{"numero_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_sha256": "2067f36815f43319266ba98c407ba77664bee5d9f4efa9bb3ed40aeabfb1c9e9", "source_tei": "https://github.com/Princeton-CDH/bluemountain-transcriptions/blob/main/periodicals/bmtnaag/issues/1920/11/09_01/bmtnaag_1920-11-09_01.tei.xml", "source_mets": "https://github.com/pulibrary/BlueMountain/blob/main/metadata/periodicals/bmtnaag/issues/1920/11/09_01/bmtnaag_1920-11-09_01.mets.xml", "url_numero": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01", "articles": [{"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c002", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c002", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.2", "titre_corps": "INDHOLD", "titre_sommaire": "INDHOLD", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.2", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 975, "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografier af Svend Johansen.\nEn elementær Række- og anvendt oaa\nden foreliggende Kunst. Af Poul Henningsen.\nLitografi af Axel Salto.\nLitografi af Axel Salto.\nOvid kos Skytherne. Fot. efter Eugéne Delacroix.\nOvids Selvbiografi. Oversat af Walt Rosenberg.\nFot. efter Mat isse.\nLitografi af Jais Nielsen.\nFot. efter Svend Rathsack.\nAkademiet.\nFarvelitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nLitografi af Karl Larsen.\nLitografi af Karl Larsen.\nNyhavns-Odyssé. Digt af Tom Kristensen.\nFarvelitografi af Svend Johansen.\nLitografi af Vilhelm Landstrøm.\nLitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nFot. efter Kamma Salto.\nOptegnelser fra en Rejse i Italien. Af Axel Salto.\nFot. efter græsk Skulptur.\nFarvelitografi af Axel Salto. ,\nLitograli af Axel Salto.\nLitografi af Axel Salto.\nFot. efter Henri Rousseau.\nDanske Troubadurer. Digt af Emil Bønnelycke.\nFarvelitografi af Svend Johansen.\nKlingens grafiske Forening. Vignet.\nFot. efter Pablo Picasso.\nIndholdsfortegnelse.\nNoter og Gabestok."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c003", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c003", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 2", "page_fin": "couv. 2", "image_debut": 2, "image_fin": 2, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.3", "titre_corps": "KLINGENS PUBLIKATIONER", "titre_sommaire": "KLINGENS PUBLIKATIONER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.2", "debut_caractere": 1454, "fin_caractere_exclue": 4371, "texte": "KLINGENS PUBLIKATIONER\nKlingen, Iste Aargatag. I komp. Bind, tegnet af Poul Uttenreitter. Pris 25 Kr. Faaes paa Klingens Ekspedition, Arkitekt\nPoul Henningsen, Udbygade 1, Kbhvn. N. Tlf. Nora 32 32.\nKlingen, 2den Aargang. I komp. Bind, tegnet af Axel Salto. Pris 50 Kr. Faaes paa Klingens Ekspedition. Af Iste og 2den\nAarg. af Klingen er kun meget faa Ekspl. tilbage.\nKlingen, 3die Aargang'. I komp. Bind, tegnet af Poul Uttenreitter. Indbindingen hos Harriet Rosenberg. Pris 35 Kr. Faaes\npaa Klingens Ekspedition.\nJens Adolf Jerichans Itaderingér. Magpe med 10 Originalraderinger 1918. Pris 100 Kr. Faaes ved Henvendelse paa Klin-,\ngens Redaktion, Édv. Glæselsvej 1, Kbhvn. F. Tlf. Godthaab 18 70.\n• Alf Larsen: IMgte. 5 Originalraderinger af Axel Salto. Trykt paa hollandsk Papir hos H. H. Thiele. Raderingerne trykt i\nKleinsorgs Etabl. Indbindingen hos Petersen og Petersen. Trykt i 60 num. og sign. Ekspl. å 200 Kr. Raderepladérne ødelagt. Faaes paa\nKlingens Ekspedition'og Redaktion.\n8 Originallitogralier af Vilhelm Lundstrøm. Mappe med 8 Originallitografier. Hvert. Blad signeret af Kunstneren. Pris\n100 Kr. Faaes paa Klingens Redaktion og paa Ekspeditionen.\nEndvidere er udkommen:\nMappe med 6 JDyretræsnit af Axel Salto. 1916. Haandtrykt og signeret i 30 Ekspl. Pris 50 Kr. Udsolgt.\n: £)lskovskniisten af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg, med Litografier og Vignetter af Axel Salto. Litografierne udført hos Cato.\nTrykt i 350 num. og sign. Eks. 1917. Udsolgt.\nForvandlingerne af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg, méd Litografier og Vignetter af Axel Salto. Trykt i 350 num. og sign.\nEkspl, i H. H Thieles Trykkeri. Litografierne udført hos Cato. 1918. tris 45 Kr. Faaes paa Klingens Redaktion og Ekspedition.\nH ans Adolf JBrorsons Psalmer. I Udvalg ved Otto Grelsted og Poul Uttenreitter. Litografier og Vignetter af Axel Salto,\nHylstret tegnet af Povil Uttenreiter. Trykt i 350 Ekspl. i H. H. Thieles Trykkeri. Litografierne udført hos Cato. Pris 25 Kr. Faaes j>aa\nKlingens Ekspedition.\nExpressionisme. Af Otto Gelsted. Pris 8 Kr. Luxusgave i 25 Ekspl. paa Van Gelder Papir med Originalradering af Jens Adolf\nJerichau, Farvelitografi af Axel Salto og Bind af Sigurd Swane. Pris 100 Kr. Nyt Nordisk Forlag, Nørregade 7, København.\nPaa Klingens Udstilling til Januar i den frie Udstilling vil fremkomme:\nHedenske Billeder. Mappe med 6 Originalraderinger af Axel Salto. Trykt i 30 num. og sign. Ekspl. Pris 100 Kr.\nTRYKFEJLSLISTE til Artiklen om Plads og Form, Hefte 9, andet Afsnit: 1. Spalte Linje 12 fr. n. Opfattettelse, læs Opfattelse. 2.\nSpalte Linje 27 fr. n: e angiver 4 Fag, læs c angiver 4 Fag. 3. Spalte Linje 31 og 32 fr. n.i Nævner og dentiske, læs Nævner og identiske.\n4. Spalte l5 fr. n. Fig. 9, ■ læs Fig. 6. 7. Spalte Linje 26 hvorved faas , læs hvorved faas V10 Endelig er ptfa Tav-\nle IIi øverste højre Hjørne ved Gruppen Ai Figurerne B2 og C2; fejlagtigt forbundet, med en hvid Punktering.\n■ N"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c004", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c004", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 3, "image_fin": 9, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.4", "titre_corps": "EN ELEMENTÆR RÆKKE OG RETNINGSLÆRE ANVENDT PAA DEN FORELIGGENDE KUNST", "titre_sommaire": "EN ELEMENTÆR RÆKKE OG RETNINGSLÆRE ANVENDT PAA DEN FORELIGGENDE KUNST", "signature_source": "Poul Henningsen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.3", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7634, "texte": "EN ELEMENTÆR RÆKKE OG RETNINGSLÆRE\nANVENDT PAA DEN FORELIGGENDE KUNST\n\nNAAR jeg har valgt at offentliggøre det efterfølgende\nStof i den foreløbige og lidet videnskabelige Form,\nhvortil det nu ved Trykningen af Klingens sidste Hefte\ner bragt, saa er det af rent aktuelle Grunde. Jeg indser\nklart, at en videre Behandling, navnlig af det matematiske\nStof, maatte kunne føre til en helt omlagt Disposition\nog derigennem tii vigtige Resultater, men det, deri Øje-\nblikket er afgørende for mig, er at bringe den aktuelle\nKamp, som dette Blad har ført, til en Afslutning.\nMan har sagt mig, at denne Polemik mod »de gamle«\n(af Synspunkt) om Æstetik er gold, men min Hensigt\nhar ikke været at omvende de gamle, thi jeg ved, at\nMennesker ikke sætter deres aandelige og timelige Vel paa\nSpil, nej min Hensigt er simpelthen den at fratage dem\nenhver Indfhjdelse paa Ungdommen. Men man skriver ogsaa,\nat det slet ikke gælder om at opdrage Ungdommen til at\nsøge en ny æstetisk Basis, men at Opgaven først og fremmest\ner at standse og uskadeliggøre den omsiggribende æstetiske\nInfektion, som spredes af Akademiet, de tekniske Skoler,\nBedre Byggeskik o. s.v. og istedet uddanne »en Række\nMennesker, der fri for æstetiske Nykker kan tegne smaa\nvelindrettede Beboelseshuse, forsvarlige hvad det sociale,\ndet økonomiske, det tekniske og den tektoniske Orden\nangaar, og som kan organisere og lede et Byggeforetagende«.\nOg disse Ord kan jeg saa fuldt ud underskrive, som det\nogsaa vil være min Hensigt at overbevise dem, der be-\nskæftiger sig med Byggeri om, at i Udformningen af det\næstetiske maa vi vente paa den enkelte Mand, der magter\ndenne Opgave, vi maa gennem Studiet af Arkitekturens\nnaturlige Betingelser og de praktiske Grænser for Arkitektur-\nopgaven ruste os til at modtage og forvalte det aandelige\nIndhold, som ikke skabes af et Akademi eller en Samling\nudøvende Arkitekter, men af den enkelte. Og jeg under-\nstreger det, denne enkelte er ikke os alle sammen. Betingelsen\nfor en Fremgang for Kunsten er først den, at Beskeden-\nheden over for Opgaven genindføres.\nJeg skal nu nøjagtig redegøre for Hensigten med disse\nUndersøgelser: Det er min Hensigt at bevise, at den fore-\nliggende »Kunst« overhovedet ikke har noget med Kunst at\nskaffe. Jeg vil føre dette Bevis for Arkitekturens Ved-\nkommende og overlade det til andre at fuldføre Under-\nsøgelser af parallel Art paa de andre Kunstarter, idet jeg\ndog ved den teoretiske Gennemgang stadigt for Fuldstæn-\ndighedens Skyld henviser til Maleri, Musik o. s. v., men\njeg gentager, det er Arkitekturen, mit Bevis skal gælde.\nFor at bevise, at den foreliggende Arkitektur intet har\nmed Kunst at skaffe, maa der opstilles en Definition paa\nKunst, men denne Definition behøver ikke at være fuld-\nstændig, det er nok, at vi gaar ud fra den almene Ide, at\nKunsten maa være en Uendelighedsopgave, endda af dobbelt\nUendelighed, paa den ene Side mod den fuldstændige\nHarmoni (konvergerende mod denne Grænse), paa den\nanden Side en videre og videre Beherskelse af det fore-\nliggende Stof (divergent konvergerende mod dette uendeligt\nfjerne Maal).\nVi vil i det følgende bevise, at den foreliggende Kunst\naldeles ikke opfylder disse (nødvendige, men ikke tilstræk-\nkelige) Betingelser, men tværtimod er en begrænset Opgave,\nen stadigt permuteret Forekomst af visse Fænomener og\nsom saadan i Slægt med Kortspil og andet Tidsfordriv.\nDette kan vi ogsaa udtrykke saadan: Den foreliggende\nKunst arbejder sig mod en Grænse, et Maal, som ganske\nvist er uopnaaeligt, paa samme Maade som den rette\nLinje ikke kan fremstilles uden tilnærmelsesvis, men som\ner endeligt, og som vi fuldt ud kan redegøre for i alle\nDetaljer. Disse Egenskaber, hvormed vi altsaa vil karak-\nterisere den foreliggende naive Arkitektur (til hvilken jeg\nhenregner alt, hvad der fremkommer offéntligt), er netop\ntypiske for Kort og Spil, hvor Personen kan udvise større\nog mindre Dygtighed, men hvor Sagen selv (Spillet, Kunsten)\naldrig kan vinde Fremgang, men er et givet fast afstukket\nOmraade med faste Love. Naar dette er bevist om den\nforeliggende Arkitektur, saa kan vi deraf slutte en hel Del\naf Vigtighed: Det bliver os indlysende, at en saadan Kunst\nsom den foreliggende aldrig med Rette vil kunne paaberaabe\nsig Statens og Samfundets Støtte ligesaalidt som et Akademi\nfor Billardspil, det bliver klart, at Kunsten er reduceret fra\nen Aandsvirksomhed til et Spørgsmaal om Behændighed. Det\nfremgaar tydeligt af Analogien med Kortspillet, at Kunsten\ni den foreliggende Form øver stor Tiltrækning paa Ud-\nøverne saa vel som paa Beskuerne, men det er latterligt deraf\nat slutte, at den har samfundsmæssig Betydning, hvilket\nden naturligvis ikke har (jævnfør Billardspil). Vi kan\ndirekte indse, at den foreliggende Arkitektur ikke bijder en\nMand Arbejde for hans Evner, men blot Tidsfordriv i ledige\nStunder, og endelig kan vi indse, at den, der for den nu-\nværende Æstetik tilsidesætter økonomiske, tekniske og prak-\ntiske Krav handler uforsvarligt.\nNaar jeg derfor har ført mit Bevis for den foreliggende\nKunsts Endelighed, saa kan jeg virkelig være tilfreds, thi\nikke alene vil det foran sagte følge ganske af sig selv,\nmen jeg har tillige samlet hele det aktuelle Spørgsmaal\nom Kunstnerens Uddannelse under et. For Arkitekten er\nderi al Almindelighed kun eet at gøre, nemlig at uddanne\nsig til Tekniker, og dette er han henvist til at præstere\nselv, da de Skoler, som staar til hans Raadighed, ikke\nkan give ham denne Uddannelse, de frie Kunster kan\nderimod aldeles ikke stille noget Krav om offentlig Ud-\ndannelse. Om dette Standpunkt, som saa ofte er kaldt\nnegativt (skønt det vel først og fremmest er et Nulstand-\npunkt, nemlig passivt), skal jeg, med Hensyn til dets Skær\naf Aktivitet (Akademiets Nedlæggelse), dets negative Ind-\nhold, understrege, at det baseres helt paa den positive\nTro, at der findes et æstetisk Spørgsmaal, og at dette er\net Samfundsspørgsmaal, men at det løses af den, der magter\ndet og ikke af de halvtreds, deri Øjeblikket lægger Kun-\nstens Kabale. For dem, der ikke ejer denne positive Tro\npaa en virkelig æstetisk Verden, er der kun al mulig\nGrund til at være tilfreds med de nuværende Behændig-\nhedskunster, jeg ønsker ikke at rokke dem i deres Tro\nog henvender mig kun til den, der utilfreds og raadvild\noverfor det besynderlige Stof, der paahældes ham af offent-\nlige Anstalter og hos anerkendte Arkitekter, spørger om en\nVej til Dygtiggørelse, en Vej ud af Uføret.\nDEN ELEMENTÆRE RÆKKE OG RETNINGSLÆRE.\nFor overhovedet at kunne tale om disse Emner (den moderne\nArkitektur) er det uomgængelig nødvendigt at have et Sprog, en\nTerminologi og yderligere at mene det samme, hver Gang man siger\ndet samme. Da det nu er en meget alvorlig Anke, jeg retter mod\nvore Æstetikere, at de har undladt begge disse Ting, saa maa jeg\nogsaa selv beflitte mig paa at skabe en Terminologi og at bruge den\nrigtigt. Det er derfor nødvendigt, at jeg trætter Læseren med efter-\nfølgende matematiske Redegørelse, som, hvor elementær den end er,\nbliver utilgængelig og meningsløs for den, der blot blader i den og\nikke læser den grundigt. Jeg har ikke naaet at gennempløje den\nLitteratur, som ligger til Grund for mine Undersøgelser, og jeg føler,\nat andre sikkert har gjort det efterfølgende Arbejde og gjort det\nkortere og klarere, men jeg har ikke kunnet opspore en samlet Be-\nhandling af disse Forhold, men derimod meget ofte spredte Misfor-\nstaaelser paa Omraadet, som jeg vil behandle. Jeg gør denne mate-\nmatiske Undersøgelse saa kort som muligt, fordi det her ikke er\nvæsentligt, at den bliver ført tilbunds, naar blot den berører de For-\nhold, der er af Betydning for den senere Gennemgang af den moderne\nÆstetik."}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.4", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 8816, "texte": "DE TRE ATRIBUTTER.\nYi udvider vort Kendskab til et Objekt derved, at vi hæfter os\nved dets Egenskaber, foretager kvalitative Bestemmelser, og vi samler\nalt, hvad der ejer denne Egenskab, i en Klasse, som vi giver Egen-\nskabens Navn saaledes bærer vi os altid ad i vor Trang til at\noverskue. Yi kalder dette at ordne i Mængde med Hensyn til et Klasse-\natribut. Lad os sætte, at vi staar overfor en Haves Produkter, vi\nsamler da disse Produkter i Mængder efter de Egenskaber, vi kan\npaahæfte dem (dette er ikke nogen eentydig Bestemmelse og kan alt-\nsaa gøres paa mange Maader), lad os for sig samle i Mængde med\nHensyn til Klasseatributtet Æble. Vi staar da overfor en Samling,\nhvor alle Elementer er ligemeget Æble, og der er ikke givet noget\nsom helst, der lader os foretrække det ene frem for det andet, og\nførst naar vi indfører et nyt Begreb, hvorefter vi ordner Mængdens\nElementer, staar vi overfor Muligheden af at kunne skelne det ene\nElement fra det andet. Vi kalder dette, at vi ordner indenfor Mængden\nmed Hensyn til et Ordeusatribid, men dette vil blot sige, at vi er-\nkender en Ulighed blandt de Elementer, som vi før samlede paa Grund\naf en Lighed, Ligheden var Æble, Uligheden kan være Størrelse.\nEll Mængde paa n wiigestore Æbler er i Virkeligheden allerede en\nordnet Mængde, o: der maa bestandigt være eet og kun eet Led,\nder er det største, og eet og kun eet, der er det næststørste og saa-\nledes videre ned til det mindste. Vi kalder en ordnet Mængde for en\nRække, og denne Række er i dette Tilfælde ordnet efter Ulighed\nmed Hensyn til Størrelse i Klasse atributtet Æble. Lægger vi nu i\nStedet for at konstatere noget om Størrelse disse n Æbler paa Rad,\nsaa har vi, ligegyldigt hvorledes Æblernes Størrelse varierer, virkelig\nen ordnet Mængde = en Række, fordi der bestandig maa være eet\nog kun eet Led, der er det første fra venstre og eet, der er det\nnæstførste og saaledes videre, denne Række er ordnet i ivZasseatributtet\nÆble med Hensyn til Ulighed i Plads. Viser det sig nu, at denne\nRække af Æbler ordnet med Hensyn til Plads, naar vi undersøger de\nenkelte Æbler med Hensyn til Størrelse, udtrykker en Lovmæssighed,\nnetop fordi Æblerne ligger i den bestemte Orden, saa har vi altsaa\nen Mængde (Æbler), ordnet i Række (med Hensyn til Plads) og ud-\ntrykkende en ordnet Ulighed (med Hensyn til Størrelse), vi kalder\ndette en ordnet Bække eller en Følge, n Æbler lagt i Orden, saaledes\nat det første Æble fra venstre tillige er det største og det andet det\nnæststørste osv., er altsaa en Følge. Talrækken er ligeledes en saadan\nFølge med Hensyn til Plads og Størrelse i Klasse atributtet Tal.\n2 er nemlig det andet Tal og har Størrelsen 2, at disse Egenskaber\nikke er identiske vil ved mindre simple Følger være indlysende: ser\nvi paa de to Følger 123456789 og 987654 3 21, saa vil vi sige, at\n1 er det første Led i første Følge og har Størrelsen 1, men i anden\nFølge er 9 det første Led og har Størrelsen 9.\nDette kunde synes indlysende, men vi har derved gaaet ud fra\nen Læseretning og gaaet ud fra, at det var den samme for begge\nFølger, men dette kan vi ingenlunde gøre, vi maa behæfte saavel en\nRække som en Følge med en bestemt Læseretning, og saaledes op-\ndager vi, at vi af Talrækkens første 9 Elementer kan opsætte ialt\nFald 4 Følger med samme Lovmæssighed mellem Elementerne ind-\nbyrdes, men som Helhed af vidt forskellige Egenskaber. De fire Følger\nser saadan ud :\na) 123 4-56789, b) 987654321, c) 987654321 og d) 1 23456789.\nVi kalder Følgen a for ensrettet, men invers med b, men om c\nsiger vi, at den er numerisk ens, men modsatrettet af a og om d, at\nden er modsat rettet og invers med a. Pilen angiver Læse- eller Op-\nfattelsesretningen og er det tredje Atribut, vi indfører til Bestemmelse\naf Rækken og Følgen.\nEr Følgen eller Rækken givet, vil vi ikke deraf kunne opstille et\nenkelt Sæt af de tre Atributter, men omvendt bestemmer et Sæt af\nde tre Atributter een og kun een Følge eller Række:\n1) Klasseatributtet er Betingelsen for, at Mængden kan dannes\neentydigt.\n2) Ordensatributtet er Betingelsen, saavel for at Mængden kan\nordnes i Række, som at Rækken kan ordnes i Følge eentydigt.\n3) Retningsatributtet er Betingelsen for, at saavel Rækken som\nFølgen kan opfattes eentydigt.\nKLASSEATRIBUTTET.\nDet ligger nær at kalde Klasseatributtet for kvalitativt, men dette\ner hverken udtømmende eller rammende, det afgørende er, at alle\nElementerne er ens med Hensyn til Atributtet. Man kunde i og for\nsig godt samle alle Firheder i en Klasse og danne Rækker og Følger\ni den, og saaledes vil der altsaa kunne opstaa Rækker med Hensyn\ntil et Klasseatribut, der er et Tal. I det førnævnte Eksempel med\nÆblerne vil vi ogsaa kunne samle alle røde Æbler i en Klasse, der\nhedder Æbler og en Underklasse, der hedder rødt. Rødt er altsaa et\nKlasseatribut, og det er yderligere en kvalitativ Bestemmelse. Nu kan\nvi imidlertid i Stedet for rødt ligesaa godt skrive elektrisk Bølge med\nSvingningstiden t, og vi ser altsaa, at en kvalitativ Bestemmelse (rødt)\nkan opløses i en højere kvalitativ Bestemmelse (elektrisk Bølge) gange\nen Konstant (t). Hvad vi gør, naar vi ordner i Mængde med Hensyn\ntil et Klasseatribut, er altsaa, at vi sætter et Begreb, der er fælles\nfor alle Elementerne, udenfor Parantes, saaledes at der til Best indeni\nParantesen bliver Ulighederne og intet andet. Om nu dette Klasse-\natribut, som vi har sat udenfor, kan opløses i Faktorer helt op til en\nsidste fælles Kvalitet (Elektronet, Monismen) kommer i og for sig ikke\nde Egenskaber ved, som udtrykkes indenfor Parantesen.\nORDENSATRIBUTTET.\nIndenfor Parantesen træffer vi en Ulighed, og det er klart, at\ndenne Ulighed er rent kvantitativ (det ligger i Ordet ulig), hvad\nenten den angaar Størrelsen eller Pladsen (som vi derfor maa definere\nsom Størrelsen af en Afstand fra et Punkt) eller Styrken (af det røde\npaa Æblerne for Eksempel) osv., saa er det altsammen at opfatte som\nkvantitative Bestemmelser, og viser disse kvantitative Bestemmelser en\nLighed, er det os ikke muligt at ordne i Række endsige Følge, men\nvi maa blive staaende ved den dannede Mængde, i hvilken vi siger, at\nOrdnen er ligegyldig.\nIdet vi først vil undersøge Rækker, saa vil vi ved en Mængde,\nhvori Ordnen er ligegyldig, for Eksempel tænke os en Samling Punkter,\nhvis Plads vi ikke kender. Fastlægger vi imidlertid deres Plads, og\nhar vi yderligere fastlagt et Punkt, hvorfra vi vil maale denne Plads\nsom en Størrelse, en Længde, saa har vi i visse Tilfælde bestemt en\nRække og bestemt den eentydigt, nemlig hvis Pladsbestemmelsen for\nhvert Punkt viser Ulighed. Sætter vi derimod, at Punkterne ligger paa\nen Cirkel med Punktet, hvorfra Pladsen skal maales, som Centrum, saa\ner Opgaven atter übestemt med Hensyn til Plads. Fremstillingen af\nen Række maa altid være Punkter paa en ret Linje, d.v. s. en lineær\nPladsrække, og i denne lineære Pladsrække maa være givet et Nulpunkt\nog en Enhed, hvorfra og hvormed de enkelte Leds Plads bestemmes.\nPlads er altsaa en Afstand fra et Punkt. Denne Definition af Plads\nskal altsaa erstatte den (tilsyneladende naturligere), at man ved et Leds\nPlads forstaar dets Nummer i Rækken af Led, først og fremmest fordi\nden sidste Definition forudsætter, at Leddene er anbragt med ligestor\nAfstand, men dernæst ogsaa, fordi Leddenes ligestore Afstand tillige\nskal være endelig, hvilket den ikke er ved kontinuerlige Rækker, som\nvi nu skal se.\nEn koiitinuerlig Række er en Række, hvor Leddene ligger overalt\ntæt, saaledes at vi altid i enhver Afstand fra Nulpunktet træffer et\nLed, (naar blot denne Afstand er beliggende mellem Rækkens største\nog mindste Led), en saadan kontinuerlig Række fremstilles som en\nret Linje, er denne Linje af en endelig Længde, kalder vi Rækken\nbegrænset, er den uendelig lang, kaldes den übegrænset. En begrænset\nkontinuerlig Række har uendelig mange Led, og et hvilket som helst\nLed i endelig Afstand fra Rækkens første Yderpunkt vil altsaa faa\nNummeret 00, hvilket, som ovenfor nævnt, er Grrunden til, at vi defi-\nnerer Plads som Afstand.\nMedens en Række kan fremstilles eentydigt som en Punktrække,\nmaa vi gribe til andre Midler ved Fremstillingen af Følgen, thi her\ner der to Egenskaber vi vil udtrykke med Hensyn til Ulighed\n(Eks. Plads og Størrelse), og vi maa altsaa fremstille den ene Egen-\nskab ved en Punktrække og hæfte den anden ved hvert Punkt som\net Linjestykke af bestemt Længde, de fire Følger ab c og d kommer\nderved til at se saadan ud.\nFølgen a kan i og for sig godt fremstilles ved en Punktrække\n(ligesom c), men det ligger i, at dens to Egenskaber Plads og Stør-\nrelse løber saaledes parallelt, at de begge kan udtrykkes ved samme\nPunktrække, b og d derimod maa i deres to Egenskaber fremstilles\nved to Punktrækker og viser altsaa, at vi i Almindelighed ved Følger\nmaa anvende den viste Fremstilling, som vi vil kalde en Linjefølge\n(nemlig en Følge af Linjer)."}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.5", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 8325, "texte": "Angaaende Elementerne selv og deres indbyrdes Forhold eller\nden Lov, hvorefter hvert Led dannes efter det foregaaende og danner\ndet efterfølgende, henvises der til den almindelige Matematik, specielt\nden elementære Mængdelære. Nogle enkelte Eksempler skal dog om-\ntales her for Anskuelighedens Skyld. Følgen 1 24 8 16 32 64 udviser,\nnaar vi undersøger den følgende Differens mellem to paa hinanden\nfølgende Led: 1 24 8 16 32, altsaa den samme Følge. Dette kunne\nsynes meget dybsindigt, og dog er Følgen en simpel Kvotientrække\nmed q = 2, og vi maa altsaa anse denne Karakteristik for den knap-\npeste og mest rammende.\nJeg har nævnt dette som et primitivt Eksempel paa Vanskelig-\nheden ved ud fra ren Analyse at slutte sig til noget entydigt. Et\nsimpelt Eksempel paa en Følge, hvor hvert Led er bestemt, men\nikke direkte af det foregaaende, har vi i Rækken af Primtal (o: alle\nTal, som kun er delelige med 1 og sig selv): 1 23 57 11 13 17 19.\nDen perspektive Afbildning af en Række lige store Genstande med\nlige store Afstande (Lygterne langs en Gade) er øjensynlig en Følge\ni Plads og Størrelse, hvor saavel Plads som Størrelse har Nulpunkt i\ndet perspektiviske Hovedpunkt, den er øjensynlig diskontinuerlig\nog begrænset, men med uendelig mange Led. Yi ser ogsaa. at den\nhar Fortætningspunkt i Hovedpunktet, d.v. s. Leddene falder dér\nuendelig tæt. løvrigt er det en Kvotientrække.\nRETNINGSATRIBUTTET.\nRetningsatributtet gælder Læseretningen eller rettere hele Ræk-\nkens Anbringelse. Yi har i det foregaaende kun omtalt Rækkens\nAnbringelse paa en Linje, og denne Anbringelse er ogsaa til Grund\nliggende for en senere Undersøgelse af Rækkers Anbringelse i Planen\nog maa altsaa undersøges først. En Række fremstilles efter det fore-\ngaaende som en Mængde Punkter med fast Plads paa en ret Linje\nog vi ser deraf umiddelbart, at naar Linje og Nulpunkt er given, og\nen Rækkes Led foreligger, kan vi kun anbringe dem paa to Maader,\nenten til den ene Side fra Punktet ud af Linjen eller til den anden\nSide. Anbringelsen udtrykker en Retning og de to Anbringelser altsaa\nmodsatte Retninger. Med Indførelsen af Retningen og Begrebet Mod-\nsatrettethed indføres Begreberne positivt og negativt, hvor vi før kun\nhavde med numeriske Størrelser at gøre. Kalder vi altsaa Rækken\nanbragt paa den ene Maade for positiv, bliver den anbragt paa den\nanden Maade negativ og omvendt. Det karakteristiske ved to positive\nog negative lige store Tal eller positive og negative ensdannede Ræk-\nker er, at de ophæver hinanden ved Addition, og dette stemmer, som\nvi ser, med ovenstaaende Fremstilling af positive og negative Rækker.\nPositivt og negativt er symmetriske omkring Nid. Yi ser deraf, at naar\ndet drejer sig om Pladsrækker, der er modsat anbragt, saa vil de\nvære symmetriske, og vi vil kalde dem henholdsvis positive og negative,\nog da enhver Række fremstilles som en Pladsrække, saa vil vi altid\nopfatte positivt-negativt, symmetrisk eller modsat rettet som tre Beteg-\nnelser for det samme matematiske Indhold.\nSer vi nu paa Følgen af de Forhold, som deri udtrykkes med\nHensyn til Retning, saa har vi allerede udtrykt de fire Muligheder\na, b, c og d, men nu ved vi, at disse fire Følger kun viser Modsæt-\nning med Hensyn til Plads, medens Størrelsen derimod er ensrettet,\nhvad vi let ser ved at projicere alle de Linje stykker, som angiver\nLeddets Størrelse, hen paa en lodret Linje (i Fig. 1), hvorved vi\ndanner den Størrelserække, som Følgen indeholder. Denne Størrelse-\nrække er for alle fire Følgers Vedkommende opadgaaende, og vi kan\ndanne fire andre Følger, hvor Størrelserne sættes nedad fra Plads-\nrækkens Punkter i Stedet for opad. Disse fire nye Følger svarer i et\nog alt til de fire oprindelige, kun bestaar de af negative Størrelser,\nhvis de første fire bestaar af positive (og omvendt).\nIdet vi nu skal undersøge forskellige Forhold vedrørende Symmetri\ni Rækker, saa vil vi ved de anførte Taleksempler ikke forstaa Følger,\nsom giver Oplysning baade om Tallets Plads og dets Størrelse, men\nblot forstaa Rækker, idet vi altsaa lader Tallene repræsentere blot en\naf deres to Egenskaber (enten Plads eller Størrelse). Det bliver derved\noverflødigt at anvende Pile, idet Leddene selv angiver Læseretningen,\nda Rækken skal være stigende. Rækkerne 9876543210123456789\nbliver da at opfatte som to modsatrettede Rækker, som er rent symme-\ntriske, o: hvert Led kan ved Addition ophæves med et tilsvarende\nDet samme gælder Rækkerne 987654 3, 345678 9, men medens de\nførste to havde et Nulpunkt med, som var fælles for begge Rækker, er de\nsidste forskudt fra Nulpunktet, men der er stadig ren Symmetri. Ræk-\nkerne 7 6 54 3 og 34 5 6 7 8 9 er derimod ikke rent symmetriske, idet der,\nnaar Symmetrien er gjort op, bliver en Rest, og om Rækkerne 43 21 og\n2468, siger vi, at de er proportionalt symmetriske, o: den ene opstaar\naf den anden ved en Multiplikation og en Modsatrettethed. Endelig\nsiger vi om Rækkerne 98765 og 1 2 34 5, at de er forskudt symmetriske:\nde er ens i alt, blot modsat rettede, og den ene er forskudt fra Nul-\npunktet et Stykke mere end den anden. Disse forskellige Eksempler\nfremstilles geometrisk ved paa en Linje at afsætte et Nulpunkt, at\nbestemme en Enhed og at afsætte Tallene som Længder i den givne\nEnhed, ud af den givne Linje, fra det givne Nulpunkt og ide Ret-\nninger. som Pladsen angiver.\nEfter Gennemgangen af disse Muligheder for lineær Anbringelse\naf en Række, og idet vi henviser til, at Følgen, hvad angaar dens\nRetninger, blot skal undersøges som to Rækker, vil vi nu gaa over\ntil en Behandling af Rækkers Anbringelse i Planen, idet vi straks\nunderstreger, at denne Anbringelse ikke maa søge sin Berettigelse i\nArkitekturen, som hovedsagelig arbejder med lineær Anbringelse af\nRækker (ligesom Musikken), medens Maleriet i sin Komposition og\nsin Farvelære arbejder med Rækkers Anbringelse i Planen og til-\ndels Rammet, Yi vil for det efterfølgende erstatte selve Rækken med\nen Retningsbestemmelse, thi da det er os klart, at positivt og negativt\nudtrykker Retninger, kan vi nøjes med at arbejde med Retninger,\nsom vi blot giver Rækkens Længde og Retning, d.v. s. Begyndelses-\npunkt, en saadan Retning kalder vi en Vektor og den kan opfattes\nsom en kontinuerlig Pladsrække, som altsaa i sig indeholder og maa\nindeholde alle den givne Rækkes Led som Punkter af Yektoren. Frem-\nstillingen af Rækkers Anbringelse i Planen er Arbejde med immaginære\nog komplekse Tal, medens Rækkers Anbringelse paa Linjen angaar\nde reelle (rationale og irationale) Tal.\nVor Undersøgelse skal først gælde lige store Vektorer med samme\nBegyndelsespunkt og dannende en vilkaarlig Vinkel med hinanden,\nvi ser da umiddelbart Figur 2, at der er en Lighed mellem A og B?\no: de stræber begge tilvenstre, og en Modsætning, o: A stræber\nopad, B nedad. Vi vil nu opløse de to givne Retninger, Vek-\ntorer efter lignende Principper, hvorefter Kræfter i Statikken op-\nløses, idet vi for at undersøge de to Retningers Symmetri (Modsætning)\nopløser vinkelret paa deres øjensynlige Symmetriakse, og for at under-\nsøge deres Ensrettetlied netop maa opløse langs Symmetriaksen. Vi faar\nda de to givne Vektorer A og B's Modsætning og Lighed udtrykt\nved Komposanterne aj og og Komposanterne a2 og b2 som par-\nvis er lige store. Vi noterer, at medens mani Statiken, hvor det blot\ngælder at kende Resultatet, uden videre lader to lige store modsat-\nrettede Kræfter ophæve hinanden og sletter dem og uden videre\nlægger to Kræfter sammen, naar de støtter hinanden fuldstændigt\n(hvilket svarer til, om vi i Fig. 2 sletter og og lægger a2 og\nb2 i hinandens Forlængelse, saaledes som den stiplede Vektor\nsaa kan vi aldeles ikke tillade os dette i Retningslæren, thi vi ønsker\njo netop ikke at bortelliminere dem, men at vise deres Eksistens, og\nat et Hus er symmetrisk og altsaa udtrykker en vis primitiv Ligevægt,\ner ikke ensbetydende med, at vi kan slette de to Halvdele, hvoraf det\nbestaar. Ligeledes kan vi heller ikke, som Statikken gør med sine\nKræfter, lade en Resultant erstatte to Komposanter og to Kompo-\nsanter en Resultant, thi i første Tilfælde elliminerer vi en Modsætning,\nsom var given og urørlig, og i andet indfører vi en Modsætning som\nfremmed Rod i vort Regnskab. Tilslut vil vi bemærke et Par Ord om\nto lige store Vektorer med samme Begyndelsespunkt, hvor den ene\nligger fast, og den anden drejer sig 360°. Vi ser uden Vanskelighed,"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.6", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 9272, "texte": "at Ligheden aftager fra fuldstændig Lighed til Nul, naar Vinklen\nmellem Vektorerne gaar fra 0 til 180°, og tiltager fra 0 til fuldstændig\nLighed, naar Vinklen gaar fra 180° til 360°, medens Modsætningen\ntiltager fra 0 til fuldstændig Modsætning og aftager fra fuldstændig\ntil 0 ide samme Intervaller. Vi noterer allerede her, at Modsætning\nog Lighed er, hvad vi senere skal kalde, inverse Begreber. Disse Be-\ntragtninger om ligestore Vektorer i Planen vil faa fundamental Be-\ntydning for en rationel Farvelære og Kompositionslære. Tilslut skal\nlige nævnes, at man ved ulige store Vektorer med samme Angrebs-\npunkt opnaar at se Modsætningen udtrykt som ren Modsætning, der-\nsom man vælger den til Kræfternes Resultat svarende Retning at\nopløse efter (denne Retning er jo, da Vektorerne er uligestore, ikke\nsammenfaldende med Vinkelhalveringslinjen mellem Vektorerne), men\nat mani og for sig altid kan opløse med Hensyn til en hvilken som\nhelst Linje og søge sine Ligheder og Modsætninger udtrykt med\nHensyn til denne. Om Vektorer, som ikke har samme Begyndelses-\npunkt. skal det nævnes, at der derved indføres Svingretninger, o: i\nPlanen forskudte Symmetrier, svarende til de paa Linjen forskudte,\nsom vi før har omtalt.\nALMINDELIGE BEMÆRKNINGER.\nI Tilslutning til ovenstaaende Undersøgelse vil vi nu gøre en\nRække Bemærkninger, opstille en Del Begreber og fremføre nogle\nEksempler til Belysning af Rækkevidden af det omhandlede Stof.\nEn Række er kun positiv, naar vi har vedtaget en Retning i den\nsom positiv, d.v. s , at der ogsaa eksisterer en negativ Retning, og\nda nu Rækken i sin Fremstilling altid tillige kan fremstilles modsat,\nsaa maa vi, inden vi skrider til en Rækkes Fremstilling, undersøge,\nom Klasseatributtet levner Muligheden af en modsat Række. Dette\ner for Eksempel Tilfældet med Klasseatributtet Formue, som tillader\nen modsat rettet Række i negativ Formue = positiv Gæld, men det\ner langt fra altid Tilfældet: Rækken med Hensyn til lysende kan ikke\nbehæftes med Fortegn, fordi det modsatte af lysende ikke eksisterer.\nVi kan kun danne en Række (kontinuerlig om vi vil) fra det slet ikke\nlysende (Mørke = Nulpunkt med Hensyn til lysende) til det mere og\nmere lysende. Derimod kan vi hæfte et Modsætningsbegreb til det\nnumeriske Klasseatribut lysende, for Eksempel rødt, grønt, (som er\nModsætningsbegreber, fordi de ophæver hinanden ved Addition), men\nvi faar derved Følger, som kun er modsatte med Hensyn til det ene\nKlasseatribut (Farven) og altid maa blive numeriske med Hensyn til\ndet andet (Lysstyrken).\nVi vil nu gøre nogle Betragtninger om Nulpunkter. Betingelsen\nfor Symmetri, Modsætning er Tilstedeværelsen af et Nulpunkt. Dette\nNulpunkt maa være Nulpunkt for to modsatrettede Rækker. I Rækken\nkan der kun være eet Nulpunkt og altsaa kun een Symmetri, i Følgen\nkan der være to, nemlig med Hensyn til de to Uligheder, hvorefter\nFølgen er ordnet. Disse tre Nulpunkter, Rækkens ene og Følgens to,\nkalder vi de primære Nulpunkter. Foruden de primære Nulpunkter\nkan deri Følgen opstaa to andre Nulpunkter, som vi opdager saa-\nledes: En Følge kan være stigende eller faldende, eller den kan være\nbegge Dele samtidigt med Hensyn til den ene Ulighed, men den maa\naltid være stigende med Hensyn til den anden Ulighed. Tænker vi os\nde n Æbler lagt paa Rad, saa er Følgen ordnet stigende med Hensyn\ntil Plads, men Størrelsen kan variere efter en eller anden Kurve.\nPunktet, hvor Kurven gaar over fra Stigning til Fald eller omvendt,\nkalder vi Kulminationspunktet, og det er et sekundært Nulpunkt, idet\nde to Rækker, som kan dannes med Hensyn til Begreberne Stigning,\nFald, har fælles Nulpunkt i Kulminationspunktet. Det er ogsaa\ngeometrisk umiddelbart at se, at der er Symmetri (ren eller uren,\npropotionel eller forskudt) omkring et Kulminationspunkt. Det andet\nsekundære Midtpunkt kalder vi Fortætningspunkt eller Fortyndings-\npunkt, og det kan anskues ved en Række Eksempler. Maaler vi alle\nMenneskers Højde, saa vil finde et Middeltal, paa hvilken de fleste\nVærdier vil falde, og som vi kalder Menneskets normale Højde. Alle\nAfvigelser herfra, faldende til den ene Side eller til den modsatte, er\nAfvigelser fra det normale og danner en sekundær Symmetri, hvor Men-\nneskets normale Størrelse er Nulpunkt (her er Afvigelsen fra det nor-\nmale Nul) Fortætningspunkt. Hvis vi i Stedet afsætter den menneske-\nlige Størrelse i alle sine Variationer ud af en Linje som en Pladsrække\nog i hvert Punkt oprejser en Linje, der markerer Hyppigheden af\nnetop denne menneskelige Størrelse, saa vil vi netop faa et Kulmina-\ntionspunkt svarende til Fortætningspunktet. Mellem en høj Mand og\nen lille Mand er der altsaa ingen primær Modsætning: de har begge\nen Størrelse og en positiv Størrelse, men der er en sekundær Mod-\nsætning i deres Afvigelser fra det normale.\nTænker vi os en Række ligestore Planer bemalede med hver sin\ngraa Farve fra hvidt til sort, saa er der, og kan der aldrig blive\nnogen Modsætning mellem disse Planer, men de danner en Række\nfra hvidt til sort og omvendt. Tænker vi os derimod en Stue holdt\nhelt i graat, saa vil en Markering i dette Rum af lidt hvidt og lidt\nsort danne en sekundær Symmetri med Hensyn til Fortætningspunktet\ngraat tillige danner de Række, og der opstaar altsaa en Tvetydighed.\nGanske de samme Betragtninger kan gøres med Hensyn til Lys og\nSkygge, og vi er her ved Nøglen til det psykologiske Problem, at\nhvidt og sort opfattes som Modsætninger (hvad de naturligvis ikke er):\nbegge afviger lige meget fra det normale graa, vi daglig har for Øje.\nDerfor iaar i Psykologien Dumhed og Klogskab et Skær af Modsæt-\nning: den almindelige jævne Begavelse danner Fortætningspunktet.\nMen vi maa bestandig huske, at i selve Begreberne er ingen Modsæt-\nning, de er blot Yderpunkter eller fjernt fra hinanden liggende Led\naf samme Række, det er først i Spørgsmaalet om Hyppigheden af de\nenkelte Elementers Forekomst (deres Statistik), at Fortætningspunktet\nog dermed den sekundære Symmetri opstaar.\nVi maa behandle Rækkens Yderpunkter noget nærmere, fordi det\ner her, Forvekslingen med den virkelige Symmetri (Modsætning) opstaar,\nog fordi disse Begreber ogsaa forveksles af Filosofferne.\nLad os opstille Rækken af tilbagekastet Lys fra hvide, lysegraa,\ngraa, mørkegraa og sorte Flader, vi ser da, at det er en faldende\nRække fra 100 °/o tilbagekastet Lys gennem 75 °/o, 50 % og 25 °/o\nned til 0°/ o tilbagekastet Lys, men samtidig ser vi, at det absorberede\nLys danner en stigende Række (altsaa invers med den første faldende)\neller naar vi kalder den første Række: Rækken med Hensyn til Lys,\nbliver den anden: Rækken med Hensyn til Mørke. Hvidt bliver altsaa\nNulpunkt med Hensyn til den ene Række, sort Nulpunkt med Hensyn\ntil den anden. Til hvert Led i den ene Række svarer, ganske som\nved symmetriske Rækker, eet og kun eet i den anden Række, men\nderes Sum danner ikke her Nul, men derimod Enheden, Helheden,\n100 %>. Vi indser, at der mellem hvidt og sort ikke bestaar nogen-\nsomhelst Modsætning, og vi kalder dem, som alle Yderpunkter i en\nnaturligt (o: ikke vilkaarligt) sluttet Række, for inverse Begreber.\nLighed Modsætning er, som nævnt, inverse Begreber, mat glans-\nfuld ligeledes, mat er Nulpunkt med Hensyn til Glansfuldhed, glans-\nfuld Nulpunkt med Hensyn til Mathed, der er altsaa ingen Modsæt-\nning mellem mat og glansfuld, de er blot Yderpunkter af en numerisk\nRække. Vi maa forstaa, at baade den blanke og den matte Flade\nbetragtes som glatte, den Gradforskel, der betinger, at det matte til-\nbagekaster Lyset i alle Retninger, medens det blanke gør det efter\nTilbagekastningsloven, er uendelig lille. I Rækken glat, ru har vi et\nEksempel paa Yderpunkterne af en Række, hvor det ene (Ruhed)\nligger uendelig fjernt vi kan tænke os Ruheden voksende, men vi\nkan ikke forestille os de sidste Led og altsaa heller ikke de første\nLed af den inverse Række, hvor Glatheden gaar fra Nul til uendelig.\nEt Eksempel et uendeligt Begreb og det tilsvarende inverse, som vi\nkan forestille os, har vi i Begreberne Krumning og Ivrumningsradius,\no: naar en Kurves Krumning formindskes, stiger dens Krumnings-\nradius, gaar Krumningen mod Nul, vil Kurven gaa mod den rette\nLinje og dens Krumningsradius mod uendelig. Stiger Krumningen, vil\nKurven gaa imod et Punkt samtidig med, at Krumningen gaar imod\nuendelig og Krumningsradius mod Nul ogsaa Punkt og ret Linje\ner altsaa inverse Begreber. Vi ser, at der ingen Modsætning er mellen\nden rette og den krumme Linje (dette ynder Malerne ellers at tale\nom), den rette Linje er Nulpunkt og den krumme et „Nogetpunkt\"\nmed Hensyn til Krumning, men med Hensyn til Krumningsradius er\nden rette Linje Uendelighedspunkt og den krumme et Nogetpunkt.\nVi indser af dette det ombyttelige ved en Rækkes naturlige Yder-\npunkter, selv om det ene er uendeligt. Et sidste Eksempel vil vi tage\ni Sammenligningen mellem en 8-Kant og en Cirkel, vi vil da se, at\nmed Hensyn til Krnmning er Cirklen et Nogetpunkt (og dette Noget\nbestemmes af Cirklens Radius) og 8-Kanten et Nulpunkt, men med\nHensyn til Mangekantethed er 8-Kanten 8-kantet og Cirklen uendelig-\nmangekantet. Spørger vi om Mangekantens Sidestørrelse, bliver Cirklen\nNulpunkt og 8-Kanten et Nogetpunkt.\nANVENDELSER PAA DEN FORELIGGENDE KUNST.\nTiden som Funktion i Kunsten. Til en første\nKarakterisering af de forskellige Kunstarter vil vi anvende"}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.7", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7728, "texte": "Tiden, idet vi vil adskille Kunstarterne i dem, hvor Tiden\ner Funktion (Musik, Dramatik, Literatur) og dem, hvor\nTiden ikke er Funktion (Arkitektur, Maleri, Skulptur og\nAnvendelsen af Billedvirkning og Tableauer, i Dans og\nDramatik). Som Eksempel vil vi behandle Musikken. Det\nstaar os da klart, at naar Tiden er det Ordensatribut, hvor-\nefter Musikkens Følge af Noder dannes, kan der ikke være\nTale om primær Symmetri i Tid, fordi negativ Tid ikke\neksisterer, og da negative Noder heller ikke eksisterer, kan\nder heller ikke være Tale 0111 primær Symmetri om dette\nAtribut (Tonehøjden). Heller ikke med Hensyn til Styrken\naf Musikkens Lyd kan der være Symmetri, fordi det mod-\nsatte af Lyd ikke eksisterer, men Lydens Nulpunkt, Pausen\nkan markeres, fordi Tiden samtidigt (i Takten) markerer\nNulpunktets Plads. Primære Symmetrier maa altsaa helt af-\nvises fra Musikken, medens der derimod er rig Mulighed\nfor sekundære Symmetrier. Da Tonehøjden kan have Maksi-\nmum og Minimum, og da Tonestyrken kan være Nul og\nstørst, da Tempoet kan være stigende og faldende, har vi\nher en Række Kulminationspunkter. Noderne, Styrken og\nTempoet kan ogsaa grupperes om Fortætningspunkter og\nFortyndingspunkter.\nRetningen som Funktion. Musikken og de andre\nKunstarter, hvor Tiden er Funktion, ser vi beherskes af\nen Ensrettethed, som udelukker primære Symmetrier. Ganske\nanderledes stiller det sig med Arkitekturen, Maleriet og\nSkulpturen. Vel opfatter vi ikke et Maleri, et Bygværk, en\nFigur i eet Moment, men det afgørende er, at Opfattelses-\nordnen er ligegyldig. Med Kunstværkets Genstandsmæssighed\nopstaar naturnødvendigt Muligheden for primære Symmetrier,\nfor Indførelsen af det positive og negative, men medens\nvi i Arkitekturen ikke arbejder med Drejninger og Stør-\nrelsen af Drejningen (som danner en numerisk Række), men\nkun med linære Symmetrier og opfatter disse Symmetrier\nsom et kunstnerisk Maal, arbejder Maleriet og Skulpturen\nmed Retningers Forhold i Plan og Rum, og Retnings-\nforskydningen er ikke for dem Maalet, men Elementet.\nRetningen og Farven er de to Ringfunktioner (af ganske\nparallel Art), som Maleriet arbejder med. Den lineære\nSymmetri som Maal opgaves allerede i Skulptur og Maleri i\nden førgræske Kunst.\nVi vil nu ide efterfølgende Linjer fremstille en fuld-\nstændig Æstetik for den foreliggende Arkitektur, saaledes\nat vi ikke lader noget af dens Omraader ligge hen, og\nsaaledes at vi ikke lader noget x blive tilbage under Kate-\ngorien »Smag, Følelse, Fornemmelse«. Vi vil netop vise,\nat der intet x findes, men at alt foregaar aldeles bogholderi-\nmæssigt. I den Hensigt vil vi opstille et Skema, som fuld-\nstændig skal karakterisere den foreliggende Arkitektur.\n1) Ordensatributtet.\nMonumentalitet.\nStørste Afstand, Nulpunkter, inverse Begreber, monu-\nmentale Rækker, tætte Rækker, »den menneskelige Størrelse«,\nAkcentuering, Forvrængning og Forvrængningsprincipper,\ndet synsmæssige, Lettelse af Syntesen, Monotonitet, Pro-\nfilering.\n2) Retningsatributtet.\nSymmetri.\nLineær Symmetri, Tyngden i Arkitekturen, plan Sym-\nmetri.\n1) Ordensatributtet.\nDen almindeligt fremsatte Opfattelse af Monumentalitet\ner denne: Paa den givne Plads, hvad enten det er en Facade\neller en Plan, bør anvendes saa faa Motiver som muligt. Vi\nkan ogsaa udtrykke det saaledes: Mellem de Elementer, vi\nanvender i Arkitekturen, opnaar vi Monumetalitet derved, at\nvi giver Leddene størst mulig Afstand. I den Række af Eks-\nempler i det foreliggende Byggeri, hvor der kun er Tale om to\nLed, og hvor der er Mulighed for Anvendelsen af Nulpunkt,\nser vi derfor altid Nulpunktet anvendt. For Eksempel er sort\nganske overordentlig anset i den moderne Arkitektur, og\ndet er klart, at man ved Anvendelsen af sort opnaar størst\nmulige Afstand til de lyse Farver. Ved Anvendelsen af sort,\nhvidt, d.v. s. to Nulpunkter, opnaar man indenfor Lys-\nlæren Monumentalitetens Kulmination. Paa en noget anden\nMaade stiller det sig med Hensyn til Ornamentikken og\ndens Anvendelse i Arkitekturen, thi her kan ganske vist\nRækkens ene Yderpunkt, den bare Flade, fremstilles, men\nRækken er übegrænset gaaende mod rigere og rigere Ud\nsmykning. Hvor Forholdene for Eksempel ved Begrebet\nDimension udelukker Anvendelsen af Nulpunkt, bliver\nRækken af to monumentale Led blot at opfatte som An-\nvendelsen af størst mulige Afstand og der er ingen Grænser\nfor, hvor monumental Opgaven ad denne Vej kan gøres.\nVi ser, at i det førnævnte Eksempel med rig Udsmykning\nog ingen Udsmykning kan der tillige opstaa en invers Mo-\nnumentalitet (Anvendelsen af største Afstand) i den bare\nFlades store Udstrækning og den rigt udsmykkede Flades\nringe Udstrækning, som ogsaa anbefales af de moderne\nArkitekter (ved Profilering) soin overordentlig virkningsfuld.\nVi vil imidlertid undersøge Spørgsmaalet om Monumen-\ntalitet i en Række af flere Led, idet vi kalder det første\nLed for x (og forudsætter, at det ikke er Nul), vi paa-\nstaar da, at det næste Led i Monumentalitetsrækken bliver\nx X st°r °g næste x X sf°r X s*or °§ saaledes videre,\nmed andre Ord en Kvotientrække i Kvotienten stor.\nVi vil først spørge, hvad er Leddene, Elementerne i\nArkitekturen? Ja, dette har jeg søgt at give Oplysning om\ni Artiklen om Plads og Form. Det er i alt Fald klart, at\nto Led enten maa tilhøre samme Højde i Monumentalitets-\nrækken og altsaa være lige store (to Vinduer) eller ogsaa\ntilhøre forskellige Højder i Monumentalitetsrækken og enten\nhave Afstanden stor eller stor X stor eller endnu større\n(to Led med Afstanden stor kan for Eksempel være Vin-\nduet og Porten paa et Hus). Endeligt kan vi spørge, er\ndet rigtigt, at det bliver en Kvotientrække i stor, kan det\nikke lige saa godt være en Differensrække i stor, saaledes\nx, x -f- stor x -|- stor -f- stor o. s. v., nej, en saadan\nRække kan det ikke være, thi i saa Fald vilde Afstanden\nmellem de forskellige store Elementer virke forholdsvis\nlangt mindre end mellem de første smaa Elementer i\nRækken. Vi opnaar kun den stadige Monumentalitet ved\ngennem alle Rækkens Grader at bevare Forholdet stort mellem\nto efter hinanden kommende Led. Vi har saaledes vist, at\nMonumentalitetsrækken er en øjemæssig Kvotientrække i\nKvotienten stor, at den er øjemæssig, understreger vi ved\nat kalde Kvotienten »stor«, og det maa staa os klart, at\nNøjagtigheden i en saadan øjemæssig Kvotientrække er\noverordentlig ringe. Vi skal nu undersøge Forholdene med\nHensyn til Kvotientrækkens første Led x, det kunde synes\nindlysende, at dette x ogsaa maatte være stort skal\ndet være stort, saa lad det ogsaa begynde stort, men denne\nTanke er kun betinget rigtig, nemlig, naar der kan være\nTale om, at Leddet i sig selv og revet ud af sin Relation\nmed de andre Led kan virke stort, hvad det ingenlunde\naltid kan. Ikke et eneste Led i Rækken fra hvidt til sort,\nEndepunkterne medregnet, virker stort eller lille, og dog\nkan der dannes monumentale Rækker i denne Række (den\nmonumentaleste faar som sagt kun to Led sort og hvidt),\nog paa lignende Maade gaar det med alle de Begreber, vi\nkan ordne i Række efter, det er først, naar vi indfører\nBegrebet normal Størrelse paa et Element, at vi kan an-\nvende Betegnelsen stor paa det enkelte Element.\nDette Begreb, normal Størrelse, vil det praktiske ind-\nføre i Arkitekturen med Hensyn til visse Ting, Døre, Vin-\nduer osv., og der vil efterhaanden danne sig en Praksis\nmed to ret nær ved hinanden liggende Intervalgrænser,\nsom bestemmer Begrebet den normale Størrelse ide for-\nskellige Tilfælde. Er dette ikke Forholdet, som for Eksempel\nved Lyslæren, kan x blot lægges saa nær ved Rækkens\nEndepunkt som muligt, dog vil x aldrig kunne blive Nul,\nd.v. s. Nul vil i og for sig altid falde udenfor den nøj-\nagtige Monumentalitetsrække, men det stærke Anvendelse\naf Nulpunkter i den foreliggende Arkitektur (de bliver jo"}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.8", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 7888, "texte": "forøvrigt altid tilnærmelsesvis) viser, at man ikke gyser\ntilbage for at anvende det i den synsmæssige Monumen-\ntalitetsrække. Men findes der en normal Størrelse i den\nRække, hvormed vi arbejder, saa vil vi kalde denne for\na, og x bliver da lig a X stor• Drejer det sig om Ud-\nstrækning, hvad det naturligt maa gøre, hvor der er Tale\nom Normalstørrelse, saa vil stor kunne gøres saa stor, som\nønskes, og der er ingen Grænse for den Monumentalitet,\nder vil kunne opaas (undtagen den praktiske Grænse). Stør-\nrelsen a, Normalstørrelsen er ikke med i Rækkens Led, men\ner ved Monumentalbygningen repræsenteret i Omgivelserne.\nDer er i denne Størrelse netop saa megen Forbindelse med\nden menneskelige Højde (man skal kunne komme ind ad\nDøren), at den Mystik, der om svæver dette Begreb, kan\nopklares derved. At Tingene er i Maal vil altsaa blot sige,\nat dette a er faldende indenfor Normalstørrelsens Interval-\ngrænser, men siger intet om Monumentalitet. Monumen-\ntalitetsrækken ser altsaa i sin fuldstændige Skikkelse saa-\nledes ud: a X stor, a X stor X stor, a X st°r X stor\nX stor o. s.v. Vi vil ud fra samme Synspunkter kunne op-\nstille en med Monumentalitetsrække sekundært symmetrisk\nRække, d.v. s. en Række, hvor Kvotienten er nær ved\nEnheden, denne Række ser saaledes ud: a X (1 -f lidt),\na X (1 + l'dt) X (1 + lidt). Arkitekturopgaver løst efter\ndenne Række vil altsaa faa Leddene følgende tæt efter\nhinanden og mange Led indenfor et givet Omraade. Vi\nkender dette fra mindre Bebyggelse og fra Opgaver, hvor\ndet monumentale opgives til Fordel for »det rige«. Lige-\nledes i Tilbygninger til Hovedhuse, hvor Vinduet næsten\ntager hele Faget, fordi det har beholdt samme Størrelse\nsom Hovedhusets og ogsaa i Højdedelingen, Brystning og\nStykke over Vindue, svinder ind: Elementerne Vindue og\nFag nærmer sig hinanden, Afstanden er lille. Endelig\nkender vi det fra Profilering og Ornamentik i monumen-\ntale Bygninger (C. F. Hansen), hvor Leddene er bestemt\nefter Monumentalitets!'ækken, men hvor hvert Led i Virke-\nligheden sønderdeles i en Række af teffølgende Led for at\nskabe Rigdom.\nForuden Rækken med Kvotienten stor, Monumentalitets-\nrækken og Rækken med Kvotienten (1 lidt), den tætte\nRække, skal Rækken, hvor Kvotienten er normal, nævnes,\nog det skal foreslaas, at man lader Monumentalitet og\nRigdom ligge til Fordel for denne Række. Det er klart, at\nligesom Normalstørrelsen a kan bestemmes liggende mellem\nto Grænser, vil ogsaa Kvotienten kunne bestemmes saadan\n(blandt andet af Lysforhold, Stuestørrelse i Forhold til\nFagstørrelse i Forhold til Vinduesstørrelse, som atter be-\nstemmes af a o. s. v.)\nI Akcentueringen af disse Virkninger og dette Indhold\nser saa den moderne Arkitekt sin anden Opgave, og da\ndet her slet ikke drejer sig om noget aandeligt Indhold,\nmen blot om den synsmæssige Virkning, vil han ved For-\nvrængning, Overdrivelse og Understregning stedse kunne\nlette Beskueren den Syntese, som helt skal faa ham paa\nArkitektens Side. En særlig ulykkelig Stilling har Arkitekten\nmed Hensyn til Forvrængningsprincippet, Monumentalitet.\nJeg kalder det et Forvrængningsprincip, fordi det er ulige-\nvægtigt, o: bliver bedre og bedre, jo længere det føres ud\nKarikaturen. Det er klart, at en Arkitekt aldrig vil kunne\nhvile paa sine Laurbær, bestandig maa gaa igang med at\nforstørre Afstanden mellem Leddene, holde Udstræknin-\ngerne, forstørre Modsætningerne, fortynde Dimensionerne\n(der hvor Normalstørrelsen ikke spiller ind), altsammen\nover det samme tynde aandelige Indhold, altsammen uden\nat bevæge sig et Skridt videre, medens Bygværket bliver\nmonumentalere og monumentalere. Det er et pudsigt Tanke-\neksperiment, hvorledes Verden vilde se ud, dersom ikke\ndet praktiske satte en øvre Grænse for Monumentaliteten.\nTeoretisk er der ingen. Vi har nu omtalt Monumentaliteten\nindenfor Rækkens Led, og vi maa tillige kaste et Blik paa,\nhvorledes det gaar med Hensyn til Antallet af de forskel-\nlige Rækker, der anvendes. (Størrelsesrække, Farverække\nStofrække for Eksempel). Det er klart, at vi ved Anven-\ndelsen af Monumentalitetsrækken i alle Spørgsmaal vil\nkunne hælde en Mængde Monumentalitet paa Bygværket,\nmen her gælder for Monumentalitetens rigtige Servering\nden Sætning, at Pausen ide andre Rækker Monotoniteten\n(Samme Stof Samme Farve), bedst understreger det monu-\nmentale Moment.\nTilslut vil jeg lige omtale Profileringen, som jeg anser\nfor det tommeste Tidsspilde overhovedet. Profilering i den\nnuværende Form hviler paa Snit og det konvekse og\nkonkave. Bestemmelsen er den ganske simple, at det fjær-\nnede saavel som det paalagte skal være smukt i Formen\n(følge de æstetiske Love), men denne Skønhedsbestemmelse\nforegaar fra et aldeles negeragtigt Kulturstandpunkt og\naldeles uden Kontakt med Husets øvrige Formgivning. Jeg\nindrømmer fuldt ud Berettigelsen af paa Snedkerarbejdet\nat lægge det sidste Led, det mindste Led, fordi Snedker-\narbejdets Nøjagtighedsgrænse tillader dette Leds Udform-\nning (og det maa være det afgørende), men saa maa dette\nLed ogsaa formes i Bygværkets Aand, og det er dog hel-\ndigvis sjældent, at den aldeles umotiverede Barnlighed med\nCirkler m.m. føres op i den store Udformning, selv om\nder gives Eksempler (Frederiksborggadekvarteret, Politi-\ngaarden).\n2) Retningsatributtet.\nSom de primitiveste Udtryk for et Ordensbegreb i Kun-\nsten træffer vi Gentagelsen og Symmetrien, men der er en\nafgørende Forskel mellem disse to Begreber. Gentagelsen\ner Led, Element i enhver højere Udtryksform, ligesom den\ner Element i Symmetrien (Eks. -i- 8 -f- 8). Symmetrien der-\nimod er et Ordensbegreb, som i sig bærer sin Kulmination,\nsom overhovedet ikke levner Muligheden foren Udvikling:\nNaar vi danner en Ting og danner en dermed symmetrisk,\nsaa har vi, ligegyldigt hvorledes denne enkelte Ting er\ndannet, Kulminationen af Symmetriens Kunst. Vi vil aldrig\nkunne anvende det symmetriske Princip som eneste Princip\ntil gennemført Udformning af en af mange Elementer\nsammensat Genstand, thi i hver Retning gives der kun\neen Symmetri. Det er altsaa meningsløst, at man om det\nforegaaende Slægtled udtaler, at deres Bygninger opløser\nsig i lutter Modsætninger: Naar en Facade er dannet ved\nlodret og vandret Retning, er der kun Mulighed for en\nlodret og vandret Modsætning og intet som helst andet.\nEfter dette vil vi kunne indse, at Symmetrien i sig selv\nindeholder sin Kulmination og ikke som Gentagelsen er\nElement for højere Begreber, og naar vi derfor ser Kunst-\nværker formet over Symmetri, saa maa vi enten henføre\ndisse til Symmetriens lave aandelige Standpunkt (nemlig\nhvis det ikke indeholder andet), eller vi maa (dersom de\nsymmetriske Dele for sig udtrykker et højere Standpunkt\ni Udformningen) udtale, at dette er et Værk af den og den\nDybde, men hvor der pludselig som en vilkaarlig Viljes-\nytring og til Skade for Kunstværkets Værdi indføres en\nModsatrettethed. Som Elementer for højere Udtryk har vi\nEnsrettethed og den ikke retningsbestemte Gentagelse. Lige-\nsom Gentagelsen er Element i Symmetrien, er Retningen\ndet, som vi ved, ogsaa, thi uden en bestemt Retning kan\nden modsatte ikke markeres. Vi ser altsaa, at i en een-\ndimensional Opgave, der er løst symmetrisk, og som be-\nstaar af flere end to Led, maa nødvendigvis de halve Led\nvære indbyrdes ensrettede og de andre halve indbyrdes\nensrettede, ligegyldigt hvorledes Symmetrien opstaar.\nGanske som ved den lineære Symmetri Kulminationen\nnaas i selve Begrebet Symmetri, betegner den plane Sym-\nmetri: Modsætningen mellem liggende og staaende Formater,\nen løsreven og umotiveret Viljesytring, som, hvis den gen-\ntages, i sig selv indeholder Begrebet: gentagende Formater\nog altsaa ikke kan anvendes som Udformnings- og Ordens-\nprincip.\nHvad der her er sagt om de primære Symmetrier gælder\nnaturligvis ligesaavel de sekundære Symmetrier.\nSymmetrien maa betegnes som den allerlaveste Udtryksform\nfor kunstnerisk Indhold.\nPaa eet Omraade efter een Dimension skulde det synes,"}, {"page_pdf": 9, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.9", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 8436, "texte": "at Arkitekturens naturlige Betingelser indførte en Ensrettet-\nhed, nemlig efter den lodrette, men her maa det huskes,\nat Materialet jo ikke i den Forstand er underkastet Tyng-\ndens Love, at en lodret Modsætning er udelukket. Ide\nfleste I ilfælde vil det være praktisk at løse sine Opgaver\nensrettet med Hensyn til det lodrette, men i Udsmvkning\no. s.v. kan lodrette, lineære Symmetrier indføres under\nBetegnelsen af det »tunge« og det »svævende« (se V. Wan-\nscher »Den æstetiske Opfattelse af Kunst«). Disse symbolske\nBetegnelser dækker blot over en simpel lodret Modsætning.\nNaar jeg nu som Eksempel skal gennemgaa Professor Carl Peter-\nsens Artikel om Modsætninger (Arch. XXII 13), saa skal jeg ikke\nraillere over de Meningsløsheder, den indeholder dette har jeg\nallerede gjort nej, jeg vil tværtimod anføre Artiklen som et saa\nat sige fyldestgørende Dokument til den foreliggende Arkitekturs Be-\nlysning. Det er muligt, at enkelte moderne Arkitekter vil protestere\nog paastaa at der findes Begreber, de arbejder med, som ikke er\nnævnt hos Professoren og heller ikke i det efterfølgende. Jeg skal\nmodtage saadanne Protester med den største Interesse, ihvorvel jeg\ni højeste Grad stiller mig tvivlende om, at de falder uden for det af\nmig opstillede Skema. I min Gennemgang af Professorens Artikel og\nde deri indeholdte Begreber, som alle saa at sige er kaldt Modsæt-\nninger, maa jeg blot vedføje den rigtige Betegnelse paa Begreberne.\n„Krystallinsk roligt\" opstilles som Modsætning, men er med Hen-\nsyn til Ro begge Nulpunkter. Med Hensyn til Struktur, som vel er\ndet, der er tænkt paa, er monotont derimod Nulpunkt og krystallinsk\nNogetpunkt. „Opstigende Kirketaarne vandret Bymur\". Dette op-\nsættes med Rette som en Modsætning, nemlig en plan Modsætning,\nog vi træffer denne Definition flere Gange i Artiklen, men vi maa til-\nlige bemærke, at der bestaar en lineær Monumentalitet deri, at Taar-\nnet har en ringe Udstrækning vandret og Muren stor Udstrækning\nvandret, medens det er inverst med Hensyn til den lodrette Udstræk-\nning. Vi maa altsaa karakterisere det givne Eksempel saaledes: En\nplan Modsætning og en dobbelt invers Anvendelse af største Afstand.\n„Modsætningen mellem Land og By\" er ingen Modsætning, men\nNul- og Nogetpunkt. „Modsætningen mellem de rolige Gader og de\nsærprægede Monumentalitetbygninger\", „Modsætningen mellem det\nornamentale Udstyr og det øvrige rolige Hele\", „Stilheden før Stor-\nmen\" og en Række andre Eksempler er alle Anvendelsen af eet Nul-\npunkt og et Noget- eller Megetpunkt og har altsaa intet med Mod-\nsætning at gøre. „Modsætningen mellem de snævre Gader og det\nstore Torv\" er Lidtpunkt, Megetpunkt, dvs. Anvendelsen af største\nAfstand. „Modsætningen mellem den farvede Væg og det hvide Loft\"\ner Anvendelsen af Nulpunkt (hvidt) og Nogetpunkt (Farve). „Mod-\nsætningen i Stof og Farve\". Modsætning i Farve kendes kun som to\nFarvers komplementære Indhold. I Stof kan der derimod slet ikke\nopstaa Modsætninger, men kun dannes nummeriske Rækker, hvor\nNulpunkter kan markeres og Monumentalitet opnaas. Modsætningen\nmellem Forhallens som normalt Interiør bestemte Rumstørrelse og\nHallens enorme Rumstørrelse\". Her er Tale om Normalpunkt og\nMegetpunkt, men vi ser, at hvis Forhallen var bragt ned under den\nfor Interiører normale Rumstørrelse, saa kunde der være Tale om\nen sekundær Symmetri omkring Fortætningspunktet : det normale. Om\n„Størrelsesmodsætningen mellem Forhallen og Raadhushallen\" gælder\nde samme Betragtninger.\nI Slutningen af Artiklen gennemgaas Monumentaliteten snart\nunder Navn af Monumentalitet, snart under Navn af Modsætning og\nendelig gøres den „menneskelige Størrelse\", d.v. s.a i Monumen-\ntalitetsrækken til Genstand for en Række Betragtninger, som nøje\nfølger de foranstaaende Betragtninger om Monumentalitetsrækken, og\nsom den interesserede derfor nu skulde have Midlerne til selv at stille\npaa Plads i det her udviklede System.\nMed disse Virkninger vil Øjet stille sig fuldt tilfreds,\nmen ikke Forstanden, og dog kan det ikke nægtes, at\nden øjemæssige Æstetik i sig bærer Spiren til en højere,\nhvor Forstanden kunde tilfredsstilles. I Leddenes harmo-\nniske Stigning, i Ønsket om Lettelse af Syntesen ligger\nBestræbelser for Harmoni og Klarhed, ja selve Proportio-\nnalitetsprincippet ligger deri som en Antydning, og det er\nkun naturligt, thi »Følelsen« er i Arkitekturen intet andet\nend Forstandens Gætteevne. Men naar som nu det følel-\nsesmæssige, det virkningsfulde florerer over al Maade, naar\nVirkningen opstilles som eneste Maal, saa er trods Antyd-\nninger af et Indhold Dekadencen absolut, og der bliver\ningen virkelig Forskel mellem de saakaldte daarlige Arki-\ntekter, hvis Arbejder falder udenfor den rummelige Unøj-\nagtighedsgrænse for den øjemæssige Række og de saakaldte\nfine, som har Øje for, hvorledes man holder sig indenfor.\nMan vil sige, at disse Domme ogsaa rammer den histo-\nriske Arkitektur, og det gør de vel, ihvert Fald for visse\nPerioders Vedkommende, for Eksempel den hjemlige Han-\nsenske. Jeg har ladet mig sige, at Udlandet dengang be-\nsad aandfulde og virkelige Arkitekter, som man herhjemme\nspringer over i den kolossale Dyrkelse af C. F. Hansens\nMonumentalitet, men en Dokumentation af dette vil jeg\nikke kunne præstere. Muligt gør jeg ogsaa C. F. Hansen\nUret, men et er ihvert Fald givet, at alt det, de moderne\nArkitekter søger i den gamle Arkitektur og finder deri, ram-\nmes af det foregaaende. Det er min Tro, som atter maa\nstaa udokumenteret, at den gamle Arkitektur indeholder\nmomentvis noget mere og højere, men skulde det lykkes\nmig at formindske den meningsløse og kritikløse Beundring\nfor det gamle, vilde jeg anse meget for vundet.\nVi har i det foregaaende ikke behandlet det fortællende\nog psykologiske Indhold i Arkitekturen. Spørgsmaal, om\ndet formede »ser ud, som det var stærkt nok« og om\nHygge, Venlighed og lignende, som spiller en stor Rolle\nfor mange Arkitekter, og som ogsaa i det givne Tilfælde\ni Forholdet til Bygherren har Krav paa Interesse. I arki-\ntekturteoretiske Betragtninger har disse Spørgsmaal imidler-\ntid ikke deres Plads, men kun det kompositive, og at vi\nnu har taget alt med og intet glemt indenfor det kompo-\nsitive, det ved vi deraf, at udenfor det her fremsatte er\nkun Kaos, og det maa altsaa ogsaa være indenfor eller i\nFortsættelse af disse Tanker, at det nye og bedre maa\nsøges. I den bestemle Tankegang, som her er udviklet,\nog overfor det bestemte Spørgsmaal om Kunsten som Uen-\ndelighedsopgave kan disse Betragtninger vel ogsaa siges at\npege fremad, idet de henviser til Proportionalitetsprincipet\nsom Grundlag for en virkelig æstetisk Fremgang. Men\nmed Spørgsmaalet om Kunsten som Uendelighedsopgave\ner saa langt fra Kunstens hele Væsen belyst, at vi ikke\nderaf kan slutte os til noget som helst om Fremtiden.\nOm denne kunde vi jo sagtens opstille Drømmerier og\nGætninger, men jeg anser det for mere værdifuldt at under-\nstrege det overordentlig store Arbejde, der ligger for den,\nder vil beskæftige sig med Æstetik, end at foregøgle et\nsnarligt æstetisk Paradis. Det er netop min Hensigt at\nbede Læseren ikke at lære noget af dette udenad, thi i sit\npositive Indhold er det intet værd, og det maa kun søge\nsin Værdi i sin Grundtanke. Og til Slut kan jeg da til-\nraabe Arkitektungdommen et Enten Eller: Enten maa\nSpørgsmaalet om Arkitekturproblemet tages rationelt op,\nog enhver, der begiver sig paa denne Vej, maa være klar\nover, at her er ingen Laurbær at vinde, ingen Præmier at\nhente foreløbig, og han maa yderligere forstaa, at i den\nKamp gælder Rekrutterne intet og Foregangsmændene alt.\nEller den unge Arkitekt maa uddanne sig til virkelig Byg-\nmester, til en Mand, der kan sine Ting, ikke alene i det\nenkelte Tilfælde præstere den gennemklarede og maaske\nøkonomiske og teknisk heldige Plan, nej, i ethvert Til-\nfælde maa han kende sit Stof, Normalstørrelser, Statistik,\nBoligproblemet overhovedet. Tro ikke, at det gælder at\nløse disse Problemer med Kultur, nej med Forstand og\nvaagen Samvittighed overfor den Samfundsopgave, der er\nlagt i Arkitektens Hænder. Her er der Brug for Rekrut-\nter, her kan der gøres Krav paa en Uddannelse, her er\nLærere og selvstændigt studerende paatrængende nødven-\ndige. Paa denne Konto kan vi indskrive vor Tid i Histo-\nrien. Men for de forhaabentlig faa - som ikke kan\nlade det æstetiske Problem ligge, ser jeg ingen anden Red-\nning, end at de hæver Spørgsmaalet op over Tidsfordrivets\nNiveau, op i Plan med Mandsarbejde, Aandsarbejde.\n\nPoul Henningsen."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c005", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c005", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 4, "image_fin": 4, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.4.1", "titre_corps": "Figur 1", "titre_sommaire": "Figur 1", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.4", "debut_caractere": 8818, "fin_caractere_exclue": 8825, "texte": "Figur 1"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c006", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c006", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 5, "image_fin": 5, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.4.2", "titre_corps": "Figur 2", "titre_sommaire": "Figur 2", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.5", "debut_caractere": 8327, "fin_caractere_exclue": 8334, "texte": "Figur 2"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c010", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c010", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 12, "image_fin": 13, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.7", "titre_corps": "(TRISTIA IV, BOG 10.)", "titre_sommaire": "(TRISTIA IV, BOG 10.)", "signature_source": "OVERSAT AF WALT ROSENBERG", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.12", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1554, "texte": "SELVBIOGRAFI\nAF PUBLIUS OVIDIUS NASO\n(TRISTIA IV, BOG 10.)\nOVERSAT AF WALT ROSENBERG\nJEG, der saa muntert engang har digtet om Elskovens\nSødme,\nEftertid, dette dig skrev: lær mig at kende deri!\nSulmos Egn er mit Hjem, med dens Væld af kølige Kilder,\nNiti Tusinde Skridt fjernet fra Romernes Stad.\nHer blev til Verden jeg bragt; og Aaret, om du mig spørger:\ndengang i Slaget de to Konsuler begge blev dræbt.\nNævne jeg kan, om jeg vil, at af gammel Slægt jeg er runden,\nikke ved Tilfældets Gunst vandt jeg blandt Riddere Rang.\nEj var jeg ældste Skud. Først næst min Broder jeg fødtes,\ntolv er de Maaneders Tal, som han var forud for mig.\nBaade for ham og mig var Venus Fødselens Stjerne,\nog paa den samme Dag Fødselens Offer vi gav.\nUnder den Femdags Fest, hvor Minerva, den Væbnede,\nfejres,\nvar det den første, som rød farves af Kampenes Blod.\nTidligt lærtes vi op, og med Omsorg Fader os siden\nsendte til Rom, hvor vor Fod ledtes af kyndige Mænd.\nAlt fra sin grønneste Tid min Broder Veltalenhed dyrked,\nForums, det ordriges, Sværd født til at svinge han var.\nJeg, mens end jeg var Barn, kun higed mod Digtningens\nKranse,\nMusen, den himmelske Mø, stjaalent mig drog til sit Værk.\nFader formaned mig ofte: »Læg bort den unyttige Syssel!\nSelve den store Homér efterlod ikke en Hvid.«\nTalen bevæged mit Hjærte, og bort fra Helikon drog jeg,\nmens jeg i übunden Stil prøved at forme mit Sprog.\nOrdene dog af sig selv sig føjed i digterisk Rhytme,\nalt hvad jeg sagde blev straks hvad jeg end vilde\ntil Vers.\nMens nu med sagteligt Fjed sig fremad Aarene listed,"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.13", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 5511, "texte": "klædtes i Manddommens Dragt baade min Broder og jeg.\nOm vore Skuldre blev lagt den purpurbræmmede Toga,\nog til den samme Dont vandred vi begge som før.\nTi Aar havde min Broder alt lagt til ti, da han døde,\nog jeg mit halve Selv misted og savned i ham.\nUngdommens første Trin paa Hæderens Stige jeg naaede,\nog af de tvende Mænd var jeg den ene engang.\nAabent mig Ivuriet stod men jeg valgte den smallere\nBræmme,\ntil mine Kræfters Maal Statsmandens Kald var for stort.\nEj blev til byrdefuldt Slid jeg skabt paa Sjæl eller Legem,\nsky for den evige Kamp, som er de Styrendes Lod.\nOg til den trygge Ro, som ej af Herskerne kendes,\nog som mig stedse var kær, Helikons Søstre mig drog.\nAl min Hyldest og Gunst mod Tidens Digtere vendtes,\ni mine Tanker var hver Sanger jeg øj ned en Gud.\nMacer Maler, min ældre Ven, har ofte mig læst sine »Fugle«,\nDigtet om giftige Kryb og om det lægende Græs.\nOfte Propertius sang sine Vers. der blussed af Elskov,\nhan, der med Venskabs Baand nøje var knyttet til mig.\nBassus, i Jamben berømt, og Ponticus, Heltenes Sanger,\nved vore festlige Lag glad jeg som Bordfæller saa.\nMed sine Oder Horats, den rhytmerige, mig fængsled,\nnaar til Ausoniens rent tonende Lyra han kvad.\nSet kun har jeg Vergil; og den bitre Skæbne, Tibullus,\nnægted mig ved din Død Tiden til Venskab med dig.\nHan din Arvtager var, o Gallus, Properts vor Tibullus',\nog efter Tidens Maal kom saa den fjerde jeg selv.\nOg som nu jeg havde dyrket de Ældre, mig Ungdommen\ndyrked,\nlænge vared det ej, førend min Musa fik Ry.\nDa jeg for første Gang min Ungdoms Digtninge læste\noffentligt, var mit Skæg næppe nok raget endnu.\nHun, som jeg skænked et Navn, der ej var hendes: Corinna\nNavnet der fløj over Rom havde bevæget mit Sind.\nMangt og meget jeg skrev, men alt hvad ringe mig tyktes\nSelv jeg til Flammerne gav, at de det lutred for Fejl.\nDengang, og da jeg flygted, paa Baalet kasled jeg Værker,\nSom vel bedre var værd, hadsk mod min Digtning og Kunst.\nBlødt, og usaarligt ej, naar Cupidos Vaaben det ramte,\nvar mit Hjærte, som let lod sig bevæge til Glød.\nSkønt dog slig jeg var skabt, og den mindste Flamme mig\ntændte,\ningensinde mit Navn Bytte for Sladderen blev.\nMens jeg var næsten en Dreng, blev en lidet værdig og\nnyttig\nMage mig givet, som snart atter min Arne forlod.\nHun af en Hustru fulgtes, der vel ej ramtes af Dadel,\nmen som længe dog ej var for mit Leje bestemt.\nHelt til de seneste Aar min sidste Hustru mig fulgte,\nbar sin Skæbne som Viv for den landflygtige Mand.\nTvende Gange min Datter til Bedstefader mig gjorde,\nej dog besvangret af een Husbond, hvor ung hun end var.\nAlt sine Dages Tal min gamle Fa'r havde fuldbragt,\ndengang af Lustrer ni føjet han havde til ni.\nOg jeg begræd ham, som han over mig, var jeg død,\nhavde sørget.\nSnarlig den sidste Pligt viste min Moder jeg og.\nLykkelige de var, og i rette Stund blev de jordet,\nde, som begge drog bort, før jeg af Straffen blev ramt.\nHeld ogsaa mig, at ej jeg blev ramt, mens de var i Live,\nog at aldrig for mig Kummer og Smerte de bar.\nHvis foruden et Navn dog noget levnes de Døde,\nog fra det stablede Baal Skyggerne luftige fly'r;\nog hvis Rygtet 0111 mig Eder naar, I fædrene Skygger;\nhvis for den Stygiske Ret stævnes hvad jeg har forbrudt:\nvid da, og tro mig forvist hvor kunde vel Eder jeg\nskuffe?\nat en Forvildelse, ej Brøde var Skyld i min Flugt.\nDet er for Skyggerne nok. Til Eder, som ønsker at kende,\nhvad mig i Livet er hændt, nu jeg mig vender paany.\nAlt var forbi min Blomstringens Tid og graanet mit Hoved,\ni mine Lokker fra før blanded sig Alderens Hvidt,\nog den sejrende Hest, med Pisas Oljegren smykket,\nhavde, fra jeg blev født, ti Gange vundet sin Pris,\nda i sin Harme Cæsar Tomiterne bød mig at gæste,\nsom det Euxinske Havs Kyst imod Venstre bebor.\nAarsagen til mit Fald, kun alt for kendt af Alverden,\nmed mine Ord ej aabenbare jeg bør.\nHvi skal om Tjenernes Svig og Ondskab jeg tale?\nMeget der hændte, som ej blegner mod selve min Flugt.\nStolt forsmaaed min Aand at segne for Ulykkens Byrde,\nog ved sin egen Kraft uovervundet den stod.\nGlemmende alt hvad jeg var og mit Liv, der fredelig\nhenrandt,\ngreb jeg som Tiden det bød Vaaben med uvante\nHaand,\nog mellem Polerne selv saa mange Stjerner ej glimter,\nsom til Havs og til Lands jeg har af Prøvelser lidt.\nEndelig naaede jeg, flakkende vidt, den Kyst, hvor Sar-\nmaters\nkoggerbærende Folk færdes med Geter i Flok.\nSkønt jeg er ombrust her af Larmen fra Naboers Vaaben,\nlindrer jeg dog bedst Dagenes Kummer ved Digt.\nOg skønt ingen der er, som laaner Øre til Sangen,\nfaar jeg paa den Vis dog Bugt med den trægsomme Dag.\nDerfor, naar end jeg er til, og trodser de møjsomme\nTrængsler,\nog naar mit triste Liv ej har med Lede mig fyldt,\ntakker, min Musa, jeg dig. Du Trøst og Lindring mig\nskænker,\ndu mine Sorgers Ro, Lægedom du for mit Blod.\nDu er min Fører og Fælle, som bort fra Ister mig fjerner,\nog paa Helikon selv skænker du, Musa, mig Ly.\nDu mig i Live gav den sjældne Lod, som af Ryet\nellers de Døde kun skænkes: et ophøjet Navn.\nAldrig heller det Nid, som Nuets Gerning fortærer,\nher af de Værker, jeg skrev, fældet blot eet med sin Tand.\nStore Digtere vel i vort Aarhundred har levet,\nikke blandt deres dog glemme vil Fama mit Navn.\nOg skønt ringe jeg regner mig selv mod mange, jeg nævnes\ndog deres Lige. Vidt kendes i Verden mit Værk.\nDerfor, hvis Digterens Ord en Funke rummer af Sandsagn:\nbliver jeg, Jord, ej din, straks, naar mit Ligbaal er tændt.\nVandt jeg nu dette mit Ry ved Gunst eller gennem min\nDigtning,\nbringer jeg rettelig dig, venlige Læser, min Tak."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c014", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c014", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 16, "image_fin": 16, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.10", "titre_corps": "AKADEMIET. Der forestaar Forandringer ved Akademiet, tilsyneladende gennemgribende: samtlige tre", "titre_sommaire": "AKADEMIET. Der forestaar Forandringer ved Akademiet, tilsyneladende gennemgribende: samtlige tre", "signature_source": "Svend Johansen ; Vilhelm Lundstrøm ; Axel Salto", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 16, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.16", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2461, "texte": "Svend Johansen.\nVilhelm Lundstrøm.\nAxel Salto.\nAKADEMIET. Der forestaar Forandringer ved Akademiet, tilsyneladende gennemgribende: samtlige tre Profes-\nsorer i Malerkunst skal afløses af nye, derefter skal en stor Kommission drøfte Akademiets Forhold fra Grunden af.\nOffentligheden idetmindste vil sikkert blive tilfreds: »yngre« vil under alle Omstændigheder afløse »ældre«, selv\nAkademieleverne synes at være spurgt, og i Kommissionen vil Rigsdagsmænd drøfte Kunstens Velfærd med Oscar\nMatthiesen.\nHvad der giver Sagen Interesse udover Personskiftet er, at der foreligger Lejlighed til et Systemskifte. Den Kunst-\nform, Akademiet i en Menneskealder har doceret, har været en Slags lyrisk Impressionisme, ogsaa Hovedparten af\nAnsøgerne arbejde under denne Form. Som stærkere Udtryk for Tiden har der jo imidlertid for Aartier siden Verden\nover rejst sig en anden Bevægelse, hvis Sprog i Hovedsagen er Farvekomposition og Rum, og da der blandt Ansø-\ngerne findes enkelte, der staa paa dette Arbejdes Grund, bliver nu Spørgsmaalet, om i Fremtiden de blandt Kunstner-\nungdommen, der føler og oplever i Overensstemmelse med det stærkeste i den Tid, hvori vi lever, paa Akademiet vil\nkunne finde Vejledning i deres Studium og Stølte. for deres Opleveform, eller om de mest vaagne ogsaa for Eftertiden\nmaa søge andetstedshen, fordi Akademiet gennem Udvalgene har fastholdt den lyriske Tradition.\nEfter at ovenstaaende Linjer er skrevet er Akademiets Afgørelse faldet. Professorer blev Einar Nielsen, Axel Jør-\ngensen og Sigurd Wandel(!) Forbigaaet .blev bl. a. Rostrup Boyesen. Ved en Afstemning i sin Tid blandt Eleverne\nom hvem de kunde ønske som Professor fik Rostrup Boyesen saa godt som alle Stemmer. Dette har Akademiet ikke\ntaget Hensyn til. I og for sig er dette principielt ikke saa oprørende, 9 af 10 Akademielever er altid Fæhoveder, men\nTalen drejer sig her om at en Mand, der har givet 10 af sine bedste Aar til et opslidende og frugtbart Arbejde i\nAkademiets Tjeneste er sat paa Porten. Alle vi, der har haft Rostrup Boyesen til Lærer skylder ham Tak for hvad\nhan har lært os. Man maa sige, at naar Akademitiden for os ikke kan regnes for det rene Tidsspilde er det Boyesens\nSkyld ene og alene. Han lærte os at se rigtigt og at arbejde. Vi vil haabe at Eleverne forstaar at reagere mod\nden begaaede Uretfærdighed saa kraftigt og vedholdende at Akademiraadet, eller hvem der har Ansvaret for det skete,\nindser sit Fejlgreb og bøder paa det.\nFor Klingen:"}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c019", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c019", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 20, "image_fin": 20, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.14", "titre_corps": "NYHAVNS-ODYSSÉ", "titre_sommaire": "NYHAVNS-ODYSSÉ", "signature_source": "Tom Kristensen", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 20, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.20", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2198, "texte": "NYHAVNS-ODYSSÉ\nTom Kristensen.\nHOTELLET »Dagmar Hansen« og Caféen »Mozambique«\nstod fjærnt i Horizonten om min Barndoms Odyssé\nog funklede med Skiltene og dunkede Musik\nog skreg i Sømandsdille til om Natten Klokken tre.\nMin Odyssé var kravlende. Mit Middelhav var graat.\nCharybdis var en Kælderhals, som maabed sort og trang.\nNausikaa var en Gadetøs. Men Himlen klang i blaat\nomkring Hotellet »Øresund«, hvor smaa Siréner sang.\nJeg krøb ad Fortovsfliserne som langs Phaiakers Strand,\njeg sejled i hver Rendesten og landed i hver Gaard\nog blev skældt ud af Æolos, den høje, vrede Mand\nsom hused alle vilde Storme i sit Skæg og Haar.\nJeg stævned ud paa Langfart, ud i Solskin og i Regn,\nog spejded imod Rudeglans, mod Glasskaars-Diadem,\nog forsked efter Mening ide sære Skiltes Tegn\nog udstod mangen blodig Dyst med Drengen, Polyfem.\nNu ønsker jeg vemodigt som en Gaardenes Tenor\nat sejle som et Barn igen i Lykkens Rendesten\nog spejde efter Drømmenes famose Koh-i-noor\ni Ruderne, som blinker Sol i Mozambique-Caféen.\nNu drømmer jeg vemodigt om den vrede Æolos,\nsom raste i en Hvirvelvind af Skæg og raat Geni,\nsom i sit lille Knaldhotel fik snydt det polske Ros,\nmen senere saa skammeligt fik Straf for Rufferi.\nNu tænker jeg vemodigt paa Hotellet »Øresund«,\npaa 0 og R og E og S og U og N og D,\npaa hver en sælsom Hieroglyf, hvor Tanken løb sig rund,\nnaar jeg var ved at stave uden Gnist af Abc.\nNu grubler jeg vemodigt over Ø'et, som for mig\nfaldt som en lukket Gaade i mit altfor aabne Sind;\nthi Ø'et ligned med sin Cirkel og sin skæve Streg\nen Æbleskive gennemboret af en Strikkepind.\nNu tænker jeg vemodigt paa de mange Tæv, jeg fik,\nnaar jeg i barnlig Ydmyghed rak Tunge ad en Knægt,\nog denne Knægt fik Hjælp af Polyfem fra »Mozambique«\nog andre frække, fregnede af de Kyklopers Slægt.\nDesværre var jeg ikke en Odysseus' drevne Søn,\nmen værged mig med slatten Haand mod de Kyklopers Hær\nog hented mig en Skramme, saa mit Blod stod som en Røn\nmed Draaber som en Klase af de tunge, røde Bær.\nMin Visdom, som var barneblaa og tindrende naiv,\nblev hærdet gennem Tævene og stejl trods alle Klin\nog slynger nu en blodig Røn med Bær af blodigt Liv\nmod Himlen og mod Kunsten trods min Barnedrøms Ruin."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c023", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c023", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 24, "image_fin": 28, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.18", "titre_corps": "OPTEGNELSER FRA EN REJSE I ITALIEN", "titre_sommaire": "OPTEGNELSER FRA EN REJSE I ITALIEN", "signature_source": "AXEL SALTO", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 24, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.24", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1973, "texte": "OPTEGNELSER FRA EN REJSE I ITALIEN\nAF AXEL SALTO\nFRA det gustent tynde Tyskland, hvor Togene trods\nRevolution og Borgerkrig føres planmæssigt igennem,\nkom vi over Frankfurt til Basel. Efter Tyskland er Sweitz\npaafaldende friskmalet med gode, glade Mennesker, Hjem-\nstedet for Mælkechokolade og ædruelige Trosbekendelser;\nfor første Gang i lange Tider saa vi igen store hvide\nSølvpenge. Med Luzern begynder det rigtige Postkort-\nsweitz: blaa Himmel og Hornkvæg, Vierwaldstådtersøen i\nSolskin og Rigis sneklædte Kegle. Gennem Si. Gotthard\nføg vi med en Snestorm ned i Italien, hvor Posletten\nsom et blomstret Tæppe strækker sig under Piletræer\nog hængende Vinhaver. I Toscana bliver Landskabet\nbjærgfuldt; vi gør første Gang Ophold i Firenze og her\nbliver Lundstrøm syg. Foden, der hele Tiden har smertet,\nfaar en Betændelse; han maa lade den operere og holde\nSengen. Dette Uheld forøger paa en naturlig Maade hans\nHad til Italien. Naar om Natten Firenzes krydrede Duft\naf Pis og Blomster fylder Værelset og de unge Mænd\nnede paa Gaden spiller Serenader og leger som Gedekid,\nligger Lundstrøm under Forbandelser og venter paa Hel-\nbredelse for at komme ned og slaa ihjel. Italienerne er\niøvrigt ogsaa naragtige Mennesker. De elsker Katte, El-\nskov og Iskager og som alle farvede smasker de. Mæn-\ndene er parfumerede Lapse med brogede Veste, Armbaand\nog Kastratstemmer. Jeg har mens jeg malede i Rom talt\npaa een Gang 19 Tenorer i det samme Hus, alle sang\n»Cavalleria« med kælen Skabagtighed.\nVisse Ejendommeligheder, som virker uvant paa nor-\ndiske Tilhørere, synes at udmærke italiensk Opera. I Rom\noverværede vi en Opførelse af Tosca. Hvergang Kunst-\nmaleren kom til et Bravursted glemte han Rollens For-\ndring til Ageren, stillede sig op frontalt mod Publikum,\nlet skrævende og med bøjede Knæ. I denne Stilling, der\nvel befordrer Tonedannelsen, sang han sit Nummer, tog\nBifald og gav paa staaende Fod Dacapo mens Stykket\nudenom gik helt i Staa. Ved en anden Lejlighed døde"}, {"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.25", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6670, "texte": "Mimi to Gange itræk yderst sjælfuldt under de Medspil-\nlendes Graad.\nI visse Henseender er Italienerne talentfulde: som Tig-\ngere og som Støvlepudsere. Fodtøj synes i det hele taget at\nvære Sydboens Forkærlighed. De sjældneste Faconer og Far-\nver, som i Støvlepudserens Haand kommer fuldt til sin Ret.\nSaa optagen er han af sin Kunst, at han, naar ingen\nKunder er forhaanden, i Timevis kan sidde og smuksere\nen Selvejerstøvle han holder gemt i sin Kasse. Som Kri-\ngere er Italienerne tapre og de vilde uden Tvivl have ud-\nrettet store Ting i Krigen hvis det ikke havde været saa-\ndan et forbandet Vejr. Ihukommende Frelserens Forkær-\nlighed for de Fattige og Ringe beholder Kirken Jord og\nRigdom med dens Fristelser for sig selv, til Gengæld lærer\nPræsterne Latin og arbejder for Sjælenes Frelse.\nTiden er gaaet sporløst hen over Firenze. Den er med\nsine strittende Taarne og sin Condottiérestemning endnu\nMedicæernes Firenze. Byen omkring Signoriapladsen og\nPonte Vecchio har en Brolægning som Dante vilde have\ngenkendt. Desværre frembyder selve Pladsen foran Po~\nlazzo Vecchio en plat Virkning paa Grund af Misforholdet\nmellem Arkitektur og Skulptur. De senere tilføjede Bo-\nlognas Springvand, Michelangelos David, Bandinellis Her-\ncules og Cacus er alle ude af et naturligt Forhold. Især\nSpringvandet er paafaldende uheldigt anbragt. De to naive\nMarmorfigurer med Broncefigenbladet ved Indgangen til\nPaladset og Rytterstatuen af Cosimo den Iste, vilde alene\ngøre en langt skønnere Virkning. Selve Musæerne er efter\nKrigen omordnede saa Arbejderne af den samme Kunstner\ner samlet overskueligt paa eet Sted. Saaledes er alle Beato\nAngelicos Billeder samlet i St. Marco, Donatellos og della\nRobbia'ernes Ting i Bargello'en, Michelangelos Slaver fra\nBobolihaven og David i Akademiet, Botticelli i Ufficierne\nog Tizian i Pitti.\nI Renaissancen arbejdede Kunst og Haandværk sam-\nmen og frembragte de fortrinlige Resultater. Kunstneren\nlod sig ikke anfægte som nu, hvor han nødvendigvis maa\nvære paa Højde med Kubisme og Motorcykler og hvor\nKunstneren foruroliges ved Tidens naturlige tekniske Frem-\nskridt. Derved fik hans Arbejde den sikkert gennemarbej-\ndede Form, der mere end de aandelige Fortrin har beva-\nret dets Værdi gennem Tiderne. Selvom professionel Dyg-\ntighed ofte i italiensk Kunst dækker over stor Kedsomhed,\ner det dog denne formelle Indlevelse i Stoffet der gør, at\nvi nu kan glædes saa heftigt og saa ofte over Renaissance-\narbejder.\nDella Robbia'erne modellerede og malede Frugtguirlander\naf Citroner, Ærter, Blomster, Pinjekogler, Agurker, Æbler,\nPærer, Vindruer og Løvværk i glaceret Lertøj omkring de-\nres Madonnaer med skarp naturalistisk Karakteristik. De\nudførte ogsaa i Keramik plastiske Landskaber af stor Virk-\nning, malede grønne, blaagraa og violette. Det er som om\nKunstnerne i disse Landskaber ser paa Naturen med fri-\nske, mere indtrængende Øjne end ellers, fordi de her i\ndette Materiale for første Gang skal skabe en kunstnerisk\nLandskabsvirkning. Ogsaa i Broncestøbning var Renais-\nsancens Italienere fremragende (Baptisteriets Broncedøre),\nmen hvad der dog mest fængslede mig af glimrende\nHaandværk var to Marmorborde med Mosaik i Pitti.\nBordene er 1 X 2 Meter. Pladerne, der hviler paa fire\nfirkantede, forgyldte Ben, op af hvilke der slynger sig\nGuirlander af forgyldte og forsølvede Muslingeskaller og\nKoraller i alle Karakterer af Guldpaalægning, er af ægyp-\ntisk Porfyr, brunviolet og fint hvidspættet som en Sand-\nbund; heri er indlagt med Calcédon og andre haarde\nStenarter en Rigdom af Østers, Muslinger, Snegle, Perler,\nrøde og hvide Koraller strøet skødesløst henover Pladen.\nLangs Kanten løber en å la Grec Bort af lapis lazuli.\nDisse Arbejder er saa fint udført, saa rige i Tegning og\nForm gennem Lys og Skygge, at mani Timevis kan blive\nstaaende og undre sig. Muslingeskallerne er saa indtrængende\ngengivet efter Naturen, at ikke alene Tegningen er fuldendt\ngennemført, men ogsaa Lysets Spil henover Krumningerne\nog Overgangen fra kolde til varme Farver. Leonardo kan\ni sine tegnede Portræter. i sin Udformning af Øjeovaler,\nNæsefløje og Mundvige minde om disse Snegle. Virknin-\ngen at Tingene ligger paa Bordpladen er ved de indlagte\nSkygger saa levende, at man lader Haanden glide hen\nover den glatte, slebne Plade for at støde til dem.\nMens Evnen til at frembringe Kunst helt er uddød i\nItalien, har det udmærkede Haandværk holdt sig til nu\nsom Nationens fineste Evne. I Frescoteknik, Mosaik- og\nMarmorarbejde er Italienerne uovertrufne, men Udviklin-\ngen har ikke banet nye Veje. De barokke Flodguder,\nMichelangelos og Rafaels Figurer er endnu de Forbille-\nder der skablonmæssigt efterlignes i svag og udtyndet\nGentagelse.\nCastagnos Fresker i St. Apollonia gjorde stærkt Indtryk\npaa mig, fordi jeg, der ikke har set dem før, ikke ventede\nat finde noget betydningsfuldt. Paa den Maade fik Bille-\nderne en egen personlig Værd for mig. Man tillægger\nofte Ting maaske overdreven Værdi, naar man er-\nkender gode Sider ved dem man tidligere har overset.\nMan ender med at gøre sig identisk med Tingen i sin\nIver efter at fastslaa sit Fund. Castagno minder om Poul\nChristiansen; det samme kraftfulde Bondefysiognomi, den\nsamme faste, noget træede Formgivning. De savner den\nrige artistiske Bevægelighed, men i begges Arbejde er For-\nmen fuld og stærk. De unge Kunstnere hjemme kan lære\nmeget af Poul Christiansen.\nSaaledes bør en Dekoration være: et enkelt kraftfuldt\nBillede som Nadverbilledet i St. Apollonias Refektorium\neller en enkelt gennemført Billedrække hvorom Tilskue-\nren kan koncentrere sin Andagt eller sin Billedtørst. Ra-\nfael udsmykker Vatikanet som man forer en Æske med\nTapetpapir. Vægge, Pilastrer, Buer, Loft og Gulv, altsam-\nmen er overbroderet med Dekoration; intet Sted den tomme\nVægflade, der virker ved sin Ro mod Billederne, giver dem\nSpillerum og som netop præciserer Væggen som Flade der\ndanner Rum. Dette forstod derimod den antike Maler-\nkunst. Hos Pompejanerne var Væggenes Dekoration de\nrødmalede Felter; det paasatte naturalistiske Genrebillede\neller dekorative nature morte tjener kun til at mildne\nVirkningen og gøre den rig. Noget andet er at disse Bil-\nleder er saa glimrende Malerkunst. Højrenaissancen lader det\ndekorativt illusionistiske Maleri brede sig og borttage Ka-\nrakteren af Vægflade. Man staar i Vatikanets Stanzer som\npaa en Mark med Udsigt til alle Sider, midt i et forry-\ngende Spektakel.\nDet største Firenze ejer er Michelangelos Gravmæle over\nde unge Medicifyrster i Kirken St. Lorenzo. Skønt man ken-\nder disse Figurer saa godt, er det ligesom man ser dem her\nfor første Gang, en saadan Forskel gør Anbringelsen og\nStoffet. I Stedet for Gibs er traadt det gule Marmor, der"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.26", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6698, "texte": "ved sin Klarhed lader Lyset trænge langt ind i Figurerne.\nDette gør dem lette og levende. Lyset fra oven gør Grup-\nperne mere samlede, det store Rum gør at de virker min-\ndre og overskuelige i eet Blik.\nEr Firenze den slanke Pige med Pageliaaret, maa Rom\nvære Matronen. I Firenze er den kloge Renaissancearkitektur\nforvitret i fine Farver. I Rom er alle de humørfulde Ba-\nrokhuse malet brune og gule. Flotte Flodguder med dreje-\nde Ben og Flagreskæg tryller Vand op af Brostenene alle-\nvegne. Vi glædede os over Kommunalbestyrelsens Flothed\nog Sans for det festlige, indtil vi hørte, at det var de gamle\nromerske Vandledninger der endnu førte Vandet til Byen\nfra Bjærgene. Af samme Grund kendte man heller intet\ntil Vandskat.\nRom er en lystig By, Folk skriger, synger, tigger,\nhandler, mens de fornemme Romerinder med brede ovale\nAnsigter, lille fyldig Mund og den strenge Caméprofil, vifter\nsig paa Balkonerne. Den 16. Maj var vi til Jeanne d Arcs\nKanonisation i Peterskirken, der til Lejligheden var be-\ntrukken med rødt Fløjl indvendig. Hele det romerske\nFolk overværede dette historiske Skuespil. Pavens\nHellebardister i Rustning og Hjælm med orange og violet\nstribet Tøj Dragten komponeret af Michelangelo søgte\nat holde Orden paa det ellevilde og barnlige Folk. Præ-\nster snød sig ind paa bedre Pladser ved at springe over\nSnorene, mens forvaagede og enfoldige Pilgrimme der var\nkommen sammen fra heleden katolske Verden og i tu-\nsindvis havde sovet under aaben Himmel paa Kirkens\nbrede Trapper blev skubbet tilside. Først i Processionen\nkom syngende Skarer af skæggede Munke rned Fistelstem-\nmer, efterhaanden Gejstlige af stigende Rang, Præster,\nÆrkebisper, Kardinaler og sidst Paven, helt klædt i Guld\nog hvidt, paa Tronstol op over Mængden med flagrende\nBaldakintag og Strudsfjersvifter, under gjaldende Trompet-\nstød som en Negerkonge. Scenen spiller i det 16de Aar-\nhundrede. Saaledes har Alexander den VI, den store\nHedning gjort sin Entré. Damerne græder og vifter med\nLommetørklæder, alle maser paa for at se; det er et übe-\nskriveligt Røre. —*\nDet er paafaldende hvor lidt Malerkunst man ser i\nRom, naar man tænker paa 112. Eks. Toscanas eller Vene-\ndigs Mængder af udmærkede Ting; der er Guido Reni\nog Salvator Rosa, som ganske vist endnu paa H. C. An-\ndersens Tid sidestilledes Rafael, men saa er der Vatika-\nnet, som en Verden for sig; den Blanding af det sublime-\nste og det tarveligste. Af Rafaels Stanzer forekom mig\nbedst »Skolen i Athen« og Heliodorbilledet. Baggrunden\nog højre Side af denne Freske er vel det bedste Maleri\nRafael har lavet. Det er stærkt og klangfuldt, i Form\nog i Farve. Billedets Bevægelse gaar i Stykker da Grup-\npen tilvenstre ikke griber ind i Kompositionen. Lof-\ntet i Heliodorsalen af Peruzzi er et udmærket smukt Ar-\nbejde; Kompositionerne og de enkelte Figurer har en\nVælde og Flugt, der synes inspireret af Michelangelo. Det\nsamme lykkelige Dekorationstalent og indsmigrende, lidt\nsødladne Kolorit der udmærker Skolen i Athen finder man\ni »Gaiatheas Triumf« i Villa Farnesina. Dette Billede\nskæmmes dog af grimme Omgivelser og sin svage Afslut-\nning paa de to Sider. Det er ligesom Billedet ikke faar\nPlads til at udfolde sig i Bredden. Kompositionen er ellers\noverordentlig fin og afvejet. Indtagende er Rafael i Log-\ngia'en, der er en virkelig aandfuld Efterligning af Antiken.\nHans Behandling af Frugt og Løv kommer paa Højde med\nGhibertis Broncefriser paa Baptisteriets Dør i Firenze. Af\nde smaa bibelske Malerier paa Loggia'ens Loft husker jeg\nbedst »Isak, Rebekka og Abimelek«, men dette lille Bil-\nlede, der knapt er en Alen i Kvadrat, staar mærkværdig\nnok stærkere i min Hukommelse end alle Vatikanets Stan-\nzer. Det er malet gult i gult med en straalende grøn Sol.\nModsætningen mellem det mægtige Solskin og det forborgne,\nheftigt bevægne Elskovspar er pragtfuldt tænkt og i Farven\nsom af en Kunstner i det 20de Aarhundrede. Det sixtinske\nKapel er det største Malerkunst vi endnu har set, især\nDommedagsbilledet paa Endevæggen, der er malet i blaat\nog okker. Denne Kunst er i Slægt med Kolossæum og\nCæsarernes Palads. Man er som bedøvet under det geni-\nale Tordenvejr.\nAl Skulptur findes i Rom en overvældende Mængde\nog alle Stilarter, fra haarde ægyptiske Monolither og guld-\npatinerede, romerske Broncedyr til Berninis bollede Pa-\nnoptikonkunst og Viktor Emanuel Monumentets skinnende\nCarraramarmor. Den her gengivne græske Original findes\ni Termemusæet. Figuren er legemstor og af elfenbengult\nMarmor. Den fine Spiralbevægelse kan paa Fotografiet\nfølges fra den højre Fod gennem venstre Ben og fortsæt-\ntende sig gennem højre Arm. Formen er levende og rig,\nFiguren er som bygget op af Kugler. Denne Venus staar\nfor mig som Mønstret paa hvordan god Skulptur skal\nvære. Af romerske Arbejder mindes jeg især de to Dios-\nkurer paa Kapilol og Flodguden Marforio.\nEr begyndt at arbejde paa nogle store Frugtopstillinger\nog et Landskab fra Forum, som jeg har tegnet og studeret\npaa Stedet. Det er underligt efter lang Tids Forløb igen\nat begynde paa Arbejdet. Haanden og Opfattelsen\nmaa trænes op igen fra Grunden. De mange nye Indtryk\nforvirrer ogsaa. Naturen kan jo med Rette betragtes paa\nmange Maader, og har man ikke bestemte Farvesammen-\nsætninger og præcise Form- og Kompositionsforestillinger\ni Hovedet, kan man lige saa godt male som Delacroix,\nsom Købke, eller hvorfor ikke være Impressionist en\nligegyldig Temperamentssag. Først efter lang Tids Arbejde\nfaar man sig malet op. Staffeliet staar paa en Altan mellem\nSkildpadder, Marsvin og Kaniner. Det er blikstille. Flaget\npaa Enkedronningens Palæ hænger dødt ned langs Stangen.\nMan venter Revolution i Morgen. Alle er irriterede paa\nGrund af Varmen der er 10 Grader over det normale. Der\nbliver daglig skudt Folk paa Gaden og beredne Bersaglierer\nafpatrouillerer Byen.\nRoms Omegn er rig og afvekslende. Først Kampagnen\nmed sine bølgende Valmuemarker og sine Aquadukter,\nPoussins klassiske Landskab, hvor de langhornede Okser\ngaar hjem i Solnedgangen. Længere ude Albanerbjærgenes\nførste vinklædte Skraaninger, Smaabyerne Marino, Frascati,\nCastel Gandolfo ved Albanersøen, Albano, Ariccio og Gen-\nzano, hvis Gader alle som en Stjerne skyder sig ud fra\nVinløvssøjlen paa Torvet. Her ligger Nemisøen, Minervas\ngrønne Spejl, dybt nede mellem grønne Skraaninger og\nTrattoriets murstensrøde Loggia spejler sig midt i alt det Grøn-\nne. Ud ad Via Appia antica kører vi forbi Drususbuen, der\nendnu bærer Spor af Vandledningerne til Caracallas Bade.\nLængere ude Callixtus' Katacomber hvor Trappistmunke for-\ntæller om den hellige Gæcilies blodige Martyrdød, naar de ikke\nsælger Chocolade og Likør til Turister. Helt ude ved Gæcilia\nMetellas Grav er der en vid Udsigt over hele Kampagnen og"}, {"page_pdf": 28, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.28", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 6695, "texte": "Bjærgene i det fjerne. Mod Syd ser vi over mod den for-\nladte Aventinerhøj, og i Retning af Sabinerbjærgene ligger\nHadrians Villa med Cypresser og skyggefulde Lunde. Her-\nfra gik vi en Dag ad de kridhvide, solhede Stier op mel-\nlem støvede Olivenlunde til Tivoli. I Villa d'Estes øde\nPragtværelser havde d'Annuncio med vældig Haand tegnet\nsit Navn henover Apollons Bryst. Nede ide kølige Kløfter\nved Vandfaldene trak et Uvejr op over Egnen. Himlen blev\nblaasort, saa Trætoppene stod helt lysende. I trykkende\nMørke under ustandselige Lyn fandt vi øverst paa Højderne\nop til Sibylletemplet, hvorigennem Tordenen tordnede saa\nde fine korintiske Søjler paa det lille Rundtempel rystede.\nHen ad Aften, under Tilbagekørslen til Rom, brød Solen\nigennem Uvejret og heleden udstrakte Kampagne laa frisk\nog gul, badet i Regnbuer.\nEfter det duftende Firenze og efter Rom, den hede,\nkirkegale By, slog den salte Havluft os svalende imøde i\nNeapel. Her fandt endelig Lundstrøm den rette Tingeltangel-\nstemning. Byen modtager os i fuld Fart 2den Pinsedag.\nPaa et Hjørne vælter Vognen en lille puklet Dreng, der\nsidder og øver sig i at spille »terre«, og paa Corsoen kom-\nmer vi ind i Festoptoget: lange Rækker af Blomstervogne\nmed svajende Fasanfjer og brogede Baand ramler i Galop\nned ad den stejle Gade under Skraal og Fest. De er rent\ntossede til at køre i Neapel. Her er den naturlige For-\nklaring paa de mange puklede, vanskabte, halte og enbe-\nnede Mennesker, Byen vrimler med. Neapel ligger i\nTerrasser, langs den krumme Golf, med Capri langt ude\nsom Cirkelbuens fjerne Centrum. Paa den blaa Bugt sejler\nBaadene med trekantede Latinersejl, tilvenstre rager det\ntynde, rødmalede Fyrtaarn op som en Fallos. Mændene\nsælger Koraller og Konkyljer; interesserede Kunder kan\nogsaa købe spøgefulde pompejanske Fotografier, som den\nsuspekte Købmand haler op af Baglommen. Kamma væn-\nner sig snart til den ledsagende Mimik og trækker sig til-\nbage mens Herrerne handler. Drengene dykker i Vandet\nefter Pengestykker og Smaapigerne danser til Tamburin,\nmens Vesuvs klassiske Røgpinje staar stille i Luften paa\nBagtæppet. Det er en hel Ballet. Italieneren kan selv se\ndet, og nyder det.\nHver Morgen gaar vi i Vandet paa den anden Side\nHavnen blandt Søpindsvinsfiskerne. Ved Siden af lig-\nger Varietéen Eldorado-Lucia med sit Beværtningshave-\nUdstyr. Hvor Florentinerne har en Broncedør af Ghiberti\neller en hellig Georg af Donatello anbringer Neapolitaneren\nFontæner med Stuknymfer blandt violette Porcelænsiris\nog lyserøde Kattekillinger. Det var en hel Sorg at skulle\nforlade den feste og priapiske By.\nPompeji naar man fra Neapel gennem Neriehaver og\nblomstrende Klematis, det yndige Kampanien.\nI Neapel havde vi faaet Tilladelse til at se Pompejis nye\nUdgravninger. Man arbejder paa Via del Abondanzas For-\nlængelse ud til Amfiteatret og allerede er pragtfulde og be-\ntydningsfulde Ting fremdragne, bl. a. Gladiatorernes Gymna-\nstiksal, Varmtvandsbadene, hvor Ejerens Børn har ridset\nTegninger hen over Dekorationerne, Tricliniet med de le-\ngemstore Elefanter paa rød Bund og de overdækkede Kæl-\ndere med de mange grinende Døde. For første Gang har man\nfundet toetages Huse med Balkoner. Desuden er bragt lor\nDagens Lys en Stukfabrik med Lager af Raamaterialer og\nnogle Soveværelser med hvælvet Loft, der har Fremstilling i\nmalet Stukrelief af Kampene omkring Troja. Først naar\nhele Forbindelsen mellem den allerede udgravede Bydel og\nAmfiteatret er naaet, vil Adgangen til de nye Udgravninger\nblive aabnet. Helt ude i det yderste Arbejdsfelt fjerner\nFolk, der alle er specielt oplærte til dette Arbejde, Asken\nog Pimpstenen i flettede Kurve og kører den bort paa Tip-\nvogne. De fundne Stumper af Malerier og Stukkatur pilles\ntilside og efterhaanden kan man sætte sammen, ligesom\nmed et Puslespil, et helt Billede. Disse Stykker bliver\nmuret fast paa en kunstig Væg og opsatte paa den Mur,\nved hvilken de er fundne. Samme Dag vi var derude\nhavde Arbejderne afdækket nogle Billeder, der forestillede\nHercules' tolv Arbejder.\nUnder Opholdet i Pompeji besteg vi Vesuv. Vi red fra\nTorre del Annunziata, Marcaronibyen, med Fører og\nnogle Drenge der hang bag i Halerne. Det var forresten\ningen ringe Præstation disse Drenge udførte: de løb i den\nbagende Sol ved Siden af Heslene lige fra Bjærgets Fod\ntil Toppen, kun med to korte Hvil. Det var 1L/2 Times\nTur paa stejl opadstigende Vej, der dels var klippefuld,\ndels belagt med smaa Pimpsten der veg for Foden. Selv\ntil Hest var Turen anstrengende. Lundstrøm havde aldrig\nredet før; han mente vi i Skridtgang under behagelig Spøg\nskulde tilbagelægge Vejen i Træernes Skygge. Ak, Skyggen\nholdt snart op og Samtalen ligeledes, da Modet vaagnede\nide smaa Førere. De hujede og tævede Krikkerne, saa\nde satte i voldsom Rend. Forresten tror jeg det morede\nHestene ligesaa meget som Drengene, ialfald var Sammen-\nspillet mellem dem meget lydhørt. Til al Held rejste Cow-\nboy'en sig i Lundstrøm, han klamrede sig fortvivlet fast\nog var en Helt. Efterhaanden vi kom Toppen nærmere\nblev Luften kølig. Udsigten er smuk deroppe fra; man kan,\nligesom fra Flyvemaskine, se ned paa Bunden af den grønne\nGolf hvor Skyerne kommer og forsvinder. Skove og Byer\nligger spredt i Solskinnet, og de størknede Lavastrømme\ntegner sig imellem dem som sorte Slanger. Helt oppe paa\nToppen er Udsigten sløret af Taager, der altid lejrer sig\nom Toppen; der er koldt, og kvælende Svovldampe staar\nfor Brystet. Vi steg et Stykke fra Kraterranden ned i Kra-\nteret, en ikke ufarlig Tur, da Pimpstenen skrider nedad\nog vanskeliggør Tilbagevejen. Selve Kraterbunden er en\ntykflydende, bevægelig Masse der spiller uhyggeligt i me-\ntalliske Farver. Damp trænger op gennem Laget med en\nfusende Lyd som kogende Grød. Smaa kegleformede Bi-\nkratere rager op af Lavasøen og udsender under tordnende\nSpektakel Sten og Ild. Det er Nedgangen til selve Helvede;\nvi drak en Flaske Lacryma for at hæve Humøret.\nNedstigningen skete i Galop under flittig Besøg i Kroerne\nundervejs. Vi svingede rutineret ind i Torre del Annunziata\nog fik rystet af os Erindringen om Vulkanens kolde og\ngiftige Aande!\nDisse Linier er nedskrevet i en Have paa Capri under\nCitrontræer, der dufter syrligt af Frugt. En tung Varmedis\nhviler over Øen, deri to Maaneder ikke har faaet Regn.\nCisternerne er tomme og Vinrankerne uden Saft. De Fromme\nhar nu grebet ind med en Procession. Karlene bærer en\nSølvhelgen rundt, behængt med grønne Glasdruer. Musik-\nkorpset af Barberer og Skræddere spiller af fuld Hals, og\nde mindste og yndigste Smaabørn gaar foran i Engledragter.\nDette maa da røre Regnens Gud. I Aften vil Raketter fra\nBjærgene rundt omkring sende Ildregn ned over det tør-\nstige og ufortrødne Folk, mens de stiger og stiger . . ."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c029", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c029", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 32, "image_fin": 33, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.23", "titre_corps": "POÉTISKE ERINDRINGER FRA PARIS", "titre_sommaire": "POÉTISKE ERINDRINGER FRA PARIS", "signature_source": "TIL EN MALER ; Emil Bønnelycke", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 32, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.32", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1047, "texte": "DANSKE TROUBADOURER\nPOÉTISKE ERINDRINGER FRA PARIS\nTIL EN MALER\n\nRue de L'Université. Sommeren 20.\nO, aldrig, Erindringens Have,\ndu skabte saa skøn en Buket\nsom den, du har skænket til Ære\nfor det, der blir evigt begrædt.\nO, aldrig, du Tingenes Moder,\nder føder en Morgen af Fryd,\nskabte du Dage saa skønne som de,\nder lever i Morgenens Lyd.\nMér dybt end i noget Odéon\nder er til mit Hjertes Musik\nved dette melodiske Minde,\nsom mildt gennem Morgenen gik.\nDe betlende, smaa Musikanters\nbebjældede, bejlende Larm,\nde gøglende Gadesælgeres Sang,\nder kom til min Vindueskarm.\nQ, Klinkernes ældede Klage\nog Konernes kærlige Spil\nspurgte mit vaagnende Hjerte,\nhvad Taarer og Armod er til?\nGlashandlerens klirrende Rigdom\naf Ruder, han bar paa sin Ryg,\nringled som Æventyr-Klokkers Spil . . .\nskønt Karlen var krøblinge-styg.\nFuldendt blev Morgenens første\nog fine, fortryllende Færd —,\nmed skælvende Genskins-Skaaler\naf Solens forelskede Skær —.\nDen skønne, parisiske Hebe\nstod, paa Hefaistos' Bud,\nog skænkede Solskins-Skattene\nsom Vin over Verden ud."}, {"page_pdf": 33, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.33", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 2494, "texte": "Og paa »Ministére de Marine«,\ni den idylliske Dag\nflammede Morgenens Farver\ntrofast i Frankrigs Flag . . .\nVilde du, Tricolore,\nvinke med farvede Sejl\nned til det blinkende Betler-Glar,\nen Spillemands dybe Spejl . . . ?\nDér, hvor de hellige Fædres\nGade, »Rue des saintes péres«,\nmødes med Seinens Vande,\nhver Morgen vi mødte Voltaire . . .\nEt Tog af antike Butikker,\nder blussed af Fløjlets Ild,\nRococoens yppige Haver —,\nhvor Vejen beruset løb vild . . .\nVicomternes dragne Kaarder\nvar løftet i ædel Duel\nmod en keramisk Madonna,\nder keded sig selv ihjel . . .\ni Klinkerens bugnende Vindu\naf Død og forstenet Drøm,\nhvor revnede Hoffers Helte gik\nblandt Kjolers forsténede Strøm . . .\nO, Menuetternes Mester,\nMozart, dér stod dit Spinet\nsaa stille som havde dets Strenge\nstedt i Forglemmelse grædt . . .\nDér tumled vort Hjertes Rondo\nmod Ruden og Rudens Glans,\nmod flygtende Gratiers Arme —,\nog flygtende Gratiers Dans . . .\nSom Mediciernes Gæster\nkom vi til Louvres Gaard\nog stilled de drømte Heste —,\nhvor nu Gambetta staar . . .\nDin herlige, danske Straahats\nflossede Fløj eisbaret\nstrøg du af overstrømmende Fryd\ndybt for Watteau's Kabinet.\nO, smilende Søer, der spejder\nog spejler en Mø og en Mynde.\nIdylliske Skove, hvis Træer\ner selve den kronede Ynde . . .\nDe levende Stier, der løber\nsig vilde i søde Lunde,\nhvor Elskov iblandt Galante har\nEmpirens Cupido-Munde.\nTigerens ædle Fortæller,\nDelacroix, vi bestormer.\nLøven med svulmende Lemmer\nser vi han fyrsteligt former —.\nDejlige Tænder, der flænser !\nPanthere. Purpur-Dyr.\nKampens urolige Rytme, og dog:\nEt Artemis-Æventyr.\nTiepolos flotte Effekter\ni flyvende Himmel-Fest\ndrog dig fra Jagt-Idyllen,\nsom Renaissancens Gæst,\ntil Gudernes gyldne Haller\nog Kampens forklarede Ro —,\nder hviler bag al den forbandede\nBlæst hos Tiepolo.\nO, jeg bemærked din Jakkes\nsolskins-forklarede Grønt . . .\nDit hellige Luvslid syntes\nmig det, der var dybest skønt . . .\nDet falmed end ikke i Skæret\naf »Mediciernes Fester«,\nhvor vi, blandt andre Fyrster —,\ndeltog, som sagt, som Gæster . . .\nMidt i det rubensske Rige\naf kalvekrydsede Svende\nog bølgende Dronninge-Bryster\nsaa jeg dig heftigt vende\ndig bort fra lukulliske Orgiers,\nFesters, Effekters Ekko,\nmod en forbitret Ekstase i\nIlden hos Fader El greco.\nDet mørkner iblandt »Boulevard des\nItaliennes« myldrende Trær.\nPoccardis Pokaler lyser\naf et Venezia-Skær . . .\nOg hér begynder mit Epos,\nfør alt jeg fik streng-taget-sagt,\nat segne i et moderne Lys —,\nunder Montmartres Magt.\n\nEmil Bønnelycke."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c032", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c032", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 35, "image_fin": 35, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.25", "titre_corps": "KLINGENS GRAFISKE FORENING", "titre_sommaire": "KLINGENS GRAFISKE FORENING", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 35, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.35", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1911, "texte": "TIL ABONNENTERNE\nKLINGENS GRAFISKE FORENING\nT\\ 7TED dette Hefte afslutter Klingen som Kunstblad sin 3die og\nforeløbig sidste Aargang. Da Papirpriserne og Trykningsom-\nkostningerne ikke i Øjeblikket tillader os at fortsætte Udgivelsen i\nsamme Omfang som hidtil har Redaktionen besluttet i Stedet for aar-\niigt at udsende en Mappe med nogle grafiske Blade, der saa til Gen-\ngæld i Format og Udstyr skulde være anseligere end Klingens sæd-\nvanlige Bilag. »Klingens grafiske Forening«, agter at udsende Far-\nvelitografier, Raderinger og Træsnit i smukt og anseligt Udstyr og kun\ni et Antal der svarer til Abonnentantallet. Specielt vil den dyrke store\nfarvelitografiske Billeder, og allerede har flere af vore betydeligste unge\nog yngre Kunstnere paa dette Omraade lovet Bidrag. Disse Blade, der\nbliver signerede af Kunstnerne, vil paa Grund af det lille Oplag hurtigt\nblive meget efterspurgte. »Klingens grafiske Forening« vil hvert Efter-\naar udsende mindst 2 anselige Arbejder. Ved første Udsendelse (Nov.\n1920) vil Medlemmerne modtage 2 store Farvelitografier af Jo-\nhannes Larsen og Albert Naur og en Radering af Axel Salto.\nPrisen er 20 Kr. om Aaret, der opkræves samtidig med Udsendelsen.\nSaafremt Abonnenter paa Klingens 3die Aargang ikke inden 20. Nov.\nafsiger Bladet, gaar Redaktionen ud fra, at de ønsker at fortsætte\nmed Abonnement paa Klingens grafiske Publikationer og de omtalte\nBlade vil blive dem tilsendt. Denne Henvendelse beder vi indtræn-\ngende Abonnenterne følge.\nEkspeditionen er som hidtil Arkitekt Poul Henningsen, Udby-\ngade 1, Kbhvn. N., Tlf. Nora 3232, hvortil Afsigelse af Bladet bedes\nsendt og hvor Indmeldelser i Foreningen modtages. Ligeledes modta-\nger Landets Boghandlere Abonnement. Sammesteds faaes ogsaa samt-\nlige Klingens Publikationer, saafremt de ikke er udsolgt. Redaktio-\nnens Adresse er som tidligere Maleren Axel Salto, Edv. Glæsels-\nvej 1, Kbhn. F., Tlf. Godthaab 1870."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c034", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c034", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "n. p.", "page_fin": "n. p.", "image_debut": 36, "image_fin": 36, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.26", "titre_corps": "INDHOLD AF 3. AARGANG", "titre_sommaire": "INDHOLD AF 3. AARGANG", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 36, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.36", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 3372, "texte": "INDHOLD AF 3. AARGANG\n(Tallene betegner Heftet).\nBorch, O. V., Linoleumssnit 5, 5.\nBuchholtz, Johannes, Digt 6—7.\nRønnelycke, Emil, „Foraar\" 5, „Atlantis\" 8, „Danske Troubadurer\"\n10-12.\nCézanne, Paul, Fot. 9, „Breve fra Paul Cézanne\" 9.\nCliagall, Marc, Fot. 6—7.\nChristensen, Arnold, „Den æstetiske Maalestok\" 1.\nI>., „Vilh. Kyhn\" 2, Grustaf Wolmar\" 3—4, „Glyptotekets Vinterhave\" 8.\nHam, Johannes, „Nogle Vers af Michelagniolo Buonaroti\".\nDaiineskjold-Samsoe, S., „Babel\" 5, Omslagsl. 6—7, „Indhold\nog Form\" 6—7.\nDelacroix, Eugéne, Fot. 10—12.\nDerain, André, Fot. 1.\nFriis-Moller, Kai, „Indskrift\" 8.\n0., „Emil Bønnelycke\", „Wanschers Bog om Rafael\" 1.\n„Gabestokken\", 2, 3—4, 10—12.\nGelsted, Otto, „Afsluttende Bemærkninger 1, „Literaturbetragtning\"\n2, „Ostwalds Farvelære\" 5, „Carl Jul. Salomonsen\" 6—7, „Leon\nBattista Alberti og Grundlæggelsen af den kritiske Æstetik\" 8,\n„Ved en Pibe Tobak\" 9.\nGiersing, Harald, Fot. 3—4.\nGiersing, Besse, Fot. 3—4.\nGogh, Vincent van, Tegning 6 7, „Breve fra Aries\" 6—7.\nGoldschmidt, Ernst, „Theodor Philipsen\" 8.\nGræsk Skulptur, 10—12.\nH. P., „Professor Carl Petersen: Om Modsætninger\" 9.\nHansen, Peter, Træsnit 6—7.\nHeinesen, William, „Færøiske Digte\" 1.\nHenningsen, Poul, „Om Studieplanen for den moderne Kunstner\" 1,\n„Akademiets Nedlæggelse\" 2, „Akademiet\" 3 4, „Plads og Form\" 9,\n„En elementær Række- og Retningslære, anvendt paa den fore-\nliggende Kunst\",1112.0—12.\nHoifin aiin, Kai, „Den store Armada\" 3—4.\nHost, Oluf, Lit. 3—4, 3—4.\n•1., „Den fri Udstilling\" 8.\nJensen, Helge, Træsnit 5, 8.\nJeppesen, Knud, „Af Venskabs-Dansen\" (Musik).\nJohansen, Svend, Omslagslit. 1, Lit. 8, 8, Farvelit. 9, Omslagslit.\n10—12, Farvelit. 10-12, 10—12.\nKali, I. C., „Herbert Iversen\" m. Fot. 6—7.\nKant. Immanuel, „Prolegomena\" 3—4.\nKristensen, Tom, Nyhavns-Odyssé.\nKyhn, Vilh., Fot. 2.\nLarsen, Johs., Rad. 1, Vignet 3—4.\nLarsen, Thøger, „Stjernernes Kamp\", „Til Komponisten Grethe\nSawyer\" 9.\nLarsen, Karl, Lit. 6—7, 8, 10—12, 10—12.\nLundstrøm, Vilh., Omslagslit. 3—4, Farvelit. 3—4, Lit. 6—7, Om-\nslagslit. 8, 9, Lit. 9, 9, Farvelit.1112, Lit. 10—12, 10—12.\nM., „Degas' Udstilling\" 8.\nMarc Anton, Fot. 1.\nMatisse, Henri, Fot. 2, 2, 3—4, 8, „En Malers Optegnelser,, 8, Fot.\n8, Fot. 10—12.\nNanr, Alb., Lit. 3—4, 3—4.\nXegerskulptur, 5.\nNielsen, Jais, Farvelit. 2, Lit. 10—12.\nXoter, 2, 3-4, 6—7, 10—12.\nXoter om Renoir, 3—4.\nXygaard, Fredrik, „To Digte\" 6—7.\nO vid, Selvbiografi. Oversat af Walt Rosenberg.\nPeruviansk Stentøj, Fot. 1.\nPetersen, Carl V., „Pierre Auguste Renoir\" 3—4.\nPicasso, Pablo, Fot. 10—12.\nPompejanske Fresker, Fot. 9.\nRatlisack, Svend, Fot. 10—12.\nIlenoir, Auguste, Fot. 3—4, 3—4.\nRousseau, Henri, Fot.1112.\nS., „Kunstnernes Efteraarsudstilling 1, „Besse Giersing 3—4, „Islandsk\nMalerkunst\" 6—7.\nSalto, Kamma, Fot. 10 12.\nSalto, Axel, Omslagslit. 21, Lit. o, „Om at radere\" 5, Lit. 5, Lit. 6 7,\n6—7, 6 7, „Dionysosfresken i Casa suisse\" 9, Optegnelser fra en\nRejse i Italien1112, Farvelit. 10—12, Lit. 10—12, 10 —l2, 10—12,\n10—12, Vignet 10—12.\nSeedorf, Hans Hartvig, „Mod fremmede Stjerner\" 2.\nStefånsson, Jon, Fot. 6—7.\nStælir-]\\ielsen, Erik, Omslagslit. 5.\nSwane, Sigurd, „Taarnene\", Overs, efter Baudelaire 5, Farvelit. 6—7.\nSyberg;, Frits, 2 Træsnit 9.\nTliorsteinsson, Gudmundur, Fot. 6—7.\nTobaksetikette 6—7.\nXlttenreitter, Poul, „Russernes Malerkunst\" 4—4, Vignet 3—4.\nVinci, Leonardo da, „Aforismer og Sentenser\" 6 7."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c036", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c036", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 37, "image_fin": 37, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.27", "titre_corps": "NOTER", "titre_sommaire": "NOTER", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 37, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.37", "debut_caractere": 0, "fin_caractere_exclue": 1404, "texte": "NOTER\nKLINGENS UDSIILLING. Den Iste Januar 1921 aabner Klingen i den frie .Udstillings Lokaler en stor Ud-\nstilling der vil omfatte Malerier, Skulptur og grafisk Kunst af Svend Johansen, Karl Larsen, Vilhelm Lundstrøm og\nAxel Salto. Desuden vil der blive udstillet samtlige Klingens Publikationer Mapper og Bøger —og et Udvalg af\nde originale grafiske Arbejder Klingen i Løbet af 3 Aar har bragt.\nTil denne Udstilling vil Klingens Abonnenter og Medlemmerne af »Klingens grafiske Forening« faa tilsendt Ferni-\nseringsindbydelse. *\nTil Kunstnernes Efteraarsudstilling tegner Svend Johansen, Karl Larsen, Vilhelm Lundstrøm og Axel Salto en\nRække Plakater der, som originale Tegninger, bliver ophængt paa Byens Plakatsøjler.\n\"\nAlle arkitektur-studerendes opmærksomhed henledes paa den ny udgave af Rudolf Eberstadt: H andbuch des\n\\\\ohnungs Wesens. Jena 1920. (Gustav Fischer). (Pris heftet, ca. 17 kr.) Der opstilles her en sammenhængende,\nmetodisk behandling at alle by-, bygnings- og bolig-væsenets elementer, i stedet for den herskende ensidige læggen\nvægt paa: grundspekulationen og æstetiken. V. W.\nAbonnenter paa Klingen kan faa 3die Aargang indbunden i et dertil komponeret Bind hos Bogbinder Fru Har-\nriet Rosenberg, Willemoesgade 19, 0.\nINDEN BLADET SLU I TER finder Redaktionen Anledning til at takke Vekselerer William Gasmann og Frue, som\nved deres Initiativ bragte Klingen over et kritisk Punkt."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c037", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c037", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 37, "image_fin": 37, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.28", "titre_corps": "GABESTOKKEN", "titre_sommaire": "GABESTOKKEN", "signature_source": "S", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 37, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.37", "debut_caractere": 1406, "fin_caractere_exclue": 3501, "texte": "GABESTOKKEN\nS.\nHANS FRANDSENS OPTRYK AF GAMLE RADERINGER. I Pressen meddeles at Kunsthandler Hans Frand- /\nsen optrykker Raderforeningens gamle Plader, Ting af Roed og Kyhn og sligt. Lad dog de gamle Ting ligge! Det\ner sikkert meget pæne, sandsynligvis lidt kedelige Sager, der pynter i vore Bedsteforældres Stuer. Lad dem\nhænge der og blive sjældne Antikviteter, vore Amatører kan glæde sig over. Nu gøres det hele ordinært af\nsmarte Profitjægere. Ikke engang den lille Idyl kan faa Lov til at blive staaende. Var der ikke langt mere Grund\ntil for Hans Frandsen og Raderforeningen at udsende Arbejder af vore dygtige og begavede, unge Kunstnere, der har\nKrav paa Forstaaelse af deres Samtid. Det er den gamle Historie, der aabenbart skal gentage sig til Tidernes Ende:\ningen agter Talenterne naar de er unge eller den gode Kunst saalænge den er billig. Det maa være Raderforenin-\ngens Pligt at opdrage sit Klientel til en videre Forstaaelse af Kunst, og ikke dens Opgave at smigre for en tvivlsom\nog snæver Bourgeoisismag ved Optryk af noget gammel Ragelse.\nSiden Klingen Nr. 9 udkom i September er udkommet Hefte 18, 19 og 20 af Architekten, deraf 19 med\nLitteraturfortegnelser fra Danmark, Norge, Sverrig, Finland, Tyskland og England; af danske Tidsskrifter er Have-\nkunst nævnt 2 Gange, Meddelelser fra Haveselskabet 1 Gang, Skønvirke 4 Gange og Bygmesteren, Villaen og For-\nskønnelsen 1 Gang. I denne Bladfortegnelse, der synes afpasset efter Annoncørernes Aandsevner, vil Klingens Navn jo\nstikke lidt af og Æren er ogsaa tvivlsom i dette blodløse Selskab, 'men det sætter unægtelig Architekten paa Plads,\nat man ikke dér har opdaget, at Klingen Hefte 9 bragte et og andet om Arkitektur af Interesse. Til Gengæld\ngør Bygmesteren os den Ære at aftrykke det i første Hefte offentliggjorte Foredrag om Akademiet, hvoraf det liar\nsnittet den Ende alt uden et Ord, uden Korrektur. Vi gør opmærksom paa, at det ikke alene er ulovligt,\nmen ogsaa tarveligt. Tilslut en venlig Hilsen til Dagspressen for den stupide Holdning, den har indlaget overfor Klin-\ngen, lige fra det første Hefte udsendtes."}]}, {"article_id": "bm-bmtnaag-1920-11-09-01-c038", "article_bluemountain": "bmtnaag_1920-11-09_01#c038", "volume": "bmtnaag_1920-11-09_01", "ocr_source": "OCR Blue Mountain (ALTO), transcription TEI : lignes lb/@facs", "texte_sans_correction": true, "page_debut": "couv. 3", "page_fin": "couv. 3", "image_debut": 37, "image_fin": 37, "pages_selon": "pagination imprimée relevée dans le METS Blue Mountain (ORDERLABEL) ; [n] = page sans folio restituée", "url_article": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.2.29", "titre_corps": "HERMED slutter Klingens 3die Aargang. Redaktionen mener ikke at kunne", "titre_sommaire": "HERMED slutter Klingens 3die Aargang. Redaktionen mener ikke at kunne", "signature_source": "", "controle": "bornes données par la structure logique METS/ALTO de Blue Mountain (blocs ALTO de chaque constituant)", "pages": [{"page_pdf": 37, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.37", "debut_caractere": 3503, "fin_caractere_exclue": 4436, "texte": "HERMED slutter Klingens 3die Aargang. Redaktionen mener ikke at kunne\nforhøje Abonnementsprisen i et Forhold, der svarer til de-stadig stigende\nFremstillingsomkostninger, og har besluttet at lade Bladet i sin nuværende Form\ngaa ind. Dette gør den saa meget mere ugerne, som Interessen fra Læsernes\nog Kunstnernes Side er stadig voksende og Bladet i højere Grad for hver Maa-\nned faar den faste Og helt igennem ensartede Karakter, der er nødvendig, naar\ndet med Styrke og Fysiognomi skal gøre sig gældende. At „Klingen\" har kunnet\nfremtræde saa glansfuldt skyldes udelukkende de Kunstnere og Forfattere, der tre\nAar igennem trofast og uden noget som helst Vederlag arbejdede paa Sagens Fremme.\nRedaktionen kan kun yde sin simple Tak til Gengæld. Klingens Indholdsforteg-\nnelse er en Ærestavle over de Soldater, der ikke sVigtede Appellen. Eftertiden\nvil vide at vurdere denne Indsats.\nv -' s- * - * ' ' ' - ' ■ • v ' , ' > . > * 1 r *"}]}], "pages_ocr_originales": [{"page_pdf": 2, "page_imprimee": "couv. 2", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.2", "texte": "INDHOLD\nOmslagslitografier af Svend Johansen.\nEn elementær Række- og anvendt oaa\nden foreliggende Kunst. Af Poul Henningsen.\nLitografi af Axel Salto.\nLitografi af Axel Salto.\nOvid kos Skytherne. Fot. efter Eugéne Delacroix.\nOvids Selvbiografi. Oversat af Walt Rosenberg.\nFot. efter Mat isse.\nLitografi af Jais Nielsen.\nFot. efter Svend Rathsack.\nAkademiet.\nFarvelitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nLitografi af Karl Larsen.\nLitografi af Karl Larsen.\nNyhavns-Odyssé. Digt af Tom Kristensen.\nFarvelitografi af Svend Johansen.\nLitografi af Vilhelm Landstrøm.\nLitografi af Vilhelm Lundstrøm.\nFot. efter Kamma Salto.\nOptegnelser fra en Rejse i Italien. Af Axel Salto.\nFot. efter græsk Skulptur.\nFarvelitografi af Axel Salto. ,\nLitograli af Axel Salto.\nLitografi af Axel Salto.\nFot. efter Henri Rousseau.\nDanske Troubadurer. Digt af Emil Bønnelycke.\nFarvelitografi af Svend Johansen.\nKlingens grafiske Forening. Vignet.\nFot. efter Pablo Picasso.\nIndholdsfortegnelse.\nNoter og Gabestok.\n\nKlingen udkommer med et Hefte hver Maaned og koster 30 Kr. om Aaret. Enkelte Hefter 5 Kr. Udgiver: Axel\nSalto. Redaktion: Emil Bønnelycke, S. Danneskjold Samsøe, Otto Gelsled, Poul Henningsen, Axel SaHo og Poul\nExpedition: Poul Henningsen. Udbygade 1. Tlf. Nora 3232, hvortil alle Henvendelser angaaénde For-\nsendelser af Bladet, Abonnement o. s.v. bedes rettet. Trykning og Litografi udføres i Gato's lit. Établ.' Raderingerne\nhos Max Kleinsorg.\nKjøbeiihavn d. 9. NQV: 1920.\n\nKLINGENS PUBLIKATIONER\nKlingen, Iste Aargatag. I komp. Bind, tegnet af Poul Uttenreitter. Pris 25 Kr. Faaes paa Klingens Ekspedition, Arkitekt\nPoul Henningsen, Udbygade 1, Kbhvn. N. Tlf. Nora 32 32.\nKlingen, 2den Aargang. I komp. Bind, tegnet af Axel Salto. Pris 50 Kr. Faaes paa Klingens Ekspedition. Af Iste og 2den\nAarg. af Klingen er kun meget faa Ekspl. tilbage.\nKlingen, 3die Aargang'. I komp. Bind, tegnet af Poul Uttenreitter. Indbindingen hos Harriet Rosenberg. Pris 35 Kr. Faaes\npaa Klingens Ekspedition.\nJens Adolf Jerichans Itaderingér. Magpe med 10 Originalraderinger 1918. Pris 100 Kr. Faaes ved Henvendelse paa Klin-,\ngens Redaktion, Édv. Glæselsvej 1, Kbhvn. F. Tlf. Godthaab 18 70.\n• Alf Larsen: IMgte. 5 Originalraderinger af Axel Salto. Trykt paa hollandsk Papir hos H. H. Thiele. Raderingerne trykt i\nKleinsorgs Etabl. Indbindingen hos Petersen og Petersen. Trykt i 60 num. og sign. Ekspl. å 200 Kr. Raderepladérne ødelagt. Faaes paa\nKlingens Ekspedition'og Redaktion.\n8 Originallitogralier af Vilhelm Lundstrøm. Mappe med 8 Originallitografier. Hvert. Blad signeret af Kunstneren. Pris\n100 Kr. Faaes paa Klingens Redaktion og paa Ekspeditionen.\nEndvidere er udkommen:\nMappe med 6 JDyretræsnit af Axel Salto. 1916. Haandtrykt og signeret i 30 Ekspl. Pris 50 Kr. Udsolgt.\n: £)lskovskniisten af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg, med Litografier og Vignetter af Axel Salto. Litografierne udført hos Cato.\nTrykt i 350 num. og sign. Eks. 1917. Udsolgt.\nForvandlingerne af Ovid. Oversat af Walt Rosenberg, méd Litografier og Vignetter af Axel Salto. Trykt i 350 num. og sign.\nEkspl, i H. H Thieles Trykkeri. Litografierne udført hos Cato. 1918. tris 45 Kr. Faaes paa Klingens Redaktion og Ekspedition.\nH ans Adolf JBrorsons Psalmer. I Udvalg ved Otto Grelsted og Poul Uttenreitter. Litografier og Vignetter af Axel Salto,\nHylstret tegnet af Povil Uttenreiter. Trykt i 350 Ekspl. i H. H. Thieles Trykkeri. Litografierne udført hos Cato. Pris 25 Kr. Faaes j>aa\nKlingens Ekspedition.\nExpressionisme. Af Otto Gelsted. Pris 8 Kr. Luxusgave i 25 Ekspl. paa Van Gelder Papir med Originalradering af Jens Adolf\nJerichau, Farvelitografi af Axel Salto og Bind af Sigurd Swane. Pris 100 Kr. Nyt Nordisk Forlag, Nørregade 7, København.\nPaa Klingens Udstilling til Januar i den frie Udstilling vil fremkomme:\nHedenske Billeder. Mappe med 6 Originalraderinger af Axel Salto. Trykt i 30 num. og sign. Ekspl. Pris 100 Kr.\nTRYKFEJLSLISTE til Artiklen om Plads og Form, Hefte 9, andet Afsnit: 1. Spalte Linje 12 fr. n. Opfattettelse, læs Opfattelse. 2.\nSpalte Linje 27 fr. n: e angiver 4 Fag, læs c angiver 4 Fag. 3. Spalte Linje 31 og 32 fr. n.i Nævner og dentiske, læs Nævner og identiske.\n4. Spalte l5 fr. n. Fig. 9, ■ læs Fig. 6. 7. Spalte Linje 26 hvorved faas , læs hvorved faas V10 Endelig er ptfa Tav-\nle IIi øverste højre Hjørne ved Gruppen Ai Figurerne B2 og C2; fejlagtigt forbundet, med en hvid Punktering.\n■ N"}, {"page_pdf": 3, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.3", "texte": "EN ELEMENTÆR RÆKKE OG RETNINGSLÆRE\nANVENDT PAA DEN FORELIGGENDE KUNST\n\nNAAR jeg har valgt at offentliggøre det efterfølgende\nStof i den foreløbige og lidet videnskabelige Form,\nhvortil det nu ved Trykningen af Klingens sidste Hefte\ner bragt, saa er det af rent aktuelle Grunde. Jeg indser\nklart, at en videre Behandling, navnlig af det matematiske\nStof, maatte kunne føre til en helt omlagt Disposition\nog derigennem tii vigtige Resultater, men det, deri Øje-\nblikket er afgørende for mig, er at bringe den aktuelle\nKamp, som dette Blad har ført, til en Afslutning.\nMan har sagt mig, at denne Polemik mod »de gamle«\n(af Synspunkt) om Æstetik er gold, men min Hensigt\nhar ikke været at omvende de gamle, thi jeg ved, at\nMennesker ikke sætter deres aandelige og timelige Vel paa\nSpil, nej min Hensigt er simpelthen den at fratage dem\nenhver Indfhjdelse paa Ungdommen. Men man skriver ogsaa,\nat det slet ikke gælder om at opdrage Ungdommen til at\nsøge en ny æstetisk Basis, men at Opgaven først og fremmest\ner at standse og uskadeliggøre den omsiggribende æstetiske\nInfektion, som spredes af Akademiet, de tekniske Skoler,\nBedre Byggeskik o. s.v. og istedet uddanne »en Række\nMennesker, der fri for æstetiske Nykker kan tegne smaa\nvelindrettede Beboelseshuse, forsvarlige hvad det sociale,\ndet økonomiske, det tekniske og den tektoniske Orden\nangaar, og som kan organisere og lede et Byggeforetagende«.\nOg disse Ord kan jeg saa fuldt ud underskrive, som det\nogsaa vil være min Hensigt at overbevise dem, der be-\nskæftiger sig med Byggeri om, at i Udformningen af det\næstetiske maa vi vente paa den enkelte Mand, der magter\ndenne Opgave, vi maa gennem Studiet af Arkitekturens\nnaturlige Betingelser og de praktiske Grænser for Arkitektur-\nopgaven ruste os til at modtage og forvalte det aandelige\nIndhold, som ikke skabes af et Akademi eller en Samling\nudøvende Arkitekter, men af den enkelte. Og jeg under-\nstreger det, denne enkelte er ikke os alle sammen. Betingelsen\nfor en Fremgang for Kunsten er først den, at Beskeden-\nheden over for Opgaven genindføres.\nJeg skal nu nøjagtig redegøre for Hensigten med disse\nUndersøgelser: Det er min Hensigt at bevise, at den fore-\nliggende »Kunst« overhovedet ikke har noget med Kunst at\nskaffe. Jeg vil føre dette Bevis for Arkitekturens Ved-\nkommende og overlade det til andre at fuldføre Under-\nsøgelser af parallel Art paa de andre Kunstarter, idet jeg\ndog ved den teoretiske Gennemgang stadigt for Fuldstæn-\ndighedens Skyld henviser til Maleri, Musik o. s. v., men\njeg gentager, det er Arkitekturen, mit Bevis skal gælde.\nFor at bevise, at den foreliggende Arkitektur intet har\nmed Kunst at skaffe, maa der opstilles en Definition paa\nKunst, men denne Definition behøver ikke at være fuld-\nstændig, det er nok, at vi gaar ud fra den almene Ide, at\nKunsten maa være en Uendelighedsopgave, endda af dobbelt\nUendelighed, paa den ene Side mod den fuldstændige\nHarmoni (konvergerende mod denne Grænse), paa den\nanden Side en videre og videre Beherskelse af det fore-\nliggende Stof (divergent konvergerende mod dette uendeligt\nfjerne Maal).\nVi vil i det følgende bevise, at den foreliggende Kunst\naldeles ikke opfylder disse (nødvendige, men ikke tilstræk-\nkelige) Betingelser, men tværtimod er en begrænset Opgave,\nen stadigt permuteret Forekomst af visse Fænomener og\nsom saadan i Slægt med Kortspil og andet Tidsfordriv.\nDette kan vi ogsaa udtrykke saadan: Den foreliggende\nKunst arbejder sig mod en Grænse, et Maal, som ganske\nvist er uopnaaeligt, paa samme Maade som den rette\nLinje ikke kan fremstilles uden tilnærmelsesvis, men som\ner endeligt, og som vi fuldt ud kan redegøre for i alle\nDetaljer. Disse Egenskaber, hvormed vi altsaa vil karak-\nterisere den foreliggende naive Arkitektur (til hvilken jeg\nhenregner alt, hvad der fremkommer offéntligt), er netop\ntypiske for Kort og Spil, hvor Personen kan udvise større\nog mindre Dygtighed, men hvor Sagen selv (Spillet, Kunsten)\naldrig kan vinde Fremgang, men er et givet fast afstukket\nOmraade med faste Love. Naar dette er bevist om den\nforeliggende Arkitektur, saa kan vi deraf slutte en hel Del\naf Vigtighed: Det bliver os indlysende, at en saadan Kunst\nsom den foreliggende aldrig med Rette vil kunne paaberaabe\nsig Statens og Samfundets Støtte ligesaalidt som et Akademi\nfor Billardspil, det bliver klart, at Kunsten er reduceret fra\nen Aandsvirksomhed til et Spørgsmaal om Behændighed. Det\nfremgaar tydeligt af Analogien med Kortspillet, at Kunsten\ni den foreliggende Form øver stor Tiltrækning paa Ud-\nøverne saa vel som paa Beskuerne, men det er latterligt deraf\nat slutte, at den har samfundsmæssig Betydning, hvilket\nden naturligvis ikke har (jævnfør Billardspil). Vi kan\ndirekte indse, at den foreliggende Arkitektur ikke bijder en\nMand Arbejde for hans Evner, men blot Tidsfordriv i ledige\nStunder, og endelig kan vi indse, at den, der for den nu-\nværende Æstetik tilsidesætter økonomiske, tekniske og prak-\ntiske Krav handler uforsvarligt.\nNaar jeg derfor har ført mit Bevis for den foreliggende\nKunsts Endelighed, saa kan jeg virkelig være tilfreds, thi\nikke alene vil det foran sagte følge ganske af sig selv,\nmen jeg har tillige samlet hele det aktuelle Spørgsmaal\nom Kunstnerens Uddannelse under et. For Arkitekten er\nderi al Almindelighed kun eet at gøre, nemlig at uddanne\nsig til Tekniker, og dette er han henvist til at præstere\nselv, da de Skoler, som staar til hans Raadighed, ikke\nkan give ham denne Uddannelse, de frie Kunster kan\nderimod aldeles ikke stille noget Krav om offentlig Ud-\ndannelse. Om dette Standpunkt, som saa ofte er kaldt\nnegativt (skønt det vel først og fremmest er et Nulstand-\npunkt, nemlig passivt), skal jeg, med Hensyn til dets Skær\naf Aktivitet (Akademiets Nedlæggelse), dets negative Ind-\nhold, understrege, at det baseres helt paa den positive\nTro, at der findes et æstetisk Spørgsmaal, og at dette er\net Samfundsspørgsmaal, men at det løses af den, der magter\ndet og ikke af de halvtreds, deri Øjeblikket lægger Kun-\nstens Kabale. For dem, der ikke ejer denne positive Tro\npaa en virkelig æstetisk Verden, er der kun al mulig\nGrund til at være tilfreds med de nuværende Behændig-\nhedskunster, jeg ønsker ikke at rokke dem i deres Tro\nog henvender mig kun til den, der utilfreds og raadvild\noverfor det besynderlige Stof, der paahældes ham af offent-\nlige Anstalter og hos anerkendte Arkitekter, spørger om en\nVej til Dygtiggørelse, en Vej ud af Uføret.\nDEN ELEMENTÆRE RÆKKE OG RETNINGSLÆRE.\nFor overhovedet at kunne tale om disse Emner (den moderne\nArkitektur) er det uomgængelig nødvendigt at have et Sprog, en\nTerminologi og yderligere at mene det samme, hver Gang man siger\ndet samme. Da det nu er en meget alvorlig Anke, jeg retter mod\nvore Æstetikere, at de har undladt begge disse Ting, saa maa jeg\nogsaa selv beflitte mig paa at skabe en Terminologi og at bruge den\nrigtigt. Det er derfor nødvendigt, at jeg trætter Læseren med efter-\nfølgende matematiske Redegørelse, som, hvor elementær den end er,\nbliver utilgængelig og meningsløs for den, der blot blader i den og\nikke læser den grundigt. Jeg har ikke naaet at gennempløje den\nLitteratur, som ligger til Grund for mine Undersøgelser, og jeg føler,\nat andre sikkert har gjort det efterfølgende Arbejde og gjort det\nkortere og klarere, men jeg har ikke kunnet opspore en samlet Be-\nhandling af disse Forhold, men derimod meget ofte spredte Misfor-\nstaaelser paa Omraadet, som jeg vil behandle. Jeg gør denne mate-\nmatiske Undersøgelse saa kort som muligt, fordi det her ikke er\nvæsentligt, at den bliver ført tilbunds, naar blot den berører de For-\nhold, der er af Betydning for den senere Gennemgang af den moderne\nÆstetik."}, {"page_pdf": 4, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.4", "texte": "DE TRE ATRIBUTTER.\nYi udvider vort Kendskab til et Objekt derved, at vi hæfter os\nved dets Egenskaber, foretager kvalitative Bestemmelser, og vi samler\nalt, hvad der ejer denne Egenskab, i en Klasse, som vi giver Egen-\nskabens Navn saaledes bærer vi os altid ad i vor Trang til at\noverskue. Yi kalder dette at ordne i Mængde med Hensyn til et Klasse-\natribut. Lad os sætte, at vi staar overfor en Haves Produkter, vi\nsamler da disse Produkter i Mængder efter de Egenskaber, vi kan\npaahæfte dem (dette er ikke nogen eentydig Bestemmelse og kan alt-\nsaa gøres paa mange Maader), lad os for sig samle i Mængde med\nHensyn til Klasseatributtet Æble. Vi staar da overfor en Samling,\nhvor alle Elementer er ligemeget Æble, og der er ikke givet noget\nsom helst, der lader os foretrække det ene frem for det andet, og\nførst naar vi indfører et nyt Begreb, hvorefter vi ordner Mængdens\nElementer, staar vi overfor Muligheden af at kunne skelne det ene\nElement fra det andet. Vi kalder dette, at vi ordner indenfor Mængden\nmed Hensyn til et Ordeusatribid, men dette vil blot sige, at vi er-\nkender en Ulighed blandt de Elementer, som vi før samlede paa Grund\naf en Lighed, Ligheden var Æble, Uligheden kan være Størrelse.\nEll Mængde paa n wiigestore Æbler er i Virkeligheden allerede en\nordnet Mængde, o: der maa bestandigt være eet og kun eet Led,\nder er det største, og eet og kun eet, der er det næststørste og saa-\nledes videre ned til det mindste. Vi kalder en ordnet Mængde for en\nRække, og denne Række er i dette Tilfælde ordnet efter Ulighed\nmed Hensyn til Størrelse i Klasse atributtet Æble. Lægger vi nu i\nStedet for at konstatere noget om Størrelse disse n Æbler paa Rad,\nsaa har vi, ligegyldigt hvorledes Æblernes Størrelse varierer, virkelig\nen ordnet Mængde = en Række, fordi der bestandig maa være eet\nog kun eet Led, der er det første fra venstre og eet, der er det\nnæstførste og saaledes videre, denne Række er ordnet i ivZasseatributtet\nÆble med Hensyn til Ulighed i Plads. Viser det sig nu, at denne\nRække af Æbler ordnet med Hensyn til Plads, naar vi undersøger de\nenkelte Æbler med Hensyn til Størrelse, udtrykker en Lovmæssighed,\nnetop fordi Æblerne ligger i den bestemte Orden, saa har vi altsaa\nen Mængde (Æbler), ordnet i Række (med Hensyn til Plads) og ud-\ntrykkende en ordnet Ulighed (med Hensyn til Størrelse), vi kalder\ndette en ordnet Bække eller en Følge, n Æbler lagt i Orden, saaledes\nat det første Æble fra venstre tillige er det største og det andet det\nnæststørste osv., er altsaa en Følge. Talrækken er ligeledes en saadan\nFølge med Hensyn til Plads og Størrelse i Klasse atributtet Tal.\n2 er nemlig det andet Tal og har Størrelsen 2, at disse Egenskaber\nikke er identiske vil ved mindre simple Følger være indlysende: ser\nvi paa de to Følger 123456789 og 987654 3 21, saa vil vi sige, at\n1 er det første Led i første Følge og har Størrelsen 1, men i anden\nFølge er 9 det første Led og har Størrelsen 9.\nDette kunde synes indlysende, men vi har derved gaaet ud fra\nen Læseretning og gaaet ud fra, at det var den samme for begge\nFølger, men dette kan vi ingenlunde gøre, vi maa behæfte saavel en\nRække som en Følge med en bestemt Læseretning, og saaledes op-\ndager vi, at vi af Talrækkens første 9 Elementer kan opsætte ialt\nFald 4 Følger med samme Lovmæssighed mellem Elementerne ind-\nbyrdes, men som Helhed af vidt forskellige Egenskaber. De fire Følger\nser saadan ud :\na) 123 4-56789, b) 987654321, c) 987654321 og d) 1 23456789.\nVi kalder Følgen a for ensrettet, men invers med b, men om c\nsiger vi, at den er numerisk ens, men modsatrettet af a og om d, at\nden er modsat rettet og invers med a. Pilen angiver Læse- eller Op-\nfattelsesretningen og er det tredje Atribut, vi indfører til Bestemmelse\naf Rækken og Følgen.\nEr Følgen eller Rækken givet, vil vi ikke deraf kunne opstille et\nenkelt Sæt af de tre Atributter, men omvendt bestemmer et Sæt af\nde tre Atributter een og kun een Følge eller Række:\n1) Klasseatributtet er Betingelsen for, at Mængden kan dannes\neentydigt.\n2) Ordensatributtet er Betingelsen, saavel for at Mængden kan\nordnes i Række, som at Rækken kan ordnes i Følge eentydigt.\n3) Retningsatributtet er Betingelsen for, at saavel Rækken som\nFølgen kan opfattes eentydigt.\nKLASSEATRIBUTTET.\nDet ligger nær at kalde Klasseatributtet for kvalitativt, men dette\ner hverken udtømmende eller rammende, det afgørende er, at alle\nElementerne er ens med Hensyn til Atributtet. Man kunde i og for\nsig godt samle alle Firheder i en Klasse og danne Rækker og Følger\ni den, og saaledes vil der altsaa kunne opstaa Rækker med Hensyn\ntil et Klasseatribut, der er et Tal. I det førnævnte Eksempel med\nÆblerne vil vi ogsaa kunne samle alle røde Æbler i en Klasse, der\nhedder Æbler og en Underklasse, der hedder rødt. Rødt er altsaa et\nKlasseatribut, og det er yderligere en kvalitativ Bestemmelse. Nu kan\nvi imidlertid i Stedet for rødt ligesaa godt skrive elektrisk Bølge med\nSvingningstiden t, og vi ser altsaa, at en kvalitativ Bestemmelse (rødt)\nkan opløses i en højere kvalitativ Bestemmelse (elektrisk Bølge) gange\nen Konstant (t). Hvad vi gør, naar vi ordner i Mængde med Hensyn\ntil et Klasseatribut, er altsaa, at vi sætter et Begreb, der er fælles\nfor alle Elementerne, udenfor Parantes, saaledes at der til Best indeni\nParantesen bliver Ulighederne og intet andet. Om nu dette Klasse-\natribut, som vi har sat udenfor, kan opløses i Faktorer helt op til en\nsidste fælles Kvalitet (Elektronet, Monismen) kommer i og for sig ikke\nde Egenskaber ved, som udtrykkes indenfor Parantesen.\nORDENSATRIBUTTET.\nIndenfor Parantesen træffer vi en Ulighed, og det er klart, at\ndenne Ulighed er rent kvantitativ (det ligger i Ordet ulig), hvad\nenten den angaar Størrelsen eller Pladsen (som vi derfor maa definere\nsom Størrelsen af en Afstand fra et Punkt) eller Styrken (af det røde\npaa Æblerne for Eksempel) osv., saa er det altsammen at opfatte som\nkvantitative Bestemmelser, og viser disse kvantitative Bestemmelser en\nLighed, er det os ikke muligt at ordne i Række endsige Følge, men\nvi maa blive staaende ved den dannede Mængde, i hvilken vi siger, at\nOrdnen er ligegyldig.\nIdet vi først vil undersøge Rækker, saa vil vi ved en Mængde,\nhvori Ordnen er ligegyldig, for Eksempel tænke os en Samling Punkter,\nhvis Plads vi ikke kender. Fastlægger vi imidlertid deres Plads, og\nhar vi yderligere fastlagt et Punkt, hvorfra vi vil maale denne Plads\nsom en Størrelse, en Længde, saa har vi i visse Tilfælde bestemt en\nRække og bestemt den eentydigt, nemlig hvis Pladsbestemmelsen for\nhvert Punkt viser Ulighed. Sætter vi derimod, at Punkterne ligger paa\nen Cirkel med Punktet, hvorfra Pladsen skal maales, som Centrum, saa\ner Opgaven atter übestemt med Hensyn til Plads. Fremstillingen af\nen Række maa altid være Punkter paa en ret Linje, d.v. s. en lineær\nPladsrække, og i denne lineære Pladsrække maa være givet et Nulpunkt\nog en Enhed, hvorfra og hvormed de enkelte Leds Plads bestemmes.\nPlads er altsaa en Afstand fra et Punkt. Denne Definition af Plads\nskal altsaa erstatte den (tilsyneladende naturligere), at man ved et Leds\nPlads forstaar dets Nummer i Rækken af Led, først og fremmest fordi\nden sidste Definition forudsætter, at Leddene er anbragt med ligestor\nAfstand, men dernæst ogsaa, fordi Leddenes ligestore Afstand tillige\nskal være endelig, hvilket den ikke er ved kontinuerlige Rækker, som\nvi nu skal se.\nEn koiitinuerlig Række er en Række, hvor Leddene ligger overalt\ntæt, saaledes at vi altid i enhver Afstand fra Nulpunktet træffer et\nLed, (naar blot denne Afstand er beliggende mellem Rækkens største\nog mindste Led), en saadan kontinuerlig Række fremstilles som en\nret Linje, er denne Linje af en endelig Længde, kalder vi Rækken\nbegrænset, er den uendelig lang, kaldes den übegrænset. En begrænset\nkontinuerlig Række har uendelig mange Led, og et hvilket som helst\nLed i endelig Afstand fra Rækkens første Yderpunkt vil altsaa faa\nNummeret 00, hvilket, som ovenfor nævnt, er Grrunden til, at vi defi-\nnerer Plads som Afstand.\nMedens en Række kan fremstilles eentydigt som en Punktrække,\nmaa vi gribe til andre Midler ved Fremstillingen af Følgen, thi her\ner der to Egenskaber vi vil udtrykke med Hensyn til Ulighed\n(Eks. Plads og Størrelse), og vi maa altsaa fremstille den ene Egen-\nskab ved en Punktrække og hæfte den anden ved hvert Punkt som\net Linjestykke af bestemt Længde, de fire Følger ab c og d kommer\nderved til at se saadan ud.\nFølgen a kan i og for sig godt fremstilles ved en Punktrække\n(ligesom c), men det ligger i, at dens to Egenskaber Plads og Stør-\nrelse løber saaledes parallelt, at de begge kan udtrykkes ved samme\nPunktrække, b og d derimod maa i deres to Egenskaber fremstilles\nved to Punktrækker og viser altsaa, at vi i Almindelighed ved Følger\nmaa anvende den viste Fremstilling, som vi vil kalde en Linjefølge\n(nemlig en Følge af Linjer).\n\nFigur 1"}, {"page_pdf": 5, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.5", "texte": "Angaaende Elementerne selv og deres indbyrdes Forhold eller\nden Lov, hvorefter hvert Led dannes efter det foregaaende og danner\ndet efterfølgende, henvises der til den almindelige Matematik, specielt\nden elementære Mængdelære. Nogle enkelte Eksempler skal dog om-\ntales her for Anskuelighedens Skyld. Følgen 1 24 8 16 32 64 udviser,\nnaar vi undersøger den følgende Differens mellem to paa hinanden\nfølgende Led: 1 24 8 16 32, altsaa den samme Følge. Dette kunne\nsynes meget dybsindigt, og dog er Følgen en simpel Kvotientrække\nmed q = 2, og vi maa altsaa anse denne Karakteristik for den knap-\npeste og mest rammende.\nJeg har nævnt dette som et primitivt Eksempel paa Vanskelig-\nheden ved ud fra ren Analyse at slutte sig til noget entydigt. Et\nsimpelt Eksempel paa en Følge, hvor hvert Led er bestemt, men\nikke direkte af det foregaaende, har vi i Rækken af Primtal (o: alle\nTal, som kun er delelige med 1 og sig selv): 1 23 57 11 13 17 19.\nDen perspektive Afbildning af en Række lige store Genstande med\nlige store Afstande (Lygterne langs en Gade) er øjensynlig en Følge\ni Plads og Størrelse, hvor saavel Plads som Størrelse har Nulpunkt i\ndet perspektiviske Hovedpunkt, den er øjensynlig diskontinuerlig\nog begrænset, men med uendelig mange Led. Yi ser ogsaa. at den\nhar Fortætningspunkt i Hovedpunktet, d.v. s. Leddene falder dér\nuendelig tæt. løvrigt er det en Kvotientrække.\nRETNINGSATRIBUTTET.\nRetningsatributtet gælder Læseretningen eller rettere hele Ræk-\nkens Anbringelse. Yi har i det foregaaende kun omtalt Rækkens\nAnbringelse paa en Linje, og denne Anbringelse er ogsaa til Grund\nliggende for en senere Undersøgelse af Rækkers Anbringelse i Planen\nog maa altsaa undersøges først. En Række fremstilles efter det fore-\ngaaende som en Mængde Punkter med fast Plads paa en ret Linje\nog vi ser deraf umiddelbart, at naar Linje og Nulpunkt er given, og\nen Rækkes Led foreligger, kan vi kun anbringe dem paa to Maader,\nenten til den ene Side fra Punktet ud af Linjen eller til den anden\nSide. Anbringelsen udtrykker en Retning og de to Anbringelser altsaa\nmodsatte Retninger. Med Indførelsen af Retningen og Begrebet Mod-\nsatrettethed indføres Begreberne positivt og negativt, hvor vi før kun\nhavde med numeriske Størrelser at gøre. Kalder vi altsaa Rækken\nanbragt paa den ene Maade for positiv, bliver den anbragt paa den\nanden Maade negativ og omvendt. Det karakteristiske ved to positive\nog negative lige store Tal eller positive og negative ensdannede Ræk-\nker er, at de ophæver hinanden ved Addition, og dette stemmer, som\nvi ser, med ovenstaaende Fremstilling af positive og negative Rækker.\nPositivt og negativt er symmetriske omkring Nid. Yi ser deraf, at naar\ndet drejer sig om Pladsrækker, der er modsat anbragt, saa vil de\nvære symmetriske, og vi vil kalde dem henholdsvis positive og negative,\nog da enhver Række fremstilles som en Pladsrække, saa vil vi altid\nopfatte positivt-negativt, symmetrisk eller modsat rettet som tre Beteg-\nnelser for det samme matematiske Indhold.\nSer vi nu paa Følgen af de Forhold, som deri udtrykkes med\nHensyn til Retning, saa har vi allerede udtrykt de fire Muligheder\na, b, c og d, men nu ved vi, at disse fire Følger kun viser Modsæt-\nning med Hensyn til Plads, medens Størrelsen derimod er ensrettet,\nhvad vi let ser ved at projicere alle de Linje stykker, som angiver\nLeddets Størrelse, hen paa en lodret Linje (i Fig. 1), hvorved vi\ndanner den Størrelserække, som Følgen indeholder. Denne Størrelse-\nrække er for alle fire Følgers Vedkommende opadgaaende, og vi kan\ndanne fire andre Følger, hvor Størrelserne sættes nedad fra Plads-\nrækkens Punkter i Stedet for opad. Disse fire nye Følger svarer i et\nog alt til de fire oprindelige, kun bestaar de af negative Størrelser,\nhvis de første fire bestaar af positive (og omvendt).\nIdet vi nu skal undersøge forskellige Forhold vedrørende Symmetri\ni Rækker, saa vil vi ved de anførte Taleksempler ikke forstaa Følger,\nsom giver Oplysning baade om Tallets Plads og dets Størrelse, men\nblot forstaa Rækker, idet vi altsaa lader Tallene repræsentere blot en\naf deres to Egenskaber (enten Plads eller Størrelse). Det bliver derved\noverflødigt at anvende Pile, idet Leddene selv angiver Læseretningen,\nda Rækken skal være stigende. Rækkerne 9876543210123456789\nbliver da at opfatte som to modsatrettede Rækker, som er rent symme-\ntriske, o: hvert Led kan ved Addition ophæves med et tilsvarende\nDet samme gælder Rækkerne 987654 3, 345678 9, men medens de\nførste to havde et Nulpunkt med, som var fælles for begge Rækker, er de\nsidste forskudt fra Nulpunktet, men der er stadig ren Symmetri. Ræk-\nkerne 7 6 54 3 og 34 5 6 7 8 9 er derimod ikke rent symmetriske, idet der,\nnaar Symmetrien er gjort op, bliver en Rest, og om Rækkerne 43 21 og\n2468, siger vi, at de er proportionalt symmetriske, o: den ene opstaar\naf den anden ved en Multiplikation og en Modsatrettethed. Endelig\nsiger vi om Rækkerne 98765 og 1 2 34 5, at de er forskudt symmetriske:\nde er ens i alt, blot modsat rettede, og den ene er forskudt fra Nul-\npunktet et Stykke mere end den anden. Disse forskellige Eksempler\nfremstilles geometrisk ved paa en Linje at afsætte et Nulpunkt, at\nbestemme en Enhed og at afsætte Tallene som Længder i den givne\nEnhed, ud af den givne Linje, fra det givne Nulpunkt og ide Ret-\nninger. som Pladsen angiver.\nEfter Gennemgangen af disse Muligheder for lineær Anbringelse\naf en Række, og idet vi henviser til, at Følgen, hvad angaar dens\nRetninger, blot skal undersøges som to Rækker, vil vi nu gaa over\ntil en Behandling af Rækkers Anbringelse i Planen, idet vi straks\nunderstreger, at denne Anbringelse ikke maa søge sin Berettigelse i\nArkitekturen, som hovedsagelig arbejder med lineær Anbringelse af\nRækker (ligesom Musikken), medens Maleriet i sin Komposition og\nsin Farvelære arbejder med Rækkers Anbringelse i Planen og til-\ndels Rammet, Yi vil for det efterfølgende erstatte selve Rækken med\nen Retningsbestemmelse, thi da det er os klart, at positivt og negativt\nudtrykker Retninger, kan vi nøjes med at arbejde med Retninger,\nsom vi blot giver Rækkens Længde og Retning, d.v. s. Begyndelses-\npunkt, en saadan Retning kalder vi en Vektor og den kan opfattes\nsom en kontinuerlig Pladsrække, som altsaa i sig indeholder og maa\nindeholde alle den givne Rækkes Led som Punkter af Yektoren. Frem-\nstillingen af Rækkers Anbringelse i Planen er Arbejde med immaginære\nog komplekse Tal, medens Rækkers Anbringelse paa Linjen angaar\nde reelle (rationale og irationale) Tal.\nVor Undersøgelse skal først gælde lige store Vektorer med samme\nBegyndelsespunkt og dannende en vilkaarlig Vinkel med hinanden,\nvi ser da umiddelbart Figur 2, at der er en Lighed mellem A og B?\no: de stræber begge tilvenstre, og en Modsætning, o: A stræber\nopad, B nedad. Vi vil nu opløse de to givne Retninger, Vek-\ntorer efter lignende Principper, hvorefter Kræfter i Statikken op-\nløses, idet vi for at undersøge de to Retningers Symmetri (Modsætning)\nopløser vinkelret paa deres øjensynlige Symmetriakse, og for at under-\nsøge deres Ensrettetlied netop maa opløse langs Symmetriaksen. Vi faar\nda de to givne Vektorer A og B's Modsætning og Lighed udtrykt\nved Komposanterne aj og og Komposanterne a2 og b2 som par-\nvis er lige store. Vi noterer, at medens mani Statiken, hvor det blot\ngælder at kende Resultatet, uden videre lader to lige store modsat-\nrettede Kræfter ophæve hinanden og sletter dem og uden videre\nlægger to Kræfter sammen, naar de støtter hinanden fuldstændigt\n(hvilket svarer til, om vi i Fig. 2 sletter og og lægger a2 og\nb2 i hinandens Forlængelse, saaledes som den stiplede Vektor\nsaa kan vi aldeles ikke tillade os dette i Retningslæren, thi vi ønsker\njo netop ikke at bortelliminere dem, men at vise deres Eksistens, og\nat et Hus er symmetrisk og altsaa udtrykker en vis primitiv Ligevægt,\ner ikke ensbetydende med, at vi kan slette de to Halvdele, hvoraf det\nbestaar. Ligeledes kan vi heller ikke, som Statikken gør med sine\nKræfter, lade en Resultant erstatte to Komposanter og to Kompo-\nsanter en Resultant, thi i første Tilfælde elliminerer vi en Modsætning,\nsom var given og urørlig, og i andet indfører vi en Modsætning som\nfremmed Rod i vort Regnskab. Tilslut vil vi bemærke et Par Ord om\nto lige store Vektorer med samme Begyndelsespunkt, hvor den ene\nligger fast, og den anden drejer sig 360°. Vi ser uden Vanskelighed,\n\nFigur 2"}, {"page_pdf": 6, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.6", "texte": "at Ligheden aftager fra fuldstændig Lighed til Nul, naar Vinklen\nmellem Vektorerne gaar fra 0 til 180°, og tiltager fra 0 til fuldstændig\nLighed, naar Vinklen gaar fra 180° til 360°, medens Modsætningen\ntiltager fra 0 til fuldstændig Modsætning og aftager fra fuldstændig\ntil 0 ide samme Intervaller. Vi noterer allerede her, at Modsætning\nog Lighed er, hvad vi senere skal kalde, inverse Begreber. Disse Be-\ntragtninger om ligestore Vektorer i Planen vil faa fundamental Be-\ntydning for en rationel Farvelære og Kompositionslære. Tilslut skal\nlige nævnes, at man ved ulige store Vektorer med samme Angrebs-\npunkt opnaar at se Modsætningen udtrykt som ren Modsætning, der-\nsom man vælger den til Kræfternes Resultat svarende Retning at\nopløse efter (denne Retning er jo, da Vektorerne er uligestore, ikke\nsammenfaldende med Vinkelhalveringslinjen mellem Vektorerne), men\nat mani og for sig altid kan opløse med Hensyn til en hvilken som\nhelst Linje og søge sine Ligheder og Modsætninger udtrykt med\nHensyn til denne. Om Vektorer, som ikke har samme Begyndelses-\npunkt. skal det nævnes, at der derved indføres Svingretninger, o: i\nPlanen forskudte Symmetrier, svarende til de paa Linjen forskudte,\nsom vi før har omtalt.\nALMINDELIGE BEMÆRKNINGER.\nI Tilslutning til ovenstaaende Undersøgelse vil vi nu gøre en\nRække Bemærkninger, opstille en Del Begreber og fremføre nogle\nEksempler til Belysning af Rækkevidden af det omhandlede Stof.\nEn Række er kun positiv, naar vi har vedtaget en Retning i den\nsom positiv, d.v. s , at der ogsaa eksisterer en negativ Retning, og\nda nu Rækken i sin Fremstilling altid tillige kan fremstilles modsat,\nsaa maa vi, inden vi skrider til en Rækkes Fremstilling, undersøge,\nom Klasseatributtet levner Muligheden af en modsat Række. Dette\ner for Eksempel Tilfældet med Klasseatributtet Formue, som tillader\nen modsat rettet Række i negativ Formue = positiv Gæld, men det\ner langt fra altid Tilfældet: Rækken med Hensyn til lysende kan ikke\nbehæftes med Fortegn, fordi det modsatte af lysende ikke eksisterer.\nVi kan kun danne en Række (kontinuerlig om vi vil) fra det slet ikke\nlysende (Mørke = Nulpunkt med Hensyn til lysende) til det mere og\nmere lysende. Derimod kan vi hæfte et Modsætningsbegreb til det\nnumeriske Klasseatribut lysende, for Eksempel rødt, grønt, (som er\nModsætningsbegreber, fordi de ophæver hinanden ved Addition), men\nvi faar derved Følger, som kun er modsatte med Hensyn til det ene\nKlasseatribut (Farven) og altid maa blive numeriske med Hensyn til\ndet andet (Lysstyrken).\nVi vil nu gøre nogle Betragtninger om Nulpunkter. Betingelsen\nfor Symmetri, Modsætning er Tilstedeværelsen af et Nulpunkt. Dette\nNulpunkt maa være Nulpunkt for to modsatrettede Rækker. I Rækken\nkan der kun være eet Nulpunkt og altsaa kun een Symmetri, i Følgen\nkan der være to, nemlig med Hensyn til de to Uligheder, hvorefter\nFølgen er ordnet. Disse tre Nulpunkter, Rækkens ene og Følgens to,\nkalder vi de primære Nulpunkter. Foruden de primære Nulpunkter\nkan deri Følgen opstaa to andre Nulpunkter, som vi opdager saa-\nledes: En Følge kan være stigende eller faldende, eller den kan være\nbegge Dele samtidigt med Hensyn til den ene Ulighed, men den maa\naltid være stigende med Hensyn til den anden Ulighed. Tænker vi os\nde n Æbler lagt paa Rad, saa er Følgen ordnet stigende med Hensyn\ntil Plads, men Størrelsen kan variere efter en eller anden Kurve.\nPunktet, hvor Kurven gaar over fra Stigning til Fald eller omvendt,\nkalder vi Kulminationspunktet, og det er et sekundært Nulpunkt, idet\nde to Rækker, som kan dannes med Hensyn til Begreberne Stigning,\nFald, har fælles Nulpunkt i Kulminationspunktet. Det er ogsaa\ngeometrisk umiddelbart at se, at der er Symmetri (ren eller uren,\npropotionel eller forskudt) omkring et Kulminationspunkt. Det andet\nsekundære Midtpunkt kalder vi Fortætningspunkt eller Fortyndings-\npunkt, og det kan anskues ved en Række Eksempler. Maaler vi alle\nMenneskers Højde, saa vil finde et Middeltal, paa hvilken de fleste\nVærdier vil falde, og som vi kalder Menneskets normale Højde. Alle\nAfvigelser herfra, faldende til den ene Side eller til den modsatte, er\nAfvigelser fra det normale og danner en sekundær Symmetri, hvor Men-\nneskets normale Størrelse er Nulpunkt (her er Afvigelsen fra det nor-\nmale Nul) Fortætningspunkt. Hvis vi i Stedet afsætter den menneske-\nlige Størrelse i alle sine Variationer ud af en Linje som en Pladsrække\nog i hvert Punkt oprejser en Linje, der markerer Hyppigheden af\nnetop denne menneskelige Størrelse, saa vil vi netop faa et Kulmina-\ntionspunkt svarende til Fortætningspunktet. Mellem en høj Mand og\nen lille Mand er der altsaa ingen primær Modsætning: de har begge\nen Størrelse og en positiv Størrelse, men der er en sekundær Mod-\nsætning i deres Afvigelser fra det normale.\nTænker vi os en Række ligestore Planer bemalede med hver sin\ngraa Farve fra hvidt til sort, saa er der, og kan der aldrig blive\nnogen Modsætning mellem disse Planer, men de danner en Række\nfra hvidt til sort og omvendt. Tænker vi os derimod en Stue holdt\nhelt i graat, saa vil en Markering i dette Rum af lidt hvidt og lidt\nsort danne en sekundær Symmetri med Hensyn til Fortætningspunktet\ngraat tillige danner de Række, og der opstaar altsaa en Tvetydighed.\nGanske de samme Betragtninger kan gøres med Hensyn til Lys og\nSkygge, og vi er her ved Nøglen til det psykologiske Problem, at\nhvidt og sort opfattes som Modsætninger (hvad de naturligvis ikke er):\nbegge afviger lige meget fra det normale graa, vi daglig har for Øje.\nDerfor iaar i Psykologien Dumhed og Klogskab et Skær af Modsæt-\nning: den almindelige jævne Begavelse danner Fortætningspunktet.\nMen vi maa bestandig huske, at i selve Begreberne er ingen Modsæt-\nning, de er blot Yderpunkter eller fjernt fra hinanden liggende Led\naf samme Række, det er først i Spørgsmaalet om Hyppigheden af de\nenkelte Elementers Forekomst (deres Statistik), at Fortætningspunktet\nog dermed den sekundære Symmetri opstaar.\nVi maa behandle Rækkens Yderpunkter noget nærmere, fordi det\ner her, Forvekslingen med den virkelige Symmetri (Modsætning) opstaar,\nog fordi disse Begreber ogsaa forveksles af Filosofferne.\nLad os opstille Rækken af tilbagekastet Lys fra hvide, lysegraa,\ngraa, mørkegraa og sorte Flader, vi ser da, at det er en faldende\nRække fra 100 °/o tilbagekastet Lys gennem 75 °/o, 50 % og 25 °/o\nned til 0°/ o tilbagekastet Lys, men samtidig ser vi, at det absorberede\nLys danner en stigende Række (altsaa invers med den første faldende)\neller naar vi kalder den første Række: Rækken med Hensyn til Lys,\nbliver den anden: Rækken med Hensyn til Mørke. Hvidt bliver altsaa\nNulpunkt med Hensyn til den ene Række, sort Nulpunkt med Hensyn\ntil den anden. Til hvert Led i den ene Række svarer, ganske som\nved symmetriske Rækker, eet og kun eet i den anden Række, men\nderes Sum danner ikke her Nul, men derimod Enheden, Helheden,\n100 %>. Vi indser, at der mellem hvidt og sort ikke bestaar nogen-\nsomhelst Modsætning, og vi kalder dem, som alle Yderpunkter i en\nnaturligt (o: ikke vilkaarligt) sluttet Række, for inverse Begreber.\nLighed Modsætning er, som nævnt, inverse Begreber, mat glans-\nfuld ligeledes, mat er Nulpunkt med Hensyn til Glansfuldhed, glans-\nfuld Nulpunkt med Hensyn til Mathed, der er altsaa ingen Modsæt-\nning mellem mat og glansfuld, de er blot Yderpunkter af en numerisk\nRække. Vi maa forstaa, at baade den blanke og den matte Flade\nbetragtes som glatte, den Gradforskel, der betinger, at det matte til-\nbagekaster Lyset i alle Retninger, medens det blanke gør det efter\nTilbagekastningsloven, er uendelig lille. I Rækken glat, ru har vi et\nEksempel paa Yderpunkterne af en Række, hvor det ene (Ruhed)\nligger uendelig fjernt vi kan tænke os Ruheden voksende, men vi\nkan ikke forestille os de sidste Led og altsaa heller ikke de første\nLed af den inverse Række, hvor Glatheden gaar fra Nul til uendelig.\nEt Eksempel et uendeligt Begreb og det tilsvarende inverse, som vi\nkan forestille os, har vi i Begreberne Krumning og Ivrumningsradius,\no: naar en Kurves Krumning formindskes, stiger dens Krumnings-\nradius, gaar Krumningen mod Nul, vil Kurven gaa mod den rette\nLinje og dens Krumningsradius mod uendelig. Stiger Krumningen, vil\nKurven gaa imod et Punkt samtidig med, at Krumningen gaar imod\nuendelig og Krumningsradius mod Nul ogsaa Punkt og ret Linje\ner altsaa inverse Begreber. Vi ser, at der ingen Modsætning er mellen\nden rette og den krumme Linje (dette ynder Malerne ellers at tale\nom), den rette Linje er Nulpunkt og den krumme et „Nogetpunkt\"\nmed Hensyn til Krumning, men med Hensyn til Krumningsradius er\nden rette Linje Uendelighedspunkt og den krumme et Nogetpunkt.\nVi indser af dette det ombyttelige ved en Rækkes naturlige Yder-\npunkter, selv om det ene er uendeligt. Et sidste Eksempel vil vi tage\ni Sammenligningen mellem en 8-Kant og en Cirkel, vi vil da se, at\nmed Hensyn til Krnmning er Cirklen et Nogetpunkt (og dette Noget\nbestemmes af Cirklens Radius) og 8-Kanten et Nulpunkt, men med\nHensyn til Mangekantethed er 8-Kanten 8-kantet og Cirklen uendelig-\nmangekantet. Spørger vi om Mangekantens Sidestørrelse, bliver Cirklen\nNulpunkt og 8-Kanten et Nogetpunkt.\nANVENDELSER PAA DEN FORELIGGENDE KUNST.\nTiden som Funktion i Kunsten. Til en første\nKarakterisering af de forskellige Kunstarter vil vi anvende"}, {"page_pdf": 7, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.7", "texte": "Tiden, idet vi vil adskille Kunstarterne i dem, hvor Tiden\ner Funktion (Musik, Dramatik, Literatur) og dem, hvor\nTiden ikke er Funktion (Arkitektur, Maleri, Skulptur og\nAnvendelsen af Billedvirkning og Tableauer, i Dans og\nDramatik). Som Eksempel vil vi behandle Musikken. Det\nstaar os da klart, at naar Tiden er det Ordensatribut, hvor-\nefter Musikkens Følge af Noder dannes, kan der ikke være\nTale om primær Symmetri i Tid, fordi negativ Tid ikke\neksisterer, og da negative Noder heller ikke eksisterer, kan\nder heller ikke være Tale 0111 primær Symmetri om dette\nAtribut (Tonehøjden). Heller ikke med Hensyn til Styrken\naf Musikkens Lyd kan der være Symmetri, fordi det mod-\nsatte af Lyd ikke eksisterer, men Lydens Nulpunkt, Pausen\nkan markeres, fordi Tiden samtidigt (i Takten) markerer\nNulpunktets Plads. Primære Symmetrier maa altsaa helt af-\nvises fra Musikken, medens der derimod er rig Mulighed\nfor sekundære Symmetrier. Da Tonehøjden kan have Maksi-\nmum og Minimum, og da Tonestyrken kan være Nul og\nstørst, da Tempoet kan være stigende og faldende, har vi\nher en Række Kulminationspunkter. Noderne, Styrken og\nTempoet kan ogsaa grupperes om Fortætningspunkter og\nFortyndingspunkter.\nRetningen som Funktion. Musikken og de andre\nKunstarter, hvor Tiden er Funktion, ser vi beherskes af\nen Ensrettethed, som udelukker primære Symmetrier. Ganske\nanderledes stiller det sig med Arkitekturen, Maleriet og\nSkulpturen. Vel opfatter vi ikke et Maleri, et Bygværk, en\nFigur i eet Moment, men det afgørende er, at Opfattelses-\nordnen er ligegyldig. Med Kunstværkets Genstandsmæssighed\nopstaar naturnødvendigt Muligheden for primære Symmetrier,\nfor Indførelsen af det positive og negative, men medens\nvi i Arkitekturen ikke arbejder med Drejninger og Stør-\nrelsen af Drejningen (som danner en numerisk Række), men\nkun med linære Symmetrier og opfatter disse Symmetrier\nsom et kunstnerisk Maal, arbejder Maleriet og Skulpturen\nmed Retningers Forhold i Plan og Rum, og Retnings-\nforskydningen er ikke for dem Maalet, men Elementet.\nRetningen og Farven er de to Ringfunktioner (af ganske\nparallel Art), som Maleriet arbejder med. Den lineære\nSymmetri som Maal opgaves allerede i Skulptur og Maleri i\nden førgræske Kunst.\nVi vil nu ide efterfølgende Linjer fremstille en fuld-\nstændig Æstetik for den foreliggende Arkitektur, saaledes\nat vi ikke lader noget af dens Omraader ligge hen, og\nsaaledes at vi ikke lader noget x blive tilbage under Kate-\ngorien »Smag, Følelse, Fornemmelse«. Vi vil netop vise,\nat der intet x findes, men at alt foregaar aldeles bogholderi-\nmæssigt. I den Hensigt vil vi opstille et Skema, som fuld-\nstændig skal karakterisere den foreliggende Arkitektur.\n1) Ordensatributtet.\nMonumentalitet.\nStørste Afstand, Nulpunkter, inverse Begreber, monu-\nmentale Rækker, tætte Rækker, »den menneskelige Størrelse«,\nAkcentuering, Forvrængning og Forvrængningsprincipper,\ndet synsmæssige, Lettelse af Syntesen, Monotonitet, Pro-\nfilering.\n2) Retningsatributtet.\nSymmetri.\nLineær Symmetri, Tyngden i Arkitekturen, plan Sym-\nmetri.\n1) Ordensatributtet.\nDen almindeligt fremsatte Opfattelse af Monumentalitet\ner denne: Paa den givne Plads, hvad enten det er en Facade\neller en Plan, bør anvendes saa faa Motiver som muligt. Vi\nkan ogsaa udtrykke det saaledes: Mellem de Elementer, vi\nanvender i Arkitekturen, opnaar vi Monumetalitet derved, at\nvi giver Leddene størst mulig Afstand. I den Række af Eks-\nempler i det foreliggende Byggeri, hvor der kun er Tale om to\nLed, og hvor der er Mulighed for Anvendelsen af Nulpunkt,\nser vi derfor altid Nulpunktet anvendt. For Eksempel er sort\nganske overordentlig anset i den moderne Arkitektur, og\ndet er klart, at man ved Anvendelsen af sort opnaar størst\nmulige Afstand til de lyse Farver. Ved Anvendelsen af sort,\nhvidt, d.v. s. to Nulpunkter, opnaar man indenfor Lys-\nlæren Monumentalitetens Kulmination. Paa en noget anden\nMaade stiller det sig med Hensyn til Ornamentikken og\ndens Anvendelse i Arkitekturen, thi her kan ganske vist\nRækkens ene Yderpunkt, den bare Flade, fremstilles, men\nRækken er übegrænset gaaende mod rigere og rigere Ud\nsmykning. Hvor Forholdene for Eksempel ved Begrebet\nDimension udelukker Anvendelsen af Nulpunkt, bliver\nRækken af to monumentale Led blot at opfatte som An-\nvendelsen af størst mulige Afstand og der er ingen Grænser\nfor, hvor monumental Opgaven ad denne Vej kan gøres.\nVi ser, at i det førnævnte Eksempel med rig Udsmykning\nog ingen Udsmykning kan der tillige opstaa en invers Mo-\nnumentalitet (Anvendelsen af største Afstand) i den bare\nFlades store Udstrækning og den rigt udsmykkede Flades\nringe Udstrækning, som ogsaa anbefales af de moderne\nArkitekter (ved Profilering) soin overordentlig virkningsfuld.\nVi vil imidlertid undersøge Spørgsmaalet om Monumen-\ntalitet i en Række af flere Led, idet vi kalder det første\nLed for x (og forudsætter, at det ikke er Nul), vi paa-\nstaar da, at det næste Led i Monumentalitetsrækken bliver\nx X st°r °g næste x X sf°r X s*or °§ saaledes videre,\nmed andre Ord en Kvotientrække i Kvotienten stor.\nVi vil først spørge, hvad er Leddene, Elementerne i\nArkitekturen? Ja, dette har jeg søgt at give Oplysning om\ni Artiklen om Plads og Form. Det er i alt Fald klart, at\nto Led enten maa tilhøre samme Højde i Monumentalitets-\nrækken og altsaa være lige store (to Vinduer) eller ogsaa\ntilhøre forskellige Højder i Monumentalitetsrækken og enten\nhave Afstanden stor eller stor X stor eller endnu større\n(to Led med Afstanden stor kan for Eksempel være Vin-\nduet og Porten paa et Hus). Endeligt kan vi spørge, er\ndet rigtigt, at det bliver en Kvotientrække i stor, kan det\nikke lige saa godt være en Differensrække i stor, saaledes\nx, x -f- stor x -|- stor -f- stor o. s. v., nej, en saadan\nRække kan det ikke være, thi i saa Fald vilde Afstanden\nmellem de forskellige store Elementer virke forholdsvis\nlangt mindre end mellem de første smaa Elementer i\nRækken. Vi opnaar kun den stadige Monumentalitet ved\ngennem alle Rækkens Grader at bevare Forholdet stort mellem\nto efter hinanden kommende Led. Vi har saaledes vist, at\nMonumentalitetsrækken er en øjemæssig Kvotientrække i\nKvotienten stor, at den er øjemæssig, understreger vi ved\nat kalde Kvotienten »stor«, og det maa staa os klart, at\nNøjagtigheden i en saadan øjemæssig Kvotientrække er\noverordentlig ringe. Vi skal nu undersøge Forholdene med\nHensyn til Kvotientrækkens første Led x, det kunde synes\nindlysende, at dette x ogsaa maatte være stort skal\ndet være stort, saa lad det ogsaa begynde stort, men denne\nTanke er kun betinget rigtig, nemlig, naar der kan være\nTale om, at Leddet i sig selv og revet ud af sin Relation\nmed de andre Led kan virke stort, hvad det ingenlunde\naltid kan. Ikke et eneste Led i Rækken fra hvidt til sort,\nEndepunkterne medregnet, virker stort eller lille, og dog\nkan der dannes monumentale Rækker i denne Række (den\nmonumentaleste faar som sagt kun to Led sort og hvidt),\nog paa lignende Maade gaar det med alle de Begreber, vi\nkan ordne i Række efter, det er først, naar vi indfører\nBegrebet normal Størrelse paa et Element, at vi kan an-\nvende Betegnelsen stor paa det enkelte Element.\nDette Begreb, normal Størrelse, vil det praktiske ind-\nføre i Arkitekturen med Hensyn til visse Ting, Døre, Vin-\nduer osv., og der vil efterhaanden danne sig en Praksis\nmed to ret nær ved hinanden liggende Intervalgrænser,\nsom bestemmer Begrebet den normale Størrelse ide for-\nskellige Tilfælde. Er dette ikke Forholdet, som for Eksempel\nved Lyslæren, kan x blot lægges saa nær ved Rækkens\nEndepunkt som muligt, dog vil x aldrig kunne blive Nul,\nd.v. s. Nul vil i og for sig altid falde udenfor den nøj-\nagtige Monumentalitetsrække, men det stærke Anvendelse\naf Nulpunkter i den foreliggende Arkitektur (de bliver jo"}, {"page_pdf": 8, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.8", "texte": "forøvrigt altid tilnærmelsesvis) viser, at man ikke gyser\ntilbage for at anvende det i den synsmæssige Monumen-\ntalitetsrække. Men findes der en normal Størrelse i den\nRække, hvormed vi arbejder, saa vil vi kalde denne for\na, og x bliver da lig a X stor• Drejer det sig om Ud-\nstrækning, hvad det naturligt maa gøre, hvor der er Tale\nom Normalstørrelse, saa vil stor kunne gøres saa stor, som\nønskes, og der er ingen Grænse for den Monumentalitet,\nder vil kunne opaas (undtagen den praktiske Grænse). Stør-\nrelsen a, Normalstørrelsen er ikke med i Rækkens Led, men\ner ved Monumentalbygningen repræsenteret i Omgivelserne.\nDer er i denne Størrelse netop saa megen Forbindelse med\nden menneskelige Højde (man skal kunne komme ind ad\nDøren), at den Mystik, der om svæver dette Begreb, kan\nopklares derved. At Tingene er i Maal vil altsaa blot sige,\nat dette a er faldende indenfor Normalstørrelsens Interval-\ngrænser, men siger intet om Monumentalitet. Monumen-\ntalitetsrækken ser altsaa i sin fuldstændige Skikkelse saa-\nledes ud: a X stor, a X stor X stor, a X st°r X stor\nX stor o. s.v. Vi vil ud fra samme Synspunkter kunne op-\nstille en med Monumentalitetsrække sekundært symmetrisk\nRække, d.v. s. en Række, hvor Kvotienten er nær ved\nEnheden, denne Række ser saaledes ud: a X (1 -f lidt),\na X (1 + l'dt) X (1 + lidt). Arkitekturopgaver løst efter\ndenne Række vil altsaa faa Leddene følgende tæt efter\nhinanden og mange Led indenfor et givet Omraade. Vi\nkender dette fra mindre Bebyggelse og fra Opgaver, hvor\ndet monumentale opgives til Fordel for »det rige«. Lige-\nledes i Tilbygninger til Hovedhuse, hvor Vinduet næsten\ntager hele Faget, fordi det har beholdt samme Størrelse\nsom Hovedhusets og ogsaa i Højdedelingen, Brystning og\nStykke over Vindue, svinder ind: Elementerne Vindue og\nFag nærmer sig hinanden, Afstanden er lille. Endelig\nkender vi det fra Profilering og Ornamentik i monumen-\ntale Bygninger (C. F. Hansen), hvor Leddene er bestemt\nefter Monumentalitets!'ækken, men hvor hvert Led i Virke-\nligheden sønderdeles i en Række af teffølgende Led for at\nskabe Rigdom.\nForuden Rækken med Kvotienten stor, Monumentalitets-\nrækken og Rækken med Kvotienten (1 lidt), den tætte\nRække, skal Rækken, hvor Kvotienten er normal, nævnes,\nog det skal foreslaas, at man lader Monumentalitet og\nRigdom ligge til Fordel for denne Række. Det er klart, at\nligesom Normalstørrelsen a kan bestemmes liggende mellem\nto Grænser, vil ogsaa Kvotienten kunne bestemmes saadan\n(blandt andet af Lysforhold, Stuestørrelse i Forhold til\nFagstørrelse i Forhold til Vinduesstørrelse, som atter be-\nstemmes af a o. s. v.)\nI Akcentueringen af disse Virkninger og dette Indhold\nser saa den moderne Arkitekt sin anden Opgave, og da\ndet her slet ikke drejer sig om noget aandeligt Indhold,\nmen blot om den synsmæssige Virkning, vil han ved For-\nvrængning, Overdrivelse og Understregning stedse kunne\nlette Beskueren den Syntese, som helt skal faa ham paa\nArkitektens Side. En særlig ulykkelig Stilling har Arkitekten\nmed Hensyn til Forvrængningsprincippet, Monumentalitet.\nJeg kalder det et Forvrængningsprincip, fordi det er ulige-\nvægtigt, o: bliver bedre og bedre, jo længere det føres ud\nKarikaturen. Det er klart, at en Arkitekt aldrig vil kunne\nhvile paa sine Laurbær, bestandig maa gaa igang med at\nforstørre Afstanden mellem Leddene, holde Udstræknin-\ngerne, forstørre Modsætningerne, fortynde Dimensionerne\n(der hvor Normalstørrelsen ikke spiller ind), altsammen\nover det samme tynde aandelige Indhold, altsammen uden\nat bevæge sig et Skridt videre, medens Bygværket bliver\nmonumentalere og monumentalere. Det er et pudsigt Tanke-\neksperiment, hvorledes Verden vilde se ud, dersom ikke\ndet praktiske satte en øvre Grænse for Monumentaliteten.\nTeoretisk er der ingen. Vi har nu omtalt Monumentaliteten\nindenfor Rækkens Led, og vi maa tillige kaste et Blik paa,\nhvorledes det gaar med Hensyn til Antallet af de forskel-\nlige Rækker, der anvendes. (Størrelsesrække, Farverække\nStofrække for Eksempel). Det er klart, at vi ved Anven-\ndelsen af Monumentalitetsrækken i alle Spørgsmaal vil\nkunne hælde en Mængde Monumentalitet paa Bygværket,\nmen her gælder for Monumentalitetens rigtige Servering\nden Sætning, at Pausen ide andre Rækker Monotoniteten\n(Samme Stof Samme Farve), bedst understreger det monu-\nmentale Moment.\nTilslut vil jeg lige omtale Profileringen, som jeg anser\nfor det tommeste Tidsspilde overhovedet. Profilering i den\nnuværende Form hviler paa Snit og det konvekse og\nkonkave. Bestemmelsen er den ganske simple, at det fjær-\nnede saavel som det paalagte skal være smukt i Formen\n(følge de æstetiske Love), men denne Skønhedsbestemmelse\nforegaar fra et aldeles negeragtigt Kulturstandpunkt og\naldeles uden Kontakt med Husets øvrige Formgivning. Jeg\nindrømmer fuldt ud Berettigelsen af paa Snedkerarbejdet\nat lægge det sidste Led, det mindste Led, fordi Snedker-\narbejdets Nøjagtighedsgrænse tillader dette Leds Udform-\nning (og det maa være det afgørende), men saa maa dette\nLed ogsaa formes i Bygværkets Aand, og det er dog hel-\ndigvis sjældent, at den aldeles umotiverede Barnlighed med\nCirkler m.m. føres op i den store Udformning, selv om\nder gives Eksempler (Frederiksborggadekvarteret, Politi-\ngaarden).\n2) Retningsatributtet.\nSom de primitiveste Udtryk for et Ordensbegreb i Kun-\nsten træffer vi Gentagelsen og Symmetrien, men der er en\nafgørende Forskel mellem disse to Begreber. Gentagelsen\ner Led, Element i enhver højere Udtryksform, ligesom den\ner Element i Symmetrien (Eks. -i- 8 -f- 8). Symmetrien der-\nimod er et Ordensbegreb, som i sig bærer sin Kulmination,\nsom overhovedet ikke levner Muligheden foren Udvikling:\nNaar vi danner en Ting og danner en dermed symmetrisk,\nsaa har vi, ligegyldigt hvorledes denne enkelte Ting er\ndannet, Kulminationen af Symmetriens Kunst. Vi vil aldrig\nkunne anvende det symmetriske Princip som eneste Princip\ntil gennemført Udformning af en af mange Elementer\nsammensat Genstand, thi i hver Retning gives der kun\neen Symmetri. Det er altsaa meningsløst, at man om det\nforegaaende Slægtled udtaler, at deres Bygninger opløser\nsig i lutter Modsætninger: Naar en Facade er dannet ved\nlodret og vandret Retning, er der kun Mulighed for en\nlodret og vandret Modsætning og intet som helst andet.\nEfter dette vil vi kunne indse, at Symmetrien i sig selv\nindeholder sin Kulmination og ikke som Gentagelsen er\nElement for højere Begreber, og naar vi derfor ser Kunst-\nværker formet over Symmetri, saa maa vi enten henføre\ndisse til Symmetriens lave aandelige Standpunkt (nemlig\nhvis det ikke indeholder andet), eller vi maa (dersom de\nsymmetriske Dele for sig udtrykker et højere Standpunkt\ni Udformningen) udtale, at dette er et Værk af den og den\nDybde, men hvor der pludselig som en vilkaarlig Viljes-\nytring og til Skade for Kunstværkets Værdi indføres en\nModsatrettethed. Som Elementer for højere Udtryk har vi\nEnsrettethed og den ikke retningsbestemte Gentagelse. Lige-\nsom Gentagelsen er Element i Symmetrien, er Retningen\ndet, som vi ved, ogsaa, thi uden en bestemt Retning kan\nden modsatte ikke markeres. Vi ser altsaa, at i en een-\ndimensional Opgave, der er løst symmetrisk, og som be-\nstaar af flere end to Led, maa nødvendigvis de halve Led\nvære indbyrdes ensrettede og de andre halve indbyrdes\nensrettede, ligegyldigt hvorledes Symmetrien opstaar.\nGanske som ved den lineære Symmetri Kulminationen\nnaas i selve Begrebet Symmetri, betegner den plane Sym-\nmetri: Modsætningen mellem liggende og staaende Formater,\nen løsreven og umotiveret Viljesytring, som, hvis den gen-\ntages, i sig selv indeholder Begrebet: gentagende Formater\nog altsaa ikke kan anvendes som Udformnings- og Ordens-\nprincip.\nHvad der her er sagt om de primære Symmetrier gælder\nnaturligvis ligesaavel de sekundære Symmetrier.\nSymmetrien maa betegnes som den allerlaveste Udtryksform\nfor kunstnerisk Indhold.\nPaa eet Omraade efter een Dimension skulde det synes,"}, {"page_pdf": 9, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.9", "texte": "at Arkitekturens naturlige Betingelser indførte en Ensrettet-\nhed, nemlig efter den lodrette, men her maa det huskes,\nat Materialet jo ikke i den Forstand er underkastet Tyng-\ndens Love, at en lodret Modsætning er udelukket. Ide\nfleste I ilfælde vil det være praktisk at løse sine Opgaver\nensrettet med Hensyn til det lodrette, men i Udsmvkning\no. s.v. kan lodrette, lineære Symmetrier indføres under\nBetegnelsen af det »tunge« og det »svævende« (se V. Wan-\nscher »Den æstetiske Opfattelse af Kunst«). Disse symbolske\nBetegnelser dækker blot over en simpel lodret Modsætning.\nNaar jeg nu som Eksempel skal gennemgaa Professor Carl Peter-\nsens Artikel om Modsætninger (Arch. XXII 13), saa skal jeg ikke\nraillere over de Meningsløsheder, den indeholder dette har jeg\nallerede gjort nej, jeg vil tværtimod anføre Artiklen som et saa\nat sige fyldestgørende Dokument til den foreliggende Arkitekturs Be-\nlysning. Det er muligt, at enkelte moderne Arkitekter vil protestere\nog paastaa at der findes Begreber, de arbejder med, som ikke er\nnævnt hos Professoren og heller ikke i det efterfølgende. Jeg skal\nmodtage saadanne Protester med den største Interesse, ihvorvel jeg\ni højeste Grad stiller mig tvivlende om, at de falder uden for det af\nmig opstillede Skema. I min Gennemgang af Professorens Artikel og\nde deri indeholdte Begreber, som alle saa at sige er kaldt Modsæt-\nninger, maa jeg blot vedføje den rigtige Betegnelse paa Begreberne.\n„Krystallinsk roligt\" opstilles som Modsætning, men er med Hen-\nsyn til Ro begge Nulpunkter. Med Hensyn til Struktur, som vel er\ndet, der er tænkt paa, er monotont derimod Nulpunkt og krystallinsk\nNogetpunkt. „Opstigende Kirketaarne vandret Bymur\". Dette op-\nsættes med Rette som en Modsætning, nemlig en plan Modsætning,\nog vi træffer denne Definition flere Gange i Artiklen, men vi maa til-\nlige bemærke, at der bestaar en lineær Monumentalitet deri, at Taar-\nnet har en ringe Udstrækning vandret og Muren stor Udstrækning\nvandret, medens det er inverst med Hensyn til den lodrette Udstræk-\nning. Vi maa altsaa karakterisere det givne Eksempel saaledes: En\nplan Modsætning og en dobbelt invers Anvendelse af største Afstand.\n„Modsætningen mellem Land og By\" er ingen Modsætning, men\nNul- og Nogetpunkt. „Modsætningen mellem de rolige Gader og de\nsærprægede Monumentalitetbygninger\", „Modsætningen mellem det\nornamentale Udstyr og det øvrige rolige Hele\", „Stilheden før Stor-\nmen\" og en Række andre Eksempler er alle Anvendelsen af eet Nul-\npunkt og et Noget- eller Megetpunkt og har altsaa intet med Mod-\nsætning at gøre. „Modsætningen mellem de snævre Gader og det\nstore Torv\" er Lidtpunkt, Megetpunkt, dvs. Anvendelsen af største\nAfstand. „Modsætningen mellem den farvede Væg og det hvide Loft\"\ner Anvendelsen af Nulpunkt (hvidt) og Nogetpunkt (Farve). „Mod-\nsætningen i Stof og Farve\". Modsætning i Farve kendes kun som to\nFarvers komplementære Indhold. I Stof kan der derimod slet ikke\nopstaa Modsætninger, men kun dannes nummeriske Rækker, hvor\nNulpunkter kan markeres og Monumentalitet opnaas. Modsætningen\nmellem Forhallens som normalt Interiør bestemte Rumstørrelse og\nHallens enorme Rumstørrelse\". Her er Tale om Normalpunkt og\nMegetpunkt, men vi ser, at hvis Forhallen var bragt ned under den\nfor Interiører normale Rumstørrelse, saa kunde der være Tale om\nen sekundær Symmetri omkring Fortætningspunktet : det normale. Om\n„Størrelsesmodsætningen mellem Forhallen og Raadhushallen\" gælder\nde samme Betragtninger.\nI Slutningen af Artiklen gennemgaas Monumentaliteten snart\nunder Navn af Monumentalitet, snart under Navn af Modsætning og\nendelig gøres den „menneskelige Størrelse\", d.v. s.a i Monumen-\ntalitetsrækken til Genstand for en Række Betragtninger, som nøje\nfølger de foranstaaende Betragtninger om Monumentalitetsrækken, og\nsom den interesserede derfor nu skulde have Midlerne til selv at stille\npaa Plads i det her udviklede System.\nMed disse Virkninger vil Øjet stille sig fuldt tilfreds,\nmen ikke Forstanden, og dog kan det ikke nægtes, at\nden øjemæssige Æstetik i sig bærer Spiren til en højere,\nhvor Forstanden kunde tilfredsstilles. I Leddenes harmo-\nniske Stigning, i Ønsket om Lettelse af Syntesen ligger\nBestræbelser for Harmoni og Klarhed, ja selve Proportio-\nnalitetsprincippet ligger deri som en Antydning, og det er\nkun naturligt, thi »Følelsen« er i Arkitekturen intet andet\nend Forstandens Gætteevne. Men naar som nu det følel-\nsesmæssige, det virkningsfulde florerer over al Maade, naar\nVirkningen opstilles som eneste Maal, saa er trods Antyd-\nninger af et Indhold Dekadencen absolut, og der bliver\ningen virkelig Forskel mellem de saakaldte daarlige Arki-\ntekter, hvis Arbejder falder udenfor den rummelige Unøj-\nagtighedsgrænse for den øjemæssige Række og de saakaldte\nfine, som har Øje for, hvorledes man holder sig indenfor.\nMan vil sige, at disse Domme ogsaa rammer den histo-\nriske Arkitektur, og det gør de vel, ihvert Fald for visse\nPerioders Vedkommende, for Eksempel den hjemlige Han-\nsenske. Jeg har ladet mig sige, at Udlandet dengang be-\nsad aandfulde og virkelige Arkitekter, som man herhjemme\nspringer over i den kolossale Dyrkelse af C. F. Hansens\nMonumentalitet, men en Dokumentation af dette vil jeg\nikke kunne præstere. Muligt gør jeg ogsaa C. F. Hansen\nUret, men et er ihvert Fald givet, at alt det, de moderne\nArkitekter søger i den gamle Arkitektur og finder deri, ram-\nmes af det foregaaende. Det er min Tro, som atter maa\nstaa udokumenteret, at den gamle Arkitektur indeholder\nmomentvis noget mere og højere, men skulde det lykkes\nmig at formindske den meningsløse og kritikløse Beundring\nfor det gamle, vilde jeg anse meget for vundet.\nVi har i det foregaaende ikke behandlet det fortællende\nog psykologiske Indhold i Arkitekturen. Spørgsmaal, om\ndet formede »ser ud, som det var stærkt nok« og om\nHygge, Venlighed og lignende, som spiller en stor Rolle\nfor mange Arkitekter, og som ogsaa i det givne Tilfælde\ni Forholdet til Bygherren har Krav paa Interesse. I arki-\ntekturteoretiske Betragtninger har disse Spørgsmaal imidler-\ntid ikke deres Plads, men kun det kompositive, og at vi\nnu har taget alt med og intet glemt indenfor det kompo-\nsitive, det ved vi deraf, at udenfor det her fremsatte er\nkun Kaos, og det maa altsaa ogsaa være indenfor eller i\nFortsættelse af disse Tanker, at det nye og bedre maa\nsøges. I den bestemle Tankegang, som her er udviklet,\nog overfor det bestemte Spørgsmaal om Kunsten som Uen-\ndelighedsopgave kan disse Betragtninger vel ogsaa siges at\npege fremad, idet de henviser til Proportionalitetsprincipet\nsom Grundlag for en virkelig æstetisk Fremgang. Men\nmed Spørgsmaalet om Kunsten som Uendelighedsopgave\ner saa langt fra Kunstens hele Væsen belyst, at vi ikke\nderaf kan slutte os til noget som helst om Fremtiden.\nOm denne kunde vi jo sagtens opstille Drømmerier og\nGætninger, men jeg anser det for mere værdifuldt at under-\nstrege det overordentlig store Arbejde, der ligger for den,\nder vil beskæftige sig med Æstetik, end at foregøgle et\nsnarligt æstetisk Paradis. Det er netop min Hensigt at\nbede Læseren ikke at lære noget af dette udenad, thi i sit\npositive Indhold er det intet værd, og det maa kun søge\nsin Værdi i sin Grundtanke. Og til Slut kan jeg da til-\nraabe Arkitektungdommen et Enten Eller: Enten maa\nSpørgsmaalet om Arkitekturproblemet tages rationelt op,\nog enhver, der begiver sig paa denne Vej, maa være klar\nover, at her er ingen Laurbær at vinde, ingen Præmier at\nhente foreløbig, og han maa yderligere forstaa, at i den\nKamp gælder Rekrutterne intet og Foregangsmændene alt.\nEller den unge Arkitekt maa uddanne sig til virkelig Byg-\nmester, til en Mand, der kan sine Ting, ikke alene i det\nenkelte Tilfælde præstere den gennemklarede og maaske\nøkonomiske og teknisk heldige Plan, nej, i ethvert Til-\nfælde maa han kende sit Stof, Normalstørrelser, Statistik,\nBoligproblemet overhovedet. Tro ikke, at det gælder at\nløse disse Problemer med Kultur, nej med Forstand og\nvaagen Samvittighed overfor den Samfundsopgave, der er\nlagt i Arkitektens Hænder. Her er der Brug for Rekrut-\nter, her kan der gøres Krav paa en Uddannelse, her er\nLærere og selvstændigt studerende paatrængende nødven-\ndige. Paa denne Konto kan vi indskrive vor Tid i Histo-\nrien. Men for de forhaabentlig faa - som ikke kan\nlade det æstetiske Problem ligge, ser jeg ingen anden Red-\nning, end at de hæver Spørgsmaalet op over Tidsfordrivets\nNiveau, op i Plan med Mandsarbejde, Aandsarbejde.\n\nPoul Henningsen."}, {"page_pdf": 12, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.12", "texte": "SELVBIOGRAFI\nAF PUBLIUS OVIDIUS NASO\n(TRISTIA IV, BOG 10.)\nOVERSAT AF WALT ROSENBERG\nJEG, der saa muntert engang har digtet om Elskovens\nSødme,\nEftertid, dette dig skrev: lær mig at kende deri!\nSulmos Egn er mit Hjem, med dens Væld af kølige Kilder,\nNiti Tusinde Skridt fjernet fra Romernes Stad.\nHer blev til Verden jeg bragt; og Aaret, om du mig spørger:\ndengang i Slaget de to Konsuler begge blev dræbt.\nNævne jeg kan, om jeg vil, at af gammel Slægt jeg er runden,\nikke ved Tilfældets Gunst vandt jeg blandt Riddere Rang.\nEj var jeg ældste Skud. Først næst min Broder jeg fødtes,\ntolv er de Maaneders Tal, som han var forud for mig.\nBaade for ham og mig var Venus Fødselens Stjerne,\nog paa den samme Dag Fødselens Offer vi gav.\nUnder den Femdags Fest, hvor Minerva, den Væbnede,\nfejres,\nvar det den første, som rød farves af Kampenes Blod.\nTidligt lærtes vi op, og med Omsorg Fader os siden\nsendte til Rom, hvor vor Fod ledtes af kyndige Mænd.\nAlt fra sin grønneste Tid min Broder Veltalenhed dyrked,\nForums, det ordriges, Sværd født til at svinge han var.\nJeg, mens end jeg var Barn, kun higed mod Digtningens\nKranse,\nMusen, den himmelske Mø, stjaalent mig drog til sit Værk.\nFader formaned mig ofte: »Læg bort den unyttige Syssel!\nSelve den store Homér efterlod ikke en Hvid.«\nTalen bevæged mit Hjærte, og bort fra Helikon drog jeg,\nmens jeg i übunden Stil prøved at forme mit Sprog.\nOrdene dog af sig selv sig føjed i digterisk Rhytme,\nalt hvad jeg sagde blev straks hvad jeg end vilde\ntil Vers.\nMens nu med sagteligt Fjed sig fremad Aarene listed,"}, {"page_pdf": 13, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.13", "texte": "klædtes i Manddommens Dragt baade min Broder og jeg.\nOm vore Skuldre blev lagt den purpurbræmmede Toga,\nog til den samme Dont vandred vi begge som før.\nTi Aar havde min Broder alt lagt til ti, da han døde,\nog jeg mit halve Selv misted og savned i ham.\nUngdommens første Trin paa Hæderens Stige jeg naaede,\nog af de tvende Mænd var jeg den ene engang.\nAabent mig Ivuriet stod men jeg valgte den smallere\nBræmme,\ntil mine Kræfters Maal Statsmandens Kald var for stort.\nEj blev til byrdefuldt Slid jeg skabt paa Sjæl eller Legem,\nsky for den evige Kamp, som er de Styrendes Lod.\nOg til den trygge Ro, som ej af Herskerne kendes,\nog som mig stedse var kær, Helikons Søstre mig drog.\nAl min Hyldest og Gunst mod Tidens Digtere vendtes,\ni mine Tanker var hver Sanger jeg øj ned en Gud.\nMacer Maler, min ældre Ven, har ofte mig læst sine »Fugle«,\nDigtet om giftige Kryb og om det lægende Græs.\nOfte Propertius sang sine Vers. der blussed af Elskov,\nhan, der med Venskabs Baand nøje var knyttet til mig.\nBassus, i Jamben berømt, og Ponticus, Heltenes Sanger,\nved vore festlige Lag glad jeg som Bordfæller saa.\nMed sine Oder Horats, den rhytmerige, mig fængsled,\nnaar til Ausoniens rent tonende Lyra han kvad.\nSet kun har jeg Vergil; og den bitre Skæbne, Tibullus,\nnægted mig ved din Død Tiden til Venskab med dig.\nHan din Arvtager var, o Gallus, Properts vor Tibullus',\nog efter Tidens Maal kom saa den fjerde jeg selv.\nOg som nu jeg havde dyrket de Ældre, mig Ungdommen\ndyrked,\nlænge vared det ej, førend min Musa fik Ry.\nDa jeg for første Gang min Ungdoms Digtninge læste\noffentligt, var mit Skæg næppe nok raget endnu.\nHun, som jeg skænked et Navn, der ej var hendes: Corinna\nNavnet der fløj over Rom havde bevæget mit Sind.\nMangt og meget jeg skrev, men alt hvad ringe mig tyktes\nSelv jeg til Flammerne gav, at de det lutred for Fejl.\nDengang, og da jeg flygted, paa Baalet kasled jeg Værker,\nSom vel bedre var værd, hadsk mod min Digtning og Kunst.\nBlødt, og usaarligt ej, naar Cupidos Vaaben det ramte,\nvar mit Hjærte, som let lod sig bevæge til Glød.\nSkønt dog slig jeg var skabt, og den mindste Flamme mig\ntændte,\ningensinde mit Navn Bytte for Sladderen blev.\nMens jeg var næsten en Dreng, blev en lidet værdig og\nnyttig\nMage mig givet, som snart atter min Arne forlod.\nHun af en Hustru fulgtes, der vel ej ramtes af Dadel,\nmen som længe dog ej var for mit Leje bestemt.\nHelt til de seneste Aar min sidste Hustru mig fulgte,\nbar sin Skæbne som Viv for den landflygtige Mand.\nTvende Gange min Datter til Bedstefader mig gjorde,\nej dog besvangret af een Husbond, hvor ung hun end var.\nAlt sine Dages Tal min gamle Fa'r havde fuldbragt,\ndengang af Lustrer ni føjet han havde til ni.\nOg jeg begræd ham, som han over mig, var jeg død,\nhavde sørget.\nSnarlig den sidste Pligt viste min Moder jeg og.\nLykkelige de var, og i rette Stund blev de jordet,\nde, som begge drog bort, før jeg af Straffen blev ramt.\nHeld ogsaa mig, at ej jeg blev ramt, mens de var i Live,\nog at aldrig for mig Kummer og Smerte de bar.\nHvis foruden et Navn dog noget levnes de Døde,\nog fra det stablede Baal Skyggerne luftige fly'r;\nog hvis Rygtet 0111 mig Eder naar, I fædrene Skygger;\nhvis for den Stygiske Ret stævnes hvad jeg har forbrudt:\nvid da, og tro mig forvist hvor kunde vel Eder jeg\nskuffe?\nat en Forvildelse, ej Brøde var Skyld i min Flugt.\nDet er for Skyggerne nok. Til Eder, som ønsker at kende,\nhvad mig i Livet er hændt, nu jeg mig vender paany.\nAlt var forbi min Blomstringens Tid og graanet mit Hoved,\ni mine Lokker fra før blanded sig Alderens Hvidt,\nog den sejrende Hest, med Pisas Oljegren smykket,\nhavde, fra jeg blev født, ti Gange vundet sin Pris,\nda i sin Harme Cæsar Tomiterne bød mig at gæste,\nsom det Euxinske Havs Kyst imod Venstre bebor.\nAarsagen til mit Fald, kun alt for kendt af Alverden,\nmed mine Ord ej aabenbare jeg bør.\nHvi skal om Tjenernes Svig og Ondskab jeg tale?\nMeget der hændte, som ej blegner mod selve min Flugt.\nStolt forsmaaed min Aand at segne for Ulykkens Byrde,\nog ved sin egen Kraft uovervundet den stod.\nGlemmende alt hvad jeg var og mit Liv, der fredelig\nhenrandt,\ngreb jeg som Tiden det bød Vaaben med uvante\nHaand,\nog mellem Polerne selv saa mange Stjerner ej glimter,\nsom til Havs og til Lands jeg har af Prøvelser lidt.\nEndelig naaede jeg, flakkende vidt, den Kyst, hvor Sar-\nmaters\nkoggerbærende Folk færdes med Geter i Flok.\nSkønt jeg er ombrust her af Larmen fra Naboers Vaaben,\nlindrer jeg dog bedst Dagenes Kummer ved Digt.\nOg skønt ingen der er, som laaner Øre til Sangen,\nfaar jeg paa den Vis dog Bugt med den trægsomme Dag.\nDerfor, naar end jeg er til, og trodser de møjsomme\nTrængsler,\nog naar mit triste Liv ej har med Lede mig fyldt,\ntakker, min Musa, jeg dig. Du Trøst og Lindring mig\nskænker,\ndu mine Sorgers Ro, Lægedom du for mit Blod.\nDu er min Fører og Fælle, som bort fra Ister mig fjerner,\nog paa Helikon selv skænker du, Musa, mig Ly.\nDu mig i Live gav den sjældne Lod, som af Ryet\nellers de Døde kun skænkes: et ophøjet Navn.\nAldrig heller det Nid, som Nuets Gerning fortærer,\nher af de Værker, jeg skrev, fældet blot eet med sin Tand.\nStore Digtere vel i vort Aarhundred har levet,\nikke blandt deres dog glemme vil Fama mit Navn.\nOg skønt ringe jeg regner mig selv mod mange, jeg nævnes\ndog deres Lige. Vidt kendes i Verden mit Værk.\nDerfor, hvis Digterens Ord en Funke rummer af Sandsagn:\nbliver jeg, Jord, ej din, straks, naar mit Ligbaal er tændt.\nVandt jeg nu dette mit Ry ved Gunst eller gennem min\nDigtning,\nbringer jeg rettelig dig, venlige Læser, min Tak."}, {"page_pdf": 16, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.16", "texte": "Svend Johansen.\nVilhelm Lundstrøm.\nAxel Salto.\nAKADEMIET. Der forestaar Forandringer ved Akademiet, tilsyneladende gennemgribende: samtlige tre Profes-\nsorer i Malerkunst skal afløses af nye, derefter skal en stor Kommission drøfte Akademiets Forhold fra Grunden af.\nOffentligheden idetmindste vil sikkert blive tilfreds: »yngre« vil under alle Omstændigheder afløse »ældre«, selv\nAkademieleverne synes at være spurgt, og i Kommissionen vil Rigsdagsmænd drøfte Kunstens Velfærd med Oscar\nMatthiesen.\nHvad der giver Sagen Interesse udover Personskiftet er, at der foreligger Lejlighed til et Systemskifte. Den Kunst-\nform, Akademiet i en Menneskealder har doceret, har været en Slags lyrisk Impressionisme, ogsaa Hovedparten af\nAnsøgerne arbejde under denne Form. Som stærkere Udtryk for Tiden har der jo imidlertid for Aartier siden Verden\nover rejst sig en anden Bevægelse, hvis Sprog i Hovedsagen er Farvekomposition og Rum, og da der blandt Ansø-\ngerne findes enkelte, der staa paa dette Arbejdes Grund, bliver nu Spørgsmaalet, om i Fremtiden de blandt Kunstner-\nungdommen, der føler og oplever i Overensstemmelse med det stærkeste i den Tid, hvori vi lever, paa Akademiet vil\nkunne finde Vejledning i deres Studium og Stølte. for deres Opleveform, eller om de mest vaagne ogsaa for Eftertiden\nmaa søge andetstedshen, fordi Akademiet gennem Udvalgene har fastholdt den lyriske Tradition.\nEfter at ovenstaaende Linjer er skrevet er Akademiets Afgørelse faldet. Professorer blev Einar Nielsen, Axel Jør-\ngensen og Sigurd Wandel(!) Forbigaaet .blev bl. a. Rostrup Boyesen. Ved en Afstemning i sin Tid blandt Eleverne\nom hvem de kunde ønske som Professor fik Rostrup Boyesen saa godt som alle Stemmer. Dette har Akademiet ikke\ntaget Hensyn til. I og for sig er dette principielt ikke saa oprørende, 9 af 10 Akademielever er altid Fæhoveder, men\nTalen drejer sig her om at en Mand, der har givet 10 af sine bedste Aar til et opslidende og frugtbart Arbejde i\nAkademiets Tjeneste er sat paa Porten. Alle vi, der har haft Rostrup Boyesen til Lærer skylder ham Tak for hvad\nhan har lært os. Man maa sige, at naar Akademitiden for os ikke kan regnes for det rene Tidsspilde er det Boyesens\nSkyld ene og alene. Han lærte os at se rigtigt og at arbejde. Vi vil haabe at Eleverne forstaar at reagere mod\nden begaaede Uretfærdighed saa kraftigt og vedholdende at Akademiraadet, eller hvem der har Ansvaret for det skete,\nindser sit Fejlgreb og bøder paa det.\nFor Klingen:"}, {"page_pdf": 20, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.20", "texte": "NYHAVNS-ODYSSÉ\nTom Kristensen.\nHOTELLET »Dagmar Hansen« og Caféen »Mozambique«\nstod fjærnt i Horizonten om min Barndoms Odyssé\nog funklede med Skiltene og dunkede Musik\nog skreg i Sømandsdille til om Natten Klokken tre.\nMin Odyssé var kravlende. Mit Middelhav var graat.\nCharybdis var en Kælderhals, som maabed sort og trang.\nNausikaa var en Gadetøs. Men Himlen klang i blaat\nomkring Hotellet »Øresund«, hvor smaa Siréner sang.\nJeg krøb ad Fortovsfliserne som langs Phaiakers Strand,\njeg sejled i hver Rendesten og landed i hver Gaard\nog blev skældt ud af Æolos, den høje, vrede Mand\nsom hused alle vilde Storme i sit Skæg og Haar.\nJeg stævned ud paa Langfart, ud i Solskin og i Regn,\nog spejded imod Rudeglans, mod Glasskaars-Diadem,\nog forsked efter Mening ide sære Skiltes Tegn\nog udstod mangen blodig Dyst med Drengen, Polyfem.\nNu ønsker jeg vemodigt som en Gaardenes Tenor\nat sejle som et Barn igen i Lykkens Rendesten\nog spejde efter Drømmenes famose Koh-i-noor\ni Ruderne, som blinker Sol i Mozambique-Caféen.\nNu drømmer jeg vemodigt om den vrede Æolos,\nsom raste i en Hvirvelvind af Skæg og raat Geni,\nsom i sit lille Knaldhotel fik snydt det polske Ros,\nmen senere saa skammeligt fik Straf for Rufferi.\nNu tænker jeg vemodigt paa Hotellet »Øresund«,\npaa 0 og R og E og S og U og N og D,\npaa hver en sælsom Hieroglyf, hvor Tanken løb sig rund,\nnaar jeg var ved at stave uden Gnist af Abc.\nNu grubler jeg vemodigt over Ø'et, som for mig\nfaldt som en lukket Gaade i mit altfor aabne Sind;\nthi Ø'et ligned med sin Cirkel og sin skæve Streg\nen Æbleskive gennemboret af en Strikkepind.\nNu tænker jeg vemodigt paa de mange Tæv, jeg fik,\nnaar jeg i barnlig Ydmyghed rak Tunge ad en Knægt,\nog denne Knægt fik Hjælp af Polyfem fra »Mozambique«\nog andre frække, fregnede af de Kyklopers Slægt.\nDesværre var jeg ikke en Odysseus' drevne Søn,\nmen værged mig med slatten Haand mod de Kyklopers Hær\nog hented mig en Skramme, saa mit Blod stod som en Røn\nmed Draaber som en Klase af de tunge, røde Bær.\nMin Visdom, som var barneblaa og tindrende naiv,\nblev hærdet gennem Tævene og stejl trods alle Klin\nog slynger nu en blodig Røn med Bær af blodigt Liv\nmod Himlen og mod Kunsten trods min Barnedrøms Ruin."}, {"page_pdf": 24, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.24", "texte": "OPTEGNELSER FRA EN REJSE I ITALIEN\nAF AXEL SALTO\nFRA det gustent tynde Tyskland, hvor Togene trods\nRevolution og Borgerkrig føres planmæssigt igennem,\nkom vi over Frankfurt til Basel. Efter Tyskland er Sweitz\npaafaldende friskmalet med gode, glade Mennesker, Hjem-\nstedet for Mælkechokolade og ædruelige Trosbekendelser;\nfor første Gang i lange Tider saa vi igen store hvide\nSølvpenge. Med Luzern begynder det rigtige Postkort-\nsweitz: blaa Himmel og Hornkvæg, Vierwaldstådtersøen i\nSolskin og Rigis sneklædte Kegle. Gennem Si. Gotthard\nføg vi med en Snestorm ned i Italien, hvor Posletten\nsom et blomstret Tæppe strækker sig under Piletræer\nog hængende Vinhaver. I Toscana bliver Landskabet\nbjærgfuldt; vi gør første Gang Ophold i Firenze og her\nbliver Lundstrøm syg. Foden, der hele Tiden har smertet,\nfaar en Betændelse; han maa lade den operere og holde\nSengen. Dette Uheld forøger paa en naturlig Maade hans\nHad til Italien. Naar om Natten Firenzes krydrede Duft\naf Pis og Blomster fylder Værelset og de unge Mænd\nnede paa Gaden spiller Serenader og leger som Gedekid,\nligger Lundstrøm under Forbandelser og venter paa Hel-\nbredelse for at komme ned og slaa ihjel. Italienerne er\niøvrigt ogsaa naragtige Mennesker. De elsker Katte, El-\nskov og Iskager og som alle farvede smasker de. Mæn-\ndene er parfumerede Lapse med brogede Veste, Armbaand\nog Kastratstemmer. Jeg har mens jeg malede i Rom talt\npaa een Gang 19 Tenorer i det samme Hus, alle sang\n»Cavalleria« med kælen Skabagtighed.\nVisse Ejendommeligheder, som virker uvant paa nor-\ndiske Tilhørere, synes at udmærke italiensk Opera. I Rom\noverværede vi en Opførelse af Tosca. Hvergang Kunst-\nmaleren kom til et Bravursted glemte han Rollens For-\ndring til Ageren, stillede sig op frontalt mod Publikum,\nlet skrævende og med bøjede Knæ. I denne Stilling, der\nvel befordrer Tonedannelsen, sang han sit Nummer, tog\nBifald og gav paa staaende Fod Dacapo mens Stykket\nudenom gik helt i Staa. Ved en anden Lejlighed døde"}, {"page_pdf": 25, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.25", "texte": "Mimi to Gange itræk yderst sjælfuldt under de Medspil-\nlendes Graad.\nI visse Henseender er Italienerne talentfulde: som Tig-\ngere og som Støvlepudsere. Fodtøj synes i det hele taget at\nvære Sydboens Forkærlighed. De sjældneste Faconer og Far-\nver, som i Støvlepudserens Haand kommer fuldt til sin Ret.\nSaa optagen er han af sin Kunst, at han, naar ingen\nKunder er forhaanden, i Timevis kan sidde og smuksere\nen Selvejerstøvle han holder gemt i sin Kasse. Som Kri-\ngere er Italienerne tapre og de vilde uden Tvivl have ud-\nrettet store Ting i Krigen hvis det ikke havde været saa-\ndan et forbandet Vejr. Ihukommende Frelserens Forkær-\nlighed for de Fattige og Ringe beholder Kirken Jord og\nRigdom med dens Fristelser for sig selv, til Gengæld lærer\nPræsterne Latin og arbejder for Sjælenes Frelse.\nTiden er gaaet sporløst hen over Firenze. Den er med\nsine strittende Taarne og sin Condottiérestemning endnu\nMedicæernes Firenze. Byen omkring Signoriapladsen og\nPonte Vecchio har en Brolægning som Dante vilde have\ngenkendt. Desværre frembyder selve Pladsen foran Po~\nlazzo Vecchio en plat Virkning paa Grund af Misforholdet\nmellem Arkitektur og Skulptur. De senere tilføjede Bo-\nlognas Springvand, Michelangelos David, Bandinellis Her-\ncules og Cacus er alle ude af et naturligt Forhold. Især\nSpringvandet er paafaldende uheldigt anbragt. De to naive\nMarmorfigurer med Broncefigenbladet ved Indgangen til\nPaladset og Rytterstatuen af Cosimo den Iste, vilde alene\ngøre en langt skønnere Virkning. Selve Musæerne er efter\nKrigen omordnede saa Arbejderne af den samme Kunstner\ner samlet overskueligt paa eet Sted. Saaledes er alle Beato\nAngelicos Billeder samlet i St. Marco, Donatellos og della\nRobbia'ernes Ting i Bargello'en, Michelangelos Slaver fra\nBobolihaven og David i Akademiet, Botticelli i Ufficierne\nog Tizian i Pitti.\nI Renaissancen arbejdede Kunst og Haandværk sam-\nmen og frembragte de fortrinlige Resultater. Kunstneren\nlod sig ikke anfægte som nu, hvor han nødvendigvis maa\nvære paa Højde med Kubisme og Motorcykler og hvor\nKunstneren foruroliges ved Tidens naturlige tekniske Frem-\nskridt. Derved fik hans Arbejde den sikkert gennemarbej-\ndede Form, der mere end de aandelige Fortrin har beva-\nret dets Værdi gennem Tiderne. Selvom professionel Dyg-\ntighed ofte i italiensk Kunst dækker over stor Kedsomhed,\ner det dog denne formelle Indlevelse i Stoffet der gør, at\nvi nu kan glædes saa heftigt og saa ofte over Renaissance-\narbejder.\nDella Robbia'erne modellerede og malede Frugtguirlander\naf Citroner, Ærter, Blomster, Pinjekogler, Agurker, Æbler,\nPærer, Vindruer og Løvværk i glaceret Lertøj omkring de-\nres Madonnaer med skarp naturalistisk Karakteristik. De\nudførte ogsaa i Keramik plastiske Landskaber af stor Virk-\nning, malede grønne, blaagraa og violette. Det er som om\nKunstnerne i disse Landskaber ser paa Naturen med fri-\nske, mere indtrængende Øjne end ellers, fordi de her i\ndette Materiale for første Gang skal skabe en kunstnerisk\nLandskabsvirkning. Ogsaa i Broncestøbning var Renais-\nsancens Italienere fremragende (Baptisteriets Broncedøre),\nmen hvad der dog mest fængslede mig af glimrende\nHaandværk var to Marmorborde med Mosaik i Pitti.\nBordene er 1 X 2 Meter. Pladerne, der hviler paa fire\nfirkantede, forgyldte Ben, op af hvilke der slynger sig\nGuirlander af forgyldte og forsølvede Muslingeskaller og\nKoraller i alle Karakterer af Guldpaalægning, er af ægyp-\ntisk Porfyr, brunviolet og fint hvidspættet som en Sand-\nbund; heri er indlagt med Calcédon og andre haarde\nStenarter en Rigdom af Østers, Muslinger, Snegle, Perler,\nrøde og hvide Koraller strøet skødesløst henover Pladen.\nLangs Kanten løber en å la Grec Bort af lapis lazuli.\nDisse Arbejder er saa fint udført, saa rige i Tegning og\nForm gennem Lys og Skygge, at mani Timevis kan blive\nstaaende og undre sig. Muslingeskallerne er saa indtrængende\ngengivet efter Naturen, at ikke alene Tegningen er fuldendt\ngennemført, men ogsaa Lysets Spil henover Krumningerne\nog Overgangen fra kolde til varme Farver. Leonardo kan\ni sine tegnede Portræter. i sin Udformning af Øjeovaler,\nNæsefløje og Mundvige minde om disse Snegle. Virknin-\ngen at Tingene ligger paa Bordpladen er ved de indlagte\nSkygger saa levende, at man lader Haanden glide hen\nover den glatte, slebne Plade for at støde til dem.\nMens Evnen til at frembringe Kunst helt er uddød i\nItalien, har det udmærkede Haandværk holdt sig til nu\nsom Nationens fineste Evne. I Frescoteknik, Mosaik- og\nMarmorarbejde er Italienerne uovertrufne, men Udviklin-\ngen har ikke banet nye Veje. De barokke Flodguder,\nMichelangelos og Rafaels Figurer er endnu de Forbille-\nder der skablonmæssigt efterlignes i svag og udtyndet\nGentagelse.\nCastagnos Fresker i St. Apollonia gjorde stærkt Indtryk\npaa mig, fordi jeg, der ikke har set dem før, ikke ventede\nat finde noget betydningsfuldt. Paa den Maade fik Bille-\nderne en egen personlig Værd for mig. Man tillægger\nofte Ting maaske overdreven Værdi, naar man er-\nkender gode Sider ved dem man tidligere har overset.\nMan ender med at gøre sig identisk med Tingen i sin\nIver efter at fastslaa sit Fund. Castagno minder om Poul\nChristiansen; det samme kraftfulde Bondefysiognomi, den\nsamme faste, noget træede Formgivning. De savner den\nrige artistiske Bevægelighed, men i begges Arbejde er For-\nmen fuld og stærk. De unge Kunstnere hjemme kan lære\nmeget af Poul Christiansen.\nSaaledes bør en Dekoration være: et enkelt kraftfuldt\nBillede som Nadverbilledet i St. Apollonias Refektorium\neller en enkelt gennemført Billedrække hvorom Tilskue-\nren kan koncentrere sin Andagt eller sin Billedtørst. Ra-\nfael udsmykker Vatikanet som man forer en Æske med\nTapetpapir. Vægge, Pilastrer, Buer, Loft og Gulv, altsam-\nmen er overbroderet med Dekoration; intet Sted den tomme\nVægflade, der virker ved sin Ro mod Billederne, giver dem\nSpillerum og som netop præciserer Væggen som Flade der\ndanner Rum. Dette forstod derimod den antike Maler-\nkunst. Hos Pompejanerne var Væggenes Dekoration de\nrødmalede Felter; det paasatte naturalistiske Genrebillede\neller dekorative nature morte tjener kun til at mildne\nVirkningen og gøre den rig. Noget andet er at disse Bil-\nleder er saa glimrende Malerkunst. Højrenaissancen lader det\ndekorativt illusionistiske Maleri brede sig og borttage Ka-\nrakteren af Vægflade. Man staar i Vatikanets Stanzer som\npaa en Mark med Udsigt til alle Sider, midt i et forry-\ngende Spektakel.\nDet største Firenze ejer er Michelangelos Gravmæle over\nde unge Medicifyrster i Kirken St. Lorenzo. Skønt man ken-\nder disse Figurer saa godt, er det ligesom man ser dem her\nfor første Gang, en saadan Forskel gør Anbringelsen og\nStoffet. I Stedet for Gibs er traadt det gule Marmor, der"}, {"page_pdf": 26, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.26", "texte": "ved sin Klarhed lader Lyset trænge langt ind i Figurerne.\nDette gør dem lette og levende. Lyset fra oven gør Grup-\nperne mere samlede, det store Rum gør at de virker min-\ndre og overskuelige i eet Blik.\nEr Firenze den slanke Pige med Pageliaaret, maa Rom\nvære Matronen. I Firenze er den kloge Renaissancearkitektur\nforvitret i fine Farver. I Rom er alle de humørfulde Ba-\nrokhuse malet brune og gule. Flotte Flodguder med dreje-\nde Ben og Flagreskæg tryller Vand op af Brostenene alle-\nvegne. Vi glædede os over Kommunalbestyrelsens Flothed\nog Sans for det festlige, indtil vi hørte, at det var de gamle\nromerske Vandledninger der endnu førte Vandet til Byen\nfra Bjærgene. Af samme Grund kendte man heller intet\ntil Vandskat.\nRom er en lystig By, Folk skriger, synger, tigger,\nhandler, mens de fornemme Romerinder med brede ovale\nAnsigter, lille fyldig Mund og den strenge Caméprofil, vifter\nsig paa Balkonerne. Den 16. Maj var vi til Jeanne d Arcs\nKanonisation i Peterskirken, der til Lejligheden var be-\ntrukken med rødt Fløjl indvendig. Hele det romerske\nFolk overværede dette historiske Skuespil. Pavens\nHellebardister i Rustning og Hjælm med orange og violet\nstribet Tøj Dragten komponeret af Michelangelo søgte\nat holde Orden paa det ellevilde og barnlige Folk. Præ-\nster snød sig ind paa bedre Pladser ved at springe over\nSnorene, mens forvaagede og enfoldige Pilgrimme der var\nkommen sammen fra heleden katolske Verden og i tu-\nsindvis havde sovet under aaben Himmel paa Kirkens\nbrede Trapper blev skubbet tilside. Først i Processionen\nkom syngende Skarer af skæggede Munke rned Fistelstem-\nmer, efterhaanden Gejstlige af stigende Rang, Præster,\nÆrkebisper, Kardinaler og sidst Paven, helt klædt i Guld\nog hvidt, paa Tronstol op over Mængden med flagrende\nBaldakintag og Strudsfjersvifter, under gjaldende Trompet-\nstød som en Negerkonge. Scenen spiller i det 16de Aar-\nhundrede. Saaledes har Alexander den VI, den store\nHedning gjort sin Entré. Damerne græder og vifter med\nLommetørklæder, alle maser paa for at se; det er et übe-\nskriveligt Røre. —*\nDet er paafaldende hvor lidt Malerkunst man ser i\nRom, naar man tænker paa 112. Eks. Toscanas eller Vene-\ndigs Mængder af udmærkede Ting; der er Guido Reni\nog Salvator Rosa, som ganske vist endnu paa H. C. An-\ndersens Tid sidestilledes Rafael, men saa er der Vatika-\nnet, som en Verden for sig; den Blanding af det sublime-\nste og det tarveligste. Af Rafaels Stanzer forekom mig\nbedst »Skolen i Athen« og Heliodorbilledet. Baggrunden\nog højre Side af denne Freske er vel det bedste Maleri\nRafael har lavet. Det er stærkt og klangfuldt, i Form\nog i Farve. Billedets Bevægelse gaar i Stykker da Grup-\npen tilvenstre ikke griber ind i Kompositionen. Lof-\ntet i Heliodorsalen af Peruzzi er et udmærket smukt Ar-\nbejde; Kompositionerne og de enkelte Figurer har en\nVælde og Flugt, der synes inspireret af Michelangelo. Det\nsamme lykkelige Dekorationstalent og indsmigrende, lidt\nsødladne Kolorit der udmærker Skolen i Athen finder man\ni »Gaiatheas Triumf« i Villa Farnesina. Dette Billede\nskæmmes dog af grimme Omgivelser og sin svage Afslut-\nning paa de to Sider. Det er ligesom Billedet ikke faar\nPlads til at udfolde sig i Bredden. Kompositionen er ellers\noverordentlig fin og afvejet. Indtagende er Rafael i Log-\ngia'en, der er en virkelig aandfuld Efterligning af Antiken.\nHans Behandling af Frugt og Løv kommer paa Højde med\nGhibertis Broncefriser paa Baptisteriets Dør i Firenze. Af\nde smaa bibelske Malerier paa Loggia'ens Loft husker jeg\nbedst »Isak, Rebekka og Abimelek«, men dette lille Bil-\nlede, der knapt er en Alen i Kvadrat, staar mærkværdig\nnok stærkere i min Hukommelse end alle Vatikanets Stan-\nzer. Det er malet gult i gult med en straalende grøn Sol.\nModsætningen mellem det mægtige Solskin og det forborgne,\nheftigt bevægne Elskovspar er pragtfuldt tænkt og i Farven\nsom af en Kunstner i det 20de Aarhundrede. Det sixtinske\nKapel er det største Malerkunst vi endnu har set, især\nDommedagsbilledet paa Endevæggen, der er malet i blaat\nog okker. Denne Kunst er i Slægt med Kolossæum og\nCæsarernes Palads. Man er som bedøvet under det geni-\nale Tordenvejr.\nAl Skulptur findes i Rom en overvældende Mængde\nog alle Stilarter, fra haarde ægyptiske Monolither og guld-\npatinerede, romerske Broncedyr til Berninis bollede Pa-\nnoptikonkunst og Viktor Emanuel Monumentets skinnende\nCarraramarmor. Den her gengivne græske Original findes\ni Termemusæet. Figuren er legemstor og af elfenbengult\nMarmor. Den fine Spiralbevægelse kan paa Fotografiet\nfølges fra den højre Fod gennem venstre Ben og fortsæt-\ntende sig gennem højre Arm. Formen er levende og rig,\nFiguren er som bygget op af Kugler. Denne Venus staar\nfor mig som Mønstret paa hvordan god Skulptur skal\nvære. Af romerske Arbejder mindes jeg især de to Dios-\nkurer paa Kapilol og Flodguden Marforio.\nEr begyndt at arbejde paa nogle store Frugtopstillinger\nog et Landskab fra Forum, som jeg har tegnet og studeret\npaa Stedet. Det er underligt efter lang Tids Forløb igen\nat begynde paa Arbejdet. Haanden og Opfattelsen\nmaa trænes op igen fra Grunden. De mange nye Indtryk\nforvirrer ogsaa. Naturen kan jo med Rette betragtes paa\nmange Maader, og har man ikke bestemte Farvesammen-\nsætninger og præcise Form- og Kompositionsforestillinger\ni Hovedet, kan man lige saa godt male som Delacroix,\nsom Købke, eller hvorfor ikke være Impressionist en\nligegyldig Temperamentssag. Først efter lang Tids Arbejde\nfaar man sig malet op. Staffeliet staar paa en Altan mellem\nSkildpadder, Marsvin og Kaniner. Det er blikstille. Flaget\npaa Enkedronningens Palæ hænger dødt ned langs Stangen.\nMan venter Revolution i Morgen. Alle er irriterede paa\nGrund af Varmen der er 10 Grader over det normale. Der\nbliver daglig skudt Folk paa Gaden og beredne Bersaglierer\nafpatrouillerer Byen.\nRoms Omegn er rig og afvekslende. Først Kampagnen\nmed sine bølgende Valmuemarker og sine Aquadukter,\nPoussins klassiske Landskab, hvor de langhornede Okser\ngaar hjem i Solnedgangen. Længere ude Albanerbjærgenes\nførste vinklædte Skraaninger, Smaabyerne Marino, Frascati,\nCastel Gandolfo ved Albanersøen, Albano, Ariccio og Gen-\nzano, hvis Gader alle som en Stjerne skyder sig ud fra\nVinløvssøjlen paa Torvet. Her ligger Nemisøen, Minervas\ngrønne Spejl, dybt nede mellem grønne Skraaninger og\nTrattoriets murstensrøde Loggia spejler sig midt i alt det Grøn-\nne. Ud ad Via Appia antica kører vi forbi Drususbuen, der\nendnu bærer Spor af Vandledningerne til Caracallas Bade.\nLængere ude Callixtus' Katacomber hvor Trappistmunke for-\ntæller om den hellige Gæcilies blodige Martyrdød, naar de ikke\nsælger Chocolade og Likør til Turister. Helt ude ved Gæcilia\nMetellas Grav er der en vid Udsigt over hele Kampagnen og"}, {"page_pdf": 28, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.28", "texte": "Bjærgene i det fjerne. Mod Syd ser vi over mod den for-\nladte Aventinerhøj, og i Retning af Sabinerbjærgene ligger\nHadrians Villa med Cypresser og skyggefulde Lunde. Her-\nfra gik vi en Dag ad de kridhvide, solhede Stier op mel-\nlem støvede Olivenlunde til Tivoli. I Villa d'Estes øde\nPragtværelser havde d'Annuncio med vældig Haand tegnet\nsit Navn henover Apollons Bryst. Nede ide kølige Kløfter\nved Vandfaldene trak et Uvejr op over Egnen. Himlen blev\nblaasort, saa Trætoppene stod helt lysende. I trykkende\nMørke under ustandselige Lyn fandt vi øverst paa Højderne\nop til Sibylletemplet, hvorigennem Tordenen tordnede saa\nde fine korintiske Søjler paa det lille Rundtempel rystede.\nHen ad Aften, under Tilbagekørslen til Rom, brød Solen\nigennem Uvejret og heleden udstrakte Kampagne laa frisk\nog gul, badet i Regnbuer.\nEfter det duftende Firenze og efter Rom, den hede,\nkirkegale By, slog den salte Havluft os svalende imøde i\nNeapel. Her fandt endelig Lundstrøm den rette Tingeltangel-\nstemning. Byen modtager os i fuld Fart 2den Pinsedag.\nPaa et Hjørne vælter Vognen en lille puklet Dreng, der\nsidder og øver sig i at spille »terre«, og paa Corsoen kom-\nmer vi ind i Festoptoget: lange Rækker af Blomstervogne\nmed svajende Fasanfjer og brogede Baand ramler i Galop\nned ad den stejle Gade under Skraal og Fest. De er rent\ntossede til at køre i Neapel. Her er den naturlige For-\nklaring paa de mange puklede, vanskabte, halte og enbe-\nnede Mennesker, Byen vrimler med. Neapel ligger i\nTerrasser, langs den krumme Golf, med Capri langt ude\nsom Cirkelbuens fjerne Centrum. Paa den blaa Bugt sejler\nBaadene med trekantede Latinersejl, tilvenstre rager det\ntynde, rødmalede Fyrtaarn op som en Fallos. Mændene\nsælger Koraller og Konkyljer; interesserede Kunder kan\nogsaa købe spøgefulde pompejanske Fotografier, som den\nsuspekte Købmand haler op af Baglommen. Kamma væn-\nner sig snart til den ledsagende Mimik og trækker sig til-\nbage mens Herrerne handler. Drengene dykker i Vandet\nefter Pengestykker og Smaapigerne danser til Tamburin,\nmens Vesuvs klassiske Røgpinje staar stille i Luften paa\nBagtæppet. Det er en hel Ballet. Italieneren kan selv se\ndet, og nyder det.\nHver Morgen gaar vi i Vandet paa den anden Side\nHavnen blandt Søpindsvinsfiskerne. Ved Siden af lig-\nger Varietéen Eldorado-Lucia med sit Beværtningshave-\nUdstyr. Hvor Florentinerne har en Broncedør af Ghiberti\neller en hellig Georg af Donatello anbringer Neapolitaneren\nFontæner med Stuknymfer blandt violette Porcelænsiris\nog lyserøde Kattekillinger. Det var en hel Sorg at skulle\nforlade den feste og priapiske By.\nPompeji naar man fra Neapel gennem Neriehaver og\nblomstrende Klematis, det yndige Kampanien.\nI Neapel havde vi faaet Tilladelse til at se Pompejis nye\nUdgravninger. Man arbejder paa Via del Abondanzas For-\nlængelse ud til Amfiteatret og allerede er pragtfulde og be-\ntydningsfulde Ting fremdragne, bl. a. Gladiatorernes Gymna-\nstiksal, Varmtvandsbadene, hvor Ejerens Børn har ridset\nTegninger hen over Dekorationerne, Tricliniet med de le-\ngemstore Elefanter paa rød Bund og de overdækkede Kæl-\ndere med de mange grinende Døde. For første Gang har man\nfundet toetages Huse med Balkoner. Desuden er bragt lor\nDagens Lys en Stukfabrik med Lager af Raamaterialer og\nnogle Soveværelser med hvælvet Loft, der har Fremstilling i\nmalet Stukrelief af Kampene omkring Troja. Først naar\nhele Forbindelsen mellem den allerede udgravede Bydel og\nAmfiteatret er naaet, vil Adgangen til de nye Udgravninger\nblive aabnet. Helt ude i det yderste Arbejdsfelt fjerner\nFolk, der alle er specielt oplærte til dette Arbejde, Asken\nog Pimpstenen i flettede Kurve og kører den bort paa Tip-\nvogne. De fundne Stumper af Malerier og Stukkatur pilles\ntilside og efterhaanden kan man sætte sammen, ligesom\nmed et Puslespil, et helt Billede. Disse Stykker bliver\nmuret fast paa en kunstig Væg og opsatte paa den Mur,\nved hvilken de er fundne. Samme Dag vi var derude\nhavde Arbejderne afdækket nogle Billeder, der forestillede\nHercules' tolv Arbejder.\nUnder Opholdet i Pompeji besteg vi Vesuv. Vi red fra\nTorre del Annunziata, Marcaronibyen, med Fører og\nnogle Drenge der hang bag i Halerne. Det var forresten\ningen ringe Præstation disse Drenge udførte: de løb i den\nbagende Sol ved Siden af Heslene lige fra Bjærgets Fod\ntil Toppen, kun med to korte Hvil. Det var 1L/2 Times\nTur paa stejl opadstigende Vej, der dels var klippefuld,\ndels belagt med smaa Pimpsten der veg for Foden. Selv\ntil Hest var Turen anstrengende. Lundstrøm havde aldrig\nredet før; han mente vi i Skridtgang under behagelig Spøg\nskulde tilbagelægge Vejen i Træernes Skygge. Ak, Skyggen\nholdt snart op og Samtalen ligeledes, da Modet vaagnede\nide smaa Førere. De hujede og tævede Krikkerne, saa\nde satte i voldsom Rend. Forresten tror jeg det morede\nHestene ligesaa meget som Drengene, ialfald var Sammen-\nspillet mellem dem meget lydhørt. Til al Held rejste Cow-\nboy'en sig i Lundstrøm, han klamrede sig fortvivlet fast\nog var en Helt. Efterhaanden vi kom Toppen nærmere\nblev Luften kølig. Udsigten er smuk deroppe fra; man kan,\nligesom fra Flyvemaskine, se ned paa Bunden af den grønne\nGolf hvor Skyerne kommer og forsvinder. Skove og Byer\nligger spredt i Solskinnet, og de størknede Lavastrømme\ntegner sig imellem dem som sorte Slanger. Helt oppe paa\nToppen er Udsigten sløret af Taager, der altid lejrer sig\nom Toppen; der er koldt, og kvælende Svovldampe staar\nfor Brystet. Vi steg et Stykke fra Kraterranden ned i Kra-\nteret, en ikke ufarlig Tur, da Pimpstenen skrider nedad\nog vanskeliggør Tilbagevejen. Selve Kraterbunden er en\ntykflydende, bevægelig Masse der spiller uhyggeligt i me-\ntalliske Farver. Damp trænger op gennem Laget med en\nfusende Lyd som kogende Grød. Smaa kegleformede Bi-\nkratere rager op af Lavasøen og udsender under tordnende\nSpektakel Sten og Ild. Det er Nedgangen til selve Helvede;\nvi drak en Flaske Lacryma for at hæve Humøret.\nNedstigningen skete i Galop under flittig Besøg i Kroerne\nundervejs. Vi svingede rutineret ind i Torre del Annunziata\nog fik rystet af os Erindringen om Vulkanens kolde og\ngiftige Aande!\nDisse Linier er nedskrevet i en Have paa Capri under\nCitrontræer, der dufter syrligt af Frugt. En tung Varmedis\nhviler over Øen, deri to Maaneder ikke har faaet Regn.\nCisternerne er tomme og Vinrankerne uden Saft. De Fromme\nhar nu grebet ind med en Procession. Karlene bærer en\nSølvhelgen rundt, behængt med grønne Glasdruer. Musik-\nkorpset af Barberer og Skræddere spiller af fuld Hals, og\nde mindste og yndigste Smaabørn gaar foran i Engledragter.\nDette maa da røre Regnens Gud. I Aften vil Raketter fra\nBjærgene rundt omkring sende Ildregn ned over det tør-\nstige og ufortrødne Folk, mens de stiger og stiger . . ."}, {"page_pdf": 32, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.32", "texte": "DANSKE TROUBADOURER\nPOÉTISKE ERINDRINGER FRA PARIS\nTIL EN MALER\n\nRue de L'Université. Sommeren 20.\nO, aldrig, Erindringens Have,\ndu skabte saa skøn en Buket\nsom den, du har skænket til Ære\nfor det, der blir evigt begrædt.\nO, aldrig, du Tingenes Moder,\nder føder en Morgen af Fryd,\nskabte du Dage saa skønne som de,\nder lever i Morgenens Lyd.\nMér dybt end i noget Odéon\nder er til mit Hjertes Musik\nved dette melodiske Minde,\nsom mildt gennem Morgenen gik.\nDe betlende, smaa Musikanters\nbebjældede, bejlende Larm,\nde gøglende Gadesælgeres Sang,\nder kom til min Vindueskarm.\nQ, Klinkernes ældede Klage\nog Konernes kærlige Spil\nspurgte mit vaagnende Hjerte,\nhvad Taarer og Armod er til?\nGlashandlerens klirrende Rigdom\naf Ruder, han bar paa sin Ryg,\nringled som Æventyr-Klokkers Spil . . .\nskønt Karlen var krøblinge-styg.\nFuldendt blev Morgenens første\nog fine, fortryllende Færd —,\nmed skælvende Genskins-Skaaler\naf Solens forelskede Skær —.\nDen skønne, parisiske Hebe\nstod, paa Hefaistos' Bud,\nog skænkede Solskins-Skattene\nsom Vin over Verden ud."}, {"page_pdf": 33, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.33", "texte": "Og paa »Ministére de Marine«,\ni den idylliske Dag\nflammede Morgenens Farver\ntrofast i Frankrigs Flag . . .\nVilde du, Tricolore,\nvinke med farvede Sejl\nned til det blinkende Betler-Glar,\nen Spillemands dybe Spejl . . . ?\nDér, hvor de hellige Fædres\nGade, »Rue des saintes péres«,\nmødes med Seinens Vande,\nhver Morgen vi mødte Voltaire . . .\nEt Tog af antike Butikker,\nder blussed af Fløjlets Ild,\nRococoens yppige Haver —,\nhvor Vejen beruset løb vild . . .\nVicomternes dragne Kaarder\nvar løftet i ædel Duel\nmod en keramisk Madonna,\nder keded sig selv ihjel . . .\ni Klinkerens bugnende Vindu\naf Død og forstenet Drøm,\nhvor revnede Hoffers Helte gik\nblandt Kjolers forsténede Strøm . . .\nO, Menuetternes Mester,\nMozart, dér stod dit Spinet\nsaa stille som havde dets Strenge\nstedt i Forglemmelse grædt . . .\nDér tumled vort Hjertes Rondo\nmod Ruden og Rudens Glans,\nmod flygtende Gratiers Arme —,\nog flygtende Gratiers Dans . . .\nSom Mediciernes Gæster\nkom vi til Louvres Gaard\nog stilled de drømte Heste —,\nhvor nu Gambetta staar . . .\nDin herlige, danske Straahats\nflossede Fløj eisbaret\nstrøg du af overstrømmende Fryd\ndybt for Watteau's Kabinet.\nO, smilende Søer, der spejder\nog spejler en Mø og en Mynde.\nIdylliske Skove, hvis Træer\ner selve den kronede Ynde . . .\nDe levende Stier, der løber\nsig vilde i søde Lunde,\nhvor Elskov iblandt Galante har\nEmpirens Cupido-Munde.\nTigerens ædle Fortæller,\nDelacroix, vi bestormer.\nLøven med svulmende Lemmer\nser vi han fyrsteligt former —.\nDejlige Tænder, der flænser !\nPanthere. Purpur-Dyr.\nKampens urolige Rytme, og dog:\nEt Artemis-Æventyr.\nTiepolos flotte Effekter\ni flyvende Himmel-Fest\ndrog dig fra Jagt-Idyllen,\nsom Renaissancens Gæst,\ntil Gudernes gyldne Haller\nog Kampens forklarede Ro —,\nder hviler bag al den forbandede\nBlæst hos Tiepolo.\nO, jeg bemærked din Jakkes\nsolskins-forklarede Grønt . . .\nDit hellige Luvslid syntes\nmig det, der var dybest skønt . . .\nDet falmed end ikke i Skæret\naf »Mediciernes Fester«,\nhvor vi, blandt andre Fyrster —,\ndeltog, som sagt, som Gæster . . .\nMidt i det rubensske Rige\naf kalvekrydsede Svende\nog bølgende Dronninge-Bryster\nsaa jeg dig heftigt vende\ndig bort fra lukulliske Orgiers,\nFesters, Effekters Ekko,\nmod en forbitret Ekstase i\nIlden hos Fader El greco.\nDet mørkner iblandt »Boulevard des\nItaliennes« myldrende Trær.\nPoccardis Pokaler lyser\naf et Venezia-Skær . . .\nOg hér begynder mit Epos,\nfør alt jeg fik streng-taget-sagt,\nat segne i et moderne Lys —,\nunder Montmartres Magt.\n\nEmil Bønnelycke."}, {"page_pdf": 35, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.35", "texte": "TIL ABONNENTERNE\nKLINGENS GRAFISKE FORENING\nT\\ 7TED dette Hefte afslutter Klingen som Kunstblad sin 3die og\nforeløbig sidste Aargang. Da Papirpriserne og Trykningsom-\nkostningerne ikke i Øjeblikket tillader os at fortsætte Udgivelsen i\nsamme Omfang som hidtil har Redaktionen besluttet i Stedet for aar-\niigt at udsende en Mappe med nogle grafiske Blade, der saa til Gen-\ngæld i Format og Udstyr skulde være anseligere end Klingens sæd-\nvanlige Bilag. »Klingens grafiske Forening«, agter at udsende Far-\nvelitografier, Raderinger og Træsnit i smukt og anseligt Udstyr og kun\ni et Antal der svarer til Abonnentantallet. Specielt vil den dyrke store\nfarvelitografiske Billeder, og allerede har flere af vore betydeligste unge\nog yngre Kunstnere paa dette Omraade lovet Bidrag. Disse Blade, der\nbliver signerede af Kunstnerne, vil paa Grund af det lille Oplag hurtigt\nblive meget efterspurgte. »Klingens grafiske Forening« vil hvert Efter-\naar udsende mindst 2 anselige Arbejder. Ved første Udsendelse (Nov.\n1920) vil Medlemmerne modtage 2 store Farvelitografier af Jo-\nhannes Larsen og Albert Naur og en Radering af Axel Salto.\nPrisen er 20 Kr. om Aaret, der opkræves samtidig med Udsendelsen.\nSaafremt Abonnenter paa Klingens 3die Aargang ikke inden 20. Nov.\nafsiger Bladet, gaar Redaktionen ud fra, at de ønsker at fortsætte\nmed Abonnement paa Klingens grafiske Publikationer og de omtalte\nBlade vil blive dem tilsendt. Denne Henvendelse beder vi indtræn-\ngende Abonnenterne følge.\nEkspeditionen er som hidtil Arkitekt Poul Henningsen, Udby-\ngade 1, Kbhvn. N., Tlf. Nora 3232, hvortil Afsigelse af Bladet bedes\nsendt og hvor Indmeldelser i Foreningen modtages. Ligeledes modta-\nger Landets Boghandlere Abonnement. Sammesteds faaes ogsaa samt-\nlige Klingens Publikationer, saafremt de ikke er udsolgt. Redaktio-\nnens Adresse er som tidligere Maleren Axel Salto, Edv. Glæsels-\nvej 1, Kbhn. F., Tlf. Godthaab 1870."}, {"page_pdf": 36, "page_imprimee": "n. p.", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.36", "texte": "INDHOLD AF 3. AARGANG\n(Tallene betegner Heftet).\nBorch, O. V., Linoleumssnit 5, 5.\nBuchholtz, Johannes, Digt 6—7.\nRønnelycke, Emil, „Foraar\" 5, „Atlantis\" 8, „Danske Troubadurer\"\n10-12.\nCézanne, Paul, Fot. 9, „Breve fra Paul Cézanne\" 9.\nCliagall, Marc, Fot. 6—7.\nChristensen, Arnold, „Den æstetiske Maalestok\" 1.\nI>., „Vilh. Kyhn\" 2, Grustaf Wolmar\" 3—4, „Glyptotekets Vinterhave\" 8.\nHam, Johannes, „Nogle Vers af Michelagniolo Buonaroti\".\nDaiineskjold-Samsoe, S., „Babel\" 5, Omslagsl. 6—7, „Indhold\nog Form\" 6—7.\nDelacroix, Eugéne, Fot. 10—12.\nDerain, André, Fot. 1.\nFriis-Moller, Kai, „Indskrift\" 8.\n0., „Emil Bønnelycke\", „Wanschers Bog om Rafael\" 1.\n„Gabestokken\", 2, 3—4, 10—12.\nGelsted, Otto, „Afsluttende Bemærkninger 1, „Literaturbetragtning\"\n2, „Ostwalds Farvelære\" 5, „Carl Jul. Salomonsen\" 6—7, „Leon\nBattista Alberti og Grundlæggelsen af den kritiske Æstetik\" 8,\n„Ved en Pibe Tobak\" 9.\nGiersing, Harald, Fot. 3—4.\nGiersing, Besse, Fot. 3—4.\nGogh, Vincent van, Tegning 6 7, „Breve fra Aries\" 6—7.\nGoldschmidt, Ernst, „Theodor Philipsen\" 8.\nGræsk Skulptur, 10—12.\nH. P., „Professor Carl Petersen: Om Modsætninger\" 9.\nHansen, Peter, Træsnit 6—7.\nHeinesen, William, „Færøiske Digte\" 1.\nHenningsen, Poul, „Om Studieplanen for den moderne Kunstner\" 1,\n„Akademiets Nedlæggelse\" 2, „Akademiet\" 3 4, „Plads og Form\" 9,\n„En elementær Række- og Retningslære, anvendt paa den fore-\nliggende Kunst\",1112.0—12.\nHoifin aiin, Kai, „Den store Armada\" 3—4.\nHost, Oluf, Lit. 3—4, 3—4.\n•1., „Den fri Udstilling\" 8.\nJensen, Helge, Træsnit 5, 8.\nJeppesen, Knud, „Af Venskabs-Dansen\" (Musik).\nJohansen, Svend, Omslagslit. 1, Lit. 8, 8, Farvelit. 9, Omslagslit.\n10—12, Farvelit. 10-12, 10—12.\nKali, I. C., „Herbert Iversen\" m. Fot. 6—7.\nKant. Immanuel, „Prolegomena\" 3—4.\nKristensen, Tom, Nyhavns-Odyssé.\nKyhn, Vilh., Fot. 2.\nLarsen, Johs., Rad. 1, Vignet 3—4.\nLarsen, Thøger, „Stjernernes Kamp\", „Til Komponisten Grethe\nSawyer\" 9.\nLarsen, Karl, Lit. 6—7, 8, 10—12, 10—12.\nLundstrøm, Vilh., Omslagslit. 3—4, Farvelit. 3—4, Lit. 6—7, Om-\nslagslit. 8, 9, Lit. 9, 9, Farvelit.1112, Lit. 10—12, 10—12.\nM., „Degas' Udstilling\" 8.\nMarc Anton, Fot. 1.\nMatisse, Henri, Fot. 2, 2, 3—4, 8, „En Malers Optegnelser,, 8, Fot.\n8, Fot. 10—12.\nNanr, Alb., Lit. 3—4, 3—4.\nXegerskulptur, 5.\nNielsen, Jais, Farvelit. 2, Lit. 10—12.\nXoter, 2, 3-4, 6—7, 10—12.\nXoter om Renoir, 3—4.\nXygaard, Fredrik, „To Digte\" 6—7.\nO vid, Selvbiografi. Oversat af Walt Rosenberg.\nPeruviansk Stentøj, Fot. 1.\nPetersen, Carl V., „Pierre Auguste Renoir\" 3—4.\nPicasso, Pablo, Fot. 10—12.\nPompejanske Fresker, Fot. 9.\nRatlisack, Svend, Fot. 10—12.\nIlenoir, Auguste, Fot. 3—4, 3—4.\nRousseau, Henri, Fot.1112.\nS., „Kunstnernes Efteraarsudstilling 1, „Besse Giersing 3—4, „Islandsk\nMalerkunst\" 6—7.\nSalto, Kamma, Fot. 10 12.\nSalto, Axel, Omslagslit. 21, Lit. o, „Om at radere\" 5, Lit. 5, Lit. 6 7,\n6—7, 6 7, „Dionysosfresken i Casa suisse\" 9, Optegnelser fra en\nRejse i Italien1112, Farvelit. 10—12, Lit. 10—12, 10 —l2, 10—12,\n10—12, Vignet 10—12.\nSeedorf, Hans Hartvig, „Mod fremmede Stjerner\" 2.\nStefånsson, Jon, Fot. 6—7.\nStælir-]\\ielsen, Erik, Omslagslit. 5.\nSwane, Sigurd, „Taarnene\", Overs, efter Baudelaire 5, Farvelit. 6—7.\nSyberg;, Frits, 2 Træsnit 9.\nTliorsteinsson, Gudmundur, Fot. 6—7.\nTobaksetikette 6—7.\nXlttenreitter, Poul, „Russernes Malerkunst\" 4—4, Vignet 3—4.\nVinci, Leonardo da, „Aforismer og Sentenser\" 6 7."}, {"page_pdf": 37, "page_imprimee": "couv. 3", "url_page": "https://bluemountain.princeton.edu/bluemtn/?a=d&d=bmtnaag19201109-01.1.37", "texte": "NOTER\nKLINGENS UDSIILLING. Den Iste Januar 1921 aabner Klingen i den frie .Udstillings Lokaler en stor Ud-\nstilling der vil omfatte Malerier, Skulptur og grafisk Kunst af Svend Johansen, Karl Larsen, Vilhelm Lundstrøm og\nAxel Salto. Desuden vil der blive udstillet samtlige Klingens Publikationer Mapper og Bøger —og et Udvalg af\nde originale grafiske Arbejder Klingen i Løbet af 3 Aar har bragt.\nTil denne Udstilling vil Klingens Abonnenter og Medlemmerne af »Klingens grafiske Forening« faa tilsendt Ferni-\nseringsindbydelse. *\nTil Kunstnernes Efteraarsudstilling tegner Svend Johansen, Karl Larsen, Vilhelm Lundstrøm og Axel Salto en\nRække Plakater der, som originale Tegninger, bliver ophængt paa Byens Plakatsøjler.\n\"\nAlle arkitektur-studerendes opmærksomhed henledes paa den ny udgave af Rudolf Eberstadt: H andbuch des\n\\\\ohnungs Wesens. Jena 1920. (Gustav Fischer). (Pris heftet, ca. 17 kr.) Der opstilles her en sammenhængende,\nmetodisk behandling at alle by-, bygnings- og bolig-væsenets elementer, i stedet for den herskende ensidige læggen\nvægt paa: grundspekulationen og æstetiken. V. W.\nAbonnenter paa Klingen kan faa 3die Aargang indbunden i et dertil komponeret Bind hos Bogbinder Fru Har-\nriet Rosenberg, Willemoesgade 19, 0.\nINDEN BLADET SLU I TER finder Redaktionen Anledning til at takke Vekselerer William Gasmann og Frue, som\nved deres Initiativ bragte Klingen over et kritisk Punkt.\n\nGABESTOKKEN\nS.\nHANS FRANDSENS OPTRYK AF GAMLE RADERINGER. I Pressen meddeles at Kunsthandler Hans Frand- /\nsen optrykker Raderforeningens gamle Plader, Ting af Roed og Kyhn og sligt. Lad dog de gamle Ting ligge! Det\ner sikkert meget pæne, sandsynligvis lidt kedelige Sager, der pynter i vore Bedsteforældres Stuer. Lad dem\nhænge der og blive sjældne Antikviteter, vore Amatører kan glæde sig over. Nu gøres det hele ordinært af\nsmarte Profitjægere. Ikke engang den lille Idyl kan faa Lov til at blive staaende. Var der ikke langt mere Grund\ntil for Hans Frandsen og Raderforeningen at udsende Arbejder af vore dygtige og begavede, unge Kunstnere, der har\nKrav paa Forstaaelse af deres Samtid. Det er den gamle Historie, der aabenbart skal gentage sig til Tidernes Ende:\ningen agter Talenterne naar de er unge eller den gode Kunst saalænge den er billig. Det maa være Raderforenin-\ngens Pligt at opdrage sit Klientel til en videre Forstaaelse af Kunst, og ikke dens Opgave at smigre for en tvivlsom\nog snæver Bourgeoisismag ved Optryk af noget gammel Ragelse.\nSiden Klingen Nr. 9 udkom i September er udkommet Hefte 18, 19 og 20 af Architekten, deraf 19 med\nLitteraturfortegnelser fra Danmark, Norge, Sverrig, Finland, Tyskland og England; af danske Tidsskrifter er Have-\nkunst nævnt 2 Gange, Meddelelser fra Haveselskabet 1 Gang, Skønvirke 4 Gange og Bygmesteren, Villaen og For-\nskønnelsen 1 Gang. I denne Bladfortegnelse, der synes afpasset efter Annoncørernes Aandsevner, vil Klingens Navn jo\nstikke lidt af og Æren er ogsaa tvivlsom i dette blodløse Selskab, 'men det sætter unægtelig Architekten paa Plads,\nat man ikke dér har opdaget, at Klingen Hefte 9 bragte et og andet om Arkitektur af Interesse. Til Gengæld\ngør Bygmesteren os den Ære at aftrykke det i første Hefte offentliggjorte Foredrag om Akademiet, hvoraf det liar\nsnittet den Ende alt uden et Ord, uden Korrektur. Vi gør opmærksom paa, at det ikke alene er ulovligt,\nmen ogsaa tarveligt. Tilslut en venlig Hilsen til Dagspressen for den stupide Holdning, den har indlaget overfor Klin-\ngen, lige fra det første Hefte udsendtes.\n\nHERMED slutter Klingens 3die Aargang. Redaktionen mener ikke at kunne\nforhøje Abonnementsprisen i et Forhold, der svarer til de-stadig stigende\nFremstillingsomkostninger, og har besluttet at lade Bladet i sin nuværende Form\ngaa ind. Dette gør den saa meget mere ugerne, som Interessen fra Læsernes\nog Kunstnernes Side er stadig voksende og Bladet i højere Grad for hver Maa-\nned faar den faste Og helt igennem ensartede Karakter, der er nødvendig, naar\ndet med Styrke og Fysiognomi skal gøre sig gældende. At „Klingen\" har kunnet\nfremtræde saa glansfuldt skyldes udelukkende de Kunstnere og Forfattere, der tre\nAar igennem trofast og uden noget som helst Vederlag arbejdede paa Sagens Fremme.\nRedaktionen kan kun yde sin simple Tak til Gengæld. Klingens Indholdsforteg-\nnelse er en Ærestavle over de Soldater, der ikke sVigtede Appellen. Eftertiden\nvil vide at vurdere denne Indsats.\nv -' s- * - * ' ' ' - ' ■ • v ' , ' > . > * 1 r *"}]}