{"numero_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_sha256": "18b973a6caac627452af849bc13063fb47828ea7b4eda4241afddb6e4511efd4", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1920/05/15_01/bmtnaag_1920-05-15_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1920/05/15_01/bmtnaag_1920-05-15_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c002", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 568, "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nDen fri Udstilling. Af J.\nSelvportræt. Fot. efter Henri-Matisse.\nTh. Philipsen. Af Ernst Goldschmidt.\nLitografi af Karl Larsen.\nLeon Battista Alberti og Grundlæggelsen af den kritiske\nÆstetik. Af Otto Gelsted. »\nIndskrift. Digt af Kai Friis-Møller.\nEn Malers Optegnelser. Af Henri-Matisse. (La Grande\nRevue 1908). Oversat af Sonja Jeppesen.\nLitografi af Svend Johansen.\nFot. efter Henri-Matisse.\nLitografi af Svend Johansen.\nAtlantis. Digt af Emil Bønnelycke.\nNoter. Tilsendte Bøger.\nTræsnit paa Omslaget af Helge Jensen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c003", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.3", "titre_corps": "DEN FRI UDSTILLING", "titre_sommaire": "DEN FRI UDSTILLING", "signature_source": "J", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.2", "debut_caractere": 570, "fin_caractere_exclue": 5050, "texte": "DEN FRI UDSTILLING\nJ.\nUDSTILLINGEN gør overvejende et mismodigt Indtryk, Billederne virker ensformigt og udtryksløst, og hvor der fin-\ndes en virkelig Intention, er den altfor ofte havnet i Formalisme eller blevet stikkende i Kaos.\nDet siges, at de ældre Malere beundrer Rembrandt og Rafael. Men man ser overmaade lidt til Bestræbelser\nfor at opnaa de Egenskaber, der prydede disse to hedengangnes Billeder. Man spørger sig ofte, hvad det egentlig er,\ndisse ældre Malere finder saa beundringsværdigt hos Rembrandt. For det kan da ikke være hans Rigdom og Præcision\ni Farven eller Rafaels klare og harmoniske Billedopbygning? For da maatte man vel finde omend svage Spor\nderaf i deres egne Billeder! Det kunde se ud, som om de mente, at de ved at gøre alle deres Farver tilpas grumsede,\nvilde opnaa at faa dem til at staa sammen, men selv om Fejlene i Farven der, hvor mani det hele taget kan tale\nom Farve bliver mindre iøjnefaldende, findes de der dog, og det hele virker omtrentlig og utilfredsstillende. Billed-\nopbygningen er den tilfældige fotografiske. Overflødigt at nævne Navne, de er Brødre i Synden allesammen.\nVi maa i Willumsens Billeder som altid før beundre hans hensynsløse Kraft til at slaa sin Opfattelse af Tin-\ngene fast. Man forbløffes over den dristige og karakterfulde Maade, hvorpaa Dobbelportrættet af Marstrand og Philip-\nsen er tegnet, men Farven er brutal som ogsaa ide fleste af hans andre Billeder paa Udstillingen. Til Trods for at\nden gule Farve i Nadverbilledet er drevet op til en Højde, der blender Øjet, virker Billedet fattigt i Farven. Man kan\nikke værge sig mod det Indtryk, at Willumsen har skruet sig ud over den Patos, hvori han ellers bevæger sig, og er\nkommet i betænkelig Nærhed af det uartikulerede Brøl.\nAf de unge* er det utvivlsomt Karl Larsen, der ejer den sikreste medfødte Malerbegavelse. Hos ham mærker vi\nden umiddelbare og inderlige Følelse for Farven. Overfor hans smaa Stilleben har man en Fornemmelse ligesom af\nnoget organisk levende, løftet over i et højere Plan den Fornemmelse af noget usigeligt, noget vi ikke har skabt\nBegreb for, og som alene Billedkunsten kan give Udtryk. Det er med Sorg, vi alligevel konstaterer, at Karl Larsen,\nnaar man betragter hans Billeder under ét, maa siges at befinde sig i en Sløjhedsperiode. Vi savner den Koncentration\nog Anspændelse, som laa bagved hans gamle Billede »Trappegangen«. Han har ide større Billeder manglet den Energi,\nder var nødvendig til at fastholde hans Hensigt, de er i billedmæssig Henseende flydt ud og i deres Elegance blevet\ntomme og fade i Farven.\nHos Ernst Zeuthen møder vi en ren Vilje og en smuk Opfattelse af Billedmotiverne, men til Trods for de kraf-\ntige og festlige Farver savnes den paalidelige Rigdom i Farven, der gør, at den bliver noget mere end bare smuk Farve.\nSamler man Indtrykket af hans Billeder fra ifjor og iaar, er det Ønske man vil nære for den talentfulde og sympatiske\nKunstner, at han maa opnaa stærkere at arbejde Form og Farve sammen og paa den Maade opnaa et større indre\nLiv i Billedet.\nMan indrømmer gerne Kræsten Iversens forbløffende Dygtighed i Farve og Farvebehandling; men det bliver for\nmeget ved et besnærende Overfladebedrag. Det er mange Gange, som var det kun et smukt Stof, mah saa. Man vilde\nønske at se den store Form kraftigere akcentueret, saa vilde alle disse Raffinements i Detaillerne og den dygtige Be-\nhandling af Enkeltformen komme bedre til deres Ret.\nAndreas Friis' Hønsebillede er smukt opfattet, og der er en Finhed og Holdning over det, som vilde gøre sig\nstærkere gældende, hvis det var baaret oppe af en større Udfoldelse af Temperament.\nHos Povl Jerndorff har man et Eksempel paa, at en Mand ikke bliver bedre ved at krybe i en moderne Form.\nHvad Kubisterne mente med deres Forenkling var bl. a. at opnaa en kraftigere og mere konsekvent Billedopbygning.\nMen det er saa langtfra, at Jerndorff har opnaaet dette i sine kubistisk paavirkede Billeder, at man tværtimod har en\nFornemmelse af et Stillads, der braser sammen. Noget lignende gør sig gældende i hans naturalistiske Landskaber:\ndet er ligesom den ene Form slaar ned, hvad han forsøger at bygge op med den anden.\nMere fuldkommen død Formalisme end Harald Hansens skal man lede længe efter. Vi er ikke engang tilbøjelige\ntil at yde ham Anerkendelse for Dygtighed. For den rutinemæssige Dygtighed han repræsenterer, kan man finde i lige\nsaa høj Grad hos enhver nogenlunde habil Plakattegner i Udlandet. Det har ikke Spor med Malerkunst at gøre."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c006", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c006", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 4, "image_fin": 4, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.5", "titre_corps": "F. 1840—D. 1920.", "titre_sommaire": "F. 1840—D. 1920.", "signature_source": "Ernst Goldschmidt", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3983, "texte": "THEODOR PHILIPSEN\nF. 1840—D. 1920.\nErnst Goldschmidt.\nTHEODOR PHILIPSEN var en gammel Maler, næsten\nblind, og nu er han død. Dette Blad er helliget alt\nhvad der er ungt og seende, alt hvad der lever. Alligevel\nhar Klingen bedt om nogle Ord ved den gamle, blinde\nMalers Grav. Og med Rette: Thi da Theodor Philipsen\nvar ung og kunde, se, da var han gammel, men alt som\nAarene gik, blev han ung og seende. Ingen anden i dansk\nKunst har haft en saadan Udviklingsgang. Overfor hans\nUngdomsarbejder fra Treserne er det vanskeligt at spaa,\nat han skulde blive den Farvernes og Lysets Budbringer,\nsom han blev.\nDa Philipsen som 35-aarig rejste ud, til Studierne i\nParis, havde han allerede for sig et Publikum, der paa\nden aarlige Charlottenborg Udstilling fandt Næring for sin\nTrang til Kunstnydelse, og bag sig en ret righoldig Pro-\nduktion, deri ingen Henseende skilte sig ud fra den, der\nhavde hjemme paa dette, den danske Kunsts officielle\nArnested. Selv større Arbejder, paa hvilke han satte alle\nKræfter ind, som hans Hjenwenden fra Markedet, ved hvil-\nket han i 1871 konkurrerede til den Neuhausenske Præ-\nmie, eller Heste der rides til Svømning, med hvilket han i\n1874 vandt den, er ringe som Malerkunst, tamme, genre-\nmæssige. Gennemgaaende er hans Arbejder fra den før-\nste Periode, med faa Undtagelser, übetydelige, ofte udyg-\ntigt, ja dilettantisk malte; det var umuligt at forudse, at\nderes Skaber skulde blive en af Danmarks ypperste Kunst-\nnere. Midt i Halvfjerdserne kom Philipsen saa til Paris.\nTreserne og Halvfjerdserne havde set den store franske\nKunst fra Trediverne gaa i Graven. En Tue betegnede\nDelacroix' og Rousseau's timelige Rester. Millet, Courbet\nog Corot fulgte snart efter. Og (som ved anden Lejlighed\npaavist af disse Linjers Forfatter) stod danske Kunstnere,\nderi Halvfjerdserne kom til Paris, fremmede overfor Arv-\ntagerne efter de Store, overfor det Nye, som dengang gry-\nede i Frankrigs Kunst. Da Kroyer kom til Paris, søgte\nhan til Bonnat. Og da Philipsen i Halvfjerdserne vendte\nhjem fra Paris, kendtes det paa hans Arbejde, at han var\ngaaet i Lære hos de Døde fremfor hos de Levende, der\nstod midt i Dagens Strid. Særlig Rousseau og Troyon\nhavde været hans Læremestre.\nOg dog skulde Theodor Philipsen blive den første dan-\nske Maler, der kom til at se paa det Nye som noget andet\nog mere end »en fremmed Kulturs sære Blomster«. Det\ner hans uvisnelige Fortjeneste, at han som Maler opdagede\nat »det Nye« var en til alle Tider gyldig Udtryksform.\nMen det spores først langt senere i hans Billeder. Han\ntog Tilløb gennem Aaringer og hans maleriske Opfattelse\nudvikledes langsomt, især efter hans Opdagelse af Salt-\nholmen: først henimod Slutningen af Firserne havde han\ngjort Springet.\nHan havde næppe dermed, som Weilbach engang\nbelærte sin Samtid om, paavirket af den hele urolige Be-\nvægelse i Kunsten, svigtet sit Talents rette Grundvold.\nTværtimod, det nye Farvesyn og den nye Teknik voksede\nsammen med hans Naturopfattelse. Ved dem i Forening\nskaber han sine ypperlige Billeder fra Dyrehaven, fra\nSaltholmen, sine dejlige Billeder fra Kastrupvejen, eller fra\nfremmede Steder, han søger Lyset og Farven, sønder-\ndeler den, hvor det er fornødent for at fange Luftens og\nTonernes Perspektiv, fornemmer intenst og virker ved\nkølige og varme Nuancer i Koloriten, der giver denne\ndens egentlige Liv. Og med sine seneste Arbejder nær-\nmer han sig den nye Tid: Cézannes Ord, at der ikke\nfindes Form eller Modellering, men kun Kontraster, at\nFormen har sin største Fylde, hvor Farven har sin stør\nste Rigdom, Matisses esprit du mouvement kan illustreres\nved Eksempler blandt Philipsens Senværker. Stort i An-\nslaget og med stærk og levende Silhuetvirkning, gentog\nPhilipsen i sin Alderdom sin Ungdoms kære Motiver.\nHans seneste Billeder kunde stundom virke som en visio-\nnær Fortættelse af et helt langt Livs lagttagelser, Summen\naf et Livs Erfaring. De fortalte lidt om hans svigtende\nSyn, men de fortalte mere om en Ungdomskærlighed, der\naldrig kunde dø."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c009", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c009", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 6, "image_fin": 7, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.7", "titre_corps": "LEON BATTISTA ALBERTI OG GRUNDLÆGGELSEN AF DEN KRITISKE ÆSTETIK", "titre_sommaire": "LEON BATTISTA ALBERTI OG GRUNDLÆGGELSEN AF DEN KRITISKE ÆSTETIK", "signature_source": "Otto Gelsted", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5369, "texte": "LEON BATTISTA ALBERTI OG GRUNDLÆGGELSEN\nAF DEN KRITISKE ÆSTETIK\n\nMAN kan skelne mellem to Grupper af Arkitekter:\ndem, der søger at løse deres Opgave væsentlig under\nSmags- og Nyttehensyn og dem, der opfatter Arkitek-\nturen som en selvstændig kunstnerisk Disciplin, der først\nog fremmest maa forme sig som et metodisk Arbejde med\nrent kunstneriske Værdier. Det er Striden mellem disse to\nGrupper, der har givet Leon Battista Albertis Navn dets\noverordentlige Aktualitet. Han er dog mere nævnt end\nlæst. Hans æstetiske Grundanskuelser er nedlagt i en vidt-\nløftig Række af Skrifter og skjuler sig paa forskellige Ste-\nder mellem tekniske og haandværksmæssige Betragtninger.\nEn systematisk Fremstilling har han ikke givet. Det maa\nda hilses med Glæde, at den tyske Arkitekt W. Flemming\ni sit Skrift: Die Begrundung der modemen Åsthetik und\nKunstwissenschaft durch Leon Battista Alberti (Teubner,\nLpz. 1916) har samlet de mange spredte Enkeltheder til\net klart, systematisk sammenhængende og grundigt doku-\nmenteret Billede af Albertis æstetiske og kunstteoretiske\nAnskuelser.\nAlberti gaar ud fra sin Samtids Kunst, en Brunelleschis,\nDonatellos, Lorenzo Ghibertis og Lucca della Robbias\nVærker, og spørger: hvad er det, der gør disse Kunstvær-\nker til Kunstværker, hvad er det specielle ved dem, der\ngør, at vi bringer dem ind under en særlig Kategori: den\næstetiske? Alberti forstaar, at før vi kan opstille Enkelt-\nregler, maa vi have et Fundament at bygge paa: vi maa\nvide, hvad det er for et Princip, der giver de enkelte Reg-\nler deres Gyldighed. Derfor spørger han om, »hvori over\nhovedet al Skønhed bestaar . . . eller snarere, hvoraf en-\nhver Art af Skønhed og Udsmykning udspringer.« Vitru-\nvianerne spurgte blot om, hvilke Enkeltheder der var\nskønne og forudsatte, at man vidste, hvad det Skønne var\no: forudsatte i Virkeligheden hele Æstetiken. Alberti vil\ngrundlægge en selvstændig Æstetik, idet han stiller Spørgs-\nmaalet om selve Skønhedens Væsen.\nKraftigt vender han sig straks mod Vitruvianernes Over-\nvurdering af den dekorative Udsmykning: et Arkitektur-\nværk er ikke en Nyttebygning, der »forskønnes« ved Paa-\nklistring af Ornamenter. Det paaklistrede Ornament er\nkun en Slags Pudder eller Sminke; dog gives der ogsaa en\nberettiget dekorativ Udsmykning, der »er som en Glans,\nder understreger og maaske fuldstændiggør det Skønne.\nHeraf« tilføjer han »slutter jeg, at Skønhed ligesom\nlever i hele det skønne Legeme og * gennemtrænger det\nhelt, mens Udsmykning mere er et Slags opdigtet Skin og\nen udvendig Tilgift.«\nHvorledes stiller nu Alberti sig til det afgørende Grund-\nspørgsmaal: gives der almengyldige æstetiske Domme, der\nkan gøre Krav paa samme Gyldighed som de logiske, eller\ner al Kritik kun et Skænderi, hvor begge Parter har Ret\nog Uret? Er ikke Mennesket alle Tings Maal? Er altsaa\nikke enhver æstetisk Dom en ren Smagsdom, der veksler\nefter Tid, Sted og Person, og er der til syvende og sidst\nnogen Forskel paa Kunstneren og Kokken eller Kunstneren\nog Skrædderen?\nAlberti svarer med et Eksempel: »Den ene holder hos\nPigerne af en yndig Slankhed; en anden som den Ko-\nmedieperson vi nævnte før foretrækker en Pige, der er\ntrindere og krattigere end de andre. Du selv holder maa-\nske mest af en Figur, der hverken er sygelig sart eller\nsaa robust som en Nævefægters. . . Men vil du virkelig,\nfordi du ynder det ene eller det andet, paastaa, at de an-\ndre ikke har en ædel og skøn Skikkelse? Sikkert ikke!\n— At du fælder en Dom om Skønhed,« fortsætter Al-\nberti, »det skyldes ikke en Formodning (opinio) men en\nvis indre medfødt Fornuft (verum animis innata quaedam\nratio).« Polemisk tilføjer han: »Mange er ikke enige med\nmig heri og siger, at vor Mening om Skønhed og om Byg-\nningskunst nødvendigvis er vag og holdningsløs: det af-\nhænger af den enkeltes Smag, hvilken Form han vil give\nBygningsværket, og her gælder ingen kunstneriske For-\nskrifter. Dette er Uvidenhedens sædvanlige Fejl: at paa-\nstaa, at hvad den ikke selv kender til, eksisterer ikke.«\nAlberti afviser altsaa den individuelle »Smag« som æste-\ntisk Kriterium. Er det den individuelle Smag, der sidder\ntil Doms over Kunsten, saa gives der overhovedet ikke\nKunst, men kun en Leg, der morer den ene og ikke den\nanden. Men ogsaa den, der forfægter Smagen, tror at be-\nsidde den »gode«, o: den rigtige Smag. Vi staar her over-\nfor et Faktum, der er fundamentalt og derfor unddrager\nsig videre Undersøgelse: et Faktum, der ikke er et tilfæl-\ndigt Resultat af en individuel Særudvikling, men grunder\nsig i selve Menneskets Organisation som Artsvæsen.\nKunstværket er ikke en Efterligning af Naturen, men\nselv »som et levende Væsen« (Esse veluti animal aedifici-\num!) Man skal altsaa ikke skabe efter Naturen, men som\nNaturen. Ligesom Naturen er lovbestemt maa Kunstværket\nbære sin egen Lov i sig. »Derfor er det nødvendigt, at\nLeddenes Sammensætning er velovervejet og gennemføres\nfuldstændigt, saa de synes at være udsprunget af en Nød-\nvendighed og Formaalstjenlighed paa en saadan Maade, at\ndet ikke saa meget kommer an paa, om de og de Dele\noverhovedet forekommer, som paa, at de i den Rækkefølge\n. . . hvori de netop ligger, er anbragt saa fordelagtigt som\nmuligt.« Det kommer altsaa an paa en Orden, hvis indre\nSammenhæng er saa stærk, at intet kan ændres. Som en\nmoderne Filosof, Emanuel Lasker, har udtrykt det: Den\nKunstner, der endnu vakler mellem to lige gode Løsninger"}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.7", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1876, "texte": "af en Opgave, kan være vis paa, at han endnn ikke har\nforstaaet den til Bunds. Eller som Alberti selv med ypper-\nlig Strenghed siger: »Jeg er aldeles overbevist om, at Form-\nfuldendthed', 1 ær dig hed og Skønhed og alt lignende hestaar\nide I in g, der, hvis de toges bort eller ændredes, paa én\nGang blev hæslige eller blev til intet.«\nDet kommer altsaa ikke an paa en Ophobning af i sig\nselv »skønne« Enkeltheder, men Forholdene er det afgø-\nrende, det at Delene passer sammen, saa de »synes fødte\nog fastvoksede paa netop dette Sted.«\nAlberti drager nu Facit i følgende Definition:\n»Skønhed er en bestemt lovmæssig Overensstemmelse\naf alle Delene, ligegyldigt hvilken Sag det drejer sig om,\nsaa man hverken kan føje noget til, trække noget fra eller\nændre noget uden at gøre det hele mindre antageligt«\n(certa eum ratione concinnitas universarum partium, in\neo cuius sint, ita ut addi aut diminui aut immutari possit\nnihil, quin improbabilius reddat). Og videre: »Skønhed er,\nhvad der nødvendigt og hvilende i sig selv ligesom gen-\nnemtrænger hele det skønne Legeme« (toto esse perfusum\ncorpore).\nHarmonien (concinnitas), Enheden i Mangfoldigheden,\nhvad Alberti kalder »Delenes Overensstemmelse og Sam-\nklang« (consensus et conspiratio) og betegner som den ab-\nsolute og øverste Naturlov (absoluta primariaque ratio na-\nturae) er altsaa selve den æstetiske Idé, er Skønheden.\nSkønheden »gennemtrænger hele det skønne Legeme.«\nHvad Goethe har sagt om Naturen, gælder ogsaa her:\nKunst hat weder Kern noch Schale, alles ist sie mit einem\nMale! Her kan ikke længere skelnes mellem Ydre og Indre,\nmellem Indhold og Form. En ydre, synsmæssig Bedøm-\nmelse af Arkitektur er en Uting, Arkitekturens Love lader\nsig ikke øjemæssigt bestemme, Den æstetiske Lovmæssighed\ngennemtrænger hele Bygningen, og det er den, der betinger\ndet visuelle Skønhedsindtryk, ikke omvendt.\n\nOtto Gelsted."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c011", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c011", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 7, "image_fin": 7, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.8", "titre_corps": "Indskrift", "titre_sommaire": "Indskrift", "signature_source": "Kai Friis-Møller", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.7", "debut_caractere": 1878, "fin_caractere_exclue": 2465, "texte": "Indskrift\nKai Friis-Møller.\nTEG rejste dette Slot for mine Glæder,\nJ som ej er en Ynglings, men den modne Mands\nRus af forædlet Lyst for Sind og Sans,\nMens Hjertet, fredlyst, ler saa lidt som græder.\nOm Hoben ravende min Hal betræder\nOg blindt afblader mine Glæders Krans\nLad ti Slags Glæder blegne, ti Fold Glans\nFaar derved den, jeg regner mig til Hæder:\nMin Ligegyldighed! Jeg fødtes fri\nTil selv min Vin og Bolerske at kaare\nAlt efter Timen, jeg vil frydes i. . . .\nEn Træl af sligt blev ikkun Dyr og Daare.\nFri Mand er han, der vil ej Livet vie\nMér end et Smil og Døden ingen Taare."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c012", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c012", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 8, "image_fin": 11, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.9", "titre_corps": "EN MALERS OPTEGNELSER", "titre_sommaire": "EN MALERS OPTEGNELSER", "signature_source": "HENRI-MATISSE ; Henri-Matisse", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5871, "texte": "EN MALERS OPTEGNELSER\nAF HENRI-MATISSE\n\nEN MALER, der henvender sig til Offentligheden, ikke\nfor at fremvise sine Værker, men for at fremsætte nogle\naf sine Meninger om Malerkunsten, udsætter sig tor mange\nFarer.\nDa jeg ved, at mange Mennesker plejer at betragte\nMalerkunsten som hørende ind under Literaturen og for-\nlanger, at den ikke blot skal udtrykke de almindelige\nIdéer, der passer for dens Midler, men særegne literære\nBegreber, er jeg bange for, at man ikke uden Forundring\nvil se Maleren vove sig ind paa Skribentens Omraade; jeg\nved i Virkeligheden godt, at de bedste Beviser, han kan\nføre for sine Anskuelser, er hans Billeder.\nDog har Kunstnere som Signac, Desvalliéres, Denis,\nBlanche, Guerin, Bernard skrevet Artikler, der er blevet\noptaget i Tidsskrifterne. Hvad mig angaar, vil jeg slet og\nret fremsætte mine Følelser og Ønsker som Maler uden at\nbekymre mig om en literær Udtryksform.\nMen jeg ser en anden Fare, nemlig at det skal komme\ntil at se ud, som om jeg modsiger mig selv. Jeg foler me-\nget stærkt det Baand, der knytter mine sidste Billeder til\nmine tidligere. Jeg har dog ikke nøjagtig samme Mening\ni Dag som i Gaar; eller rettere sagt, det væsentlige i min\nMening har ikke forandret sig, og dog har min Mening\nudviklet sig og min Udtryksmaade med den. Jeg forkaster\nintet af mine Billeder, og jeg vilde ikke male et af dem\nanderledes, hvis jeg skulde male dem om. Jeg stræber\naltid mod samme Maal, men benytter forskellige Veje for\nat naa det.\nNaar jeg endelig nævner en eller anden Kunstners Navn,\ner det kun for at faa Modsætningen mellem hans og min\nMening frem, og man vil maaske drage den Slutning, at\njeg kun lægger ringe Vægt paa hans Værker. Saaledes\nudsætter jeg mig for at blive bedømt uretfærdigt med Hen-\nsyn til de Malere, hvis Stræben jeg maaske bedst forstaar\neller hvis Udførelse jeg skatter højest, fordi jeg har brugt\ndem som Eksempel, ikke for at tillægge mig selv nogen\nOverlegenhed, men for tydeligere at fremhæve, hvad jeg\nselv forsøger, ved at sammenligne mit med deres.\n* *\n*\nJeg stræber først og fremmest efter Udtrykket. Man har\nundertiden indrømmet mig en vis Viden, idet man dog\nerklærede, at min Ærgerrighed var begrænset, og at den\nikke gik længere end til at tilfredsstille Trangen til rent\nsynsmæssig Orden i Billedet. Men en Malers Hensigt skal\nikke betragtes uden hans Midler, thi den gælder kun for\nsaa vidt som den støttes af Midler, der skal være saa\nmeget mere fuldstændige (og ved fuldstændig forstaar jeg\nikke indviklet) som hans Hensigt er dyb. Jeg kan ikke\nskelne mellem den Følelse, jeg har af Livet, og den Maade,\njeg udtrykker det paa.\nFor mig bestaar Udtrykket ikke i den Følelse, der\nviser sig paa Ansigtet eller optræder som en voldsom Be-\nvægelse. Udtrykket er i hele Billedets Anlæg: Den Plads\nPersonerne optager, Rummet omkring dem, Størrelsen\nalt har sin Del deri. Kompositionen bestaar i paa en de-\nkorativ Maade at arrangere de forskellige Elementer, en\nMaler benytter for at udtrykke sine Følelser. Paa et Ma-\nleri skal enhver Del være synlig og spille den Rolle, der\ntilkommer den, enten den er betydelig eller ringe. Alt,\nhvad der ikke er nødvendigt paa et Maleri, er derfor ska-\ndeligt. Et Værk indeholder en Helhedsharmoni: enhver\noverflødig Enkelthed vil hos Beskueren træde i Stedet for\nen vigtig Enkelthed.\nKompositionen, der skal tage Sigte paa Udtrykket, æn-\ndres efter Overfladens Størrelse. Hvis jeg tager et Stykke\nPapir af en bestemt Størrelse, vil jeg gøre et Udkast til\nen Tegning, der staar i nødvendigt Forhold til Formatet.\nJeg vil ikke anbringe den samme Tegning paa et Stykke\nPapir af en anden Størrelse, 112. Eks. rektangulært i Stedet\nfor firkantet. Hvis jeg skal overføre det paa et Ark Papir\naf samme Form, men 10 Gange saa stort, vil jeg ikke\nnøjes med at gøre den større, Tegningen skal have en\nUdvidekraft, der opliver Tingene, som omgiver den. Maleren,\nder vil overføre en Komposition fra et Lærred til et andet\nog større, skal, for at bevare Udtrykket, komponere den\npaany. ændre dens Udseende og ikke blot overføre den.\n% *\n*\nVed at benytte Farvernes Lighed eller Modsætning kan\nman opnaa de fornøjeligste Virkninger. Naar jeg sætter\nmig til at arbejde, mærker jeg ofte i Begyndelsen friske\nog overfladiske Sanseindtryk. For nogle Aar siden tilfreds-\nstillede dette Resultat mig undertiden. Hvis jeg nøjedes\nmed det nu, vilde der blive noget svævende ved mit Bil-\nlede: jeg vilde male det flygtige Indtryk i et Øjeblik, der\nikke fuldstændig bestemmer mig, og som jeg maaske næppe\nvil genkende Dagen efter.\nJeg vil komme i den Tilstand af Indtrykkenes Fortæt-\ntelse, der skaber Billedet. Jeg har maaske været tilfreds\nmed første Udkast til et Arbejde, men det trætter mig\nefterhaanden, og jeg foretrækker at rette paa det for se-\nnere at kunne genkende det som et Billede af min Aand.\nPaa et andet Tidspunkt lod jeg ikke mine Lærreder\nhænge paa Væggen, fordi de mindede mig om Øjeblikke,\nhvor jeg var i en stærk ophidset Tilstand, og jeg holdt\nikke af at se dem, naar jeg var rolig. Nu forsøger jeg at\ngive Billederne Ro, og jeg tager dem op igen, hvis det\nikke er lykkedes mig.\nJeg skal male en Kvindeskikkelse: først giver jeg den\nYnde, Charme; dog det gælder om at give den noget mere.\nJeg vil sammentrænge dette Legemes Betydning ved at\nsøge dets vigtigste Linier. Charmen vil være mindre iøjne-\nfaldende ved første Øjekast, men den vil tilsidst frigøre\nsig fra det ny Billede, jeg har opnaaet, og det vil faa en\nstørre og mere menneskelig Betydning. Charmen vil være\nmindre fremtrædende, da den ikke udgør hele Karakteri-\nstiken, men dens Eksistens er ikke mindre, indeholdt i\nHelhedsopfattelsen af min Figur.\n* %\n*\nCharme, Lethed, Friskhed lige saa mange forbigaa-\nende Indtryk. Jeg tager igen fat paa et Maleri med frisk\nFarvetone. Jeg erstatter den med en anden, der har større\nTæthed og er mere fordelagtig, skønt den er mindre be-\ntagende for Øjet."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.10", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6633, "texte": "De impressionistiske Malere, særlig Monet og Sisley,\nhar fine Sanseindtryk, der adskiller sig meget lidt Ira hin-\nanden; derfor er næsten alle deres Billeder ens. Ordet Impres-\nsionisme passer udmærket paa deres Fremstillingsmaade,\nden giver llygtige Indtryk. Derimod passer den ikke\npaa enkelte nyere Malere, der undgaar det lørste Indtryk\nog næsten betragter det som usandfærdigt. Et hurtigt Blik\npaa Billedet vil kun give en Del af Indtrykket. Jeg fore-\ntrækker at udsætte mig for at miste en Del af Charmen\nog saa opnaa mere Fasthed.\nI den Række Øjeblikke, der danner Væseners og Tings\noverlladiske Eksistens, og som giver dem et skiftende Ud-\nseende, der snart forsvinder, kan man søge en sandere,\nmere ejendommelig Karakter, som Kunstneren lægger Vægt\npaa for at give Virkeligheden en mere varig Fortolkning.\nGaar vi ind i Skulptursalen for det 17de og 18de Aarhun-\ndrede i Louvre, vil vi, hvis vi 112. Eks. betragter en Puget,\nse at Udtrykket er anstrengt og overdrevent. I Luxembourg\nvil vi derimod se noget helt andet. Billedhuggeren tager\naltid Modellen i den Stilling, der tilsteder det største Ud-\ntryk i Lemmerne, stærkest Spænding af Musklerne. Men\ndenne Bevægelse svarer ikke til noget i Naturen: fotogra-\nferer vi den, vil Billedet ikke minde os om noget, vi har\nset. Bevægelsen har kun Betydning for os, naar vi ikke\nisolerer det nuværende Indtryk fra det, der gaar lige forud,\neller det, der følger lige efter.\nDer er to Maader at udtrykke Tingene paa: den ene\ner at vise dem ganske ligefremt, den anden at fremmane\ndem med Kunst. Ved at fjerne sig fra den bogstavelige\nGengivelse af Bevægelsen opnaar man større Skønhed og\nStorhed. Lad os betragte en ægyptisk Statue: den fore-\nkommer os stiv, vi føler dog, at den forestiller et Legeme\nmed Bevægelse og som trods sin Stivhed er levende. De\ngamle Grækere er ogsaa rolige: en Diskoskaster vil blive\ngrebet i det Øjeblik, hvor han samler sig; hvis han imid-\nlertid er i sin mest anstrængte og usikre Stilling, vil Billed-\nhuggeren sammenfatte ham i en Gengivelse, der genopret-\nter Ligevægten og vækker Tanken om dens Varighed. Be-\nvægelsen er i sig selv ustadig og passer ikke til noget va-\nrigt som en Statue, med mindre Kunstneren kender hele\nden Bevægelse, han kun gengiver en Del af.\n* *\n*\nDet er nødvendigt, at jeg nøjagtigt angiver den Gen-\nstands eller det Legems Karakter, jeg vil male. For at op-\nnaa det studerer jeg mine Midler paa en meget sammen-\ntrængt Maade: hvis jeg sætter en sort Prik paa et Stykke\nhvidt Papir vil dette Punkt være synligt, hvor langt jeg\nend fjerner Papiret; ved Siden af dette Punkt sætter jeg\net andet, saa et tredje, og der vil allerede være Forvirring.\nFor at det skal beholde sin Værdi maa jeg gøre det større\nefterhaanden som jeg sætter liere Punkter paa Papiret.\nHvis jeg spreder blaa, grønne og røde Farver ud over\net Stykke hvidt Lærred, vil enhver af dem tabe i Betyd-\nning for hvert nyt Penselstrøg jeg sætter. Jeg skal male\net Interiør: foran mig har jeg et Skab, der giver mig et\nlevende Indtryk af rødt og jeg sætter en rød Farve, der\ntilfredsstiller mig. Der indtræder et Forhold mellem den\nrøde Farve og Lærredet. Sætter jeg nu en grøn og gul\nFarve til, vil der stadig være et tilfredsstillende Forhold\nmellem disse Farver og Lærredets hvide Farve. Men disse\nforskellige Farver forringer gensidigt hinanden. De forskel-\nlige Farver jeg benytter skal harmonere, saa de ikke øde-\nlægger Hinanden. Derfor maa der være Orden i mine Ind-\ntryk. Farvernes Forbindelse skal slotte dem i Stedet for\nat svække dem. En ny Farvekombination vil følge efter\nden første og gengive mit Billede Helhed. Jeg er nødt til\nat stille om paa Farverne, og derfor synes man at mit\nBillede er fuldstændigt forandret, naar det røde efter gen\ntagne Ændringer erstatter det grønne, der før dominerede.\nDet er mig umuligt nøjagtigt at kopiere Naturen, jeg er\nnødt til at fremstille og underkaste den Billedets Tendens.\nHar jeg fundet Overensstemmelsen mellem mine Farver,\nbliver Resultatet en Farveenhed, en Harmoni, der minder\nom en Musikkomposition.\nFor mig er den første Idé det vigtigste. Jeg maa derfor\nstraks have et klart Overblik over Helheden. Jeg kunde\nnævne en kendt Billedhugger, der har frembragt smukke\nVærker; men for ham er en Komposition kun en Sam-\nmenstilling af Stykker, og Resultatet bliver Forvirring i\nUdtrykket. Betragt til Gengæld et Billede af Cézanne; alt\ner saa godt kombineret, at mani hvilken som helst Af-\nstand og uanset hvor mange Personer der end er, tydeligt\nvil kunne skelne alle Legemer. Er der Orden og Klarhed\ni Billedet, skyldes det Orden og Klarhed hos Maleren lige\nfra Begyndeisen, eller Maleren var i al Fald klar over Nød-\nvendigheden af at opnaa den. Lemmer kan lægges over\nKors eller blandes mellem hinanden for Tilskueren for-\nbliver hver Del knyttet til samme Legeme og medvirker\ntil Billedets Hensigt: enhver Forvirring er forsvundet.\n* *\n*\nFarvens fremherskende Tendens skal være at støtte Ud-\ntrykket saa meget som muligt; jeg anbringer mine Farver\nuden forudfattet Beslutning. Hvis en Farve mig übevidst\nstraks har bedaaret mig, vil jeg som oftest, saa snart Bil-\nledet er færdigt, se, at jeg har respekteret denne Farve,\nog at jeg efterhaanden har ændret og omdannet de andre.\nFarvernes udtryksfulde Side paatrænger sig mig ganske in-\nstinktmæssigt. Skal jeg male et Efteraarslandskab, forsøger\njeg ikke at mindes de Farver, der passer til denne Aars-\ntid; jeg lader mig kun inspirere af den Følelse, der be-\ntager mig. Himlens kolde blaa Renhed udtrykker Aars-\ntiden lige saa godt som Løvets Nuancer. Selve mit Indtryk\nkan variere: Efteraaret kan være mildt og varmt som en\nForlængelse af Sommeren eller med kold Himmel og\ncitrongule Træer, der forkynder Vinteren.\nValget af mine Farver hviler ikke paa nogen viden-\nskabelig Teori; det grunder sig paa min lagttagelse, min\nFølelse, min Erfaring. Inspireret af enkelte Sider af Dela-\ncroix beskæftiger en Kunstner som Signac sig med Kom-\nplementærfarverne, og dette tekniske Kendskab faar ham\ntil her og der at benytte denne eller hin Farve. Jeg bru-\nger slet og ret de Farver, mine Indtryk giver mig. Der er\net nødvendigt Forhold mellem Farverne, der faar mig til\nat ændre en Skikkelses Form eller forandre min Kompo-\nsition. Har jeg ikke opnaaet det overalt i Billedet, søger\njeg det og fortsætter mit Arbejde. Der kommer saa et\nØjeblik, hvor hver Del har fundet sit bestemte Forhold,\nog det vil nu være mig umuligt at udbedre Billedet uden\nfuldstændig at male det om.\nJeg tror ikke, at Komplementærfarvernes Teori er übe-\ntinget. Ved at undersøge de Maleres Billeder, hvis Kend-\nskab til Farverne grunder sig paa Instinkt og Følelse, paa"}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.11", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6161, "texte": "en stadig Lighed i deres Indtryk, kan man paa visse\nPunkter nøjere bestemme Farvernes Love og udvide Farve-\nlærens Bammer.\n* %\n%\nDet, der interesserer mig mest, er hverken den døde\nNatur eller Landskabet, men Mennesket. Det tillader mig\nbedst at udtrykke den, om jeg saa maa sige, religiøse Fø-\nlelse, jeg har af Livet. Jeg lægger ikke saa meget Vægt\npaa Ansigtets enkelte Træk, at gengive dem et for et i deres\nanatomiske Nøjagtighed. Har jeg en italiensk Model, som\nved første Øjekast kun fremkalder et rent animalsk Ind-\ntryk, opdager jeg dog individuelle Træk; jeg naar tilsidst\nind til de Linier i Ansigtet, der viser det Udtryk af\nVærdighed, der særpræger ethvert menneskeligt Væsen. Et\nVærk skal bære hele sin Betydning i sig selv og paatvinge\nBeskueren den, selv om han ikke kender Emnet. Naar\njeg ser Giottos Freskomalerier i Padua, bekymrer jeg mig\nikke om at vide, hvilken Scene af Kristi Liv det er de\nforestiller, men jeg forstaar straks den Følelse, der strøm-\nmer ind paa mig, for den er i Linierne, i Kompositionen,\ni Farven, og Titlen bekræfter kun mit Indtryk.\nJeg drømmer 0111 en Kunst, der er ligevægtig, ren, ro-\nlig ingen forstyrrende Emner, en Kunst, der skulde\nvære for ethvert Menneske, der arbejder med Hjernen,\nsaavel for Forretningsmanden som for Skribenten, noget\nlindrende og hjerneberoligende, noget i Lighed med en\ngod Lænestol, hvori han kan udhvile sin fysiske Træthed.\nMan diskuterer saa ofte de forskellige Fremgangsmaa-\nders Værdi, deres Forhold til de forskellige Temperamenter.\nMan holder af at skelne mellem de Malere, der arbejder\ndirekte efter Naturen og dem, der arbejder efter Fantasien.\nJeg tror ikke, man skal anbefale den ene af disse Metoder\nfrem for den anden. Det hænder, at de benyttes skiftevis\naf samme Maler, hvad enten han nu har Brug for Genstan-\ndenes Tilstedeværelse for at modtage Indtryk og samtidig\nanspænde sin skabende Evne, eller hans Indtryk alle-\nrede er ordnede; i begge Tilfælde kan han naa til den\nEnhed, der danner Billedet. Dog tror jeg, man kan dømme\nom en Malers Vitalitet og Ydeevne, naar han, direkte\npaavirket ved Beskuelsen af Naturen, er i Stand til at\nsamle sine Indtryk, komme tilbage til dem gentagne\nGange paa forskellige Dage og fuldende Billedet: en saa-\ndan Magt forudsætter, at Maleren er tilstrækkelig Herre\nover sig selv til at kunne foreskrive sig en Disciplin.\nDe simpleste Midler er dem, der bedst tillader Maleren\nat udtrykke sig. Hvis han er bange for at blive banal,\nundgaar han det ikke ved en mærkelig ydre Form, en\naparte Tegning eller en besynderlig Farve. Hans Midler\nskal hidrøre fra hans Temperament. Han skal være i Be-\nsiddelse af den Naturlighed, der faar ham til at tro, at\nhan kun har malet det, han har set. Jeg elsker disse Ord\naf Chardin: »Jeg sætter Farve paa lige til det ligner.«\nOg dette af Gézanne: »Jeg vil skabe et Billede,« og ogsaa\nfølgende af Bodin: »Kopier Naturen.« Vinci sagde: »Den,\nder forstaar at kopiere, forstaar at skabe.« De Mennesker,\nder frivilligt fjerner sig fra Naturen, er ved Siden af Sand-\nheden. Naar en Maler tænker, skal han stille sig klart, at\nhans Billede er kunstigt, men naar han maler skal han\nhave den Følelse, at han har kopieret Naturen. Og selv\nnaar han er færdig, skal han beholde den Overbevisning,\nat det kun var for at gøre den mere fuldstændig.\n* *\nMan vil maaske sige, at man af en Maler havde ventet\net andet Syn paa Malerkunsten, og at jeg alt i alt kun er\ngaaet ud fra forslidte Talemaader. Hertil vil jeg svare,\nat der findes ingen ny Sandheder. En Kunstners Opgave\nbestaar, ligesom en Videnskabsmands, i at gribe de Sand-\nheder, man ofte har gentaget for ham, og som han gør\ntil sine den Dag, han har udforsket deres dybere Mening.\nHvis Flyverne skulde fremstille deres Forsøg, forklare os\nhvorledes de har kunnet forlade Jorden og svinge sig ud\ni Verdensrummet, vilde de slet og ret give os en Bekræf-\ntelse af de mest elementære fysiske Principper, som de\nmindre lykkelige Opfindere har forbigaaet.\nEn Kunstner vinder altid ved at blive underrettet om\nsine Fejl, og jeg er glad ved at have faaet mit svage\nPunkt at vide. Herr Péladan bebrejder i Ugerevuen nogle\nMalere, til hvilke jeg mener at maatte regne mig, at de\nkalder sig »Tigrene«, og at de gaar klædt som alle an-\ndre, saa deres Udseende ikke adskiller sig fra Afdelings-\nchefernes ide store Magasiner. Begner Geniet virkelig med\nsaa lidt? For mit Vedkommende kan Herr Péladan være\nganske rolig: fra i Morgen vil jeg lade mig kalde »Sar« og\nklæde mig ud som Tyrk.\nI samme Artikel paastaar den udmærkede Skribent,\nat jeg ikke maler hæderligt, og jeg havde Grund til at\nvredes, hvis han ikke sørgede for at kommentere sin Me-\nning ved en indskrænkende Definition: »Ved hæderligt\nforstaar jeg uden Bespekt for Idealet eller Beglerne.« Det\nulykkelige er, at han ikke siger os, hvor de Begler er.\nJeg er tilfreds, hvis de eksisterer, og hvor vilde vi ikke\nblive ophøjede Kunstnere, hvis det var muligt at lære dem!\nBeglerne eksisterer ikke udenfor Individerne: ellers vilde\ningen Professor staa tilbage for Bacine. Enhver af os er\ni Stand til at gentage de smukke Sætninger, men kun faa\naf os naar ind til Meningen: Jeg er villig til at indrømme,\nat der udgaar en mere fuldstændig Overensstemmelse\naf Begler fra et af Bafaels eller Titians Værker end fra\nManets og Benoirs, men de Begler man finder hos Manet\nog Benoir passer til deres Natur, og jeg foretrækker det\nmindste af deres Malerier for alle de Maleres, der har væ-\nret tilfredse med at fjerne Mærket fra »Venus med den\nlille Hund« eller »Den hellige Jomfru med Stillidsen.«\nDisse sidste har ingen Betydning, for vi tilhører nu en-\ngang vor Tid og deler dens Meninger, Følelser, ja selv\ndens Fejltagelser. Alle Kunstnere bærer deres Tids Præg,\nog de største er dem, der er dybest mærkede. Gourbet re-\npræsenterer bedre vor Tid end Flandrin, Bodin bedre end\nFrémiet. Hvad enten vi vil eller ej opstaar der en gensidig\nAnsvarlighed, som selv ikke Herr Péladan kan undslippe.\nFor maaske bliver det netop hans Bøger, Fremtidens Æste-\ntikere vil tage som Eksempel, naar de sætter sig i Ho-\nvedet at de vil bevise, at ingen i vore Dage har forstaaet\nLeonard da Vinci's Kunst.\n\nHenri-Matisse."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c017", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c017", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 14, "image_fin": 14, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.13", "titre_corps": "Atlantis", "titre_sommaire": "Atlantis", "signature_source": "Emil Bønnelycke", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.14", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1591, "texte": "Atlantis\nEmil Bønnelycke.\nDER ligger et Land, et Land i den skumrende Stund\nsom laa det med lysende Lygter alene paa Altets Bund.\nEn Gade mod søgrøn Himmel, med klareste Lygter paa Rad,\nsom drømte den sunkne Verden, den undersøiske Stad.\nDet er som om Lyset spejder igennem den grønne Sø\nefter den sunkne Verden, Jordens dybt jordede 0 . . .\nhvor Lygterne brænder for ingen, i klar, uforklarlig Ro,\nog synes at bygge en Stige, en fjern og forstenet Bro . . .\nSaa sover Jorden alene i Sfærernes grønne Grav;\nthi Himlen har lukket sin Bølge, som var den det kolde Hav —,\nder gemmer de grædende Skatte paa Verdens vemodige Bund,\nog sletter Udslettelsens sidste Smil om den Sunknes Mund . . .\nOg støder en stille Luftning mod Aften-Husenes Sten,\nskyller en lønlig Dønning tilbage mod Elmens Gren . . .\nDen staar i en yppig Bølgen som Algen i natmørkt Vand,\nsom led den i øde Længsel mod Livets evige Land . . .\nSaaledes sover Verden i Farver og Harmoni.\nGrønt glider de famlende Vande den favnende Alge forbi . . .\nAtlantis-Gaden, der blotter Alverdens uddøde Dag —,\nmen gemmer, i Skær af Smaragder, Verdens længst sunkne Vrag . . .\nDer er en højere Himmel, højt over Sfærernes Hav,\nhvor Stjernernes svimle Skibe skuer mod Jordens Grav . . .\nstævnende trygt imod Stranden, etsteds i et blankt Univers,\nLandet, der smiler i Masten og smykker det straalende Mers . . .\nSaa lyser Foraaret frodigt igennem det frysende Alt.\nDet dykker ved Aften i Dybet og kysser de Skibe, der faldt —.\nThi Skumringens lavgrønne Tone, der kommer det dybe nær,\ner kun en Spejling af Landet, de evige Somres Skær . . ."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c018", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c018", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.14", "titre_corps": "NOTER", "titre_sommaire": "NOTER", "signature_source": "M", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.15", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2966, "texte": "NOTER\nM.\nT GLYPTOTEKETS VINTERHAVE foran trappeopbygningen til den antike afdeling staar den franske broncegruppe\n»Gloria victis«. Naar man lykkelig har overset den skrækkelige liggende eller siddende kvindefigur, der er anbragt\ni rotunden mellem bænkene, slutter enhver øjebevægelse uvilkaarligt i hovedaksens endepunkt, den centralt fremhævede\nog indrammede plads, hvor omtalte Gloria-gruppe er opstillet. Men denne gruppe formaar ikke at udfylde den af\npladsen fordrede funktion: at afslutte og fæstne rum- og farveindtrykket. Den er mørk og træder derfor ikke tydeligt\nfrem mod det mørke rum bag ved, man faar ikke straks kig paa den. Den er saa urolig i komposition, at selv\nplanterne forekomme roligt opbyggede i forhold til den. Endelig er den som planterne grøn af farve og bringer der-\nfor heller ikke paa farvens omraade nogen afslutning. Indtrykket er overordentlig pinagtigt, netop fordi de omgivende\nplantegrupper ere saa skønne og øjet saa afgjort søger en forløsende virkning paa den paagældende pladst\nMaa det hermed foreslaas, indtrængende, at den store, forgyldte Buddha, der nu staar nede i Kælderen,\nanbringes paa sokkelen istedetfor Gloria-gruppen. Ikke af forkærlighed for Buddhafigurer, men fordi den ejer alle\nbetingelser for at give rummet den savnede afslutning. Den er arkitektonisk fast opbygget, frontal, som skabt til at\nvære centrum for enden af en axe, den har et helt ovalt omrids, og endelig vil dens forgyldning virke som det savnede\nfarvesamlingspunkt. Maa den ikke blive opstillet paa prøve i otte dage??? D.\nDA DE KØBENHAVNSKE BLADE for Tiden ikke bringer fyldestgørende Omtale af Kunst, henviser vi til de\nsaglige og instruktive Udstillingsanmeldelser af vor Medarbejder, Maleren S. Danneskjold Samsøe i »Fyns Venstreblad«\ni April og Maj.\nDEGAS UDSTILLING. Hvor en Udvikling gaar frem, er det et lige saa stort Arbejde at rydde op ide kon-\nservatives Skældsord som ide radikales Lovprisninger. Impressionisternes samtidige Venner fandt i deres Kunst Far-\nvens Gennembrud. Men som Udviklingen er gaaet frem, er der hos Cézanne og hans Efterfølgere for Farven som\nFarve, som ren dekorativ Værdi, langt større Mulighed end hos Impressionisterne. Impressionister som Degas, Pissarro,\nMonet er mere Farveplastikere end Kolorister. Impressionisterne modellerer Rummet som en fritstrømmende, plastisk\nMasse i Farven deres Dygtighed til at komponere iøvrigt indrømmet Cézanne krystalliserer Farven i rolige,\nklare, bredt adskilte Flader og Former. Der er paa Degas-Udstillingen et enkelt Billede, »Dame med Hund«, der\ninteresserer som Fremstød i vor Tids Retning ved dets Farvebehandling, blaagrønne, gule, soite, lakrøde Farver i store\nFlader, foruden ved dets impressionistiske Kraft, den plastiske Komposition, den dristige Afskæring, Sansen for det\numiddelbare. De andre Billeder har i alle Tilfælde Værdi, som Udtryk for det Arbejde, Degas har gjort. Hans Be-\nundring og Kamp for det rythmiske er ikke faldet ufrugtbar til Jorden."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-05-15-01-c019", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-05-15_01#c019", "volume": "bmtnaag_1920-05-15_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 15, "image_fin": 15, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.2.15", "titre_corps": "TILSENDTE BØGER", "titre_sommaire": "TILSENDTE BØGER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.15", "debut_caractere": 2968, "fin_caractere_exclue": 5452, "texte": "TILSENDTE BØGER\nEDGAR RUBIN: En ung dansk Filosof og hans Værk samt Erindring og Erkendelse, en Dialog. Væsent-\nlig et udvidet Optryk af Rubins Artikel om Herbert Iversen i »Tilskueren« samt en Dialog, skrevet i 1912, der be-\nhandler erkendelsesteoretiske Grundspørgsmaal, som ogsaa Iversen har været inde paa.\nFRA NY CARLSBERG GLYPTOTEKS SAMLINGER. Dette Aarskrift, der skal danne et Sidestykke til Kunst-\nmusæets, er tilegnet Mindet om Carl Jacobsen, efter hvis gentagne Gange udtalte Vilje det er, at hans Gerning nu\nsøges uddybet ved en videnskabelig Behandling af Glyptotekets Hovedværker. Bogen bringer Afhandlinger af\nrik Poulsen (om Efebstatuen fra Epidauros og om etruskiske Gravmalerier), af Carl V. Petersen (om fransk Landskabs-\nmaleri) og af en Række udenlandske Kunstforskere.\nRICHARD BERGH: Stilproblemet i den moderne Kunst. Et Forsøg paa at forklare dens Oprindelse og Art.\nOvers, af Marie Henriques. Med Forord af Karl Madsen. 63 S. (Gyldendal.)\nRichard Bergh, den nu afdøde svenske Maler og Leder af Stockholms Nationalmuseum, undersøger i dette\nSkrift en Række af de Problemer, der er oppe i Tidens kunstteoretiske Diskussion Forholdet mellem naturalistisk\nog dekorativ Kunst, mellem »Indlevelse« og det matematisk Skønne, mellem Indhold og Form. Baade hvor Forfatte-\nren slutter sig anerkendende til de kubistiske Bestræbelser, og hvor han stiller sig kritisk overfor dem, følger man gerne\nhans klare og velorienterede Fremstilling, der danner en velgørende Modsætning til vor hjemlige Prof. Salomonsens\nintetsigende og perfide Skriverier.\nLE BULLETIN DE LA VIE ARTISTIQUE, der udgives af Bernheim-jeune, 25, Boulevard de la Madeleine,\nog udkommer to Gange om Maaneden (Abonnementspris 24 Francs), bringer i Tekst og Billeder en Hilsen fra Kunst-\nlivet i Paris og fortjener at finde Venner og Abonnenter ogsaa herhjemme.\nOTTO GELSTED: De evige Ting. Digte. Med Omslag og Vignetter af Poul Uttenreitter. (Nyt Nordisk Forlag).\nEMIL BONNELYCKE: Gadens Legende. Digte. (Lybecker.)\nDANSKE STUDENTERS ROKLUB. AARSBERETNING 1919. Indhold: Henning Koch: 1919. Johannes\nV. Jensen. Kalkbrænderihavnen. Poul Henningsen: Baadhuset i Kalkbrænderihavnen (med Planer af det af Hr. Arki-\ntekt Poul Henningsen for D. S. R. opførte Baadhus). Leo Swane: Det nye Rohus (»Jeg finder huset kønt«). For-\neningsmeddelelser.\nANGELICA AXELSEN: ARISTOTELES POETIK (Levin og Munksgaard). Af stadig Værdi for den kunst-\nteoretiske Diskussion. Med fuldstændig Oversættelse af den græske Tekst."}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nDen fri Udstilling. Af J.\nSelvportræt. Fot. efter Henri-Matisse.\nTh. Philipsen. Af Ernst Goldschmidt.\nLitografi af Karl Larsen.\nLeon Battista Alberti og Grundlæggelsen af den kritiske\nÆstetik. Af Otto Gelsted. »\nIndskrift. Digt af Kai Friis-Møller.\nEn Malers Optegnelser. Af Henri-Matisse. (La Grande\nRevue 1908). Oversat af Sonja Jeppesen.\nLitografi af Svend Johansen.\nFot. efter Henri-Matisse.\nLitografi af Svend Johansen.\nAtlantis. Digt af Emil Bønnelycke.\nNoter. Tilsendte Bøger.\nTræsnit paa Omslaget af Helge Jensen.\n\nDEN FRI UDSTILLING\nJ.\nUDSTILLINGEN gør overvejende et mismodigt Indtryk, Billederne virker ensformigt og udtryksløst, og hvor der fin-\ndes en virkelig Intention, er den altfor ofte havnet i Formalisme eller blevet stikkende i Kaos.\nDet siges, at de ældre Malere beundrer Rembrandt og Rafael. Men man ser overmaade lidt til Bestræbelser\nfor at opnaa de Egenskaber, der prydede disse to hedengangnes Billeder. Man spørger sig ofte, hvad det egentlig er,\ndisse ældre Malere finder saa beundringsværdigt hos Rembrandt. For det kan da ikke være hans Rigdom og Præcision\ni Farven eller Rafaels klare og harmoniske Billedopbygning? For da maatte man vel finde omend svage Spor\nderaf i deres egne Billeder! Det kunde se ud, som om de mente, at de ved at gøre alle deres Farver tilpas grumsede,\nvilde opnaa at faa dem til at staa sammen, men selv om Fejlene i Farven der, hvor mani det hele taget kan tale\nom Farve bliver mindre iøjnefaldende, findes de der dog, og det hele virker omtrentlig og utilfredsstillende. Billed-\nopbygningen er den tilfældige fotografiske. Overflødigt at nævne Navne, de er Brødre i Synden allesammen.\nVi maa i Willumsens Billeder som altid før beundre hans hensynsløse Kraft til at slaa sin Opfattelse af Tin-\ngene fast. Man forbløffes over den dristige og karakterfulde Maade, hvorpaa Dobbelportrættet af Marstrand og Philip-\nsen er tegnet, men Farven er brutal som ogsaa ide fleste af hans andre Billeder paa Udstillingen. Til Trods for at\nden gule Farve i Nadverbilledet er drevet op til en Højde, der blender Øjet, virker Billedet fattigt i Farven. Man kan\nikke værge sig mod det Indtryk, at Willumsen har skruet sig ud over den Patos, hvori han ellers bevæger sig, og er\nkommet i betænkelig Nærhed af det uartikulerede Brøl.\nAf de unge* er det utvivlsomt Karl Larsen, der ejer den sikreste medfødte Malerbegavelse. Hos ham mærker vi\nden umiddelbare og inderlige Følelse for Farven. Overfor hans smaa Stilleben har man en Fornemmelse ligesom af\nnoget organisk levende, løftet over i et højere Plan den Fornemmelse af noget usigeligt, noget vi ikke har skabt\nBegreb for, og som alene Billedkunsten kan give Udtryk. Det er med Sorg, vi alligevel konstaterer, at Karl Larsen,\nnaar man betragter hans Billeder under ét, maa siges at befinde sig i en Sløjhedsperiode. Vi savner den Koncentration\nog Anspændelse, som laa bagved hans gamle Billede »Trappegangen«. Han har ide større Billeder manglet den Energi,\nder var nødvendig til at fastholde hans Hensigt, de er i billedmæssig Henseende flydt ud og i deres Elegance blevet\ntomme og fade i Farven.\nHos Ernst Zeuthen møder vi en ren Vilje og en smuk Opfattelse af Billedmotiverne, men til Trods for de kraf-\ntige og festlige Farver savnes den paalidelige Rigdom i Farven, der gør, at den bliver noget mere end bare smuk Farve.\nSamler man Indtrykket af hans Billeder fra ifjor og iaar, er det Ønske man vil nære for den talentfulde og sympatiske\nKunstner, at han maa opnaa stærkere at arbejde Form og Farve sammen og paa den Maade opnaa et større indre\nLiv i Billedet.\nMan indrømmer gerne Kræsten Iversens forbløffende Dygtighed i Farve og Farvebehandling; men det bliver for\nmeget ved et besnærende Overfladebedrag. Det er mange Gange, som var det kun et smukt Stof, mah saa. Man vilde\nønske at se den store Form kraftigere akcentueret, saa vilde alle disse Raffinements i Detaillerne og den dygtige Be-\nhandling af Enkeltformen komme bedre til deres Ret.\nAndreas Friis' Hønsebillede er smukt opfattet, og der er en Finhed og Holdning over det, som vilde gøre sig\nstærkere gældende, hvis det var baaret oppe af en større Udfoldelse af Temperament.\nHos Povl Jerndorff har man et Eksempel paa, at en Mand ikke bliver bedre ved at krybe i en moderne Form.\nHvad Kubisterne mente med deres Forenkling var bl. a. at opnaa en kraftigere og mere konsekvent Billedopbygning.\nMen det er saa langtfra, at Jerndorff har opnaaet dette i sine kubistisk paavirkede Billeder, at man tværtimod har en\nFornemmelse af et Stillads, der braser sammen. Noget lignende gør sig gældende i hans naturalistiske Landskaber:\ndet er ligesom den ene Form slaar ned, hvad han forsøger at bygge op med den anden.\nMere fuldkommen død Formalisme end Harald Hansens skal man lede længe efter. Vi er ikke engang tilbøjelige\ntil at yde ham Anerkendelse for Dygtighed. For den rutinemæssige Dygtighed han repræsenterer, kan man finde i lige\nsaa høj Grad hos enhver nogenlunde habil Plakattegner i Udlandet. Det har ikke Spor med Malerkunst at gøre.\n\nI\nKlingen udkommer med et Hefte hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret. Enkelte Hefter 5 Kr. Udgiver: Axel\nSalto. Redaktion: Emil Bønnelycke, S. Danneskjold-Samsøe, Otto Gelsted, Poul Henningsen, Axel Salto og Poul\nUttenreitter. Alle skriftlige Henvendelser til Redakt. sendes til Otto Gelsted, Nyt Nord. Forlag, Nørregade 7. Expedition:\nPoul Henningsen, Udbygade 1. Tlf. Nora 3232, hvortil alle Henvendelser angaaende Forsendelser af Bladét, Abonne-\nment o. s.v. bedes rettet. Trykning og Litografi udføres i Cato's lit. Etabl. Raderingerne hos Max Kleinsorg.\nKjøbenhavn d.15, Maj 1920."}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.4", "texte": "THEODOR PHILIPSEN\nF. 1840—D. 1920.\nErnst Goldschmidt.\nTHEODOR PHILIPSEN var en gammel Maler, næsten\nblind, og nu er han død. Dette Blad er helliget alt\nhvad der er ungt og seende, alt hvad der lever. Alligevel\nhar Klingen bedt om nogle Ord ved den gamle, blinde\nMalers Grav. Og med Rette: Thi da Theodor Philipsen\nvar ung og kunde, se, da var han gammel, men alt som\nAarene gik, blev han ung og seende. Ingen anden i dansk\nKunst har haft en saadan Udviklingsgang. Overfor hans\nUngdomsarbejder fra Treserne er det vanskeligt at spaa,\nat han skulde blive den Farvernes og Lysets Budbringer,\nsom han blev.\nDa Philipsen som 35-aarig rejste ud, til Studierne i\nParis, havde han allerede for sig et Publikum, der paa\nden aarlige Charlottenborg Udstilling fandt Næring for sin\nTrang til Kunstnydelse, og bag sig en ret righoldig Pro-\nduktion, deri ingen Henseende skilte sig ud fra den, der\nhavde hjemme paa dette, den danske Kunsts officielle\nArnested. Selv større Arbejder, paa hvilke han satte alle\nKræfter ind, som hans Hjenwenden fra Markedet, ved hvil-\nket han i 1871 konkurrerede til den Neuhausenske Præ-\nmie, eller Heste der rides til Svømning, med hvilket han i\n1874 vandt den, er ringe som Malerkunst, tamme, genre-\nmæssige. Gennemgaaende er hans Arbejder fra den før-\nste Periode, med faa Undtagelser, übetydelige, ofte udyg-\ntigt, ja dilettantisk malte; det var umuligt at forudse, at\nderes Skaber skulde blive en af Danmarks ypperste Kunst-\nnere. Midt i Halvfjerdserne kom Philipsen saa til Paris.\nTreserne og Halvfjerdserne havde set den store franske\nKunst fra Trediverne gaa i Graven. En Tue betegnede\nDelacroix' og Rousseau's timelige Rester. Millet, Courbet\nog Corot fulgte snart efter. Og (som ved anden Lejlighed\npaavist af disse Linjers Forfatter) stod danske Kunstnere,\nderi Halvfjerdserne kom til Paris, fremmede overfor Arv-\ntagerne efter de Store, overfor det Nye, som dengang gry-\nede i Frankrigs Kunst. Da Kroyer kom til Paris, søgte\nhan til Bonnat. Og da Philipsen i Halvfjerdserne vendte\nhjem fra Paris, kendtes det paa hans Arbejde, at han var\ngaaet i Lære hos de Døde fremfor hos de Levende, der\nstod midt i Dagens Strid. Særlig Rousseau og Troyon\nhavde været hans Læremestre.\nOg dog skulde Theodor Philipsen blive den første dan-\nske Maler, der kom til at se paa det Nye som noget andet\nog mere end »en fremmed Kulturs sære Blomster«. Det\ner hans uvisnelige Fortjeneste, at han som Maler opdagede\nat »det Nye« var en til alle Tider gyldig Udtryksform.\nMen det spores først langt senere i hans Billeder. Han\ntog Tilløb gennem Aaringer og hans maleriske Opfattelse\nudvikledes langsomt, især efter hans Opdagelse af Salt-\nholmen: først henimod Slutningen af Firserne havde han\ngjort Springet.\nHan havde næppe dermed, som Weilbach engang\nbelærte sin Samtid om, paavirket af den hele urolige Be-\nvægelse i Kunsten, svigtet sit Talents rette Grundvold.\nTværtimod, det nye Farvesyn og den nye Teknik voksede\nsammen med hans Naturopfattelse. Ved dem i Forening\nskaber han sine ypperlige Billeder fra Dyrehaven, fra\nSaltholmen, sine dejlige Billeder fra Kastrupvejen, eller fra\nfremmede Steder, han søger Lyset og Farven, sønder-\ndeler den, hvor det er fornødent for at fange Luftens og\nTonernes Perspektiv, fornemmer intenst og virker ved\nkølige og varme Nuancer i Koloriten, der giver denne\ndens egentlige Liv. Og med sine seneste Arbejder nær-\nmer han sig den nye Tid: Cézannes Ord, at der ikke\nfindes Form eller Modellering, men kun Kontraster, at\nFormen har sin største Fylde, hvor Farven har sin stør\nste Rigdom, Matisses esprit du mouvement kan illustreres\nved Eksempler blandt Philipsens Senværker. Stort i An-\nslaget og med stærk og levende Silhuetvirkning, gentog\nPhilipsen i sin Alderdom sin Ungdoms kære Motiver.\nHans seneste Billeder kunde stundom virke som en visio-\nnær Fortættelse af et helt langt Livs lagttagelser, Summen\naf et Livs Erfaring. De fortalte lidt om hans svigtende\nSyn, men de fortalte mere om en Ungdomskærlighed, der\naldrig kunde dø."}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.6", "texte": "LEON BATTISTA ALBERTI OG GRUNDLÆGGELSEN\nAF DEN KRITISKE ÆSTETIK\n\nMAN kan skelne mellem to Grupper af Arkitekter:\ndem, der søger at løse deres Opgave væsentlig under\nSmags- og Nyttehensyn og dem, der opfatter Arkitek-\nturen som en selvstændig kunstnerisk Disciplin, der først\nog fremmest maa forme sig som et metodisk Arbejde med\nrent kunstneriske Værdier. Det er Striden mellem disse to\nGrupper, der har givet Leon Battista Albertis Navn dets\noverordentlige Aktualitet. Han er dog mere nævnt end\nlæst. Hans æstetiske Grundanskuelser er nedlagt i en vidt-\nløftig Række af Skrifter og skjuler sig paa forskellige Ste-\nder mellem tekniske og haandværksmæssige Betragtninger.\nEn systematisk Fremstilling har han ikke givet. Det maa\nda hilses med Glæde, at den tyske Arkitekt W. Flemming\ni sit Skrift: Die Begrundung der modemen Åsthetik und\nKunstwissenschaft durch Leon Battista Alberti (Teubner,\nLpz. 1916) har samlet de mange spredte Enkeltheder til\net klart, systematisk sammenhængende og grundigt doku-\nmenteret Billede af Albertis æstetiske og kunstteoretiske\nAnskuelser.\nAlberti gaar ud fra sin Samtids Kunst, en Brunelleschis,\nDonatellos, Lorenzo Ghibertis og Lucca della Robbias\nVærker, og spørger: hvad er det, der gør disse Kunstvær-\nker til Kunstværker, hvad er det specielle ved dem, der\ngør, at vi bringer dem ind under en særlig Kategori: den\næstetiske? Alberti forstaar, at før vi kan opstille Enkelt-\nregler, maa vi have et Fundament at bygge paa: vi maa\nvide, hvad det er for et Princip, der giver de enkelte Reg-\nler deres Gyldighed. Derfor spørger han om, »hvori over\nhovedet al Skønhed bestaar . . . eller snarere, hvoraf en-\nhver Art af Skønhed og Udsmykning udspringer.« Vitru-\nvianerne spurgte blot om, hvilke Enkeltheder der var\nskønne og forudsatte, at man vidste, hvad det Skønne var\no: forudsatte i Virkeligheden hele Æstetiken. Alberti vil\ngrundlægge en selvstændig Æstetik, idet han stiller Spørgs-\nmaalet om selve Skønhedens Væsen.\nKraftigt vender han sig straks mod Vitruvianernes Over-\nvurdering af den dekorative Udsmykning: et Arkitektur-\nværk er ikke en Nyttebygning, der »forskønnes« ved Paa-\nklistring af Ornamenter. Det paaklistrede Ornament er\nkun en Slags Pudder eller Sminke; dog gives der ogsaa en\nberettiget dekorativ Udsmykning, der »er som en Glans,\nder understreger og maaske fuldstændiggør det Skønne.\nHeraf« tilføjer han »slutter jeg, at Skønhed ligesom\nlever i hele det skønne Legeme og * gennemtrænger det\nhelt, mens Udsmykning mere er et Slags opdigtet Skin og\nen udvendig Tilgift.«\nHvorledes stiller nu Alberti sig til det afgørende Grund-\nspørgsmaal: gives der almengyldige æstetiske Domme, der\nkan gøre Krav paa samme Gyldighed som de logiske, eller\ner al Kritik kun et Skænderi, hvor begge Parter har Ret\nog Uret? Er ikke Mennesket alle Tings Maal? Er altsaa\nikke enhver æstetisk Dom en ren Smagsdom, der veksler\nefter Tid, Sted og Person, og er der til syvende og sidst\nnogen Forskel paa Kunstneren og Kokken eller Kunstneren\nog Skrædderen?\nAlberti svarer med et Eksempel: »Den ene holder hos\nPigerne af en yndig Slankhed; en anden som den Ko-\nmedieperson vi nævnte før foretrækker en Pige, der er\ntrindere og krattigere end de andre. Du selv holder maa-\nske mest af en Figur, der hverken er sygelig sart eller\nsaa robust som en Nævefægters. . . Men vil du virkelig,\nfordi du ynder det ene eller det andet, paastaa, at de an-\ndre ikke har en ædel og skøn Skikkelse? Sikkert ikke!\n— At du fælder en Dom om Skønhed,« fortsætter Al-\nberti, »det skyldes ikke en Formodning (opinio) men en\nvis indre medfødt Fornuft (verum animis innata quaedam\nratio).« Polemisk tilføjer han: »Mange er ikke enige med\nmig heri og siger, at vor Mening om Skønhed og om Byg-\nningskunst nødvendigvis er vag og holdningsløs: det af-\nhænger af den enkeltes Smag, hvilken Form han vil give\nBygningsværket, og her gælder ingen kunstneriske For-\nskrifter. Dette er Uvidenhedens sædvanlige Fejl: at paa-\nstaa, at hvad den ikke selv kender til, eksisterer ikke.«\nAlberti afviser altsaa den individuelle »Smag« som æste-\ntisk Kriterium. Er det den individuelle Smag, der sidder\ntil Doms over Kunsten, saa gives der overhovedet ikke\nKunst, men kun en Leg, der morer den ene og ikke den\nanden. Men ogsaa den, der forfægter Smagen, tror at be-\nsidde den »gode«, o: den rigtige Smag. Vi staar her over-\nfor et Faktum, der er fundamentalt og derfor unddrager\nsig videre Undersøgelse: et Faktum, der ikke er et tilfæl-\ndigt Resultat af en individuel Særudvikling, men grunder\nsig i selve Menneskets Organisation som Artsvæsen.\nKunstværket er ikke en Efterligning af Naturen, men\nselv »som et levende Væsen« (Esse veluti animal aedifici-\num!) Man skal altsaa ikke skabe efter Naturen, men som\nNaturen. Ligesom Naturen er lovbestemt maa Kunstværket\nbære sin egen Lov i sig. »Derfor er det nødvendigt, at\nLeddenes Sammensætning er velovervejet og gennemføres\nfuldstændigt, saa de synes at være udsprunget af en Nød-\nvendighed og Formaalstjenlighed paa en saadan Maade, at\ndet ikke saa meget kommer an paa, om de og de Dele\noverhovedet forekommer, som paa, at de i den Rækkefølge\n. . . hvori de netop ligger, er anbragt saa fordelagtigt som\nmuligt.« Det kommer altsaa an paa en Orden, hvis indre\nSammenhæng er saa stærk, at intet kan ændres. Som en\nmoderne Filosof, Emanuel Lasker, har udtrykt det: Den\nKunstner, der endnu vakler mellem to lige gode Løsninger"}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.7", "texte": "af en Opgave, kan være vis paa, at han endnn ikke har\nforstaaet den til Bunds. Eller som Alberti selv med ypper-\nlig Strenghed siger: »Jeg er aldeles overbevist om, at Form-\nfuldendthed', 1 ær dig hed og Skønhed og alt lignende hestaar\nide I in g, der, hvis de toges bort eller ændredes, paa én\nGang blev hæslige eller blev til intet.«\nDet kommer altsaa ikke an paa en Ophobning af i sig\nselv »skønne« Enkeltheder, men Forholdene er det afgø-\nrende, det at Delene passer sammen, saa de »synes fødte\nog fastvoksede paa netop dette Sted.«\nAlberti drager nu Facit i følgende Definition:\n»Skønhed er en bestemt lovmæssig Overensstemmelse\naf alle Delene, ligegyldigt hvilken Sag det drejer sig om,\nsaa man hverken kan føje noget til, trække noget fra eller\nændre noget uden at gøre det hele mindre antageligt«\n(certa eum ratione concinnitas universarum partium, in\neo cuius sint, ita ut addi aut diminui aut immutari possit\nnihil, quin improbabilius reddat). Og videre: »Skønhed er,\nhvad der nødvendigt og hvilende i sig selv ligesom gen-\nnemtrænger hele det skønne Legeme« (toto esse perfusum\ncorpore).\nHarmonien (concinnitas), Enheden i Mangfoldigheden,\nhvad Alberti kalder »Delenes Overensstemmelse og Sam-\nklang« (consensus et conspiratio) og betegner som den ab-\nsolute og øverste Naturlov (absoluta primariaque ratio na-\nturae) er altsaa selve den æstetiske Idé, er Skønheden.\nSkønheden »gennemtrænger hele det skønne Legeme.«\nHvad Goethe har sagt om Naturen, gælder ogsaa her:\nKunst hat weder Kern noch Schale, alles ist sie mit einem\nMale! Her kan ikke længere skelnes mellem Ydre og Indre,\nmellem Indhold og Form. En ydre, synsmæssig Bedøm-\nmelse af Arkitektur er en Uting, Arkitekturens Love lader\nsig ikke øjemæssigt bestemme, Den æstetiske Lovmæssighed\ngennemtrænger hele Bygningen, og det er den, der betinger\ndet visuelle Skønhedsindtryk, ikke omvendt.\n\nOtto Gelsted.\n\nIndskrift\nKai Friis-Møller.\nTEG rejste dette Slot for mine Glæder,\nJ som ej er en Ynglings, men den modne Mands\nRus af forædlet Lyst for Sind og Sans,\nMens Hjertet, fredlyst, ler saa lidt som græder.\nOm Hoben ravende min Hal betræder\nOg blindt afblader mine Glæders Krans\nLad ti Slags Glæder blegne, ti Fold Glans\nFaar derved den, jeg regner mig til Hæder:\nMin Ligegyldighed! Jeg fødtes fri\nTil selv min Vin og Bolerske at kaare\nAlt efter Timen, jeg vil frydes i. . . .\nEn Træl af sligt blev ikkun Dyr og Daare.\nFri Mand er han, der vil ej Livet vie\nMér end et Smil og Døden ingen Taare."}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.8", "texte": "EN MALERS OPTEGNELSER\nAF HENRI-MATISSE\n\nEN MALER, der henvender sig til Offentligheden, ikke\nfor at fremvise sine Værker, men for at fremsætte nogle\naf sine Meninger om Malerkunsten, udsætter sig tor mange\nFarer.\nDa jeg ved, at mange Mennesker plejer at betragte\nMalerkunsten som hørende ind under Literaturen og for-\nlanger, at den ikke blot skal udtrykke de almindelige\nIdéer, der passer for dens Midler, men særegne literære\nBegreber, er jeg bange for, at man ikke uden Forundring\nvil se Maleren vove sig ind paa Skribentens Omraade; jeg\nved i Virkeligheden godt, at de bedste Beviser, han kan\nføre for sine Anskuelser, er hans Billeder.\nDog har Kunstnere som Signac, Desvalliéres, Denis,\nBlanche, Guerin, Bernard skrevet Artikler, der er blevet\noptaget i Tidsskrifterne. Hvad mig angaar, vil jeg slet og\nret fremsætte mine Følelser og Ønsker som Maler uden at\nbekymre mig om en literær Udtryksform.\nMen jeg ser en anden Fare, nemlig at det skal komme\ntil at se ud, som om jeg modsiger mig selv. Jeg foler me-\nget stærkt det Baand, der knytter mine sidste Billeder til\nmine tidligere. Jeg har dog ikke nøjagtig samme Mening\ni Dag som i Gaar; eller rettere sagt, det væsentlige i min\nMening har ikke forandret sig, og dog har min Mening\nudviklet sig og min Udtryksmaade med den. Jeg forkaster\nintet af mine Billeder, og jeg vilde ikke male et af dem\nanderledes, hvis jeg skulde male dem om. Jeg stræber\naltid mod samme Maal, men benytter forskellige Veje for\nat naa det.\nNaar jeg endelig nævner en eller anden Kunstners Navn,\ner det kun for at faa Modsætningen mellem hans og min\nMening frem, og man vil maaske drage den Slutning, at\njeg kun lægger ringe Vægt paa hans Værker. Saaledes\nudsætter jeg mig for at blive bedømt uretfærdigt med Hen-\nsyn til de Malere, hvis Stræben jeg maaske bedst forstaar\neller hvis Udførelse jeg skatter højest, fordi jeg har brugt\ndem som Eksempel, ikke for at tillægge mig selv nogen\nOverlegenhed, men for tydeligere at fremhæve, hvad jeg\nselv forsøger, ved at sammenligne mit med deres.\n* *\n*\nJeg stræber først og fremmest efter Udtrykket. Man har\nundertiden indrømmet mig en vis Viden, idet man dog\nerklærede, at min Ærgerrighed var begrænset, og at den\nikke gik længere end til at tilfredsstille Trangen til rent\nsynsmæssig Orden i Billedet. Men en Malers Hensigt skal\nikke betragtes uden hans Midler, thi den gælder kun for\nsaa vidt som den støttes af Midler, der skal være saa\nmeget mere fuldstændige (og ved fuldstændig forstaar jeg\nikke indviklet) som hans Hensigt er dyb. Jeg kan ikke\nskelne mellem den Følelse, jeg har af Livet, og den Maade,\njeg udtrykker det paa.\nFor mig bestaar Udtrykket ikke i den Følelse, der\nviser sig paa Ansigtet eller optræder som en voldsom Be-\nvægelse. Udtrykket er i hele Billedets Anlæg: Den Plads\nPersonerne optager, Rummet omkring dem, Størrelsen\nalt har sin Del deri. Kompositionen bestaar i paa en de-\nkorativ Maade at arrangere de forskellige Elementer, en\nMaler benytter for at udtrykke sine Følelser. Paa et Ma-\nleri skal enhver Del være synlig og spille den Rolle, der\ntilkommer den, enten den er betydelig eller ringe. Alt,\nhvad der ikke er nødvendigt paa et Maleri, er derfor ska-\ndeligt. Et Værk indeholder en Helhedsharmoni: enhver\noverflødig Enkelthed vil hos Beskueren træde i Stedet for\nen vigtig Enkelthed.\nKompositionen, der skal tage Sigte paa Udtrykket, æn-\ndres efter Overfladens Størrelse. Hvis jeg tager et Stykke\nPapir af en bestemt Størrelse, vil jeg gøre et Udkast til\nen Tegning, der staar i nødvendigt Forhold til Formatet.\nJeg vil ikke anbringe den samme Tegning paa et Stykke\nPapir af en anden Størrelse, 112. Eks. rektangulært i Stedet\nfor firkantet. Hvis jeg skal overføre det paa et Ark Papir\naf samme Form, men 10 Gange saa stort, vil jeg ikke\nnøjes med at gøre den større, Tegningen skal have en\nUdvidekraft, der opliver Tingene, som omgiver den. Maleren,\nder vil overføre en Komposition fra et Lærred til et andet\nog større, skal, for at bevare Udtrykket, komponere den\npaany. ændre dens Udseende og ikke blot overføre den.\n% *\n*\nVed at benytte Farvernes Lighed eller Modsætning kan\nman opnaa de fornøjeligste Virkninger. Naar jeg sætter\nmig til at arbejde, mærker jeg ofte i Begyndelsen friske\nog overfladiske Sanseindtryk. For nogle Aar siden tilfreds-\nstillede dette Resultat mig undertiden. Hvis jeg nøjedes\nmed det nu, vilde der blive noget svævende ved mit Bil-\nlede: jeg vilde male det flygtige Indtryk i et Øjeblik, der\nikke fuldstændig bestemmer mig, og som jeg maaske næppe\nvil genkende Dagen efter.\nJeg vil komme i den Tilstand af Indtrykkenes Fortæt-\ntelse, der skaber Billedet. Jeg har maaske været tilfreds\nmed første Udkast til et Arbejde, men det trætter mig\nefterhaanden, og jeg foretrækker at rette paa det for se-\nnere at kunne genkende det som et Billede af min Aand.\nPaa et andet Tidspunkt lod jeg ikke mine Lærreder\nhænge paa Væggen, fordi de mindede mig om Øjeblikke,\nhvor jeg var i en stærk ophidset Tilstand, og jeg holdt\nikke af at se dem, naar jeg var rolig. Nu forsøger jeg at\ngive Billederne Ro, og jeg tager dem op igen, hvis det\nikke er lykkedes mig.\nJeg skal male en Kvindeskikkelse: først giver jeg den\nYnde, Charme; dog det gælder om at give den noget mere.\nJeg vil sammentrænge dette Legemes Betydning ved at\nsøge dets vigtigste Linier. Charmen vil være mindre iøjne-\nfaldende ved første Øjekast, men den vil tilsidst frigøre\nsig fra det ny Billede, jeg har opnaaet, og det vil faa en\nstørre og mere menneskelig Betydning. Charmen vil være\nmindre fremtrædende, da den ikke udgør hele Karakteri-\nstiken, men dens Eksistens er ikke mindre, indeholdt i\nHelhedsopfattelsen af min Figur.\n* %\n*\nCharme, Lethed, Friskhed lige saa mange forbigaa-\nende Indtryk. Jeg tager igen fat paa et Maleri med frisk\nFarvetone. Jeg erstatter den med en anden, der har større\nTæthed og er mere fordelagtig, skønt den er mindre be-\ntagende for Øjet."}, {"page_pdf": 10, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.10", "texte": "De impressionistiske Malere, særlig Monet og Sisley,\nhar fine Sanseindtryk, der adskiller sig meget lidt Ira hin-\nanden; derfor er næsten alle deres Billeder ens. Ordet Impres-\nsionisme passer udmærket paa deres Fremstillingsmaade,\nden giver llygtige Indtryk. Derimod passer den ikke\npaa enkelte nyere Malere, der undgaar det lørste Indtryk\nog næsten betragter det som usandfærdigt. Et hurtigt Blik\npaa Billedet vil kun give en Del af Indtrykket. Jeg fore-\ntrækker at udsætte mig for at miste en Del af Charmen\nog saa opnaa mere Fasthed.\nI den Række Øjeblikke, der danner Væseners og Tings\noverlladiske Eksistens, og som giver dem et skiftende Ud-\nseende, der snart forsvinder, kan man søge en sandere,\nmere ejendommelig Karakter, som Kunstneren lægger Vægt\npaa for at give Virkeligheden en mere varig Fortolkning.\nGaar vi ind i Skulptursalen for det 17de og 18de Aarhun-\ndrede i Louvre, vil vi, hvis vi 112. Eks. betragter en Puget,\nse at Udtrykket er anstrengt og overdrevent. I Luxembourg\nvil vi derimod se noget helt andet. Billedhuggeren tager\naltid Modellen i den Stilling, der tilsteder det største Ud-\ntryk i Lemmerne, stærkest Spænding af Musklerne. Men\ndenne Bevægelse svarer ikke til noget i Naturen: fotogra-\nferer vi den, vil Billedet ikke minde os om noget, vi har\nset. Bevægelsen har kun Betydning for os, naar vi ikke\nisolerer det nuværende Indtryk fra det, der gaar lige forud,\neller det, der følger lige efter.\nDer er to Maader at udtrykke Tingene paa: den ene\ner at vise dem ganske ligefremt, den anden at fremmane\ndem med Kunst. Ved at fjerne sig fra den bogstavelige\nGengivelse af Bevægelsen opnaar man større Skønhed og\nStorhed. Lad os betragte en ægyptisk Statue: den fore-\nkommer os stiv, vi føler dog, at den forestiller et Legeme\nmed Bevægelse og som trods sin Stivhed er levende. De\ngamle Grækere er ogsaa rolige: en Diskoskaster vil blive\ngrebet i det Øjeblik, hvor han samler sig; hvis han imid-\nlertid er i sin mest anstrængte og usikre Stilling, vil Billed-\nhuggeren sammenfatte ham i en Gengivelse, der genopret-\nter Ligevægten og vækker Tanken om dens Varighed. Be-\nvægelsen er i sig selv ustadig og passer ikke til noget va-\nrigt som en Statue, med mindre Kunstneren kender hele\nden Bevægelse, han kun gengiver en Del af.\n* *\n*\nDet er nødvendigt, at jeg nøjagtigt angiver den Gen-\nstands eller det Legems Karakter, jeg vil male. For at op-\nnaa det studerer jeg mine Midler paa en meget sammen-\ntrængt Maade: hvis jeg sætter en sort Prik paa et Stykke\nhvidt Papir vil dette Punkt være synligt, hvor langt jeg\nend fjerner Papiret; ved Siden af dette Punkt sætter jeg\net andet, saa et tredje, og der vil allerede være Forvirring.\nFor at det skal beholde sin Værdi maa jeg gøre det større\nefterhaanden som jeg sætter liere Punkter paa Papiret.\nHvis jeg spreder blaa, grønne og røde Farver ud over\net Stykke hvidt Lærred, vil enhver af dem tabe i Betyd-\nning for hvert nyt Penselstrøg jeg sætter. Jeg skal male\net Interiør: foran mig har jeg et Skab, der giver mig et\nlevende Indtryk af rødt og jeg sætter en rød Farve, der\ntilfredsstiller mig. Der indtræder et Forhold mellem den\nrøde Farve og Lærredet. Sætter jeg nu en grøn og gul\nFarve til, vil der stadig være et tilfredsstillende Forhold\nmellem disse Farver og Lærredets hvide Farve. Men disse\nforskellige Farver forringer gensidigt hinanden. De forskel-\nlige Farver jeg benytter skal harmonere, saa de ikke øde-\nlægger Hinanden. Derfor maa der være Orden i mine Ind-\ntryk. Farvernes Forbindelse skal slotte dem i Stedet for\nat svække dem. En ny Farvekombination vil følge efter\nden første og gengive mit Billede Helhed. Jeg er nødt til\nat stille om paa Farverne, og derfor synes man at mit\nBillede er fuldstændigt forandret, naar det røde efter gen\ntagne Ændringer erstatter det grønne, der før dominerede.\nDet er mig umuligt nøjagtigt at kopiere Naturen, jeg er\nnødt til at fremstille og underkaste den Billedets Tendens.\nHar jeg fundet Overensstemmelsen mellem mine Farver,\nbliver Resultatet en Farveenhed, en Harmoni, der minder\nom en Musikkomposition.\nFor mig er den første Idé det vigtigste. Jeg maa derfor\nstraks have et klart Overblik over Helheden. Jeg kunde\nnævne en kendt Billedhugger, der har frembragt smukke\nVærker; men for ham er en Komposition kun en Sam-\nmenstilling af Stykker, og Resultatet bliver Forvirring i\nUdtrykket. Betragt til Gengæld et Billede af Cézanne; alt\ner saa godt kombineret, at mani hvilken som helst Af-\nstand og uanset hvor mange Personer der end er, tydeligt\nvil kunne skelne alle Legemer. Er der Orden og Klarhed\ni Billedet, skyldes det Orden og Klarhed hos Maleren lige\nfra Begyndeisen, eller Maleren var i al Fald klar over Nød-\nvendigheden af at opnaa den. Lemmer kan lægges over\nKors eller blandes mellem hinanden for Tilskueren for-\nbliver hver Del knyttet til samme Legeme og medvirker\ntil Billedets Hensigt: enhver Forvirring er forsvundet.\n* *\n*\nFarvens fremherskende Tendens skal være at støtte Ud-\ntrykket saa meget som muligt; jeg anbringer mine Farver\nuden forudfattet Beslutning. Hvis en Farve mig übevidst\nstraks har bedaaret mig, vil jeg som oftest, saa snart Bil-\nledet er færdigt, se, at jeg har respekteret denne Farve,\nog at jeg efterhaanden har ændret og omdannet de andre.\nFarvernes udtryksfulde Side paatrænger sig mig ganske in-\nstinktmæssigt. Skal jeg male et Efteraarslandskab, forsøger\njeg ikke at mindes de Farver, der passer til denne Aars-\ntid; jeg lader mig kun inspirere af den Følelse, der be-\ntager mig. Himlens kolde blaa Renhed udtrykker Aars-\ntiden lige saa godt som Løvets Nuancer. Selve mit Indtryk\nkan variere: Efteraaret kan være mildt og varmt som en\nForlængelse af Sommeren eller med kold Himmel og\ncitrongule Træer, der forkynder Vinteren.\nValget af mine Farver hviler ikke paa nogen viden-\nskabelig Teori; det grunder sig paa min lagttagelse, min\nFølelse, min Erfaring. Inspireret af enkelte Sider af Dela-\ncroix beskæftiger en Kunstner som Signac sig med Kom-\nplementærfarverne, og dette tekniske Kendskab faar ham\ntil her og der at benytte denne eller hin Farve. Jeg bru-\nger slet og ret de Farver, mine Indtryk giver mig. Der er\net nødvendigt Forhold mellem Farverne, der faar mig til\nat ændre en Skikkelses Form eller forandre min Kompo-\nsition. Har jeg ikke opnaaet det overalt i Billedet, søger\njeg det og fortsætter mit Arbejde. Der kommer saa et\nØjeblik, hvor hver Del har fundet sit bestemte Forhold,\nog det vil nu være mig umuligt at udbedre Billedet uden\nfuldstændig at male det om.\nJeg tror ikke, at Komplementærfarvernes Teori er übe-\ntinget. Ved at undersøge de Maleres Billeder, hvis Kend-\nskab til Farverne grunder sig paa Instinkt og Følelse, paa"}, {"page_pdf": 11, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.11", "texte": "en stadig Lighed i deres Indtryk, kan man paa visse\nPunkter nøjere bestemme Farvernes Love og udvide Farve-\nlærens Bammer.\n* %\n%\nDet, der interesserer mig mest, er hverken den døde\nNatur eller Landskabet, men Mennesket. Det tillader mig\nbedst at udtrykke den, om jeg saa maa sige, religiøse Fø-\nlelse, jeg har af Livet. Jeg lægger ikke saa meget Vægt\npaa Ansigtets enkelte Træk, at gengive dem et for et i deres\nanatomiske Nøjagtighed. Har jeg en italiensk Model, som\nved første Øjekast kun fremkalder et rent animalsk Ind-\ntryk, opdager jeg dog individuelle Træk; jeg naar tilsidst\nind til de Linier i Ansigtet, der viser det Udtryk af\nVærdighed, der særpræger ethvert menneskeligt Væsen. Et\nVærk skal bære hele sin Betydning i sig selv og paatvinge\nBeskueren den, selv om han ikke kender Emnet. Naar\njeg ser Giottos Freskomalerier i Padua, bekymrer jeg mig\nikke om at vide, hvilken Scene af Kristi Liv det er de\nforestiller, men jeg forstaar straks den Følelse, der strøm-\nmer ind paa mig, for den er i Linierne, i Kompositionen,\ni Farven, og Titlen bekræfter kun mit Indtryk.\nJeg drømmer 0111 en Kunst, der er ligevægtig, ren, ro-\nlig ingen forstyrrende Emner, en Kunst, der skulde\nvære for ethvert Menneske, der arbejder med Hjernen,\nsaavel for Forretningsmanden som for Skribenten, noget\nlindrende og hjerneberoligende, noget i Lighed med en\ngod Lænestol, hvori han kan udhvile sin fysiske Træthed.\nMan diskuterer saa ofte de forskellige Fremgangsmaa-\nders Værdi, deres Forhold til de forskellige Temperamenter.\nMan holder af at skelne mellem de Malere, der arbejder\ndirekte efter Naturen og dem, der arbejder efter Fantasien.\nJeg tror ikke, man skal anbefale den ene af disse Metoder\nfrem for den anden. Det hænder, at de benyttes skiftevis\naf samme Maler, hvad enten han nu har Brug for Genstan-\ndenes Tilstedeværelse for at modtage Indtryk og samtidig\nanspænde sin skabende Evne, eller hans Indtryk alle-\nrede er ordnede; i begge Tilfælde kan han naa til den\nEnhed, der danner Billedet. Dog tror jeg, man kan dømme\nom en Malers Vitalitet og Ydeevne, naar han, direkte\npaavirket ved Beskuelsen af Naturen, er i Stand til at\nsamle sine Indtryk, komme tilbage til dem gentagne\nGange paa forskellige Dage og fuldende Billedet: en saa-\ndan Magt forudsætter, at Maleren er tilstrækkelig Herre\nover sig selv til at kunne foreskrive sig en Disciplin.\nDe simpleste Midler er dem, der bedst tillader Maleren\nat udtrykke sig. Hvis han er bange for at blive banal,\nundgaar han det ikke ved en mærkelig ydre Form, en\naparte Tegning eller en besynderlig Farve. Hans Midler\nskal hidrøre fra hans Temperament. Han skal være i Be-\nsiddelse af den Naturlighed, der faar ham til at tro, at\nhan kun har malet det, han har set. Jeg elsker disse Ord\naf Chardin: »Jeg sætter Farve paa lige til det ligner.«\nOg dette af Gézanne: »Jeg vil skabe et Billede,« og ogsaa\nfølgende af Bodin: »Kopier Naturen.« Vinci sagde: »Den,\nder forstaar at kopiere, forstaar at skabe.« De Mennesker,\nder frivilligt fjerner sig fra Naturen, er ved Siden af Sand-\nheden. Naar en Maler tænker, skal han stille sig klart, at\nhans Billede er kunstigt, men naar han maler skal han\nhave den Følelse, at han har kopieret Naturen. Og selv\nnaar han er færdig, skal han beholde den Overbevisning,\nat det kun var for at gøre den mere fuldstændig.\n* *\nMan vil maaske sige, at man af en Maler havde ventet\net andet Syn paa Malerkunsten, og at jeg alt i alt kun er\ngaaet ud fra forslidte Talemaader. Hertil vil jeg svare,\nat der findes ingen ny Sandheder. En Kunstners Opgave\nbestaar, ligesom en Videnskabsmands, i at gribe de Sand-\nheder, man ofte har gentaget for ham, og som han gør\ntil sine den Dag, han har udforsket deres dybere Mening.\nHvis Flyverne skulde fremstille deres Forsøg, forklare os\nhvorledes de har kunnet forlade Jorden og svinge sig ud\ni Verdensrummet, vilde de slet og ret give os en Bekræf-\ntelse af de mest elementære fysiske Principper, som de\nmindre lykkelige Opfindere har forbigaaet.\nEn Kunstner vinder altid ved at blive underrettet om\nsine Fejl, og jeg er glad ved at have faaet mit svage\nPunkt at vide. Herr Péladan bebrejder i Ugerevuen nogle\nMalere, til hvilke jeg mener at maatte regne mig, at de\nkalder sig »Tigrene«, og at de gaar klædt som alle an-\ndre, saa deres Udseende ikke adskiller sig fra Afdelings-\nchefernes ide store Magasiner. Begner Geniet virkelig med\nsaa lidt? For mit Vedkommende kan Herr Péladan være\nganske rolig: fra i Morgen vil jeg lade mig kalde »Sar« og\nklæde mig ud som Tyrk.\nI samme Artikel paastaar den udmærkede Skribent,\nat jeg ikke maler hæderligt, og jeg havde Grund til at\nvredes, hvis han ikke sørgede for at kommentere sin Me-\nning ved en indskrænkende Definition: »Ved hæderligt\nforstaar jeg uden Bespekt for Idealet eller Beglerne.« Det\nulykkelige er, at han ikke siger os, hvor de Begler er.\nJeg er tilfreds, hvis de eksisterer, og hvor vilde vi ikke\nblive ophøjede Kunstnere, hvis det var muligt at lære dem!\nBeglerne eksisterer ikke udenfor Individerne: ellers vilde\ningen Professor staa tilbage for Bacine. Enhver af os er\ni Stand til at gentage de smukke Sætninger, men kun faa\naf os naar ind til Meningen: Jeg er villig til at indrømme,\nat der udgaar en mere fuldstændig Overensstemmelse\naf Begler fra et af Bafaels eller Titians Værker end fra\nManets og Benoirs, men de Begler man finder hos Manet\nog Benoir passer til deres Natur, og jeg foretrækker det\nmindste af deres Malerier for alle de Maleres, der har væ-\nret tilfredse med at fjerne Mærket fra »Venus med den\nlille Hund« eller »Den hellige Jomfru med Stillidsen.«\nDisse sidste har ingen Betydning, for vi tilhører nu en-\ngang vor Tid og deler dens Meninger, Følelser, ja selv\ndens Fejltagelser. Alle Kunstnere bærer deres Tids Præg,\nog de største er dem, der er dybest mærkede. Gourbet re-\npræsenterer bedre vor Tid end Flandrin, Bodin bedre end\nFrémiet. Hvad enten vi vil eller ej opstaar der en gensidig\nAnsvarlighed, som selv ikke Herr Péladan kan undslippe.\nFor maaske bliver det netop hans Bøger, Fremtidens Æste-\ntikere vil tage som Eksempel, naar de sætter sig i Ho-\nvedet at de vil bevise, at ingen i vore Dage har forstaaet\nLeonard da Vinci's Kunst.\n\nHenri-Matisse."}, {"page_pdf": 14, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.14", "texte": "Atlantis\nEmil Bønnelycke.\nDER ligger et Land, et Land i den skumrende Stund\nsom laa det med lysende Lygter alene paa Altets Bund.\nEn Gade mod søgrøn Himmel, med klareste Lygter paa Rad,\nsom drømte den sunkne Verden, den undersøiske Stad.\nDet er som om Lyset spejder igennem den grønne Sø\nefter den sunkne Verden, Jordens dybt jordede 0 . . .\nhvor Lygterne brænder for ingen, i klar, uforklarlig Ro,\nog synes at bygge en Stige, en fjern og forstenet Bro . . .\nSaa sover Jorden alene i Sfærernes grønne Grav;\nthi Himlen har lukket sin Bølge, som var den det kolde Hav —,\nder gemmer de grædende Skatte paa Verdens vemodige Bund,\nog sletter Udslettelsens sidste Smil om den Sunknes Mund . . .\nOg støder en stille Luftning mod Aften-Husenes Sten,\nskyller en lønlig Dønning tilbage mod Elmens Gren . . .\nDen staar i en yppig Bølgen som Algen i natmørkt Vand,\nsom led den i øde Længsel mod Livets evige Land . . .\nSaaledes sover Verden i Farver og Harmoni.\nGrønt glider de famlende Vande den favnende Alge forbi . . .\nAtlantis-Gaden, der blotter Alverdens uddøde Dag —,\nmen gemmer, i Skær af Smaragder, Verdens længst sunkne Vrag . . .\nDer er en højere Himmel, højt over Sfærernes Hav,\nhvor Stjernernes svimle Skibe skuer mod Jordens Grav . . .\nstævnende trygt imod Stranden, etsteds i et blankt Univers,\nLandet, der smiler i Masten og smykker det straalende Mers . . .\nSaa lyser Foraaret frodigt igennem det frysende Alt.\nDet dykker ved Aften i Dybet og kysser de Skibe, der faldt —.\nThi Skumringens lavgrønne Tone, der kommer det dybe nær,\ner kun en Spejling af Landet, de evige Somres Skær . . ."}, {"page_pdf": 15, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19200515-01.1.15", "texte": "NOTER\nM.\nT GLYPTOTEKETS VINTERHAVE foran trappeopbygningen til den antike afdeling staar den franske broncegruppe\n»Gloria victis«. Naar man lykkelig har overset den skrækkelige liggende eller siddende kvindefigur, der er anbragt\ni rotunden mellem bænkene, slutter enhver øjebevægelse uvilkaarligt i hovedaksens endepunkt, den centralt fremhævede\nog indrammede plads, hvor omtalte Gloria-gruppe er opstillet. Men denne gruppe formaar ikke at udfylde den af\npladsen fordrede funktion: at afslutte og fæstne rum- og farveindtrykket. Den er mørk og træder derfor ikke tydeligt\nfrem mod det mørke rum bag ved, man faar ikke straks kig paa den. Den er saa urolig i komposition, at selv\nplanterne forekomme roligt opbyggede i forhold til den. Endelig er den som planterne grøn af farve og bringer der-\nfor heller ikke paa farvens omraade nogen afslutning. Indtrykket er overordentlig pinagtigt, netop fordi de omgivende\nplantegrupper ere saa skønne og øjet saa afgjort søger en forløsende virkning paa den paagældende pladst\nMaa det hermed foreslaas, indtrængende, at den store, forgyldte Buddha, der nu staar nede i Kælderen,\nanbringes paa sokkelen istedetfor Gloria-gruppen. Ikke af forkærlighed for Buddhafigurer, men fordi den ejer alle\nbetingelser for at give rummet den savnede afslutning. Den er arkitektonisk fast opbygget, frontal, som skabt til at\nvære centrum for enden af en axe, den har et helt ovalt omrids, og endelig vil dens forgyldning virke som det savnede\nfarvesamlingspunkt. Maa den ikke blive opstillet paa prøve i otte dage??? D.\nDA DE KØBENHAVNSKE BLADE for Tiden ikke bringer fyldestgørende Omtale af Kunst, henviser vi til de\nsaglige og instruktive Udstillingsanmeldelser af vor Medarbejder, Maleren S. Danneskjold Samsøe i »Fyns Venstreblad«\ni April og Maj.\nDEGAS UDSTILLING. Hvor en Udvikling gaar frem, er det et lige saa stort Arbejde at rydde op ide kon-\nservatives Skældsord som ide radikales Lovprisninger. Impressionisternes samtidige Venner fandt i deres Kunst Far-\nvens Gennembrud. Men som Udviklingen er gaaet frem, er der hos Cézanne og hans Efterfølgere for Farven som\nFarve, som ren dekorativ Værdi, langt større Mulighed end hos Impressionisterne. Impressionister som Degas, Pissarro,\nMonet er mere Farveplastikere end Kolorister. Impressionisterne modellerer Rummet som en fritstrømmende, plastisk\nMasse i Farven deres Dygtighed til at komponere iøvrigt indrømmet Cézanne krystalliserer Farven i rolige,\nklare, bredt adskilte Flader og Former. Der er paa Degas-Udstillingen et enkelt Billede, »Dame med Hund«, der\ninteresserer som Fremstød i vor Tids Retning ved dets Farvebehandling, blaagrønne, gule, soite, lakrøde Farver i store\nFlader, foruden ved dets impressionistiske Kraft, den plastiske Komposition, den dristige Afskæring, Sansen for det\numiddelbare. De andre Billeder har i alle Tilfælde Værdi, som Udtryk for det Arbejde, Degas har gjort. Hans Be-\nundring og Kamp for det rythmiske er ikke faldet ufrugtbar til Jorden.\n\nTILSENDTE BØGER\nEDGAR RUBIN: En ung dansk Filosof og hans Værk samt Erindring og Erkendelse, en Dialog. Væsent-\nlig et udvidet Optryk af Rubins Artikel om Herbert Iversen i »Tilskueren« samt en Dialog, skrevet i 1912, der be-\nhandler erkendelsesteoretiske Grundspørgsmaal, som ogsaa Iversen har været inde paa.\nFRA NY CARLSBERG GLYPTOTEKS SAMLINGER. Dette Aarskrift, der skal danne et Sidestykke til Kunst-\nmusæets, er tilegnet Mindet om Carl Jacobsen, efter hvis gentagne Gange udtalte Vilje det er, at hans Gerning nu\nsøges uddybet ved en videnskabelig Behandling af Glyptotekets Hovedværker. Bogen bringer Afhandlinger af\nrik Poulsen (om Efebstatuen fra Epidauros og om etruskiske Gravmalerier), af Carl V. Petersen (om fransk Landskabs-\nmaleri) og af en Række udenlandske Kunstforskere.\nRICHARD BERGH: Stilproblemet i den moderne Kunst. Et Forsøg paa at forklare dens Oprindelse og Art.\nOvers, af Marie Henriques. Med Forord af Karl Madsen. 63 S. (Gyldendal.)\nRichard Bergh, den nu afdøde svenske Maler og Leder af Stockholms Nationalmuseum, undersøger i dette\nSkrift en Række af de Problemer, der er oppe i Tidens kunstteoretiske Diskussion Forholdet mellem naturalistisk\nog dekorativ Kunst, mellem »Indlevelse« og det matematisk Skønne, mellem Indhold og Form. Baade hvor Forfatte-\nren slutter sig anerkendende til de kubistiske Bestræbelser, og hvor han stiller sig kritisk overfor dem, følger man gerne\nhans klare og velorienterede Fremstilling, der danner en velgørende Modsætning til vor hjemlige Prof. Salomonsens\nintetsigende og perfide Skriverier.\nLE BULLETIN DE LA VIE ARTISTIQUE, der udgives af Bernheim-jeune, 25, Boulevard de la Madeleine,\nog udkommer to Gange om Maaneden (Abonnementspris 24 Francs), bringer i Tekst og Billeder en Hilsen fra Kunst-\nlivet i Paris og fortjener at finde Venner og Abonnenter ogsaa herhjemme.\nOTTO GELSTED: De evige Ting. Digte. Med Omslag og Vignetter af Poul Uttenreitter. (Nyt Nordisk Forlag).\nEMIL BONNELYCKE: Gadens Legende. Digte. (Lybecker.)\nDANSKE STUDENTERS ROKLUB. AARSBERETNING 1919. Indhold: Henning Koch: 1919. Johannes\nV. Jensen. Kalkbrænderihavnen. Poul Henningsen: Baadhuset i Kalkbrænderihavnen (med Planer af det af Hr. Arki-\ntekt Poul Henningsen for D. S. R. opførte Baadhus). Leo Swane: Det nye Rohus (»Jeg finder huset kønt«). For-\neningsmeddelelser.\nANGELICA AXELSEN: ARISTOTELES POETIK (Levin og Munksgaard). Af stadig Værdi for den kunst-\nteoretiske Diskussion. Med fuldstændig Oversættelse af den græske Tekst."}]}