ngammel og skrøbelig, med Penslen bunden til en af Gigt\nvanskabt Haand, fyldt af sin Nations ukuelige aandelige\nog moralske Energi skabte en hel ny Farvernes og For-\nmernes Verden (Coll. Maurice Gagnat)?\nI en af hine Samtaler med Vollard (La Renaissance de\nl'Art Francais, Juli 1919) indskyder denne: »Jeg mindes\nen Dag, at have set to »Kunstkendere« paa en Udstilling\naf Deres Arbejder hos Durand—Ruel. Den ene forklarede\nden anden Fortrinene og, sikkert ogsaa, Fejlene Billede\nlor Billede. Da han kom til »Theaterlogen«, sænkede han\nStemmen og . . . Renoir, vivement: »Je les connais ces\nprotecteurs des arts qui affectent le plus grand respect de-\nvant les oeuvres déja u/eilles, aprés avoir laissé les artistes\ncrever de faim pendant qu'ils peignaient ces mémes oeuvres.\nTenez, ceite fameuse »Loge«, précisément. Il ne se trouva\npersonne pour me donner les cing cents francs que j'en de-\nmand ais.«\nVi har i et af Cézannes sidste Breve (Emile Bernard:\nSouvenirs sur Paul Cézanne, Paris 1912, pag. 90) disse\nOrd, der er blevet berømte: . . . »il me semble, que je\nfais de lents progrés.a Og om Renoir fortælles det, at da\nhan for sidste Gang var paa Louvre, saa svag og med-\ntaget af Rheumatisme, at han næsten maatte bæres derop,\nfor at se Musæels nyeste Erhvervelser, der var udstillede\ni La Gaze Salen, hørte man ham, idet han bad om at\nmaatte blive hjulpet ud, sagte mumle hen for sig: »Ah,\nque j'aurais å faire encore des progrés/«\nMen om vi, idet vi her sænker Fanen ved Renoirs Grav\nhvor lidt eller hvor meget vi ved om og har forstaaet\naf hans Gærning, af dens underlige Veje og dunkle Maal\ni hvert Fald kunde, med dette Dobbeltord af de to\nstore, franske Mestre, have Lov til at sige og Mod til at\ntilstaa om os selv: »Det ser jo virkelig ud, som om der\ner en Smule Fremgang; men alligevel, hvor langt er der\nikke igen!« . . . saa var vi vel ikke helt uværdige, vi\nheller, til at hædre hans Minde."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c005", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c005", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 5, "image_fin": 5, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.5", "titre_corps": "IN MEMORIAM", "titre_sommaire": "IN MEMORIAM", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.5", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3583, "texte": "IN MEMORIAM\nRENOIR er den eneste Maler, for hvem Wagner gik ind\npaa at sidde Model. De to Mænd snakkede sammen\nog opdagede snart, at de helt igennem var af modsatte\nAnskuelser. De skiltes køligt.\nSkrækkelig Musiker, sagde Renoir.\nRædsom Maler, erklærede Wagner.\nDet er i en Cigarbutik, fortalte Renoir engang, at jeg\nfik fat paa det afgørende i Kunsten. En Dag jeg gik ind\nfor at købe Cigarer, mens jeg stadig spekulerede paa de\nforbandede Billeder, rakte Kommis'en mig to Kasser og\nspurgte:\nColorado? Claro?\nColorado! Claro! tænkte jeg. Der har vi Kunstens\nHemmelighed!\n»Jeg har ingen Teorier«, erklærede Renoir, »jeg maler\naf Glæde over Farverne . . . Jeg arrangerer mit Motiv\nsom jeg vil have det, og sætter mig saa til at male det\nsom et Barn. Vil jeg have, at en rød Farve skal ringe\nsom en Klokke, saa bliver jeg ved med at sætte Rødt paa\neller en anden Farve, indtil jeg synes det er godt«. Renoir\ngjorde Nar af »Kunsten i Figurfrakke«, af Paverne og Pro-\nfeterne. Han delte ikke sine Ungdomsvenners Uvilje mod\nIngres, men glædede sig over Kildens søde lille Mave og\nMadame Riviéres Hals og Arme. »Hvis Kvinderne ikke\nhavde Bryster og Bagdele,« sagde han, »var jeg aldrig\nblevet Maler«.\nRenoir, som Gigten havde gjort til Invalid, benyttede i\nsine sidste Aar som Atelier en Glaskasse, hvori stod hans\nChaiselongue og hans Staffeli, begge til at skrue op og ned.\nDen Besøgende kunde saa se en smuk nøgen Pige staa Mo-\ndel i Haven og inde bag Glasset sad den gamle Mester.\nVed Solnedgang, naar Vejret var tørt og varmt, lod Re-\nnoir sig køre en Tur under Oliventræerne, hvor Kvinderne\nvar i Færd med at høste og modtog Bærestolen med hjerte-\nlige: »Goddag, Hr. Renoir.«\nTidligere, 112. Eks. i 1905, brugte Renoir et lille Jern-\napparat til at holde Penslen fast til Haanden. I sine sidste\nAar holdt han Penslen stukket ind under den af Gigt kro-\ngede Pegefinger og Langfinger. Haarene stak ud mellem\nPegefinger og Tommelfinger, Skaftet mellem Langfinger\nog Ringfinger.\nUnder Krigen boede en af Renoirs Sønner, der var ble-\nvet saaret«, hjemme hos Faderen. Da Sønnen rejste, sad\nRenoir efter den oprivende Afsked, længe overvældet og\ngentog hen for sig: »Min Dreng . . . min Dreng . . .«\nPludselig løftede han Hovedet. »Bær mig over i Atelieret«:,\nsagde han heftigt. Hans Model var ikke kommet endnu.\nKokkepigen viste ham nogle Fisk, der netop var blevet\nbragt. Han lagde dem paa en Serviet, og med Øjnene\nblændede af Taarer og hele sin gigtphgede Krop rystende\naf Hulken, begyndte han at male.\nRenoir malede indtil faa Dage før sin Død, der skyldtes\nen Lungeaffektion i Forbindelse med en Hjertesvaghed.\nHans sidste, ufuldførte, Billede var en lille Opstilling\nto Æbler. To Timer før hans Død, ved Midnat, var hans\nLæge, Dr. Duthil, til Stede og fortalte om to Bekkasiner,\nhan havde skudt. Under Dødskampens Vildelse kom Re-\nnoir stadig tilbage til disse Bekkasiner, som han troede at\nmale.— »Ræk mig min Palet ... De to Bekkasiner . . .\nVend dens Hoved til venstre . . . Giv mig Paletten igen\n. . . Jeg kan ikke male det Næb . . . Ræk mig Farverne,\nlidt hurtigt . . . Drej Bekkasinerne . . .« Han døde Kl. 2\nMorgen, Tirsdag d.3. December.\nVed Efterretningen om Renoirs Død skrev Claude Monet\ntil Bulletin de la Vié artistique:\n»De forstaar, hvilken Sorg det er mig, at Renoir er gaaet\nbort: en Del af mit Liv forsvinder med ham.\nIde tre Dage siden hans Død har jeg ikke bestilt andet\nend at genopleve vor Ungdoms Kampe og Haab . . . Det\ner haardt at være alene tilbage, selv om det ikke vil vare\nlænge hver Dag mærker jeg, hvor jeg ældes, skønt man\npaastaar det modsatte . . .«"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c007", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c007", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 6, "image_fin": 6, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.6", "titre_corps": "NOGLE VERS", "titre_sommaire": "NOGLE VERS", "signature_source": "MICHELAGNIOLO BUONAROTI ; JOHANNES DAM", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2637, "texte": "NOGLE VERS\nAF MICHELAGNIOLO BUONAROTI\nJOHANNES DAM.\nKLINGEN beder mig om et Digt af Michelagniolo. Desværre et enkelt løsrevet Digt af ham, selv om det tilsyneladende er et\nafsluttet Hele, giver kun sjældent Læseren det Udbytte, han venter. Den store Mesters Digtersind er saa rigt paa Modsætninger,\nja Modsigelser, at hans Vers næsten bestandig maa sammenholdes indbyrdes og hisiorisk belyses for helt at forstaaes. Men jeg skal\ngerne prøve . . .\nVed at gennemblade de af Michelagniolos Digte, som jeg endnu ikke har udgivet paa dansk, finder jeg et Par Fragmenter,\nsom i al deres Korthed siger mærkelige Ting.\nBag paa et Brev, der er sendt ham fra en Stenhugger i Carrara, i Oktober 1525, har Ma. skrevet følgende syv Vers, øjensynlig\nen ufuldendt Sonet:\nPaa Syndens Vej mod Døden gaar min Gang,\nMit Liv er Lastens, ikke mit med Rette,\nDet gode i mig skyldes Gud, det slette\nMin vage Vilje under Drifters Tvang.\nMin Frihed blev til Træl, og Kødets Trang\nJeg voved i Guds Billeds Sted at sætte!\nAk, hvilken ussel Lod, et Liv som dette!\nMichelagniolo har Øjeblikke, hvor han tvivler om sin Ret til at tilbede det gudskabte Menneske, som han gør det. Af Digte,\nsom følger kort efter defte, synes det at fremgaa, at han paa dette Tidspunkt, trods sine 50 Aar, ligge under for en forbigaaende sen-\nsuel Betagelse, hvorom vi i øvrigt intet nærmere ved.\nDigtstumper som denne er spredt paa en Mængde Breve og Tegninger fra de forskelligste Perioder af Ma.s Liv. Paa Bagsiden\naf et Digt til Cavalieri fra 1533 findes saaledes et Par Brudstykker, der synes skrevet i saa at sige eet Aandedræt. De behandler begge\nden paa een Gang nærende og fortærende Lidenskab, den snart 60aarige Mester kendte som faa andre.\nDet første lyder næsten som et Gaade-Epigram:\nFra Ilden fjern jeg finder ingen Frelse,\nVed Livets Kildevæld mig Døden truer.\nMin Næring er kun Glød og hede Luer.\nDet, som er andres Død, for mig er Helse.\nDet andet af disse Fragmenter er bygget paa en beslægtet Ide:\nJeg græder, gløder, tæres hen og faar\nDeraf min Hjærteføde. Skæbne sød!\nHvem lever vel som jeg af egen Død,\nSom jeg af Lidelser og Sjælesaar?\nO grumme Skytte! Vist din Haand formaar\nTil rette Tid at sænke al vor Nød,\nVor korte Jammer, blidt i Glemslens Skød.\nDen, som af Døden lever, ej forgaar.\nTankegangen har vistnok forekommet Ma.s Samtid mindre indviklet, end den synes os; den gaar igen hos senere Digtere,\n112. Eks. Petrarca (»Af Sorg og Klagesuk mit Hjerte lever«),\nOgsaa disse Vers gælder Vennen Cavalieri. Det kan ikke siges ofte nok, at man skal være forsigtig med af Digtenes Udtryk\nat drage Slutninger, som vilde ligge nær, hvis de var skrevet i vor Tid."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c009", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c009", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 8, "image_fin": 9, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.8", "titre_corps": "AKADEMIET", "titre_sommaire": "AKADEMIET", "signature_source": "Poul Henningsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6449, "texte": "AKADEMIET\n\nTV /T AN har forsøgt at samle Stemmer ind til en Protest\nly\\ imod Akademiraadets Indstilling om Afskedigelse\naf Docent Wanscher. Mon ikke en enkelt Stemme netop\npaa Baggrund af de mange andre kunde hæve sig til Pro-\ntest imod Protesterne denne saavel som de andre frem-\nkomne. Hvem er disse Navne, og paa Navnes Klang er\njo enhver Protest bygget? Akademiets Elever regner vi ikke,\nderes Mening er paa ingen Maade mere værd end Profes-\nsorernes. Akademiraadet har ved at staa solidarisk med\nJesper Tvede og <Ébortvise Docent Wanscher indtaget en\nHoldning værdigere end nogen af de andre Parters, en\nHoldning, som Eleverne turde have Anledning til at mis-\nunde Raadet. Elevernes Stilling er i det hele taget uden\npositiv Retning alt hvad der fra den Side er fremkom-\nmen er blot Bebrejdelser, fordi de ikke tør være alene. At\nProfessorerne ikke viser sig paa Akademiet er en Kends-\ngerning, som er gammel nok til, at Eleverne kunde have\nerkyndige! sig inden de satte deres Ben paa Skolen eller\nsom i alt Fald maatte foreligge fuldt oplyst efter en Maa-\nneds Ophold paa Anstalten, men Eleverne er stadig Elever\nog er ikke gaaet deres Vej. Man kan maaske ikke be-\nbrejde dem noget, de er unge, uudviklede, holdningsløse\nMennesker, som bare beder om lidt Vejledning men ikke\nselv aner, hvorledes det skal foregaa og hvorhen det skal\nføre. Men disse Forhold burde fritage Eleverne for at figu-\nrere paa Navnelisterne angaaende hvem der skal foretræk-\nkes som Lærere.\nSer man imidlertid nærmere paa Spørgsmaalet, slaar\ndet En, at det kun er klædeligt, at Professorerne ikke\nskilter med deres Uformuenhed, men holder sig beskedent\ntilbage. Det er ikke Spøg men bitter Alvor: At give sig\nUdseende af at lære Eleverne noget paa det nuværende\nAkademi maa betragtes som ganske poseuragtigt. Den\neneste Mand, som man med Vægt har kunnet fremføre\nimod denne Paastand, er Rostrup Boyesen, og han er den\nUndtagelse, som med al Tydelighed bekræfter Reglen.\nBoyesen som eneraadende ved en Malerskole med tilpas\nfaa Elever saa eksisterer der intet Ønske mere mellem\nKunstnerne om at opretholde Akademiet. Det er mærkeligt,\nat Rostrup Boyesen ikke selv ser, at denne Løsning er den\neneste anstændige og renlige.\nDer synes at gøre sig den Opfattelse gældende, at naar\nblot Eleverne vælger deres Lærer, saa er alting godt, ikke\nud fra Troen paa, at Flertallet har Ret, men ud fra den\nrent psykologiske Idé, at de stærkere og mere værdifulde\nblandt Eleverne vil føre an. Man maa dertil indvende, at\ndet formentlig er et rent Træf, at Rostrup Boyesen har\nFlertal blandt Eleverne og navnlig dette: at selve det fore-\nslaaede Forhold mellem Elev og Lærer ikke kan betegnes\nsom statsautoriseret Undervisning og ikke kan forlanges\nbetalt af Offentligheden paa Grund af sine aldeles usikre\nResultater men maa henvises til det private Initiativ. Det\nderi første Række betinger Statsanstalten er for det første,\nat man kan samles om et alment Grundlag for de Krav,\nder skal stilles til Eleven inden Optagelsen, og for det an-\ndet, at man kan give Eleven en almen Undervisning ind-\ntil det Øjeblik, da han sendes ud af Statsanstalten med\nStemplet »færdig« paa sig. Atter dette medfører det tredie\nKrav, at Læreren udvælges efter et Grundprincip, først\nnaar disse tre Krav tilfredsstilles er Statsanstalten beretti-\nget, og først da kan den statsautoriserede Kunstner med\nRette bære sit Prædikat.\nI det voldsomme Jag efter »Navne« til Professoraterne\nog Protesterne har man glemt at tage Sagen op til Drøf\ntelse, og det er forsaavidt mærkeligt, at de ledende Kunst-\npolitikere har bevaret deres Tro paa Protestadressens Magt.\nIngen har jo betvivlet, at saavel Mathiesen som Wanscher\nhar Venner og Beundrere nok, men Spørgsmaalet er alde-\nles ikke, om de er afholdte. Striden indenfor Akademiets\nLedelse drejede sig heller ikke om Docent Wanschers Do-\ncentur. Han og de andre, som staar bagved med Magten\npaa Akademiet og blandt Arkitekterne, har allerede vun-\ndet den første Sejr og forbereder Wanschers store Indtog\npaa Charlottenborg. For Sagens Skyld kunde det være for-\nmaalstjenligt om Favoritterne offentliggjorde deres Program.\nMen politisk set er det vel uklogt, naar man er forrest i\nKapløbet og synes udset til at vinde paa det glatte Ansigt.\nKunde vi efter denne mislykkede Professoraffære inter-\nessere Arkitekt Tvede (som formodentlig bliver paa Over-\nlærerposten paa teknisk Skole) for et videregaaende, ener-\ngisk Arbejde med Uddannelsen af de praktiske Folk, som\nskal og maa løse de foreliggende Opgaver, saa vilde man\nmuligvis ad denne Vej kunne uskadeliggøre Virkningerne\naf en eventuel fortsat Arkitekturskole paa Akademiet.\nSelv et klart Standpunkt synes dømt til at misforstaas,\nog det kan derfor være rigtigt med Henblik paa Situatio-\nnen at understrege det Standpunkt, Klingen har gjort til\nsit. Man kalder det negativt, fordi vi forlanger Prositivite-\nter og fordi Navne er os ligegyldige i denne Sag. Man si-\nger, disse Navne er jo dog de bedste, vi i Øjeblikket kan\nfremføre, og vi svarer, de er ikke gode nok. Man paa-\nstaar, at netop disse Kunstnere vil efterhaanden forbedre\nAkademiet, og vi beder om et Tegn paa, at disse højt-\nanskrevne er mere værd end alle de andre Berømtheder,\nhvormed man igennem Tiderne har stadset Akademiet op.\nMan indvender, at ingen praktiserende Arkitekt paa For-\nhaand kan forlanges at ligge inde med et færdigt og gen-\nnemarbejdet Materiale til Ordningen af Kunstnerens Ud-\ndannelse dette vil han først kunne udrede, naar han er\nkaldt til Akademiet. Vi svarer dertil, at nu kan vi ikke\ntro engang til, vi forsikrer, at al vores Forhaandstillid er\nopbrugt, vi forlanger et Tegn paa, at der overhovedet fore-\ngaar noget med Hensyn til Kunstnerens Undervisning, men\nder er intet sket udover det sædvanlige, hvis negative Re-\nsultat vi kender. Tegnet paa, at Studiespørgsmaalet nær-\nmer sig sin Løsning, maa være det, at der fremstaar en\nMand, som har foretaget de absolut nødvendige pædago-\ngiske Undersøgelser om, hvorvidt Spørgsmaalet kan løses\nog kan løses i Øjeblikket. Her er en from Tro paa, at\ndet nok skal gaa naar bare man selv kommer til, efter-\nhaanden blevet et for svagt Grundlag.\nFrembringes en saadan Undersøgelse ikke, er Tiden\nend ikke moden til at skændes om Akademispørgsmaalet\nendsige til at løse det.\nDette er Kærnepunktet.\nImod dette Synspunkt rejser sig formodentlig den gængse\nIndvending, at en Skole ud fra et grundlæggende Princip\nikke er Løsningen, fordi Systemet er intet, naar Lærerens"}, {"page_pdf": 9, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.9", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6005, "texte": "Personlighed ikke fylder det. Vi skal da ogsaa gerne, naar\ndet grundlæggende Princip paa Skolen foreligger, samles\nom Udvælgelsen af Lærernes Personligheder til Levende-\ngørelse af Skolens System, men vi mener, at en Udvæl-\ngelse som den nuværende af en Samling Originaler blandt\nden stærkeste Kunstklike er værdiløs som Grundlag for en\nStatsskole. Her er tillige Stedet til at fastslaa, at Kunst-\nneren og ikke Staten bærer Ansvaret for deres indbyrdes\nspændte Forhold i Akademisagen. Offentligheden forlan-\nger nemlig og med Rette, at Akademiet baseres paa den\nalmindelige Agtelse. Staten maa kræve et almindeligt\nanerkendelsesværdigt Grundlag for sine Skoler. Paa Uni-\nversitetet og polyteknisk Læreanstalt er et saadant Grund*\nlag fremkommet ved, at Lærervalget foregaar efter faglige\nKvalifikationer. Gennem reel, kollegial Anerkendelse. Men\nda der ikke i mange Aar har været foretaget noget alvor-\nligt fagligt Arbejde indenfor Kunstarterne, saa er det uan-\ngribeligt om end beklageligt, at Staten har maattet vælge\nden anden Udvej, for at opnaa det almindelige Grundlag\nnemlig den at udvælge Lærerne efter Publikums umiddel-\nbare Anerkendelse o: efter Kunstnerens Position i Samfundet.\nDet er derfor et rent Uheld for Oscar Mathiesen, at han\nhar haft en ondsindet Presse, ellers var han den rette til\nen Skinforbedring af Akademiet. At der blandt vaagne\nog virksomme Kunstnere i saafald vilde løfte sig en stærk\nStemning imod Udvælgelsen er forstaaelig, men uretfær-\ndigt: Synspunktet maa stadig være dette, at Kunstneren\nmaa paavise sit almene Grundlag, inden Retten til Statens\nLæreposter tilfalder ham. Publikumskunstneren opfyl-\nder rent overfladisk denne Fordring. Den moderne om-\nstridte Kunstner opfylder den overhovedet ikke før han\nhar gjort det nødvendige Arbejde. Lad os da, hvis vi ikke\nkan faa Akademiet nedlagt faa dets Poster besat med de\nanerkendte Navne. Det er for saa vidt en tilfredsstillende\nLøsning, som det er den grelleste Maade at overbevise\nden levende Kunstner om, at han har spildt sin Tid med\nPolitik i Stedet for at øve det faglige Studium, som ene\nløser Undervisningsspørgsmaalet.\nVi stiller os stadig den Opgave at omvende alle dem,\nderi Akademiets Nyorientering ser et Tegn paa, at det\ngaar fremad det er nemlig ganske overfladisk set. Der\nsker i Øjealikket intet andet end, at Akademiet skifter sin\nHam. Det skal til med Aars Mellemrum, og det sker ikke\nuden Spektakler og Smerter. Akademiet er og bliver det\nsamme, og det drejer sig kun om en Række ansete Navne,\nsom sætter en varmere og ærligere Anerkendelse over Styr\ntil Fordel for en slappere men behageligere og mere om-\nfangsrig.\nHvad Sagen angaar, d.v. s. Kunstnerens Uddannelse,\nda mener vi, at Tidspunktet for at løse Spørgsmaalet er\nuheldig valgt. Problemet kan efter alt at dømme for Tiden\nikke bringes til Løsning.\nMen skulde en eller anden fremkomme med en Rede-\ngørelse, baseret paa Studiet af pædagogiske Principper og\npaa Undersøgelsen af foreliggende Ordninger ved Udlandets\nUniversiteter og Læreanstalter samlet til en Opfattelse af\nKunstnerens Studium, da skal vi hilse denne Fremkomst\nsom det eneste positive, der hidtil er sket i Akademisagen.\nVi tror, at et saadant pædagogisk Arbejde maaske kunde\nfremkomme for Arkitekturens Vedkommende, og at man\nad denne Vej muligt efterhaanden kunde naa frem til en\nEnhedsundervisning for Kunstneren. Men fremkommer en\nsaadan Redegørelse af Værdi, er det i høj Grad tvivlsomt,\nom Tiden er moden til at samles om den, og en Refor-\nmation af vores Undervisningsvæsen vil da alligevel ikke\nkunne tænkes i nærmeste Fremtid.\nIndtil et saadant Arbejde er gjort, maa det være en-\nhvers Pligt at gøre opmærksom paa, hvor lidt vi evner\nmed Hensyn til Kunstnerens Undervisning og hvor beske-\ndent vi bør løse de praktisk foreliggende Opgaver, som ikke\nkan udskydes til en modnere Tid. Dette er netop Akade-\nmispørgsmaalet, og indenfor Akademispørgsmaalet er det\nførst og fremmest Bygmesterens Uddannelse, der maa lø-\nses, fordi hans Opgaver ikke kan ligge uløste.\nDen kunstneriske Arkitekt, Maleren og Billedhuggeren\nkan vi ikke i Øjeblikket skaffe et af Offentligheden betalt\nTag over Hovedet, de maa indtil de har bevist deres Kunsts\nalmene Grundlag og Betydning gaa for at være Poeter, og\ndette synes ogsaa at være den rammende Karakteristik.\nDe maa da ogsaa foreløbig dele Poesiens Kaar. Vi maa\nfastholde det Synspunkt, at en statsautoriseret Undervis-\nning, udført som en Personlighedspaavirkning, er en Ab-\nsurditet, teoretisk forkastelig og praktisk uigennemførlig.\nEn saadan Undervisning maa henvises til det private Ini-\ntiativ, og Akademiet maa nedlægges i Egenskab af officiel\nLæreanstalt.\nDette er i Virkeligheden et moralsk Spørgsmaal, og\nderi kan vel Grunden først og fremmest søges til Forvir-\nringen om denne Sag. I en Overgangstid som den nuvæ-\nrende, hvor det almene i Kunsten søger sin Løsning og\nfinder sin Interesse i vide Kredse, staar den kunstneriske\nVilliesverden endnu ganske paa Romantikens Grund. Man\nstoler endnu paa Genialiteten og har ikke lært at indordne\nsin Personlighed under Sagen i Almindelighed, man ræd-\ndes i Maleriet for det abstrakte, i Arkitekturen for det ens-\ntonige, man ræddes rent menneskeligt for det, man netop\nønsker skal ske. I denne indre Splittethed kan Aarsagen\ntil den ydre Splittelse findes.\nVi vil drive Politik og arbejde for at Akademiet bliver\nnedlagt. Vi tror, at de Kunstnere, som pretenderer mindre\nend de evner, viser den rette Vej og til den, som foregiver\nat løse Undervisningsspørgsmaalet blot ved at give Akade-\nmiet sit Navn har Historien sikkert ingen Plads.\nMen til syvende og sidst er det afgørende ikke om Sta-\nten bibeholder Akademiet som en Række Embeder for\nKunstnere, udvalgt efter Gud ved hvilket Princip og om\nder stadig kan findes unge Mennesker, der har Tid til at\nhøre disse udvalgtes Livserindringer.\nDet afgørende og übestridelige er, at vi i lang Tid ikke\nhar ejet nogen kunstnerisk Læreanstalt, og at der stadig\nikke viser sig Tegn til, at en saadan opstaar.\n\nPoul Henningsen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c012", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c012", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 11, "image_fin": 11, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.10", "titre_corps": "(EJNAR THOMASEN: „RUSSERNES MALERKUNST“. G. B. N. F. 1919. 216 S.).", "titre_sommaire": "(EJNAR THOMASEN: „RUSSERNES MALERKUNST“. G. B. N. F. 1919. 216 S.).", "signature_source": "Poul Uttenreitter", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3051, "texte": "RUSSERNES MALERKUNST\n(EJNAR THOMASEN: „RUSSERNES MALERKUNST“. G. B. N. F. 1919. 216 S.).\nPoul Uttenreitter.\nQKØNT den gammelrussiske Malerkunst, som Ejnar\nThomasens Værk paa de første 25 Sider beskæftiger\nsig med, endnu ikke er fundet tilstrækkelig lødig til Op-\ntagelse i den »Kunstens gyldne Bog«, som vore autorise-\nrede Forfattere af Verdenskunsthistorier fabler om, rummer\nden alligevel adskilligt af mindst lige saa stor Interesse\nsom Arbejder af en Watts, en Feuerbach, en Viggo Johan-\nsen, der ikke alene er fundet værdige til en Vurdering,\nmen ogsaa til Afbildning for Eksempel i Francis Becketts\n»Verdenskunstens Historie i Grundtræk« man skulde\nsynes, at naar Verdenskunsten er saa rummelig, kunde\nder ogsaa være blevet en ganske beskeden Plads til Gam-\nmelrusserne. Men det er der ikke.\nBillederne af den russiske Kirkekunst før Tsar Peter er\nhele Thomasens Bog værd, skønt de ikke er mange: Fre-\nskerne i Himmelfartskirken i Novgorod, Andrei Rubljof,\nSimon Uschakof, Dionysius, de store Ikonemalere og først\nog fremmest Dmitri Grigorief, hvis Fresko i Johannes den\nDøbers Kirken i Jaroslav af Kristus paa Slagmarken, Klin-\ngen her gengiver, og som vilde være en sand Pryd for\nenhver Verdenskunstens Billedbog, en Aabenbaring af Stil,\nFantasi og Lidenskab.\nOm denne gammelrussiske Malerkunst i Forbindelse med\nden eventyrlige russiske Bygningskunst*) (og et ganske kort\nKapitel om Kunsten efter Tsar Peter) kunde der være skre-\nvet en pragtfuld Bog men ikke af Hr. Thomasen, der\nganske har spoleret det rige Stof, han har haft imellem\nsine Hænder.\nHvilken planløs Ødslen med Materialet: 18 Billeder af\nen Sjerof, 6 af en ækel Vrubel (en russisk Bocklin), Bil-\nleder af en Somof, deri Anledning af en Dame i Blaat\nbliver præsenteret som en anden Leonardo. Og disse Pe-\ntersborger Grafikere, der naar »op til en Højde, som i\nVesteuropa ingen uden deres Stamfader, den geniale Beards-\nley, har naaet.« Dette skal, for blot at nævne nogle faa\nog særlig illustrerede Eksempler, være Blomsten af den\nmoderne russiske Malerkunst.\nBannermærket er Mir Iskustva, deri Rusland skal have\n»øvet en kunstnerisk Indflydelse omtrent i samme Retning\nsom Miinchener »Jugend« og »Simplicissimus« i Tyskland.«\nJeg kender ikke Mir Iskustva. men naar man blader i\nRussernes Malerkunst, er der ingen Grund til at tro, at\ndenne Karakteristik af Bladet ikke passer.\nOm de »alleryngste« hedder det, at »det uformelige, det\nbarnligt-naive eller utøjlet-fantastiske bliver, hvor det ikke\nforbindes med en Carriéres Mesterskab eller en Maurice\nDenis' inderlige Poesi, i Reglen en utaalelig Kost.« Saa\nmed dem synes det i hvert Fald at staa ilde til.\nPaaskønnes bør det, at Kandinskys afbildede Komposition\nNr. 6 ikke er vendt paa Hovedet som hos Laurin skønt\nden »intet forestiller«. For den taaler det ikke nær saa\ngodt som mange andre Billeder (Vrubels russiske Pan for\nEksempel), hvor ingen statiske Love gælder.\n*) Se for Eksempel Alexander Eliasbergs populære „Russische Kunst\",\nPiper, 1915 (Beitrag zur Deutung der Psyche unseres unterliegen-\nGregners Russiand)."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c014", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c014", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 12, "image_fin": 12, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.11", "titre_corps": "BESSE GIERSING er som Kunstnerinde et ægte", "titre_sommaire": "BESSE GIERSING er som Kunstnerinde et ægte", "signature_source": "S", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.12", "debut_caractere": 40, "fin_caractere_exclue": 1757, "texte": "BESSE GIERSING er som Kunstnerinde et ægte Fyn-\nbobarn, Solskinnet og Blomsterne er hendes trygge\nVerden. Tingenes atmosfæriske Existens og organiske Sam-\nmenhæng hendes naturlige Udgangspunkt; i smuk na-\nturalistisk Stil har hun frembragt Arbejder af en egen Fin-\nhed og kunstnerisk følt Balance, der, omend den kunst-\nneriske Forudsætning er nærliggende, dog er af utvivlsom\nVærdi. Hun er et Tegn paa Sundheden og Oprindeligheden\ni den Kunstnerkultur Frits Syberg og hans Kammerater staar\nsom Midtpunkt for. Denne forstaaende Indleven i Naturens\nVæsen, der maa betragtes som Fynboernes Form for Livs-\nglæde, kan ikke alene bedømmes som et artistisk Fortrin.\nDen er uadskillelig fra en Sindets Enkelthed og naturlig\nGodhed, som kendetegner det Menneske, der lever med\nPlanter og Dyr under aaben Himmel.\nPaa dette Grundlag af Naturglæde og ægte, omend tra-\nditionsbunden, kunstnerisk Skole har Besse Giersing ar-\nbejdet videre mod en mere sluttet, for Tilfældigheden be-\nfriet Billedvirkning. Skønt paavirket af sin Mand danner\nhendes Arbejder et selvstændigt, fint kvindeligt betonet Ak-\nkompagnement til Harald Giersings Produktion, som de\npaa en naturlig Maade underordner sig. Den bevidste For-\nenkling af Motivet og Stræben efter at realisere et Maleri,\nder ikke har Naturen til direkte Maal, men hvor Kærlig-\nheden til Tingene ligesom er gaaet op i Stræben efter at\nse den indgaa nye, frugtbare Forbindelser, giver Besse Gier-\nsing Ret til at kalde sig Kunstner. Det er ikke alene fyensk\nNatur og Sæd og Skik i det Syberg'ske Hus, der har be-\nstemt hende. Usædvanlig formet Dygtighed og ægte billed-\nskabende Trang bærer hendes Arbejde, der altid bevarer\nsin Akcent af født Naturlighed og rent Ungpigevæsen.\n\nS."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c015", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c015", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 12, "image_fin": 12, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.11.1", "titre_corps": "Besse Griersing: Danser og Danserinde.", "titre_sommaire": "Besse Griersing: Danser og Danserinde.", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.12", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 38, "texte": "Besse Griersing: Danser og Danserinde."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c017", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c017", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 14, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.13", "titre_corps": "SLUTNINGEN AF DE SIBYLLINSKE ORAKLERS 5. BOG", "titre_sommaire": "SLUTNINGEN AF DE SIBYLLINSKE ORAKLERS 5. BOG", "signature_source": "OVERSAT FRA GRÆSK AF THØGER LARSEN", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.14", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1228, "texte": "STJERNERNES KAMP\nFØR VERDENS ENDE\nSLUTNINGEN AF DE SIBYLLINSKE ORAKLERS 5. BOG\nOVERSAT FRA GRÆSK AF THØGER LARSEN\n(Sibyllen:)\nHisset i Stjernerne saa jeg den klare Eelios\" Trusel\nog Selenaies grufulde Galde i Lynenes Flammen.\nStjernerne yppede Kamp, og Gud gav dem Lov til at strides.\n515 Imod Eelios raste der vældige Ilde i Oprør.\nFosforos førte en Kamp, mens han opsteg paa Ryggen af Løven.\nFrem Selenaie tvehornet fnyste i vekslende Retning.\nStenbukken stangede heftigt Tyren den unge i Nakken,\nTyren berøvede Stenbukken Solhvervsdagen til Gengæld.\n520 Bort Orion snappede Vægten, den saas ikke mere.\nJomfruen veksled i Vædderen Tvillinge-Stjernernes Skæbne;\nud Plejaderne sluktes, og Dragen fornægted sin Zone,\nFiskene dykkede ned, hvor Løven havde til Huse;\nKrebsen blev ikke inde, men flygted af Angst for Orion,\n525 Skorpionen hug Halens Braad i den rædsomme Løve;\nHunden fjerned sig glidende bort fra Eelios' Flammer,\nVandmanden tændtes ved Ildens Kraft fra den stærke Faeinos.\nUranos selv kom i Oprør, til han fik de kæmpende splittet,\nharmfuld han slynged dem hovedkulds ned imod Jorden tilhobe,\n530 brat blev de kasted i Bad hos Okeanos, hvor de stak hele\n•lorden i Brand, og der blev kun en stjerneløs Æter tilbage."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c020", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c020", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 16, "image_fin": 20, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.15", "titre_corps": "FORORDET TIL PROLEGOMENA", "titre_sommaire": "FORORDET TIL PROLEGOMENA", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 16, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.16", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1079, "texte": "FORORDET TIL PROLEGOMENA\nDISSE Prologomena er ikke til Brug for Disciple, men\nfor fremtidige Lærere, og heller ikke disse skal de\nvejlede til at ordne Foredraget af en allerede eksisterende\nVidenskab, men derimod til først at opfinde selve denne\nVidenskab.\nDer gives Lærde, for hvem Filosofiens Historie (den\ngamles saa vel som den nyes) er hele deres Filosofi; for\ndem er disse Prolegomena ikke skrevet. De maa vente,\nindtil alle de, der umager sig med at øse af Fornuftens\nKilder selv, er færdige med deres Arbejde, og da først er\ndet hine andres Tur, at give Verden Meddelelse om det\nskete. Ellers kan jo intet siges, som ikke efter deres Me-\nning allerede er sagt, og dette faar vel ogsaa virkelig gælde\nsom en übedragelig Forudsigelse om alt fremtidigt; thi da\nden menneskelige Forstand mange Aarhundreder igennem\npaa mangfoldig Vis har sværmet om utallige Ting, saa kan\ndet ikke undgaas, at deri alt nyt kan findes noget gam-\nmelt, som har nogen Lighed med det.\nDet er min Hensigt, at overbevise alle dem, der holder\ndet for værd at beskæftige sig med Metafysik, om, at det"}, {"page_pdf": 17, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.17", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7009, "texte": "er uafviseligt nødvendigt, at de foreløbig udsætter deres\nArbejde, at de betragter alt hidtil sket som usket, og frem-\nfor alt opkaster dette Spørgsmaal: »Er noget saadant, som\nMetafysik, overhovedet muligt?«\nEr den Videnskab, hvoraf kommer det da, at den ikke\nsom andre Videnskaber kan vinde varigt og alment Bifald?\nEr den det ikke, hvordan gaar det saa til, at den dog be-\nstandig bryster sig under Skin af at være Videnskab og\nholder den menneskelige Forstand hen med aldrig slukte,\naldrig opfyldte Forhaabninger? Hvad enten man da vil\ndemonstrere sin Viden eller Ikke-viden, saa maa der dog\nendelig en Gang afgøres noget bestemt om denne indbildte\nVidenskabs Natur; ti det kan ikke blive ved med den paa\nsamme Maade som hidtil. Det synes næsten latterligt, at\nman, medens alle andre Videnskaber ustandseligt gaar\nfremad, alene i denne, som dog gør Fordring paa at være\nden Visdom, hvis Orakel ethvert Menneske maa raadspørge,\nbestandigt skal dreje sig rundt paa samme Sted, uden no-\ngen Sinde at naa et Skridt videre. Antallet af Tilhængere\ner da ogsaa blevet stærkt formindsket, og det ser ikke ud\ntil at de, der føler sig stærke nok til at glimre i andre Vi-\ndenskaber, vil risikere deres Berømmelse i denne, i hvilken\nenhver, som ellers er uvidende paa alle andre Punkter, til-\ntror sig at kunne fælde afgørende Dom, fordi deri dette\nLand virkelig ikke lindes nogen Maalestok eller Møntfod,\nhvorved Grundighed kunne skælnes fra overfladisk Sladder.\nMen det er nu slet ikke noget saa uhørt, at en eller an-\nden efter at have arbejdet saa længe med en Videnskab,\nat han undres over, hvor vidt han allerede er naaet\nendelig falder paa at spørge : om og hvorledes en saadan\nVidenskab overhovedet er mulig. Ti den menneskelige\nFornuft er saa byggelysten, at den mangen Gang allerede\nhavde rejst Taarnet, men bagefter maatte tage det bort i-\ngen, for at se, hvorledes det egentlig stod til med Funda-\nmentet. Det er aldrig for sent at blive fornuftig og vis;\nmen naar Indsigten kommer sent, er det altid des sværere\nat sætte den i Gang.\nSpørgsmaalet om en Videnskabs Mulighed forudsætter\nTvivl om dens Virkelighed. Men slig Tvivl fornærmer\nhver den, hvis hele Ejendom maaske bestaar i dette for-\nmentlige Klenodie, og derfor maa han, der røber en saa-\ndan Tvivl, være fattet paa Modstand fra alle Sider. Nogle\nvil se ned paa ham med Foragt, i-stolt Bevidsthed om de-\nres gamle og derfor som retmæssig betragtede Ejendom,\nog med deres metafysiske Kompendier i Haanden ; andre,\nsom aldrig kan se andet end hvad der er det samme som\ndet, de har set før et eller andet Sted, vil slet ikke forstaa\nham, og i rum Tid vil alt blive som om intet var sket,\nhvorved der kunde indtræde eller haabes en Forandring.\nAlligevel tror jeg at kunne forudsige, at den selvstændigt\ntænkende Læser af disse Prolegomener ikke blot vil kom-\nme til at tvivle paa sin hidtidige Videnskab, men senere\nhelt og holdent overbevises om, at en saadan slet ikke\nkan findes, uden at de her stillede Fordringer, paa hvilke\ndens Muligheder beror, opfyldes, og at der, da dette end-\nnu ikke er sket, hidtil overhovedet ikke fandtes nogen\nMetafysik. Men da Efterspørgslen efter en saadan dog al-\ndrig kan standse,*) fordi den almindelige Menneskefornufts\nInteresse er alt for nøje sammenknyttet med den, saa vil\nhan indrømme, at der uafviseligt forestaar en fuldstændig\nReform, eller rettere en ny Fødsel af den, efter en hidtil\nukendt Plan, hvor længe man saa end vil stritte derimod.\nSiden Lockes og Leibnitz's Forsøg, eller rettere siden Me-\ntafysikens Opstaaen, saa langt, som dens Historie naar til-\nbage, er der ikke indtruffet nogen Begivenhed, som kunde\nhave faaet mere afgørende Betydning for denne Videnskab,\nend det Angreb, David Hume rettede imod den. Han\nbragte ikke Lys i denne Art af Erkendelse, men han slog\ndog en Gnist, ved hvilken man meget vel kunde have\ntændt et Lys, hvis den blot havde truffet en modtagelig\nLunte, hvis Gløde var blevet omhyggeligt vedligeholdt og\nøget.\nHume gik i Hovedsagen ud fra et enkelt, men meget\nvigtigt Begreb i Metafysiken, nemlig Sammenknytningen af\nAarsag og Virkning (og dermed dens Følgebegreber Kraft\nog Handling), og opfordrede Fornuften, som foregiver at\nhave avlet den i sit Skød, til at staa ham til Regnskab\nfor, med hvilken Ret den tænker sig dette: at noget kan\nvære saaledes beskaffent, at naar det indtræffer, derved\nnødvendigvis ogsaa noget andet maa indtræffe; thi dette\nsiger jo Begrebet Aarsag. Han beviste uimodsigeligt: at\ndet var Fornuften fuldkommen umuligt, a priori og ud fra\nBegreber at tænke sig en saadan Forbindelse, ti denne in-\ndeholder jo Nødvendighed; det er slet ikke til at indse,\nhvorledes noget nødvendigt ogsaa maa indtræffe, fordi no-\nget andet er til, og hvorledes altsaa Begrebet om en saa-\ndan Sammenknytning a priori kan lade sig indføre. Heraf\nsluttede han, at Fornuften helt bedrog sig selv med dette\nBegreb, og at det falskelig betragtede det som sit Barn,\nskønt det kun var en Bastard af Indbildningskraften, som\nbesvangret af Erfaringen, frembragte visse Forestillinger\nunder Associationens Lov, og udgav en deraf følgende sub-\njektiv Nødvendighed, d.v. s. Vane, for en af Indsigt frem-\ngaaet objektiv. Heraf sluttede han, at Fornuften slet ikke\nhar nogen Evne til at tænke sig slige Sammenknytninger,\nend ikke i al Almindelighed, fordi dens Begreber i saa\nFald vilde være blot opdigtede, og alle dens efter Foregi-\nvende apriorisk bestaaende Erkendelser kun var falsk stemp-\nlede almindelige Erfaringer, hvad der vil sige saa meget,\nsom at der intet Steds gives eller kan gives Metafysik.*)\nSaa overilet og urigtig hans Slutning end var, saa var\nden dog i det mindste grundet paa Undersøgelse, og denne\nfortjente vel, at Tidens gode Hoveder havde slaaet sig sam-\nmen, for om muligt at finde en lykkeligere Løsning\npaa Opgaven, i den Betydning, hvori han fremsatte den,\nog deraf maatte da snart en hel Reform af Videnskaben\nvære fremgaaet.\nMen Skæbnen, der aldrig har været Metafysiken huld.\nvilde, at ingen skulde forstaa ham. Man kan ikke uden\nen vis Smerte se paa, hvorledes hans Modstandere Reid,\nOswald, Beattie og tilsidst endogsaa Priestley forfejlede det\n\n*) Rusticus expectat, dum defluat amnis: at ille labitur et labetur in\nomne volubilis ævum. (Horatius).\n(Bonden staar og venter paa, at Aaen skal løbe tør; men den lø-\nber og vedbliver at løbe i al Evighed.)\n*) Alligevel kaldte Hume selve denne ødelæggende Filosofi Metafysik,\nog tillagde den stor Værdi „Metafysik og Moral\" sagde han,\n„er Videnskabens vigtigste Grene ; Mathematik og Naturvidenskaber\nikke halvt saa meget værd.\" Den skarpsindige Mand saa imidlertid\nkun paa den negative Nytte, som Formindskelsen af den spekulative\nFornufts overdrevne Fordringer vilde gøre, ved at gøre Ende paa de\nmange endeløse ogfortsatte Stridigheder, der blot forvirrer Menne-\nskeheden ; men han oversaa derved ganske den positive Skade, der\nvoldes ved at man berører Fornuften dens vigtigste Udsigtspunkter,\nud fra hvilke den alene kan afstikke det højeste Maal for alle Viljens\nBestræbelser."}, {"page_pdf": 18, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.18", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6810, "texte": "centrale i hans Opgave og, idet de bestandig tog det han\nbetvivlede, for antaget, derimod heftigt og ofte meget übe-\nskedent beviste netop det, som det aldrig var faldet ham\nind at betvivle, og misforstod hans Vink til en Forbedring\nsaaledes, at alt forblev i den gamle Tilstand, som om in-\ntet var hændt. Spørgsmaalet gik jo ikke ud paa, om Aar-\nsagsbegrebet var rigtigt, brugbart og, med Hensyn til al\nNaturerkendelse, uundværligt ti derpaa havde Hume\naldrig tvivlet; men det tænktes apriorisk af Fornuften og\nsaaledes havde en af al Erfaring uafhængig, indre Sandhed,\nog derfor vel ogsaa videre udstrakt Anvendelse, idet denne\nikke blot var indskrænket til Genstande for Erfaringen;\nherom ventede Hume Oplysning. Der var jo kun Tale\nom Begrebets Oprindelse, ikke om dets Uundværlighed i\nBrugen: var hint blot blevet forklaret, saa vilde alt an-\ngaaende Betingelserne for dets Brug og for det Omfang,\nhvori det var gyldigt, have givet sig af sig selv.\nFor at løse Opgaven tilfredsstillende, havde den berømte\nMands Modstandere imidlertid haft nødig at trænge meget\ndybt ind i Fornuftens Natur, for saa vidt den blot er\nbeskæftiget med ren Tænkning, og dette var dem højst übe-\nlejligt. De opfandt derfor et mere bekvemt Middel til il-\nden nogen som helst Indsigt at stille sig i en trodsig Po-\nsition, nemlig Paaberaabelse af den almindelige Menneske-\nforstand. Det er virkelig ogsaa en stor Himlens Gave, at\neje en jævn (eller, som man for nylig har kaldt den: sim-\npel) Menneskeforstand. Men man maa bevise den i Gær-\nning, ved at tænke og tale klogt og velovervejet, og ikke\nblot ved at paakalde den som et Orakel, hver Gang man\nikke ved at forebringe noget klogt til sin Retfærdiggørelse.\nAt beraabe sig paa den almindelige Menneskeforstand, saa\nsnart det er paa Hældningen med Indsigt og Viden og al-\ndrig før det er en af den nyere Tids subtileste Opfin-\ndelser, der gør det muligt for selv den floveste Sladder-\nhank at lage det op med det grundigste Hovede, og end-\nda at kunne klare sig mod ham. Men saa længe der er\nden mindste Smule Indsigt til overs, skal man vel vogte\nsig for at gribe til denne Nødhjælp. Og set ved Lys er\ndenne Paaberaabelse intet andet end en Appel til Mæng-\ndens Dom; en Hyldest, over hvilken Filosofien rødmer,\nmens den folkekære Aandrighedsjæger triumferer og lader\nstor. Jeg skulde dog tro, at Hume lige saa godt kunde\ngøre Fordring paa at besidde en sund Forstand, som Be-\nattie, og tilmed yderligere paa noget, som den anden i\nhvert Fald ikke ejede, nemlig en kritisk Fornuft, der hol-\nder den almindelige Forstand indenfor visse Grænser, for\nat den ikke skal give sig af med Spekulationer, eller, hvis\nder blot er Tale om dem, ikke fordre Ret til at afgøre no-\nget, fordi den ikke er i Stand til at gøre Rede for sine\nGrundsætninger ; ti kun derved vil den vedblive at være\nen sund Forstand. Mejsel og Hammer er udmærket Værk-\ntøj til Bearbejdelse af et Stykke Træ, men til Kobberstik-\nning maa man anvende en Radernaal. Saaledes er baade\nden sunde og den spekulative Forstand anvendelige, men\nhver paa sit Omraade: hin, naar det drejer sig om Dom-\nme, der finder deres Anvendelse i Erfaringen, denne der-\nimod, hvor der skal træffes almene Domme, ud fra blotte\nBegreber, 112. Eks. i Metafysiken, hvor den sunde Forstand,\nsaaledes som den selv om end ofte per antiphrasin\nkalder sig, ikke har noget som helst at skulle have\nsagt.\nJeg tilstaar frit, at det var David Hume s Paamindelse,\nsom for mange Aar siden først afbrød min dogmatiske\nSøvn og gav mine Undersøgelser paa den spekulative Fi-\nlosofis Omraade en helt anden Retning. Jeg var langt fra\nat give ham Ret med Hensyn til hans Slutninger, som blot\nhidrørte fra, at han ikke forestillede sig sin Opgave i dens\nHelhed, men kun havde sin Opmærksomhed henvendt paa\nen enkelt Del, som ikke kunde give nogen Oplysning for\nsig alene. Dog naar man tager sit Udgangspunkt i en\ngodt begrundet, men ikke fuldført Tanke, som en anden\nhar efterladt os, kan man vel gøre sig Haab om, ved fort-\nsat Eftertanke at bringe det videre, end den skarpsindige\nMand, hvem man kan takke for den første Gnist til dette\nLys.\nJeg forsøgte altsaa først, om ikke Hume s Indvending\nlod sig forestille i al Almindelighed, og fandt snart, at Be-\ngrebet om Sammenknytning af Aarsag og Virkning ikke\nvar det eneste, ved hvilket Forstanden a priori tænker sig\nTingenes Sammenknytning, tværtimod, at Metafysiken helt\nog holdent bestaar af slige. Jeg søgte at forvisse mig om,\nhvor mange der var, og da dette var lykkedes mig efter\nØnske, nemlig ud fra et eneste Princip, saa skred jeg til\nDeduktion af disse Begreber, om hvilke jeg nu vidste med\nSikkerhed, at de ikke som Hume befrygtede var af-\nledede af Erfaringen, men udsprungne af ren Forstand.\nDenne Deduktion, der syntes min skarpsindige Forgænger\numulig, og som overhovedet aldrig var faldet andre end\nham ind, skønt alle trøstigt betjente sig af disse Begreber,\nmen uden at spørge, hvorpaa deres objektive Gyldighed\nvar begrundet, denne Deduktion siger jeg var det\nvanskeligste Arbejde, som nogen Sinde er foretaget i Me-\ntafysikens Tjeneste, og det allerværste derved var, at al\nden Metafysik, deri det hete taget er tor Haanden, slet\nikke kunde yde mig den ringeste Hjælp, fordi selve denne\nDeduktion først skal gøre Metafysiken mulig. Da Løsnin-\ngen af det hume'ske Problem nu var lykkedes mig ikke\nblot i et specielt Tilfælde, men med Henblik paa heleden\nrene Fornufts Evne, saa kunde jeg gaa sikkert, om end\nlangsomt fremad, for tilsidst at kunne bestemme den rene\nFornufts hele Omfang, baade med Hensyn til dens Græn-\nser og dens Indhold, til Fuldkommenhed og ud fra al-\nmene Principper, hvad Metafysiken har behov, for at\nkunne udforme sit System.\nMen jeg befrygter, at Udførelsen af det hume'ske Pro-\nblem i dets størst mulige Udvidelse (nemlig som en Kritik\naf den rene Fornuft), vil faa samme Skæbne, som Proble-\nmet selv, da det første Gang fremsattes. Man vil bedøm-\nme det urigtigt, fordi man ikke forstaar det; man vil ikke\nforstaa det, fordi man vel vil gennemblade Bogen, men\nikke gennemlæse den; og man vil ikke gøre sig den\nUlejlighed, fordi Værket er tørt, fordi det er dunkelt, fordi\ndet strider mod alle tilvante Begreber og desuden er vidt-\nløftigt. Nu tilstaar jeg, at jeg ikke havde ventet, over for\nen Filosof at høre Klager over Mangel paa Almenfattelig-\nhed, Underholdning og Letlæselighed, naar det drejer sig\nom en højtpriset og for Menneskeheden uundværlig Er-\nkendelses Eksistens, en Erkendelse, der kun kan afhand-\nles efter en skolemæssig Punktligheds strængeste Regler,\nog som vel nok med Tiden kan blive almenfattelig, men\ningenlunde tør begynde dermed. Men med Hensyn til en\nvis Dunkelhed, er Anken berettiget, fordi denne delvis hid-\nrører fra selve Planens Vidtløftighed, ved hvilken man ikke\nlet kan overskue Hovedpunkterne, paa hvilke det ved Un-"}, {"page_pdf": 20, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.20", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6394, "texte": "dersøgelsen især kommer an, og den vil jeg afhjælpe ved\nnærværende Prolegomena.\nHint Værk, som fremstiller den rene Fornuftsevne i\nhele dens Omfang og Begrænsning, vedbliver dog altid at\nvære Grundlaget, hvortil disse Prolegomena udgør For-\nhaands-Øvelse; ti hin Kritik maa være fremsat som Viden-\nskab, systematisk og gennemført indtil dens mindste Dele,\nførend man kan tænke paa at lade Metafysiken optræde\neller blot gøre sig de fjærneste Forhaabninger med Hen-\nsyn til den.\nMan har allerede længe været vant til at se, hvorledes\ngamle, udslidte Erkendelser blev opstadsede som nye, blot\nved at man tog dem ud af deres fordums Forbindelser,\nsyede dem nye Klæder til efter eget Snit og gav dem nye\nTitler; andet vil den største Del af Læserne paa Forhaand\nheller ikke vente af hin Kritik. Men disse Prolegomener\nvil faa dem til at indse, at det er en helt ny Videnskab,\nsom ingen før har tænkt sig mulig, ja hvis blotte Idé selv\nvar übekendt, en Videnskab, til hvis Udformning intet hid-\ntil givet kunde nytte det mindste, undtagen det Vink, som\nHume's Tvivl kunde give, skønt end ikke han ellers havde\nmindste Anelse om, at en saadan, udformet Videnskab\nvar mulig, men blot lagde sit Skib op paa Land (Skepti-\ncismen), for at bringe det i Sikkerhed, og dér kan det nu\nblive liggende og raadne, medens jeg derimod har ladet\ndet være mig magtpaaliggende. at give mit Skib en Skip-\nper, som, forsynet med et fuldstændigt Søkort og et Kom-\npas og kendt med Styrmandskunstens paalidelige Princip-\nper, der er uddragne af Kendskab til Globen, kan føre\nSkibet sikkert derhen, hvor det passer ham.\nNaar man gaar til den ny Videnskab, som er helt iso-\nleret og den eneste i sin Slags, i den Tro, at man kan\nbedømme den med sine andre Steder erhvervede, forment-\nlige Kundskaber, skønt det netop er om deres Realitet,\nman skal bringes til at tvivle, opnaar man kun allevegne\nat se det, som i Forvejen var En bekendt, fordi Udtryk-\nkene lyder noget lignende, kun med den Forskel, at det\nalt sammen synes forvrænget, meningsløst og vrøvlagtigt,\nfordi man ikke lægger Forfatterens Tanker til Grund, men\nsit eget Tankesæt, som ved lang Vane er blevet til Natur.\nMen den Vidløftiglied, der er begrundet ved Videnskaben\nselv, ikke ved Foredraget, den uundgaaelige Tørhed og\nden skolemæssige Præcission er alle Egenskaber, der vel\nkan være til Fordel for Sagen selv, men ganske vist maa\nvære uheldige for Bogen.\nDet er ganske vist ikke givet enhver, at kunne skrive\nsaa subtilt og tillige saa forførende som David Hume, eller\nsaa grundigt og samtidigt saa elegant som Moses Mendelssohn;\nmen dog havde jeg vel kunnet gøre mit Foredrag mere\nalmenfatteligt (dermed smigrer jeg mig i hvert Fald), hvis\ndet kun var kommet mig an paa at udkaste en Plan og\noverlade andre dens Fuldendelse, og hvis ikke den Viden-\nskabs Vel, hvormed jeg saa længe havde beskæftiget mig,\nhavde ligget mig paa Hjærte; der udkrævedes iøvrigt og-\nsaa megen Standhaftighed og ikke ringe Selvfornægtelse\ntil at foretrække Udsigten til et sent, men varigt Bifald for\ndet tillokkende ved en tidligere, gunstig Modtagelse.\nAt lægge Planer er ofte nok en yppig og pralerisk Aands-\nbeskæftigelse, ved hvilken man giver sig Udseende af at\nvære et skabende Geni, idet man fordrer, hvad man ikke\nselv kan yde, dadler, hvad man ikke selv kan gøre bedre,\nog foreslaar, hvad man ikke selv kan linde, skønt der og-\nsaa blot til en dygtig Plan for en almen Kritik af For-\nnuften havde hørt mere, end man formoder, hvis den ikke\nkun, som ellers, skulde blive en Deklamation af fromme\nØnsker. Men ren Fornuft er en saa afsondret, i sig selv\nsaa helt igennem indfiltret Sfære, at man ikke kan tage\nfat paa en enkelt Del af den, uden at berøre alle de øv-\nrige, og intet kan udrette, uden at man først har bestemt\nhver enkelts Sted og Indflydelse paa de andre, fordi hver\nenkelt Dels og Brug og Gyldighed afhænger af det For-\nhold, hvori den staar til de øvrige i Fornuften selv, da\nder ikke findes noget uden for den, som kunde berigtige\nvorr Dom indenfor, og hvert Lems Formaal kun kan af-\nledes fra det fuldstændige Begreb om Helheden, ganske\nligesom med et organisk Legemes Lemmer. Derfor kan\nman sige om en saadan Kritik, at den aldrig er paalide-\nlig, naar den ikke er fuldstændig og gennemført indtil de\nmindste Elementer af den rene Fornuft, og at man af denne\nEvnes Sfære enten maa bestemme og afgøre alt eller slet\nintet\nMen selv om en saadan Plan, som gik forud for en Kri-\ntik af den rene Fornuft, vilde være uforstaaelig, upaalide-\nlig og unyttig, saa er den des mere gavnlig, naar den\nkommer efter den. Ti derved sættes mani Stand til at\noverskue Helheden, Stykke for Stykke at prøve Hoved-\npunkterne, hvorpaa det ved denne Videnskab kommer an,\nog indrette mangt og meget bedre efter Foredraget, end\ndet kunde gøres i den første Udarbejdelse af Værket.\nHer er nu en saadan Plan efter Værkets Fuldendelse,\nen Plan, som nu turde omlægges efier analytisk Methode,\nfordi Værket selv maatte affattes efter sijnthetisk Læremaade,\nfor at Videnskaben kunde fremstille alle sine Artikulatio-\nner i deres naturlige Forbindelse, som en hel speciel Er-\nkendelses-Evnes Legemsbygning. Den, der finder ogsaa\ndenne Plan, deraf mig som Prolegomener sendes forud\nfor al fremtidig Metafysik, dunkel, maa betænke, at det\ningenlunde er nødvendigt, at alle og enhver studerer Me-\ntafysik, at der gives mangt et Talent, som meget vel kan\nkomme frem i grundige Videnskaber, der mere nærmer\nsig Anskuelsen, men for hvem Forskninger ved lutter ab-\nstrakte Begreber ikke vil lykkes og at mani saa Fald maa\nanvende sine Aandsevner paa et andet Omraade, mens der-\nimod den, der vil bedømme Metafysik, ja selv alTatte en\nsaadan, fuldtud maa opfylde de Fordringer, som her er\nopstillede, hvad enten det nu sker ved, at han akcepterer\nmin Løsning, eller ved, at han grundigt gendriver den og\nsætter en anden i dens Sted ti afvise den kan han ikke\n—, og endelig er der at bemærke, at selve denne saa ud-\nskregne Dunkelhed (et ikke sjældent Skalkeskjul for egen\nMagelighed og Kortsynethed) ogsaa gør sin Gavn: da alle,\nsom med Hensyn til enhver anden Videnskab bevarer en\nforsigtig Tavshed, i metafysiske Spørgsmaal taler med Me-\nsterskab og dristigt tillader sig afgørende Domme, fordi\nderes Uvidenhed paa dette Omraade ikke stikker af mod\nandres Viden, men vel mod ægte, kritiske Grundsætninger,\nom hvilke man kan sige:\nignavum, fucos, pecus a præsepibus arcent.\n(Virgil.)"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c023", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c023", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 21, "image_fin": 23, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.17", "titre_corps": "OM BYPLANKONKURENCER", "titre_sommaire": "OM BYPLANKONKURENCER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 21, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.21", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6383, "texte": "OM BYPLANKONKURENCER\nSTADSINGENIØR Rygner, Odense, har i November\nMaaned i Ingeniørforeningen i København holdt et\nforedrag om den mangelfulde tilrettelægning af byplankon-\nkurrencerne.\nDet er et glædeligt tegn, at der dog er nogle, der inter-\nesserer sig for de planlæggende arbejder, der ønskes gjort\nog som hvad der er det afgørende bliver gjort, mens\narkitekterne er optaget af indre strid paa en tid, hvor en\nmængde danske provinsbyer er blevet sig i den grad be-\nvidst, at de for enhver pris ønsker rettesnore for udvidelser\nog reguleringer. Vel kan noget saa ydre som konkurence-\nformen ikke fremtvinge den gode byplan, men det kan\ndog gøre sit til, at konkurrencen bliver en alvorlig opgave\nfor fagfolk, saa gode. som landet nu har dem, og ikke til\ndrengestreger, og, hvad der er det vigtigste, derved frem-\nmes det alvoilige studium.\nPaa denne baggrund kan de af dr. A. E. Brinckmann i Stad-\ntebaukunst des XVIII Jahrhunderts fremdragne betingelser for\nkonkurencen til St. Petersborgs forskønnelse fra December\n1763 maaske paaregne interesse. De meddeles her i over-\nsættelse efter aftryk af Gazette de France Janvier 1764:\n»Kejserinden, der har besluttet at sætte arbejder i gang\ntil denne hovedstads forskønnelse, har nedsat en kommis-\nsion, der skal lede dette store foretagende. Denne Kom-\nmission, der bestaar af nogle af hoffets herrer, har ladet\naffatte et program, ved hvilket den opfordrer alle archi-\ntecter, hjemlige og fremmede saavel som enhver som helst\nanden, til at fremstille deres synspunkter og planer for\ndette arbejdes udførelse. Her følger de betingelser, den\nforeskriver enhver, der vil deltage i konkurrencen:\n1. Man udleverer en plan, der viser hvordan byen i\nøjeblikket er, til alle, der vil deltage i denne konkurrence.\n2. Den tid, der er fastsat til deres arbejde er tre maa-\nneder.\n3. De skal udføre to planer, den ene af byen saaledes\nsom den er, med angivelse af de forandringer de finder\nnødvendige for dens forskønnelse, den anden af en helt\nny by; de maa, saavel i den første som i den anden, iagt-\ntage at skille byen fra forstæderne ved passende grænser,\nog de maa ledsage dem med en begrundet redegørelse for\nderes planer paa russisk.\n4. De maa, naar de lader deres planer indlevere, drage\nomsorg for at forsyne dem med et mærke, dog saadan at\ndet ikke udpeger forfatteren førend det tidspunkt da man\nmeddeler hvilke planer, der er bleven antaget.\n5. Planerne og de dem ledsagende redegørelser vil være\noffentligt udstillet i fjorten dage; alle de konkurrerende vil\nda frit kunne komme og gennemgaa dem og skriftligt,\nmen uden at give sig til kende, til kommissionen indsende\nde domme, de har fældet over alle disse planer med und-\ntagelse af dem, hvortil de selv er forfattere.\n6. Kommissionen vil med den pinligste nøjagtighed gen-\nnemgaa alle disse planer og alle de iagttagelser, der er til-\nsendt den derom, og den vil tage Beslutning om hvilke,\nder synes den værdige til at toretrækkes.\n7. Forfatterne af disse vil forud for enhver anden blive\nbenyttet ved arbejdets udførelse, og de, hvis planer ikke\ner bleven antaget, vil modtage en godtgørelse i forhold til\nværdien af deres arbejde«.\nAf stor betydning er det, at denne programform inde-\nholder muligheden for en mere indtrængende bedømmelse\nend de sædvanligt affattede. Kravet til den konkurerende\ner ikke om et »færdigt« projekt ikke heller en tegne-\neller stilprøve, men udtrykkelig kravet om kundskaber til\ntil at løse opgaven. Dommerkomiteen faar reelle oplys-\nninger om den foretrukne arkitekts forudsætninger saavel\nderved, at den konkurerende indsender et rent teoretisk\nforslag til en helt ny by, som derved at han fagligt og\nskriftligt udtaler sig om alle projekterne inden afgørelsen.\nDette program hjemler ikke dommerkomitéen ret til af\nen eller anden grund at benytte »en praktisk fejl« i op-\ngavens løsning til at udskyde projekter fra bedømmelsen,\nidet hovedvægten slet ikke lægges paa at løsningen dæk-\nker de praktiske forhold, men paa at den viser kendskab\ntil opgavens karakter. Resultatet kan i stedet for nutidens\nlyriske udvælgelse af »det kønneste« og stilistisk mest ind\ntagende arbejde blive, at man efter en vurdering og en\nvotering udvælger den mand, som ejer forudsætninger for\nat kunne løse opgaven i almindelighed og i særdeleshed.\nTil belysning af byplansopgaven kan den i forrige hefte\nnævnte bog at Walter Kurt Behrent om den ensartede blok-\nfront som rumelement i bybygningen nævnes. Allerede ind-\nledningen fortjener interesse og bringes her i oversættelse:\nOm sammenhængen mellem grundplan og opstalt i by-\nplanen.\n»Vor tids længsel efter en klaring af den tektoniske form,\nden genvaagnende følelse for rummets kunstneriske funk-\ntion, disse tegn paa en renaissance i vor arkitektur, har i\nbybygninnen fundet sit udtryk i arkitekternes ufortrødne\nkamp mod landmaalernes og ingeniørernes fremtrædende\nstilling ved udarbejdelsen af planer for by-udvidelser. Den\nvoksende klarhed ide rumslige forestillinger gjorde, at alle-\nrede planbilledet af byen opfattedes som noget kubisk,\nsom kun kan udtænkes af arkitekten og kun af ham kan\nfastslaas i et plant grundridsskemas abstraherende form.\nHvis bybygningen overhovedet skal gælde som udtryk\nfor en kunstnerisk villen, kan kunstværket »en by« ingen-\nlunde betragtes som allerede fuldført ved fremstillingen af\ngrundplanen, ved anlæget af gode gadeføringer og frem-\nbringelsen af rumsligt virksomme situationer.*) Den ord-\nnende formvilje maa, hvis byen som helhed skal fremtræde\nsom en storslaaet, for tilfældighed frigjort frembringelse,\nogsaa komme til udtryk i den planmæssigt rytmiske ud-\nformning af gadevæggen, den maa lade denne, af flere\narkitektoniske enkeltheder sammensatte flerhed, fremtræde\nsom en helhedsfrembringelse af en for vilkaarlighed be-\nfriet lovmæssighed.\nMed denne del af bybygningens problem beskæftiger det\nforeliggende arbejde sig. Det drejer sig altsaa ikke om\nenkeltheder i planlægningen, men om opbygningens pro-\nblem, som det forekommer ved den ensartede udformning\naf blokfronten, det rumdannende element i bybygnings-\nkunsten. Paa grundlag af den erfaring, at bybilledet, især\nide distrikter, mindre præges af de enkelte værker, af\ngrupperingen af pragt og monumentalbygninger for det\noffentlige eller for handlen og ved saadannes gunstige be-\n\n*) Dette synes en fuldt ud rammende karakteristik af de præmie-\nrende projekter til Hirtshals, Ringsted m.m. m.0. A."}, {"page_pdf": 23, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.23", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3872, "texte": "liggenhed i byplanen de vil altid kun blive enkelte om\nend ogsaa særlig fremtrædende punkter inden for byen som\nhelhed men derimod først og fremmest af resultaterne\naf det private byggeris virksomhed for at tilfredsstille efter-\nspørgslen efter de af befolkningens gennemsnit ønskede\nboliger, maa man erkende, at den planmæssige organisa-\ntion og ledelse af denne masseproduktion er en opgave for\nbybygningskunsten, hvis løsning ikke tilsidst hører til de\nembedspligter, der nu tilfalder byens administration.\nDen historiske bybygning viser, at centralisationsprincip-\npet har været gennemført overalt, hvor en kraftig enkelt-\nvilje satte ind til fordel for anlægets kunstneriske helhed.\nDen arkitektonisk ensartede udformning af blokfronten er\nikke et ydre dekorationsmiddel til tilfredsstillelse af repræ-\nsentative ønsker, hvis konsekvente gennemførelse übetinget\nmaa føre til anvendelse af tvang, den fordres langt snarere\nsaavel af en æstetisk trang som af de sociale forhold, naar\ndet drejer sig om den arkitektoniske udformning af masse-\nboliger med typisk, stadig gentaget grundplan. Men paa\nden anden side er sammenfatningen af flere huse til en\nstørre enhed anvendt i den historiske bybygningskunst\nsom et bevidst middel i rum-udformningen. Thi med den\nsluttede masse, en saadan sammenfatning frembringer, la-\nder gadens rum sig lettere beherske end med den brogede\nmængde af smaa uanseelige enkeltheder. Her har den æl-\ndre bybygning, med hensyntagen til sociale betingelser,\nanlagt synspunkter, som nu, under principielt beslægtede\nforudsætninger, fortjener opmærksomhed.\nDet er dette skrifts opgave, at henvise til den betydning\ndette princips anvendelse kan have for nutidens bybyg-\nningskunst, at anbefale dets gennemførelse og at begrunde\ndenne fordring nærmere. Middelalderens borgerbyer og re-\nnaissancens og barokkens for deres anlægs ensartethed saa\nberømte fyrstebyer, viser, hvilken indflydelse et kulturelt\nmagtcentrum kan øve i bybygningen, og de beviser sam-\ntidig, med sten-mindesmærkers indtrængende sprog, at en\nsaadan enkeltviljes tilstedeværelse er nødvendig, hvis over-\nhovedet hele byanlæget skal kunne ansees for en opgave\nfor kunstnerisk udformning. Men nutiden mangler heller\nikke et saadant med vidtrækkende og afgørende beføjelse\nudstyret magtcentrum: Byraadene (kommunalbestyrelse)\nhar afløst borgerskabet og fyrste-vælden i deres eneher-\nskende stilling, og der kan ikke være nogen tvivl om, at\nde sidder inde med de videste muligheder for at kunne\nøve en energisk indflydelse paa bybilledets arkitektoniske\nudformning. I kommunalvæsenet maa den storslaaede og\nmaalbevidste enkeltvilje nu komme til udfoldelse som ene\ner i stand til at gøre byen som helhed til et kunstværk,\ntil et udtryk for en ensartet viljesytring.\nDen planmæssighed*), med hvilken vore storstadsudvi-\ndelser foretages efter ensartede udstykningsplaner med hen-\nsyntagen til sociale synspunkter, maa ogsaa komme til\nudtryk i gadevæggens (facadens) udformning. I stedet for\nden uindskrænkede individualisme, som nutildags gade op\nog gade ned giver sig til kende i vore beboelseskvarteres\nfacader, maa der sættes et ensartet system, deri ikke\nringere grad end udstykningen og plantegningen maa være\nbaaret af kunstneriske synspunkter. Ikke det enkelte hus,\nmen gruppen af enkelthuse, blokfronten (karré facaden),\nmaa udformes til en arkitektonisk enhed i gadebilledet,\nsaa meget mere som forstørrelsen af den optiske maale-\nstok, saavel i flade som i rum, i den moderne bybygning\nmere og mere lader enkelthuset gaa op i blokfrontens en-\nliedselement. Naar det, ved hjælp af en levende udviklet\nstorliniet fællesfølelse, lykkes, at indordne enkeltes subjek-\ntivistiske særønsker under en fælles ide, vil den moderne\nstorstadsgade igen faa et slags ansigt, vil bybygningen som\nhelhed igen kunne betragtes som rumkunst.\n\n*) Det bemærkes, at talen er om Tyskland. O. A."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c026", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c026", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 24, "image_fin": 24, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.19", "titre_corps": "Den store Armada.", "titre_sommaire": "Den store Armada.", "signature_source": "Kai Hoffmann", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 24, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.24", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 845, "texte": "Den store Armada.\nKai Hoffmann.\nDER kæmped en uovervindelig Flaade\nmod Englands Skibe og Stormens Fraade\nen Drøm om en Lykke, som ikke fandt Naade.\nDer ankred en Aften i Læ af et Fjeld\nlangt borte i Havet en stor Karavel.\nOm Mænd, der jages, om favnet Mø\nfortæller et Sagn paa Suderø.\ni\nDe solbrune Mænd af den flygtende Flaade,\nhvis Drøm var en Lykke, som ikke fandt Naade\nhar avlet en Æt paa den Nordens 0,\nhar saaet et uovervindeligt Frø.\nOg jeg Je£ er ud af den Æt og den 0!\nDér, hvor Møernes Manker er gule,\ner jeg født, og min Moder er Thule.\nMen min Fader er født i Granada.\nJeg er en Søn af den store Armada.\nJeg er en Søn af den store Armada,\naf den Glans og det Blaa i Granada,\naf en Sang om at sejre, en Sang om at dø,\naf en rødgylden Sol over stormende Sø.\nLad Flaaden gaa under. Med Master og Mers\ner Flaaden et uovervindeligt Vers!"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c027", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c027", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 25, "image_fin": 26, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.20", "titre_corps": "NOTER", "titre_sommaire": "NOTER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.25", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5401, "texte": "NOTER\n\nGUSTAF WOLMAR, UDSTILLING I KUNSTFORENINGEN\nD.\nW OLM AR bygger oprindelig paa det samme Grundlag som »Fynboerne« : det jævne genreagtige Syn paa Natur\nog Mennesker. Men han gaar et Skridt videre og dyrker i højere Grad den lyrisk smukke Farve, dette har\nhan tilfælles med Weie, de to betegner vel det sidste Trin, som den Del af den realistiske Retning, der fik sin Kul-\ntur- og Maleuddannelse hos Zahrtmann, kan naa.\nSom Portrætmaler har Wolmar en naturlig og sikker Sans for Karakteren, uden sociale Anfægtelser af nogen Art,\ni sine bedste Arbejder en Enkelhed og Helhed i Behandlingen, saaledes i Portrættet af Byretsdommer Thorup. Det\nlille genreagtige Portræt af den siddende Gartner (No. 82) er saa godt et Billede, som det i sin Art kan være.\nUdstillingen viser et stort Antal Landskabs- og Blomsterbilleder, blandt Landskaberne er altfor mange svage Ar-\nbejder medtagne, mellem Blomsterbillederne linder man hans allerbedste Ting. Da Wolmar ikke har nogen klar Løs-\nning af Rumproblemet, hvad Zahrtmann's Skole kan have sin Andel i, er han bedst ide Billeder, hvor Planternes\nBlade og Blomster præsenterer sig saa temmelig iet og samme Plan, parallelt med Billedfladen. Exempler herpaa\ner Numrene 41, 42 og 48, uden mindste dekorativt Arrangement er deri disse og flere lignende Billeder givet\nen fast billedmæssig Virkning og smukke Linje- og Farvekompositioner, Billeder, som hviler skønne og afsluttede i\nsig selv, og som man husker.\n\nFORORDET TIL PROLEGOMENA. Naar Klingen her bringer Forordet til Kants Prolegomena (i Oversættelse\naf Louis von Kohl, Pios Boghandel, København MCMXI) skulde dette ikke behøve nogen Kommentar. Men da det\nnu er vor Hensigt, at ingen Læser skal springe dette Brudstykke over, fordi det syner kedeligt, saa henleder vi Op-\nmærksomheden saavel paa Sprogets Skønhed og Klarhed, som paa det historiske Moment: Forfatterens Forhold til sin\nSamtid, og paa det personlige, som skinner igennem dette Forord, deri Følge sit Tema kunde tænkes hævet over og\nabstraheret fra sligt. Endelig kunde en og anden more sig med Analogier, som, skønt ikke strengt lovlige, dog kunde\nberige og give Sandhederne aktuel Adresse. Sæt i Begyndelsen Arkitektur i Stedet for Metafysik eller senere, hvor der\ntales om Metafysik som Videnskab, sæt da Æstetik i Stedet, saa staar der maaske noget om Wanscher eller Styk-\nket om »At lægge Planer er ofte nok en yppig og pralerisk Aandsbeskæftigelse . . .« der er Slag i Ansigtet til en\nselv og til andre i dette korte Forord. Stykket om den sunde Fornuft synes rettet imod Justitsministeriets Konsulent\ni Arkitektur, K. Varming, som siges at være i Besiddelse af et færdigt Bevis, blot ved Hjælp af den sunde Fornuft,\nfor at det staar godt til med Arkitekturen. Det var ogsaa Varming, som til sin Vrede opdagede, at der fandtes saa-\nvel Begreber som Ord, han ikke kendte og som han maatte eftersøge i Salomonsens Leksikon. Vi anbefaler Salo-\nmonsen overfor Fremmedordene i Kants Prolegomena, saa meget mere, som det at kunne Fremmedord i Øjeblikket\ner en sikker Vej til at anses for lærd.\nTheuers Bog om Peripteraltemplet, som var nævnt i litteraturfortegnelsen i sidste hæfte, er interessant set i\nsammenhæng med den proportionerings- og systematiseringsbevægelse, som florerer herhjemme saavel i malerkunst\nsom i arkitektur og hvis »resultater« med hensyn til dette sidste fag endog har fundet optagelse i bladet med det an-\nmassende navn Architekten. Vi bringer her den indledende motivering:\nDe forsøg, der hidtil er gjort paa at eftervise lovmæssigheden i den græske bygningskunst, ved opdagelsen af\nsærlige skjulte skemaer eller linjesystemer, maa betegnes som ikke særlig vellykkede. Disse systemer har frem for alt\nden fejl, at man, skønt de nok er konstrueret ud fra enkelte bestaaende bygværker og kan passe til disse som[klæder\ntil kroppen, aldrig omvendt ud fra dem, vil kunne frembringe en bygning.\nMen netop deri ser jeg en hovedfordring for den slags arbejder.\nSkal de have nogen værdi, maa de skabe mulighed for den genetiske udformning af bygværket i plan og op-\nstalt som en sammenhængende helhed. De maa ligeledes fremstille de enkelte grundlags (skemaers) udvikling fra deres\nbegyndelse til deres fulde udvikling og ogsaa deres forfald kronologisk, de maa tage hensyn til biomstændigheder af-\nhængige af tid og sted, og endelig maa de være i overensstemmelse med den tids følen og tænken, af hvilken de er\nudsprunget.\nDet er de almindelige synspunkter, jeg har ladet mig lede af ved mine undersøgelser.\nBetydelig interesse knytter sig ogsaa til det, der heraf kan udledes om hensigten med opmaaling og derigennem\nom, hvordan opmaaling skal drives. Det er før paavist, at opmaaling uden begrundelse og undersøgelse af det op-\nmaalte overhovedet ikke er noget undervisningsmiddel, og dog er det denne form, man forsøger at faa indført paa\nAkademiet. Men en saadan begrundelse af det maalte kræver jo ogsaa i høj grad strengt arbejde og selvfornægtelse,\nman vælger da den langt lettere udvej blot at aflevere sine egne fornemmelser og genspejle sin egen person i kunst-\nværket.\nMedlemmer af den Bolchevikkommission, det er overdraget at udarbejde en Fortegnelse over den myrdede Czars\nEjendele, har i Vinterpaladset, Peter-Pauls-Fæstningen og Czarskoie-Selo fundet i tusindvis af Kasser adresserede til\nKatharina d.2. (død 1796). Kasserne er afsendt fra Rom og aldrig blevet aabnede. De viser sig at indeholde mange"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.26", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3981, "texte": "tusinde Malerier og Skulpturer af Datidens mest fremragende franske og italienske Mestre, Tiepolo, Longhi, Snardri,\nFragonard, Låneret, Latour, Houdin o. s.v.\nHr. Boguslavoky, Konservator ved Samlingerne i »Eremitagen«, er blevet udpeget af Sovjetregeringen til at kata-\nlogisere Fundet, hvis Værdi anslaas til 225 Millioner Francs.\nSovjetregeringen har erklæret alle private Samlinger for Statsejendom, i Petrograd Strogonoffs Samling, Stchoukines\nSamling, der ejer de berømte Marokkobilleder af Matisse, og i Moskva Tretiakofs Galleri og Morosoffs Samling, hvori\nRenoirs »Jeanne Samary« lindes ophængt.\nNiels Hansen udsender den Iste Februar paa Winkel & Magnussens Kunstforlag en Mappe med 6 originale Lito-\ngrafier. Mappen er i 65 numm. Eksemplarer fra Nr. I—ls paa Chinapapir å 150 Kr. Fra Nr. 16—50 paa Japanpapir\nå 100 Kr.\nMaleren Modigliani, af hvem Tetzen-Lunds Samling ejer flere Billeder, er død i Paris af Meningitis.\nTILSENDT: Hugo Gehlin: Stillsamma dikter och femton til dem skurna tråsnit. Råsunda. Handpresstryckeriets\nforlag. 1918.\nEn lille Haandfuld Digte, trykt med smukke Typer paa fint Papir og med Træsnit af Digteren. Man skulde ikke\ntro, der var Papirnød, hvert af de nitten smaa Digte har et særligt Titelblad med Romertal! Digtene selv er holdt i\nden frie Form, deri Sverige er bragt til saa høj en Fuldkommenhed af Strindberg og Ekelund. Mens Strindberg nær-\nmest synes inspireret af Heines Nordsøbilleder og Ekelund af Pindar, sporer man hos Gehlin Paavirkning fra Tagore.\nHvad der er, er meget nydeligt, en indadvendt, subtil Poesi, der behager som Udtryk for en kultiveret Følsomhed;\nmen før der foreligger en fyldigere Repræsentation, er det ikke muligt at danne sig noget endeligt Indtryk af Forfatte-\nrens Evner.\nHans Hartvig Seedorf: Mod fremmede Stjæmer. (Pio). Fredrik Nggaard: Europaskitser. (Pio). Seedorfs sidste\nDigtsamling er et nyt Bevis paa hans virtuose Evner. Som Bønnelycke søger han uden intellektuelle Skrupler det pom-\npøse, maaske er han mindre umiddelbar, maaske til Gengæld klarere i sin Form. Hvor forstaaeligt, at han følte Trang\ntil og skaffede sig Lejlighed til at rejse Jorden rundt for ved at fylde ny Vin paa de gamle Læderflasker nyt Stof\npaa den traditionsbundne Form at give sin noget pastiche-agtige Lyrik det Incitament af den moderne Verden, der\nkan faa hans Poesi til krystallisere sig lige saa sikkert, men paa en personligere Maade. Nygaard har rejst, og det\nkan ikke skjules, at ogsaa han i nogen Grad mangler den Personlighed, hvori Digtet som Rullestenen i Havet\nførst faar sin Rundhed og for Tilfældighed rensede Form. Men han har Ungdom og Charme, og Verden spejler sig i\nhans blanke Sind med en Friskhed, der lover det bedste, hvis han af sin Ungdom formaar at skabe Personlighed.\n\nG.\n\nGABESTOKKEN\nT sidste hefte af »Arkitekten« (18. December 1919) er arkitekt Rafn i en artikel om Nyrop atter i færd med at ind-\ntage en taktfuld position overfor de ældre. Det kan sikkert være klogt nok, men det var bedre om arkitekt Rafn\nførte sin paavisning af de ældres fortjenester saa vidt, at det kom tydeligere frem, at arkitekturen ikke er naaet et\nskridt videre i den tid, de unge har regeret. Ide unge arkitekters halvstuderthed vokser den irodige spire til nye\nChristiansborge og banegaarde, til ny hotelklassicisme, der staar klassicismen lige saa nær som Helmerhus, Holcken-\nhus og Ny-Rosenborg staar den nederlandske renæssance, som Meldahl staar renæssancen, som Th. Jørgensen staar\nbarokken, som Wenk staar middelalderen.\nI samme hefte holder arkitekt Baumann mindetalen over »Den frie Arkitektforening c med lølgende konklusion:\n»Den frie Arkitektforenings Saga er endt. Den har dog ikke levet sit Liv forgæves, den har ført et Slægtled frem\nog samlet en Række Arkitekter, der isolerede næppe havde naaet saa vidt«.\nSaa er der altsaa alligevel ikke spor at bebrejde »Den frie Arkitektforening«, og det er i virkeligheden ungdom-\nmen, der har været idioter, naar den tillagde foreningen et ideelt formaal."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c028", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c028", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 25, "image_fin": 25, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.20.1", "titre_corps": "GUSTAF WOLMAR, UDSTILLING I KUNSTFORENINGEN", "titre_sommaire": "GUSTAF WOLMAR, UDSTILLING I KUNSTFORENINGEN", "signature_source": "D", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.25", "debut_caractere": 7, "fin_caractere_exclue": 1451, "texte": "GUSTAF WOLMAR, UDSTILLING I KUNSTFORENINGEN\nD.\nW OLM AR bygger oprindelig paa det samme Grundlag som »Fynboerne« : det jævne genreagtige Syn paa Natur\nog Mennesker. Men han gaar et Skridt videre og dyrker i højere Grad den lyrisk smukke Farve, dette har\nhan tilfælles med Weie, de to betegner vel det sidste Trin, som den Del af den realistiske Retning, der fik sin Kul-\ntur- og Maleuddannelse hos Zahrtmann, kan naa.\nSom Portrætmaler har Wolmar en naturlig og sikker Sans for Karakteren, uden sociale Anfægtelser af nogen Art,\ni sine bedste Arbejder en Enkelhed og Helhed i Behandlingen, saaledes i Portrættet af Byretsdommer Thorup. Det\nlille genreagtige Portræt af den siddende Gartner (No. 82) er saa godt et Billede, som det i sin Art kan være.\nUdstillingen viser et stort Antal Landskabs- og Blomsterbilleder, blandt Landskaberne er altfor mange svage Ar-\nbejder medtagne, mellem Blomsterbillederne linder man hans allerbedste Ting. Da Wolmar ikke har nogen klar Løs-\nning af Rumproblemet, hvad Zahrtmann's Skole kan have sin Andel i, er han bedst ide Billeder, hvor Planternes\nBlade og Blomster præsenterer sig saa temmelig iet og samme Plan, parallelt med Billedfladen. Exempler herpaa\ner Numrene 41, 42 og 48, uden mindste dekorativt Arrangement er deri disse og flere lignende Billeder givet\nen fast billedmæssig Virkning og smukke Linje- og Farvekompositioner, Billeder, som hviler skønne og afsluttede i\nsig selv, og som man husker."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c029", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c029", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 25, "image_fin": 26, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.20.2", "titre_corps": "FORORDET TIL PROLEGOMENA. Naar Klingen her bringer Forordet til Kants Prolegomena (i Oversættelse", "titre_sommaire": "FORORDET TIL PROLEGOMENA. Naar Klingen her bringer Forordet til Kants Prolegomena (i Oversættelse", "signature_source": "G", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.25", "debut_caractere": 1453, "fin_caractere_exclue": 5401, "texte": "FORORDET TIL PROLEGOMENA. Naar Klingen her bringer Forordet til Kants Prolegomena (i Oversættelse\naf Louis von Kohl, Pios Boghandel, København MCMXI) skulde dette ikke behøve nogen Kommentar. Men da det\nnu er vor Hensigt, at ingen Læser skal springe dette Brudstykke over, fordi det syner kedeligt, saa henleder vi Op-\nmærksomheden saavel paa Sprogets Skønhed og Klarhed, som paa det historiske Moment: Forfatterens Forhold til sin\nSamtid, og paa det personlige, som skinner igennem dette Forord, deri Følge sit Tema kunde tænkes hævet over og\nabstraheret fra sligt. Endelig kunde en og anden more sig med Analogier, som, skønt ikke strengt lovlige, dog kunde\nberige og give Sandhederne aktuel Adresse. Sæt i Begyndelsen Arkitektur i Stedet for Metafysik eller senere, hvor der\ntales om Metafysik som Videnskab, sæt da Æstetik i Stedet, saa staar der maaske noget om Wanscher eller Styk-\nket om »At lægge Planer er ofte nok en yppig og pralerisk Aandsbeskæftigelse . . .« der er Slag i Ansigtet til en\nselv og til andre i dette korte Forord. Stykket om den sunde Fornuft synes rettet imod Justitsministeriets Konsulent\ni Arkitektur, K. Varming, som siges at være i Besiddelse af et færdigt Bevis, blot ved Hjælp af den sunde Fornuft,\nfor at det staar godt til med Arkitekturen. Det var ogsaa Varming, som til sin Vrede opdagede, at der fandtes saa-\nvel Begreber som Ord, han ikke kendte og som han maatte eftersøge i Salomonsens Leksikon. Vi anbefaler Salo-\nmonsen overfor Fremmedordene i Kants Prolegomena, saa meget mere, som det at kunne Fremmedord i Øjeblikket\ner en sikker Vej til at anses for lærd.\nTheuers Bog om Peripteraltemplet, som var nævnt i litteraturfortegnelsen i sidste hæfte, er interessant set i\nsammenhæng med den proportionerings- og systematiseringsbevægelse, som florerer herhjemme saavel i malerkunst\nsom i arkitektur og hvis »resultater« med hensyn til dette sidste fag endog har fundet optagelse i bladet med det an-\nmassende navn Architekten. Vi bringer her den indledende motivering:\nDe forsøg, der hidtil er gjort paa at eftervise lovmæssigheden i den græske bygningskunst, ved opdagelsen af\nsærlige skjulte skemaer eller linjesystemer, maa betegnes som ikke særlig vellykkede. Disse systemer har frem for alt\nden fejl, at man, skønt de nok er konstrueret ud fra enkelte bestaaende bygværker og kan passe til disse som[klæder\ntil kroppen, aldrig omvendt ud fra dem, vil kunne frembringe en bygning.\nMen netop deri ser jeg en hovedfordring for den slags arbejder.\nSkal de have nogen værdi, maa de skabe mulighed for den genetiske udformning af bygværket i plan og op-\nstalt som en sammenhængende helhed. De maa ligeledes fremstille de enkelte grundlags (skemaers) udvikling fra deres\nbegyndelse til deres fulde udvikling og ogsaa deres forfald kronologisk, de maa tage hensyn til biomstændigheder af-\nhængige af tid og sted, og endelig maa de være i overensstemmelse med den tids følen og tænken, af hvilken de er\nudsprunget.\nDet er de almindelige synspunkter, jeg har ladet mig lede af ved mine undersøgelser.\nBetydelig interesse knytter sig ogsaa til det, der heraf kan udledes om hensigten med opmaaling og derigennem\nom, hvordan opmaaling skal drives. Det er før paavist, at opmaaling uden begrundelse og undersøgelse af det op-\nmaalte overhovedet ikke er noget undervisningsmiddel, og dog er det denne form, man forsøger at faa indført paa\nAkademiet. Men en saadan begrundelse af det maalte kræver jo ogsaa i høj grad strengt arbejde og selvfornægtelse,\nman vælger da den langt lettere udvej blot at aflevere sine egne fornemmelser og genspejle sin egen person i kunst-\nværket.\nMedlemmer af den Bolchevikkommission, det er overdraget at udarbejde en Fortegnelse over den myrdede Czars\nEjendele, har i Vinterpaladset, Peter-Pauls-Fæstningen og Czarskoie-Selo fundet i tusindvis af Kasser adresserede til\nKatharina d.2. (død 1796). Kasserne er afsendt fra Rom og aldrig blevet aabnede. De viser sig at indeholde mange"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.26", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2759, "texte": "tusinde Malerier og Skulpturer af Datidens mest fremragende franske og italienske Mestre, Tiepolo, Longhi, Snardri,\nFragonard, Låneret, Latour, Houdin o. s.v.\nHr. Boguslavoky, Konservator ved Samlingerne i »Eremitagen«, er blevet udpeget af Sovjetregeringen til at kata-\nlogisere Fundet, hvis Værdi anslaas til 225 Millioner Francs.\nSovjetregeringen har erklæret alle private Samlinger for Statsejendom, i Petrograd Strogonoffs Samling, Stchoukines\nSamling, der ejer de berømte Marokkobilleder af Matisse, og i Moskva Tretiakofs Galleri og Morosoffs Samling, hvori\nRenoirs »Jeanne Samary« lindes ophængt.\nNiels Hansen udsender den Iste Februar paa Winkel & Magnussens Kunstforlag en Mappe med 6 originale Lito-\ngrafier. Mappen er i 65 numm. Eksemplarer fra Nr. I—ls paa Chinapapir å 150 Kr. Fra Nr. 16—50 paa Japanpapir\nå 100 Kr.\nMaleren Modigliani, af hvem Tetzen-Lunds Samling ejer flere Billeder, er død i Paris af Meningitis.\nTILSENDT: Hugo Gehlin: Stillsamma dikter och femton til dem skurna tråsnit. Råsunda. Handpresstryckeriets\nforlag. 1918.\nEn lille Haandfuld Digte, trykt med smukke Typer paa fint Papir og med Træsnit af Digteren. Man skulde ikke\ntro, der var Papirnød, hvert af de nitten smaa Digte har et særligt Titelblad med Romertal! Digtene selv er holdt i\nden frie Form, deri Sverige er bragt til saa høj en Fuldkommenhed af Strindberg og Ekelund. Mens Strindberg nær-\nmest synes inspireret af Heines Nordsøbilleder og Ekelund af Pindar, sporer man hos Gehlin Paavirkning fra Tagore.\nHvad der er, er meget nydeligt, en indadvendt, subtil Poesi, der behager som Udtryk for en kultiveret Følsomhed;\nmen før der foreligger en fyldigere Repræsentation, er det ikke muligt at danne sig noget endeligt Indtryk af Forfatte-\nrens Evner.\nHans Hartvig Seedorf: Mod fremmede Stjæmer. (Pio). Fredrik Nggaard: Europaskitser. (Pio). Seedorfs sidste\nDigtsamling er et nyt Bevis paa hans virtuose Evner. Som Bønnelycke søger han uden intellektuelle Skrupler det pom-\npøse, maaske er han mindre umiddelbar, maaske til Gengæld klarere i sin Form. Hvor forstaaeligt, at han følte Trang\ntil og skaffede sig Lejlighed til at rejse Jorden rundt for ved at fylde ny Vin paa de gamle Læderflasker nyt Stof\npaa den traditionsbundne Form at give sin noget pastiche-agtige Lyrik det Incitament af den moderne Verden, der\nkan faa hans Poesi til krystallisere sig lige saa sikkert, men paa en personligere Maade. Nygaard har rejst, og det\nkan ikke skjules, at ogsaa han i nogen Grad mangler den Personlighed, hvori Digtet som Rullestenen i Havet\nførst faar sin Rundhed og for Tilfældighed rensede Form. Men han har Ungdom og Charme, og Verden spejler sig i\nhans blanke Sind med en Friskhed, der lover det bedste, hvis han af sin Ungdom formaar at skabe Personlighed.\n\nG."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c030", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c030", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 26, "image_fin": 26, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.20.3", "titre_corps": "GABESTOKKEN", "titre_sommaire": "GABESTOKKEN", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.26", "debut_caractere": 2761, "fin_caractere_exclue": 3981, "texte": "GABESTOKKEN\nT sidste hefte af »Arkitekten« (18. December 1919) er arkitekt Rafn i en artikel om Nyrop atter i færd med at ind-\ntage en taktfuld position overfor de ældre. Det kan sikkert være klogt nok, men det var bedre om arkitekt Rafn\nførte sin paavisning af de ældres fortjenester saa vidt, at det kom tydeligere frem, at arkitekturen ikke er naaet et\nskridt videre i den tid, de unge har regeret. Ide unge arkitekters halvstuderthed vokser den irodige spire til nye\nChristiansborge og banegaarde, til ny hotelklassicisme, der staar klassicismen lige saa nær som Helmerhus, Holcken-\nhus og Ny-Rosenborg staar den nederlandske renæssance, som Meldahl staar renæssancen, som Th. Jørgensen staar\nbarokken, som Wenk staar middelalderen.\nI samme hefte holder arkitekt Baumann mindetalen over »Den frie Arkitektforening c med lølgende konklusion:\n»Den frie Arkitektforenings Saga er endt. Den har dog ikke levet sit Liv forgæves, den har ført et Slægtled frem\nog samlet en Række Arkitekter, der isolerede næppe havde naaet saa vidt«.\nSaa er der altsaa alligevel ikke spor at bebrejde »Den frie Arkitektforening«, og det er i virkeligheden ungdom-\nmen, der har været idioter, naar den tillagde foreningen et ideelt formaal."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c032", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c032", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 27, "image_fin": 27, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.21", "titre_corps": "8 Litografier", "titre_sommaire": "8 Litografier", "signature_source": "Vilhelm Lundstrøm", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 27, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.27", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1326, "texte": "Klingens Kunstnermappe No. 2\n8 Litografier\naf\nVilhelm Lundstrøm\nT „Politiken\" skriver Dr. med. Oluf Thomsen om Lundstrøms Litografimappe:\n* „Disse Litografier, disse besynderlige Billeder vil blive et Stridens Tegn.\nBegavede Professorer, der kender Livets Realiteter, vil erklære dem for Ud-\nslag af en syg Hjerne, en Rædsel for den skønhedshyldende, klare Fornuft. Og\nEntusiaster, der dør af Væmmelse over Allemandsskønhed og Fornuft i Kun-\nsten og 2 og 2 er 4, vil forsikre, at et ungt Geni er groet op af Stenbroen i en\naf Smaagaderne . . .\nDisse Billeder . . . henvender sig til den Betragter, der baade frastødes\nog tiltrækkes, som lægger dem til Side med en Hovedrysten og atter tager\ndem for sig med ny Forstaaelse. Gennem Svaghed og Ufuldkommenhed baade\nhos sig selv og Kunstneren vil han lære Billedernes umaadelige Styrke at\nkende . . .\nUnyttigt at begynde at tale om de enkelte Billeder. Unyttigt ogsaa at\nforsøge Profetier om Lundstrøms Fremtid. Men en Gang naa, lige meget\nmed en Gang, gid de allerede nu maa finde Venner, der tager dem frem med\nvarsomme Hænder.\"\nTrykt i 50 Ekspl. å 100 Kr. Hvert Blad signeret af Kunstneren. Udført i Cato's\nlith. Etabl. Faas ved Henvendelse til Klingens Ekspedition: Udbygade 1.\nKbhv. N. Mappen er fremlagt hos Vilh. Tryde, Østergade 3og i\nGyldendals Sortiment, Købmagergade 8."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-02-06-01-c034", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-02-06_01#c034", "volume": "bmtnaag_1920-02-06_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.2.23", "titre_corps": "[Publicité]", "titre_sommaire": "[Publicité]", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.2", "debut_caractere": 1068, "fin_caractere_exclue": 1452, "texte": "Udkommet er:\ni\nAlf Larsen: Digte\n5 Originalraderinger af Axel Salto\nTrykt paa Van Gelder Papir hos H. H. Thiele i 60 numm. og sign. Ekspl. å 200 Kr.\nRaderingerne er trykt i Kleinsorgs Etablissement, hvorefter Pladerne\ner ødelagt. Indbundet i litograferet Bind hos Petersen &\nPetersen. Bestillinger modtages paa Klingens\nEkspedition, Poul Henningsen, Udby-\ngade 1, N. Telf.: Nora 3232."}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nFotografi efter Auguste Renoir.\nPierre-Auguste Renoir. Af Carl V. Petersen.\nFotografi efter Auguste Renoir.\nIn memoriam Auguste Renoir.\nNogle Vers af Michelagniolo Buonaroti. Af Johannes Dam.\nLitografi af Oluf Høst.\nAkademiet. Af Poul Henningsen.\nLitografi af Oluf Høst.\nKristus paa Slagmarken. Freske i Johannes den Døber\nKirken i Jaroslav af Dmitri Grigorief.\nRussernes Malerkunst. Af Poul Uttenreitter.\nFotografi efter Besse Giersing.\nBesse Giersing. Af S.\nFotografi efter Harald Giersing.\nStjernernes Kamp før Verdens Ende. Slutningen af de Sibyl-\nlinske Oraklers 5. Bog. Oversat fra Græsk af Thøger Larsen.\nVignet af Poul Uttenreitter.\nFarvelitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nFotografi efter Henri Matisse.\nForord til Prolegomena. Af Immanuel Kant. Oversat af\nLouis v. Kohl.\nLitografi af Albert Naur.\nOm byplankonkurrencer.\nPennetegning af Johannes Larsen.\nLitografi af Alpert Naur.\nDen store Armada. Af Kai Hofmann.\nGustaf Wolmars Udstilling. Af D.\nNoter og Gabestok.\nLitografi bag paa Omslaget af Vilhelm Lundstrøm.\n\nUdkommet er:\ni\nAlf Larsen: Digte\n5 Originalraderinger af Axel Salto\nTrykt paa Van Gelder Papir hos H. H. Thiele i 60 numm. og sign. Ekspl. å 200 Kr.\nRaderingerne er trykt i Kleinsorgs Etablissement, hvorefter Pladerne\ner ødelagt. Indbundet i litograferet Bind hos Petersen &\nPetersen. Bestillinger modtages paa Klingens\nEkspedition, Poul Henningsen, Udby-\ngade 1, N. Telf.: Nora 3232."}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.4", "texte": "PIERRE-AUGUSTE RENOIR\nCarl V. Petersen.\n1841-1919\nT den, selv maalt med de rigest producerende Kunstneres,\nuhyre Produktion af over lire Tusinde Billeder, som\nRenoir selv har anslaaet sine Arbejders Tal til, kan det\nførst blive en senere Eftertid muligt helt sikkert i alle\nEnkeltheder at orientere sig med Hensyn til de Udgangs-\npunkter, hvori den har taget sine Tilløb, og de Udviklings-\nlinjer, den har fulgt.\nHan har selv i en Samtale med Vollard (L'Art. et Les\nArtistes, Jan. 1919) nævnt en Række Kunstnere og Kunst-\nværker fra tidligere Aarhundreder, som i Aarenes Løb, paa\nLouvre eller i fremmede Musæer, havde gjort Indtryk paa\nham, og som han havde fundet særlig Behag i. Naturlig-\nvis først og fremmest fransk Kunst, Malerne fra det atten-\nde Aarhundrede, Watteau, Boucher, Fragonard, Claude\nLorrain, saa Rubens (han nævner bl. a. »Portrait d'Hé-\nléne Fourmant et de ses enfants«, Louvre), al Spanierne\nVelasquez, hans smaa Prinsesser, »Spinderskerne« og »Bre-\ndas Overgivelse« i Pradomusæet, af Hollænderne Vermeer\nvan Delft, især »Hos Koblersken« (Dresden), og, ret reserve\nforøvrigt, enkelte Arbejder af Rembrandt, navnlig »Jøde-\nbruden« (Amsterdam). Endelig fra Rejsen i Italien: de\nantike Fresker i Pompeji og i Musæet i Napoli, Mosaikerne\ni San Marco Kirken i Venezia (»ces magnifiques mosai.\n(pies! ce grand Christ bijzantin arne un cerné gris!«),\nVenetianerne fra Carpaccio (»C'est un des premiers qui\naient ose faire des gens se promenant dans la rue! Et puis\nencore des fonds de paijsage d'une vérité etonnante/«) til\nTitian, »Venus og Organisten« (Prado), »Frans den Iste«\n(Louvre), og Veronese, »Bryllupet i Kana« (Louvre), Ra-\nfael, »Madonna delta Sedia« i Pitti (»la peinture la plus\nlibre, la plus solide, la plus merveilleusement simple et vi-\nvante, quil soit possible d'imaginer«), »Heliodors Udjagelse\naf Templet« (Fresko i Vatikanet).\nUdvalget synes besynderligt, vidtsvævende, i Grunden\npaa mange Maader indbyrdes uforeneligt.\nOg ikke mindre besynderlige synes hans Antipathier.\nDe »smaa Hollændere«, som den foregaaende Generation\n»Malerne fra Trediverne« havde sværmet for, omtaler han\nmed største Foragt, citerende Ludvig XlV's Ord: »Enlevez-\nmoi tous ces magots!«; Englænderne, som Aarhundredet igen-\nnem havde været beundrede og studerede i Paris, Constable\n(som Delacroix havde modtaget afgørende Impulser fra),\nTurner (som Monet og Pissarro var blevet paavirket af\nunder et Ophold i London i 1871), Lawrence (som endnu\nDegas havde kopieret): »Hvilken Skuffelse for mig!« ud-\nbryder han; af Goya (som Monet havde følt sig saa til-\ntrukken af) er det i Grunden kun smaa Finesser, der har\n(præget sig i hans Erindring: Personne na rendu les dia-\nmants comme Goya! Et les petits souliers de satin quil vons\nfaisait . . .«; om Tintoretto ikke et Ord og om Greco: »un\ntres grand peintre . . . mais, j'ai bien le droit, aprés tout,\nde lui préférer Velasquez/«\nOg nu hans Samtidige? Hans Ungdoms Vejledere og\nForbilleder, Courbet, Delacroix, Corot, Diaz, til hvis Kunst\nhan notorisk har staaet i Forhold, hvorledes fordeler disse\nPaavirkninger sig i Tid og Betydning, hvad skylder han\ndem hver især og dem alle i Forening? Eller hans Mand-\ndoms Kammerater, Manet, Monet, Pissarro, Impressioni-\nsterne og Impressionismen, som fra Halvfjerdserne og om-\ntrent Aarhundredet ud saa tydelig, omend med mange\nfremmede, ofte fjærne Indskud, præger hans Produktion.\nVar det til Gavn eller til Skade for den, hæmmedes\nden eller fremmedes den ved dette nære personlige og\nkunstneriske Samarbejde? Og endelig: hvilke skjulte eller\naabenbare Kræfter fæstnede mod hans Livsaften omsider\nhans Gærning i dens sidste farverøde og formstærke ende-\nlige Udtryk?\nHvad ved vi?\nOg i hvilken Periode var han ypperst? Da han malede\n»Lise« (1867, Musæet i Hagen) og »Theaterlogen« (1874,\nDurand-Ruel Paris), eller »Moulin de la Galette« (1876,\nTetzen-Lund og Luxembourg), »Confidences« (1878, Or-\ndrupgaard) og »Roerne« (1881, Durand-Ruel) eller »Baig-\nneuse« og »Baigneuses« (1885, Durand-Ruel og Jacq.-E.\nBlanche) eller først da han, i dette Aarhundrede, allerede\ngammel og skrøbelig, med Penslen bunden til en af Gigt\nvanskabt Haand, fyldt af sin Nations ukuelige aandelige\nog moralske Energi skabte en hel ny Farvernes og For-\nmernes Verden (Coll. Maurice Gagnat)?\nI en af hine Samtaler med Vollard (La Renaissance de\nl'Art Francais, Juli 1919) indskyder denne: »Jeg mindes\nen Dag, at have set to »Kunstkendere« paa en Udstilling\naf Deres Arbejder hos Durand—Ruel. Den ene forklarede\nden anden Fortrinene og, sikkert ogsaa, Fejlene Billede\nlor Billede. Da han kom til »Theaterlogen«, sænkede han\nStemmen og . . . Renoir, vivement: »Je les connais ces\nprotecteurs des arts qui affectent le plus grand respect de-\nvant les oeuvres déja u/eilles, aprés avoir laissé les artistes\ncrever de faim pendant qu'ils peignaient ces mémes oeuvres.\nTenez, ceite fameuse »Loge«, précisément. Il ne se trouva\npersonne pour me donner les cing cents francs que j'en de-\nmand ais.«\nVi har i et af Cézannes sidste Breve (Emile Bernard:\nSouvenirs sur Paul Cézanne, Paris 1912, pag. 90) disse\nOrd, der er blevet berømte: . . . »il me semble, que je\nfais de lents progrés.a Og om Renoir fortælles det, at da\nhan for sidste Gang var paa Louvre, saa svag og med-\ntaget af Rheumatisme, at han næsten maatte bæres derop,\nfor at se Musæels nyeste Erhvervelser, der var udstillede\ni La Gaze Salen, hørte man ham, idet han bad om at\nmaatte blive hjulpet ud, sagte mumle hen for sig: »Ah,\nque j'aurais å faire encore des progrés/«\nMen om vi, idet vi her sænker Fanen ved Renoirs Grav\nhvor lidt eller hvor meget vi ved om og har forstaaet\naf hans Gærning, af dens underlige Veje og dunkle Maal\ni hvert Fald kunde, med dette Dobbeltord af de to\nstore, franske Mestre, have Lov til at sige og Mod til at\ntilstaa om os selv: »Det ser jo virkelig ud, som om der\ner en Smule Fremgang; men alligevel, hvor langt er der\nikke igen!« . . . saa var vi vel ikke helt uværdige, vi\nheller, til at hædre hans Minde."}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.5", "texte": "IN MEMORIAM\nRENOIR er den eneste Maler, for hvem Wagner gik ind\npaa at sidde Model. De to Mænd snakkede sammen\nog opdagede snart, at de helt igennem var af modsatte\nAnskuelser. De skiltes køligt.\nSkrækkelig Musiker, sagde Renoir.\nRædsom Maler, erklærede Wagner.\nDet er i en Cigarbutik, fortalte Renoir engang, at jeg\nfik fat paa det afgørende i Kunsten. En Dag jeg gik ind\nfor at købe Cigarer, mens jeg stadig spekulerede paa de\nforbandede Billeder, rakte Kommis'en mig to Kasser og\nspurgte:\nColorado? Claro?\nColorado! Claro! tænkte jeg. Der har vi Kunstens\nHemmelighed!\n»Jeg har ingen Teorier«, erklærede Renoir, »jeg maler\naf Glæde over Farverne . . . Jeg arrangerer mit Motiv\nsom jeg vil have det, og sætter mig saa til at male det\nsom et Barn. Vil jeg have, at en rød Farve skal ringe\nsom en Klokke, saa bliver jeg ved med at sætte Rødt paa\neller en anden Farve, indtil jeg synes det er godt«. Renoir\ngjorde Nar af »Kunsten i Figurfrakke«, af Paverne og Pro-\nfeterne. Han delte ikke sine Ungdomsvenners Uvilje mod\nIngres, men glædede sig over Kildens søde lille Mave og\nMadame Riviéres Hals og Arme. »Hvis Kvinderne ikke\nhavde Bryster og Bagdele,« sagde han, »var jeg aldrig\nblevet Maler«.\nRenoir, som Gigten havde gjort til Invalid, benyttede i\nsine sidste Aar som Atelier en Glaskasse, hvori stod hans\nChaiselongue og hans Staffeli, begge til at skrue op og ned.\nDen Besøgende kunde saa se en smuk nøgen Pige staa Mo-\ndel i Haven og inde bag Glasset sad den gamle Mester.\nVed Solnedgang, naar Vejret var tørt og varmt, lod Re-\nnoir sig køre en Tur under Oliventræerne, hvor Kvinderne\nvar i Færd med at høste og modtog Bærestolen med hjerte-\nlige: »Goddag, Hr. Renoir.«\nTidligere, 112. Eks. i 1905, brugte Renoir et lille Jern-\napparat til at holde Penslen fast til Haanden. I sine sidste\nAar holdt han Penslen stukket ind under den af Gigt kro-\ngede Pegefinger og Langfinger. Haarene stak ud mellem\nPegefinger og Tommelfinger, Skaftet mellem Langfinger\nog Ringfinger.\nUnder Krigen boede en af Renoirs Sønner, der var ble-\nvet saaret«, hjemme hos Faderen. Da Sønnen rejste, sad\nRenoir efter den oprivende Afsked, længe overvældet og\ngentog hen for sig: »Min Dreng . . . min Dreng . . .«\nPludselig løftede han Hovedet. »Bær mig over i Atelieret«:,\nsagde han heftigt. Hans Model var ikke kommet endnu.\nKokkepigen viste ham nogle Fisk, der netop var blevet\nbragt. Han lagde dem paa en Serviet, og med Øjnene\nblændede af Taarer og hele sin gigtphgede Krop rystende\naf Hulken, begyndte han at male.\nRenoir malede indtil faa Dage før sin Død, der skyldtes\nen Lungeaffektion i Forbindelse med en Hjertesvaghed.\nHans sidste, ufuldførte, Billede var en lille Opstilling\nto Æbler. To Timer før hans Død, ved Midnat, var hans\nLæge, Dr. Duthil, til Stede og fortalte om to Bekkasiner,\nhan havde skudt. Under Dødskampens Vildelse kom Re-\nnoir stadig tilbage til disse Bekkasiner, som han troede at\nmale.— »Ræk mig min Palet ... De to Bekkasiner . . .\nVend dens Hoved til venstre . . . Giv mig Paletten igen\n. . . Jeg kan ikke male det Næb . . . Ræk mig Farverne,\nlidt hurtigt . . . Drej Bekkasinerne . . .« Han døde Kl. 2\nMorgen, Tirsdag d.3. December.\nVed Efterretningen om Renoirs Død skrev Claude Monet\ntil Bulletin de la Vié artistique:\n»De forstaar, hvilken Sorg det er mig, at Renoir er gaaet\nbort: en Del af mit Liv forsvinder med ham.\nIde tre Dage siden hans Død har jeg ikke bestilt andet\nend at genopleve vor Ungdoms Kampe og Haab . . . Det\ner haardt at være alene tilbage, selv om det ikke vil vare\nlænge hver Dag mærker jeg, hvor jeg ældes, skønt man\npaastaar det modsatte . . .«"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.6", "texte": "NOGLE VERS\nAF MICHELAGNIOLO BUONAROTI\nJOHANNES DAM.\nKLINGEN beder mig om et Digt af Michelagniolo. Desværre et enkelt løsrevet Digt af ham, selv om det tilsyneladende er et\nafsluttet Hele, giver kun sjældent Læseren det Udbytte, han venter. Den store Mesters Digtersind er saa rigt paa Modsætninger,\nja Modsigelser, at hans Vers næsten bestandig maa sammenholdes indbyrdes og hisiorisk belyses for helt at forstaaes. Men jeg skal\ngerne prøve . . .\nVed at gennemblade de af Michelagniolos Digte, som jeg endnu ikke har udgivet paa dansk, finder jeg et Par Fragmenter,\nsom i al deres Korthed siger mærkelige Ting.\nBag paa et Brev, der er sendt ham fra en Stenhugger i Carrara, i Oktober 1525, har Ma. skrevet følgende syv Vers, øjensynlig\nen ufuldendt Sonet:\nPaa Syndens Vej mod Døden gaar min Gang,\nMit Liv er Lastens, ikke mit med Rette,\nDet gode i mig skyldes Gud, det slette\nMin vage Vilje under Drifters Tvang.\nMin Frihed blev til Træl, og Kødets Trang\nJeg voved i Guds Billeds Sted at sætte!\nAk, hvilken ussel Lod, et Liv som dette!\nMichelagniolo har Øjeblikke, hvor han tvivler om sin Ret til at tilbede det gudskabte Menneske, som han gør det. Af Digte,\nsom følger kort efter defte, synes det at fremgaa, at han paa dette Tidspunkt, trods sine 50 Aar, ligge under for en forbigaaende sen-\nsuel Betagelse, hvorom vi i øvrigt intet nærmere ved.\nDigtstumper som denne er spredt paa en Mængde Breve og Tegninger fra de forskelligste Perioder af Ma.s Liv. Paa Bagsiden\naf et Digt til Cavalieri fra 1533 findes saaledes et Par Brudstykker, der synes skrevet i saa at sige eet Aandedræt. De behandler begge\nden paa een Gang nærende og fortærende Lidenskab, den snart 60aarige Mester kendte som faa andre.\nDet første lyder næsten som et Gaade-Epigram:\nFra Ilden fjern jeg finder ingen Frelse,\nVed Livets Kildevæld mig Døden truer.\nMin Næring er kun Glød og hede Luer.\nDet, som er andres Død, for mig er Helse.\nDet andet af disse Fragmenter er bygget paa en beslægtet Ide:\nJeg græder, gløder, tæres hen og faar\nDeraf min Hjærteføde. Skæbne sød!\nHvem lever vel som jeg af egen Død,\nSom jeg af Lidelser og Sjælesaar?\nO grumme Skytte! Vist din Haand formaar\nTil rette Tid at sænke al vor Nød,\nVor korte Jammer, blidt i Glemslens Skød.\nDen, som af Døden lever, ej forgaar.\nTankegangen har vistnok forekommet Ma.s Samtid mindre indviklet, end den synes os; den gaar igen hos senere Digtere,\n112. Eks. Petrarca (»Af Sorg og Klagesuk mit Hjerte lever«),\nOgsaa disse Vers gælder Vennen Cavalieri. Det kan ikke siges ofte nok, at man skal være forsigtig med af Digtenes Udtryk\nat drage Slutninger, som vilde ligge nær, hvis de var skrevet i vor Tid."}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.8", "texte": "AKADEMIET\n\nTV /T AN har forsøgt at samle Stemmer ind til en Protest\nly\\ imod Akademiraadets Indstilling om Afskedigelse\naf Docent Wanscher. Mon ikke en enkelt Stemme netop\npaa Baggrund af de mange andre kunde hæve sig til Pro-\ntest imod Protesterne denne saavel som de andre frem-\nkomne. Hvem er disse Navne, og paa Navnes Klang er\njo enhver Protest bygget? Akademiets Elever regner vi ikke,\nderes Mening er paa ingen Maade mere værd end Profes-\nsorernes. Akademiraadet har ved at staa solidarisk med\nJesper Tvede og <Ébortvise Docent Wanscher indtaget en\nHoldning værdigere end nogen af de andre Parters, en\nHoldning, som Eleverne turde have Anledning til at mis-\nunde Raadet. Elevernes Stilling er i det hele taget uden\npositiv Retning alt hvad der fra den Side er fremkom-\nmen er blot Bebrejdelser, fordi de ikke tør være alene. At\nProfessorerne ikke viser sig paa Akademiet er en Kends-\ngerning, som er gammel nok til, at Eleverne kunde have\nerkyndige! sig inden de satte deres Ben paa Skolen eller\nsom i alt Fald maatte foreligge fuldt oplyst efter en Maa-\nneds Ophold paa Anstalten, men Eleverne er stadig Elever\nog er ikke gaaet deres Vej. Man kan maaske ikke be-\nbrejde dem noget, de er unge, uudviklede, holdningsløse\nMennesker, som bare beder om lidt Vejledning men ikke\nselv aner, hvorledes det skal foregaa og hvorhen det skal\nføre. Men disse Forhold burde fritage Eleverne for at figu-\nrere paa Navnelisterne angaaende hvem der skal foretræk-\nkes som Lærere.\nSer man imidlertid nærmere paa Spørgsmaalet, slaar\ndet En, at det kun er klædeligt, at Professorerne ikke\nskilter med deres Uformuenhed, men holder sig beskedent\ntilbage. Det er ikke Spøg men bitter Alvor: At give sig\nUdseende af at lære Eleverne noget paa det nuværende\nAkademi maa betragtes som ganske poseuragtigt. Den\neneste Mand, som man med Vægt har kunnet fremføre\nimod denne Paastand, er Rostrup Boyesen, og han er den\nUndtagelse, som med al Tydelighed bekræfter Reglen.\nBoyesen som eneraadende ved en Malerskole med tilpas\nfaa Elever saa eksisterer der intet Ønske mere mellem\nKunstnerne om at opretholde Akademiet. Det er mærkeligt,\nat Rostrup Boyesen ikke selv ser, at denne Løsning er den\neneste anstændige og renlige.\nDer synes at gøre sig den Opfattelse gældende, at naar\nblot Eleverne vælger deres Lærer, saa er alting godt, ikke\nud fra Troen paa, at Flertallet har Ret, men ud fra den\nrent psykologiske Idé, at de stærkere og mere værdifulde\nblandt Eleverne vil føre an. Man maa dertil indvende, at\ndet formentlig er et rent Træf, at Rostrup Boyesen har\nFlertal blandt Eleverne og navnlig dette: at selve det fore-\nslaaede Forhold mellem Elev og Lærer ikke kan betegnes\nsom statsautoriseret Undervisning og ikke kan forlanges\nbetalt af Offentligheden paa Grund af sine aldeles usikre\nResultater men maa henvises til det private Initiativ. Det\nderi første Række betinger Statsanstalten er for det første,\nat man kan samles om et alment Grundlag for de Krav,\nder skal stilles til Eleven inden Optagelsen, og for det an-\ndet, at man kan give Eleven en almen Undervisning ind-\ntil det Øjeblik, da han sendes ud af Statsanstalten med\nStemplet »færdig« paa sig. Atter dette medfører det tredie\nKrav, at Læreren udvælges efter et Grundprincip, først\nnaar disse tre Krav tilfredsstilles er Statsanstalten beretti-\nget, og først da kan den statsautoriserede Kunstner med\nRette bære sit Prædikat.\nI det voldsomme Jag efter »Navne« til Professoraterne\nog Protesterne har man glemt at tage Sagen op til Drøf\ntelse, og det er forsaavidt mærkeligt, at de ledende Kunst-\npolitikere har bevaret deres Tro paa Protestadressens Magt.\nIngen har jo betvivlet, at saavel Mathiesen som Wanscher\nhar Venner og Beundrere nok, men Spørgsmaalet er alde-\nles ikke, om de er afholdte. Striden indenfor Akademiets\nLedelse drejede sig heller ikke om Docent Wanschers Do-\ncentur. Han og de andre, som staar bagved med Magten\npaa Akademiet og blandt Arkitekterne, har allerede vun-\ndet den første Sejr og forbereder Wanschers store Indtog\npaa Charlottenborg. For Sagens Skyld kunde det være for-\nmaalstjenligt om Favoritterne offentliggjorde deres Program.\nMen politisk set er det vel uklogt, naar man er forrest i\nKapløbet og synes udset til at vinde paa det glatte Ansigt.\nKunde vi efter denne mislykkede Professoraffære inter-\nessere Arkitekt Tvede (som formodentlig bliver paa Over-\nlærerposten paa teknisk Skole) for et videregaaende, ener-\ngisk Arbejde med Uddannelsen af de praktiske Folk, som\nskal og maa løse de foreliggende Opgaver, saa vilde man\nmuligvis ad denne Vej kunne uskadeliggøre Virkningerne\naf en eventuel fortsat Arkitekturskole paa Akademiet.\nSelv et klart Standpunkt synes dømt til at misforstaas,\nog det kan derfor være rigtigt med Henblik paa Situatio-\nnen at understrege det Standpunkt, Klingen har gjort til\nsit. Man kalder det negativt, fordi vi forlanger Prositivite-\nter og fordi Navne er os ligegyldige i denne Sag. Man si-\nger, disse Navne er jo dog de bedste, vi i Øjeblikket kan\nfremføre, og vi svarer, de er ikke gode nok. Man paa-\nstaar, at netop disse Kunstnere vil efterhaanden forbedre\nAkademiet, og vi beder om et Tegn paa, at disse højt-\nanskrevne er mere værd end alle de andre Berømtheder,\nhvormed man igennem Tiderne har stadset Akademiet op.\nMan indvender, at ingen praktiserende Arkitekt paa For-\nhaand kan forlanges at ligge inde med et færdigt og gen-\nnemarbejdet Materiale til Ordningen af Kunstnerens Ud-\ndannelse dette vil han først kunne udrede, naar han er\nkaldt til Akademiet. Vi svarer dertil, at nu kan vi ikke\ntro engang til, vi forsikrer, at al vores Forhaandstillid er\nopbrugt, vi forlanger et Tegn paa, at der overhovedet fore-\ngaar noget med Hensyn til Kunstnerens Undervisning, men\nder er intet sket udover det sædvanlige, hvis negative Re-\nsultat vi kender. Tegnet paa, at Studiespørgsmaalet nær-\nmer sig sin Løsning, maa være det, at der fremstaar en\nMand, som har foretaget de absolut nødvendige pædago-\ngiske Undersøgelser om, hvorvidt Spørgsmaalet kan løses\nog kan løses i Øjeblikket. Her er en from Tro paa, at\ndet nok skal gaa naar bare man selv kommer til, efter-\nhaanden blevet et for svagt Grundlag.\nFrembringes en saadan Undersøgelse ikke, er Tiden\nend ikke moden til at skændes om Akademispørgsmaalet\nendsige til at løse det.\nDette er Kærnepunktet.\nImod dette Synspunkt rejser sig formodentlig den gængse\nIndvending, at en Skole ud fra et grundlæggende Princip\nikke er Løsningen, fordi Systemet er intet, naar Lærerens"}, {"page_pdf": 9, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.9", "texte": "Personlighed ikke fylder det. Vi skal da ogsaa gerne, naar\ndet grundlæggende Princip paa Skolen foreligger, samles\nom Udvælgelsen af Lærernes Personligheder til Levende-\ngørelse af Skolens System, men vi mener, at en Udvæl-\ngelse som den nuværende af en Samling Originaler blandt\nden stærkeste Kunstklike er værdiløs som Grundlag for en\nStatsskole. Her er tillige Stedet til at fastslaa, at Kunst-\nneren og ikke Staten bærer Ansvaret for deres indbyrdes\nspændte Forhold i Akademisagen. Offentligheden forlan-\nger nemlig og med Rette, at Akademiet baseres paa den\nalmindelige Agtelse. Staten maa kræve et almindeligt\nanerkendelsesværdigt Grundlag for sine Skoler. Paa Uni-\nversitetet og polyteknisk Læreanstalt er et saadant Grund*\nlag fremkommet ved, at Lærervalget foregaar efter faglige\nKvalifikationer. Gennem reel, kollegial Anerkendelse. Men\nda der ikke i mange Aar har været foretaget noget alvor-\nligt fagligt Arbejde indenfor Kunstarterne, saa er det uan-\ngribeligt om end beklageligt, at Staten har maattet vælge\nden anden Udvej, for at opnaa det almindelige Grundlag\nnemlig den at udvælge Lærerne efter Publikums umiddel-\nbare Anerkendelse o: efter Kunstnerens Position i Samfundet.\nDet er derfor et rent Uheld for Oscar Mathiesen, at han\nhar haft en ondsindet Presse, ellers var han den rette til\nen Skinforbedring af Akademiet. At der blandt vaagne\nog virksomme Kunstnere i saafald vilde løfte sig en stærk\nStemning imod Udvælgelsen er forstaaelig, men uretfær-\ndigt: Synspunktet maa stadig være dette, at Kunstneren\nmaa paavise sit almene Grundlag, inden Retten til Statens\nLæreposter tilfalder ham. Publikumskunstneren opfyl-\nder rent overfladisk denne Fordring. Den moderne om-\nstridte Kunstner opfylder den overhovedet ikke før han\nhar gjort det nødvendige Arbejde. Lad os da, hvis vi ikke\nkan faa Akademiet nedlagt faa dets Poster besat med de\nanerkendte Navne. Det er for saa vidt en tilfredsstillende\nLøsning, som det er den grelleste Maade at overbevise\nden levende Kunstner om, at han har spildt sin Tid med\nPolitik i Stedet for at øve det faglige Studium, som ene\nløser Undervisningsspørgsmaalet.\nVi stiller os stadig den Opgave at omvende alle dem,\nderi Akademiets Nyorientering ser et Tegn paa, at det\ngaar fremad det er nemlig ganske overfladisk set. Der\nsker i Øjealikket intet andet end, at Akademiet skifter sin\nHam. Det skal til med Aars Mellemrum, og det sker ikke\nuden Spektakler og Smerter. Akademiet er og bliver det\nsamme, og det drejer sig kun om en Række ansete Navne,\nsom sætter en varmere og ærligere Anerkendelse over Styr\ntil Fordel for en slappere men behageligere og mere om-\nfangsrig.\nHvad Sagen angaar, d.v. s. Kunstnerens Uddannelse,\nda mener vi, at Tidspunktet for at løse Spørgsmaalet er\nuheldig valgt. Problemet kan efter alt at dømme for Tiden\nikke bringes til Løsning.\nMen skulde en eller anden fremkomme med en Rede-\ngørelse, baseret paa Studiet af pædagogiske Principper og\npaa Undersøgelsen af foreliggende Ordninger ved Udlandets\nUniversiteter og Læreanstalter samlet til en Opfattelse af\nKunstnerens Studium, da skal vi hilse denne Fremkomst\nsom det eneste positive, der hidtil er sket i Akademisagen.\nVi tror, at et saadant pædagogisk Arbejde maaske kunde\nfremkomme for Arkitekturens Vedkommende, og at man\nad denne Vej muligt efterhaanden kunde naa frem til en\nEnhedsundervisning for Kunstneren. Men fremkommer en\nsaadan Redegørelse af Værdi, er det i høj Grad tvivlsomt,\nom Tiden er moden til at samles om den, og en Refor-\nmation af vores Undervisningsvæsen vil da alligevel ikke\nkunne tænkes i nærmeste Fremtid.\nIndtil et saadant Arbejde er gjort, maa det være en-\nhvers Pligt at gøre opmærksom paa, hvor lidt vi evner\nmed Hensyn til Kunstnerens Undervisning og hvor beske-\ndent vi bør løse de praktisk foreliggende Opgaver, som ikke\nkan udskydes til en modnere Tid. Dette er netop Akade-\nmispørgsmaalet, og indenfor Akademispørgsmaalet er det\nførst og fremmest Bygmesterens Uddannelse, der maa lø-\nses, fordi hans Opgaver ikke kan ligge uløste.\nDen kunstneriske Arkitekt, Maleren og Billedhuggeren\nkan vi ikke i Øjeblikket skaffe et af Offentligheden betalt\nTag over Hovedet, de maa indtil de har bevist deres Kunsts\nalmene Grundlag og Betydning gaa for at være Poeter, og\ndette synes ogsaa at være den rammende Karakteristik.\nDe maa da ogsaa foreløbig dele Poesiens Kaar. Vi maa\nfastholde det Synspunkt, at en statsautoriseret Undervis-\nning, udført som en Personlighedspaavirkning, er en Ab-\nsurditet, teoretisk forkastelig og praktisk uigennemførlig.\nEn saadan Undervisning maa henvises til det private Ini-\ntiativ, og Akademiet maa nedlægges i Egenskab af officiel\nLæreanstalt.\nDette er i Virkeligheden et moralsk Spørgsmaal, og\nderi kan vel Grunden først og fremmest søges til Forvir-\nringen om denne Sag. I en Overgangstid som den nuvæ-\nrende, hvor det almene i Kunsten søger sin Løsning og\nfinder sin Interesse i vide Kredse, staar den kunstneriske\nVilliesverden endnu ganske paa Romantikens Grund. Man\nstoler endnu paa Genialiteten og har ikke lært at indordne\nsin Personlighed under Sagen i Almindelighed, man ræd-\ndes i Maleriet for det abstrakte, i Arkitekturen for det ens-\ntonige, man ræddes rent menneskeligt for det, man netop\nønsker skal ske. I denne indre Splittethed kan Aarsagen\ntil den ydre Splittelse findes.\nVi vil drive Politik og arbejde for at Akademiet bliver\nnedlagt. Vi tror, at de Kunstnere, som pretenderer mindre\nend de evner, viser den rette Vej og til den, som foregiver\nat løse Undervisningsspørgsmaalet blot ved at give Akade-\nmiet sit Navn har Historien sikkert ingen Plads.\nMen til syvende og sidst er det afgørende ikke om Sta-\nten bibeholder Akademiet som en Række Embeder for\nKunstnere, udvalgt efter Gud ved hvilket Princip og om\nder stadig kan findes unge Mennesker, der har Tid til at\nhøre disse udvalgtes Livserindringer.\nDet afgørende og übestridelige er, at vi i lang Tid ikke\nhar ejet nogen kunstnerisk Læreanstalt, og at der stadig\nikke viser sig Tegn til, at en saadan opstaar.\n\nPoul Henningsen."}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.11", "texte": "RUSSERNES MALERKUNST\n(EJNAR THOMASEN: „RUSSERNES MALERKUNST“. G. B. N. F. 1919. 216 S.).\nPoul Uttenreitter.\nQKØNT den gammelrussiske Malerkunst, som Ejnar\nThomasens Værk paa de første 25 Sider beskæftiger\nsig med, endnu ikke er fundet tilstrækkelig lødig til Op-\ntagelse i den »Kunstens gyldne Bog«, som vore autorise-\nrede Forfattere af Verdenskunsthistorier fabler om, rummer\nden alligevel adskilligt af mindst lige saa stor Interesse\nsom Arbejder af en Watts, en Feuerbach, en Viggo Johan-\nsen, der ikke alene er fundet værdige til en Vurdering,\nmen ogsaa til Afbildning for Eksempel i Francis Becketts\n»Verdenskunstens Historie i Grundtræk« man skulde\nsynes, at naar Verdenskunsten er saa rummelig, kunde\nder ogsaa være blevet en ganske beskeden Plads til Gam-\nmelrusserne. Men det er der ikke.\nBillederne af den russiske Kirkekunst før Tsar Peter er\nhele Thomasens Bog værd, skønt de ikke er mange: Fre-\nskerne i Himmelfartskirken i Novgorod, Andrei Rubljof,\nSimon Uschakof, Dionysius, de store Ikonemalere og først\nog fremmest Dmitri Grigorief, hvis Fresko i Johannes den\nDøbers Kirken i Jaroslav af Kristus paa Slagmarken, Klin-\ngen her gengiver, og som vilde være en sand Pryd for\nenhver Verdenskunstens Billedbog, en Aabenbaring af Stil,\nFantasi og Lidenskab.\nOm denne gammelrussiske Malerkunst i Forbindelse med\nden eventyrlige russiske Bygningskunst*) (og et ganske kort\nKapitel om Kunsten efter Tsar Peter) kunde der være skre-\nvet en pragtfuld Bog men ikke af Hr. Thomasen, der\nganske har spoleret det rige Stof, han har haft imellem\nsine Hænder.\nHvilken planløs Ødslen med Materialet: 18 Billeder af\nen Sjerof, 6 af en ækel Vrubel (en russisk Bocklin), Bil-\nleder af en Somof, deri Anledning af en Dame i Blaat\nbliver præsenteret som en anden Leonardo. Og disse Pe-\ntersborger Grafikere, der naar »op til en Højde, som i\nVesteuropa ingen uden deres Stamfader, den geniale Beards-\nley, har naaet.« Dette skal, for blot at nævne nogle faa\nog særlig illustrerede Eksempler, være Blomsten af den\nmoderne russiske Malerkunst.\nBannermærket er Mir Iskustva, deri Rusland skal have\n»øvet en kunstnerisk Indflydelse omtrent i samme Retning\nsom Miinchener »Jugend« og »Simplicissimus« i Tyskland.«\nJeg kender ikke Mir Iskustva. men naar man blader i\nRussernes Malerkunst, er der ingen Grund til at tro, at\ndenne Karakteristik af Bladet ikke passer.\nOm de »alleryngste« hedder det, at »det uformelige, det\nbarnligt-naive eller utøjlet-fantastiske bliver, hvor det ikke\nforbindes med en Carriéres Mesterskab eller en Maurice\nDenis' inderlige Poesi, i Reglen en utaalelig Kost.« Saa\nmed dem synes det i hvert Fald at staa ilde til.\nPaaskønnes bør det, at Kandinskys afbildede Komposition\nNr. 6 ikke er vendt paa Hovedet som hos Laurin skønt\nden »intet forestiller«. For den taaler det ikke nær saa\ngodt som mange andre Billeder (Vrubels russiske Pan for\nEksempel), hvor ingen statiske Love gælder.\n*) Se for Eksempel Alexander Eliasbergs populære „Russische Kunst\",\nPiper, 1915 (Beitrag zur Deutung der Psyche unseres unterliegen-\nGregners Russiand)."}, {"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.12", "texte": "Besse Griersing: Danser og Danserinde.\n\nBESSE GIERSING er som Kunstnerinde et ægte Fyn-\nbobarn, Solskinnet og Blomsterne er hendes trygge\nVerden. Tingenes atmosfæriske Existens og organiske Sam-\nmenhæng hendes naturlige Udgangspunkt; i smuk na-\nturalistisk Stil har hun frembragt Arbejder af en egen Fin-\nhed og kunstnerisk følt Balance, der, omend den kunst-\nneriske Forudsætning er nærliggende, dog er af utvivlsom\nVærdi. Hun er et Tegn paa Sundheden og Oprindeligheden\ni den Kunstnerkultur Frits Syberg og hans Kammerater staar\nsom Midtpunkt for. Denne forstaaende Indleven i Naturens\nVæsen, der maa betragtes som Fynboernes Form for Livs-\nglæde, kan ikke alene bedømmes som et artistisk Fortrin.\nDen er uadskillelig fra en Sindets Enkelthed og naturlig\nGodhed, som kendetegner det Menneske, der lever med\nPlanter og Dyr under aaben Himmel.\nPaa dette Grundlag af Naturglæde og ægte, omend tra-\nditionsbunden, kunstnerisk Skole har Besse Giersing ar-\nbejdet videre mod en mere sluttet, for Tilfældigheden be-\nfriet Billedvirkning. Skønt paavirket af sin Mand danner\nhendes Arbejder et selvstændigt, fint kvindeligt betonet Ak-\nkompagnement til Harald Giersings Produktion, som de\npaa en naturlig Maade underordner sig. Den bevidste For-\nenkling af Motivet og Stræben efter at realisere et Maleri,\nder ikke har Naturen til direkte Maal, men hvor Kærlig-\nheden til Tingene ligesom er gaaet op i Stræben efter at\nse den indgaa nye, frugtbare Forbindelser, giver Besse Gier-\nsing Ret til at kalde sig Kunstner. Det er ikke alene fyensk\nNatur og Sæd og Skik i det Syberg'ske Hus, der har be-\nstemt hende. Usædvanlig formet Dygtighed og ægte billed-\nskabende Trang bærer hendes Arbejde, der altid bevarer\nsin Akcent af født Naturlighed og rent Ungpigevæsen.\n\nS."}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.14", "texte": "STJERNERNES KAMP\nFØR VERDENS ENDE\nSLUTNINGEN AF DE SIBYLLINSKE ORAKLERS 5. BOG\nOVERSAT FRA GRÆSK AF THØGER LARSEN\n(Sibyllen:)\nHisset i Stjernerne saa jeg den klare Eelios\" Trusel\nog Selenaies grufulde Galde i Lynenes Flammen.\nStjernerne yppede Kamp, og Gud gav dem Lov til at strides.\n515 Imod Eelios raste der vældige Ilde i Oprør.\nFosforos førte en Kamp, mens han opsteg paa Ryggen af Løven.\nFrem Selenaie tvehornet fnyste i vekslende Retning.\nStenbukken stangede heftigt Tyren den unge i Nakken,\nTyren berøvede Stenbukken Solhvervsdagen til Gengæld.\n520 Bort Orion snappede Vægten, den saas ikke mere.\nJomfruen veksled i Vædderen Tvillinge-Stjernernes Skæbne;\nud Plejaderne sluktes, og Dragen fornægted sin Zone,\nFiskene dykkede ned, hvor Løven havde til Huse;\nKrebsen blev ikke inde, men flygted af Angst for Orion,\n525 Skorpionen hug Halens Braad i den rædsomme Løve;\nHunden fjerned sig glidende bort fra Eelios' Flammer,\nVandmanden tændtes ved Ildens Kraft fra den stærke Faeinos.\nUranos selv kom i Oprør, til han fik de kæmpende splittet,\nharmfuld han slynged dem hovedkulds ned imod Jorden tilhobe,\n530 brat blev de kasted i Bad hos Okeanos, hvor de stak hele\n•lorden i Brand, og der blev kun en stjerneløs Æter tilbage."}, {"page_pdf": 16, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.16", "texte": "FORORDET TIL PROLEGOMENA\nDISSE Prologomena er ikke til Brug for Disciple, men\nfor fremtidige Lærere, og heller ikke disse skal de\nvejlede til at ordne Foredraget af en allerede eksisterende\nVidenskab, men derimod til først at opfinde selve denne\nVidenskab.\nDer gives Lærde, for hvem Filosofiens Historie (den\ngamles saa vel som den nyes) er hele deres Filosofi; for\ndem er disse Prolegomena ikke skrevet. De maa vente,\nindtil alle de, der umager sig med at øse af Fornuftens\nKilder selv, er færdige med deres Arbejde, og da først er\ndet hine andres Tur, at give Verden Meddelelse om det\nskete. Ellers kan jo intet siges, som ikke efter deres Me-\nning allerede er sagt, og dette faar vel ogsaa virkelig gælde\nsom en übedragelig Forudsigelse om alt fremtidigt; thi da\nden menneskelige Forstand mange Aarhundreder igennem\npaa mangfoldig Vis har sværmet om utallige Ting, saa kan\ndet ikke undgaas, at deri alt nyt kan findes noget gam-\nmelt, som har nogen Lighed med det.\nDet er min Hensigt, at overbevise alle dem, der holder\ndet for værd at beskæftige sig med Metafysik, om, at det"}, {"page_pdf": 17, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.17", "texte": "er uafviseligt nødvendigt, at de foreløbig udsætter deres\nArbejde, at de betragter alt hidtil sket som usket, og frem-\nfor alt opkaster dette Spørgsmaal: »Er noget saadant, som\nMetafysik, overhovedet muligt?«\nEr den Videnskab, hvoraf kommer det da, at den ikke\nsom andre Videnskaber kan vinde varigt og alment Bifald?\nEr den det ikke, hvordan gaar det saa til, at den dog be-\nstandig bryster sig under Skin af at være Videnskab og\nholder den menneskelige Forstand hen med aldrig slukte,\naldrig opfyldte Forhaabninger? Hvad enten man da vil\ndemonstrere sin Viden eller Ikke-viden, saa maa der dog\nendelig en Gang afgøres noget bestemt om denne indbildte\nVidenskabs Natur; ti det kan ikke blive ved med den paa\nsamme Maade som hidtil. Det synes næsten latterligt, at\nman, medens alle andre Videnskaber ustandseligt gaar\nfremad, alene i denne, som dog gør Fordring paa at være\nden Visdom, hvis Orakel ethvert Menneske maa raadspørge,\nbestandigt skal dreje sig rundt paa samme Sted, uden no-\ngen Sinde at naa et Skridt videre. Antallet af Tilhængere\ner da ogsaa blevet stærkt formindsket, og det ser ikke ud\ntil at de, der føler sig stærke nok til at glimre i andre Vi-\ndenskaber, vil risikere deres Berømmelse i denne, i hvilken\nenhver, som ellers er uvidende paa alle andre Punkter, til-\ntror sig at kunne fælde afgørende Dom, fordi deri dette\nLand virkelig ikke lindes nogen Maalestok eller Møntfod,\nhvorved Grundighed kunne skælnes fra overfladisk Sladder.\nMen det er nu slet ikke noget saa uhørt, at en eller an-\nden efter at have arbejdet saa længe med en Videnskab,\nat han undres over, hvor vidt han allerede er naaet\nendelig falder paa at spørge : om og hvorledes en saadan\nVidenskab overhovedet er mulig. Ti den menneskelige\nFornuft er saa byggelysten, at den mangen Gang allerede\nhavde rejst Taarnet, men bagefter maatte tage det bort i-\ngen, for at se, hvorledes det egentlig stod til med Funda-\nmentet. Det er aldrig for sent at blive fornuftig og vis;\nmen naar Indsigten kommer sent, er det altid des sværere\nat sætte den i Gang.\nSpørgsmaalet om en Videnskabs Mulighed forudsætter\nTvivl om dens Virkelighed. Men slig Tvivl fornærmer\nhver den, hvis hele Ejendom maaske bestaar i dette for-\nmentlige Klenodie, og derfor maa han, der røber en saa-\ndan Tvivl, være fattet paa Modstand fra alle Sider. Nogle\nvil se ned paa ham med Foragt, i-stolt Bevidsthed om de-\nres gamle og derfor som retmæssig betragtede Ejendom,\nog med deres metafysiske Kompendier i Haanden ; andre,\nsom aldrig kan se andet end hvad der er det samme som\ndet, de har set før et eller andet Sted, vil slet ikke forstaa\nham, og i rum Tid vil alt blive som om intet var sket,\nhvorved der kunde indtræde eller haabes en Forandring.\nAlligevel tror jeg at kunne forudsige, at den selvstændigt\ntænkende Læser af disse Prolegomener ikke blot vil kom-\nme til at tvivle paa sin hidtidige Videnskab, men senere\nhelt og holdent overbevises om, at en saadan slet ikke\nkan findes, uden at de her stillede Fordringer, paa hvilke\ndens Muligheder beror, opfyldes, og at der, da dette end-\nnu ikke er sket, hidtil overhovedet ikke fandtes nogen\nMetafysik. Men da Efterspørgslen efter en saadan dog al-\ndrig kan standse,*) fordi den almindelige Menneskefornufts\nInteresse er alt for nøje sammenknyttet med den, saa vil\nhan indrømme, at der uafviseligt forestaar en fuldstændig\nReform, eller rettere en ny Fødsel af den, efter en hidtil\nukendt Plan, hvor længe man saa end vil stritte derimod.\nSiden Lockes og Leibnitz's Forsøg, eller rettere siden Me-\ntafysikens Opstaaen, saa langt, som dens Historie naar til-\nbage, er der ikke indtruffet nogen Begivenhed, som kunde\nhave faaet mere afgørende Betydning for denne Videnskab,\nend det Angreb, David Hume rettede imod den. Han\nbragte ikke Lys i denne Art af Erkendelse, men han slog\ndog en Gnist, ved hvilken man meget vel kunde have\ntændt et Lys, hvis den blot havde truffet en modtagelig\nLunte, hvis Gløde var blevet omhyggeligt vedligeholdt og\nøget.\nHume gik i Hovedsagen ud fra et enkelt, men meget\nvigtigt Begreb i Metafysiken, nemlig Sammenknytningen af\nAarsag og Virkning (og dermed dens Følgebegreber Kraft\nog Handling), og opfordrede Fornuften, som foregiver at\nhave avlet den i sit Skød, til at staa ham til Regnskab\nfor, med hvilken Ret den tænker sig dette: at noget kan\nvære saaledes beskaffent, at naar det indtræffer, derved\nnødvendigvis ogsaa noget andet maa indtræffe; thi dette\nsiger jo Begrebet Aarsag. Han beviste uimodsigeligt: at\ndet var Fornuften fuldkommen umuligt, a priori og ud fra\nBegreber at tænke sig en saadan Forbindelse, ti denne in-\ndeholder jo Nødvendighed; det er slet ikke til at indse,\nhvorledes noget nødvendigt ogsaa maa indtræffe, fordi no-\nget andet er til, og hvorledes altsaa Begrebet om en saa-\ndan Sammenknytning a priori kan lade sig indføre. Heraf\nsluttede han, at Fornuften helt bedrog sig selv med dette\nBegreb, og at det falskelig betragtede det som sit Barn,\nskønt det kun var en Bastard af Indbildningskraften, som\nbesvangret af Erfaringen, frembragte visse Forestillinger\nunder Associationens Lov, og udgav en deraf følgende sub-\njektiv Nødvendighed, d.v. s. Vane, for en af Indsigt frem-\ngaaet objektiv. Heraf sluttede han, at Fornuften slet ikke\nhar nogen Evne til at tænke sig slige Sammenknytninger,\nend ikke i al Almindelighed, fordi dens Begreber i saa\nFald vilde være blot opdigtede, og alle dens efter Foregi-\nvende apriorisk bestaaende Erkendelser kun var falsk stemp-\nlede almindelige Erfaringer, hvad der vil sige saa meget,\nsom at der intet Steds gives eller kan gives Metafysik.*)\nSaa overilet og urigtig hans Slutning end var, saa var\nden dog i det mindste grundet paa Undersøgelse, og denne\nfortjente vel, at Tidens gode Hoveder havde slaaet sig sam-\nmen, for om muligt at finde en lykkeligere Løsning\npaa Opgaven, i den Betydning, hvori han fremsatte den,\nog deraf maatte da snart en hel Reform af Videnskaben\nvære fremgaaet.\nMen Skæbnen, der aldrig har været Metafysiken huld.\nvilde, at ingen skulde forstaa ham. Man kan ikke uden\nen vis Smerte se paa, hvorledes hans Modstandere Reid,\nOswald, Beattie og tilsidst endogsaa Priestley forfejlede det\n\n*) Rusticus expectat, dum defluat amnis: at ille labitur et labetur in\nomne volubilis ævum. (Horatius).\n(Bonden staar og venter paa, at Aaen skal løbe tør; men den lø-\nber og vedbliver at løbe i al Evighed.)\n*) Alligevel kaldte Hume selve denne ødelæggende Filosofi Metafysik,\nog tillagde den stor Værdi „Metafysik og Moral\" sagde han,\n„er Videnskabens vigtigste Grene ; Mathematik og Naturvidenskaber\nikke halvt saa meget værd.\" Den skarpsindige Mand saa imidlertid\nkun paa den negative Nytte, som Formindskelsen af den spekulative\nFornufts overdrevne Fordringer vilde gøre, ved at gøre Ende paa de\nmange endeløse ogfortsatte Stridigheder, der blot forvirrer Menne-\nskeheden ; men han oversaa derved ganske den positive Skade, der\nvoldes ved at man berører Fornuften dens vigtigste Udsigtspunkter,\nud fra hvilke den alene kan afstikke det højeste Maal for alle Viljens\nBestræbelser."}, {"page_pdf": 18, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.18", "texte": "centrale i hans Opgave og, idet de bestandig tog det han\nbetvivlede, for antaget, derimod heftigt og ofte meget übe-\nskedent beviste netop det, som det aldrig var faldet ham\nind at betvivle, og misforstod hans Vink til en Forbedring\nsaaledes, at alt forblev i den gamle Tilstand, som om in-\ntet var hændt. Spørgsmaalet gik jo ikke ud paa, om Aar-\nsagsbegrebet var rigtigt, brugbart og, med Hensyn til al\nNaturerkendelse, uundværligt ti derpaa havde Hume\naldrig tvivlet; men det tænktes apriorisk af Fornuften og\nsaaledes havde en af al Erfaring uafhængig, indre Sandhed,\nog derfor vel ogsaa videre udstrakt Anvendelse, idet denne\nikke blot var indskrænket til Genstande for Erfaringen;\nherom ventede Hume Oplysning. Der var jo kun Tale\nom Begrebets Oprindelse, ikke om dets Uundværlighed i\nBrugen: var hint blot blevet forklaret, saa vilde alt an-\ngaaende Betingelserne for dets Brug og for det Omfang,\nhvori det var gyldigt, have givet sig af sig selv.\nFor at løse Opgaven tilfredsstillende, havde den berømte\nMands Modstandere imidlertid haft nødig at trænge meget\ndybt ind i Fornuftens Natur, for saa vidt den blot er\nbeskæftiget med ren Tænkning, og dette var dem højst übe-\nlejligt. De opfandt derfor et mere bekvemt Middel til il-\nden nogen som helst Indsigt at stille sig i en trodsig Po-\nsition, nemlig Paaberaabelse af den almindelige Menneske-\nforstand. Det er virkelig ogsaa en stor Himlens Gave, at\neje en jævn (eller, som man for nylig har kaldt den: sim-\npel) Menneskeforstand. Men man maa bevise den i Gær-\nning, ved at tænke og tale klogt og velovervejet, og ikke\nblot ved at paakalde den som et Orakel, hver Gang man\nikke ved at forebringe noget klogt til sin Retfærdiggørelse.\nAt beraabe sig paa den almindelige Menneskeforstand, saa\nsnart det er paa Hældningen med Indsigt og Viden og al-\ndrig før det er en af den nyere Tids subtileste Opfin-\ndelser, der gør det muligt for selv den floveste Sladder-\nhank at lage det op med det grundigste Hovede, og end-\nda at kunne klare sig mod ham. Men saa længe der er\nden mindste Smule Indsigt til overs, skal man vel vogte\nsig for at gribe til denne Nødhjælp. Og set ved Lys er\ndenne Paaberaabelse intet andet end en Appel til Mæng-\ndens Dom; en Hyldest, over hvilken Filosofien rødmer,\nmens den folkekære Aandrighedsjæger triumferer og lader\nstor. Jeg skulde dog tro, at Hume lige saa godt kunde\ngøre Fordring paa at besidde en sund Forstand, som Be-\nattie, og tilmed yderligere paa noget, som den anden i\nhvert Fald ikke ejede, nemlig en kritisk Fornuft, der hol-\nder den almindelige Forstand indenfor visse Grænser, for\nat den ikke skal give sig af med Spekulationer, eller, hvis\nder blot er Tale om dem, ikke fordre Ret til at afgøre no-\nget, fordi den ikke er i Stand til at gøre Rede for sine\nGrundsætninger ; ti kun derved vil den vedblive at være\nen sund Forstand. Mejsel og Hammer er udmærket Værk-\ntøj til Bearbejdelse af et Stykke Træ, men til Kobberstik-\nning maa man anvende en Radernaal. Saaledes er baade\nden sunde og den spekulative Forstand anvendelige, men\nhver paa sit Omraade: hin, naar det drejer sig om Dom-\nme, der finder deres Anvendelse i Erfaringen, denne der-\nimod, hvor der skal træffes almene Domme, ud fra blotte\nBegreber, 112. Eks. i Metafysiken, hvor den sunde Forstand,\nsaaledes som den selv om end ofte per antiphrasin\nkalder sig, ikke har noget som helst at skulle have\nsagt.\nJeg tilstaar frit, at det var David Hume s Paamindelse,\nsom for mange Aar siden først afbrød min dogmatiske\nSøvn og gav mine Undersøgelser paa den spekulative Fi-\nlosofis Omraade en helt anden Retning. Jeg var langt fra\nat give ham Ret med Hensyn til hans Slutninger, som blot\nhidrørte fra, at han ikke forestillede sig sin Opgave i dens\nHelhed, men kun havde sin Opmærksomhed henvendt paa\nen enkelt Del, som ikke kunde give nogen Oplysning for\nsig alene. Dog naar man tager sit Udgangspunkt i en\ngodt begrundet, men ikke fuldført Tanke, som en anden\nhar efterladt os, kan man vel gøre sig Haab om, ved fort-\nsat Eftertanke at bringe det videre, end den skarpsindige\nMand, hvem man kan takke for den første Gnist til dette\nLys.\nJeg forsøgte altsaa først, om ikke Hume s Indvending\nlod sig forestille i al Almindelighed, og fandt snart, at Be-\ngrebet om Sammenknytning af Aarsag og Virkning ikke\nvar det eneste, ved hvilket Forstanden a priori tænker sig\nTingenes Sammenknytning, tværtimod, at Metafysiken helt\nog holdent bestaar af slige. Jeg søgte at forvisse mig om,\nhvor mange der var, og da dette var lykkedes mig efter\nØnske, nemlig ud fra et eneste Princip, saa skred jeg til\nDeduktion af disse Begreber, om hvilke jeg nu vidste med\nSikkerhed, at de ikke som Hume befrygtede var af-\nledede af Erfaringen, men udsprungne af ren Forstand.\nDenne Deduktion, der syntes min skarpsindige Forgænger\numulig, og som overhovedet aldrig var faldet andre end\nham ind, skønt alle trøstigt betjente sig af disse Begreber,\nmen uden at spørge, hvorpaa deres objektive Gyldighed\nvar begrundet, denne Deduktion siger jeg var det\nvanskeligste Arbejde, som nogen Sinde er foretaget i Me-\ntafysikens Tjeneste, og det allerværste derved var, at al\nden Metafysik, deri det hete taget er tor Haanden, slet\nikke kunde yde mig den ringeste Hjælp, fordi selve denne\nDeduktion først skal gøre Metafysiken mulig. Da Løsnin-\ngen af det hume'ske Problem nu var lykkedes mig ikke\nblot i et specielt Tilfælde, men med Henblik paa heleden\nrene Fornufts Evne, saa kunde jeg gaa sikkert, om end\nlangsomt fremad, for tilsidst at kunne bestemme den rene\nFornufts hele Omfang, baade med Hensyn til dens Græn-\nser og dens Indhold, til Fuldkommenhed og ud fra al-\nmene Principper, hvad Metafysiken har behov, for at\nkunne udforme sit System.\nMen jeg befrygter, at Udførelsen af det hume'ske Pro-\nblem i dets størst mulige Udvidelse (nemlig som en Kritik\naf den rene Fornuft), vil faa samme Skæbne, som Proble-\nmet selv, da det første Gang fremsattes. Man vil bedøm-\nme det urigtigt, fordi man ikke forstaar det; man vil ikke\nforstaa det, fordi man vel vil gennemblade Bogen, men\nikke gennemlæse den; og man vil ikke gøre sig den\nUlejlighed, fordi Værket er tørt, fordi det er dunkelt, fordi\ndet strider mod alle tilvante Begreber og desuden er vidt-\nløftigt. Nu tilstaar jeg, at jeg ikke havde ventet, over for\nen Filosof at høre Klager over Mangel paa Almenfattelig-\nhed, Underholdning og Letlæselighed, naar det drejer sig\nom en højtpriset og for Menneskeheden uundværlig Er-\nkendelses Eksistens, en Erkendelse, der kun kan afhand-\nles efter en skolemæssig Punktligheds strængeste Regler,\nog som vel nok med Tiden kan blive almenfattelig, men\ningenlunde tør begynde dermed. Men med Hensyn til en\nvis Dunkelhed, er Anken berettiget, fordi denne delvis hid-\nrører fra selve Planens Vidtløftighed, ved hvilken man ikke\nlet kan overskue Hovedpunkterne, paa hvilke det ved Un-"}, {"page_pdf": 20, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.20", "texte": "dersøgelsen især kommer an, og den vil jeg afhjælpe ved\nnærværende Prolegomena.\nHint Værk, som fremstiller den rene Fornuftsevne i\nhele dens Omfang og Begrænsning, vedbliver dog altid at\nvære Grundlaget, hvortil disse Prolegomena udgør For-\nhaands-Øvelse; ti hin Kritik maa være fremsat som Viden-\nskab, systematisk og gennemført indtil dens mindste Dele,\nførend man kan tænke paa at lade Metafysiken optræde\neller blot gøre sig de fjærneste Forhaabninger med Hen-\nsyn til den.\nMan har allerede længe været vant til at se, hvorledes\ngamle, udslidte Erkendelser blev opstadsede som nye, blot\nved at man tog dem ud af deres fordums Forbindelser,\nsyede dem nye Klæder til efter eget Snit og gav dem nye\nTitler; andet vil den største Del af Læserne paa Forhaand\nheller ikke vente af hin Kritik. Men disse Prolegomener\nvil faa dem til at indse, at det er en helt ny Videnskab,\nsom ingen før har tænkt sig mulig, ja hvis blotte Idé selv\nvar übekendt, en Videnskab, til hvis Udformning intet hid-\ntil givet kunde nytte det mindste, undtagen det Vink, som\nHume's Tvivl kunde give, skønt end ikke han ellers havde\nmindste Anelse om, at en saadan, udformet Videnskab\nvar mulig, men blot lagde sit Skib op paa Land (Skepti-\ncismen), for at bringe det i Sikkerhed, og dér kan det nu\nblive liggende og raadne, medens jeg derimod har ladet\ndet være mig magtpaaliggende. at give mit Skib en Skip-\nper, som, forsynet med et fuldstændigt Søkort og et Kom-\npas og kendt med Styrmandskunstens paalidelige Princip-\nper, der er uddragne af Kendskab til Globen, kan føre\nSkibet sikkert derhen, hvor det passer ham.\nNaar man gaar til den ny Videnskab, som er helt iso-\nleret og den eneste i sin Slags, i den Tro, at man kan\nbedømme den med sine andre Steder erhvervede, forment-\nlige Kundskaber, skønt det netop er om deres Realitet,\nman skal bringes til at tvivle, opnaar man kun allevegne\nat se det, som i Forvejen var En bekendt, fordi Udtryk-\nkene lyder noget lignende, kun med den Forskel, at det\nalt sammen synes forvrænget, meningsløst og vrøvlagtigt,\nfordi man ikke lægger Forfatterens Tanker til Grund, men\nsit eget Tankesæt, som ved lang Vane er blevet til Natur.\nMen den Vidløftiglied, der er begrundet ved Videnskaben\nselv, ikke ved Foredraget, den uundgaaelige Tørhed og\nden skolemæssige Præcission er alle Egenskaber, der vel\nkan være til Fordel for Sagen selv, men ganske vist maa\nvære uheldige for Bogen.\nDet er ganske vist ikke givet enhver, at kunne skrive\nsaa subtilt og tillige saa forførende som David Hume, eller\nsaa grundigt og samtidigt saa elegant som Moses Mendelssohn;\nmen dog havde jeg vel kunnet gøre mit Foredrag mere\nalmenfatteligt (dermed smigrer jeg mig i hvert Fald), hvis\ndet kun var kommet mig an paa at udkaste en Plan og\noverlade andre dens Fuldendelse, og hvis ikke den Viden-\nskabs Vel, hvormed jeg saa længe havde beskæftiget mig,\nhavde ligget mig paa Hjærte; der udkrævedes iøvrigt og-\nsaa megen Standhaftighed og ikke ringe Selvfornægtelse\ntil at foretrække Udsigten til et sent, men varigt Bifald for\ndet tillokkende ved en tidligere, gunstig Modtagelse.\nAt lægge Planer er ofte nok en yppig og pralerisk Aands-\nbeskæftigelse, ved hvilken man giver sig Udseende af at\nvære et skabende Geni, idet man fordrer, hvad man ikke\nselv kan yde, dadler, hvad man ikke selv kan gøre bedre,\nog foreslaar, hvad man ikke selv kan linde, skønt der og-\nsaa blot til en dygtig Plan for en almen Kritik af For-\nnuften havde hørt mere, end man formoder, hvis den ikke\nkun, som ellers, skulde blive en Deklamation af fromme\nØnsker. Men ren Fornuft er en saa afsondret, i sig selv\nsaa helt igennem indfiltret Sfære, at man ikke kan tage\nfat paa en enkelt Del af den, uden at berøre alle de øv-\nrige, og intet kan udrette, uden at man først har bestemt\nhver enkelts Sted og Indflydelse paa de andre, fordi hver\nenkelt Dels og Brug og Gyldighed afhænger af det For-\nhold, hvori den staar til de øvrige i Fornuften selv, da\nder ikke findes noget uden for den, som kunde berigtige\nvorr Dom indenfor, og hvert Lems Formaal kun kan af-\nledes fra det fuldstændige Begreb om Helheden, ganske\nligesom med et organisk Legemes Lemmer. Derfor kan\nman sige om en saadan Kritik, at den aldrig er paalide-\nlig, naar den ikke er fuldstændig og gennemført indtil de\nmindste Elementer af den rene Fornuft, og at man af denne\nEvnes Sfære enten maa bestemme og afgøre alt eller slet\nintet\nMen selv om en saadan Plan, som gik forud for en Kri-\ntik af den rene Fornuft, vilde være uforstaaelig, upaalide-\nlig og unyttig, saa er den des mere gavnlig, naar den\nkommer efter den. Ti derved sættes mani Stand til at\noverskue Helheden, Stykke for Stykke at prøve Hoved-\npunkterne, hvorpaa det ved denne Videnskab kommer an,\nog indrette mangt og meget bedre efter Foredraget, end\ndet kunde gøres i den første Udarbejdelse af Værket.\nHer er nu en saadan Plan efter Værkets Fuldendelse,\nen Plan, som nu turde omlægges efier analytisk Methode,\nfordi Værket selv maatte affattes efter sijnthetisk Læremaade,\nfor at Videnskaben kunde fremstille alle sine Artikulatio-\nner i deres naturlige Forbindelse, som en hel speciel Er-\nkendelses-Evnes Legemsbygning. Den, der finder ogsaa\ndenne Plan, deraf mig som Prolegomener sendes forud\nfor al fremtidig Metafysik, dunkel, maa betænke, at det\ningenlunde er nødvendigt, at alle og enhver studerer Me-\ntafysik, at der gives mangt et Talent, som meget vel kan\nkomme frem i grundige Videnskaber, der mere nærmer\nsig Anskuelsen, men for hvem Forskninger ved lutter ab-\nstrakte Begreber ikke vil lykkes og at mani saa Fald maa\nanvende sine Aandsevner paa et andet Omraade, mens der-\nimod den, der vil bedømme Metafysik, ja selv alTatte en\nsaadan, fuldtud maa opfylde de Fordringer, som her er\nopstillede, hvad enten det nu sker ved, at han akcepterer\nmin Løsning, eller ved, at han grundigt gendriver den og\nsætter en anden i dens Sted ti afvise den kan han ikke\n—, og endelig er der at bemærke, at selve denne saa ud-\nskregne Dunkelhed (et ikke sjældent Skalkeskjul for egen\nMagelighed og Kortsynethed) ogsaa gør sin Gavn: da alle,\nsom med Hensyn til enhver anden Videnskab bevarer en\nforsigtig Tavshed, i metafysiske Spørgsmaal taler med Me-\nsterskab og dristigt tillader sig afgørende Domme, fordi\nderes Uvidenhed paa dette Omraade ikke stikker af mod\nandres Viden, men vel mod ægte, kritiske Grundsætninger,\nom hvilke man kan sige:\nignavum, fucos, pecus a præsepibus arcent.\n(Virgil.)"}, {"page_pdf": 21, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.21", "texte": "OM BYPLANKONKURENCER\nSTADSINGENIØR Rygner, Odense, har i November\nMaaned i Ingeniørforeningen i København holdt et\nforedrag om den mangelfulde tilrettelægning af byplankon-\nkurrencerne.\nDet er et glædeligt tegn, at der dog er nogle, der inter-\nesserer sig for de planlæggende arbejder, der ønskes gjort\nog som hvad der er det afgørende bliver gjort, mens\narkitekterne er optaget af indre strid paa en tid, hvor en\nmængde danske provinsbyer er blevet sig i den grad be-\nvidst, at de for enhver pris ønsker rettesnore for udvidelser\nog reguleringer. Vel kan noget saa ydre som konkurence-\nformen ikke fremtvinge den gode byplan, men det kan\ndog gøre sit til, at konkurrencen bliver en alvorlig opgave\nfor fagfolk, saa gode. som landet nu har dem, og ikke til\ndrengestreger, og, hvad der er det vigtigste, derved frem-\nmes det alvoilige studium.\nPaa denne baggrund kan de af dr. A. E. Brinckmann i Stad-\ntebaukunst des XVIII Jahrhunderts fremdragne betingelser for\nkonkurencen til St. Petersborgs forskønnelse fra December\n1763 maaske paaregne interesse. De meddeles her i over-\nsættelse efter aftryk af Gazette de France Janvier 1764:\n»Kejserinden, der har besluttet at sætte arbejder i gang\ntil denne hovedstads forskønnelse, har nedsat en kommis-\nsion, der skal lede dette store foretagende. Denne Kom-\nmission, der bestaar af nogle af hoffets herrer, har ladet\naffatte et program, ved hvilket den opfordrer alle archi-\ntecter, hjemlige og fremmede saavel som enhver som helst\nanden, til at fremstille deres synspunkter og planer for\ndette arbejdes udførelse. Her følger de betingelser, den\nforeskriver enhver, der vil deltage i konkurrencen:\n1. Man udleverer en plan, der viser hvordan byen i\nøjeblikket er, til alle, der vil deltage i denne konkurrence.\n2. Den tid, der er fastsat til deres arbejde er tre maa-\nneder.\n3. De skal udføre to planer, den ene af byen saaledes\nsom den er, med angivelse af de forandringer de finder\nnødvendige for dens forskønnelse, den anden af en helt\nny by; de maa, saavel i den første som i den anden, iagt-\ntage at skille byen fra forstæderne ved passende grænser,\nog de maa ledsage dem med en begrundet redegørelse for\nderes planer paa russisk.\n4. De maa, naar de lader deres planer indlevere, drage\nomsorg for at forsyne dem med et mærke, dog saadan at\ndet ikke udpeger forfatteren førend det tidspunkt da man\nmeddeler hvilke planer, der er bleven antaget.\n5. Planerne og de dem ledsagende redegørelser vil være\noffentligt udstillet i fjorten dage; alle de konkurrerende vil\nda frit kunne komme og gennemgaa dem og skriftligt,\nmen uden at give sig til kende, til kommissionen indsende\nde domme, de har fældet over alle disse planer med und-\ntagelse af dem, hvortil de selv er forfattere.\n6. Kommissionen vil med den pinligste nøjagtighed gen-\nnemgaa alle disse planer og alle de iagttagelser, der er til-\nsendt den derom, og den vil tage Beslutning om hvilke,\nder synes den værdige til at toretrækkes.\n7. Forfatterne af disse vil forud for enhver anden blive\nbenyttet ved arbejdets udførelse, og de, hvis planer ikke\ner bleven antaget, vil modtage en godtgørelse i forhold til\nværdien af deres arbejde«.\nAf stor betydning er det, at denne programform inde-\nholder muligheden for en mere indtrængende bedømmelse\nend de sædvanligt affattede. Kravet til den konkurerende\ner ikke om et »færdigt« projekt ikke heller en tegne-\neller stilprøve, men udtrykkelig kravet om kundskaber til\ntil at løse opgaven. Dommerkomiteen faar reelle oplys-\nninger om den foretrukne arkitekts forudsætninger saavel\nderved, at den konkurerende indsender et rent teoretisk\nforslag til en helt ny by, som derved at han fagligt og\nskriftligt udtaler sig om alle projekterne inden afgørelsen.\nDette program hjemler ikke dommerkomitéen ret til af\nen eller anden grund at benytte »en praktisk fejl« i op-\ngavens løsning til at udskyde projekter fra bedømmelsen,\nidet hovedvægten slet ikke lægges paa at løsningen dæk-\nker de praktiske forhold, men paa at den viser kendskab\ntil opgavens karakter. Resultatet kan i stedet for nutidens\nlyriske udvælgelse af »det kønneste« og stilistisk mest ind\ntagende arbejde blive, at man efter en vurdering og en\nvotering udvælger den mand, som ejer forudsætninger for\nat kunne løse opgaven i almindelighed og i særdeleshed.\nTil belysning af byplansopgaven kan den i forrige hefte\nnævnte bog at Walter Kurt Behrent om den ensartede blok-\nfront som rumelement i bybygningen nævnes. Allerede ind-\nledningen fortjener interesse og bringes her i oversættelse:\nOm sammenhængen mellem grundplan og opstalt i by-\nplanen.\n»Vor tids længsel efter en klaring af den tektoniske form,\nden genvaagnende følelse for rummets kunstneriske funk-\ntion, disse tegn paa en renaissance i vor arkitektur, har i\nbybygninnen fundet sit udtryk i arkitekternes ufortrødne\nkamp mod landmaalernes og ingeniørernes fremtrædende\nstilling ved udarbejdelsen af planer for by-udvidelser. Den\nvoksende klarhed ide rumslige forestillinger gjorde, at alle-\nrede planbilledet af byen opfattedes som noget kubisk,\nsom kun kan udtænkes af arkitekten og kun af ham kan\nfastslaas i et plant grundridsskemas abstraherende form.\nHvis bybygningen overhovedet skal gælde som udtryk\nfor en kunstnerisk villen, kan kunstværket »en by« ingen-\nlunde betragtes som allerede fuldført ved fremstillingen af\ngrundplanen, ved anlæget af gode gadeføringer og frem-\nbringelsen af rumsligt virksomme situationer.*) Den ord-\nnende formvilje maa, hvis byen som helhed skal fremtræde\nsom en storslaaet, for tilfældighed frigjort frembringelse,\nogsaa komme til udtryk i den planmæssigt rytmiske ud-\nformning af gadevæggen, den maa lade denne, af flere\narkitektoniske enkeltheder sammensatte flerhed, fremtræde\nsom en helhedsfrembringelse af en for vilkaarlighed be-\nfriet lovmæssighed.\nMed denne del af bybygningens problem beskæftiger det\nforeliggende arbejde sig. Det drejer sig altsaa ikke om\nenkeltheder i planlægningen, men om opbygningens pro-\nblem, som det forekommer ved den ensartede udformning\naf blokfronten, det rumdannende element i bybygnings-\nkunsten. Paa grundlag af den erfaring, at bybilledet, især\nide distrikter, mindre præges af de enkelte værker, af\ngrupperingen af pragt og monumentalbygninger for det\noffentlige eller for handlen og ved saadannes gunstige be-\n\n*) Dette synes en fuldt ud rammende karakteristik af de præmie-\nrende projekter til Hirtshals, Ringsted m.m. m.0. A."}, {"page_pdf": 23, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.23", "texte": "liggenhed i byplanen de vil altid kun blive enkelte om\nend ogsaa særlig fremtrædende punkter inden for byen som\nhelhed men derimod først og fremmest af resultaterne\naf det private byggeris virksomhed for at tilfredsstille efter-\nspørgslen efter de af befolkningens gennemsnit ønskede\nboliger, maa man erkende, at den planmæssige organisa-\ntion og ledelse af denne masseproduktion er en opgave for\nbybygningskunsten, hvis løsning ikke tilsidst hører til de\nembedspligter, der nu tilfalder byens administration.\nDen historiske bybygning viser, at centralisationsprincip-\npet har været gennemført overalt, hvor en kraftig enkelt-\nvilje satte ind til fordel for anlægets kunstneriske helhed.\nDen arkitektonisk ensartede udformning af blokfronten er\nikke et ydre dekorationsmiddel til tilfredsstillelse af repræ-\nsentative ønsker, hvis konsekvente gennemførelse übetinget\nmaa føre til anvendelse af tvang, den fordres langt snarere\nsaavel af en æstetisk trang som af de sociale forhold, naar\ndet drejer sig om den arkitektoniske udformning af masse-\nboliger med typisk, stadig gentaget grundplan. Men paa\nden anden side er sammenfatningen af flere huse til en\nstørre enhed anvendt i den historiske bybygningskunst\nsom et bevidst middel i rum-udformningen. Thi med den\nsluttede masse, en saadan sammenfatning frembringer, la-\nder gadens rum sig lettere beherske end med den brogede\nmængde af smaa uanseelige enkeltheder. Her har den æl-\ndre bybygning, med hensyntagen til sociale betingelser,\nanlagt synspunkter, som nu, under principielt beslægtede\nforudsætninger, fortjener opmærksomhed.\nDet er dette skrifts opgave, at henvise til den betydning\ndette princips anvendelse kan have for nutidens bybyg-\nningskunst, at anbefale dets gennemførelse og at begrunde\ndenne fordring nærmere. Middelalderens borgerbyer og re-\nnaissancens og barokkens for deres anlægs ensartethed saa\nberømte fyrstebyer, viser, hvilken indflydelse et kulturelt\nmagtcentrum kan øve i bybygningen, og de beviser sam-\ntidig, med sten-mindesmærkers indtrængende sprog, at en\nsaadan enkeltviljes tilstedeværelse er nødvendig, hvis over-\nhovedet hele byanlæget skal kunne ansees for en opgave\nfor kunstnerisk udformning. Men nutiden mangler heller\nikke et saadant med vidtrækkende og afgørende beføjelse\nudstyret magtcentrum: Byraadene (kommunalbestyrelse)\nhar afløst borgerskabet og fyrste-vælden i deres eneher-\nskende stilling, og der kan ikke være nogen tvivl om, at\nde sidder inde med de videste muligheder for at kunne\nøve en energisk indflydelse paa bybilledets arkitektoniske\nudformning. I kommunalvæsenet maa den storslaaede og\nmaalbevidste enkeltvilje nu komme til udfoldelse som ene\ner i stand til at gøre byen som helhed til et kunstværk,\ntil et udtryk for en ensartet viljesytring.\nDen planmæssighed*), med hvilken vore storstadsudvi-\ndelser foretages efter ensartede udstykningsplaner med hen-\nsyntagen til sociale synspunkter, maa ogsaa komme til\nudtryk i gadevæggens (facadens) udformning. I stedet for\nden uindskrænkede individualisme, som nutildags gade op\nog gade ned giver sig til kende i vore beboelseskvarteres\nfacader, maa der sættes et ensartet system, deri ikke\nringere grad end udstykningen og plantegningen maa være\nbaaret af kunstneriske synspunkter. Ikke det enkelte hus,\nmen gruppen af enkelthuse, blokfronten (karré facaden),\nmaa udformes til en arkitektonisk enhed i gadebilledet,\nsaa meget mere som forstørrelsen af den optiske maale-\nstok, saavel i flade som i rum, i den moderne bybygning\nmere og mere lader enkelthuset gaa op i blokfrontens en-\nliedselement. Naar det, ved hjælp af en levende udviklet\nstorliniet fællesfølelse, lykkes, at indordne enkeltes subjek-\ntivistiske særønsker under en fælles ide, vil den moderne\nstorstadsgade igen faa et slags ansigt, vil bybygningen som\nhelhed igen kunne betragtes som rumkunst.\n\n*) Det bemærkes, at talen er om Tyskland. O. A."}, {"page_pdf": 24, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.24", "texte": "Den store Armada.\nKai Hoffmann.\nDER kæmped en uovervindelig Flaade\nmod Englands Skibe og Stormens Fraade\nen Drøm om en Lykke, som ikke fandt Naade.\nDer ankred en Aften i Læ af et Fjeld\nlangt borte i Havet en stor Karavel.\nOm Mænd, der jages, om favnet Mø\nfortæller et Sagn paa Suderø.\ni\nDe solbrune Mænd af den flygtende Flaade,\nhvis Drøm var en Lykke, som ikke fandt Naade\nhar avlet en Æt paa den Nordens 0,\nhar saaet et uovervindeligt Frø.\nOg jeg Je£ er ud af den Æt og den 0!\nDér, hvor Møernes Manker er gule,\ner jeg født, og min Moder er Thule.\nMen min Fader er født i Granada.\nJeg er en Søn af den store Armada.\nJeg er en Søn af den store Armada,\naf den Glans og det Blaa i Granada,\naf en Sang om at sejre, en Sang om at dø,\naf en rødgylden Sol over stormende Sø.\nLad Flaaden gaa under. Med Master og Mers\ner Flaaden et uovervindeligt Vers!"}, {"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.25", "texte": "NOTER\n\nGUSTAF WOLMAR, UDSTILLING I KUNSTFORENINGEN\nD.\nW OLM AR bygger oprindelig paa det samme Grundlag som »Fynboerne« : det jævne genreagtige Syn paa Natur\nog Mennesker. Men han gaar et Skridt videre og dyrker i højere Grad den lyrisk smukke Farve, dette har\nhan tilfælles med Weie, de to betegner vel det sidste Trin, som den Del af den realistiske Retning, der fik sin Kul-\ntur- og Maleuddannelse hos Zahrtmann, kan naa.\nSom Portrætmaler har Wolmar en naturlig og sikker Sans for Karakteren, uden sociale Anfægtelser af nogen Art,\ni sine bedste Arbejder en Enkelhed og Helhed i Behandlingen, saaledes i Portrættet af Byretsdommer Thorup. Det\nlille genreagtige Portræt af den siddende Gartner (No. 82) er saa godt et Billede, som det i sin Art kan være.\nUdstillingen viser et stort Antal Landskabs- og Blomsterbilleder, blandt Landskaberne er altfor mange svage Ar-\nbejder medtagne, mellem Blomsterbillederne linder man hans allerbedste Ting. Da Wolmar ikke har nogen klar Løs-\nning af Rumproblemet, hvad Zahrtmann's Skole kan have sin Andel i, er han bedst ide Billeder, hvor Planternes\nBlade og Blomster præsenterer sig saa temmelig iet og samme Plan, parallelt med Billedfladen. Exempler herpaa\ner Numrene 41, 42 og 48, uden mindste dekorativt Arrangement er deri disse og flere lignende Billeder givet\nen fast billedmæssig Virkning og smukke Linje- og Farvekompositioner, Billeder, som hviler skønne og afsluttede i\nsig selv, og som man husker.\n\nFORORDET TIL PROLEGOMENA. Naar Klingen her bringer Forordet til Kants Prolegomena (i Oversættelse\naf Louis von Kohl, Pios Boghandel, København MCMXI) skulde dette ikke behøve nogen Kommentar. Men da det\nnu er vor Hensigt, at ingen Læser skal springe dette Brudstykke over, fordi det syner kedeligt, saa henleder vi Op-\nmærksomheden saavel paa Sprogets Skønhed og Klarhed, som paa det historiske Moment: Forfatterens Forhold til sin\nSamtid, og paa det personlige, som skinner igennem dette Forord, deri Følge sit Tema kunde tænkes hævet over og\nabstraheret fra sligt. Endelig kunde en og anden more sig med Analogier, som, skønt ikke strengt lovlige, dog kunde\nberige og give Sandhederne aktuel Adresse. Sæt i Begyndelsen Arkitektur i Stedet for Metafysik eller senere, hvor der\ntales om Metafysik som Videnskab, sæt da Æstetik i Stedet, saa staar der maaske noget om Wanscher eller Styk-\nket om »At lægge Planer er ofte nok en yppig og pralerisk Aandsbeskæftigelse . . .« der er Slag i Ansigtet til en\nselv og til andre i dette korte Forord. Stykket om den sunde Fornuft synes rettet imod Justitsministeriets Konsulent\ni Arkitektur, K. Varming, som siges at være i Besiddelse af et færdigt Bevis, blot ved Hjælp af den sunde Fornuft,\nfor at det staar godt til med Arkitekturen. Det var ogsaa Varming, som til sin Vrede opdagede, at der fandtes saa-\nvel Begreber som Ord, han ikke kendte og som han maatte eftersøge i Salomonsens Leksikon. Vi anbefaler Salo-\nmonsen overfor Fremmedordene i Kants Prolegomena, saa meget mere, som det at kunne Fremmedord i Øjeblikket\ner en sikker Vej til at anses for lærd.\nTheuers Bog om Peripteraltemplet, som var nævnt i litteraturfortegnelsen i sidste hæfte, er interessant set i\nsammenhæng med den proportionerings- og systematiseringsbevægelse, som florerer herhjemme saavel i malerkunst\nsom i arkitektur og hvis »resultater« med hensyn til dette sidste fag endog har fundet optagelse i bladet med det an-\nmassende navn Architekten. Vi bringer her den indledende motivering:\nDe forsøg, der hidtil er gjort paa at eftervise lovmæssigheden i den græske bygningskunst, ved opdagelsen af\nsærlige skjulte skemaer eller linjesystemer, maa betegnes som ikke særlig vellykkede. Disse systemer har frem for alt\nden fejl, at man, skønt de nok er konstrueret ud fra enkelte bestaaende bygværker og kan passe til disse som[klæder\ntil kroppen, aldrig omvendt ud fra dem, vil kunne frembringe en bygning.\nMen netop deri ser jeg en hovedfordring for den slags arbejder.\nSkal de have nogen værdi, maa de skabe mulighed for den genetiske udformning af bygværket i plan og op-\nstalt som en sammenhængende helhed. De maa ligeledes fremstille de enkelte grundlags (skemaers) udvikling fra deres\nbegyndelse til deres fulde udvikling og ogsaa deres forfald kronologisk, de maa tage hensyn til biomstændigheder af-\nhængige af tid og sted, og endelig maa de være i overensstemmelse med den tids følen og tænken, af hvilken de er\nudsprunget.\nDet er de almindelige synspunkter, jeg har ladet mig lede af ved mine undersøgelser.\nBetydelig interesse knytter sig ogsaa til det, der heraf kan udledes om hensigten med opmaaling og derigennem\nom, hvordan opmaaling skal drives. Det er før paavist, at opmaaling uden begrundelse og undersøgelse af det op-\nmaalte overhovedet ikke er noget undervisningsmiddel, og dog er det denne form, man forsøger at faa indført paa\nAkademiet. Men en saadan begrundelse af det maalte kræver jo ogsaa i høj grad strengt arbejde og selvfornægtelse,\nman vælger da den langt lettere udvej blot at aflevere sine egne fornemmelser og genspejle sin egen person i kunst-\nværket.\nMedlemmer af den Bolchevikkommission, det er overdraget at udarbejde en Fortegnelse over den myrdede Czars\nEjendele, har i Vinterpaladset, Peter-Pauls-Fæstningen og Czarskoie-Selo fundet i tusindvis af Kasser adresserede til\nKatharina d.2. (død 1796). Kasserne er afsendt fra Rom og aldrig blevet aabnede. De viser sig at indeholde mange"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.26", "texte": "tusinde Malerier og Skulpturer af Datidens mest fremragende franske og italienske Mestre, Tiepolo, Longhi, Snardri,\nFragonard, Låneret, Latour, Houdin o. s.v.\nHr. Boguslavoky, Konservator ved Samlingerne i »Eremitagen«, er blevet udpeget af Sovjetregeringen til at kata-\nlogisere Fundet, hvis Værdi anslaas til 225 Millioner Francs.\nSovjetregeringen har erklæret alle private Samlinger for Statsejendom, i Petrograd Strogonoffs Samling, Stchoukines\nSamling, der ejer de berømte Marokkobilleder af Matisse, og i Moskva Tretiakofs Galleri og Morosoffs Samling, hvori\nRenoirs »Jeanne Samary« lindes ophængt.\nNiels Hansen udsender den Iste Februar paa Winkel & Magnussens Kunstforlag en Mappe med 6 originale Lito-\ngrafier. Mappen er i 65 numm. Eksemplarer fra Nr. I—ls paa Chinapapir å 150 Kr. Fra Nr. 16—50 paa Japanpapir\nå 100 Kr.\nMaleren Modigliani, af hvem Tetzen-Lunds Samling ejer flere Billeder, er død i Paris af Meningitis.\nTILSENDT: Hugo Gehlin: Stillsamma dikter och femton til dem skurna tråsnit. Råsunda. Handpresstryckeriets\nforlag. 1918.\nEn lille Haandfuld Digte, trykt med smukke Typer paa fint Papir og med Træsnit af Digteren. Man skulde ikke\ntro, der var Papirnød, hvert af de nitten smaa Digte har et særligt Titelblad med Romertal! Digtene selv er holdt i\nden frie Form, deri Sverige er bragt til saa høj en Fuldkommenhed af Strindberg og Ekelund. Mens Strindberg nær-\nmest synes inspireret af Heines Nordsøbilleder og Ekelund af Pindar, sporer man hos Gehlin Paavirkning fra Tagore.\nHvad der er, er meget nydeligt, en indadvendt, subtil Poesi, der behager som Udtryk for en kultiveret Følsomhed;\nmen før der foreligger en fyldigere Repræsentation, er det ikke muligt at danne sig noget endeligt Indtryk af Forfatte-\nrens Evner.\nHans Hartvig Seedorf: Mod fremmede Stjæmer. (Pio). Fredrik Nggaard: Europaskitser. (Pio). Seedorfs sidste\nDigtsamling er et nyt Bevis paa hans virtuose Evner. Som Bønnelycke søger han uden intellektuelle Skrupler det pom-\npøse, maaske er han mindre umiddelbar, maaske til Gengæld klarere i sin Form. Hvor forstaaeligt, at han følte Trang\ntil og skaffede sig Lejlighed til at rejse Jorden rundt for ved at fylde ny Vin paa de gamle Læderflasker nyt Stof\npaa den traditionsbundne Form at give sin noget pastiche-agtige Lyrik det Incitament af den moderne Verden, der\nkan faa hans Poesi til krystallisere sig lige saa sikkert, men paa en personligere Maade. Nygaard har rejst, og det\nkan ikke skjules, at ogsaa han i nogen Grad mangler den Personlighed, hvori Digtet som Rullestenen i Havet\nførst faar sin Rundhed og for Tilfældighed rensede Form. Men han har Ungdom og Charme, og Verden spejler sig i\nhans blanke Sind med en Friskhed, der lover det bedste, hvis han af sin Ungdom formaar at skabe Personlighed.\n\nG.\n\nGABESTOKKEN\nT sidste hefte af »Arkitekten« (18. December 1919) er arkitekt Rafn i en artikel om Nyrop atter i færd med at ind-\ntage en taktfuld position overfor de ældre. Det kan sikkert være klogt nok, men det var bedre om arkitekt Rafn\nførte sin paavisning af de ældres fortjenester saa vidt, at det kom tydeligere frem, at arkitekturen ikke er naaet et\nskridt videre i den tid, de unge har regeret. Ide unge arkitekters halvstuderthed vokser den irodige spire til nye\nChristiansborge og banegaarde, til ny hotelklassicisme, der staar klassicismen lige saa nær som Helmerhus, Holcken-\nhus og Ny-Rosenborg staar den nederlandske renæssance, som Meldahl staar renæssancen, som Th. Jørgensen staar\nbarokken, som Wenk staar middelalderen.\nI samme hefte holder arkitekt Baumann mindetalen over »Den frie Arkitektforening c med lølgende konklusion:\n»Den frie Arkitektforenings Saga er endt. Den har dog ikke levet sit Liv forgæves, den har ført et Slægtled frem\nog samlet en Række Arkitekter, der isolerede næppe havde naaet saa vidt«.\nSaa er der altsaa alligevel ikke spor at bebrejde »Den frie Arkitektforening«, og det er i virkeligheden ungdom-\nmen, der har været idioter, naar den tillagde foreningen et ideelt formaal."}, {"page_pdf": 27, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200206-01.1.27", "texte": "Klingens Kunstnermappe No. 2\n8 Litografier\naf\nVilhelm Lundstrøm\nT „Politiken\" skriver Dr. med. Oluf Thomsen om Lundstrøms Litografimappe:\n* „Disse Litografier, disse besynderlige Billeder vil blive et Stridens Tegn.\nBegavede Professorer, der kender Livets Realiteter, vil erklære dem for Ud-\nslag af en syg Hjerne, en Rædsel for den skønhedshyldende, klare Fornuft. Og\nEntusiaster, der dør af Væmmelse over Allemandsskønhed og Fornuft i Kun-\nsten og 2 og 2 er 4, vil forsikre, at et ungt Geni er groet op af Stenbroen i en\naf Smaagaderne . . .\nDisse Billeder . . . henvender sig til den Betragter, der baade frastødes\nog tiltrækkes, som lægger dem til Side med en Hovedrysten og atter tager\ndem for sig med ny Forstaaelse. Gennem Svaghed og Ufuldkommenhed baade\nhos sig selv og Kunstneren vil han lære Billedernes umaadelige Styrke at\nkende . . .\nUnyttigt at begynde at tale om de enkelte Billeder. Unyttigt ogsaa at\nforsøge Profetier om Lundstrøms Fremtid. Men en Gang naa, lige meget\nmed en Gang, gid de allerede nu maa finde Venner, der tager dem frem med\nvarsomme Hænder.\"\nTrykt i 50 Ekspl. å 100 Kr. Hvert Blad signeret af Kunstneren. Udført i Cato's\nlith. Etabl. Faas ved Henvendelse til Klingens Ekspedition: Udbygade 1.\nKbhv. N. Mappen er fremlagt hos Vilh. Tryde, Østergade 3og i\nGyldendals Sortiment, Købmagergade 8.\n\nDa vi gerne vil reservere de faa indbundne Eksemplarer af Klingens I og II Aargartg til ny tilkomne Abonnenter\nal Bladet, gør vi opmærksom paa, at der kun er tilbage c. 40 Eksemplarer af hver Aargang, som faaes paa Klingens\nEkspedition til en Pris af 25 Kr. for 1ste og 50 Kr. for 2den Aargang. Nogen senere Optrykning af Aargangene vil\nikke finde Sted.\nKlingen udkommer med et Hefte hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret. Enkelte Hefter 5 Kr. Udgiver: Axel\nSalto. Redaktion: Emil Bønnelycke, S. Danneskjold-Samsøe, Otto Gelsted, Poul Henningsen, Axel Salto og Poul\nUttenreitter. Redaktionens Adresse: Edv. Glæselsvej 1, Kbhn. F. Tlf. Godthaab 1870. Expedition: Poul Henningsen,\nUdbygade 1. Tlf. Nora 3232, hvortil alle Henvendelser angaaende Forsendelser af Bladet, Abonnement o. s. v. bedes\nrettet. Trykning og Litografi udføres i Cato's lit. Etabl. Raderingerne hos Max Kleinsorg.\nKjøbenhaun d. 6. Febr. 1920."}]}