{"numero_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_sha256": "55e4889cf19fb58a8cb841da1b150b21b02691588b2c8190a00684880d2eeb69", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1920/03/30_01/bmtnaag_1920-03-30_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1920/03/30_01/bmtnaag_1920-03-30_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c002", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 725, "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af S. Danneskjold-Samsøe\nFotografi af Herbert Iversen\nHerbert Iversen. En Selvbiografi og etßrev. Ved/, C. Kali\nLitografi af Vilhelm Lundstrøm\nDukke. Fot. efter Gudmund Thorsteinsson\nAforismer og Sentenser. Af Leonar do da Vinci\nLitografi af Axel Salto\nTræsnit af Peter Hansen\nTo Digte af Fredrik Nygaard\nFarvelitografi af Sigurd Swane\nTegning af Vincent van Gogh\nBreve fra Aries af Vincent van Gogh\nLitografi al' Axel Salto\nLitografi af Karl Larsen\nLitografi af Axel Salto\nDigt af Johannes Buchholtz\nFotografi efter Jon Stefånsson\nIndhold og form. Af S. Danneskjold-Samsøe\nGabestokken\nDen hellige Droskekusk. Fot. efter Chagall\nNovemberklubben af 1920\nLitografi paa Omslaget af S. Danneskjold-Samsøe"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c003", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.3", "titre_corps": "ISLANDSK MALERKUNST", "titre_sommaire": "ISLANDSK MALERKUNST", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.2", "debut_caractere": 727, "fin_caractere_exclue": 1997, "texte": "ISLANDSK MALERKUNST\nHOS Kleis paa Vesterbro afholder 5 islandske Malere Udstilling, Kristin Jortsdottir Stefånsson, Åsgrimur Jons-\nson, Jon Stefånsson, Thorarinn Tliorlåksson og Gudmundur Thorsteinsson. Medens Thorlåksson er\nhelt dilettantisk er Kristin Jonsdottir og Åsgrimur Jonsson professionelt rutinerede. Deres Billeder kunde\ntil enhver Tid hænge paa Charlottenborg. I Besiddelse af personligt Talent og Fysiognomi er egentlig\nkun Thorsteinsson og Jon Stefånsson, hinanden indbyrdes saa vidt forskellige: Thorsteinsson spillende\nyndefuld, paa Randen af det sentimentale. Hans Verden er Æventyrets, hvor Gaasepigen er forklædt Prin-\nsesse. Ved Siden heraf viser Tegninger fra New Yorks Natteliv en Evne for ram Karakteristik, der maaske er hans\nbedste kunstneriske Eje. Jon Stefånsson er Islands eneste artistisk modne Maler; han er europæisk uden at sætte over\nStyr sit islandske Naturel. Man kan i hans Produktion, der staar i den haardnakkede Kamps Tegn, savne Udtryk\nfor det lykkeligt fødte og med umiddelbar Lethed hensatte. Baade Stoffet og Farven i Stefånssons Billede kan virke\ntunge og lidet indsmigrende, men i deres plastiske Fornemmelse, i Afskæringen ai Motivet og Opbygningen staar de\nalligevel til nu som den vægtigste Indsats i Islandsk Billedkunst."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c004", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.4", "titre_corps": "NOTER", "titre_sommaire": "NOTER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.2", "debut_caractere": 1999, "fin_caractere_exclue": 4314, "texte": "NOTER\nMUSÆET i Bryssel har modtaget som Gave 5 Skitser af Rubens. De tilhører en Serie Fremstillinger af Ovids\nMetamorfoser som Rubens malede 1636, fire Aar før sin Død, til et Jagtslot i Nærheden af Madrid. Billederne,\nsom man hidtil har ment var gaaet tabt, forestiller »Ikaros* Fald«, »Midas Domfældelse«, »Phaétons Nédstyrten«.,\n»Jupiter og Semele« og »Cupido ridende paa en Delfin«. Musæet havde netop nogle Maaneder forinden, som testamen\"\ntarisk Gave modtaget 4 andre Skitser, der tilhører samme Serie, nemlig »Venus Fødsel«, »Mælkevejen«, »Herkules' Tr-\niumf« og »Jason med det gyldne Skind«. Da Musæet i Forvejen besad 3: »Titanernes Fald«, »Hippodames Bortførelse«\nog »Merkur og Argus«, ejer den nu hele Serien paa 12 Billeder.\ni\nFRA ITALIEN. I Anledning af Jubilæumsudstillingen i Rom kæmper to Partier mod hinanden: de, der vil\nafholde en retrospektiv Udstilling, og de, der vil have en Udstilling udelukkende af moderne Kunst. En af Moderni-\nsterne udtaler, at Drømmen om en retrospektiv Udstilling er en Umulighed, i Italien »har i hele det 19. Aarhundrede\nværet et Land uden Kunst . . . «. Ny-Klassicisterne i Frankrig er udgaaet fra David, Romantikerne fra Delacroix,\nPrærafaeliterne er engelske, Whistler amerikansk, Manet og Degas franske. Og i Italien? Intet. Vi maa tilbage\ntil Tiepolo for at finde den sidste italienske Maler. Dersom vi ide sidste hundrede Aar har haft nogle »interessante«\nKunstnere, er det det højeste, man kan sige. Jeg betvivler, at deres Værker retfærdiggør en retrospektiv Udstilling.«\n(Diego Angeli. Giornale d'ltalia).\nI Rom har man aabnet et Farvens Teater, hvor man vil søge nøje at afstemme Belysningen, Dekorationernes\nFarvetone og Skuespillenes Psykologi »for at gøre den dramatiske Handling anskuelig for Øjet.« Som første Forsøg\nvil man opføre Georges Clemenceaus »Lykkens Slør«.—\n400-Aarsdagen for Rafaels Død vil blive fejret ved en Udstilling i Rom, hvor Størstedelen af Rafaels Værker vil\nblive samlet. ,\nDa vi gerne vil reservere de faa indbundne Eksemplarer af Klingens I og II Aargang til ny tilkomne Abonnenter\naf Bladet, gør vi opmærksom paa, at der kun er tilbage c. 40 Eksemplarer af hver Aargang, som faaes paa Klingens\nEkspedition til en, Pris af 25 Kr. for Iste og 50 Kr. for 2den Aargang. Nogen senere Optrykning af Aargangene vil\nikke finde Sted."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c005", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c005", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 3, "image_fin": 6, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.5", "titre_corps": "HERBERT IVERSEN", "titre_sommaire": "HERBERT IVERSEN", "signature_source": "Herbert Iversen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.3", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2200, "texte": "HERBERT IVERSEN\n\nMED Herbert Iversen, som døde af spansk Syge den\n9. Februar, mistede det yngste Slægtled en af sine\nstærkeste Viljer, en af sine fødte Førere. Han døde paa et\nFaltighospital i New York, medens han som simpel Ar-\nbejder »i Automobilfaget« uddannede sig til at blive Social-\npolitiker. Han byggede sit Liv paa Selvsyn og Første-\nhaandskendskab. En maskulin Virkelighedssans, en hen-\nsynsløs Sanddruhed og et tilsvarende Mod til at gaa sine\negne Veje fik ham som ganske ung til at afskaffe alle Pri-\nvatlivets Autoriteter og selv tage Ledelsen af sin Udvikling.\nSine sidste Leveaar tilbragte han i England og Amerika\nmed at studere det menneskelige Samfundsliv, som det\nformer sig hos Verdens mest fremskredne Nationer. Paa\nden Maade forberedte han sig til her i Danmark at virke\nfor sin store reformatoriske Ide: Samfundets Gennem-\nrationalisering paa socialistisk Grundlag. Ogsaa det store\nVærk, hvormed han for et Aar siden skabte sig et Navn\nsom Videnskabsmand, dannede et Led Udførelsen af\ndenne Plan. Det skulde en Gang for alle sprede de filoso-\nfiske Taager, opløse de metafysiske Skinproblemer og lægge\nen urokkelig Grund af beskrivende Psykologi under al men-\nneskelig Erkendelse. Naar dette Rydningsarbejde først var\ngjort, skulde man trygt give sig i Lag med de sociale Op-\ngaver uden at kunne faldes i Ryggen med religiøse eller\nspekulative Argumenter.\nDet Standpunkt, hvorfra han angriber al »Filosofi«, er\ni sin bredeste Almindelighed følgende.\nVor Tænkning er en mental Proces (»M T«), som fore-\ngaar paa en Tid, der lader sig bestemme ved Ur eller Ka-\nlender, og til hvert bestemt Klokkeslæt svarer der en be-\nstemt Situation. Hvad vi end tænker paa (Borde, Stole,\nmatematiske Opgaver eller metafysiske Ideer), er vor Tænk-\nning kun en Beskæftigelse med vore egne bevidste Ople-\nvelser, vore mentale Tilstande. I Reglen handler vi da\nganske praktisk og behandler de Ting, vi tænker paa, og\nde Symboler, vi tænker i, saaledes, som om de var andet\nog mere end mentale Tilstande og førte en eller anden ob-\njektiv Tilværelse udenfor Bevidstheden. Denne glatte Brug\naf Ordene er fuldkommen tilstrækkelig i vore sædvanlige\npraktiske eller som han ynder at sige gemytlige Si-"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5665, "texte": "tuationer. Men vender vi os mistænksomt mod denne vor\nAnvendelse af dem og spørger om, hvad de egentlig talt\ner, maa vi svare, at de egentlig talt er mentale Oplevelser\npaa bestemt Klokkeslæt og i en bestemt Situation. Logi-\nkernes objektive Virkelighed er i og for sig intet som helst,\nog deres Regler og Beviser er heller ikke andet end et\nSlags mentale Oplevelser, nemlig Antagelser, som til et\nandet Klokkeslæt og i en anden Situation maaske viger for\nandre Antagelser. Et Argument er relevant og tager Effekt,\nnaar det fører til en ejendommelig Ja-Oplevelse; irrelevant,\nnaar det fører til en Nej-Oplevelse. Paa Spørgsmaalet om,\nhvad noget egentlig talt er, maa derfor den beskrivende\nPsykologi træde til og undersøge, hvilke bestemte mentale\nTilstande og Processer der foreligger i den givne Situation;\nandet og mere er der egentlig talt ikke! Da nu Psykologien\nhar naaet at skelne saa smaa Tidsenheder, at man ikke\nkan maale dem i Sekunder, men i »Sigmaer« (d.e. Tusinde-\ndele af et Sekund), saa kalder Iversen Psykologens Stand-\npunkt for »Sigmastillingen«. Medens Praktikeren tager en\ngiven Situation »gemytligt«, som om den var noget i sig\nselv, beskuer Psykologen den fra sin Sigmastilling, idet\nhan i et Psykogram bestemmer de mentale Tilstande, som\nden egentlig talt bestaar af.\nDette er Synspunktet i det første af Iversens »To Essays\nom vor Erkendelse.« Men i det andet Essay tager han\nselve Klokkeslættet og dermed Tidens Begreb op til Be-\nhandling. Han maa da sige sig selv, at egentlig talt er kun\ndet præsente Nu (netop nu i dette Øjeblik!) givet, medens\nal Tale 0111 Fortid og Fremtid forudsætter et vist ultra-\npræsent Præg paa dette Nu's Oplevelse og ikke har andet\nend denne Forudsætning at støtte sig paa. Hvad om nu\ndenne Forudsætning var en Illusion? I saa Fald bliver\nder intet andet tilbage som det i egentligste Forstand givne\nend netop det i det præsente Nu oplevede. Denne radikale\nTilintetgørelse af alle Forudsætninger ikke blot af al\nObjektivitet, men af al Fortid og Fremtid kalder Iver-\nsen for »Datumstillingen«. Da denne Stilling er ganske\ngold og sætter al Tænkning i Staa, vover han det »des-\nperate« Spring at regne med Tiden uden Hensyn til den\nyderste Mistænksomheds Indvending, at den kunde være\nen Illusion. Som Psykolog og for at kunne frembringe\nsine Psykogrammer stiller han sig da om fra Datumstil-\nlingen til Sigmastillingen. Endnu skal kun nævnes, at han\npaa denne Stilling konstruerer et med stor Skarpsindighed\ngennemført psykografisk Univers, der hviler paa den For-\nudsætning om Klokkeslæt og Situation, hvorefter alt hvad\nvi oplever derunder hele Verdensbygningen egentlig\ntalt er en mental Oplevelse.\nI en Anmeldelse i »København« rejstes der den Ind-\nvending mod Iversens Bog, at den løb ud i Konsekvenser,\nsom i Virkeligheden er metafysiske, endskønt Forfatteren\nvil afskaffe al Metafysik. Og hans Metafysik bestemtes\nsom beslægtet med Bergsons og Rathenaus og enhver anden\nMetafysik, der opfatter Tilværelsens Væsen som psykisk.\nDenne Kritik kan nøjere præciseres saaledes, at enhver\nTale om, hvad det oplevede, det givne »egentlig talt er,«\ner Metafysik. Ja, dette har egentlig talt altid været Meta-\nfysikkens Problem! To be or not to be! Men det ligger uden-\nfor den beskrivende Psykologis Rækkevidde at lodde de\nDybder, som vi søger at udtrykke ved Symbolet »at være«.\nDen psykologisk farvede Metafysik hviler paa den funda-\nmentale Vildfarelse i den nyere Tids Filosofi: at Sjælens\nVæsen er Bevidsthed. Søvnens og Dødens Kendsgerninger\nmaa tvinge Bevidstheden til at forstaa sig selv som op-\nstaaet i, omfattet af og igen vendende tilbage til den übe-\nvidst skabende Natur. Længere end til at forstaa denne\nsin Situation kan Bevidstheden ikke naa. Det mystiske\nHinsides, den rene Væren kan den ikke udtrykke, og der-\nfor er alle dens Domme om en ydre Virkelighed kun Pro-\njektioner paa Grundlag af det »ultra-individuelle« Præg paa\nvore Oplevelser, som tvinger os ud over at være det ene-\nste Jeg, det eneste Nu, som er til. Vore Virkelighedsdomme\ner et Slags fundamentale Værdidomme, som kun kan vige\nfor Værdidomme af samme Art (112. Ex. nye lagttagelser),\nmen ikke for religiøse, moralske, æstetiske eller andre Ar-\nter af Værdidomme.\nPaa denne Kritik, som dels fremsattes i den ovenfor\nomtalte Anmeldelse, dels i et Brev, svarede Iversen med\net Brev, der her skal trykkes, fordi det giver et meget\nnyttigt Bidrag til en rigtig Forstaaelse af hans Mening.\n263, AVest Uth Str. New York City U. S. A.\n11. Novbr. 1919.\nKære Hr. Kali!\nTak for Brev og Anmeldelse, skrevet 23/io d. A. Jeg\nfinder Deres Referat og Kritik meget billige (ikke:\n»cheap«, men: »judicious«) og paaskønner den venlige\nTone, De anlægger, til Trods for vor Uenighed. Kun\npaa et enkelt Punkt har De grebet ved Siden af, men\nda andre ærede Kritikere har gjort det samme, ligger\nFejlen rimeligvis hos mig selv; jeg har ikke udtrykt\nmig fyndig og energisk nok. Jeg hentyder hermed til\ndette her »desperate Spring« fra Datum-Stillingen til\nSigma-Stillingen og (eventuelt) fra denne til de mere\n»gemytlige« Situationer. De opfatter dette som en Slags\nundskyldende Vending, et Postulat, der skal forsvare\nGrundlaget for I Essay (og eventuelt: Grundlaget for\nde »gemytlige« Videnskaber eller Ræsonnementer); der-\nved ledes De til den snurrige Sammenstilling af mig\nog saadanne Metafysikere som Bergson, Rathenau og\nKant! Well, ud fra Datum-Stillingen er den sigmatiske\nDeskriptivpsykologi ligesaa uforsvarlig, som de gemyt-\nlige Doktriner (112. Ex. Mathematiken) er det ud fra\nSigma-stillingen. Et Hovedpunkt i min Lære er just\nde ulige Situationers ulige Bæreevne (om jeg saa maa\nsige) m. H. til visse forskellige Slags Symbolers glatte"}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.5", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5573, "texte": "Brug og Forstaaelse, d.v. s. for visse forskellige An-\ntagelsers ForstaaeJighed og »Gyldighed«. Jeg angriber\nikke vore gemytlige Ræsonnementer (tværtimod tiltaler\nde i Reglen min Smag bedst); jeg paastaar blot, at de\negentlig talt er Nonsens. Med en anden Vending: sligt\nforliges ikke mentalt med en lad os sige »rødlig«\nSituation paa Psykogrammet, men kun med en »blaa-\nlig« 112. Ex., eller om De vil: kun med én af en min-\ndre »dyb« Kulør. Datum-ræsonnementer forliges ikke\nmentalt med sigmatiske Ræsonnementer. Udtrykket\n»desperat Spring« er rent psykografisk, beskrivende Ar-\nten af mine Oplevelser, naar jeg (til et vist Klokkeslæt\netc.) forsøgte at gaa fra II Essay-Grundlaget over til\nI Essay-Grundlaget. Saalænge jeg er i Datum-Stillin-\ngen, er »Tidens« og Deskriptivpsykologiens Skæbne\nmig ligegyldig irrelevant. Saalænge jeg er i Sigma-\nstillingen, er 112. Ex. de mathemaliske Symbolers Brug\neller praktiske Anvendelighed mig ligegyldig; de figu-\nrerer her blot som: visse mentale Tilstande. Derfor er\ndenne Situations-art ikke mere værdifuld el. lign. end\nvisse andre. Psykologien bør befries for »praktisk«\nSmitte, ligesom (i en anden Slags mental Situation)\nKemien allerede er blevet det. Saalænge vi ræsonnerer\n»kemisk«, er de materielle Tings Brugbarhed, Pris,\nSkønhed etc. ganske irrelevante Sager. Før denne Ud-\nrensning, dette »desperate Spring« fandt Sted, havde\nvi Alkemi, Astrologi og sligt, men ingen Videnskab.\nPsykologien er endnu ganske »astrologisk«, om jeg\nsaa maa udtrykke mig; og det er derved, der holdes\nLiv i den umulige »moderne Filosofi« som en særlig\nUniversitets-doktrin. Det falder mig ikke ind at be-\nstride Logikernes Ret til et »desperat Spring«; tvært-\nimod: jeg opfordrer dem til at springe over paa deres\negen professionelle Grund og blive dér, saalænge de\nvil forstaa og bruge deres Krimskrams-symboler »lo-\ngisk«; jeg beder dem ikke beholde det ene Ben ide\npsykologiske eller »filosofiske« Forudsætninger. Jeg\nser ganske relativistisk paa disse uens Situationer,\nhvilket De og andre ærede Kritikere ikke rigtig har\nforstaaet; i det ovenstaaende maa De gerne erstatte »Lo-\ngikere« med »Skakspillere« eller »Kemikere«.\nEn »Virkeligheds-dom« er for mig egentlig talt gan-\nske sideordnet med en »Tids-dom«; det er en Slags\nProjektion af et eller andet kvalitativt datum (»stædigt«\neller »ultra-præsent«). Den glatte Brug af slige »Dom-\nme« karakteriserer just psykografisk visse »gemytlige\nSituationer«. Som flere Gange bemærket bruger jeg\nSituations-navnene »egentlig« og »gemytlig« ganske\nløst og groft orienterende. De rigtige Psykologer maa\nskaffe System i »Situationernes« Terminologi. Jeg\nnægter ikke Muligheden af et »naturligt Univers«, men\ngør opmærksom paa, at alle dets Karakteristika egent-\nlig talt er blotte psykografiske Navne. Vi kender kun\nMTT. Jeg nægter heller ikke (ud fra Datum-stillingen\ni II Essay) Muligheden af successiv mental Flerhed\neller af en saakaldt virkelig (tom eller ikke-tom) lineær\nTid; jeg bemærker blot, at alt hvad vi tillægger disse\nline Sager, er hentet fra et eller andet direkte mentalt\ndatum; en vis MT. af en eller anden bestemt Art. Hvor\nellers skulde det hentes fra? (jeg mener: forudsat\ndet mentale Liv virkelig er tidsligt). Tør De eller tør\nDe ikke forkaste »Nuets Princip«?\nEndnu blot dette: denne tykke, vidtløftige Bog vilde\nsandelig ikke være udkommen paa Originalsproget i\n1918, hvis ikke Forfatteren selv havde betalt klække-\nlig herfor i kontante danske Kroner. Den bliver nu\noversat paa Tysk; om jeg kan faa den ud i London,\ner derimod mere tvivlsomt, hvilket jeg beklager, da\njeg skrev den med England for Øje. Den sælges slet\nikke hjemme. Atter Tak for Deres venlige Tilsendelse.\nDeres hengivne\nHerbert Iversen.\nDette Brev giver et interessant Korrektiv til de to Essays,\nidet Iversens Lære paa flere Punkter faar en naturligere\nog mindre »desperat« Karakter end i Bogen. Især fordi\ndet famøse »desperate Spring« viser sig at være en natur-\nlig og uundgaaelig Projektion ud fra Datumstillingen, som\ni og for sig er ganske gold. Og Projektionen foregaar\nbaade fra Datumstillingen til Sigmastillingen og fra Datum-\nstillingen til de »gemytlige« Situationer, de »stædige«, Lo-\ngikernes o. s.v. Dette er netop Sagen! Iversens Lære er\nen psykologistisk Relativitetsteori (i filosofisk Henseende!),\nder paa én Gang erstatter Erkendelsesteorien og Metafysik-\nken. Ikke desto mindre er det behæftet (i Bogen) med\nvisse metafysiske Slakker, idet det andet Essay unægtelig\ngiver Læseren Indtryk af, at det desperate Spring fra Da-\ntumstillingen til Sigmastillingen ikke blot er uundgaaeligt,\nmen ogsaa langt mere berettiget end Springet til hvilke\nsom helst andre Situationer, fordi disse nemlig »egent-\nlig talt« er mentale Tilstande og derfor smuldrer bort foran\nSigmastillingen. Fra dette Synspunkt er Datumstillingen\nkun det archimediske Punkt, hvorfra Iversen sætter sit psy-\nkologiske Univers i Bevægelse, og Sigmastillingen er hans\nHovedstilling.\nNu ses det imidlertid, at alle »Stillingerne« og »Situa-\ntionerne« har deres relative Berettigelse: man kan blot ikke\nkomme fra den ene til den anden uden ved et desperat\nSpring. Det vil sige, at der hver Gang foregaar en Over.\ngang fra det ene Synspunkt til det andet, uden at Over-\ngangen kan begrundes med andet end selve Kendsgernin-\ngen: saaledes sker det. Datumstillingens centrale Betydning\nindenfor denne Relativitetsteori bestaar i, at den formulerer\ndette: at den præsente Oplevelse er Erkendelsens Grund.\nI denne Betydning maa jeg da give Iversen Ret og be-\nsvare hans -Spørgsmaal, om jeg tør eller ikke lør forkaste"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3239, "texte": "Nuets Princip, saaledes: »jeg anerkender fuldt ud Nuets\nPrincip, fordi den præsente Oplevelse er det Udgangspunkt,\nsom al Erkendelse hviler paa.« Den præsente Oplevelse\ner hverken subjektiv eller objektiv; det er først Projektio-\nnerne ud fra den, som foretages i disse to Retninger og\nskaber Erkendelsen af en ultrapræsent Række af mentale\nTilstande og en ultraindividuel og ultramental Verden. Men\njeg kan ikke give Iversen Ret i, at den ene Projektions-\nretning er mere »egentlig« end den anden; de er begge\nuundgaaelige.\n* *\n*\nTil Brug for en Artikel i »Dansk biografisk Haandlexi-\nkon« havde jeg bedt Iversen om at udfylde et Spørgeske-\nma. Dertil svarede han:\n».... jeg maa bede om at slippe for at komme i\nLeksikonet denne Gang. Der er for nogle Dage eller\nUger rejst lidt Avissnak om mit Navn, fordi Dr. Rubin\nholdt Forelæsninger over »To Essays«, og fordi jeg\nved Siden af at være »Filosof« antoges at være Flyver\n(medens Sandheden er, at jeg for at tjene til Føden\ni Vinter i Chicago har arbejdet lidt med Flyvemaski-\nner og mere med gamle snavsede Automobiler som\nMekaniker (medens min Hovedbeskæftigelse er økono-\nmisk-politiske Studier af alm. Art)... Under disse Om-\nstændigheder er det bedst at vente med dette Stykke\ni »Biogr. Leks.« til Tiden er moden, maaske om nogle\nAar.«\nJeg forestillede ham imidlertid, at Leksikon'et tilstræbte\nen nyttig Forhaands-Orientering. En, som vilde læse »To\nEssays«, kunde 112. Ex. spørge: Hvem er denne Herbert\nIversen? Hvilken Uddannelse og øvrige Forudsætninger har\nhan eller har han ikke?\nDette ombestemte ham. Han sendte en kort Selvbiografi,\net Fotografi og et Brev, hvori det med hans karakteristiske\nSprogbrug hed:\n»Deres Argumenter blev effektive for mig og resul-\nterede i den afgørende »Ja-Oplevelse«, som atter fik\nmig til at skrive vedlagte Selvbiografi og faa vedlagte\nFotografi taget. Jeg haaber, de er brugbare; Deres\nSpørgeskema har jeg desværre kastet bort.«\nSelvbiografien er her:\n»Herbert Utzon Iversen, 112. 26. April 1890 i Nørre\nNebel, Vestjylland. Forældre: Læge Iver Utzon Iversen\n(1862 —1892) og Hustru Elisabeth, 112. Stallknecht (1862\n—1896). Skolegang i Viborg, Horsens og Kjøbenhavn.\nStudent i 1907 fra »Lyceum«, Nørrebro. I 1910 et\nSemesters Studieophold i Berlin. I 1912 Magister-\nkonferens fra Kjbhvn.s Universitet i tysk Sprog og\nLitteratur, med et filosofisk Speciale. Fra 1913—1918\nOphold i England og Skotland, siden Sommeren 1918\ni De forenede Stater. Ægtede i 1915 Frk. Ingeborg\nRoepke-Hansen af Kjøbenhavn.\nForfatter til »To Essays om Vor Erkendelse« (I\nOm Gyldighed, II Om Tid), udgivet paa Aschehougs\nForlag Kjbhvn. og Kria. 1918. Har siden 1912 skrevet\ntil nogle socialistiske danske Blade hjemme og i Chi-\ncago om økonomiske og politiske Emner. Har været\nmere eller mindre aktivt Medlem af forskellige Socialist-\npartier i henholdsvis Tyskland, Danmark, England og\nAmerika. Deltog i Aarene 1911 —1913 i Ledelsen af\n»Studentersamfundets folkelige Foredragsvirksomhed.\nEr særlig ogtaget af social-økonomiske Sysler, dels hi-\nstorisk teoretiske Undersøgelser, dels Studier i Marken\ni forskellige Lande. Har i Amerika arbejdet paa for-\nskellige Værksteder, mest i Automobilfaget og er Med-\nlem af »The International Seamen's Union«.\n\nHerbert Iversen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c009", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c009", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 8, "image_fin": 11, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.7", "titre_corps": "AFORISMER OG SENTENSER", "titre_sommaire": "AFORISMER OG SENTENSER", "signature_source": "LEONARDO DA VINCI", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1013, "texte": "AFORISMER OG SENTENSER\nAF LEONARDO DA VINCI.\nFørst maa du beskrive Teorien, og saa Praksis.\n*\nVidenskaben er Kaptajnen, Praksis er Soldaterne.\n*\nDe, der forelsker sig i Praksis uden Videnskab, er lige-\nsom den Skipper, der gaar 0111 Bord i et Skib uden Ror\nog Kompas : han kan aldrig være sikker paa hvor han lander.\n*\nDen, der dadler Matematiken, der er den højeste af alle\nVidenskaber, nærer sig af Forvirring, og vil aldrig være\nmed til at paabyde de sofistiske Videnskaber Tavshed, af\nhvis Modsigelser man kun lærer et evigt Kævl.\n*\nDen, deri en Disput paaberaaber sig andres Autoritet,\nanvender ikke sin Aand, men sin Hukommelse.\n*\nTingenes Væsen staar det ikke i menneskelig Magt at\nbestemme; men en stor Del af deres Virkninger er os be-\nkendt.\n*\nMange vil mene, at de med Rette kan dadle mig, idet\nde hentyder til, at mange af mine Beviser strider mod\nnogle højtansete Mænds Autoritet. Denne Betragtnings-\nmaade er ganske umoden og overser at mine Paastande\ner affødte af den blotte og simple Erfaring.\n*■"}, {"page_pdf": 9, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.9", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5150, "texte": "Intet kan skrives, hvorefter der endnu søges.\n*\nGalt gør du, hvis du roser, og værre gør du, hvis du\ndadler, en Ting du ikke forstaar.\n*\nSom et godt tilendebragt Dagværk giver en glad Søvn,\ngiver et vel anvendt Liv en lykkelig Død.\nDu, o Herre! sælger os alle Goder, og deres Pris er\nMøje.\n*\nDen, der vil blive rig paa en Dag, bliver hængt om et\nAar.\nLykkelig den Ejendel, hyorpaa dens Herres Øjne hviler.\nMaleren kæmper og kappes med Naturen.\n*\nEn Maler vil aldrig naa det udmærkede, naar han tager\nen anden Malers Arbejder til Forbillede; men naar han\nlærer af Tingene i Naturen, vil han bære god Frugt. Saa-\nledes gik det dem, der efterlignede Romerne, og som blev\nved med at efterligne hinanden, til deres Kunst fra Gene-\nration til Generation sank stedse dybere i Forfald. Efter\ndem kom Florentineren Giotto, der var født i ensomme\nBjerge, som kun beboedes af Geder og lignende Dyr. Med\nsin naturlige Tilbøjelighed for Malerkunst begyndte han\nderoppe paa Klipperne at tegne Gederne i deres forskel-\nlige Stillinger; og saadan begyndte han at eftergøre alle\nDyr, der fandtes, saa han tilsidst, efter et langt Studium,\nikke blot overgik sin Tids Mestre men ogsaa mange for-\ngangne Aarhundreders. Efter ham gik det atter tilbage\nmed Kunsten, fordi alle efterlignede hans Billeder, og saa-\ndan gik den fra Aarhundrede til Aarhundrede stedse mere\ni Forfald, til Florentineren Tomaso med Tilnavnet Mo-\nsaccio i sine fuldkomne Værker viste, hvorledes de, der\nvar gaaet ud fra andet end Naturen, som er Mestrenes\nLæremester, arbejder forgæves.\nDerfor vil jeg om hine matematiske Ting sige, at de,\nder kun studerer Forfatterne og ikke Naturens Værker, i\nKunsten er Børnebørn, ikke Børn af Naturen, de gode\nForfatteres Læremester. Hvor taabeligt at dadle dem,\nsom lærer af Naturen og lader Forfatterne, som er Elever\naf Naturen, staa.\n•*\nAt Maleren ikke er rosværdig, naar han ikke er alsidig.\nDet er indlysende, at de tager fejl, der kalder den Ma-\nler for god, som kun forstaar at lave et Hoved eller en\nFigur. Det er ikke noget stort, at en, naar han hele sit\nLiv kun studerer en eneste Ting, tilsidst naar en vis Fuld-\nkommenhed deri. Men jeg, der ved at Maleriet omfatter\nalle Ting, som Naturen frembringer og som iværksættes\nved Menneskenes lejlighedsvise Virksomhed og overhovedet\nalt, hvad der kan forstaas med Øjet jeg synes, at den\ner en sørgelig Mester, der kun kan lave én Figur godt.\nJa, ser du da ikke, hvor mange og hvilke Bevægelser, der\nalene gøres af Mennesket? Ser du ikke de mange for-\nskellige Dyr, og paa samme Maade Træerne, Urter, Blom-\nster, Egnenes Mangfoldighed, baade bjergfulde og flade,\nKilderne, Floder, Byer, offentlige og private Byg-\nninger, Værktøj egnet til menneskeligt Brug, forskelligar-\ntede Dragter, Ornamenter og Kunstværker? Om alle disse\nTing gælder det, at de i lige Grad skal beherskes af den,\ndu vil kalde en god Maler.\n*\nFørst maa man lære Lemmerne og deres Funktinoner,\nog naar man har erhvervet sig denne Kundskab, maa man\nundersøge de tilfældige Stillinger, Mennesket kan komme\ntil at indtage, og for det tredje lære at komponere Sce-\nnerne, hvortil Studiet skal ske efter de naturlige Ge-\nbærder, saadan som de passer til hvad der sker. Man\nskal gøre sine lagttagelser paa Gader, Torve og Marker\nog notere dem ved et kort Omrids af Linierne: nemlig\nsaadan at man til Hovedet laver et O og for en Arm en\nlige og en bøjet Linje og paa lignende Maade med Benene\nog Kroppen; naar man saa kommer hjem, skal man tegne\ndisse Erindringer i fuldkommen Form.\nMan kan indvende, at for at naa praktisk Færdighed,\ner det bedre at anvende den første Studietid til at efter-\ntegne forskellige Kompositioner, der er lavede for Papir\neller Fresko af forskellige Mestre, hvorved man hurtigt\nnaar god Praksis og Øvelse. Herpaa maa svares, at denne\nØvelse vil være god, hvis den finder Sted efter godt kom-\nponerende Værker af lærelystne Mestre. Men da der fin-\ndes saa faa saadanne Mestre, er det sikrere at gaa til Tin-\ngene i Naturen end til daarlige Efterligninger af dem og\nderved tilegne sig daarlige Vaner. Den, der kan gaa til\nKilden, bør ikke gaa til Vandspanden.\nEn Regel, man maa indprente de unge Malere.\nVi ved, at Synet er en af de hurtigste Virksomheder,\nder gives, og i et Øjeblik opfatter talløse Former; ikke\ndesto mindre opfatter det ikke mere end én Ting ad Gan-\ngen. Antager vi, at du Læser, med et Blik overser hele\ndette beskrevne Blad og straks dømmer, at det er fuldt af\nforskellige Bogstaver, saa vil du i samme Tid ikke far-\nin aa at erkende, hvad det er for Bogstaver, og hvad de\nbetyder. Derfor maa du tage Ord for Ord, Linie for Li-\nnie, for at faa Kendskab til disse Bogstaver. Paa samme\nMaade maa du, naar du vil bestige en Bygnings Tinde,\nbekvemme dig til at tage Trin for Trin; ellers er det u-\nmuligt for dig at komme op. Saaledes siger jeg ogsaa til\ndig, hvis Natur driver dig til Malerkunsten, at hvis du vil\nskalle dig sandt Kendskab til Tingenes Former, saa be-\ngynd med deres Enkeltheder, og gaa ikke fra det ene til\ndet andet, før du vel har indprentet dig og indøvet det\nførste, og bærer du dig anderledes ad, saa øder du din\nTid og kan være vis paa, du forlænger din Studietid be-"}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5250, "texte": "tydeligt. Og husk vel paa, snarere at lære Arbejdsomhed\nend Rutine.\nNødvendig for Maleren er den Matematik, der hører til\nMaleriet, og at undvære Selskab, der er fremmed for hans\nStudier, og en Hjerne, der kan forvandle sig efter Forskel-\nligheden af de Genstande, der møder ham, og som er fri\nfor andre Sorger . . .\nOg først og fremmest maa han af Sind ligne Spejlets\nOverflade, der forvandler sig til lige saa mange forskellige\nFarver som de Genstande har, der spejler sig. Og det Sel-\nskab, han søger, maa ligne ham i hans Studier, og finder\nhan ikke et saadant Selskab, saa lad ham omgaas med\nsine egne Betragtninger, da han, naar det kommer til\nStykket, ikke har Udsigt til at finde et nyttigere Selskab.\nv£\nPerspektiven er Maleriets Tømme og Ror.\nJeg har personlig gjort den Frfaring, at det ikke er til\nringe Nytte, naar du i Mørket ligger i Sengen, at forsøge\npaa at genkalde dig Overfladelinierne af de Former, du\ntidligere har studeret, eller andre bemærkelsesværdige Ting,\nder forstaasved fin Overvejelse. Det er en anbefalelsesværdig\nog nyttig Metode til at indprente Tingene i din Hukommelse.\nEn Maler, der har plumpe Hænder, vil ogsaa male plumpe\nHænder, og paa samme Maade med andre Lemmer, naar\nikke et langt Studium afholder ham derfra. Derfor skal\ndu, Maler, vel betragte den Del af dit Legeme, der er den\nhæsligste, og paa dette Punkt ved Hjælp af Studium op-\nnaa en Forbedring; hvis du nemlig er bestialsk, bliver og-\nsaa dine Figurer bestialske og uden Fornuft, og paa lig-\nnende Maade vil alt hvad du har i dig af ondt og godt,\nrøbe sig i dine Figurer.\nHvilke Skikkelser eller hvilket yndefuldt levende, du\nend maler, saa fly det træede, o: de skal bevæge sig i\nKontraposter, eller rettere sagt: de skal bevæge sig balan-\ncerende fremad, saa de ikke ligner en Kæp.\nMen dem, du vil fremstille som stærke, skal du ikke\nlave saadan, undtagen i Hovedets Drejning paa Skuldrene.\n■*\nOm Valg af den Luft, der giver Ansigterne Ynde.\nHvis du havde en Gaard, som du efter Ønske kunde\nbedække med et Lærredstelt, saa var det et godt Lys. Vil\ndu male en, saa mal ham ved daarligt Vejr eller naar det\nbegynder at skumre, idet du stiller ham med Ryggen op\nmod Muren i Gaarden. lagttag paa Gaden, naar Aftenen\nnærmer sig, eller Vejret er daarligt, Mænds og Kvinders\nAnsigter, og se, hvor megen Ynde og Sødme, de da ejer.\nDerfor, Maler, skal du skaffe dig en Gaard med sort svær-\ntede Mure og med en Smule Tagfremspring over Murene.\nDen skal være 10 Alen bred og 20 lang og 10 høj, og naar\ndet er Solskin skal du spænde Lærredet over den eller\nmale en Time før det bliver mørkt og ellers naar det er\nskyet eller taaget. Dette er den fuldkomne Luft.\nIngen Figur er god, hvis den ikke i en eller anden Ge-\nbærde udtrykker Sjælens Lidenskab.\nDen Figur er den bedste, hvis Gebærde bedst udtrykker\nden Lidenskab, der besjæler den.\n•v.\nOm at bedømme hvad man selv maler.\nVi ved, at man lettere ser Fejlene i andres Arbejder end\ni sine egne, og ofte, naar du bebrejder andre deres smaa\nFejl, overser du dine store. For at undgaa en saadan\nMangel paa Selverkendelse, ska! du først og fremmest\nsørge for, at du behersker Perspektiven; endvidere skal\ndu have fuldstændig Kendskab til Menneskets og andre\nDyrs Maal; og endelig skal du være en dygtig Arkitekt,\nfor saa vidt det er nødvendigt for Formen af Bygninger\nog andre Ting, der befinder sig paa Jorden, og hvis For-\nmer er utallige. Jo større Kendskab du har til dem, des\nrosværdigere vil dit Arbejde blive. Og de Former, du ikke\nhar i Hovedet, skal du ikke forsmaa at tegne efter\nNaturen.\nFor at ikke Legemets Komfort skal skade Sjælens Vækst,\nskal Maleren eller Tegneren holde sig ensom, og især naar\nhan hengiver sig til de lagttagelser og Betragtninger, der\nuafbrudt frembyder sig for Øjet og giver Hukommelsen\nStof at opbevare. Naar du er alene, er du helt din egen,\nog ledsages du blot at en eneste Ledsager, tilhører du kun\nhalvt dig selv, og gør det des mindre, jo mere paatræn-\ngende dine Omgangsfæller er, og omgaas du mange, saa\nindvikler du dig i en hel Række af den Slags Vanskelig-\nheder. Og vil du indvende. »Jeg passer mine egne Ting;\njeg holder mig lidt for mig selv for bedre at kunne be-\ntragte Formerne i Naturen,« saa svarer jeg, at det gaar\nikke, fordi du ikke kan det, uden hyppigt at laane deres\nSnak Øre, og da ingen samtidig kan tjene to Herrer, saa\nvilde du kun daarligt passe dine selskabelige Pligter, og\nendnu daarligere vilde Resultatet af din kunstneriske lagt-\ntagelse blive. Og siger du: »Jeg holder mig saa langt\nborte, at deres Ord ikke kan naa mig og forstyrre mig,«\nsaa svarer jeg, at man vil erklære dig for forrykt. Og\nser du da ikke, at hvis du handlede saaledes, vilde du\nogsaa være alene?\nvC*\n. . . Naar du gaar over Markerne, saa sørg for, at din\nOpmærksomhed vender sig mod forskellige Genstande, idet\nden saaledes binder en Krans af mangfoldige udsøgte Ting.\nOg gør ikke som saa mange Malere, hvis Indbildnings-\nkraft løber træt, saa de lader deres Værk staa, og gaar ud\nfor at adsprede sig, hvorved de ikke befries for den aan-\ndelige Træthed, der hindrer dem i at se og optage Tin-\ngene i deres Sind. Og mens de hvert Øjeblik møder og\nhilssr paa Bekendte og Venner, ser og hører de intet og\nerfarer ikke mere, end om de havde mødt lige saa meget\nLuft."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c013", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c013", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 13, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.10", "titre_corps": "To Digte", "titre_sommaire": "To Digte", "signature_source": "Fredrik Nygaard", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.13", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1275, "texte": "To Digte\nAf Fredrik Nygaard.\n\n22—12.\n0 ODAFTEN kære, puhha, forpustede Veninde,\nsom troligt trodser Sporvognstur og Snesnap og Regn\nmen nej! Hvad er det for en Stjerneglans, som sødmer dine Øjne?\nGenskin af det første Foraars kolde Himmeltegn?\nDu ser ud aa, jeg ved ikke\nHar du sejret i et Slag?\nLigemeget. Lad os tænde vore Sjæle med en glødende Oporto\npaa denne det danske Aars dysterste Dag —!\nOg har du før nynnet lidt vel decemberdæmpet,\nnu er du fyldt med en himlende Sopran!\n1 Dag svinger Solen mod det vintervaade Danmark,\ni Dag stemmer kalejdoskopiske Drømme os op i et yngre og lysere Plan\n\nNarkose.\nI\nOYGEPLEJERSKEN ind med en ren, hvid Dragt.\nJeg ifører mig Linnedet.\nSkafottet, tænker jeg\nog traver ind paa Operationsstuen.\nII\nVærsgo aa smid Dem paa S mærtens Leje,\nsir en lille grim Mand med opsmøgne Ærmer.\nOg træk Vejret roligt, formaner Assistenten,\nsom lægger Ætermasken paa mig.\nNej, der sker ingen Ting.\nDe kan jo høre at Lægen gaar helt henne\ni den anden Ende af Værelset, ikkesandt?\nJo, sir jeg\nOg jeg kan se, at De har Lorgnetter,\nog at De smiler,\nog nu rører Frøken Sørensen ved min Halslinning\nog Hov! Hold op! Jeg skal le. Hah!\nHold dog op, sir jeg.\nMin Hjerne. I sprænger den!\nEller er det Sphærerne, som synger?\nEr det Sphæ Sphæ Sphærerne, som\nAaa"}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.14", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1162, "texte": "III\nHvad er det? Der kommer en Mand. Goddag. Goddag.\nRar Mand. Pænt Tøj og Skæg.\nIh, det er jo min Far?!\nOg dér kommer en Ølvogn. Og en Høstak. Og to Spejlæg.\nMen det er jo latterligt!\nDet er jo ganske smaa Smaating.\nAaa nu husker jeg det hele:\nJeg er blevet opereret, ja. Og jeg har talt i lange, lange Tider\nJeg har fornærmet d'Herrer Opsprættere, men jeg er saa glad, saa glad.\nSe hvor Livet og Jorden spænder sig ud for mig, Frk. Sørensen,\nstraalende Perspektiver\nJeg vil, hysss kære Søster, jeg vil betro Dem,\nat min Sjæl svinger endnu delvis derude i Solskinnet\nnej, ryst ikke paa Hovedet,\nJeg sir Dem, jeg har været et Svip i Himmerig!\nDet blir man altsaa henrykt af.\nDer er bare een Ting Hvad er det nu —?\nJo: Aase rejste til England i Aftes.\nAamen, der er jo altid een Ting\nHvad sir De?\nVar jeg helt umulig?\nNynnede jeg?\nHerregud, det var da heller ikke saa mærkeligt.\nMin Sjæl har endnu et Anstrøg af blaat\njeg har hørt Solen synge,\njeg har badet min Aand i kaade Uendeligheder\nJeg vil op! jeg vil dø! Jeg vil danse!\nJeg vil ja, ja, nu skal ieg være rolig.\nNu er den vist ogsaa ved at vende tilbage\ntil sit elendige Hylster\nKommunehospitalet 14. 1.—20."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c014", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c014", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 13, "image_fin": 13, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.10.1", "titre_corps": "22—12.", "titre_sommaire": "22—12.", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.13", "debut_caractere": 30, "fin_caractere_exclue": 599, "texte": "22—12.\n0 ODAFTEN kære, puhha, forpustede Veninde,\nsom troligt trodser Sporvognstur og Snesnap og Regn\nmen nej! Hvad er det for en Stjerneglans, som sødmer dine Øjne?\nGenskin af det første Foraars kolde Himmeltegn?\nDu ser ud aa, jeg ved ikke\nHar du sejret i et Slag?\nLigemeget. Lad os tænde vore Sjæle med en glødende Oporto\npaa denne det danske Aars dysterste Dag —!\nOg har du før nynnet lidt vel decemberdæmpet,\nnu er du fyldt med en himlende Sopran!\n1 Dag svinger Solen mod det vintervaade Danmark,\ni Dag stemmer kalejdoskopiske Drømme os op i et yngre og lysere Plan"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c015", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c015", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 13, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.10.2", "titre_corps": "Narkose.", "titre_sommaire": "Narkose.", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.13", "debut_caractere": 601, "fin_caractere_exclue": 1275, "texte": "Narkose.\nI\nOYGEPLEJERSKEN ind med en ren, hvid Dragt.\nJeg ifører mig Linnedet.\nSkafottet, tænker jeg\nog traver ind paa Operationsstuen.\nII\nVærsgo aa smid Dem paa S mærtens Leje,\nsir en lille grim Mand med opsmøgne Ærmer.\nOg træk Vejret roligt, formaner Assistenten,\nsom lægger Ætermasken paa mig.\nNej, der sker ingen Ting.\nDe kan jo høre at Lægen gaar helt henne\ni den anden Ende af Værelset, ikkesandt?\nJo, sir jeg\nOg jeg kan se, at De har Lorgnetter,\nog at De smiler,\nog nu rører Frøken Sørensen ved min Halslinning\nog Hov! Hold op! Jeg skal le. Hah!\nHold dog op, sir jeg.\nMin Hjerne. I sprænger den!\nEller er det Sphærerne, som synger?\nEr det Sphæ Sphæ Sphærerne, som\nAaa"}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.14", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1162, "texte": "III\nHvad er det? Der kommer en Mand. Goddag. Goddag.\nRar Mand. Pænt Tøj og Skæg.\nIh, det er jo min Far?!\nOg dér kommer en Ølvogn. Og en Høstak. Og to Spejlæg.\nMen det er jo latterligt!\nDet er jo ganske smaa Smaating.\nAaa nu husker jeg det hele:\nJeg er blevet opereret, ja. Og jeg har talt i lange, lange Tider\nJeg har fornærmet d'Herrer Opsprættere, men jeg er saa glad, saa glad.\nSe hvor Livet og Jorden spænder sig ud for mig, Frk. Sørensen,\nstraalende Perspektiver\nJeg vil, hysss kære Søster, jeg vil betro Dem,\nat min Sjæl svinger endnu delvis derude i Solskinnet\nnej, ryst ikke paa Hovedet,\nJeg sir Dem, jeg har været et Svip i Himmerig!\nDet blir man altsaa henrykt af.\nDer er bare een Ting Hvad er det nu —?\nJo: Aase rejste til England i Aftes.\nAamen, der er jo altid een Ting\nHvad sir De?\nVar jeg helt umulig?\nNynnede jeg?\nHerregud, det var da heller ikke saa mærkeligt.\nMin Sjæl har endnu et Anstrøg af blaat\njeg har hørt Solen synge,\njeg har badet min Aand i kaade Uendeligheder\nJeg vil op! jeg vil dø! Jeg vil danse!\nJeg vil ja, ja, nu skal ieg være rolig.\nNu er den vist ogsaa ved at vende tilbage\ntil sit elendige Hylster\nKommunehospitalet 14. 1.—20."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c018", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c018", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 16, "image_fin": 23, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.12", "titre_corps": "(FRA VINCENT VAN GOGH TIL E. BERNARD)", "titre_sommaire": "(FRA VINCENT VAN GOGH TIL E. BERNARD)", "signature_source": "JOHANNES BUCHHOLTZ", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 16, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.16", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3632, "texte": "BREVE FRA ARLES\n(FRA VINCENT VAN GOGH TIL E. BERNARD)\n\nTEG har lejet et Hus, udenpaa pudset gult og indeni\nhelt hvidt, lige midt i Solen.\nJeg har malet følgende Opstilling: en Kaffekande af\nblaa Emaille, en dybtblaa Kop med Underkop, en Mælke-\nkande med hvide og blegkobalt Terninger, en Vase med\norange og blaa Mønstre paa hvid Grund, en blaa Majoli-\nkakrukke med rosa Blomster og grønbrune Blade, det Hele\npaa en blaa Borddug mod en gul Baggrund. Det giver en\nSymfoni af blaa Toner, der faar Liv ved en Skala fra Gult\ntil Orange. Saa har jeg endnu en Opstilling: Citroner i\nen Kurv mod gul Baggrund. Endvidere en Udsigt fra\nAries: af Byen selv ser man kun nogle røde Tage og et\nTaarn, det øvrige stikker i det Grønne (Figentræer), alt-\nsammen helt i Baggrunden og ovenover det en smal Stribe\nblaa Himmel. Byen er omgivet af mange Enge, der er\noversaaet med Løvetand, et gult Hav. Disse Enge afskæ-\nres helt foran af en Grav, der helt er fyldt med violette\nIris. Mens jeg malede paa det, blev Græsset netop slaaet,\nderfor er det kun blevet en Studie og ikke noget færdigt\nBillede, som jeg havde haft til Hensigt. Men hvilket Mo-\ntiv! Et Hav af gule Blomster med Barren af violette Iris\nog i Baggrunden den kokette, lille By med dens skønne\nKvinder!\n%\nEt teknisk Spørgsmaal sig mig engang din Mening.\nSort og Hvidt, saadan som vi køber det i\nvil jeg udenvidere sætte paa Paletten og bruge som de er.\nNaar jeg i en grøn Park med rosenrøde Veje ser en helt\nsortklædt Herre, 112. Eks. en Fredsdommer, der læser In-\ntransigeant, og over ham Himlen i det reneste Kobalt (du\nforstaar nok, at det er den japanske Forenkling af Farven,\njeg taler om), hvorfor i Alverden skulde jeg ikke male\nFredsdommeren i rent Sort og Intransigeant i rent Hvidt?\nJapaneren ser bort fra Reflekserne og sætter flade To-\nner ved Siden af hinanden karakteristiske Streger, der\nnaivt fastholder Bevægelser eller Former. I en anden\nTankerække: I et Farvemotiv, der 112. Eks. fremstiller en\ngul Aftenhimmel, kunde man til Nød male en kridhvid\nMur, der staar mod Himlen, med en krads hvid Farve\neller med rent Hvidt, dæmpet ved en neutral Tone; Him-\nlen giver den nemlig en let lila Tone. I dette naive\nLandskab, der skal forestille en helt hvidtet Hytte (selv\nTaget er hvidtet), som staar i et orangefarvet Terrain\n(Sydens Himmel og Middelhavet fremkalder et intensivt\nOrange, da de blaa Toner er saa kraftige), giver den sorte\nDør, det sorte Vindu og det lille sorte Kors paa Taget en\nKontrast af Sort og Hvidt, der er lige saa velgørende for\nØjet som Modsætningen mellem Orange og Blaat.\nEndnu et morsomt Motiv efter den samme Teori: En\nKone i en sort- og hvidternet Dragt i det samme enkle\nLandskab med den blaa Himmel og den orange Jord.\nDet er fuldkommen tilstrækkeligt, at Sort og Hvidt er\nFarver (i det mindste kan de i mange Tilfælde anses for\nFarver), deres Kontrast er nemlig lige saa pikant som 112.\nEks. Graat og Rødt. Japanerne benytter sig for Resten\nnetop af disse Toner, de udtrykker vidunderlig smukt en\nung Piges matte, blege Teint og den pikante Kontrast til\ndet sorte Haar med fire Penselstrøg paa hvidt Papir; paa\nsamme Maade med deres sorte Tornebuske, som de over-\nstrør med utallige hvide Blomster.\n*\nEndelig har jeg set Middelhavet og har tilbragt en Uge\ni Saintes-Maries. For at komme derhen, rejste jeg med\nPosten gennem Camargue, forbi Vinbjerge, Enge og fladt\nLand som i Holland. I Saintes Maries saa jeg Piger, der\nfik en til at tænke paa Gimabue og Giotto ranke og\ntynde og lidt bedrøvede og mystiske. Ved Stranden, der\ner helt flad og sandet, ligger smaa grønne, røde og blaa\nSkibe, saa nydelige i Farve og Form, at man kommer til"}, {"page_pdf": 17, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.17", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6218, "texte": "at tænke paa Blomster. De sejles af bare én Mand og\ngaar aldrig ud paa høj Sø; de sejler kun ud, naar Vinden\ner svag, og vender tilbage, hvis den bliver for stærk.\nJeg havde stor Lyst til ogsaa at se Afrika. Men jeg\nlægger ingen bestemte Planer for Fremtiden. Alt kommer\nan paa Omstændighederne. Hvad jeg vilde lære at kende,\nvar Virkningen af en dybere blaa Himmel. Fromentin og\nGérome saa Syden farveløs, og en hel Mængde Folk gør\ndet samme. Herregud, naar man tager tørt Sand i Haan-\nden og holder det tæt foran Øjnene, ja set paa den Maade\ner naturligvis Vand og Luft ogsaa farveløse. Der gives\nintet Blaa uden Gult og uden Orange, og naar I maler\nBlaat, saa mal ogsaa Gult og Orange ikke sandt?\nJeg befinder mig her i Syden afgjort bedre end i Nor-\nden. Jeg arbejder selv om Middagen i fuldt Solskin uden\nen eneste Skygge og er saa veltilpas som en Cikade.\nHavde jeg blot lært dette Land at kende i 25-Aarsalderen\ni Stedet for nu jeg er 35. Men dengang var jeg begejstret\nfor det Graa eller rettere sagt for det Farveløse, jeg drømte\naltid om Millet og havde mine Venner i Kredsen Mauve,\nIsraels o. s.v.\n*\nDegas er som Maler mandig og upersonlig, netop fordi\nhan personlig er tilfreds med at leve som simpel Borger\nog ikke bryder sig om at »nyde Livet«: han ser Menne-\nskene vrimle om sig og maler dem saa godt, fordi han\nikke som Rubens gør Krav paa at være Kavaler og Leve-\nmand . . .\nFornylig opdagede jeg her en lille Radering af Rem-\nbrandt og købte den, en mandlig Aktstudie, realistisk og\nligetil. Han staar lænet mod en Dør eller Søjle i et dy-\nstert Interiør; en Solstraale strejfer fra oven det sænkede\nAnsigt og det kraftige, røde Haar. Man kommer til at\ntænke paa Degas, saa sandt og stærkt opfattet er hans Legeme.\nSig mig engang, har du nogensinde set ordentligt paa\n»Oksen« eller »Det Indre af en Slagterbutik« i Louvre?\nDet har du vist ikke. Det vilde være mig en ren Fornøj-\nelse, at tilbringe en Morgen sammen med dig i Hollæn-\ndernes Galeri. Alt det lader sig ikke beskrive, men foran\nselve Billederne skulde jeg vise dig saadanne Herligheder\nog Vidundere, at du vil forstaa, hvorfor jeg først i anden\nRække beundrer de Primitive. Jeg er nu engang saa lidt\nexcentrisk!\nEn græsk Statue, en Bonde af Millet, et hollandsk\nPortræt, en nøgen Pige af Courbet eller Degas denne\nrolige, gennemarbejdede Fuldkommenhed bevirker, at de\nPrimitive og Japanerne ved Siden af forekommer mig som\nSkrift mod Maleri. De interesserer mig uhyre meget, men\net afsluttet Kunstværk gør i sin Fuldkommenhed ligesom\ndet Uendelige haandgribeligt, faar os til fuldt at nyde Skøn-\nheden og giver os en Følelse af Uendeligheden . . .\n*\nJeg har netop malet et Portræt af en ung Pige paa 12\nAar: brune Øjne, sort Haar og sorte Øjenbryn, graagul\nTeint, mod en hvid Baggrund, der er stærkt tonet med\nVeronesergrønt, i blodrødt Liv med violette Striber og\nblaa Nederdel med stortærnet orange Mønster, og i den\nnydelige lille Haand holder hun en Oleanderblomst. Jeg\ner blevet saa træt og udmattet, at jeg slet ikke kan skrive.\n*\nHvis vi engang var sammen i Louvre, vilde jeg gerne\nse paa de primitive sammen med dig. Jeg gaar stadig\nmed den største Kærlighed til Hollænderne, først og frem-\nmest Rembrandt, som jeg tidligere har studeret saa ind-\ngaaende. Og saa Potter. Han maler paa en 4—6 Meter\nstor Flade en hvid Hingst, der vrinsker brunstig og despe-\nrat, og ovenover den en dyster Uvejrshimmel, og Dyret\nstaar der ganske ene i den vaade Engs sart grønne Uen-\ndelighed. I disse gamle Hollændere stikker overhovedet\nHerligheder, der slet ikke kan sammenlignes med noget\nandet!\nJeg sender dig i Dag et Par Skitser efter Studier i Olie;\npaa den Maade lærer du Naturmotiver at kende, som har\nbegejstret den gamle Cézanne. Crau ved Aix er nemlig\nomtrent som Omgivelser ved Tarascon og Crau her. Ca-\nmargue er endnu simplere med store Strækninger daar-\nlig Jord, hvor der ikke vokser andet end Tamarindebuske\nog stridt Græs som Spartogræsset i en Ørken.\nJeg ved, hvor meget du holder af Cézanne, saa jeg gaar\nud fra, at du vil blive glad for disse Skitser fra Provence.\nIkke at der er nogen Lighed mellem en Tegning af mig\nog en af Cézanne, lige saa lidt som mellem Monticelli og\nmig; men jeg elsker det samme Land lidenskabeligt, som\nde har elsket, og af de samme Grunde for Farvens og\nden logiske Tegnings Skyld.\nMed det fælles Arbejde, som jeg skrev om, mente jeg\nikke, at to eller tre Malere skulde arbejde paa samme Bil-\nlede; jeg tænkte paa forskelligartede Arbejder, der allige-\nvel hører sammen og kompletterer hinanden. De tidlige\nItalienere, de tyske Primitive, Hollænderne og de egent-\nlige Italienere danner de ikke uvilkaarligt sammenhæn-\ngende Grupper?\nEgentlig danner jo ogsaa Impressionisterne en Gruppe,\ntrods alle deres ulykkelige Borgerkrige, hvori den ene sø-\nger at opæde den anden med en Iver, der var en bedre\nSag værdig.\nI vor nordiske Skole er Rembrandt Herren og Mesteren,\nog hans Indflydelse gør sig gældende hos alle, der kom-\nmer i hans Nærhed. Potter 112. Eks. maler Dyr i Brunst\nog Lidenskab i lige saa lidenskabelige Omgivelser, i Uvejr,\ni Solskin, i Høstens Melankoli, mens han, før han lærte\nRembrandt at kende, var smaalig og tør.\nRembrandt og Potter, det er Malere, der hører sammen\nsom Brødre, og selvom Rembrandt aldrig har gjort et Pen-\nselstrøg paa Potters Billeder, saa skylder alligevel Potter\n(og Ruysdael) ham det bedste i deres Værker, det Moment,\nder griber os om Hjertet, naar vi'forstaar at se et Stykke\naf det gamle Holland gennem deres Temperament.\nOgsaa de rent materielle Vanskeligheder, en Maler har\nat slaas med, gør Sammenhold og Samarbejde ønskelig\n(akkurat som paa Skt. Lucas Gildernes Tid). Hvis de prak-\ntisk hjalp hinanden og holdt af hinanden som gode Kam-\nmerater i Stedet for at skændes og slaas, vilde Malerne\nblive mere lykkelige og i al Fald ikke saa latterlige, dumme\nog nederdrægtige.\nMen nok om det. Livet gaar saa hurtigt, at vi ikke har\nTid til baade at diskutere og handle. Derfor er det, at\nvi for Tiden er ude paa høj Sø, hver for sig i sin lille\njammerlige Baad ene paa Tidens vældige Bølger.\nEr det en Renæssance eller et Forfald? Vi kan ikke\nselv dømme derom, vi staar selv midt deri, og vor Dom\ner underlagt alle Perspektivens Forvrængninger. Hvad der"}, {"page_pdf": 18, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.18", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6262, "texte": "sker omkring os antager sansynligvis overdrevne Former\ni vore Øjne baade hvad angaar vore Uheld og vore\nFortjenester.\n*\nI Dag har jeg igen arbejdet haardt. Hvad mon du vilde\nsige om mine nuværende Arbejder? I al Fald vilde du\nikke finde Cézannes samvittighedsfulde og næsten ængste-\nlige Penselstrøg i dem. Men da jeg maler det samme\nLandskab, Crau og Camargue, skønt fra en lidt anden\nKant, saa kan der jo nok være nogle Ligheder i Farven.\nUvilkaarlig maa jeg tænke paa Cézannes kejtede Pensel-\nføring (undskyld Ordet »kejtet«) i mange af hans Studier,\nder sandsynligvis er optaget under stærk Nordenvind\njeg kæmper selv med de samme Vanskeligheder, saa jeg\nforstaar, hvorfor Cézannes Pensel ofte er saa sikker og\nofte saa kejtet: Sagen er, at hans Staffeli har vaklet.\nNogle Gange har jeg arbejdet rasende hurtigt inaaske\ner det en Fejl, men det er der ikke noget at gøre ved.\nF. Eks. »Sommeraften«, der er 30 cm i Kvadrat, har jeg\nmalet færdig i ét Træk. At tage fat paa det en anden\nGang er mig rent umuligt, og ødelægge det har jeg heller\nikke Lyst til. Jeg er jo netop gaaet ud i stærk Norden-\nvind for at male det. Er det ikke langt snarere Tankens\nStyrke vi søger end den rolige Penselføring, og er det\noverhovedet muligt, altid at male roligt og regelret, naar\ndet drejer sig om et Arbejde, der udføres i den første In-\nspiration direkte paa Stedet og efter Naturen? Det er lige\nsaa umuligt, som naar man fægter.\nGid dog nogle Kunstnere vilde slutte sig sammen for at\narbejde sammen paa store Ting. Saa kunde Kunsten\nmaaske i Fremtiden opvise Prøver derpaa. Man\nmaa slaa sig sammen om de nødvendige Billeder for at\nkunne overvinde de materielle Vanskeligheder. Men saa\nlangt er vi desværre ikke endnu med den bildende\nKunst gaar det nu engang ikke saa hurtigt som med Lite-\nraturen.\nJeg skriver til dig i Dag som i Gaar, i Hast og helt ud-\naset _ i Øjeblikket er jeg ikke i Stand til at tegne, Ar-\nbejdet i Morges ude paa Marken har fuldstændig udtømt\nmine Kræfter. Hvor Solen her i Syden trætter!\nJeg er aldeles ude af Stand til at bedømme mine egne\nArbejder, jeg kan ikke se, om Studierne er gode eller daar-\nlige. Jeg har syv Studier af Korn meget mod min\nVilje kun Landskaber, allesammen holdt i en gylden Tone\nog malede i vanvittig Fart saadan som Høstmanden\narbejder i den brændende Sol, helt optaget af den Tanke:\nat faa saa meget som muligt lagt paa Skaar.\n*\nUdsmykningen af Huset lægger fuldstændig Beslag paa\nmig, og jeg tror og haaber, at det vil blive ganske smagfuldt,\nselv om det nok bliver meget forskelligt fra hvad du laver.\nJeg er meget nysgerrig efter at se Skitser fra Pont-Aven,\nmen du maa sende mig en udførligere Studie. Naa, du\ngør det nok altsammen saa godt som muligt, jeg holder\nnemlig saa meget af dit Talent, at jeg med Tiden vil an-\nlægge en lille Samling af dine Værker. Det har altid rørt\nmig, at japanske Kunstnere ofte arrangerer den Slags ind-\nbyrdes Byttehandler. Det viser dog, at de holder af hin-\nanden og holder sammen og lever i broderlig\nEnighed og ikke i Intriger. Jo mere vi kommer til at\nligne dem paa dette Punkt, des bedre vil det gaa os. Det\nlader ogsaa til at flere af disse japanske Kunstnere kun\ntjente meget lidt og levede som simple Arbejdere. Jeg har\nen Reproduktion af en japansk Tegner: et eneste Græs-\nstraa! Hvilket Mønster paa Samvittighedsfuldhed! Jeg\nskal ved ved Lejlighed vise dig det.\nDe bedste Planer og Beregninger gaar saa ofte i Vad-\nsken ; lader man derimod staa til og drager Fordel af Til-\nfældet og af hvad Dagen bringer, saa faar man lavet en\nhel Del gode Ting, man ikke havde forudset.\nTag dog en Tur til Afrika, du vil blive henrykt over\nSyden og udvikle dig til en stor Kunstner. Ogsaa Gau-\nguin skylder Syden en stor Del af sit Talent. Jeg har nu\ni et Par Maaneder optaget Sydens stærke Sol i mig.\nResultatet af dette Eksperiment er for mig, koloristisk set,\nat Delacroix og Monticelli bliver staaende og det er\nmed Urette, at man plejer at regne dem til de rene Ro-\nmantikere, og anser dem for Kunstnere med en overdre-\nven Fantasi. Ser du, Syden, som Gérome og Fromentin\ngengav saa tørt, er allerede her et Land, som kun kan\ngengives med Koloristens Farver.\nI min Skitse >Haven« er der maaske noget i Retning\naf »fløjlsbløde Tæpper, vævet af Blomster og Græs«. Paa\nalle dine Citater vilde jeg helst svare dig med Pennen\nmen ikke med Ord. Jeg er ikke oplagt til Diskussion i\nDag, jeg stikker nemlig til op over begge Ører i Arbejde.\nJeg har lavet to store Pennetegninger, skal jeg sige dig, et\nendeløst fladt Land, set i Fugleperspektiv fra Toppen af\nen Høj: Vinbjerge, Stubmarker, der taber sig i det fjerne\nog gaar som et Hav lige til Horisonten, der begrænses af\nBakkerne ved Crau. Det ser ikke japansk ud, men i\nVirkeligheden har jeg aldrig lavet noget saa japansk. En\nforsvindende lille Arbejder, et lille bitte Tog, der kører\ngennem Kornmarkerne det er alt det Liv, man ser.\nTænk dig engang: da jeg en af de første Dage kom\nderhen, sagde en Maler og Ven af mig: »Det vilde være\nvanvittigt kedeligt at male.« Jeg svarede ikke derpaa, men\nfandt Landskabet saa herligt, at jeg ikke engang gad skælde\nden Idiot ud som han fortjente. Jeg gik derhen Gang\npaa Gang og har lavet to Tegninger af det det flade\nLand, hvori der ingenting findes, intet uden Uendelighe-\nden og Evigheden. Naa, mens jeg staar og tegner kom-\nmer der en Fyr, ikke Maler men Soldat. Jeg spørger ham:\n»Undrer det dig, at jeg finder det lige saa smukt som Ha-\nvet?« »Nej, det undrer mig ikke (han kendte godt Havet),\nat du finder det lige saa smukt jeg finder det endnu\nsmukkere end Havet, fordi det er beboet.«\nHvem af dem havde nu mest Forstand paa Kunst, Ma-\nleren eller Soldaten? Efter min Mening Soldaten synes\ndu ikke ogsaa?\nJeg vil male Mennesker, Mennesker og atter Mennesker,\ningenting har den Betydning for mig som alle disse tobe-\nnede, ligefra Svøbelsesbarnet til Sokrates, fra Pigen med\nsort Haar og hvid Hud til Pigen med gult Haar og tegl-\nrødt og solbrændt Ansigt. Men foreløbig maler jeg andre\nTing.\nJeg har dog ogsaa en Figur, en fuldstændig Fortsættelse\naf nogle af mine hollandske Billeder fra den Tid, »Kar-\ntoll'elspiserne« 0.5.v., og jeg vilde gerne have, at du ogsaa\nskulde se denne her. Det er stadig Studier, hvori Farven\ner saa afgørende, at en Sort paa Hvidt-Tegning slet ikke"}, {"page_pdf": 20, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.20", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2889, "texte": "kan gengive det. Jeg havde tænkt paa at sende dig en\nstor og omhyggelig Tegning af Billedet; men den kom til\nat se helt anderledes ud, skønt den var ganske korrekt:\nkun Farven kan give en Fornemmelsen af den glødende\nLuft om Høsten ved Middagstid og i bagende Hundedags-\nhede; savner man det, er Billedet ikke det samme Billede.\nGauguin og du, I ved, hvad en Bonde er, og hvor meget\naf Dyret, der maa være i ham, hvis han skal være af den\nrigtige Race.\nJeg tænker paa at dekorere mit Atelier med et halvt\nDusin Solsikker; det skal blive en Dekoration, hvor de\ngrelle eller brudte Chrom-Toner eksploderer paa en Baggrund\naf forskellige blaa Farver, fra det sorteste Veronesergrønt til\nPariserblaat og indfattet i smalle Lister, malet med gyldent\nGult . . .\nAk, vi skøre Hjerner hvilke Nydelser beredes os ikke\naf vore Øjne! Men Naturen hævner sig paa Dyret i os,\nog vor Krop er elendig og ofte en jammerlig Byrde. Alle-\nrede siden Giotto, der var sygelig, har det været saadan.\nMen hvilken Øjenlyst og hvilken Latter finder vi ikke hos\nRembrandt, den gamle Løve med sin leende tandløse\nMund, et Tørklæde bundet om Hovedet og Paletten i\nHaanden.\nDen Gang Gauguin var i Aries, lod jeg mig, som du\nved, forføre til at arbejdet ud af Hovedet en sort Dame,\nder læser en Roman i et gult Bibliotek. Jeg syntes den\nGang, dette abstrakte Maleri var meget tillokkende. Men\ndet er et fortryllet Land, og pludselig staar man foran en\nuoverstigelig Mur.\nMaaske man kan vove sig i Kast dermed efter et Liv\nfuldt af mandig Søgen og Stræben, efter haarde Kampe\nAnsigt til Ansigt med Naturen. Men jeg vil ikke forelø-\nbig rende mit Hoved itu derpaa, og hele Aaret igennem\nhar jeg slidt i det med Arbejde efter Naturen uden\nTanke paa Impressionisme eller noget som helst andet.\nEn eneste Gang har jeg givet mig frie Tøjler paany et\nnyt Fejlgreb og nu har jeg nok af det. Nu arbejder\njeg paa »Oliventræer« og studerer den graa Himmels for-\nskellige Virkning mod gul Jordbund og mod det sortegrønne\nLøv eller dybviolet Jord og Løv mod en gul Himmel\neller gulrød Jord mod en sortgrøn og rosa HimmeL\nDet interesserer mig alligevel mere end alle Abstraktioner.\nNaar jeg i saa lang Tid ikke har skrevet til dig, saa er\ndet, fordi jeg ikke havde Lyst til at diskutere, og ogsaa fordi\njeg saa en Fare i den megen Reflektion jeg maa kæmpe mod\nmin Sygdom og holde min Hjerne klar.\nVed roligt Arbejde kommer de bedste Motiver af sig selv,\nHovedsagen er at hærde sig i Virkelighed uden nogen\nforudfattet Plan og uden nogen Parole fra Paris.\nløvrigt er jeg meget utilfreds med dette Aar, men maa-\nske vil det vise sig at danne en solid Basis for det næste.\nJeg har ladet mig fuldstændig gennemtrænge af Højenes\nog Frugthavernes Luft, og nu maa vi se, hvad jeg faar ud\naf det. Hele min Ærgerrighed indskrænker sig nu til en\nlille Plet Jord: Korn, der spirer, en Olivenhave, en Cy-\npres (der forresten ikke er let at male)."}, {"page_pdf": 23, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.23", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1373, "texte": "Min Kærest har mange Sind. Intet er mig ukært.\nJeg byggede Huse til min Kærest et for hver af hen-\ndes Sind hendes Sommersind, hendes Snesind, hendes Løv-\nspringslængsel, hendes Smil i Hindbærtiden.\nVarm rød Sandsten brugte jeg til Vinterhuset, gul Mur\ntil Vaaren, Granstammer til Høsten og til Sommeren et skin-\nnende Telt.\nMen min Kærest har flere end fire Sind og hver har\nbragt mig stor Glæde. Derfor lagde jeg Haver om mine Huse.\nTolv Haver anlagde jeg tre ved hvert Hus. Min Nyt-\naarshave var dansende Fyr og Gran over Sne og grønt Mos.\nI Marts skulde min Kærest se ud over tre tusinde blomstrende\nPebertræer. I April vandre mellem hejreslanke Birke. I Juli\nsove paa en Jordbærskrænt. I September bryde Stilken paa\nrøde Svampe med sin Sko.\nMegen Flid kostede det, mange Tanker og fjorten Tu-\nsind Dukater, men omsider var alt godt, og jeg bød min Kæ-\nrest til mig.\nHendes Glæde var stor og skøn. Hun sang som en Irisk\nmellem Havernes Grene. Hun blev længe og vilde aldrig bort.\nMen bestandig boede hun i det hvide Telt om Høsten og\ni Granhuset om Vaaren. Hun gled paa Irisdammen i Februar\nog var i Bregneskoven mens de røde Pebertrær stod i Brand.\nHun sov paa Jordbærskrænten i April og skred mellem de\nunge Birke i Højsommeren.\nDog tyktes hun mine tolv Haver var dejlige. Og min\nPande blev som et runkent Æble af Grublen over min Kæ-\nrestes Sind.\n\nJOHANNES BUCHHOLTZ"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c025", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c025", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 25, "image_fin": 25, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.17", "titre_corps": "I anledning af en udst. af kinesisk kunst i kunstindustrimusæet.", "titre_sommaire": "I anledning af en udst. af kinesisk kunst i kunstindustrimusæet.", "signature_source": "S. Danneskjold-Samsøe", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.25", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 4087, "texte": "Indhold og form.\nI anledning af en udst. af kinesisk kunst i kunstindustrimusæet.\nS. Danneskjold-Samsøe.\nT7I tænke os motivet: en skrivende dreng. Kendetegn:\nhovedet paa skævs, pegelingren i spids trekant over\npenneskaftet. Vi tænke os endvidere at dette motiv, den\nskrivende dreng, har symbolsk betydning, og altid, hvor\ndet fremkommer, viser tilbage til en eller anden mythe og\nforstaas af alle. Tillige, at Kunsten gennem uvilkaarlig\nudvælgelse er standset ved de to ovenfor nævnte kende-\ntegn, som traditionen efterhaanden har fæstnet urokkeligt\nog generation efter generation arbejdet paa at give med\nstørst mulig klarhed og anskuelighed. Har vi forestillet\nos alt dette, er vi inde paa livet af de til hælvten bundne\nopgaver, som i fortiden overalt, hvor kunsten traadte i\nreligiøse og lilosoliske ideers tjeneste, udgjorde det kunst-\nneriske arbejdes faste basis. Noget var givet med opga-\nven og noget overladt til kunstneren selv, der kunde bygge\ndirekte paa forgængeres arbejde og dog med lejlighed til\nen fuldt personlig løsning.\nDen kinesiske maler og kunstkritiker Sie-Ho, der levede\ni det 5.—6. aarh., opstilles følgende seks afgørende billed-\negenskaber : 1) besjælthed og levende bevægelse, 2) pen-\nselsskriftens skelet, 3) naturtroskab, 4) farvefordeling,\n5) komposition, 6) agtelse for traditionen. Dette skema\nkan mer en én kunstretning underskrive, det er den gamle\nkinesiske malerkunst selv, der maa vise os, hvad Sie-Hos1\nmening var dermed. Denne malerkunst viser sig at have\net dobbelt »indhold«. Synligt for os ligger naturgengivel-\nsen, den lyttende hjort, den svajende bambus, den ensomme\nvandrer. Her finder vi 1 og 2: besjæltheden, den levende\nbevægelse og naturtroskaben, alle dele saa fuldttonende,\nsom nogen kunst har kunnet give dem. For os, der ken-\nder senere tiders stof og rumilluderende experimenter, er\nkinesernes kunst naturtroskab under forenklingens form,\nfor kineseren er den derimod fuldt illuderende realisme,\nhvad talrige kunstneranekdoter vidner om. Der fortælles\nsaaledes om Wu Tao-tze, en af oldkinas største kunstnere\n(c. 750 e. Chr.), at han, da han ønskede at indgaa til\nevigheden, blot klappede i hænderne foran en dør, han\nhavde malt i et af sine vægmalerier i kejserpaladset. Dø-\nren aabnede sig, Wu Tao-t/e gik derind, det var i en vid-\nunderlig grotte, døren lukkede sig og kunstneren blev ikke\nset mere. Ved Siden af objektivt »indhold« har omtrent\nalt ide kinesiske billeder symbolsk betydning, udtrykker\ngængse oldkinesiske mythiske og poetiske tanker, i kine-\nsernes øjne maaske billedernes rette egentlige »besjælthed«.\nDisse forestillinger var et æmnefond, fællestemaer, der til-\nlod utallige variationer ud fra selvstændige naturiagttagelser.\nNaar visse nutidsmennesker i en udstillingskatalog læser\nen betagende bil led ti tel, ledsaget af skønne vers, tro de,\nat dermed er ogsaa billedet dejligt. Herimod var kineseren\nsikret ved de øvrige anførte billedfordringer: farvefordeling,\nkomposition og penselskriftens skelet.\nEtsteds staar skrevet, vistnok hos Julius Lange, at stil\n»er en konsekvent gennemført afvigelse fra virkeligheden\ni kunstnerisk øjemed.« Denne definition var udmærket,\nhvis virkeligheden var en fortegning og ikke det chaos,\nden er. Den kinesiske kunstners arbejde med virkelighe-\nden bestaar ikke i hvad vi kalder naturstudium, tegning\nog maleri i marken. Dels indlever han sig almenmenne-\nskeligt ide forskellige naturstemninger, dels studerer han\nnaturenkelthedernes, 112. eks. planternes, bygning og vækst-\nlove, paa delte grundlag gaar han til arbejdet og optræner\nsig til med stedse større sikkerhed og enkelhed at kunne\ngive naturen billedmæssigt, altsaa en erindringens og kund-\nskabens ekstrakt. Midlet dertil er »penselskriftens skelet«,\nkunstnerens fabelagtige kalligrafiske sikkerhed. Det fuld-\nbaarne kunstværk er her som overalt resultatet af sam-\nmensmeltningen af objektiv virkelighedsiagttagelse og sub-\njektivt ornament, ornament her ikke i betydningen bevidst\npynteform, men i betydningen af personlig opleveform,\nsaaledes som den fremkommer under sindets krav paa ty-\ndeligt udtryk."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c026", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c026", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 25, "image_fin": 26, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.18", "titre_corps": "GABESTOKKEN", "titre_sommaire": "GABESTOKKEN", "signature_source": "Otto Gelsted", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.25", "debut_caractere": 4089, "fin_caractere_exclue": 6020, "texte": "GABESTOKKEN\n\nJUL. SALOMONSEN: Tillægsbemærkninger om\nDysmorphismens sygelige Natur. (Levin og Munksgaard).\nSjælden har man set et ynkeligere Nederlag, end det\nProf. Dr. Carl Jul. Salomonsen led med sit Skrift om\nDysmorfismen. Ikke én fremragende dansk Kunstner eller\nPsychiater kom ham til Hjælp. Af alle de Anmeldelser,\nSkriftet fremkaldte, husker jeg kun to rosende. Den før-\nste var at Mærket Fbg. i Nationaltidende, hvorbag skjuler\nsig samme højtbegavede Kunstkritiker, deri sin Tid vakte\nPanik ved at opdage en helt ny og betydelig Mester i Kob-\nberstikkunsten, Anon, aabenbart en Franskmand, der skyldte\nsin Oprindelse at de anonyme Billeder i den paa-\ngældende Udstillings Katalog var betegnet med en nærlig-\ngende Forkortelse. Den anden Tilhænger af Salomonsen\nvar en Journalist, jeg tror i Horsens, der glædede sig me-\nget over, at den berømte Professor »Carl Jul. Simonsen«\nendelig havde faaet taget Livet af den moderne »Dysmor-\nfinisme«.\nHvad der virkede saa oprørende ved Salomonsens Bog, der\njo ellers nærmest kunde synes at opfordre til en blot spø-\ngefuld Behandling, var især to Ting:\nFor det første hans Mangel paa Følelse for det fornær-\nmelige i hans Beskyldning. Han syntes at mene, at man\nblot behøver at udstyre sig med en qvasividenskabelig\nMaske for ustraffet at kunne sigte sine Medborgere for\nat lide af Sindssyge. Salomonsen skulde en Gang udfra\nnogle Paraleller mellem de Forestillinger om en personlig\nDjævel, som der er saa rig Lejlighed til at studere paa\nSindsygehospitaierne, og saa den kirkelige Tro paa Djæv-\nlens Eksistens og Virksomhed, prøve paa at fremsætte en\nPaastand om, at alle danske Præster, vel at mærke de\nvirkelig troende iblandt dem, faldt udenfor den normale\nVariationsbredde. Professoren vil næppe have vanskeligt\nved at forestille sig det Hyl af Indignation, hvormed han\nvilde blive mødt. Ved at rette sit Angreb mod Kunstnere\nhar Prof. Salomonsen kunnet gøre Regning paa Bifald"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.26", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 4611, "texte": "nøjagtig fra de borgerlige Krese, der vilde have stenet ham,\nhvis Angrebet udfra akkurat samme videnskabelige Præ-\nmisser havde været møntet paa Præsterne. Prof. Sa-\nlomonsen har ved sit Skrift sikkert ikke opnaaet at over-\nbevise andre end dem, der paa Forhaand var enige med\nham, fordi de nemlig heller ikke forstod et Suk af det\nhele, hvad der jo nok i Længden kan virke lidt irriterende\npaa ens Selvbevidsthed.\nFor det andet: Oprørende var den Mangel paa viden-\nskabelig Metode, hvormed en Universitetslærer og Dr. med.\nher mente at kunne gaa til Værks. Prof. Salomonsen for-\nsynder sig mod den elementære Regel for al Kunstkritik:\nikke at udtale sig om Billeder, man ikke har set. Han\nhar ikke gjort noget Forsøg paa at studere de »Patienter«,\nhvis Diagnose han stiller. Han er i selve denne Diagnose\nsaa vaklende, at han ikke engang ved, om han skal gribe\ntil Schizophreni eller til en epidemisk Ophidselsespsychose.\nOg han viser i Valget af de Billeder, han bruger til Doku-\nmentation, en æstetisk Smag, der svarer til, om mani en\nBedømmelse af moderne dansk Literatur mellem hinan-\nden vilde henvise til Johannes V. Jensen og Harald Raage!\nNaar Prof. Salomonsen nu fremturer med en ny Piece:\n»Tillægsbemærkninger om Dysmorphismens sygelige Natur<r,\ner der Grund til at beklage den Forblindelse, der forhin-\ndrer ham i at se. at han har sat en Plet paa sit viden-\nskabelige Navn.\nDer er derimod ikke nogen Grund til at plukke disse\nBemærkninger fra hinanden i Enkeltheder. Atter her mø-\nder vi den kendte Salomonsenske Løshed, naar han 112. Eks.\npaa Skriftets første Tekstside taler om, at den moderne\nKunst i sin »Flugt fra Naturen« har faaet et »Stempel,\nder virkede frastødende, forfærdende og uforstaaeligt paa\nalle dem, der ikke var klare over, at de her stod over-\nfor sygelige Aandsprodukter«. Der gives dog ogsaa dem,\nder hverken anser moderne Kunst for frastødende eller\nsygelig. Vi møder atter den Salomonsenske Raahed i\nSmagen, der faar ham til at jævnstille Schmidt Rotluffs\nlige saa modbydelige som talentløse »Christus« med Pi-\ncassos »Kvindelig Student«,. der (efter Gengivelserat dømme)\ner saa fuld af dynamisk og skøn Realitet. (Hvad Salo-\nmonsen forstaar ved Tegnekunst, faar man et Begreb om,\nnaar man hører ham tale om »Politikens udmærkede\nTegner Andreasen«.) Og paa sædvanlig forvirret Maade\nsammenblander Prof. Salomonsen Futurisme, Kubisme og\nDysmorfisme ll2. Eks. naar hans kriver: »For en Tid og\nen Slægt, der regner de futuristisk-kubistisk-dysmorphi-\nstiske Frembringelser for høj Kunst, har de store gamles\nVærker selvfølgelig ingen Værdi ud over den historiske«.\nProf. Salomonsen vil have meget vanskeligt ved at bevise\nat deri førende »kubistiske« Krese hersker Mangel paa\nRespekt for »de store gamles Værker«. Men som sagt,\nder er ikke Grund til at gaa i Enkeltheder.\nResten af Prof. Salomonsens Piece optages dels af en\nRække Stikprøver paa dadaistisk Poesi, dels af en Henvis-\nning til Fænomenet Tungetale, som Salomonsen glemte at\nnævne i den foregaaende Piece i sin Opremsning af smit-\nsomme Psychoser.\nSom Prøve paa den dadaistiske Poesi anfører Prof. Sa-\nlomonsen følgende Digt af Picabia:\nAmerikansk Spyt\nMaven [soml en mekanisk domino\n[i] de tykke Buge Taage\nsludrer i Ilmarch Støv\nog lider af Sherryens Tørhed i Kugleflaske,\nEn fantastisk Reddike stejler\ni Form af et Flaskeskaar\nved Siden af Forellen, der er en Telefon.\nI en Lommebog [fra?] Zanzibar\nkommer det nøgne under Transportmidler.\nDette minder mig om Slipsesløjfer alene i en Kupe,\nTrappen hoster tilligemed Gasblusset mine Brødre\nMen hvad har dette aabenbare Galimathias med det\ncentrale i Tidens Kunst at gøre? Prof. Salomonsen\nhar ingen Sans for æstetisk Værdiforskel. Stort og smaat,\nSkidt og Kanel, Udartninger, famlende og mislykkede For-\nsøg, Hovedværker, alvorlige Bestræbelser, rene Dilettante-\nrier og Tøjerier alt rodes sammen i en Gryde til Be-\ngrebet den »moderne Kunst«. Det er en lignende Mangel\npaa Sans for Betydningsforskel, der ødelægger Prof. Salo-\nmonsens Bevisførelse, naar han først peger paa »moderne«\nKunst, saa paa Flagellantisme eller Tungetale og saa siger:\nMinder det ikke en hel Del om hinanden? Skulde det\nmon ikke være beslægtet? Forstaar Prof. Salomonsen vir-\nkelig ikke, at den saakaldte moderne Kunst er et vidtstrakt\nLand, der rummer de forskelligste Fænomener, akkurat\nsom 112. Eks. den moderne Lægevidenskab rummer de for-\nskelligste Fænomener, ligefra den Videnskabsmand, der\narbejder i klog Forstaaelse af sin Begrænsning og i übrø-\ndelig Fastholden ved den videnskabelige Metodes Princip,\ntil den overfladiske Polyhistor og den kloge Kone i Vemb.\n\nOtto Gelsted."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-03-30-01-c028", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-03-30_01#c028", "volume": "bmtnaag_1920-03-30_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 27, "image_fin": 27, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.2.19", "titre_corps": "Novemberklubben af 1920.", "titre_sommaire": "Novemberklubben af 1920.", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 27, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.27", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2949, "texte": "Novemberklubben af 1920.\nT TNDER Navn af »Novemberklubben« er deri Odense dannet en ny Kunstfor-\nening. Bestyrelsen bestaar af: cand. juris. Poul Uttenreitter, Kerteminde, (For-\nmand), Sparekassefuldmægtig J. W. Larsen, Odense, (Viceformand), Underarkivar\ncand. juris. Seesten, Odense, (Sekretær), Kunsthandler og Træskærer Niels Bang,\nOdense, (Kasserer) og Maleren Johannes Larsen, Kerteminde.\nKlubbens Formaal er at skabe og udbrede Interesse for moderne Kunst ved\na. at indkøbe og blandt Medlemmerne fordele Kunstværker (Malerier, Akvarel-\nler, Tegninger, grafisk Kunst, Skulpturer og dekorativ Kunst) hovedsagelig af\nunge og yngre danske Kunstnere,\nb. ved Lejlighed, og naar Klubbens Midler tillader det, Udgivelse af Pjecer eller\nBøger om moderne Kunst og Kunstnere samt Afholdelse af Udstillinger, og\nc. ved Sammenkomster i Niels Bangs Hus i Odense at drøfte fælles Interesser\nindenfor Klubbens Rammer. *\nMedlemmer kan kun optages efter Forslag af et Medlem og med Styrelsens\nBilligelse. Medlemmerne er bundne for en Periode paa 4 Aar. Ønsker et Medlem\n*x „ ■\nat udtræde af Klubben maa Udmeldelsen ske senest J/2 Aar inden en Periodes Ud-\nløb. Kontingentet er 50 Kr. aarlig.\nFor Kunstnere, der optages som Medlemmer, kan Kontingentet bestaa af Kunst-\nværker efter derom indgaaet Aftale mellem Styrelsen og vedkommende Kunstner.\nValget af det Kunstværk, deri det givne Tilfælde træder i Stedet for Kontingent,\nskal i hvert enkelt Tilfælde godkendes af Styrelsen.\nFordelingen af Kunstværker foregaar paa følgende Maade: Styrelsen indkøber\nefter bedste Skøn, hvad Klubben i Egenskab af Klub for moderne Kunst har Brug for\nog Raad til, og disse Indkøb suppleres med de Kunstværker, der er kommet i Klub-\nbens Eje som Kunstnerkontingent eller som Gave. Af den derved fremkomne Ge-\nvinstrække udtager Styrelsen hvert Aar i Oktober Maaned et Antal Gevinster sva-\nrende til saavidt muligt Halv- eller dog mindst Fjerdedelen af Medlemsantallet og\ni et af hver Periodes 4 Aar svarende til hele Medlemsantallet. Hver Gevinst inde-\nholder et eller flere Kunstværker. Der trækkes hvert Aar Lod blandt samtlige Med-\nlemmer saa betids, at deri Indkaldelsen til den ordinære Generalforsamling, der\nafholdes den anden Mandag i November Maaned, kan gives Medlemmerne Med-\ndelelse om deres Vindernummer. Gevinsterne er udstillede fra 1. November og indtil\nGeneralforsamlingen. Den, der har faaet det laveste Nummer, vælger først mellem\nGevinsterne, dernæst vælger Indehaveren af det næstlaveste Nummer o. s.v. Gevinst-\nvalget ledes af Styrelsen. Gevinsterne skal være afhentede inden den paafølgende\n1. December.\nTillader Klubbens Kassebeholdning det, kan der desuden hvert Aar fremstilles\nen mindre Kunstgenstand (112. Eks. en Radering, et Træsnit eller et Litografi) i et til\nMedlemsantallet svarende Antal Eksemplarer, der fordeles mellem samtlige Med-\nlemmer.\nKlubbens Love faas ved Henvendelse til Niels Bangs Hus, Kongensgade 12,\nOdense (Tlf. Odense 2342)."}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af S. Danneskjold-Samsøe\nFotografi af Herbert Iversen\nHerbert Iversen. En Selvbiografi og etßrev. Ved/, C. Kali\nLitografi af Vilhelm Lundstrøm\nDukke. Fot. efter Gudmund Thorsteinsson\nAforismer og Sentenser. Af Leonar do da Vinci\nLitografi af Axel Salto\nTræsnit af Peter Hansen\nTo Digte af Fredrik Nygaard\nFarvelitografi af Sigurd Swane\nTegning af Vincent van Gogh\nBreve fra Aries af Vincent van Gogh\nLitografi al' Axel Salto\nLitografi af Karl Larsen\nLitografi af Axel Salto\nDigt af Johannes Buchholtz\nFotografi efter Jon Stefånsson\nIndhold og form. Af S. Danneskjold-Samsøe\nGabestokken\nDen hellige Droskekusk. Fot. efter Chagall\nNovemberklubben af 1920\nLitografi paa Omslaget af S. Danneskjold-Samsøe\n\nISLANDSK MALERKUNST\nHOS Kleis paa Vesterbro afholder 5 islandske Malere Udstilling, Kristin Jortsdottir Stefånsson, Åsgrimur Jons-\nson, Jon Stefånsson, Thorarinn Tliorlåksson og Gudmundur Thorsteinsson. Medens Thorlåksson er\nhelt dilettantisk er Kristin Jonsdottir og Åsgrimur Jonsson professionelt rutinerede. Deres Billeder kunde\ntil enhver Tid hænge paa Charlottenborg. I Besiddelse af personligt Talent og Fysiognomi er egentlig\nkun Thorsteinsson og Jon Stefånsson, hinanden indbyrdes saa vidt forskellige: Thorsteinsson spillende\nyndefuld, paa Randen af det sentimentale. Hans Verden er Æventyrets, hvor Gaasepigen er forklædt Prin-\nsesse. Ved Siden heraf viser Tegninger fra New Yorks Natteliv en Evne for ram Karakteristik, der maaske er hans\nbedste kunstneriske Eje. Jon Stefånsson er Islands eneste artistisk modne Maler; han er europæisk uden at sætte over\nStyr sit islandske Naturel. Man kan i hans Produktion, der staar i den haardnakkede Kamps Tegn, savne Udtryk\nfor det lykkeligt fødte og med umiddelbar Lethed hensatte. Baade Stoffet og Farven i Stefånssons Billede kan virke\ntunge og lidet indsmigrende, men i deres plastiske Fornemmelse, i Afskæringen ai Motivet og Opbygningen staar de\nalligevel til nu som den vægtigste Indsats i Islandsk Billedkunst.\n\nNOTER\nMUSÆET i Bryssel har modtaget som Gave 5 Skitser af Rubens. De tilhører en Serie Fremstillinger af Ovids\nMetamorfoser som Rubens malede 1636, fire Aar før sin Død, til et Jagtslot i Nærheden af Madrid. Billederne,\nsom man hidtil har ment var gaaet tabt, forestiller »Ikaros* Fald«, »Midas Domfældelse«, »Phaétons Nédstyrten«.,\n»Jupiter og Semele« og »Cupido ridende paa en Delfin«. Musæet havde netop nogle Maaneder forinden, som testamen\"\ntarisk Gave modtaget 4 andre Skitser, der tilhører samme Serie, nemlig »Venus Fødsel«, »Mælkevejen«, »Herkules' Tr-\niumf« og »Jason med det gyldne Skind«. Da Musæet i Forvejen besad 3: »Titanernes Fald«, »Hippodames Bortførelse«\nog »Merkur og Argus«, ejer den nu hele Serien paa 12 Billeder.\ni\nFRA ITALIEN. I Anledning af Jubilæumsudstillingen i Rom kæmper to Partier mod hinanden: de, der vil\nafholde en retrospektiv Udstilling, og de, der vil have en Udstilling udelukkende af moderne Kunst. En af Moderni-\nsterne udtaler, at Drømmen om en retrospektiv Udstilling er en Umulighed, i Italien »har i hele det 19. Aarhundrede\nværet et Land uden Kunst . . . «. Ny-Klassicisterne i Frankrig er udgaaet fra David, Romantikerne fra Delacroix,\nPrærafaeliterne er engelske, Whistler amerikansk, Manet og Degas franske. Og i Italien? Intet. Vi maa tilbage\ntil Tiepolo for at finde den sidste italienske Maler. Dersom vi ide sidste hundrede Aar har haft nogle »interessante«\nKunstnere, er det det højeste, man kan sige. Jeg betvivler, at deres Værker retfærdiggør en retrospektiv Udstilling.«\n(Diego Angeli. Giornale d'ltalia).\nI Rom har man aabnet et Farvens Teater, hvor man vil søge nøje at afstemme Belysningen, Dekorationernes\nFarvetone og Skuespillenes Psykologi »for at gøre den dramatiske Handling anskuelig for Øjet.« Som første Forsøg\nvil man opføre Georges Clemenceaus »Lykkens Slør«.—\n400-Aarsdagen for Rafaels Død vil blive fejret ved en Udstilling i Rom, hvor Størstedelen af Rafaels Værker vil\nblive samlet. ,\nDa vi gerne vil reservere de faa indbundne Eksemplarer af Klingens I og II Aargang til ny tilkomne Abonnenter\naf Bladet, gør vi opmærksom paa, at der kun er tilbage c. 40 Eksemplarer af hver Aargang, som faaes paa Klingens\nEkspedition til en, Pris af 25 Kr. for Iste og 50 Kr. for 2den Aargang. Nogen senere Optrykning af Aargangene vil\nikke finde Sted.\n\nKlingen udkommer med et Hefte hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret. Enkelte Hefter 5 Kr. Udgiver: Axel\nSalto. Redaktion: Emil Bønnelycke, S. Danneskjold-Samsøe, Otto Gelsted, Poul Henningsen, Axel Salto og Poul\nUttenreitter. Redaktionens Adresse: Edv. Glæselsvej 1, Kbhn. F. Tlf. Godthaab 1870. Expedition: Poul Henningsen,\nUdbygade 1. Tlf. Nora 3232, hvortil alle Henvendelser angaaende Forsendelser af Bladet, Abonnement o. s.v. bedes\nrettet. Trykning og Litografi udføres i Cato's lit. Etabl. Raderingerne hos Max Kleinsorg.\nKjøbenhavn d. 30. Marts 1920."}, {"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.3", "texte": "HERBERT IVERSEN\n\nMED Herbert Iversen, som døde af spansk Syge den\n9. Februar, mistede det yngste Slægtled en af sine\nstærkeste Viljer, en af sine fødte Førere. Han døde paa et\nFaltighospital i New York, medens han som simpel Ar-\nbejder »i Automobilfaget« uddannede sig til at blive Social-\npolitiker. Han byggede sit Liv paa Selvsyn og Første-\nhaandskendskab. En maskulin Virkelighedssans, en hen-\nsynsløs Sanddruhed og et tilsvarende Mod til at gaa sine\negne Veje fik ham som ganske ung til at afskaffe alle Pri-\nvatlivets Autoriteter og selv tage Ledelsen af sin Udvikling.\nSine sidste Leveaar tilbragte han i England og Amerika\nmed at studere det menneskelige Samfundsliv, som det\nformer sig hos Verdens mest fremskredne Nationer. Paa\nden Maade forberedte han sig til her i Danmark at virke\nfor sin store reformatoriske Ide: Samfundets Gennem-\nrationalisering paa socialistisk Grundlag. Ogsaa det store\nVærk, hvormed han for et Aar siden skabte sig et Navn\nsom Videnskabsmand, dannede et Led Udførelsen af\ndenne Plan. Det skulde en Gang for alle sprede de filoso-\nfiske Taager, opløse de metafysiske Skinproblemer og lægge\nen urokkelig Grund af beskrivende Psykologi under al men-\nneskelig Erkendelse. Naar dette Rydningsarbejde først var\ngjort, skulde man trygt give sig i Lag med de sociale Op-\ngaver uden at kunne faldes i Ryggen med religiøse eller\nspekulative Argumenter.\nDet Standpunkt, hvorfra han angriber al »Filosofi«, er\ni sin bredeste Almindelighed følgende.\nVor Tænkning er en mental Proces (»M T«), som fore-\ngaar paa en Tid, der lader sig bestemme ved Ur eller Ka-\nlender, og til hvert bestemt Klokkeslæt svarer der en be-\nstemt Situation. Hvad vi end tænker paa (Borde, Stole,\nmatematiske Opgaver eller metafysiske Ideer), er vor Tænk-\nning kun en Beskæftigelse med vore egne bevidste Ople-\nvelser, vore mentale Tilstande. I Reglen handler vi da\nganske praktisk og behandler de Ting, vi tænker paa, og\nde Symboler, vi tænker i, saaledes, som om de var andet\nog mere end mentale Tilstande og førte en eller anden ob-\njektiv Tilværelse udenfor Bevidstheden. Denne glatte Brug\naf Ordene er fuldkommen tilstrækkelig i vore sædvanlige\npraktiske eller som han ynder at sige gemytlige Si-"}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.4", "texte": "tuationer. Men vender vi os mistænksomt mod denne vor\nAnvendelse af dem og spørger om, hvad de egentlig talt\ner, maa vi svare, at de egentlig talt er mentale Oplevelser\npaa bestemt Klokkeslæt og i en bestemt Situation. Logi-\nkernes objektive Virkelighed er i og for sig intet som helst,\nog deres Regler og Beviser er heller ikke andet end et\nSlags mentale Oplevelser, nemlig Antagelser, som til et\nandet Klokkeslæt og i en anden Situation maaske viger for\nandre Antagelser. Et Argument er relevant og tager Effekt,\nnaar det fører til en ejendommelig Ja-Oplevelse; irrelevant,\nnaar det fører til en Nej-Oplevelse. Paa Spørgsmaalet om,\nhvad noget egentlig talt er, maa derfor den beskrivende\nPsykologi træde til og undersøge, hvilke bestemte mentale\nTilstande og Processer der foreligger i den givne Situation;\nandet og mere er der egentlig talt ikke! Da nu Psykologien\nhar naaet at skelne saa smaa Tidsenheder, at man ikke\nkan maale dem i Sekunder, men i »Sigmaer« (d.e. Tusinde-\ndele af et Sekund), saa kalder Iversen Psykologens Stand-\npunkt for »Sigmastillingen«. Medens Praktikeren tager en\ngiven Situation »gemytligt«, som om den var noget i sig\nselv, beskuer Psykologen den fra sin Sigmastilling, idet\nhan i et Psykogram bestemmer de mentale Tilstande, som\nden egentlig talt bestaar af.\nDette er Synspunktet i det første af Iversens »To Essays\nom vor Erkendelse.« Men i det andet Essay tager han\nselve Klokkeslættet og dermed Tidens Begreb op til Be-\nhandling. Han maa da sige sig selv, at egentlig talt er kun\ndet præsente Nu (netop nu i dette Øjeblik!) givet, medens\nal Tale 0111 Fortid og Fremtid forudsætter et vist ultra-\npræsent Præg paa dette Nu's Oplevelse og ikke har andet\nend denne Forudsætning at støtte sig paa. Hvad om nu\ndenne Forudsætning var en Illusion? I saa Fald bliver\nder intet andet tilbage som det i egentligste Forstand givne\nend netop det i det præsente Nu oplevede. Denne radikale\nTilintetgørelse af alle Forudsætninger ikke blot af al\nObjektivitet, men af al Fortid og Fremtid kalder Iver-\nsen for »Datumstillingen«. Da denne Stilling er ganske\ngold og sætter al Tænkning i Staa, vover han det »des-\nperate« Spring at regne med Tiden uden Hensyn til den\nyderste Mistænksomheds Indvending, at den kunde være\nen Illusion. Som Psykolog og for at kunne frembringe\nsine Psykogrammer stiller han sig da om fra Datumstil-\nlingen til Sigmastillingen. Endnu skal kun nævnes, at han\npaa denne Stilling konstruerer et med stor Skarpsindighed\ngennemført psykografisk Univers, der hviler paa den For-\nudsætning om Klokkeslæt og Situation, hvorefter alt hvad\nvi oplever derunder hele Verdensbygningen egentlig\ntalt er en mental Oplevelse.\nI en Anmeldelse i »København« rejstes der den Ind-\nvending mod Iversens Bog, at den løb ud i Konsekvenser,\nsom i Virkeligheden er metafysiske, endskønt Forfatteren\nvil afskaffe al Metafysik. Og hans Metafysik bestemtes\nsom beslægtet med Bergsons og Rathenaus og enhver anden\nMetafysik, der opfatter Tilværelsens Væsen som psykisk.\nDenne Kritik kan nøjere præciseres saaledes, at enhver\nTale om, hvad det oplevede, det givne »egentlig talt er,«\ner Metafysik. Ja, dette har egentlig talt altid været Meta-\nfysikkens Problem! To be or not to be! Men det ligger uden-\nfor den beskrivende Psykologis Rækkevidde at lodde de\nDybder, som vi søger at udtrykke ved Symbolet »at være«.\nDen psykologisk farvede Metafysik hviler paa den funda-\nmentale Vildfarelse i den nyere Tids Filosofi: at Sjælens\nVæsen er Bevidsthed. Søvnens og Dødens Kendsgerninger\nmaa tvinge Bevidstheden til at forstaa sig selv som op-\nstaaet i, omfattet af og igen vendende tilbage til den übe-\nvidst skabende Natur. Længere end til at forstaa denne\nsin Situation kan Bevidstheden ikke naa. Det mystiske\nHinsides, den rene Væren kan den ikke udtrykke, og der-\nfor er alle dens Domme om en ydre Virkelighed kun Pro-\njektioner paa Grundlag af det »ultra-individuelle« Præg paa\nvore Oplevelser, som tvinger os ud over at være det ene-\nste Jeg, det eneste Nu, som er til. Vore Virkelighedsdomme\ner et Slags fundamentale Værdidomme, som kun kan vige\nfor Værdidomme af samme Art (112. Ex. nye lagttagelser),\nmen ikke for religiøse, moralske, æstetiske eller andre Ar-\nter af Værdidomme.\nPaa denne Kritik, som dels fremsattes i den ovenfor\nomtalte Anmeldelse, dels i et Brev, svarede Iversen med\net Brev, der her skal trykkes, fordi det giver et meget\nnyttigt Bidrag til en rigtig Forstaaelse af hans Mening.\n263, AVest Uth Str. New York City U. S. A.\n11. Novbr. 1919.\nKære Hr. Kali!\nTak for Brev og Anmeldelse, skrevet 23/io d. A. Jeg\nfinder Deres Referat og Kritik meget billige (ikke:\n»cheap«, men: »judicious«) og paaskønner den venlige\nTone, De anlægger, til Trods for vor Uenighed. Kun\npaa et enkelt Punkt har De grebet ved Siden af, men\nda andre ærede Kritikere har gjort det samme, ligger\nFejlen rimeligvis hos mig selv; jeg har ikke udtrykt\nmig fyndig og energisk nok. Jeg hentyder hermed til\ndette her »desperate Spring« fra Datum-Stillingen til\nSigma-Stillingen og (eventuelt) fra denne til de mere\n»gemytlige« Situationer. De opfatter dette som en Slags\nundskyldende Vending, et Postulat, der skal forsvare\nGrundlaget for I Essay (og eventuelt: Grundlaget for\nde »gemytlige« Videnskaber eller Ræsonnementer); der-\nved ledes De til den snurrige Sammenstilling af mig\nog saadanne Metafysikere som Bergson, Rathenau og\nKant! Well, ud fra Datum-Stillingen er den sigmatiske\nDeskriptivpsykologi ligesaa uforsvarlig, som de gemyt-\nlige Doktriner (112. Ex. Mathematiken) er det ud fra\nSigma-stillingen. Et Hovedpunkt i min Lære er just\nde ulige Situationers ulige Bæreevne (om jeg saa maa\nsige) m. H. til visse forskellige Slags Symbolers glatte"}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.5", "texte": "Brug og Forstaaelse, d.v. s. for visse forskellige An-\ntagelsers ForstaaeJighed og »Gyldighed«. Jeg angriber\nikke vore gemytlige Ræsonnementer (tværtimod tiltaler\nde i Reglen min Smag bedst); jeg paastaar blot, at de\negentlig talt er Nonsens. Med en anden Vending: sligt\nforliges ikke mentalt med en lad os sige »rødlig«\nSituation paa Psykogrammet, men kun med en »blaa-\nlig« 112. Ex., eller om De vil: kun med én af en min-\ndre »dyb« Kulør. Datum-ræsonnementer forliges ikke\nmentalt med sigmatiske Ræsonnementer. Udtrykket\n»desperat Spring« er rent psykografisk, beskrivende Ar-\nten af mine Oplevelser, naar jeg (til et vist Klokkeslæt\netc.) forsøgte at gaa fra II Essay-Grundlaget over til\nI Essay-Grundlaget. Saalænge jeg er i Datum-Stillin-\ngen, er »Tidens« og Deskriptivpsykologiens Skæbne\nmig ligegyldig irrelevant. Saalænge jeg er i Sigma-\nstillingen, er 112. Ex. de mathemaliske Symbolers Brug\neller praktiske Anvendelighed mig ligegyldig; de figu-\nrerer her blot som: visse mentale Tilstande. Derfor er\ndenne Situations-art ikke mere værdifuld el. lign. end\nvisse andre. Psykologien bør befries for »praktisk«\nSmitte, ligesom (i en anden Slags mental Situation)\nKemien allerede er blevet det. Saalænge vi ræsonnerer\n»kemisk«, er de materielle Tings Brugbarhed, Pris,\nSkønhed etc. ganske irrelevante Sager. Før denne Ud-\nrensning, dette »desperate Spring« fandt Sted, havde\nvi Alkemi, Astrologi og sligt, men ingen Videnskab.\nPsykologien er endnu ganske »astrologisk«, om jeg\nsaa maa udtrykke mig; og det er derved, der holdes\nLiv i den umulige »moderne Filosofi« som en særlig\nUniversitets-doktrin. Det falder mig ikke ind at be-\nstride Logikernes Ret til et »desperat Spring«; tvært-\nimod: jeg opfordrer dem til at springe over paa deres\negen professionelle Grund og blive dér, saalænge de\nvil forstaa og bruge deres Krimskrams-symboler »lo-\ngisk«; jeg beder dem ikke beholde det ene Ben ide\npsykologiske eller »filosofiske« Forudsætninger. Jeg\nser ganske relativistisk paa disse uens Situationer,\nhvilket De og andre ærede Kritikere ikke rigtig har\nforstaaet; i det ovenstaaende maa De gerne erstatte »Lo-\ngikere« med »Skakspillere« eller »Kemikere«.\nEn »Virkeligheds-dom« er for mig egentlig talt gan-\nske sideordnet med en »Tids-dom«; det er en Slags\nProjektion af et eller andet kvalitativt datum (»stædigt«\neller »ultra-præsent«). Den glatte Brug af slige »Dom-\nme« karakteriserer just psykografisk visse »gemytlige\nSituationer«. Som flere Gange bemærket bruger jeg\nSituations-navnene »egentlig« og »gemytlig« ganske\nløst og groft orienterende. De rigtige Psykologer maa\nskaffe System i »Situationernes« Terminologi. Jeg\nnægter ikke Muligheden af et »naturligt Univers«, men\ngør opmærksom paa, at alle dets Karakteristika egent-\nlig talt er blotte psykografiske Navne. Vi kender kun\nMTT. Jeg nægter heller ikke (ud fra Datum-stillingen\ni II Essay) Muligheden af successiv mental Flerhed\neller af en saakaldt virkelig (tom eller ikke-tom) lineær\nTid; jeg bemærker blot, at alt hvad vi tillægger disse\nline Sager, er hentet fra et eller andet direkte mentalt\ndatum; en vis MT. af en eller anden bestemt Art. Hvor\nellers skulde det hentes fra? (jeg mener: forudsat\ndet mentale Liv virkelig er tidsligt). Tør De eller tør\nDe ikke forkaste »Nuets Princip«?\nEndnu blot dette: denne tykke, vidtløftige Bog vilde\nsandelig ikke være udkommen paa Originalsproget i\n1918, hvis ikke Forfatteren selv havde betalt klække-\nlig herfor i kontante danske Kroner. Den bliver nu\noversat paa Tysk; om jeg kan faa den ud i London,\ner derimod mere tvivlsomt, hvilket jeg beklager, da\njeg skrev den med England for Øje. Den sælges slet\nikke hjemme. Atter Tak for Deres venlige Tilsendelse.\nDeres hengivne\nHerbert Iversen.\nDette Brev giver et interessant Korrektiv til de to Essays,\nidet Iversens Lære paa flere Punkter faar en naturligere\nog mindre »desperat« Karakter end i Bogen. Især fordi\ndet famøse »desperate Spring« viser sig at være en natur-\nlig og uundgaaelig Projektion ud fra Datumstillingen, som\ni og for sig er ganske gold. Og Projektionen foregaar\nbaade fra Datumstillingen til Sigmastillingen og fra Datum-\nstillingen til de »gemytlige« Situationer, de »stædige«, Lo-\ngikernes o. s.v. Dette er netop Sagen! Iversens Lære er\nen psykologistisk Relativitetsteori (i filosofisk Henseende!),\nder paa én Gang erstatter Erkendelsesteorien og Metafysik-\nken. Ikke desto mindre er det behæftet (i Bogen) med\nvisse metafysiske Slakker, idet det andet Essay unægtelig\ngiver Læseren Indtryk af, at det desperate Spring fra Da-\ntumstillingen til Sigmastillingen ikke blot er uundgaaeligt,\nmen ogsaa langt mere berettiget end Springet til hvilke\nsom helst andre Situationer, fordi disse nemlig »egent-\nlig talt« er mentale Tilstande og derfor smuldrer bort foran\nSigmastillingen. Fra dette Synspunkt er Datumstillingen\nkun det archimediske Punkt, hvorfra Iversen sætter sit psy-\nkologiske Univers i Bevægelse, og Sigmastillingen er hans\nHovedstilling.\nNu ses det imidlertid, at alle »Stillingerne« og »Situa-\ntionerne« har deres relative Berettigelse: man kan blot ikke\nkomme fra den ene til den anden uden ved et desperat\nSpring. Det vil sige, at der hver Gang foregaar en Over.\ngang fra det ene Synspunkt til det andet, uden at Over-\ngangen kan begrundes med andet end selve Kendsgernin-\ngen: saaledes sker det. Datumstillingens centrale Betydning\nindenfor denne Relativitetsteori bestaar i, at den formulerer\ndette: at den præsente Oplevelse er Erkendelsens Grund.\nI denne Betydning maa jeg da give Iversen Ret og be-\nsvare hans -Spørgsmaal, om jeg tør eller ikke lør forkaste"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.6", "texte": "Nuets Princip, saaledes: »jeg anerkender fuldt ud Nuets\nPrincip, fordi den præsente Oplevelse er det Udgangspunkt,\nsom al Erkendelse hviler paa.« Den præsente Oplevelse\ner hverken subjektiv eller objektiv; det er først Projektio-\nnerne ud fra den, som foretages i disse to Retninger og\nskaber Erkendelsen af en ultrapræsent Række af mentale\nTilstande og en ultraindividuel og ultramental Verden. Men\njeg kan ikke give Iversen Ret i, at den ene Projektions-\nretning er mere »egentlig« end den anden; de er begge\nuundgaaelige.\n* *\n*\nTil Brug for en Artikel i »Dansk biografisk Haandlexi-\nkon« havde jeg bedt Iversen om at udfylde et Spørgeske-\nma. Dertil svarede han:\n».... jeg maa bede om at slippe for at komme i\nLeksikonet denne Gang. Der er for nogle Dage eller\nUger rejst lidt Avissnak om mit Navn, fordi Dr. Rubin\nholdt Forelæsninger over »To Essays«, og fordi jeg\nved Siden af at være »Filosof« antoges at være Flyver\n(medens Sandheden er, at jeg for at tjene til Føden\ni Vinter i Chicago har arbejdet lidt med Flyvemaski-\nner og mere med gamle snavsede Automobiler som\nMekaniker (medens min Hovedbeskæftigelse er økono-\nmisk-politiske Studier af alm. Art)... Under disse Om-\nstændigheder er det bedst at vente med dette Stykke\ni »Biogr. Leks.« til Tiden er moden, maaske om nogle\nAar.«\nJeg forestillede ham imidlertid, at Leksikon'et tilstræbte\nen nyttig Forhaands-Orientering. En, som vilde læse »To\nEssays«, kunde 112. Ex. spørge: Hvem er denne Herbert\nIversen? Hvilken Uddannelse og øvrige Forudsætninger har\nhan eller har han ikke?\nDette ombestemte ham. Han sendte en kort Selvbiografi,\net Fotografi og et Brev, hvori det med hans karakteristiske\nSprogbrug hed:\n»Deres Argumenter blev effektive for mig og resul-\nterede i den afgørende »Ja-Oplevelse«, som atter fik\nmig til at skrive vedlagte Selvbiografi og faa vedlagte\nFotografi taget. Jeg haaber, de er brugbare; Deres\nSpørgeskema har jeg desværre kastet bort.«\nSelvbiografien er her:\n»Herbert Utzon Iversen, 112. 26. April 1890 i Nørre\nNebel, Vestjylland. Forældre: Læge Iver Utzon Iversen\n(1862 —1892) og Hustru Elisabeth, 112. Stallknecht (1862\n—1896). Skolegang i Viborg, Horsens og Kjøbenhavn.\nStudent i 1907 fra »Lyceum«, Nørrebro. I 1910 et\nSemesters Studieophold i Berlin. I 1912 Magister-\nkonferens fra Kjbhvn.s Universitet i tysk Sprog og\nLitteratur, med et filosofisk Speciale. Fra 1913—1918\nOphold i England og Skotland, siden Sommeren 1918\ni De forenede Stater. Ægtede i 1915 Frk. Ingeborg\nRoepke-Hansen af Kjøbenhavn.\nForfatter til »To Essays om Vor Erkendelse« (I\nOm Gyldighed, II Om Tid), udgivet paa Aschehougs\nForlag Kjbhvn. og Kria. 1918. Har siden 1912 skrevet\ntil nogle socialistiske danske Blade hjemme og i Chi-\ncago om økonomiske og politiske Emner. Har været\nmere eller mindre aktivt Medlem af forskellige Socialist-\npartier i henholdsvis Tyskland, Danmark, England og\nAmerika. Deltog i Aarene 1911 —1913 i Ledelsen af\n»Studentersamfundets folkelige Foredragsvirksomhed.\nEr særlig ogtaget af social-økonomiske Sysler, dels hi-\nstorisk teoretiske Undersøgelser, dels Studier i Marken\ni forskellige Lande. Har i Amerika arbejdet paa for-\nskellige Værksteder, mest i Automobilfaget og er Med-\nlem af »The International Seamen's Union«.\n\nHerbert Iversen."}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.8", "texte": "AFORISMER OG SENTENSER\nAF LEONARDO DA VINCI.\nFørst maa du beskrive Teorien, og saa Praksis.\n*\nVidenskaben er Kaptajnen, Praksis er Soldaterne.\n*\nDe, der forelsker sig i Praksis uden Videnskab, er lige-\nsom den Skipper, der gaar 0111 Bord i et Skib uden Ror\nog Kompas : han kan aldrig være sikker paa hvor han lander.\n*\nDen, der dadler Matematiken, der er den højeste af alle\nVidenskaber, nærer sig af Forvirring, og vil aldrig være\nmed til at paabyde de sofistiske Videnskaber Tavshed, af\nhvis Modsigelser man kun lærer et evigt Kævl.\n*\nDen, deri en Disput paaberaaber sig andres Autoritet,\nanvender ikke sin Aand, men sin Hukommelse.\n*\nTingenes Væsen staar det ikke i menneskelig Magt at\nbestemme; men en stor Del af deres Virkninger er os be-\nkendt.\n*\nMange vil mene, at de med Rette kan dadle mig, idet\nde hentyder til, at mange af mine Beviser strider mod\nnogle højtansete Mænds Autoritet. Denne Betragtnings-\nmaade er ganske umoden og overser at mine Paastande\ner affødte af den blotte og simple Erfaring.\n*■"}, {"page_pdf": 9, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.9", "texte": "Intet kan skrives, hvorefter der endnu søges.\n*\nGalt gør du, hvis du roser, og værre gør du, hvis du\ndadler, en Ting du ikke forstaar.\n*\nSom et godt tilendebragt Dagværk giver en glad Søvn,\ngiver et vel anvendt Liv en lykkelig Død.\nDu, o Herre! sælger os alle Goder, og deres Pris er\nMøje.\n*\nDen, der vil blive rig paa en Dag, bliver hængt om et\nAar.\nLykkelig den Ejendel, hyorpaa dens Herres Øjne hviler.\nMaleren kæmper og kappes med Naturen.\n*\nEn Maler vil aldrig naa det udmærkede, naar han tager\nen anden Malers Arbejder til Forbillede; men naar han\nlærer af Tingene i Naturen, vil han bære god Frugt. Saa-\nledes gik det dem, der efterlignede Romerne, og som blev\nved med at efterligne hinanden, til deres Kunst fra Gene-\nration til Generation sank stedse dybere i Forfald. Efter\ndem kom Florentineren Giotto, der var født i ensomme\nBjerge, som kun beboedes af Geder og lignende Dyr. Med\nsin naturlige Tilbøjelighed for Malerkunst begyndte han\nderoppe paa Klipperne at tegne Gederne i deres forskel-\nlige Stillinger; og saadan begyndte han at eftergøre alle\nDyr, der fandtes, saa han tilsidst, efter et langt Studium,\nikke blot overgik sin Tids Mestre men ogsaa mange for-\ngangne Aarhundreders. Efter ham gik det atter tilbage\nmed Kunsten, fordi alle efterlignede hans Billeder, og saa-\ndan gik den fra Aarhundrede til Aarhundrede stedse mere\ni Forfald, til Florentineren Tomaso med Tilnavnet Mo-\nsaccio i sine fuldkomne Værker viste, hvorledes de, der\nvar gaaet ud fra andet end Naturen, som er Mestrenes\nLæremester, arbejder forgæves.\nDerfor vil jeg om hine matematiske Ting sige, at de,\nder kun studerer Forfatterne og ikke Naturens Værker, i\nKunsten er Børnebørn, ikke Børn af Naturen, de gode\nForfatteres Læremester. Hvor taabeligt at dadle dem,\nsom lærer af Naturen og lader Forfatterne, som er Elever\naf Naturen, staa.\n•*\nAt Maleren ikke er rosværdig, naar han ikke er alsidig.\nDet er indlysende, at de tager fejl, der kalder den Ma-\nler for god, som kun forstaar at lave et Hoved eller en\nFigur. Det er ikke noget stort, at en, naar han hele sit\nLiv kun studerer en eneste Ting, tilsidst naar en vis Fuld-\nkommenhed deri. Men jeg, der ved at Maleriet omfatter\nalle Ting, som Naturen frembringer og som iværksættes\nved Menneskenes lejlighedsvise Virksomhed og overhovedet\nalt, hvad der kan forstaas med Øjet jeg synes, at den\ner en sørgelig Mester, der kun kan lave én Figur godt.\nJa, ser du da ikke, hvor mange og hvilke Bevægelser, der\nalene gøres af Mennesket? Ser du ikke de mange for-\nskellige Dyr, og paa samme Maade Træerne, Urter, Blom-\nster, Egnenes Mangfoldighed, baade bjergfulde og flade,\nKilderne, Floder, Byer, offentlige og private Byg-\nninger, Værktøj egnet til menneskeligt Brug, forskelligar-\ntede Dragter, Ornamenter og Kunstværker? Om alle disse\nTing gælder det, at de i lige Grad skal beherskes af den,\ndu vil kalde en god Maler.\n*\nFørst maa man lære Lemmerne og deres Funktinoner,\nog naar man har erhvervet sig denne Kundskab, maa man\nundersøge de tilfældige Stillinger, Mennesket kan komme\ntil at indtage, og for det tredje lære at komponere Sce-\nnerne, hvortil Studiet skal ske efter de naturlige Ge-\nbærder, saadan som de passer til hvad der sker. Man\nskal gøre sine lagttagelser paa Gader, Torve og Marker\nog notere dem ved et kort Omrids af Linierne: nemlig\nsaadan at man til Hovedet laver et O og for en Arm en\nlige og en bøjet Linje og paa lignende Maade med Benene\nog Kroppen; naar man saa kommer hjem, skal man tegne\ndisse Erindringer i fuldkommen Form.\nMan kan indvende, at for at naa praktisk Færdighed,\ner det bedre at anvende den første Studietid til at efter-\ntegne forskellige Kompositioner, der er lavede for Papir\neller Fresko af forskellige Mestre, hvorved man hurtigt\nnaar god Praksis og Øvelse. Herpaa maa svares, at denne\nØvelse vil være god, hvis den finder Sted efter godt kom-\nponerende Værker af lærelystne Mestre. Men da der fin-\ndes saa faa saadanne Mestre, er det sikrere at gaa til Tin-\ngene i Naturen end til daarlige Efterligninger af dem og\nderved tilegne sig daarlige Vaner. Den, der kan gaa til\nKilden, bør ikke gaa til Vandspanden.\nEn Regel, man maa indprente de unge Malere.\nVi ved, at Synet er en af de hurtigste Virksomheder,\nder gives, og i et Øjeblik opfatter talløse Former; ikke\ndesto mindre opfatter det ikke mere end én Ting ad Gan-\ngen. Antager vi, at du Læser, med et Blik overser hele\ndette beskrevne Blad og straks dømmer, at det er fuldt af\nforskellige Bogstaver, saa vil du i samme Tid ikke far-\nin aa at erkende, hvad det er for Bogstaver, og hvad de\nbetyder. Derfor maa du tage Ord for Ord, Linie for Li-\nnie, for at faa Kendskab til disse Bogstaver. Paa samme\nMaade maa du, naar du vil bestige en Bygnings Tinde,\nbekvemme dig til at tage Trin for Trin; ellers er det u-\nmuligt for dig at komme op. Saaledes siger jeg ogsaa til\ndig, hvis Natur driver dig til Malerkunsten, at hvis du vil\nskalle dig sandt Kendskab til Tingenes Former, saa be-\ngynd med deres Enkeltheder, og gaa ikke fra det ene til\ndet andet, før du vel har indprentet dig og indøvet det\nførste, og bærer du dig anderledes ad, saa øder du din\nTid og kan være vis paa, du forlænger din Studietid be-"}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.11", "texte": "tydeligt. Og husk vel paa, snarere at lære Arbejdsomhed\nend Rutine.\nNødvendig for Maleren er den Matematik, der hører til\nMaleriet, og at undvære Selskab, der er fremmed for hans\nStudier, og en Hjerne, der kan forvandle sig efter Forskel-\nligheden af de Genstande, der møder ham, og som er fri\nfor andre Sorger . . .\nOg først og fremmest maa han af Sind ligne Spejlets\nOverflade, der forvandler sig til lige saa mange forskellige\nFarver som de Genstande har, der spejler sig. Og det Sel-\nskab, han søger, maa ligne ham i hans Studier, og finder\nhan ikke et saadant Selskab, saa lad ham omgaas med\nsine egne Betragtninger, da han, naar det kommer til\nStykket, ikke har Udsigt til at finde et nyttigere Selskab.\nv£\nPerspektiven er Maleriets Tømme og Ror.\nJeg har personlig gjort den Frfaring, at det ikke er til\nringe Nytte, naar du i Mørket ligger i Sengen, at forsøge\npaa at genkalde dig Overfladelinierne af de Former, du\ntidligere har studeret, eller andre bemærkelsesværdige Ting,\nder forstaasved fin Overvejelse. Det er en anbefalelsesværdig\nog nyttig Metode til at indprente Tingene i din Hukommelse.\nEn Maler, der har plumpe Hænder, vil ogsaa male plumpe\nHænder, og paa samme Maade med andre Lemmer, naar\nikke et langt Studium afholder ham derfra. Derfor skal\ndu, Maler, vel betragte den Del af dit Legeme, der er den\nhæsligste, og paa dette Punkt ved Hjælp af Studium op-\nnaa en Forbedring; hvis du nemlig er bestialsk, bliver og-\nsaa dine Figurer bestialske og uden Fornuft, og paa lig-\nnende Maade vil alt hvad du har i dig af ondt og godt,\nrøbe sig i dine Figurer.\nHvilke Skikkelser eller hvilket yndefuldt levende, du\nend maler, saa fly det træede, o: de skal bevæge sig i\nKontraposter, eller rettere sagt: de skal bevæge sig balan-\ncerende fremad, saa de ikke ligner en Kæp.\nMen dem, du vil fremstille som stærke, skal du ikke\nlave saadan, undtagen i Hovedets Drejning paa Skuldrene.\n■*\nOm Valg af den Luft, der giver Ansigterne Ynde.\nHvis du havde en Gaard, som du efter Ønske kunde\nbedække med et Lærredstelt, saa var det et godt Lys. Vil\ndu male en, saa mal ham ved daarligt Vejr eller naar det\nbegynder at skumre, idet du stiller ham med Ryggen op\nmod Muren i Gaarden. lagttag paa Gaden, naar Aftenen\nnærmer sig, eller Vejret er daarligt, Mænds og Kvinders\nAnsigter, og se, hvor megen Ynde og Sødme, de da ejer.\nDerfor, Maler, skal du skaffe dig en Gaard med sort svær-\ntede Mure og med en Smule Tagfremspring over Murene.\nDen skal være 10 Alen bred og 20 lang og 10 høj, og naar\ndet er Solskin skal du spænde Lærredet over den eller\nmale en Time før det bliver mørkt og ellers naar det er\nskyet eller taaget. Dette er den fuldkomne Luft.\nIngen Figur er god, hvis den ikke i en eller anden Ge-\nbærde udtrykker Sjælens Lidenskab.\nDen Figur er den bedste, hvis Gebærde bedst udtrykker\nden Lidenskab, der besjæler den.\n•v.\nOm at bedømme hvad man selv maler.\nVi ved, at man lettere ser Fejlene i andres Arbejder end\ni sine egne, og ofte, naar du bebrejder andre deres smaa\nFejl, overser du dine store. For at undgaa en saadan\nMangel paa Selverkendelse, ska! du først og fremmest\nsørge for, at du behersker Perspektiven; endvidere skal\ndu have fuldstændig Kendskab til Menneskets og andre\nDyrs Maal; og endelig skal du være en dygtig Arkitekt,\nfor saa vidt det er nødvendigt for Formen af Bygninger\nog andre Ting, der befinder sig paa Jorden, og hvis For-\nmer er utallige. Jo større Kendskab du har til dem, des\nrosværdigere vil dit Arbejde blive. Og de Former, du ikke\nhar i Hovedet, skal du ikke forsmaa at tegne efter\nNaturen.\nFor at ikke Legemets Komfort skal skade Sjælens Vækst,\nskal Maleren eller Tegneren holde sig ensom, og især naar\nhan hengiver sig til de lagttagelser og Betragtninger, der\nuafbrudt frembyder sig for Øjet og giver Hukommelsen\nStof at opbevare. Naar du er alene, er du helt din egen,\nog ledsages du blot at en eneste Ledsager, tilhører du kun\nhalvt dig selv, og gør det des mindre, jo mere paatræn-\ngende dine Omgangsfæller er, og omgaas du mange, saa\nindvikler du dig i en hel Række af den Slags Vanskelig-\nheder. Og vil du indvende. »Jeg passer mine egne Ting;\njeg holder mig lidt for mig selv for bedre at kunne be-\ntragte Formerne i Naturen,« saa svarer jeg, at det gaar\nikke, fordi du ikke kan det, uden hyppigt at laane deres\nSnak Øre, og da ingen samtidig kan tjene to Herrer, saa\nvilde du kun daarligt passe dine selskabelige Pligter, og\nendnu daarligere vilde Resultatet af din kunstneriske lagt-\ntagelse blive. Og siger du: »Jeg holder mig saa langt\nborte, at deres Ord ikke kan naa mig og forstyrre mig,«\nsaa svarer jeg, at man vil erklære dig for forrykt. Og\nser du da ikke, at hvis du handlede saaledes, vilde du\nogsaa være alene?\nvC*\n. . . Naar du gaar over Markerne, saa sørg for, at din\nOpmærksomhed vender sig mod forskellige Genstande, idet\nden saaledes binder en Krans af mangfoldige udsøgte Ting.\nOg gør ikke som saa mange Malere, hvis Indbildnings-\nkraft løber træt, saa de lader deres Værk staa, og gaar ud\nfor at adsprede sig, hvorved de ikke befries for den aan-\ndelige Træthed, der hindrer dem i at se og optage Tin-\ngene i deres Sind. Og mens de hvert Øjeblik møder og\nhilssr paa Bekendte og Venner, ser og hører de intet og\nerfarer ikke mere, end om de havde mødt lige saa meget\nLuft."}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.13", "texte": "To Digte\nAf Fredrik Nygaard.\n\n22—12.\n0 ODAFTEN kære, puhha, forpustede Veninde,\nsom troligt trodser Sporvognstur og Snesnap og Regn\nmen nej! Hvad er det for en Stjerneglans, som sødmer dine Øjne?\nGenskin af det første Foraars kolde Himmeltegn?\nDu ser ud aa, jeg ved ikke\nHar du sejret i et Slag?\nLigemeget. Lad os tænde vore Sjæle med en glødende Oporto\npaa denne det danske Aars dysterste Dag —!\nOg har du før nynnet lidt vel decemberdæmpet,\nnu er du fyldt med en himlende Sopran!\n1 Dag svinger Solen mod det vintervaade Danmark,\ni Dag stemmer kalejdoskopiske Drømme os op i et yngre og lysere Plan\n\nNarkose.\nI\nOYGEPLEJERSKEN ind med en ren, hvid Dragt.\nJeg ifører mig Linnedet.\nSkafottet, tænker jeg\nog traver ind paa Operationsstuen.\nII\nVærsgo aa smid Dem paa S mærtens Leje,\nsir en lille grim Mand med opsmøgne Ærmer.\nOg træk Vejret roligt, formaner Assistenten,\nsom lægger Ætermasken paa mig.\nNej, der sker ingen Ting.\nDe kan jo høre at Lægen gaar helt henne\ni den anden Ende af Værelset, ikkesandt?\nJo, sir jeg\nOg jeg kan se, at De har Lorgnetter,\nog at De smiler,\nog nu rører Frøken Sørensen ved min Halslinning\nog Hov! Hold op! Jeg skal le. Hah!\nHold dog op, sir jeg.\nMin Hjerne. I sprænger den!\nEller er det Sphærerne, som synger?\nEr det Sphæ Sphæ Sphærerne, som\nAaa"}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.14", "texte": "III\nHvad er det? Der kommer en Mand. Goddag. Goddag.\nRar Mand. Pænt Tøj og Skæg.\nIh, det er jo min Far?!\nOg dér kommer en Ølvogn. Og en Høstak. Og to Spejlæg.\nMen det er jo latterligt!\nDet er jo ganske smaa Smaating.\nAaa nu husker jeg det hele:\nJeg er blevet opereret, ja. Og jeg har talt i lange, lange Tider\nJeg har fornærmet d'Herrer Opsprættere, men jeg er saa glad, saa glad.\nSe hvor Livet og Jorden spænder sig ud for mig, Frk. Sørensen,\nstraalende Perspektiver\nJeg vil, hysss kære Søster, jeg vil betro Dem,\nat min Sjæl svinger endnu delvis derude i Solskinnet\nnej, ryst ikke paa Hovedet,\nJeg sir Dem, jeg har været et Svip i Himmerig!\nDet blir man altsaa henrykt af.\nDer er bare een Ting Hvad er det nu —?\nJo: Aase rejste til England i Aftes.\nAamen, der er jo altid een Ting\nHvad sir De?\nVar jeg helt umulig?\nNynnede jeg?\nHerregud, det var da heller ikke saa mærkeligt.\nMin Sjæl har endnu et Anstrøg af blaat\njeg har hørt Solen synge,\njeg har badet min Aand i kaade Uendeligheder\nJeg vil op! jeg vil dø! Jeg vil danse!\nJeg vil ja, ja, nu skal ieg være rolig.\nNu er den vist ogsaa ved at vende tilbage\ntil sit elendige Hylster\nKommunehospitalet 14. 1.—20."}, {"page_pdf": 16, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.16", "texte": "BREVE FRA ARLES\n(FRA VINCENT VAN GOGH TIL E. BERNARD)\n\nTEG har lejet et Hus, udenpaa pudset gult og indeni\nhelt hvidt, lige midt i Solen.\nJeg har malet følgende Opstilling: en Kaffekande af\nblaa Emaille, en dybtblaa Kop med Underkop, en Mælke-\nkande med hvide og blegkobalt Terninger, en Vase med\norange og blaa Mønstre paa hvid Grund, en blaa Majoli-\nkakrukke med rosa Blomster og grønbrune Blade, det Hele\npaa en blaa Borddug mod en gul Baggrund. Det giver en\nSymfoni af blaa Toner, der faar Liv ved en Skala fra Gult\ntil Orange. Saa har jeg endnu en Opstilling: Citroner i\nen Kurv mod gul Baggrund. Endvidere en Udsigt fra\nAries: af Byen selv ser man kun nogle røde Tage og et\nTaarn, det øvrige stikker i det Grønne (Figentræer), alt-\nsammen helt i Baggrunden og ovenover det en smal Stribe\nblaa Himmel. Byen er omgivet af mange Enge, der er\noversaaet med Løvetand, et gult Hav. Disse Enge afskæ-\nres helt foran af en Grav, der helt er fyldt med violette\nIris. Mens jeg malede paa det, blev Græsset netop slaaet,\nderfor er det kun blevet en Studie og ikke noget færdigt\nBillede, som jeg havde haft til Hensigt. Men hvilket Mo-\ntiv! Et Hav af gule Blomster med Barren af violette Iris\nog i Baggrunden den kokette, lille By med dens skønne\nKvinder!\n%\nEt teknisk Spørgsmaal sig mig engang din Mening.\nSort og Hvidt, saadan som vi køber det i\nvil jeg udenvidere sætte paa Paletten og bruge som de er.\nNaar jeg i en grøn Park med rosenrøde Veje ser en helt\nsortklædt Herre, 112. Eks. en Fredsdommer, der læser In-\ntransigeant, og over ham Himlen i det reneste Kobalt (du\nforstaar nok, at det er den japanske Forenkling af Farven,\njeg taler om), hvorfor i Alverden skulde jeg ikke male\nFredsdommeren i rent Sort og Intransigeant i rent Hvidt?\nJapaneren ser bort fra Reflekserne og sætter flade To-\nner ved Siden af hinanden karakteristiske Streger, der\nnaivt fastholder Bevægelser eller Former. I en anden\nTankerække: I et Farvemotiv, der 112. Eks. fremstiller en\ngul Aftenhimmel, kunde man til Nød male en kridhvid\nMur, der staar mod Himlen, med en krads hvid Farve\neller med rent Hvidt, dæmpet ved en neutral Tone; Him-\nlen giver den nemlig en let lila Tone. I dette naive\nLandskab, der skal forestille en helt hvidtet Hytte (selv\nTaget er hvidtet), som staar i et orangefarvet Terrain\n(Sydens Himmel og Middelhavet fremkalder et intensivt\nOrange, da de blaa Toner er saa kraftige), giver den sorte\nDør, det sorte Vindu og det lille sorte Kors paa Taget en\nKontrast af Sort og Hvidt, der er lige saa velgørende for\nØjet som Modsætningen mellem Orange og Blaat.\nEndnu et morsomt Motiv efter den samme Teori: En\nKone i en sort- og hvidternet Dragt i det samme enkle\nLandskab med den blaa Himmel og den orange Jord.\nDet er fuldkommen tilstrækkeligt, at Sort og Hvidt er\nFarver (i det mindste kan de i mange Tilfælde anses for\nFarver), deres Kontrast er nemlig lige saa pikant som 112.\nEks. Graat og Rødt. Japanerne benytter sig for Resten\nnetop af disse Toner, de udtrykker vidunderlig smukt en\nung Piges matte, blege Teint og den pikante Kontrast til\ndet sorte Haar med fire Penselstrøg paa hvidt Papir; paa\nsamme Maade med deres sorte Tornebuske, som de over-\nstrør med utallige hvide Blomster.\n*\nEndelig har jeg set Middelhavet og har tilbragt en Uge\ni Saintes-Maries. For at komme derhen, rejste jeg med\nPosten gennem Camargue, forbi Vinbjerge, Enge og fladt\nLand som i Holland. I Saintes Maries saa jeg Piger, der\nfik en til at tænke paa Gimabue og Giotto ranke og\ntynde og lidt bedrøvede og mystiske. Ved Stranden, der\ner helt flad og sandet, ligger smaa grønne, røde og blaa\nSkibe, saa nydelige i Farve og Form, at man kommer til"}, {"page_pdf": 17, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.17", "texte": "at tænke paa Blomster. De sejles af bare én Mand og\ngaar aldrig ud paa høj Sø; de sejler kun ud, naar Vinden\ner svag, og vender tilbage, hvis den bliver for stærk.\nJeg havde stor Lyst til ogsaa at se Afrika. Men jeg\nlægger ingen bestemte Planer for Fremtiden. Alt kommer\nan paa Omstændighederne. Hvad jeg vilde lære at kende,\nvar Virkningen af en dybere blaa Himmel. Fromentin og\nGérome saa Syden farveløs, og en hel Mængde Folk gør\ndet samme. Herregud, naar man tager tørt Sand i Haan-\nden og holder det tæt foran Øjnene, ja set paa den Maade\ner naturligvis Vand og Luft ogsaa farveløse. Der gives\nintet Blaa uden Gult og uden Orange, og naar I maler\nBlaat, saa mal ogsaa Gult og Orange ikke sandt?\nJeg befinder mig her i Syden afgjort bedre end i Nor-\nden. Jeg arbejder selv om Middagen i fuldt Solskin uden\nen eneste Skygge og er saa veltilpas som en Cikade.\nHavde jeg blot lært dette Land at kende i 25-Aarsalderen\ni Stedet for nu jeg er 35. Men dengang var jeg begejstret\nfor det Graa eller rettere sagt for det Farveløse, jeg drømte\naltid om Millet og havde mine Venner i Kredsen Mauve,\nIsraels o. s.v.\n*\nDegas er som Maler mandig og upersonlig, netop fordi\nhan personlig er tilfreds med at leve som simpel Borger\nog ikke bryder sig om at »nyde Livet«: han ser Menne-\nskene vrimle om sig og maler dem saa godt, fordi han\nikke som Rubens gør Krav paa at være Kavaler og Leve-\nmand . . .\nFornylig opdagede jeg her en lille Radering af Rem-\nbrandt og købte den, en mandlig Aktstudie, realistisk og\nligetil. Han staar lænet mod en Dør eller Søjle i et dy-\nstert Interiør; en Solstraale strejfer fra oven det sænkede\nAnsigt og det kraftige, røde Haar. Man kommer til at\ntænke paa Degas, saa sandt og stærkt opfattet er hans Legeme.\nSig mig engang, har du nogensinde set ordentligt paa\n»Oksen« eller »Det Indre af en Slagterbutik« i Louvre?\nDet har du vist ikke. Det vilde være mig en ren Fornøj-\nelse, at tilbringe en Morgen sammen med dig i Hollæn-\ndernes Galeri. Alt det lader sig ikke beskrive, men foran\nselve Billederne skulde jeg vise dig saadanne Herligheder\nog Vidundere, at du vil forstaa, hvorfor jeg først i anden\nRække beundrer de Primitive. Jeg er nu engang saa lidt\nexcentrisk!\nEn græsk Statue, en Bonde af Millet, et hollandsk\nPortræt, en nøgen Pige af Courbet eller Degas denne\nrolige, gennemarbejdede Fuldkommenhed bevirker, at de\nPrimitive og Japanerne ved Siden af forekommer mig som\nSkrift mod Maleri. De interesserer mig uhyre meget, men\net afsluttet Kunstværk gør i sin Fuldkommenhed ligesom\ndet Uendelige haandgribeligt, faar os til fuldt at nyde Skøn-\nheden og giver os en Følelse af Uendeligheden . . .\n*\nJeg har netop malet et Portræt af en ung Pige paa 12\nAar: brune Øjne, sort Haar og sorte Øjenbryn, graagul\nTeint, mod en hvid Baggrund, der er stærkt tonet med\nVeronesergrønt, i blodrødt Liv med violette Striber og\nblaa Nederdel med stortærnet orange Mønster, og i den\nnydelige lille Haand holder hun en Oleanderblomst. Jeg\ner blevet saa træt og udmattet, at jeg slet ikke kan skrive.\n*\nHvis vi engang var sammen i Louvre, vilde jeg gerne\nse paa de primitive sammen med dig. Jeg gaar stadig\nmed den største Kærlighed til Hollænderne, først og frem-\nmest Rembrandt, som jeg tidligere har studeret saa ind-\ngaaende. Og saa Potter. Han maler paa en 4—6 Meter\nstor Flade en hvid Hingst, der vrinsker brunstig og despe-\nrat, og ovenover den en dyster Uvejrshimmel, og Dyret\nstaar der ganske ene i den vaade Engs sart grønne Uen-\ndelighed. I disse gamle Hollændere stikker overhovedet\nHerligheder, der slet ikke kan sammenlignes med noget\nandet!\nJeg sender dig i Dag et Par Skitser efter Studier i Olie;\npaa den Maade lærer du Naturmotiver at kende, som har\nbegejstret den gamle Cézanne. Crau ved Aix er nemlig\nomtrent som Omgivelser ved Tarascon og Crau her. Ca-\nmargue er endnu simplere med store Strækninger daar-\nlig Jord, hvor der ikke vokser andet end Tamarindebuske\nog stridt Græs som Spartogræsset i en Ørken.\nJeg ved, hvor meget du holder af Cézanne, saa jeg gaar\nud fra, at du vil blive glad for disse Skitser fra Provence.\nIkke at der er nogen Lighed mellem en Tegning af mig\nog en af Cézanne, lige saa lidt som mellem Monticelli og\nmig; men jeg elsker det samme Land lidenskabeligt, som\nde har elsket, og af de samme Grunde for Farvens og\nden logiske Tegnings Skyld.\nMed det fælles Arbejde, som jeg skrev om, mente jeg\nikke, at to eller tre Malere skulde arbejde paa samme Bil-\nlede; jeg tænkte paa forskelligartede Arbejder, der allige-\nvel hører sammen og kompletterer hinanden. De tidlige\nItalienere, de tyske Primitive, Hollænderne og de egent-\nlige Italienere danner de ikke uvilkaarligt sammenhæn-\ngende Grupper?\nEgentlig danner jo ogsaa Impressionisterne en Gruppe,\ntrods alle deres ulykkelige Borgerkrige, hvori den ene sø-\nger at opæde den anden med en Iver, der var en bedre\nSag værdig.\nI vor nordiske Skole er Rembrandt Herren og Mesteren,\nog hans Indflydelse gør sig gældende hos alle, der kom-\nmer i hans Nærhed. Potter 112. Eks. maler Dyr i Brunst\nog Lidenskab i lige saa lidenskabelige Omgivelser, i Uvejr,\ni Solskin, i Høstens Melankoli, mens han, før han lærte\nRembrandt at kende, var smaalig og tør.\nRembrandt og Potter, det er Malere, der hører sammen\nsom Brødre, og selvom Rembrandt aldrig har gjort et Pen-\nselstrøg paa Potters Billeder, saa skylder alligevel Potter\n(og Ruysdael) ham det bedste i deres Værker, det Moment,\nder griber os om Hjertet, naar vi'forstaar at se et Stykke\naf det gamle Holland gennem deres Temperament.\nOgsaa de rent materielle Vanskeligheder, en Maler har\nat slaas med, gør Sammenhold og Samarbejde ønskelig\n(akkurat som paa Skt. Lucas Gildernes Tid). Hvis de prak-\ntisk hjalp hinanden og holdt af hinanden som gode Kam-\nmerater i Stedet for at skændes og slaas, vilde Malerne\nblive mere lykkelige og i al Fald ikke saa latterlige, dumme\nog nederdrægtige.\nMen nok om det. Livet gaar saa hurtigt, at vi ikke har\nTid til baade at diskutere og handle. Derfor er det, at\nvi for Tiden er ude paa høj Sø, hver for sig i sin lille\njammerlige Baad ene paa Tidens vældige Bølger.\nEr det en Renæssance eller et Forfald? Vi kan ikke\nselv dømme derom, vi staar selv midt deri, og vor Dom\ner underlagt alle Perspektivens Forvrængninger. Hvad der"}, {"page_pdf": 18, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.18", "texte": "sker omkring os antager sansynligvis overdrevne Former\ni vore Øjne baade hvad angaar vore Uheld og vore\nFortjenester.\n*\nI Dag har jeg igen arbejdet haardt. Hvad mon du vilde\nsige om mine nuværende Arbejder? I al Fald vilde du\nikke finde Cézannes samvittighedsfulde og næsten ængste-\nlige Penselstrøg i dem. Men da jeg maler det samme\nLandskab, Crau og Camargue, skønt fra en lidt anden\nKant, saa kan der jo nok være nogle Ligheder i Farven.\nUvilkaarlig maa jeg tænke paa Cézannes kejtede Pensel-\nføring (undskyld Ordet »kejtet«) i mange af hans Studier,\nder sandsynligvis er optaget under stærk Nordenvind\njeg kæmper selv med de samme Vanskeligheder, saa jeg\nforstaar, hvorfor Cézannes Pensel ofte er saa sikker og\nofte saa kejtet: Sagen er, at hans Staffeli har vaklet.\nNogle Gange har jeg arbejdet rasende hurtigt inaaske\ner det en Fejl, men det er der ikke noget at gøre ved.\nF. Eks. »Sommeraften«, der er 30 cm i Kvadrat, har jeg\nmalet færdig i ét Træk. At tage fat paa det en anden\nGang er mig rent umuligt, og ødelægge det har jeg heller\nikke Lyst til. Jeg er jo netop gaaet ud i stærk Norden-\nvind for at male det. Er det ikke langt snarere Tankens\nStyrke vi søger end den rolige Penselføring, og er det\noverhovedet muligt, altid at male roligt og regelret, naar\ndet drejer sig om et Arbejde, der udføres i den første In-\nspiration direkte paa Stedet og efter Naturen? Det er lige\nsaa umuligt, som naar man fægter.\nGid dog nogle Kunstnere vilde slutte sig sammen for at\narbejde sammen paa store Ting. Saa kunde Kunsten\nmaaske i Fremtiden opvise Prøver derpaa. Man\nmaa slaa sig sammen om de nødvendige Billeder for at\nkunne overvinde de materielle Vanskeligheder. Men saa\nlangt er vi desværre ikke endnu med den bildende\nKunst gaar det nu engang ikke saa hurtigt som med Lite-\nraturen.\nJeg skriver til dig i Dag som i Gaar, i Hast og helt ud-\naset _ i Øjeblikket er jeg ikke i Stand til at tegne, Ar-\nbejdet i Morges ude paa Marken har fuldstændig udtømt\nmine Kræfter. Hvor Solen her i Syden trætter!\nJeg er aldeles ude af Stand til at bedømme mine egne\nArbejder, jeg kan ikke se, om Studierne er gode eller daar-\nlige. Jeg har syv Studier af Korn meget mod min\nVilje kun Landskaber, allesammen holdt i en gylden Tone\nog malede i vanvittig Fart saadan som Høstmanden\narbejder i den brændende Sol, helt optaget af den Tanke:\nat faa saa meget som muligt lagt paa Skaar.\n*\nUdsmykningen af Huset lægger fuldstændig Beslag paa\nmig, og jeg tror og haaber, at det vil blive ganske smagfuldt,\nselv om det nok bliver meget forskelligt fra hvad du laver.\nJeg er meget nysgerrig efter at se Skitser fra Pont-Aven,\nmen du maa sende mig en udførligere Studie. Naa, du\ngør det nok altsammen saa godt som muligt, jeg holder\nnemlig saa meget af dit Talent, at jeg med Tiden vil an-\nlægge en lille Samling af dine Værker. Det har altid rørt\nmig, at japanske Kunstnere ofte arrangerer den Slags ind-\nbyrdes Byttehandler. Det viser dog, at de holder af hin-\nanden og holder sammen og lever i broderlig\nEnighed og ikke i Intriger. Jo mere vi kommer til at\nligne dem paa dette Punkt, des bedre vil det gaa os. Det\nlader ogsaa til at flere af disse japanske Kunstnere kun\ntjente meget lidt og levede som simple Arbejdere. Jeg har\nen Reproduktion af en japansk Tegner: et eneste Græs-\nstraa! Hvilket Mønster paa Samvittighedsfuldhed! Jeg\nskal ved ved Lejlighed vise dig det.\nDe bedste Planer og Beregninger gaar saa ofte i Vad-\nsken ; lader man derimod staa til og drager Fordel af Til-\nfældet og af hvad Dagen bringer, saa faar man lavet en\nhel Del gode Ting, man ikke havde forudset.\nTag dog en Tur til Afrika, du vil blive henrykt over\nSyden og udvikle dig til en stor Kunstner. Ogsaa Gau-\nguin skylder Syden en stor Del af sit Talent. Jeg har nu\ni et Par Maaneder optaget Sydens stærke Sol i mig.\nResultatet af dette Eksperiment er for mig, koloristisk set,\nat Delacroix og Monticelli bliver staaende og det er\nmed Urette, at man plejer at regne dem til de rene Ro-\nmantikere, og anser dem for Kunstnere med en overdre-\nven Fantasi. Ser du, Syden, som Gérome og Fromentin\ngengav saa tørt, er allerede her et Land, som kun kan\ngengives med Koloristens Farver.\nI min Skitse >Haven« er der maaske noget i Retning\naf »fløjlsbløde Tæpper, vævet af Blomster og Græs«. Paa\nalle dine Citater vilde jeg helst svare dig med Pennen\nmen ikke med Ord. Jeg er ikke oplagt til Diskussion i\nDag, jeg stikker nemlig til op over begge Ører i Arbejde.\nJeg har lavet to store Pennetegninger, skal jeg sige dig, et\nendeløst fladt Land, set i Fugleperspektiv fra Toppen af\nen Høj: Vinbjerge, Stubmarker, der taber sig i det fjerne\nog gaar som et Hav lige til Horisonten, der begrænses af\nBakkerne ved Crau. Det ser ikke japansk ud, men i\nVirkeligheden har jeg aldrig lavet noget saa japansk. En\nforsvindende lille Arbejder, et lille bitte Tog, der kører\ngennem Kornmarkerne det er alt det Liv, man ser.\nTænk dig engang: da jeg en af de første Dage kom\nderhen, sagde en Maler og Ven af mig: »Det vilde være\nvanvittigt kedeligt at male.« Jeg svarede ikke derpaa, men\nfandt Landskabet saa herligt, at jeg ikke engang gad skælde\nden Idiot ud som han fortjente. Jeg gik derhen Gang\npaa Gang og har lavet to Tegninger af det det flade\nLand, hvori der ingenting findes, intet uden Uendelighe-\nden og Evigheden. Naa, mens jeg staar og tegner kom-\nmer der en Fyr, ikke Maler men Soldat. Jeg spørger ham:\n»Undrer det dig, at jeg finder det lige saa smukt som Ha-\nvet?« »Nej, det undrer mig ikke (han kendte godt Havet),\nat du finder det lige saa smukt jeg finder det endnu\nsmukkere end Havet, fordi det er beboet.«\nHvem af dem havde nu mest Forstand paa Kunst, Ma-\nleren eller Soldaten? Efter min Mening Soldaten synes\ndu ikke ogsaa?\nJeg vil male Mennesker, Mennesker og atter Mennesker,\ningenting har den Betydning for mig som alle disse tobe-\nnede, ligefra Svøbelsesbarnet til Sokrates, fra Pigen med\nsort Haar og hvid Hud til Pigen med gult Haar og tegl-\nrødt og solbrændt Ansigt. Men foreløbig maler jeg andre\nTing.\nJeg har dog ogsaa en Figur, en fuldstændig Fortsættelse\naf nogle af mine hollandske Billeder fra den Tid, »Kar-\ntoll'elspiserne« 0.5.v., og jeg vilde gerne have, at du ogsaa\nskulde se denne her. Det er stadig Studier, hvori Farven\ner saa afgørende, at en Sort paa Hvidt-Tegning slet ikke"}, {"page_pdf": 20, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.20", "texte": "kan gengive det. Jeg havde tænkt paa at sende dig en\nstor og omhyggelig Tegning af Billedet; men den kom til\nat se helt anderledes ud, skønt den var ganske korrekt:\nkun Farven kan give en Fornemmelsen af den glødende\nLuft om Høsten ved Middagstid og i bagende Hundedags-\nhede; savner man det, er Billedet ikke det samme Billede.\nGauguin og du, I ved, hvad en Bonde er, og hvor meget\naf Dyret, der maa være i ham, hvis han skal være af den\nrigtige Race.\nJeg tænker paa at dekorere mit Atelier med et halvt\nDusin Solsikker; det skal blive en Dekoration, hvor de\ngrelle eller brudte Chrom-Toner eksploderer paa en Baggrund\naf forskellige blaa Farver, fra det sorteste Veronesergrønt til\nPariserblaat og indfattet i smalle Lister, malet med gyldent\nGult . . .\nAk, vi skøre Hjerner hvilke Nydelser beredes os ikke\naf vore Øjne! Men Naturen hævner sig paa Dyret i os,\nog vor Krop er elendig og ofte en jammerlig Byrde. Alle-\nrede siden Giotto, der var sygelig, har det været saadan.\nMen hvilken Øjenlyst og hvilken Latter finder vi ikke hos\nRembrandt, den gamle Løve med sin leende tandløse\nMund, et Tørklæde bundet om Hovedet og Paletten i\nHaanden.\nDen Gang Gauguin var i Aries, lod jeg mig, som du\nved, forføre til at arbejdet ud af Hovedet en sort Dame,\nder læser en Roman i et gult Bibliotek. Jeg syntes den\nGang, dette abstrakte Maleri var meget tillokkende. Men\ndet er et fortryllet Land, og pludselig staar man foran en\nuoverstigelig Mur.\nMaaske man kan vove sig i Kast dermed efter et Liv\nfuldt af mandig Søgen og Stræben, efter haarde Kampe\nAnsigt til Ansigt med Naturen. Men jeg vil ikke forelø-\nbig rende mit Hoved itu derpaa, og hele Aaret igennem\nhar jeg slidt i det med Arbejde efter Naturen uden\nTanke paa Impressionisme eller noget som helst andet.\nEn eneste Gang har jeg givet mig frie Tøjler paany et\nnyt Fejlgreb og nu har jeg nok af det. Nu arbejder\njeg paa »Oliventræer« og studerer den graa Himmels for-\nskellige Virkning mod gul Jordbund og mod det sortegrønne\nLøv eller dybviolet Jord og Løv mod en gul Himmel\neller gulrød Jord mod en sortgrøn og rosa HimmeL\nDet interesserer mig alligevel mere end alle Abstraktioner.\nNaar jeg i saa lang Tid ikke har skrevet til dig, saa er\ndet, fordi jeg ikke havde Lyst til at diskutere, og ogsaa fordi\njeg saa en Fare i den megen Reflektion jeg maa kæmpe mod\nmin Sygdom og holde min Hjerne klar.\nVed roligt Arbejde kommer de bedste Motiver af sig selv,\nHovedsagen er at hærde sig i Virkelighed uden nogen\nforudfattet Plan og uden nogen Parole fra Paris.\nløvrigt er jeg meget utilfreds med dette Aar, men maa-\nske vil det vise sig at danne en solid Basis for det næste.\nJeg har ladet mig fuldstændig gennemtrænge af Højenes\nog Frugthavernes Luft, og nu maa vi se, hvad jeg faar ud\naf det. Hele min Ærgerrighed indskrænker sig nu til en\nlille Plet Jord: Korn, der spirer, en Olivenhave, en Cy-\npres (der forresten ikke er let at male)."}, {"page_pdf": 23, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.23", "texte": "Min Kærest har mange Sind. Intet er mig ukært.\nJeg byggede Huse til min Kærest et for hver af hen-\ndes Sind hendes Sommersind, hendes Snesind, hendes Løv-\nspringslængsel, hendes Smil i Hindbærtiden.\nVarm rød Sandsten brugte jeg til Vinterhuset, gul Mur\ntil Vaaren, Granstammer til Høsten og til Sommeren et skin-\nnende Telt.\nMen min Kærest har flere end fire Sind og hver har\nbragt mig stor Glæde. Derfor lagde jeg Haver om mine Huse.\nTolv Haver anlagde jeg tre ved hvert Hus. Min Nyt-\naarshave var dansende Fyr og Gran over Sne og grønt Mos.\nI Marts skulde min Kærest se ud over tre tusinde blomstrende\nPebertræer. I April vandre mellem hejreslanke Birke. I Juli\nsove paa en Jordbærskrænt. I September bryde Stilken paa\nrøde Svampe med sin Sko.\nMegen Flid kostede det, mange Tanker og fjorten Tu-\nsind Dukater, men omsider var alt godt, og jeg bød min Kæ-\nrest til mig.\nHendes Glæde var stor og skøn. Hun sang som en Irisk\nmellem Havernes Grene. Hun blev længe og vilde aldrig bort.\nMen bestandig boede hun i det hvide Telt om Høsten og\ni Granhuset om Vaaren. Hun gled paa Irisdammen i Februar\nog var i Bregneskoven mens de røde Pebertrær stod i Brand.\nHun sov paa Jordbærskrænten i April og skred mellem de\nunge Birke i Højsommeren.\nDog tyktes hun mine tolv Haver var dejlige. Og min\nPande blev som et runkent Æble af Grublen over min Kæ-\nrestes Sind.\n\nJOHANNES BUCHHOLTZ\n\nSkrevet til Klingen Marts 1920."}, {"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.25", "texte": "Indhold og form.\nI anledning af en udst. af kinesisk kunst i kunstindustrimusæet.\nS. Danneskjold-Samsøe.\nT7I tænke os motivet: en skrivende dreng. Kendetegn:\nhovedet paa skævs, pegelingren i spids trekant over\npenneskaftet. Vi tænke os endvidere at dette motiv, den\nskrivende dreng, har symbolsk betydning, og altid, hvor\ndet fremkommer, viser tilbage til en eller anden mythe og\nforstaas af alle. Tillige, at Kunsten gennem uvilkaarlig\nudvælgelse er standset ved de to ovenfor nævnte kende-\ntegn, som traditionen efterhaanden har fæstnet urokkeligt\nog generation efter generation arbejdet paa at give med\nstørst mulig klarhed og anskuelighed. Har vi forestillet\nos alt dette, er vi inde paa livet af de til hælvten bundne\nopgaver, som i fortiden overalt, hvor kunsten traadte i\nreligiøse og lilosoliske ideers tjeneste, udgjorde det kunst-\nneriske arbejdes faste basis. Noget var givet med opga-\nven og noget overladt til kunstneren selv, der kunde bygge\ndirekte paa forgængeres arbejde og dog med lejlighed til\nen fuldt personlig løsning.\nDen kinesiske maler og kunstkritiker Sie-Ho, der levede\ni det 5.—6. aarh., opstilles følgende seks afgørende billed-\negenskaber : 1) besjælthed og levende bevægelse, 2) pen-\nselsskriftens skelet, 3) naturtroskab, 4) farvefordeling,\n5) komposition, 6) agtelse for traditionen. Dette skema\nkan mer en én kunstretning underskrive, det er den gamle\nkinesiske malerkunst selv, der maa vise os, hvad Sie-Hos1\nmening var dermed. Denne malerkunst viser sig at have\net dobbelt »indhold«. Synligt for os ligger naturgengivel-\nsen, den lyttende hjort, den svajende bambus, den ensomme\nvandrer. Her finder vi 1 og 2: besjæltheden, den levende\nbevægelse og naturtroskaben, alle dele saa fuldttonende,\nsom nogen kunst har kunnet give dem. For os, der ken-\nder senere tiders stof og rumilluderende experimenter, er\nkinesernes kunst naturtroskab under forenklingens form,\nfor kineseren er den derimod fuldt illuderende realisme,\nhvad talrige kunstneranekdoter vidner om. Der fortælles\nsaaledes om Wu Tao-tze, en af oldkinas største kunstnere\n(c. 750 e. Chr.), at han, da han ønskede at indgaa til\nevigheden, blot klappede i hænderne foran en dør, han\nhavde malt i et af sine vægmalerier i kejserpaladset. Dø-\nren aabnede sig, Wu Tao-t/e gik derind, det var i en vid-\nunderlig grotte, døren lukkede sig og kunstneren blev ikke\nset mere. Ved Siden af objektivt »indhold« har omtrent\nalt ide kinesiske billeder symbolsk betydning, udtrykker\ngængse oldkinesiske mythiske og poetiske tanker, i kine-\nsernes øjne maaske billedernes rette egentlige »besjælthed«.\nDisse forestillinger var et æmnefond, fællestemaer, der til-\nlod utallige variationer ud fra selvstændige naturiagttagelser.\nNaar visse nutidsmennesker i en udstillingskatalog læser\nen betagende bil led ti tel, ledsaget af skønne vers, tro de,\nat dermed er ogsaa billedet dejligt. Herimod var kineseren\nsikret ved de øvrige anførte billedfordringer: farvefordeling,\nkomposition og penselskriftens skelet.\nEtsteds staar skrevet, vistnok hos Julius Lange, at stil\n»er en konsekvent gennemført afvigelse fra virkeligheden\ni kunstnerisk øjemed.« Denne definition var udmærket,\nhvis virkeligheden var en fortegning og ikke det chaos,\nden er. Den kinesiske kunstners arbejde med virkelighe-\nden bestaar ikke i hvad vi kalder naturstudium, tegning\nog maleri i marken. Dels indlever han sig almenmenne-\nskeligt ide forskellige naturstemninger, dels studerer han\nnaturenkelthedernes, 112. eks. planternes, bygning og vækst-\nlove, paa delte grundlag gaar han til arbejdet og optræner\nsig til med stedse større sikkerhed og enkelhed at kunne\ngive naturen billedmæssigt, altsaa en erindringens og kund-\nskabens ekstrakt. Midlet dertil er »penselskriftens skelet«,\nkunstnerens fabelagtige kalligrafiske sikkerhed. Det fuld-\nbaarne kunstværk er her som overalt resultatet af sam-\nmensmeltningen af objektiv virkelighedsiagttagelse og sub-\njektivt ornament, ornament her ikke i betydningen bevidst\npynteform, men i betydningen af personlig opleveform,\nsaaledes som den fremkommer under sindets krav paa ty-\ndeligt udtryk.\n\nGABESTOKKEN\n\nJUL. SALOMONSEN: Tillægsbemærkninger om\nDysmorphismens sygelige Natur. (Levin og Munksgaard).\nSjælden har man set et ynkeligere Nederlag, end det\nProf. Dr. Carl Jul. Salomonsen led med sit Skrift om\nDysmorfismen. Ikke én fremragende dansk Kunstner eller\nPsychiater kom ham til Hjælp. Af alle de Anmeldelser,\nSkriftet fremkaldte, husker jeg kun to rosende. Den før-\nste var at Mærket Fbg. i Nationaltidende, hvorbag skjuler\nsig samme højtbegavede Kunstkritiker, deri sin Tid vakte\nPanik ved at opdage en helt ny og betydelig Mester i Kob-\nberstikkunsten, Anon, aabenbart en Franskmand, der skyldte\nsin Oprindelse at de anonyme Billeder i den paa-\ngældende Udstillings Katalog var betegnet med en nærlig-\ngende Forkortelse. Den anden Tilhænger af Salomonsen\nvar en Journalist, jeg tror i Horsens, der glædede sig me-\nget over, at den berømte Professor »Carl Jul. Simonsen«\nendelig havde faaet taget Livet af den moderne »Dysmor-\nfinisme«.\nHvad der virkede saa oprørende ved Salomonsens Bog, der\njo ellers nærmest kunde synes at opfordre til en blot spø-\ngefuld Behandling, var især to Ting:\nFor det første hans Mangel paa Følelse for det fornær-\nmelige i hans Beskyldning. Han syntes at mene, at man\nblot behøver at udstyre sig med en qvasividenskabelig\nMaske for ustraffet at kunne sigte sine Medborgere for\nat lide af Sindssyge. Salomonsen skulde en Gang udfra\nnogle Paraleller mellem de Forestillinger om en personlig\nDjævel, som der er saa rig Lejlighed til at studere paa\nSindsygehospitaierne, og saa den kirkelige Tro paa Djæv-\nlens Eksistens og Virksomhed, prøve paa at fremsætte en\nPaastand om, at alle danske Præster, vel at mærke de\nvirkelig troende iblandt dem, faldt udenfor den normale\nVariationsbredde. Professoren vil næppe have vanskeligt\nved at forestille sig det Hyl af Indignation, hvormed han\nvilde blive mødt. Ved at rette sit Angreb mod Kunstnere\nhar Prof. Salomonsen kunnet gøre Regning paa Bifald"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.26", "texte": "nøjagtig fra de borgerlige Krese, der vilde have stenet ham,\nhvis Angrebet udfra akkurat samme videnskabelige Præ-\nmisser havde været møntet paa Præsterne. Prof. Sa-\nlomonsen har ved sit Skrift sikkert ikke opnaaet at over-\nbevise andre end dem, der paa Forhaand var enige med\nham, fordi de nemlig heller ikke forstod et Suk af det\nhele, hvad der jo nok i Længden kan virke lidt irriterende\npaa ens Selvbevidsthed.\nFor det andet: Oprørende var den Mangel paa viden-\nskabelig Metode, hvormed en Universitetslærer og Dr. med.\nher mente at kunne gaa til Værks. Prof. Salomonsen for-\nsynder sig mod den elementære Regel for al Kunstkritik:\nikke at udtale sig om Billeder, man ikke har set. Han\nhar ikke gjort noget Forsøg paa at studere de »Patienter«,\nhvis Diagnose han stiller. Han er i selve denne Diagnose\nsaa vaklende, at han ikke engang ved, om han skal gribe\ntil Schizophreni eller til en epidemisk Ophidselsespsychose.\nOg han viser i Valget af de Billeder, han bruger til Doku-\nmentation, en æstetisk Smag, der svarer til, om mani en\nBedømmelse af moderne dansk Literatur mellem hinan-\nden vilde henvise til Johannes V. Jensen og Harald Raage!\nNaar Prof. Salomonsen nu fremturer med en ny Piece:\n»Tillægsbemærkninger om Dysmorphismens sygelige Natur<r,\ner der Grund til at beklage den Forblindelse, der forhin-\ndrer ham i at se. at han har sat en Plet paa sit viden-\nskabelige Navn.\nDer er derimod ikke nogen Grund til at plukke disse\nBemærkninger fra hinanden i Enkeltheder. Atter her mø-\nder vi den kendte Salomonsenske Løshed, naar han 112. Eks.\npaa Skriftets første Tekstside taler om, at den moderne\nKunst i sin »Flugt fra Naturen« har faaet et »Stempel,\nder virkede frastødende, forfærdende og uforstaaeligt paa\nalle dem, der ikke var klare over, at de her stod over-\nfor sygelige Aandsprodukter«. Der gives dog ogsaa dem,\nder hverken anser moderne Kunst for frastødende eller\nsygelig. Vi møder atter den Salomonsenske Raahed i\nSmagen, der faar ham til at jævnstille Schmidt Rotluffs\nlige saa modbydelige som talentløse »Christus« med Pi-\ncassos »Kvindelig Student«,. der (efter Gengivelserat dømme)\ner saa fuld af dynamisk og skøn Realitet. (Hvad Salo-\nmonsen forstaar ved Tegnekunst, faar man et Begreb om,\nnaar man hører ham tale om »Politikens udmærkede\nTegner Andreasen«.) Og paa sædvanlig forvirret Maade\nsammenblander Prof. Salomonsen Futurisme, Kubisme og\nDysmorfisme ll2. Eks. naar hans kriver: »For en Tid og\nen Slægt, der regner de futuristisk-kubistisk-dysmorphi-\nstiske Frembringelser for høj Kunst, har de store gamles\nVærker selvfølgelig ingen Værdi ud over den historiske«.\nProf. Salomonsen vil have meget vanskeligt ved at bevise\nat deri førende »kubistiske« Krese hersker Mangel paa\nRespekt for »de store gamles Værker«. Men som sagt,\nder er ikke Grund til at gaa i Enkeltheder.\nResten af Prof. Salomonsens Piece optages dels af en\nRække Stikprøver paa dadaistisk Poesi, dels af en Henvis-\nning til Fænomenet Tungetale, som Salomonsen glemte at\nnævne i den foregaaende Piece i sin Opremsning af smit-\nsomme Psychoser.\nSom Prøve paa den dadaistiske Poesi anfører Prof. Sa-\nlomonsen følgende Digt af Picabia:\nAmerikansk Spyt\nMaven [soml en mekanisk domino\n[i] de tykke Buge Taage\nsludrer i Ilmarch Støv\nog lider af Sherryens Tørhed i Kugleflaske,\nEn fantastisk Reddike stejler\ni Form af et Flaskeskaar\nved Siden af Forellen, der er en Telefon.\nI en Lommebog [fra?] Zanzibar\nkommer det nøgne under Transportmidler.\nDette minder mig om Slipsesløjfer alene i en Kupe,\nTrappen hoster tilligemed Gasblusset mine Brødre\nMen hvad har dette aabenbare Galimathias med det\ncentrale i Tidens Kunst at gøre? Prof. Salomonsen\nhar ingen Sans for æstetisk Værdiforskel. Stort og smaat,\nSkidt og Kanel, Udartninger, famlende og mislykkede For-\nsøg, Hovedværker, alvorlige Bestræbelser, rene Dilettante-\nrier og Tøjerier alt rodes sammen i en Gryde til Be-\ngrebet den »moderne Kunst«. Det er en lignende Mangel\npaa Sans for Betydningsforskel, der ødelægger Prof. Salo-\nmonsens Bevisførelse, naar han først peger paa »moderne«\nKunst, saa paa Flagellantisme eller Tungetale og saa siger:\nMinder det ikke en hel Del om hinanden? Skulde det\nmon ikke være beslægtet? Forstaar Prof. Salomonsen vir-\nkelig ikke, at den saakaldte moderne Kunst er et vidtstrakt\nLand, der rummer de forskelligste Fænomener, akkurat\nsom 112. Eks. den moderne Lægevidenskab rummer de for-\nskelligste Fænomener, ligefra den Videnskabsmand, der\narbejder i klog Forstaaelse af sin Begrænsning og i übrø-\ndelig Fastholden ved den videnskabelige Metodes Princip,\ntil den overfladiske Polyhistor og den kloge Kone i Vemb.\n\nOtto Gelsted."}, {"page_pdf": 27, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200330-01.1.27", "texte": "Novemberklubben af 1920.\nT TNDER Navn af »Novemberklubben« er deri Odense dannet en ny Kunstfor-\nening. Bestyrelsen bestaar af: cand. juris. Poul Uttenreitter, Kerteminde, (For-\nmand), Sparekassefuldmægtig J. W. Larsen, Odense, (Viceformand), Underarkivar\ncand. juris. Seesten, Odense, (Sekretær), Kunsthandler og Træskærer Niels Bang,\nOdense, (Kasserer) og Maleren Johannes Larsen, Kerteminde.\nKlubbens Formaal er at skabe og udbrede Interesse for moderne Kunst ved\na. at indkøbe og blandt Medlemmerne fordele Kunstværker (Malerier, Akvarel-\nler, Tegninger, grafisk Kunst, Skulpturer og dekorativ Kunst) hovedsagelig af\nunge og yngre danske Kunstnere,\nb. ved Lejlighed, og naar Klubbens Midler tillader det, Udgivelse af Pjecer eller\nBøger om moderne Kunst og Kunstnere samt Afholdelse af Udstillinger, og\nc. ved Sammenkomster i Niels Bangs Hus i Odense at drøfte fælles Interesser\nindenfor Klubbens Rammer. *\nMedlemmer kan kun optages efter Forslag af et Medlem og med Styrelsens\nBilligelse. Medlemmerne er bundne for en Periode paa 4 Aar. Ønsker et Medlem\n*x „ ■\nat udtræde af Klubben maa Udmeldelsen ske senest J/2 Aar inden en Periodes Ud-\nløb. Kontingentet er 50 Kr. aarlig.\nFor Kunstnere, der optages som Medlemmer, kan Kontingentet bestaa af Kunst-\nværker efter derom indgaaet Aftale mellem Styrelsen og vedkommende Kunstner.\nValget af det Kunstværk, deri det givne Tilfælde træder i Stedet for Kontingent,\nskal i hvert enkelt Tilfælde godkendes af Styrelsen.\nFordelingen af Kunstværker foregaar paa følgende Maade: Styrelsen indkøber\nefter bedste Skøn, hvad Klubben i Egenskab af Klub for moderne Kunst har Brug for\nog Raad til, og disse Indkøb suppleres med de Kunstværker, der er kommet i Klub-\nbens Eje som Kunstnerkontingent eller som Gave. Af den derved fremkomne Ge-\nvinstrække udtager Styrelsen hvert Aar i Oktober Maaned et Antal Gevinster sva-\nrende til saavidt muligt Halv- eller dog mindst Fjerdedelen af Medlemsantallet og\ni et af hver Periodes 4 Aar svarende til hele Medlemsantallet. Hver Gevinst inde-\nholder et eller flere Kunstværker. Der trækkes hvert Aar Lod blandt samtlige Med-\nlemmer saa betids, at deri Indkaldelsen til den ordinære Generalforsamling, der\nafholdes den anden Mandag i November Maaned, kan gives Medlemmerne Med-\ndelelse om deres Vindernummer. Gevinsterne er udstillede fra 1. November og indtil\nGeneralforsamlingen. Den, der har faaet det laveste Nummer, vælger først mellem\nGevinsterne, dernæst vælger Indehaveren af det næstlaveste Nummer o. s.v. Gevinst-\nvalget ledes af Styrelsen. Gevinsterne skal være afhentede inden den paafølgende\n1. December.\nTillader Klubbens Kassebeholdning det, kan der desuden hvert Aar fremstilles\nen mindre Kunstgenstand (112. Eks. en Radering, et Træsnit eller et Litografi) i et til\nMedlemsantallet svarende Antal Eksemplarer, der fordeles mellem samtlige Med-\nlemmer.\nKlubbens Love faas ved Henvendelse til Niels Bangs Hus, Kongensgade 12,\nOdense (Tlf. Odense 2342)."}]}